Den muslimske mangfoldighed i Danmark

danmarks-moskéerEfter dokumentarkrisen – dvs. krisen i forbindelse med TV2’s dokumentar ”Moskéerne bag sløret  i 2016 –  besluttede et flertal i folketinget, at der skulle gennemføres en opdatering af den undersøgelse af moskéer i Danmark som Lene Kühle offentliggjorde i bogen ”Moskéer i Danmark” i 2006. En sådan undersøgelse skulle ”gøre det muligt at få et videnskabeligt baseret, tidssvarende overblik over, hvordan moskéerne i 2016 er organiserede, samt detaljerede oplysninger om, hvem er kommer i moskéerne”. Nu er en sådan undersøgelse blevet offentliggjort i bogen ”Danmarks moskéer. Mangfoldighed og samspil”, skrevet af prof., PhD, Lene Kühle og cand. mag. Malik Larsen. Det tjener politikerne til ære, at de gerne ville have et videnskabeligt grundlag for deres politiske arbejde på dette område. Efter at have læst bogen er jeg overbevist om, at det kunne bidrage til at højne både den politiske og folkelige debat ang. islam og muslimer, moskéer og imamer i Danmark, hvis deltagerne i debatten ville nærlæse denne bog.

I debatten kan man ofte høre udtalelser, om at lige præcis sådan er islam, eller snetop sådan tænker og agerer alle muslimer, som om det gav mening at udtale sig generelt om islam og muslimer. Og på samme måde med udtalelser om moskéer og imamer. Når det gælder kristendom og kristne, kirker og præster er vi naturligvis klar over, at der er store forskelle her i Danmark, for man bliver da nødt til at skelne mellem katolikker, lutheraner og pinsefolk i Danmark. I bogens undertitel indgår ordet ”mangfoldighed”, og det er måske det vigtigste, man kan lære af bogen, for den muslimske mangfoldighed i Danmark er faktisk endnu større end den kristne mangfoldighed i Danmark, fordi næsten alle muslimerne har etniske og geografiske rødder fra mange forskellige hjørner af verden.

Bogen giver også svar på nogle helt basale spørgsmål. I dag skønnes det, at der er omkring 300.000 muslimer og omkring 170 moskéer i Danmark. Forfatterne konkluderer, at på en given fredag er omkring 7-9 % af muslimerne i Danmark til stede ved bøn i en moské.

I debatten har der været et stærkt fokus på muslimers forhold til demokrati. Ifølge Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse fra 2016 bakker 80% af de adspurgte muslimske nydanskere op om demokrati – sammenlignet  73% af buddhisterne,  84% af de kristne og 92% af ateisterne. Undersøgelsen viser desuden, at den største tilslutning til demokratiet findes hos de muslimer (og også hinduer), som praktiserer deres religion!

Mangfoldigheden i det muslimske miljø viser sig ud fra forskellige parametre. Når det gæler organisationsformer er der syv forskellige modeller i spil: (1) anerkendte trossamfund (2) trossamfund godkendt efter ligningslove (3)organiseret som fond eller virksomhed  (4) organiseret som foreninger, der får støtte fra det offentlige (5) religiøst funderede  foreninger, som ikke får støtte fra det offentlige og (7) ad hoc aktiviteter, hvor de 4 første har karakter af religiøse foreninger og trossamfund, mens de tre sidste kan karakteriseres som foreninger med etnisk, kulturelt eller politisk udgangspunkt. Undersøgelsen viser, at det, der motiverer til at søge at blive registreret som et anerkendt trossamfund ikke er ønsket om at få vielsesbemyndigelse, men at få mulighed for at få forkyndervisum til imamer.

Når det gælder spørgsmålet om autoritet i moskéerne, så viser undersøgelsen, at der er markante forskelle mellem tre typer moskéer, nemlig organisationsmoskéer, der har tilknytning til en transnational muslimsk organisation, sheikh-moskéer, som ledes af en eller flere karismatiske autoriteter, og lægmoskéerne, som ledes og drives af lægfolk, og hvor er aldrig er en fastansat imam. I den offentlige debat har der været et stærkt fokus på imamernes angivelige stor autoritet i moskeerne, men forfatterne konkluderer, ”at ’magten’ kan være meget forskelligt distribueret i forskellige moskéer. I nogle moskéer kan det være en enkelt imam, der i høj grad sætter dagordenen (som i den ’idelle’ sheikhmoské), men i langt, langt flere er det et samspil mellem imamen, bestyrelsen, kvinderne, du unge og brugerne (som i lægmoskéerne) og eventuelt også andre afdelinger inden for samme moskénetværk (som i organisationsmoskéerne)” (s. 296).

Når det gælder etnicitet bidrager også den i meget høj grad til afgørende forskelle mellem moskéerne (og mellem imamer og mellem muslimerne). Det samme gælder moskéernes lokalisering, idet der er afgørende forskelle mellem den måde moskéer fungere i forskellige miljøer. Forfatterne skelner her mellem storbymoskéer, bymoskéer og småbymoskéer. Det er således værd at bemærke, at ”de moskéer, som hyppigst optræder i mediernes og politikernes søgelys repræsenterer den type af moskéer, som der af færrest af rent numerisk”, nemlig de få storbymoskéer (s. 265f).

Det har i debatten været nævnt, at det ville være ønskeligt med en mere ”dansk islam”, altså en udgave af islam, der var akklimatiseret til en dansk kontekst. Undersøgelsen påviser, at der på det sproglige område har været en udvikling de seneste 10 år. I 2006 kun var det kun hver tiende moské, der en gang imellem havde en prædiken på dansk, og der var kun én moské, hvor der udelukkende blev prædiket på dansk. I 2017 blev der udelukkende prædiket på dansk i ti moskéér, i en tredjedel blev der undertiden prædiket på dansk, og i en tredjedel blev der almindeligvis givet et resumé på dansk.

På det organisatoriske plan har moskéerne akklimatiseret sig til den danske kontekst. Den foretrukne organiseringsform blandt moskéer  den frivillige forening med bestyrelse, vedtægter og generalforsamling. Der har også i debatten været råbt højt om behovet for en reform af islam. På det personlige plan (’lived religion’) er der meget der tyder på, at muslimer begynder at tilpasse deres tolkning af islam til den danske kontekst. Men på det teologiske område peger forfatterne på, at teologisk nyfortolkning er en meget delikat proces, hvor det handler om at finde balancen mellem den historisk og traditionsbevidst  kontinuitet på den ene side og den aktuelle kontekst på den anden side. Hvis balancen tipper ned til kontinuitetens side opleves islamtolkningen som irrelevant for danske muslimer, men hvis den tipper ned til den danske kontekst side, risikerer tolkningen at blive betragtet som en illegal innovation (bid’a).

Kühles og Larsens nye bog ”Danmarks moskéer. Mangfoldighed og samspil” være hermed varmt anbefalet til alle, der ønsker videnskabeligt funderet oplysninger om det muslimske miljø i Danmark ,og til dem, der på et oplyst grundlag ønsker at deltage i debatten om islam og muslimer, moskéer og imamer i Danmark.

 

Christiansfeld, søndag, den 12. januar 2020
Mogens S. Mogensen

  1. #1 by Karen Elisabet Hansen on 13. januar 2020 - 14:44

    “Videnskabelig” betyder i denne sammenhæng baseret på interviews eller spørgeskemaer, ikke?
    Selvfølgelig er det helt urimeligt at mene, at “alle muslimer” tænker sådan og sådan”, men den form for videnskabelighed bør indtænke sine forudsætninger. Kan f.eks. Sammenlignes med udtalelser fra folk, som har været til stede i længere tid. Mangfoldighed kan også være mangfoldige udtryk.
    Godt nytår og hilsen
    Karen E.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 13. januar 2020 - 20:21

    Jo, blandt andet.
    Jeg forstår desværre ikke det du skriver her: men den form for videnskabelighed bør indtænke sine forudsætninger. Kan f.eks. Sammenlignes med udtalelser fra folk, som har været til stede i længere tid.
    Vh Mogens

  3. #3 by Karen Elisabet Hansen on 13. januar 2020 - 21:36

    Kære Mogens
    Den form for videnskab forholder sig til svar i interview-form og på spørgeskemaer. Det er videnskab, at 80% bakker op om demokratiet, fordi 80% af svarene på de indkomne spørgeskemaer er krydset af ved JA. Det bør indregnes, at det ikke er det samme, som at have levet i et miljø i mange år og have en erfaring om, hvordan reaktionerne på den demokratiske levevis er. Som f.eks. at det betyder religionskritik. Det var bare kommentaren. Årsagen til den var den pondus, det kan have f.eks. i en politisk debat at tale om videnskabelige undersøgelser… Betyder 80% f.eks., at i 8 ud af ti tilfælde vil en konvertering fra islam til f.eks. kristendom blive respekteret i familien? Betyder det, at politikere gør klogt i at forvente, at der ikke er nævneværdig indflydelse fra Tyrkiet på, hvad der siges og undervises i de tyrkisk sponsorerede moskeer i Danmark? Mangfoldighed kan også betyde mangfoldige forståelser af, hvad ord betyder. Det var bare det.
    Mvh
    Karen E.

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 13. januar 2020 - 22:16

    Kære Karen
    De fleste muslimske indvvandrere kommer fra lande, hvor det står sløjt til med demokratiet, men nogle af dem er netop flygtet fordi de led under manglen på demokrati, og der er sikkert også en hel del muslimer i muslimske lande som drømmer om den slags demokrati, som vi har her i vesten. Dertil kommer de muslimer, som er født i Danmark, og som har lært at sætte pris på vort demokrati. Det er rigtigt, at man ikke kan udgranske folks hjerter og nyrer mht. demokrati, når de svarer at de bakker op om demokrati. Men det gælder faktisk både kristne, buddhister, ateister og muslimer, og der er bestemt også gammeldanskere, inkl. gammeldanske politikere, som siger, at de går ind for demokrati, men hvis øvrige holdninger undertiden modsiger det. Fx. Rasmus Paludan. Der vil altid være en forskel mellem undersøgelser, også videnskabelige undersøgelser og så den objektive virkelighed, som i sidste ende kun er tilgængelig for Gud. Men med videnskabelige metoder og en kritisk tilgang kan vi naturligvis forsøge at nærme os sandheden – under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at vi med kritiske videnskabelige metoder har bedre muligheder for at nærme os sandheden, end hvis vi udelukkende forholder os til folks meninger og fordomme.
    Venlig hilsen
    Mogens

  5. #5 by Karen E. Hansen on 14. januar 2020 - 14:02

    Kære Mogens,
    Jeg tænker bare på, hvad et “oplyst grundlag for den politiske debat indeholder. “Videnskab” som den bog, du anmelder eller (evt. forhåbentlig og) forfattere som Ahmed Akkari, Yahya Hassan Sara Omar eller Ahmad Mah
    moud. Sidstnævnte citeres for at sige, at han aldrig har mødt en imam, der opfordrer til sameksistens med de vantro danskere…. men så er der jo også Rasmus Paludan…. Men ham kan man udsætte for kritik, uden at blive kaldt fordomsfuld og alt det, der er værre.
    Mvh
    Karen E.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: