Politikernes særliggørelse af religion – endnu en gang.

I sidste uge kom det frem, at regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance i april vil ”fremsætte et lovforslag, der skal gøre det strafbart at modtage donationer fra personer, organisationer, foreninger mv., der modarbejder eller underminerer demokratiske værdier og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det gælder, uanset hvad der er oplyst om formålet med donationen. Det afgørende vil være, om man modtager en donation fra sådanne antidemokratiske organisationer mv.” (Pressemeddelelse fra Udlændinge og Integrationsministeriet den 8. februar 2020)

Den akutelle enighed mellem regeringen og en række borgerlige partier bygger videre på ”Aftale om rammerne for forbud mod donationer til religiøse foreninger mv. ”, som i maj 2019 blev indgået mellem den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Her slås det fast, hvilke modtagere der er omfattet af forbuddet: ”Som udgangspunkt etableres ordningen som et absolut forbud, hvorefter det bliver strafbart for alle i Danmark at modtage donationer fra donatorer på listen. Dog vil forbuddet mod modtagelse af støtte fra donatorer hjemmehørende i Danmark blive afgrænset til støtte til religiøs forkyndelse, undervisning eller formål, der fuldt ud kan sidestilles hermed.”

Jeg kan udmærket følge politikernes bestræbelser på at beskytte Danmark mod kræfter, der vil undergrave det danske demokratiske samfund. Og når man ser sig omkring i Europa og i verden, ja, så er demokratiet og de dertilhørende grundlæggende frihedsrettigheder virkelig truet. Men det, jeg ikke kan forstå, er, hvorfor vort demokrati kun skal beskyttes mod den fare, som truer fra religiøs side. Som om vort demokrati udelukkende er truet af religiøse mørkemænd, der med deres penge vil støtte, at religiøse organisationer i Danmark undergraver vort demokrati.

Man skal da vist være både døv og blind, hvis man ikke har opdaget, at det først og fremmest er politiske kræfter, der i vor verden i dag søger at ødelægge vort vestlige demokrati. Det var ikke religiøse mørkemænd fra Mellemøsten, der søgte at undergrave det amerikanske demokrati i forbindelse med præsidentvalget i 2016. Og der er meget, der tyder på, at Rusland også med økonomiske donationer har søgt at bidrage til destabiliseringen af det politiske system både i Frankrig og Storbritannien.

Derfor kan det undre, at de danske politikere stirrer sig blinde på donationer til støtte til religiøs forkyndelse eller undervisning, eller for at sige det, som det er, på moskéerne, mens de helt og aldeles negligere de trusler mod demokratiet, som kommer andetsteds fra. Desværre tror jeg, at det hænger sammen med den særliggørelse af religion, som vi har oplevet i de senere år, og som har vist sig i lovgivning, der alene retter sig mod religiøse grupper. Tænk fx på loven om hadprædikanter, som kun omfattede den religiøse udgave af slagsen, eller på imamloven, der alene gjorde billigelse af en række strafbare handlinger ulovlig, hvis den skete i en religiøs sammenhæng.

Jo længere politikerne går ned ad denne vej, jo mere nærmer de sig en indskrænkning i den religionsfrihed, som jo netop er en helt grundlæggende del af det demokratiske værdigrundlag, som politikerne angiveligt gerne vil beskytte.

Christiansfeld, søndag, den 9. februar 2020
Mogens S. Mogensen

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: