Nødnadver som virtuel nadver eller lægmandsnadver?

For første gang i mange hundrede år oplever vi i denne tid, at vi uge efter uge ikke kan holde gudstjeneste. Alle gudstjenester aflyses på grund af Corona-krisen. Det betyder også, at vi ikke kan deltage i nadveren. Hvad gør vi i den situation?

Allerede nu eksperimenteres der med, hvad man kunne kalde en virtuel nadver, eller en TV-nadver. Det vil sige, at der udsendes en gudstjeneste med nadver, som seerne så kan ’deltage’ i, og hjemme hos sig selv foran skærmen tage et stykke brød og et glas vin, efter at præsten på TV har læst indstiftelsesordene. Denne form for virtuel nadver giver – ligesom den virtuelle gudstjeneste i det hele taget – deltagerne en oplevelse af, at være med i et gudstjenestefejrende fællesskab, og det er vigtigt. Men der er – som debatten viser – naturligvis teologiske problemer ved en sådan virtuel nadver. Man kan rejse spørgsmålet, om det er en virkelig nadver, når præst og menighed ikke er sammen fysisk til stede og deler brød og vin.

I denne nødsituation overses det i debatten ofte, at lige som vi i en luthersk kirke i en nødsituation kan have en legitim nøddåb ved en lægmand, sådan kan vi selvfølgelig også have en nødnadver ved en lægmand. Enhver lægmand kan slå op i salmebogen og finde ritualet for nadveren og ud fra det gennemføre nadverhandlingen. Han eller hun kan læse indstiftelsesordene og uddele nadveren til alle i husstanden. Problemet ved denne lægmandsnadver i hjemmet er ikke teologisk, for her er der ikke noget at komme efter, men det er, at en sådan lægmandsnadver ikke giver deltagerne en oplevelse af at være med i det store gudstjenestefejrende fællesskab.

Men man kunne naturligvis også forene de to former for nadver på en sådan måde, at nadveren på en og samme tid bliver udført på en teologisk set uangribelig måde, og nadverfejringen giver deltagerne en oplevelse af at være med i det store gudstjenestefejrende fællesskab. Det kunne meget enkelt ske på den måde, at gudstjenesten med nadver udsendes på TV eller på anden virtuel måde, men således at præsten ved nadveren opfordrer en lægmand hjemme ved skærmen til sammen med ham eller hende at sige ritualets ord og dermed foretage en lokal indstiftelse af nadveren, inden den uddeles derhjemme. Helt praktisk kunne man – lige som man gør under salmesangen – køre ritualets tekst på skærmen, så lægmanden kan læse det op derfra.

Denne form for virtuel lægmandsnadver er naturligvis en nødnadver, og vi må håbe, at vi inden alt for længe igen kan samles til gudstjeneste i vore kirker og under ledelse af præsten holde nadver sammen. Men indtil da, er der ingen grund til, at vi forholder hinanden nadveren.

Christiansfeld, onsdag, den 25. marts 2020
Mogens S. Mogensen

  1. #1 by Steen Olsen on 25. marts 2020 - 06:16

    Hi Mogens
    Greetings from Australia where we are also unable to gather for worship and the Lord’s Supper and as of midnight tonight will be in something approaching a national lock-down.There were some services last Sunday but there won’t be any next Sunday.

    Like you I don’t think that ‘virtual’ consecration over the internet or TV is a good approach. The words of institution have always been spoken over the elements and we should not do anything to cause people to doubt the efficacy of the sacrament, lest it rob them of their comfort.

    We have also always allowed for emergency baptisms by laypeople, recognising that it is not any sort of power conferred in ordination that makes the sacraments valid. A person is ‘rite vocabis’ when rightly authorised. In remote situations (which of course Denmark doesn’t have – at least not like we have in Australia) our bishops can license a layman for word and sacrament ministry in a particular location. (That also applies when there is a particular opportunity for mission, such as in a non English speaking community.) In those circumstances we also ordain ‘specific ministry pastors’, (SMPs) who do not have a full seminary education.So, for example, all our 20 Aboriginal pastors in our outback communities are SMPs.

    We are now all ‘remote’, and it is a situation that will at least continue for a number of months. Partaking in a broadcast service gives a sense of being part of of the wider church, something which will be sadly lacking in the immediate future, and authorising local people to consecrate the elements for this time of national emergency is certainly worth exploring further.

    Many thanks for your post. I will need to translate it so that others down here can consider it!
    med venlig hilsen
    Steen Olsen
    former bishop, Lutheran Church of New Zealand

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 28. marts 2020 - 11:22

    HI Steen
    So good to hear from you – down under. Thank you for your comment.
    I hope that you, your family and all in your community are fine.
    Warm greetings from Denmark, where the sun is shining and spring is coming to us with hope and joy.
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: