Forældelsesfrist for sager om seksuelle krænkelser?

Selvom jeg oprindelig er historiker af profession og elsker at grave i historien, og også grave oplysninger frem, som ikke tidligere har været offentligt kendt, så anfægter det mig, at læse om, hvordan der i disse dage graves i folks fortid, når det gælder mænds angivelige krænkelser af kvinder, krænkelser, som ligger måske ti eller flere år tilbage i tiden. Er der da slet ingen grænse for, hvor langt tilbage, man vil gå, for at grave krænkelser frem? Det skulle undre mig, om jeg ikke i min ungdom – som ganske vist ligger flere årtier tilbage – har været for nærgående over for en eller anden pige, også selvom jeg indtil nu aldrig er blevet konfronteret med min eventuelle ’håndspålæggelse’. Mon en sådan pige kunne finde på at stå frem og hænge mig ud for det i offentligheden?

Dette være ikke sagt for at nedvurdere eller negligere alvoren i seksuelle krænkelser, for enhver krænkelse er naturligvis et utilstedeligt overgreb mod et andet menneske. Er der tale om en overtrædelse af straffeloven, så må krænkeren naturligvis være parat til at stå til regnskab for sine handlinger overfor en domstol. Og er det en krænkelse, som ikke er ulovlig, men alligevel er uetisk, så må krænkeren også stilles til regnskab for sine handlinger – enten det er i form af en lussing, en offentlig udskamning eller andre repressalier (eller ved over for den krænkede, at ”bekende sin synd” og bede om tilgivelse for det vedkommende har gjort).

Men det er meget problematisk, at der – når det gælder angivelige seksuelle krænkelser – ikke er nogen forældelsesfrist – og at der i princippet ingen grænse er for, hvor gamle krænkelser, der kan graves frem. I det nye netleksikon, ”Den store Danske”, står der at læse om forældelse, at forældelse er den ”juridiske betegnelse for en fordrings bortfald som følge af, at den ikke har været gjort gældende i et vist tidsrum”. Der står videre om forældelse af strafansvar:

”Forfølgning af meget gamle forbrydelser strider imod den almindelige retsfølelse, især hvis gerningsmanden senere har ført et ordentligt liv og resocialiseret sig. Sagens beviser svækkes desuden med tiden, fx sigtedes mulighed for at godtgøre et alibi. Alle retssystemer har derfor regler om forældelse af strafansvar. Efter Straffelovens Par. 92-94 er fristen for forældelse 2, 5, 1 eller 14 år, når den maksimale straf for overtrædelsen er fængsel i hhv. 1, 4, 10 eller over 10 år, men ikke livstid.”

Jeg ved godt, at man ikke uden videre kan overføre disse forældelsesprincipper til de aktuelle sager om seksuelle krænkelser Men det strider mod min retsfølelse, at vi ikke også har en slags forældelsesfrist, når det gælder krænkelsessager (hvor alle de implicerede er voksne). Derfor synes jeg, at vi alle – og da først og fremmest medierne – skulle enes om at følge den spilleregel ikke at spalteplads/taletid til krænkede, som først bringer deres krænkelse frem x – antal år, efter krænkelsen har fundet sted. Det kunne fx være 2, 4 eller allerhøjst 5 år. Min personlige holdninger er under alle omstændigheder, at jeg gerne vil være fri for i medierne at skulle lægge ører til sager, der er blevet 10 eller 15 år gamle, før den krænkede vælger at bringe dem frem i pressen.

Set fra et kristeligt synspunkt vil jeg gerne tilføje endnu en ’spilleregel’ i den måde, vi omgås krænkelser. Hvis krænkeren beder den krænkede om tilgivelse for sin krænkelse af vedkommende, og den krænkede tilgiver krænkeren, så indebærer ”tilgivelsen af synden”, at den krænkede dermed også lover ikke at bringe sagen op igen over for krænkeren og da slet ikke i medierne.

Seksuelle krænkelser er dybt alvorlige, men hvis vi ikke tænker os om – og følger nogle fornuftige spilleregler, så vil vi ende i et etisk morads, der i sidste instans vil skade den legitime sag, som MeToo-bevægelsen har.

Christiansfeld, lørdag, den 17. oktober 2020
Mogens S. Mogensen

  1. #1 by William Bak on 19. oktober 2020 - 10:54

    Udfordringen ligger desuden i, at det ikke er det juridiske system, altså domstolene, som dømmer disse sager, men folkedomstolen, som dømmer handlingerne efter en nutidig stemning, uanset hvornår handlingen blev foretaget. Et eksempel på noget tilsvarende, om end med modsat fortegn, blev set lige efter 2. verdenskrig her i Danmark, hvor man kort efter krigen dømte værnemagere og andre krigsforbrydere strengere end nogle år senere, hvor de langt mere alvorlige krigsforbrydere blev sat for domstolen, men hvor folkestemningen var mindre krævende.
    I øjeblikket er folkestemningen yderst krævende, og det er vanskeligt for mig at bedømme, om den er ensartet for kvinder og mænd. Det kan ikke passe, at der ikke er flere kvinder, som har krænket mænd, eller er der forskel på tolerancen hos de to køn?
    Jeg er også bekymret for, om dette medfører, at politiske partiers ledere næste pr. automatik bliver kvinder? Der er i øjeblikket en overvægt af kvinder som partiledere. Er det tilfældigt?
    Det er derfor et vigtigt emne at få debatteret på en nuanceret måde, så at vi ender med afgørelser, som kan tåle at komme i retten, og som også bliver accepteret af folkedomstolen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: