Hvor meget er retten til at anke værd?

Hvorfor skal en person, som i byretten er dømt for at have bedraget det offentlige for millioner af kroner, have lov til at anke sin sag til landsretten, og dermed pådrage staten yderligere udgifter? Hvorfor skal en person, som er dømt for vold, og som derved har påført et andet menneske stor skade, have lov til at anke sin sag, og dermed påføre staten yderligere udgifter? Sådanne sager er jo allerede en gang blevet afgjort efter bevisførelse af dommere, domsmænd og nævninge. Tænk dog på, hvor meget tid og hvor mange penge samfundet kunne spare, hvis man afskaffede retten til at anke sin sag.

Jeg er sikker på, at de fleste politikere og alle jurister straks ville protestere mod et sådant forslag. Hvordan kan jeg vide det? Jo, i 2014 foreslog Socialdemokratiet i visse sager at indskrænke borgernes mulighed for frit at anke en dom fra byret til landsret. Og det handlede endda kun om civile sager, som drejede sig om mere end 10.000 kr. Loven var og er sådan, at i civile sager om mere end 10.000 kr. kan man frit anke fra byret til landsret. Forslaget gik blot ud på at hæve loftet til 20.000 kr. Forslaget var et forsøg på at befri landsretterne for en del arbejdsopgaver og dermed sætte hastigheden op i retsvæsnet. Advokatsamfundets generalsekretær Torben Jensen slog imidlertid fast, at ”Udgangspunktet i dansk ret er, at man har adgang til at anke sin sag, hvis man ikke får medhold. Det kompromitterer man med den her regel”. Og forslaget mødte også kritik for samtlige partier uden for regeringen (DRs hjemmeside den 16. april 2016: ”Regeringen vil begrænse retten til anke”). Hvor meget større ville modstanden ikke have været, hvis man ville have søgt at afskaffe ankeretten i mere alvorlige sager!

Men hvad så, hvis man i stedet for at afskaffe eller indskrænke retten til at anke, tilbød alle de mennesker, som havde fået en dom fx i byretten, at de kunne få – lad os sige – 20.000 kr., hvis de undlod at anke deres sag til landsretten. Det ville bestemt være en økonomisk god forretning for samfundet – i en tid, hvor alt helst skal gøres op i kroner og øre. Jeg ved ikke, hvad politikere og jurister ville sige til en sådant forslag, da ingen indtil nu har fremlagt et sådant forslag, men jeg gætter på, at alle jurister og flertallet af politikerne ville indvende, at to-instans-systemet er en stor del af den retssikkerhed, som vi lægger så stor vægt på i det danske retssamfund. Og det ville man gøre i erkendelse af, at mennesker – også dommere – er fejlbarlige, og at det derfor er klogt, at en anden instans i en række tilfælde kigger den første instans’ dom efter i sømmene. Derfor vil det ikke være i retssamfundets interesse, at dømte fristes med et større pengebeløb til at frasige sig retten til at anke en dom. I et retssamfund er det bedre, at en skyldig går fri, end at en uskyldig bliver dømt.

Det rejser spørgsmålet om, hvor meget retten til at anke er værd? Når det gælder civile sager om økonomiske spørgsmål, så er retten til at anke åbenbart så meget værd, at politikerne ikke vil afskaffe eller indskrænke den. Og det samme er jeg overbevist om er tilfældet i alle de sager, ved domstolene, som almindelige borgere kan risikere at blive indblandet i. Her vil de fleste politikere sige, at retssikkerheden ikke kan gøres op i kroner og ører. Og her kunne ingen drømme om, at købslå med borgere, der er dømt ved en domstol, om deres mulighed for at anke deres sag. Men når det gælder asylansøgere, så er flertallet af politikere åbenbart parat til at købe asylansøgernes mulighed for at anke for 20.000 kr.

Spørgsmålet er så, hvor meget retten til at anke et afslag på asyl i Udlændingestyrelsen er værd for asylansøgere? De kan jo kigge på statistikken og se, hvor mange procents chance de statistisk set har for at få noget ud af at anke deres sag, og det kan sikkert få nogen til at droppe muligheden for at anke til fordel for 20.000 kr. Andre er måske så fattige, at de fristes af at få 20.000 kr. i lommen her og nu – uden tanke på, hvilke konsekvenser det på længere sigt kan få for dem.

Men det helt grundlæggende spørgsmål er, om det på dette område virkelig skal være ussel mammon, der skal være styrende for, hvordan vort retssamfund skal fungere? Efter min mening er to-instans-systemet en alt for vigtig del af det danske samfunds retssikkerhed til, at det kan gøres op i kroner og øre.

Christiansfeld, onsdag, den 12. august 2020
Mogens S. Mogensen

  1. #1 by Mogens Lønborg on 12. august 2020 - 10:53

    Kære Mogens S. Mogensen Sjældent læser man noget så tendentiøst og misforstået som dette indlæg. Derfor denne kommentar. For det første er din sammenligning med straffesager helt skæv, vildledende og manipulende. Allerede her fornemmer man dit ærinde. I sådanne sager er der sket en domfældelse truffet af en domstol og baseret på en bevisførelse indenfor retsplejelovens regler – og den domfældte kan naturligvis anke sin dom eller straf for at få prøvet den af en anden instans. Når det gælder spørgsmålet om opholdstilladelser er der ikke tale om afsagte domme og der er ikke tale om domstole og retsplejelovens regler. Det er noget ganske andet, hvilket gør din analogislutning totalt misvisende. Vi har her at gøre med en sagstype, hvor en borger ansøger en administrativ myndighed om f.eks. en offentlig økonomisk ydelse eller tilladelse til et eller andet, f.eks. en byggetilladelse eller som her en opholdstilladelse. For det andet vil forslaget ikke afskaffe ankemuligheden – sådan som du implicit lader forstå gennem din artikel. (Du bruger således ordet “afskaffe”) Forslaget indebærer tværtom, at den, der har fået et afslag, tilbydes en ekstra mulighed: I stedet for at anke afgørelsen (den mulighed eksisterer fortsat) kan man få udbetalt et større beløb, som kan være en fantastisk god starthjælp i hjemlandet. Hvis udsigten til at opnå tilladelsen i anden instans vurderes at være mikroskopisk, vil det nok for mange være attraktivt i stedet at få et større pengebeløb udbetalt. Men det er og forbliver borgerens valg. Og det er faktisk et væsentligt element i en retsstat. Dit forsøg på at få dette forslag fremstillet som et brud på retsstaten virker mildt sagt noget ynkeligt og stærkt manipulerede – og kan vel kun forstås ud fra dit store ønske om at give så mange som muligt opholdstilladelse her i landet. Du er selvfølgelig vidende om, at asyl til en flygtning er midlertidig. Derfor et spørgsmål her til sidst: Vil du bakke op om, at dette princip – i respekt for retsstaten – håndhæves og at de, hvis grundlag for asyl ikke længere ifølge en administrativ afgørelse eksisterer, hjemsendes? Og vil du også – i respekt for retsstaten – modsætte dig eller tale imod, hvis kirker indenfor folkekirken de facto bidrager til at omgå sådanne beslutninger ved f.eks. at skjule flygtninge eller ved, at de slår sig ned i en kirke. Vil du også her forfægte retsstatens principper og holde retsstatens fane højt – eller vil du acceptere civil ulydighed imod eller overfor retsstaten? Det tror jeg, mange gerne vil høre dit svar på.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 12. august 2020 - 11:24

    Kære Mogens Lønborg
    Tak for din kommentar.
    Inden jeg svarer på dine spørgsmål, skylder du mig et svar på mit spørgsmål i en tidligere tråd:
    “Lige et lille bidrag til oplysningen om DF/Morten Messerschmidt og religionsufriheden. I altinget er Messerschmidt citeret for at sige: “Vi har for meget religionslighed i Danmark, og det skal der gøres op med”. Det kan vanskeligt tolkes på andre måder, end at Messerschmidt ønsker at kæmpe for (mere) reigionsulighed. Kan vi ikke være enige om det?”
    Venlig hilsen
    Mogens

    • #3 by Mogens Lønborg on 12. august 2020 - 11:29

      Kære Mogens Du har ret. Har ikke glemt det – men ville finde et tidspunkt, hvor jeg havde god tid. Da jeg så så dit indlæg om S´s forslag om anke mm, røg jeg lige lukt i tasterne:) Du høre hører snarest fra mig med svar på dit spørgsmål. Bh Mogens

  3. #4 by Mogens S. Mogensen on 15. august 2020 - 19:20

    Kære Mogens Lønborg

    Selvom jeg endnu ikke har fået svar på ovenstående spørgsmål, har jeg alligevel valgt at lægge mit svar ud på nettet – af hensyn til de andre læsere af denne tråd, som ellers kunne fristens til at tro, at jeg ikke havde et svar på dine spørgsmål/angreb.

    Du skriver: ” For det første er din sammenligning med straffesager helt skæv, vildledende og manipulende. Allerede her fornemmer man dit ærinde. I sådanne sager er der sket en domfældelse truffet af en domstol og baseret på en bevisførelse indenfor retsplejelovens regler – og den domfældte kan naturligvis anke sin dom eller straf for at få prøvet den af en anden instans. Når det gælder spørgsmålet om opholdstilladelser er der ikke tale om afsagte domme og der er ikke tale om domstole og retsplejelovens regler. Det er noget ganske andet, hvilket gør din analogislutning totalt misvisende. Vi har her at gøre med en sagstype, hvor en borger ansøger en administrativ myndighed om f.eks. en offentlig økonomisk ydelse eller tilladelse til et eller andet, f.eks. en byggetilladelse eller som her en opholdstilladelse.”

    Der er naturligvis forskel på straffesager og sager vedrørende opholdstilladelse. Men der er også ligheder. If. Flygtningenævnets hjemmeside forholder det sig sådan: ” Flygtningenævnet er et uafhængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asyl-relaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a.” Der er altså ikke tale om en egentlig domstol, men dog om et domstolslignende forvaltningsorgan. Og ligesom ved domstole er der en førsteinstans (her Udlændingestyrelsen) og en andeninstans (her Flygtningenævnet). Ligesom i straffesager er der altså mulighed for at anke en dom/afgørelse fra første til anden instans.

    Nu vil du sikkert sige, at der her er tale om en forvaltningsafgørelse, og det har du også ret i.”En afgørelse i forvaltningslovens forstand er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.” Men også når det gælder myndigheders forvaltningsafgørelser er der sædvanligvis klage/ankemuligheder. Som det fremgår af teksten på borger.dk ”I Danmark har man oftest mulighed for at klage over myndighedernes sagsbehandling og afgørelser. Ønsker du at klage over sagsbehandlingen eller en afgørelse, der er vedtaget af en offentlig myndighed, har man mulighed for at klage. Ønsker du at klage over sagsbehandlingen eller en afgørelse, der er vedtaget af en offentlig myndighed, har man mulighed for at klage. Hvis du mener, der er sket fejl eller begået misforståelser i en sag hos enten kommunale, regionale eller statslige myndigheder, har du normalt mulighed for at klage.”
    Du skriver: ”For det andet vil forslaget ikke afskaffe ankemuligheden – sådan som du implicit lader forstå gennem din artikel. (Du bruger således ordet “afskaffe”).” Nej, jeg bruger intetsteds ordet ”afskaffe” om regeringens forslag!

    Du skriver: ”Forslaget indebærer tværtom, at den, der har fået et afslag, tilbydes en ekstra mulighed: I stedet for at anke afgørelsen (den mulighed eksisterer fortsat) kan man få udbetalt et større beløb, som kan være en fantastisk god starthjælp i hjemlandet. Hvis udsigten til at opnå tilladelsen i anden instans vurderes at være mikroskopisk, vil det nok for mange være attraktivt i stedet at få et større pengebeløb udbetalt. Men det er og forbliver borgerens valg.”
    Sådan kan man naturligvis udlægge forslaget, men man kan også – som jeg gør det – tolke det som et forsøg på med penge at lokke borgere til at fraskrive sig ankemuligheden. Og da jeg mener to-instans-systemet er vigtigt, så finder jeg det problematisk, at staten forsøger at lokke borgere med penge til at undlade at benytte sig af denne mulighed.

    Du skriver: ”Dit forsøg på at få dette forslag fremstillet som et brud på retsstaten virker mildt sagt noget ynkeligt og stærkt manipulerede – og kan vel kun forstås ud fra dit store ønske om at give så mange som muligt opholdstilladelse her i landet.”
    Du tillægger mig motiver, som jeg ikke har. Jeg ønsker ikke at give så mange som muligt opholdstilladelse her i landet. Så undlad venligst at tillægge mig det synspunkt. Jeg ønsker, at de, der efter gældende lov har ret til asyl, får det, og her ser jeg to-instans-systemet som et godt middel til at sikre, at retten sker fyldest.

    Du skriver: ”Vil du bakke op om, at dette princip – i respekt for retsstaten – håndhæves og at de, hvis grundlag for asyl ikke længere ifølge en administrativ afgørelse eksisterer, hjemsendes?”
    Jeg bakker op om, at afviste asylansøgere hjemsendes – i overensstemmelse med gældende internationale konventioner.

    Du skriver: ” Og vil du også – i respekt for retsstaten – modsætte dig eller tale imod, hvis kirker indenfor folkekirken de facto bidrager til at omgå sådanne beslutninger ved f.eks. at skjule flygtninge eller ved, at de slår sig ned i en kirke. Vil du også her forfægte retsstatens principper og holde retsstatens fane højt – eller vil du acceptere civil ulydighed imod eller overfor retsstaten?”
    At en kirke med myndighedernes viden giver husly til afviste asylansøgere er efter min opfattelse ikke et brud på nogen lov. Ethvert menneske – dig og mig inklusive – kan komme i en ekstrem situation, hvor vi måtte nå frem til, at civil ulydighed vil være på sin plads, men det specielle ved civil ulydighed er, at man fuldt ud er klar over, at man bryder loven for at beskytte et medmenneske mod overgreb, og at man helt og fuldt er klar til at påtage sig straffen for det. Hvis man hævdede straffrihed for civil ulydighed ville det underminere retsstaten, men ikke, hvis man anerkender loven og påtager sig straffen.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: