Holdningen til kvindelige præster og gengifte skifter.

Det er meget tankevækkende, at Menighedsfakultetets bestyrelse i lørdags kunne orientere repræsentantskabet om, at man i spørgsmålet om holdning til kvindelige præster nu ændrer kurs. Mens Menighedsfakultetet siden sin start i 1970’erne har været kendt for sin modstand mod kvindelige præster, så slås det nu fast i bestyrelsens beretning, at ”Vi anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Biblens autoritet i dette spørgsmål.” Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at denne ændring tilsyneladende er sket uden stor debat. Jeg kender ikke Menighedsfakultetets aktuelle holdning til gengifte, men jeg gætter på, at den tidligere klare afvisning af gengifte også er under forandring i disse år.

I 1970’erne og i de følgende år var modstanden mod kvindelige præster og modstanden mod gengifte i konservative kirkelige kredse to af de tydeligste indikatorer for det, som man kaldte bibeltroskab. Og på den anden side blev de også brugt som testspørgsmål af mange menighedsråd, når de ville sikre sig, at deres kommende præst ville samarbejde med kvindelige præster og også vie fraskilte. Men meget tyder på, at modstanden mod kvindelige præster og mod vielse af fraskilte ikke længere spiller så central en rolle for konservative kristnes identitet. Men hvordan er det mon kommet dertil?

Ganske vist er over halvdelen af folkekirkens præster i dag kvinder, men undertiden glemmer vi måske, at  det var så sent som i 1948, at vi fik de første kvinder ordineret som præster i folkekirken. I dag ender omkring 40% af alle ægteskaber med skilsmisse, og derfor virker retten til gengifte i Folkekirken helt naturlig, men vi glemmer måske, at det først var i nyere tid, at alle skilte fik ret til at blive viet igen – og viet igen i Folkekirken. Danske Lov fra 1683 accepterede kun gengifte for ”den uskyldige part”, og kun hvis vedkommende i tre år havde opført sig skikkeligt. I 1800-tallet udvidedes adgangen til skilsmisse og gengifte betydeligt, og præster i folkekirken havde pligt til at vie fraskilte. Det er værd at bemærke, at Grundtvig i 1826 sagde sit job op i statskirken bl.a. fordi han ikke vil tvinges til at vie fraskilte (- først i 1903 fik præster frihed til at nægte at vie fraskilte, der ikke var ”den skyldige part”, og først i 1922 fik præster frihed til at nægte at vie alle fraskilte).

På en måde er der ikke noget at sige til, at det tager tid at ændre århundreder gamle kirkelige (og verdslige) traditioner vedr. præsteembedet og ægteskabet, og at det er helt forståeligt, at der vil være, som holder fast i de traditionelle forståelser af embedet og ægteskabet. Et er traditionens kraft, men noget andet er teologien. Hvordan kan lutherske teologer i dag nå frem til andre teologiske konklusioner vedrørende embede og ægteskab, end deres lutherske forgængere gjorde?

Man kunne naturligvis anlægge en slags evolutionistisk syn på sagen, og sige, at vi også, når det gælder teologi, bliver klogere og klogere. Man kunne således hævde, at teologer i dag er nået frem til en mere præcis forståelse af, hvad Jesus og apostlene mente, end tidligere tiders teologer.

Man kunne for det andet anlægge en slags forfaldssyn på sagen og sige, at nutidens teologer, der argumenterer for kvindelige præster og gengifte har svigtet tidligere tiders bibeltroskab. Man kunne således hævde, at nutidens teologer lader sig lede af tidsånden i stedet for af Helligånden.

Men man kunne endelig for det tredje også anlægge et kontekstuelt syn på sagen – som jeg tilslutter mig – og sige, at al teologi er og bør være kontekstuel, og derfor må teologien i en dansk kontekst anno 2019 naturligvis se anderledes ud en middelalderlig teologi. Ud fra den forståelse findes der ikke en theolgia perennis, en eviggyldig universel teologi, men evangeliet må inkarneres i enhver kultur og kontekst og tage form og farve herfra. Især når det gælder ordningsmæssige spørgsmål som synet på embedet og ægteskabet, må vi forvente, at teologer når frem til andre svar i dag i forhold til tidligere, da det samfund og den kultur embedet og ægteskabet indgår i, er helt anderledes end for 100, 200 eller 500 år siden.

Det er naturligvis ikke kun, når det gælder holdningen til embedet og ægteskabet, at kristne til forskellige tider og i forskellige kontekster i deres tolkning af Bibelen er nået frem til forskellige konklusioner. Og jeg tror også, at mange af os igennem et langt liv har ændret forståelse af teologiske og etiske spørgsmål, fordi mødet med virkeligheden i al dens gru og herlighed har sat en proces i gang, der har ført til en ny forståelse af kristendommen. Derfor er der ingen grund til at hovere over, at Menighedsfakultetet nu markerer den ændrede holdning til kvindelige præster, som i lang tid har været på vej, men tværtimod grund til at ønske Menighedsfakultetet til lykke med, at det havde modet til offentligt at vedkende sig det.

København, tirsdag, den 24. september 2019
Mogens S. Mogensen

  1. #1 by Karen E. Hansen on 24. september 2019 - 22:53

    Tak for en velafbalanceret og positiv kommentar. Jeg har heller ikke insiderviden om Menighedsfakultetets holdning til vielse af fraskilte, som åbenbart ikke har haft relevans i sammenhængen, men undres ikke særlig over udsagnet om kvindelige præster, lægfolkets holdning taget i betragtning… Men jeg undres altid over sammenkædningen mellem debatten om kvinders adgang til at fungere som præster i en luthersk kirke og så problemet omkring kirkelig vielse ved andet (eller tredie og fjerde) ægteskab. Hvor ser du en rimelig teologisk tilknytning? Embedsteologi over for skabelsesordning? Paulus’ ord om, at kvinder skal tie over for Jesu ord om ikke at skille, hvad Gud har sammenføjet? Det er i almen debat ofte blevet til, at når kvinder kan fungere som præster – så betyder ordene i kirken alligevel ikke så meget.?? Og tilsvarende: Når du er kvindelig præst, så tager du det vel heller ikke så alvorligt med et løfte som man gjorde før?? Jeg er ked af at blive brugt som argument for en useriøs holdning til ægteskabet! Ikke at jeg tror, at du gør det, bestemt ikke – men du kæder alligevel de to spørgsmål sammen?

    • #2 by Mogens S. Mogensen on 26. september 2019 - 09:28

      Kære Karen
      Tak for din kommentar. Du anker over, at jeg kæder de to spørgsmål sammen, altså modstanden mod kvindelige præster og gengifte. Min begrundelse for at gøre det er dels, at begge spørgsmål har en slags ordningskarakter og ikke handler om forståelsen af evangeliet, dels at de to spørgsmål ofte er blevet kædet sammen af dem, der ser dem i lyset af spørgsmål om ‘bibeltroskab’ og af de menighedsråd, der søger præster.
      Venlig hilsen
      Mogens

  2. #3 by Kristen Skriver Frandsen on 25. september 2019 - 18:53

    Tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: