Er mission blot den religiøse dimension af den vestlige imperialisme?

Overmalingen af statuer af Hans Egede både i Grønland og i Danmark og debatten i Grønland om Egede-statuens placering i Nuuk er konkrete symptomer på den kritik af vestens mission i kolonierne, som vi nok kommer til at høre mere til i den kommende tid.. Skal den moderne missionsbevægelse, der bidrog til kristendommens spredning i den såkaldte totredjedel-verden først og fremmest forstås som den religiøse dimension af den vestlige imperialisme og derfor også bedømmes og fordømmes som sådan? Altså et overgreb mod mennesker, som kirken og missionsselskaberne i vesten dybest set burde stå frem og undskylde?

Inden den dom fældes af missionens moderne kritikere, burde alle parter lytte til, hvordan repræsentanter for de folkegrupper, som blev ’udsat’ for vestens mission opfatter situationen, fx Lamin Sanneh og Kwame Bediako.

Artiklen ”The Horizontal and Vertical in Mission: An African Perspective” (1983) er skrevet af Lamin Sanneh fra Gambia, som i mange år var professor i ”Mission and World Christianity” på Yale Universitet. Hans hovedpointe er, at historien om vestens missionsbevægelse er langt mere kompleks og har mange flere facetter, end sådan som den fremstilles hos dem, der blot ser den som et underordnet element i den vestlige imperialisme. Sannehs konklusion på sine missionshistoriske studer er, at missionærerne tog initiativ til en religiøs forandringsproces, i hvilken det var hævet over enhver tvivl, at afrikanerne blev de dominerende agenter. Sanneh skelner mellem missionens to processer, nemlig den historiske transmission af kristendommen, hvor missionærerne var primære agenter, og den lokale assimilering af kristendommen, hvor der sker en lokal tilpasning af den religion, som missionærerne bidrog til at introducere, og hvor afrikanerne var de primære agenter. Sanneh spørger, og giver selv svaret:

”The question with which we are faced fundamentally is this: Of the two processes at work in Christianity, historical transmis­sion and indigenous assimilation, which one is the more signifi­cant? Without hesitation we should say .the process of assimilation, for it is within that that the historical process itself becomes meaningful.”

Det vigtigste, som missionærerne foretog sig, i deres formidling af kristendommen, var at de oversatte bibelen til de lokale sprog. Det fik revolutionerne konsekvenser for de lokale kulturer. For det første fordi det viste, at de lokale sprog kunne være fuldgyldige bærere af den guddommelige åbenbaring. Gud talte altså deres sprog, hvilket gav deres lokale kultur en eviggyldig betydning.

”The second was the assumption that the God whom the mission­ary came to serve had actually preceded him or her in the field and that to discover His true identity the missionary would have to delve deep into the local culture. It is the hidden reality of this di­vine presence that both validates external mission and requires translation as a sine qua non of witness. Thus the central catego­ries of Christian theology-God, creation, Jesus Christ, and history (“the world”)-are transposed into their local equivalents, sug­gesting that Christianity had been adequately anticipated.”

Oversættelsen af bibelen til lokale sprog i den historiske transmission af kristendommen stimulerede således den lokale assimilering af kristendommen.

”Before long the forces of adaptation predominated over those of transmission. The missionary acquired a transformed significance, becoming im­portant, not as an ally of the colonial regime, but as the unwitting agent of local adaptation over which the African presided with ef­fective authority.”

I afrikanernes møde med kristendommen, formidlet af missionærerne, var afrikanerne altså ikke blot passive objekter for en vestlig missionsindsats, men de var først og fremmest hovedaktører i den religiøs forandringsproces, som de indgik i, mens missionærernes rolle på langt sigt var af sekundær betydning.  Sanneh konkluderer:

”In this brief methodological inquiry I have tried to show that we cannot continue to appropriate Christianity as an ideological theme and annex it as a subplot to the history of Western imperi­alism. […] I have also suggested that the process of the his­torical transmission of Christianity under Western missionary agency should be subordinated to that of local assimilation and adaptation under African agency.”

En anden afrikansk teolog, Kwame Bediako, en berømt kirkehistoriker fra Ghana, bygger videre på Sannehs konklusioner, når han i bogen ”Christianity in Africa: The Renewal of a Non-Western Religion” (1995) føjer en tredje proces til, som dog også ligger implicit i Sannehs værker. Forud or den historiske missionariske transmissin af kristendommen og den lokal assimilering af kristendommen går der en ”preparatio evangelica”, som kan spores i afrikanske såvel som i alle andre kontekster i form af præ-kristne traditioner. Gud har forberedt fok til at modtage evangeliet, før den første missionærs ankomst, som også flere kirkefædre har gjort opmærksom på. Fx Justin Martyr, der taler om, at Gud har plante sin ”logos spermaticos” i enhver kultur. Lige som vi kan læse om Guds ”preparatio evangelica” i forhold til det jødiske folk i Det gamle Testamente, sådan har Gud også være på spil i andre folks historie, for at forberede dem på modtagelsen af Kristus. Derfor var det ikke missionærerne, der bragte Gud til Afrika, men Gud der kaldte missionærerne til Afrika for at pege på den Gud, som allerede var til stede i deres kultur.

Hvis Lamin Sanneh og Kwame Bediako har ret i deres analyse af de processer, der førte til at kristendommen blev udbredt i Afrika (og andre dele af verden), betyder det naturligvis ikke, at missionærerne kan frikendes for enhver skyld (og heller ikke Hans Egede i Grønland), for den historiske transmission af evangeliet, som missionærerne var engageret i, var et menneskeligt foretagende, og som alle andre menneskelige aktiviteter var det også inficeret af menneskets synd. Men Sannehs og Bediakons analyser reducerer missionærernes betydning til fordel for de lokale aktører og giver et langt mere mangefacetteret og nuanceret billede af de processer, som missionærerne var en del af.

Christiansfeld, mandag, den 27. juli 2020
Mogens S. Mogensen

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: