”B. Nørrind. – Gentag!” – Erindringsglimt 12

Nørrind.jpgDet må have været i femte klasse. Vi skulle have en ny lærer. Ind trådte en høj, slank mand, rank som et kosteskaft. Han marcherede straks hen til tavlen, og skrev ”B. Nørrind” samtidig med at han udtalte det. Så vendte han sig om mod klassen, pegede på en elev og fyrede en salve af: ”Gentag!” Så var scenen sat for vor nye lærer.

Nørrind blev vor gymnastiklærer, som kommanderede os rundt i gymnastiksalen med distinkte kommandoer. Hvis vi ikke parerede ordre, kunne vi risikere at skulle løbe rundt i gymnastiksalen på rad og række i uendelige tider. Vor nye gymnastiksal var udstyret med alskens moderne redskaber, inkl. ringe. En dag skulle vi instrueres i brugen af dette redskab. Da det blev Eriks tur – Erik var for øvrigt søn af skoleinspektør Kristensen, men hos Nørrind var der ingen forskelsbehandling – blev han beordret op i ringene. Måske var Erik lidt nervøs og fik svedige hænder. Under alle omstændigheder, da han hang med benene lodret op og hovedet ned, skete der pludselig det, at han mistede taget i ringene og styrtede ned i gulvet på hovedet. Da Nørrind havde konstateret, at Erik havde overlevet nedstyrtningen, og Erik lige havde fået et øjeblik til at sunde sig, kommanderede Nørrind ham op i ringene igen. For, som han sagde, inde ved flyvevåbnet var det sådan, at hvis en jagerpilot var styrtet ned med sit fly, men havde reddet sit liv i faldskærmen, så skulle han op og flyve igen næste dag, ellers ville han aldrig overvinde frygten for at flyve igen. Så Erik kom op i ringene igen.

Det skal siges til Nørrinds ros, at han om sommeren lykkedes med at drive os alle sammen frem til at bestå en eller flere af prøverne til idrætsmærket. Vi løb 60 meter løb, sprang længde- og højdespring, stødte med kugler og kastede med spyd – bogstaveligt talt til den store guldmedalje.

Vi havde også Nørrind som biologilærer i realskolen, hvor han bl.a. fortalte os om, at der ude i naturen var mange forskellige former for dyremærket materiale. Fx dissekerede vi nogle uglegylp og fandt ud af, hvad uglens menu bestod af. Så gav han os den opgave, at vi i løbet af skoleåret hver for sig skulle indsamle dyremærket materiale og fremlægge og forklare det for hele klassen. Der gik sport i at finde flest mulige eksempler på dyremærket materiale, og vi begyndt også at konkurrere med hinanden. Min hårdeste konkurrent var Roland. Roland boede på det gamle slot Kokkedal mellem Torslev og Attrup, der nu var et drengehjem, hvor Rolands far arbejdede. Til slottet hørte der en stor skov, hvor Roland fandt spændende eksempler på dyremærket materiale. En dag satte han trumf på. Han havde fået savet et træ ned, som en flagspætte have hugget sin rede ud i. Dette trofæ, der vel var i mandshøjde, placerede han stolt på katederet til Nørrinds og klassens beundring. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne matche det? Men hjemme i et meget højt elmetræ bag møddingen havde et par skader bygget en meget stor rede. Jeg indviede min far i min plan, og han havde et godt øje til Nørrind, så han var straks med på idéen. Ved fælles hjælp fik vi savet toppen af træet med reden af, fik den hejset ned og lagt på gummivognen. Og så kørte min far og jeg med traktoren ned til skolen og fik bakset trætoppen med skadereden ind i biologilokalet og lagt op på kateteret. Jeg ved ikke, hvem der vandt konkurrencen, men jeg husker endnu Nørrinds meget overraskede udtryk, da han trådte ind i klassen til biologitimen.

Nørrind var også vor regne- eller matematiklærer i realskolen. Hver uge fik vi et sæt opgaver for, som skulle udregnes og indføres med blæk i vore hæfter. Løsningen af disse opgaver krævede samarbejde – og førte da også til afskrifter. En af mine klassekammerater, der boede helt oppe i Tingskoven, Anders, ringede med næsten usvigelig sikkerhed til mig, hver gang vi skulle i gang med opgaverne for at få lidt hjælp. Men mine forældre protesterede højlydt over, at han altid bad mig om at ringe ham op, når vi for alvor skulle i gang. Men hans økonomiske sans har sikkert hjulpet ham, for senere i livet blev han, så vidt jeg husker, direktør for en træskofabrik. Selvfølgelig havde vi også anskaffet os facitlister, så vi kunne være sikre på at nå frem til det rigtige resultat. Men det var langt fra kun resultatet, der betød noget, det var mellemregningerne, metoderne, vi brugte, som Nørrind var mest interesseret i. En dag havde han givet os en opgave, som vi ikke kunne løse. Vi samlede en krisestab oppe hos mig, og regnede og regnede, men lige lidt hjalp det. Måske var problemet, at Nørrind havde givet os en opgave af en type, hvis løsningsmetode vi endnu ikke havde lært. Til sidst besluttede vi at ringe til Nørrind, der måtte indrømme, at han havde givet os en opgave, som vi ikke havde mulighed for at løse. Men alt i alt må jeg dog indrømme – skønt jeg aldrig lærte at sætte pris på hans militære disciplin – at hans matematikundervisning var af en sådan kvalitet, at vi faktisk blev ret dygtige til det.

Vi havde en sådan frygt for Nørrind, at hvis vi havde glemt blækregningshæftet hjemme, den dag vi skulle aflevere det, så smed vi alt, hvad vi havde i hænderne, om det var madkassen i middagsfrikvarteret, eller det var en anden lærers time, for at cykle hjem og hente hæftet, så vi kunne få det afleveret til tiden og undgå Nørrinds disciplinære repressalier. Når Nørrind så havde rettet blækregningen, og vi skulle have opgaverne tilbage, foregik det med samme ritual hver gang. Nørrind stod rank som nogen tinsoldat oppe ved kateteret, hvor han havde placeret blækregningshæfterne i tre fire bunker, som han så satte ord på: ”De gode, de nogenlunde, de dårlige og så … ” og her kom så navnet på ham eller hende med den dårligste besvarelse. Ved skoleårets start havde vi fået mulighed for at vælge, hvilken sang der skulle afsynges, inden vi kom op og modtog dommen over vor blækregning. Vi kunne vælge mellem ”Løft dit hoved, du raske, gut. Om et håb eller to blev brudt, glimter et nyt i dit øje” eller ”Jeg bærer med smil min byrde”. Vi valgte at synge:

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Vi sang dog kun første vers, men skulle nok også have sunget sidste vers, hvor der står, at ”Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå!”

Christiansfeld, tirsdag, den 7. januar 2020
Mogens S. Mogensen

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: