Stat og kirke – Stat og civilsamfund. Parallelle retssystemer? 1

I forbindelse med debatten om den angivelige shari’a-domstol ved en moské i København debatteres der for øjeblikket igen, om parallelle retssamfund skal kriminaliseres. Inden man skrider til lovgivning på dette område, ville det være klogt at gennemtænke, hvordan retssystemer fungerer i vort samfund, og hvordan de tidligere har fungeret.

Den amerikanske kirkehistoriker Geroge Sabine giver i sin bog ”A History of Political Theory” (1973) udtryk for den opfattelse, at fremkomsten af den kristne kirke ”as a distinct institution entitled to govern the spiritual concerns of humankind in independence of the state may not unreasonably be described as the most revolutionary event in the history of western Europe”. Før Kirkens fremkomst var den politiske leder også altid den religiøse lederskikkelse,  og dermed var der ingen institution, som kunne give modspil til staten. Dermed opstod der et samfund i Vesteuropa med to retssystemer. Kirkens anliggender blev styret efter den kanoniske lov, hvor paven var lovgiver, mens statens anliggender blev styret efter den sekulære lov, hvor kongen eller kejseren var lovgiver.

Sådan var det også i Danmark – indtil reformationen, hvor staten så at sige overtog kirken og gjorde den til en statskirke med kongen som overhoved (fra 1660  endda som enevældig konge af Guds nåde). Det betød, at præsterne nu blev statens embedsmænd, og at staten nu begyndte at lovgive for kirken og statens domstole overtog den kirkelige domstols ansvar. Det betød, at der nu kun var et retssystem, nemlig det statslige, som også inkluderede kirkelig anliggender.

Indførelsen af junigrundloven i 1849 indebar, at borgerne fik religionsfrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Det vil sige, at der med disse borgerrettigheder eller frihedsrettigheder, blev sat en grænse for statens magt i forhold til borgerne. Der blev skabt mulighed for et civilsamfund, hvor borgerne fik frihed til – inden for lovens rammer – at styre sig selv. En gang deltog jeg i en kristen-muslimsk dialogkonference med deltagere fra forskellige dele af verden, hvor vi bl.a. skulle drøfte civilsamfundets rolle. I min gruppe var der imidlertid to deltagere, som ikke vidste, hvad et civilsamfund var – af den gode grund at et sådant ikke fandtes i det land, som de boede i, og hvor alt var kontrolleret og styret af statsmagten.

Grundlaget for et civilsamfund er foreningsfriheden. I grundlovens par 78 står der, at ” Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed” og videre, at ”Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom”. Foreningsfrihed er altså retten til at danne alle mulige former for foreninger og organisationer uden for staten, så længe de har et lovligt formål og ikke virker med vold e.l. Det kan være en lille frimærkeklub, en sportsforening, en fagforening eller en kirkelig organisation.

Det betyder også, at enhver forening er fri til at vedtage de love, der skal være gældende for foreningen og foreningens medlemmer. Her er der altså tale om en ”lovgivningsmagt’ – ganske vist på foreningens begrænsede område, og inden for landets love – som ligger uden for statsmagten lovgivende gren, nemlig folketinget. Det er også enhver forenings ret at håndhæve foreningens love, og fælde en dom over et medlem, som foreningen mener har forbrudt sig mod foreningens formål. Det kan fx at ekskludere en person af foreningen eller at pålægge et medlem en bod. Her er der altså tale om en ”dømmende magt” – ganske vist på foreningens begrænsede område, og inden for landets love – som ligger uden for statens domstole. At den dømte i visse tilfælde kan indbringe afgørelsen for statens domstole i et civilt søgsmål er en anden sag, der ikke ændrer ved det principielle forhold.

Eksistensen af et civilsamfund indebærer altså, at der ved siden af – eller rettere inden for rammerne af det statslige retssystem – altid vil eksistere en række andre private eller foreningsmæssige retssystemer, med selvstændig ’lovgivning’ og ’domsmagt’. Der er altså i et civilsamfund ikke tale om, at nogle mennesker følger det statslige retssystem og andre følger et alternativt eller parallelt retssystem, men at alle borger er underlagt det et ene og samme statslige retssystem, men at der inden for de rammer grundloven og lovgivningen angiver inden for særlige områder (foreninger og organisationer) eksisterer supplerende retssystemer, der ikke må være i konflikt med grundloven eller anden statslig lovgivning.

Det, der altid karakteriserer totalitære stater er, at de søger at begrænse civilsamfundets magt mest muligt. Derfor gav det god mening, da min muslimske dialogpartner på konferencen, som kom fra et totalitært samfund, fortalte, at han ikke kendte til et civilsamfund.

Christiansfeld, onsdag, den 5. januar 2020

Mogens S. Mogensen

  1. #1 by Lisbet Christoffersen on 5. februar 2020 - 14:46

    Kære Mogens,
    Du har for såvidt ret (en enkelt korrektion: det var allerede fra 1536, at staten overtog den kirkelige lovgivningsmagt og kørte en sammenblandet domsmagt – konkret i ægteskabssager Tamperretterne frem til slutningen af 1700-tallet).
    MEN det er samtidig sådan, at trossamfundene har skullet følge ægteskabslovgivningen, siden de blev anerkendt. Det blev understreget i 1814 og det gælder fortsat, også efter grundloven. Det forhold, at man har vielsesbemyndigelse, er IKKE en bemyndigelse til vielse efter et fremmed retssystem. Fremmede retssystemer er alene relevante som – fremmede – dvs. på grundlag af international privat-ret. Trossamfunds opfattelse af ægteskab er dermed alene relevant som medlemskriterium, som du også anfører det – ikke som et spørgsmål om adgang til opnåelse af skilsmisse.
    Det ændrer imidlertid ikke på, at der er mange muligheder for at udvikle aftalebaserede løsninger på familierettens område, og det er der masser af råderum for – langt mere, end dette lands aktuelle regeringer har øje for – så derfor hilser jeg dit indlæg særdeles velkomment.
    Mvh Lisbet

    Med venlig hilsen
    Lisbet Christoffersen
    Professor. Forskningsfelt Ret & Religion.
    Roskilde Universitet
    Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv/EU-studies/Forvaltning
    Universitetsvej 1
    DK-4000 Roskilde
    Telefon: +4546742755
    ruc.dk
    facebook.com/ruc.dk
    twitter.com/roskildeuni
    instagram.com/roskildeuniversitet

    Fra: Mogens S. Mogensen
    Sendt: 5. februar 2020 10:30
    Til: Lisbet Christoffersen
    Emne: [Nyt indlæg] Stat og kirke – Stat og civilsamfund. Parallelle retssystemer 1

    Mogens S. Mogensen posted: “I forbindelse med debatten om den angivelige shari’a-domstol ved en moské i København debatteres der for øjeblikket igen, om parallelle retssamfund skal kriminaliseres. Inden man skrider til lovgivning på dette område, ville det være klogt at gennemtænke,”

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 5. februar 2020 - 14:57

    Kære Lisbet
    Tak for den vigtige kommentar. Det var egt. også det jeg mente, men ikke fik udtrykt, men nu har jeg ændret teksten, så det fremgår tydeligt, at det allerede var fra 1536.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: