Mogens S. Mogensen

This user hasn't shared any biographical information

Homepage: http://mogensmogensen.wordpress.com

I hvor mange generationer skal efterkommere efter indvandrere bære en ’digital stjerne’?

I en række islamiske lande har man i århundreder registrerede borgerne efter deres religion, således at de ikke-muslimske borgere ikke havde – og i mange tilfælde stadig ikke har de sammen rettigheder som muslimske borgere.

I 30’ernes Tyskland registrerede man borgerne efter race, således at borgere med jødisk baggrund blev skilt ud som en særlig gruppe. Efterhånden blev jødernes borgerrettigheder begrænset, og de skulle bære en gul stjerne, så alle kunne se, at de var jøder. Vi kender alle historien, der endte med holocaust.

I 1948 indførte det hvide styre i Sydafrika et apartheidsystem, der begrænsede de sortes rettigheder, og førte til dannelsen af særlige reservater (bantustans) for de sorte. Adskillelsen efter race fortsatte frem til 1994, hvor det omsider blev afskaffe.

I Myanmar oplever vi i disse dage konsekvensen af, at borgere, der efterkommere efter indvandrere (i mange mange generationer) registreres som indvandrere, der ikke har de samme rettigheder som de øvrige borgere, og if. FN foregår der netop nu et etnisk udrensning, der har sendt flere hundrede tusinde af disse ruhingyaer på flugt.

I Danmark er det heldigvis meget meget lang tid siden vi holdt op med at registrere borgere i forhold til deres religion og race, og derfor har vi – heldigvis – meget svært ved at forstå, at borgere skulle have forskellige rettigheder i forhold til deres religion og race.

Allerede i flere år har Danmarks statistik imidlertid registreret første- og andengenerationsindvandrere, og der har været særligt fokus på at registrere dem med ikke-vestlig baggrund. I går kom det så frem, at Dansk Folkeparti gerne vil have, at Danmarks Statistik også begynder at registrere tredjegenerationsindvandrere. På grund af integrationsproblemerne med indvandrerne udtalte DFs integrationsordfører Martin Henriksen if. Information, at ”så er det faktisk relevant at opgøre efterkommere og børn af efterkommere og for den sags skyld også børnebørn. For vores skyld kan man godt gå til fjerde, fem eller sjette generation. Men hvis vi kan starte med tredje generation, er det en god begyndelse”.

Når politikere begynder at føre politik på basis en sådan registrering, kan det meget let få vidtrækkende konsekvenser. Implicit i denne registrering ligger en opdeling af befolkningen i danskere og ”de andre”, dvs. indvandrere og efterkommerne efter indvandrerne i flere generationer. Det er derfor nærliggende for politikerne at tale om Danmark som ”danskernes land”, og ikke som ”de andres land”. Enhver med blot en lille smule empati kan leve sig ind i, hvordan det må være som efterkommer efter indvandrere i al fremtid at blive stemplet som ”indvandrer eller efterkommer efter indvandrere” og ikke som en rigtig dansker.

Vi er ikke der endnu, men risikerer at komme derhen, hvor politikerne begynder at graduere borgernes rettigheder i forhold til, om de er ”rigtige danskere” eller blot indvandrere eller efterkommere efter indvandrere. Skulle de mest ekstreme kræfter komme til magten – hvad Gud forbyde – så ville et sådant register over indvandrernes efterkommere – inkl. et register over dem med ikke vestlig baggrund – kunne bruges i bestræbelserne for at genoprette Danmark som et etnisk homogent samfund.

Det spørgsmål, som efterkommere efter indvandrere må stille – og som alle demokratisk sindede borgere må forholde sig til – er, ”I hvor mange generationer skal vi – i forhold til vor registrering i statistikken ud for vort navn – bære en digital stjerne?”

Christiansfeld, søndag, den 24. september 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Nationalkonservativ revurdering af korstogene

Korstog.jpegSidste år udkom endnu en bog om korstogene, nemlig Michael Pihl & Jesper Rosenløvs ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv”. Det nye ved denne bog, som er tænkt som en lærebog i historie og religion på ungdomsuddannelserne, er, at den sætter korstogene ind i en meget lang historisk sammenhæng, idet den tager udgangspunkt i islams opståen og udvikling og konflikten mellem muslimske og kristne lande fra det 7. århundrede og fremefter. Derfor er det først på s. 125, at vi når frem til bogens 68 sider om selve korstogene.

Denne disponering hænger sammen med bogens tese, som fremgår af undertitlen ”islams ekspansion og kristen modoffensiv”, nemlig at korstogene først og fremmest skal ses som kristenhedens forsvar mod islams ekspansion. ”Korstogsbevægelsen må i denne sammenhæng ses som en europæisk reaktion og en kristen modoffensiv efter mere end 400 års muslimsk ekspansion og erobringer af kristne kerneområder …”. Også kirkens lære om hellig krig i korstogstiden må ses i lyset af den muslimske trussel. ”Forestillingen om, at krig kan være en kristen pligt som modsvar på angreb og overgreb, udvikledes kun gradvis – blandt andet under indtryk af muslimske angreb på den kristne verden” (s. 213).

Dermed indebærer bogen et direkte opgør med en lang række korstogshistorikere, fremmest blandt dem i Danmark, Kurt Villads Jensen, der bl.a. i 2006 skrev ”Politikens bog om korstogene”, hvis hovedtese er, at korstogene først og fremmest må forstås som et resultat af ”en ny og dyb religiøsitet, som nemt blev meget voldelig” (s 6). Denne forskningstradition går helt tilbage til Carl Erdmanns ”Die Entstehung des Kreuzzugesgedankens” fra 1935. Og derfor fokuserer Villads Jensen også meget på pave Urban 2.’s berømte korstogstale ved kirkemødet i Clermont den 27. November 1095, og på den teologi, som legitimerer ikke bare korstogene, men også voldelig opgør med kættere.

I bogen ”The Debate on the Crusades” (2010) analyserer Oxford-historikerne Christopher Tyerman, hvordan historikere lige siden korstogstiden har fortolket korstogene, og hvordan sammenhængen tilsyneladende har været mellem det historiske emne og historikernes aktuelle kontekst. I sit afsluttende kapitel om historikernes korstogsdebat i nyeste tid, skriver han således. ”Any visit to the world wide web can reveal apparently serious western historians arguing over the intrinsic violence of Islam and consequently that the crusades were a neessary defensive measure against TurcoIslamic barbarism, a debate joined enthusiastically by a motly coalition of right-wing secularists, conservative libertarians, biblical fundamentalists, evangelists and Christian bigots” (s. 240f).

Når man læser den ny bog om ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensivi lyset af Christopher Tyermans historiografiske værk om korstogsforskningens historie, bliver det tydeligt, at Pihl og Rosenløv står i denne nyeste forskningstradition. I 2008 satte Islamkritisk Netværk korstogstiden til debat på et seminar, som netop handlede om en revurdering af korstogene – i lyset af den aktuelle konflikt mellem islam og vesten/kristendommen, og siden udgivelsen af Pihls og Rosenløvs bog har en række debattører med tilknytning til det det nationalkonservative miljø udtrykt stor anerkendelse og glæde over bogen. Det hører også med til historien, at Pihl er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Sorø, og Rosenløv er storkredsformand på Sjælland for Dansk Samling.

Pihls og Rosenløvs tilknytning til det nationalkonservative miljø diskvalificerer dem naturligvis ikke som de faghistorikere, de er. Men når jeg læser Kurt Villads Jensens historiske forskningsresultater vedr. korstogstiden sammenholdt med Pihls og Rosenløvs ditto, så er det min vurdering som historiker, at Villads Jensens fremstilling virker mere velfunderet end Pihl og Rosensløvs. Men samtidig må jeg konstatere, at Pihls og Rosenløvs bog passer som fod i hose i den kulturkamp, som nationalkonservative debattører og politikere i disse år udkæmper.

Christiansfeld, fredag, den 22. september 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kulturkonservativ revurdering af korstogene

Sidste år udkom endnu en bog korstogene, nemlig Michael Pihl & Jesper Rosenløvs ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv”. Det nye ved denne bog, som er tænkt som en lærebog i historie og religion på ungdomsuddannelserne, er, at den sætter korstogene ind i en meget lang historisk sammenhæng, idet den tager udgangspunkt i islams opståen og udvikling og konflikten mellem muslimske og kristne lande fra det 7. århundrede og fremefter. Derfor er det først på s. 125, at vi når frem til bogens 68 sider om selve korstogene.

Denne disponering hænger sammen med bogens tese, som fremgår af undertitlen ”islams ekspansion og kristen modoffensiv”, nemlig at korstogene først og fremmest skal ses som kristenhedens forsvar mod islams ekspansion. ”Korstogsbevægelsen må i denne sammenhæng ses som en europæisk reaktion og en kristen modoffensiv efter mere end 400 års muslimsk ekspansion og erobringer af kristne kerneområder …”. Også kirkens lære om hellig krig i korstogstiden må ses i lyset af den muslimske trussel. ”Forestillingen om, at krig kan være en kristen pligt som modsvar på angreb og overgreb, udvikledes kun gradvis – blandt andet under indtryk af muslimske angreb på den kristne verden” (s. 213).

Dermed indebærer bogen et direkte opgør med en lang række korstogshistorikere, fremmest blandt dem i Danmark, Kurt Villads Jensen, der bl.a. i 2006 skrev ”Politikens bog om korstogene”, hvis hovedtese er, at korstogene først og fremmest må forstås som et resultat af ”en ny og dyb religiøsitet, som nemt blev meget voldelig” (s 6). Denne forskningstradition går helt tilbage til Carl Erdmanns ”Die Entstehung des Kreuzzugesgedankens” fra 1935. Og derfor fokuserer Villads Jensen også meget på pave Urban 2.’s berømte korstogstale ved kirkemødet i Clermont den 27. November 1095, og på den teologi, som legitimerer ikke bare korstogene, men også voldelig opgør med kættere.

I bogen ”The Debate on the Crusades” (2010) analyserer Oxford-historikerne Christopher Tyerman, hvordan historikere lige siden korstogstiden har fortolket korstogene, og hvordan sammenhængen tilsyneladende har været mellem det historiske emne og historikernes aktuelle kontekst. I sit afsluttende kapitel om historikernes korstogsdebat i nyeste tid, skriver han således. ”Any visit to the world wide web can reveal apparently serious western historians arguing over the intrinsic violence of Islam and consequently that the crusades were a neessary defensive measure against TurcoIslamic barbarism, a debate joined enthusiastically by a motly coalition of right-wing secularists, conservative libertarians, biblical fundamentalists, evangelists and Christian bigots” (s. 240f).

Når man læser den ny bog om ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensivi lyset af Christopher Tyermans historiografiske værk om korstogsforskningens historie, bliver det tydeligt, at Pihl og Rosenløv står i denne nyeste forskningstradition. I 2008 satte Islamkritisk Netværk korstogstiden til debat på et seminar, som netop handlede om en revurdering af korstogene – i lyset af den aktuelle konflikt mellem islam og vesten/kristendommen, og siden udgivelsen af Pihls og Rosenløvs bog har en række debattører med tilknytning til det det kulturkonservative miljø udtrykt stor anerkendelse og glæde over bogen. Det hører også med til historien, at Pihl er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Sorø er storkredsformand på Sjælland for Dansk Samling.

Pihls og Rosenløvs tilknytning til det kulturkonservative miljø diskvalificerer dem naturligvis ikke som de faghistorikere, de er. Men når jeg læser Kurt Villads Jensens historiske forskningsresultater vedr. korstogstiden sammenholdt med Pihls og Rosenløvs ditto, så er det min vurdering som historiker, at Villads Jensens fremstilling virker mere velfunderet end Pihl og Rosensløvs. Men samtidig må jeg konstatere, at Pihls og Rosenløvs bog passer som fod i hose i den kulturkamp, som kulturkonservative debattører og politikere i disse år udkæmper.

Christiansfeld, fredag, den 22. september 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

En islamists vej fra at hade til at elske Danmark

ChendidI sidste uge var professor Uffe Østergaard i medierne i forbindelse med sin holdning til integrationspolitik. Her og i tidligere artikler redegjorde han for, hvordan han over årene havde ændret politisk standpunkt. I studietiden på Århus Universitet, hvor jeg mødte ham, var han vel nærmest revolutionær marxist, lige som mange andre af dem, som jeg læste historie sammen med. Der gik imidlertid ikke så mange år, inden han politisk flyttede sig ind på den politiske midterbane, og i dag hører han sikkert hjemme på den konservative eller liberale fløj. Det er gået lignende måde med mange af de andre rødglødende marxister, som jeg læste sammen med; de fleste af dem blev respekterede borgere med respektable politiske holdninger.

Den tanke slog mig, om ikke noget af det samme vil ske for mange af de unge ekstreme islamister, som i disse år fylder meget i medierne, og som – skaber bekymring og frygt i brede kredse. Jeg har i lang tid haft den optimistiske – eller efter nogles mening måske naive –overbevisning, at den danske kultur var så stærk og tiltrækkende, at den på den lange bane ville påvirke muslimske indvandrere, så de efterhånden ville omfavne mere og mere af den danske kultur, inkl. den politiske kultur, uden af den grund nødvendigvis at opgive deres muslimske tro.

Da jeg i dag skulle hente nogle bøger på det lokale bibliotek, faldt mine øjne på forsiden af det sidste nummer af Weekendavisen, hvor der var en henvisning til et interview med Mustafa Chendid, med den sigende titel ”Jeg elsker det her land”. Her kunne jeg læse, at han er ”en 49-årig marokkaner der før kaldte sig salafi light, er på 30 år gået fra at heppe på et islamisk kalifat til at erklære det sekulære Europa sin kærlighed”.

Chendid kom i 1990 til Danmark fra Marrakech, hvor han havde læste på handelsskolen. Han blev venner med den berømte eller berygtede Ahmed abu Laban i Islamisk Trosssamfund i København og kom til at fungere som andenimam efter abu-Laban i en moské, hvor flere meget ekstreme imamer fik taletid inkl, den blinde sheikh Omar Agdel Rahman, der siden fik 240 års fængsel i US for planlægning af de første terrorangreb på World Trade Center i 1993. Dengang var hans mål islamisering af Danmark og resten af Vesten, han sympatiserede med Det Muslimske Broderskab og Yusuf Qaradawi var hans åndelige forbillede.

I dag siger han, at ”Sekularisme er det bedste system for menneskeheden. Jeg praktiserer min religion, ingen siger hvad jeg skal gøre, enhver er fri til at gøre, hvad han vil. Danmark er ikke imod religion, det er bare adskilt fra politikken. Jeg elsker det her land.” Og han siger også, at han er imod ideologiseringen af : ”Politik har ødelagt alt. Islam er blevet for politiseret”

På spørgsmålet om, hvad der fik Chendid på andre tanker, svarer han at ”Jeg holdt aldrig op med at læse. Jeg læser alt. Filosofi, kvantefysisk, ateisme, europæiske historie.
Bøgerne får mig til at forstå mig slev og livet bedre”. Og derfor opfordrer han muslimer til at uddanne sig mest muligt.

Chendid er ikke den eneste radikale islamist, der efterhånden har taget dansk/europæisk kultur til sig. Det samme gælder bl.a. Ahmed Akkari, der som bekendt spillede en hovedrolle i Muhammedkrisen, og som har foretaget en lignende rejse. Dertil kommer sandsynligvis mange andre, der ikke er så synlige i mediebilledet.

Ligesom de fleste af de unge, der var revolutionære marxister i 70’erne (og hvoraf enkelte blev terrorister) siden lagde deres ekstreme holdninger og handlinger bag sig, sådan vil det – efter min mening – sandsynligvis også gå for mange af de unge, der i dag er ekstreme islamister. Jeg tror, at vort samfund med dets demokratisk kultur, vort retssamfund og vort velfærdssamfund og det sekulære samfundssystem er så stærkt og tiltrækkende, at de fleste ekstreme islamister vil ende med at omfavne det. Interviewet med Mustafa Chendid giver håb om en sådan udvikling.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. september 2017
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Debatten om indvandreres – og muslimers – holdninger til danske værdier foregår ofte på et uoplyst grundlag.

Hvor mange muslimer var der i Danmark i 2016? En undersøgelse foretaget af det britiske researchfirma Ipsos Mori fandt ud af, at det gennemsnitlige svar i Danmark var 15%. Det gør naturligvis en forskel for debatten om muslimer, hvis man tror, at antallet er 3-4 gange så stort som det i virkeligheden er!

Lige for tiden handler debatten om, at indvandrere – og specielt muslimer – ikke bare skal integreres i det danske samfund, men at de skal assimileres, dvs. at de også skal overtage danskernes værdier og normer. Men hvordan ser virkeligheden ud på dette område? Meget tyder på, at politikere og andre debattører, der agiterer for nødvendigheden af en assimilations-politik, henter deres informationer fra anekdoter og nyhedsindslag, og ikke fra den faktuelle viden, som en række solide undersøgelser har leveret.

At indvandreres – og heller ikke muslimers – værdier og normer fra dag 1 er de samme som resten af befolkningens kan ikke undre, men hvor stor er forskellen egentlig? I november 2016 udgav Integrationsministeriet rapporten ”Medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse i Danmark 2016”, der er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt nydanskere og personer med dansk oprindelse i alderen 18 år og derover. De medvirkende nydanskere i undersøgelsen er indvandrere, der har været bosiddende i Danmark i minimum tre år, samt efterkommere med ikke-vestlig oprindelse”.

Når det gælder tilslutning til demokratiet, så ligger indvandrere og efterkommere på hhv. 85 og 83%, mens folk med dansk oprindelse ligger på 93%, og for indvandrere og efterkommere er der ikke de store forskelle mellem de forskellige religioner, 84% af de kristne indvandrere og efterkommere og 80% af de muslimske går ind for demokratiet.

Når det gælder ytrings- og forsamlingsfrihed, er der hos hhv. indvandrere og efterkommere tilslutning hos hhv. 83% og 73%, mens tilslutningen hos etniske danskere er 86%. Tilslutningen hos nydanskere fordeler sig således på religionerne: kristendom 76%, islam 73%, buddhisme 71% og hinduisme 83%.

Når det gælder religionsfrihed – at alle borgere skal have mulighed for frit at udøve deres religiøse ritualer og bære religiøse symboler – er tilslutningen større blandt indvandrere (77%) og efterkommere (87%) end blandt øvrige danskere (63%), og blandt indvandrere og efterkommere topper islam listen med 88%.

Når det gælder foreningsmedlemsskab halter nydanskerne efter gammeldanskerne. 54% af nydanskere er medlem af en forening, mod 81% af gammeldanskerne. Det samme går sig også gældende mht. politisk aktivitet. Her er 66% af nydanskerne mod 84% af gammeldanskerne politisk aktive.

Når det gælder unges selvbestemmelse, så viser undersøgesen at 19% af de unge mellem 18 og 29 år med ikke-vestlig baggrund oplever, at deres familie begrænser deres selvbestemmelse mht. valg af kærester og ægtefæller (mod 26% i 2012). Og det tilsvarende tal, når det gælder valg af uddannelse er 4%.

Når det gælder ligestilling, så er der kun 2% (4% mænd og ,0% kvinder) af de 18-29 rige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der ikke tilslutter sig ligestillinge mellem kønnene.

Disse tal fra integrationsministeriets undersøgelse tegner naturligvis ikke et fuldstændigt billede af virkeligheden, men tallene viser altså, at forskellen mellem værdierne hos nydanskere (inkl. muslimer) og etniske danskere langt fra er så stor, som den ophedede debat om nødvendigheden af en tvungen assimilation, kunne give indtryk af. Der er naturligvis stadig store udfordringer, når det gælder integration af indvandrere – inkl. muslimer – men lad os dog tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i fortegnede billeder af virkeligheden.

Kvaliteten af det politiske arbejde og lovgivningsarbejdet ville blive langt bedre, hvis debatten i højere grad blev baseret på den faktuelle viden, som solide undersøgelser leverer, og ikke på anekdoter og mavefornemmelser.

Uanset, hvilken oplevelse jeg og andre måtte have, fra medierne og fra vort daglige liv, og uanset vore politiske holdninger, så er 15% af Danmarks befolkning altså ikke muslimer.

 

Christiansfeld, søndag, den 17. september 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Assimilations-tænkningens totalitære fare

Da jeg i begyndelsen af 70’erne læste historie på Aarhus Universitet, var den dominerende ideologiske strømning marxismen, som jeg imidlertid forholdt mig meget kritisk til. En af dens stærke fortalere, som jeg mødte på historie-faget, var Uffe Østergaard. Det tjener til Uffe Østergaards ære, at han siden åbent er stået frem og har erklæret at han tog fejl, og siden har han da også efterhånden bevæget sig politisk set længere og længere mod højre.

I disse år, hvor det er nationalismen, der er på fremmarch, har Uffe Østergaard, igen indrømmet at han tog fejl. I mange år var Uffe Østergaard overbevist multikulturalist med stærkt fokus på integrationen i Europa og med troen på at den nationale identitet ville forvinde til fordel for en europæisk. Denne overbevisning har han nu lagt bag sig.

I en artikel i Jyllands-Posten i går med den sigende titel “”Muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den”” slår han til lyd for, at hvis det danske samfund skal overleve, så er det ikke længere tilstrækkeligt at integrere indvandrere: de skal assimileres. Men hvad er assimilation egentlig: I Gyldendals store danske encyklopædi defineres assimilation sådan:

”I antropologien den proces, hvorved en kultur gradvis inkorporeres i en anden, således at kulturforskellen ophæves. Ordet assimilation bruges også om en bevidst integrationspolitik, som en stat kan føre over for sine kulturelle minoriteter. Processen forudsætter kulturkontakt mellem grupper eller individer. I modsætning til akkulturation opererer assimilation kun i én retning og resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder.”

I sin yderste konsekvens indebærer assimilering en fuldstændig tilpasning af indvandrere til dansk kultur på alle områder. Østergaards mål er assimilering, ingen tvivl om, det, men hvor langt er han villig til at gå i assimileringens navn. Det bliver man ikke meget klogere på ved at læse det lange interview, men hans siger dog, at indvandrere skal kunne tale dansk for at få offentlige ydelser. Børn skal også kræve, at børn bader nøgne sammen efter sport, men han er i tvivl om, hvorvidt man skal kræve assimilation mht. ydre symboler og klædedragt, som fx tørklæde. Derimod er han meget klar på, at indvandrere må blive ”lutheranere”, forstået sådan, at de bidrager til fællesskabet og samfundet, ser arbejdet som livets mening og tror på staten og folket.

En række politikere har straks bakket op om Østergaards tanker, og flere af dem giver assimilationskravet mere indhold. Det konservative folketingsmedlem Naser Khader mener, at man bør kræve, at en indvandrer skal være ”loyal over for det danske samfund, den danske historie, og de danske demokratiske værdier”. Hvordan det skal kunne omsættes til lovforslag, må tiden så vise. Han vil have burka og niqab forbudt i det offentlige rum. Det skal ikke være lovligt for køreskoler at lave kønsopdelte hold, og ”forældre med indvandrerbaggrund bliver nødt til at acceptere, at deres døtre har kærester, at de er med på rusture på deres uddannelser…”. Både Matthias Tesfaye fra Socialdemokratiet og integrationsministeren, Inger Støjberg fra Venstre, bakker op om Østergaards anbefaling af assimilation frem for integration. Meget tyder derfor på, at diskursen om indvandreres forhold til det danske samfund vil skiftet fra integration til assimilation

Hvis en indvandrer, fx en Muhammed Abdullahi fra Afghanistan, af egen fri vilje vælger at assimilere sig 100% ind i det danske samfund – og fx dropper sine medbragte kulturelle vaner til fordel for danske, konverterer fra islam til kristendom, begynder at spise svinekød og drikke øl, tager navneforandring til Jens Hansen osv – så er assimilation naturligvis en helt legitim proces. Men hvis statsmagten begynder sætte lovgivnings- og administrationsmagt bag et bastant assimilationskrav, så det let få en totalitær karakter. Spørgsmålet er nemlig, hvor går grænsen for hvor langt man fra statsmagtens side skal forsøge at drive assimileringen. For som Gyldendals definition udtrykte det. ”I modsætning til akkulturation opererer assimilation kun i én retning og resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder.”

Desuden vil det være klogt at være opmærksom på, at selvom assimileringskravet i udgangspunktet vil blive rettet mod ikke-vestlige indvandrere, og helt specifikt mod muslimer, så vil assimileringstænkningen også sætte andre minoriteter under pres, når statsmagten i højere og højere grad begynder at definere, hvad der er dansk kultur, og hvad der kan støttes og ikke støttes, og hvad der kan tillades og ikke tillades, og når staten mere og mere begynder at blande sig borgernes privatliv.

Den marxisme, som Uffe Østergaard efterhånden tog afstand fra, indebar en totalitær tænkning, som alle skulle rette ind efter – for at nå frem til det ideelle klasseløse samfund. Den assimilations-tænkning, som i disse nationalistiske tider stikker hovedet frem, og som Uffe Østergaard plæderer for, indebærer imidlertid også faren for en totalitær tænkning, som alle skal rette ind efter – for at nå tilbage til det ideelle kulturelt homogene samfund.

Christiansfeld, torsdag, den 14. september 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Danmarks nye internationale profil – og de danske værdier

For et par dage siden meddelte udlændingeminister Inger Støjberg, at Danmark heller ikke i år ville modtage de 500 kvoteflygtninge, som man ellers i årtier hvert år har modtaget på opfordring fra FN. Denne meddelelse, der kommer samtidig med, at vi hører, at antallet af asylansøgere er det laveste i flere år, er blot endnu en brik i det puslespil, der danner billedet af den nye internationale profil, som Danmark gennem de senere år har udviklet.

I mange år brugte Danmark kun sit militær i internationale operationer, der handlede om fredsbevarende opgaver, som fx i Gaza og på Cypern. Men i den seneste snes år er vi begyndt at bruge vort militære apparat i egentlige krigshandlinger, og i mindst ét tilfælde er vort forsvar blevet brugt til angreb på en anden stat.

Danske diplomater og politikere har i tiden efter anden verdenskrig været meget aktivet mht. etableringen af internationale konventioner, når det gælder regler for krigsførelse, behandling af flygtninge, menneskerettigheder mv. Men i de senere år har reeringen sagt, at man var villig til at gå til kanten af konventionerne, og en række politikere har ligefrem talt for bevidst at handle i modstrid medkonventionerne – og selv regeringen har på det seneste talt om muligheden for at arbejde på at ændre de konventionsbestemmelser, som er imod Danmarks interesser – med den åbenbare risiko at andre lande, der har endnu mere behov for at blive holdt i ørerne af konventioner, dermed får et påskud til at negligere konventionerne eller melde sig ud af dem.

Også når det gælder miljø- og klimaspørgsmålet, har Danmark i årevis været et foregangsland, men på det seneste har politikerne sænket ambitionerne, fx når det gælder om reduktionen af CO2. Vi kan i Danmark også på dette område være stolte af, hvor langt vi er nået, og at andre lande har set hen til Danmark som det gode eksempel til efterfølgelse, men omverdenen har ikke kunnet undlade at lægge mærke til, at vi her i Danmark ikke længere er så ambitiøse.

Når det gælder U-landsbistand, har Danmark for længst opfyldt FNs mål – at verdens rige lande skulle yde 0,7% af BNP i ulandsbistand – men satte for år tilbage et højere mål, nemlig at yde 1% af BNP i U-landsbistand. Nu har politikerne også på dette område sænket barren, så man stiller sig tilfreds med FNs mål. Reduktionen i den danske u-landsbistand skyldes ikke, at der ikke længere er så stort behov for u-landsistand, heller ikke, at u-landsbistanden ikke gør nogen forskel, og da slet ikke, at Danmark i dag er ramt af økonomisk krise og fattigdom, der truer borgernes velfærd. Når Danmark kan sænke niveauet for u-landsbistand, vil det naturligvis også friste andre til at skære i u-landshjælpen.

Når det gælder forholdet til krig, konventioner, klima, konventionsflygtninge og u-lanshjælp, har Danmark flyttet sig markant i de senere år og det har ændret Danmarks internationale profil, og må vel også efterhånden begynde at ændre på vort selvbillede som danskere. Der er på disse områder ikke tale om nogen revolution eller kovending – måske med undtagelse af spørgsmålet om krigsdeltagelse – men der er tale om en underminering eller erodering af danske værdier, som de især har udviklet sig efter anden verdenskrig

Det har været en dansk værdi, at vi var internationalt orienteret og arbejdede på at fremme internationalt samarbejde især gennem FN. Det har været en dansk værdi, at vi derfor arbejdede for en international retsorden baseret på konventioner og menneskerettigheder. Det har været en dansk værdi, at vi arbejdede på at stifte fred i verden, gennem freds- og forsoningsarbejde og med udsendelse af fredsbevarende styrker. Det har været en dansk værdi at arbejde på større lighed og bekæmpelse af fattigdom i verden. Det har været en dansk værdi at gå foran når det gælder om at tage vare på vor klode mht. klima og miljø.

Desværre går udviklingen på disse områder den forkerte vej i disse år. Det er ikke kun et spørgsmål om dagens politiske strid, men det er et spørgsmål om danske værdier.

Nakskov, søndag den 10. september 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar