Politiske paradokser mht. religionsfrihed

Tros- og religionsfrihed er en menneskerettighed, som der i mange år ikke var det store politiske fokus på. Men det har ændret sig i de senere år. En af grundene er sandsynligvis, at problemerne omkring tros- og religionsfrihed er blevet langt større rundt om i verden, og derfor er det glædeligt, at vore politikere – kraftigt opfordret af organisattioner og institutioner, der arbejder med disse spørgsmål – er begyndt at interessere sig for dette felt og at engagere sig til større for mennesker, der bliver forfulgt pga deres religion eller tro. Det gælder fx beslutningen om at åbne ”Enheden for Religions- og trosfrihed” i udenrigsministeriet i 2018, hvis formål er ”at promovere religions- og trosfrihed globalt med en tilgang, der er solidt funderet i retten til religions- og trosfrihed som beskrevet i artikel 18 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og artikel 18 i FN’s Verdenserklæring.” (Udenrigsministeriets pressemeddelelse). En af fortalerne for en stærkere dansk indsats til fordel for religionsfrihed har været Naser Khader (K), der på det seneste har kritiseret regeringen for ikke at udnytte sin plads in FNs menneskerettighedsråd til at ”at sætte trosfrihed på dagsordenen over for de slyngel-lande, der også sidder i rådet.” (Kristeligt Dagblad 16. juni 2020). Og Khader har ret: Regeringen bør udnytte sine muligheder til at gøre noget for religionsfriheden i verden.

Men det er tankevækkende at måtte konstatere, at de samme politikere, som i de senere år heldigvis er blevet mere og mere optaget af at kæmpe for religions- og trosfrihed i verden, herhjemme samtidig er begyndt at arbejde på at begrænse tros- og religionsfriheden. Det seneste eksempel i en lang række er forslaget om at få vedtaget en lov om forbud mod muslimsk bønnekald. Det skal dog siges, at ordlyden er blevet justeret, så forslaget nu går ud på: ”Forbud mod højttalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum” (Kristeligt Dagblad, den 18. juni 2020). At dette forslag indebærer en indskrænkning i religionsfriheden i Danmark, vil nok selv forslagsstillerne indrømme, men spørgsmålet er naturligvis, om en sådan indskrænkning i religionsfriheden er i overensstemmelse med Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskommission”. Det tror jeg, at det er, men det afgørende i denne sammenhæng er at påpeger, at der vitterligt er tale om et forsøg på at indskrænke religionsfriheden.

Det er også tankevækkende, at flere politikere tilsyneladende især er optaget af at forsvare kristnes tros- og religionsfrihed ude i verden, mens de tilsyneladende ikke bekymrer sig om ikke-kristnes tros- og religionsfrihed. Det kan naturligvis hænge sammen med, at de er blevet påvirket af de udokumenterede påstande, der gentages i mange sammenhænge, om, at 80% af alle religiøst forfulgte i verden er kristne. At der er mange kristne, som forfølges, er igen i tvivl om, som det fx sker i Nigeria og i mange muslimske lande. Desværre er der imidlertid også mange muslimer og tilhængere af andre religioner, hvis tros- og religionsfrihed trædes unde fore. Tænk blot på uigurerne i Kina og rohingyaerne i Myanmar. Det er vigtigt her at minde om, at tros- og religionsfrihed er en universel menneskeret, som vi må forsvarer, uanset om der er tale om kristne, buddhister eller muslimer. Hvis vi kun kæmper for kristnes religionsfrihed, er vi med til at underminere forståelsen af at religionsfrihed er universel menneskerettighed, til fordel for den forståelse, at kristne forsvarer kristnes rettigheder og muslimer forsvarer muslimers rettigheder.

I forlængelse af det, er det også tankevækkende, at når politikerne forsøger at begrænse muslimernes religionsfrihed her i Danmark, så bliver de nødt til at formulere lovene sådan, at de får en generel karakter. Det betyder, at disse love i praksis ofte især kommer til at indskrænke kristnes religionsfrihed. Det sidste lovforslag er et stjerneeksempel på det. Der er indtil videre kun ét eksempel på, at en moské har udsendt et bønnekald over højttaleren, og det vil så fremover blive forbudt. Men sandsynligvis vil en sådan lov begrænse kirkers mulighed for udendørs kirkelige aktiviteter, såsom friluftsgudstjenester, hvor man ofte benytter højttalere.

Christiansfeld, fredag, den 19. juni 2020
Mogens S. Mogensen

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: