Mogens S. Mogensen

This user hasn't shared any biographical information

Homepage: http://mogensmogensen.wordpress.com

Kinas betydning for kristendommens globale udbredelse i det 21. århundrede.

Det er almindeligt kendt, at Mao og kommunisterne forfulgte de få kristne, der var i Kina efter kommunisternes magtovertagelse, og bestræbelserne på at udrydde kristendommen fortsatte med kulminationen under kulturrevolutionen fra 1966-69. Vi ved også, at selvom forfølgelsen og diskriminationen fortsatte i de følgende årtier, så overlevede kirken i Kina, så der i dag er millioner af kristne borgere i det stadig kommunistiske Kina, hvis ideologi er ateistisk og religionsfjendsk. Det er imidlertid ikke almindelig kendt, at en fjerdedel af alle bibler i dag bliver trykt i Kina, og at verdens største bibeltrykkeri i dag ligger i Nanjing. Lige som det nok også kommer som en overraskelse for de fleste, at kinesiske firmaer i disse år vinder mange kontrakter på byggerier af kirker i Afrika, og at der i dag udsendes talrige missionærer fra Kina til Asien, Mellemøsten og Afrika.

Hvad er det for en missionshistorisk udvikling, som vi – hvis vi er opmærksomme nok – er vidne til i disse år? For at forsøge at forstå det, skal vi måske tage de meget lange briller på og kigge på hele missionshistorien i lyset af verdenshistorien.

Romerriget – med dets Pax Romana – knyttede middelhavsverdenen sammen gennem militær magt, handel, skibsforbindelser, vejsystemer og kommunikationsformer og fælles sprog, nemlig græsk og latin. På trods af, at de romerske magthavere i de første århundreder efter Kristus forfulgte de kristne, var det netop Romerrigets strukturer, der gjorde det muligt, at kristendommen kunne spredes i Mellemøsten, Nordafrika og Europa.

Opdagelserne og de europæiske magters kolonialisering af især Nord- og Sydamerika og Afrika og dele af Asien – med dets Pax Europeana – knyttede store dele af verden sammen gennem militær magt, handel, transportsystemer, kommunikationsformer og europæiske sprog som spansk, portugisisk, fransk og engelsk. Selvom hovedformålet med kolonialiseringen var erobring af territorier for at fremme de europæiske landes økonomiske og politiske magt, så etablerede kolonialiseringen strukturer, der gjorde det muligt, at kristendommen kunne spredes især i Nord- og Sydamerika, Afrika syd for Sahara og i enkelte områder af Asien. Kristendommen er dermed blevet en global religion, men den står i dag stadig meget svagt i muslimske, hinduistiske og buddhistiske lande i Asien og Mellemøsten.

I 2013 lancerede den kinesiske præsident Xi Jinping et initiativ, som blev kaldt ”The Belt and Road Initiative” eller ”The Silk Road Economic Belt and the 21st-century Maritime Silk Road”. Kommunistpartiet beskriver det i en pressemeddelse fra 2015 som ”a bid to enhance regional connectivity and embrace a brighter future together. …The initiative aims to promote orderly and free flow of economic factors, highly efficient allocation of resources and deep integration of markets by enhancing connectivity of Asian, European and African continents and their adjacent sea….The plan called for policy coordination, facilities connectivity, unimpeded trade, financial integration and people-to-people bonds to make complementary use of participating countries’ unique resource advantages through multilateral mechanisms and multilevel platforms.” Initiativet søger at binde 60 lande i Asien, Østeuropa, Oceanien og Østafrika sammen med ny infrastruktur og handelsrelationer.

I en artikel i The Diplomat den 4. juli i år, ”China’s Belt and Road: Exporting Evangelism?” beskriver Jeremy Luedi, hvordan dette nye kinesiske initiativ bidrager til spredningen af kristendommen især i lande, hvor kristendommen i århundreder har stået svagt. For det første indebærer de intensiverede merkantile forbindelser mellem Kina disse Belt and Road eller Silkevejslande, at ikke-kristne kinesere kommer i kontakt med kristne og flere af dem vælger at konvertere til kristendommen og dermed bringer deres nye tro med hjem til Kommunistkina. For det andet udnytter de kristne kinesere deres erfaringer med at leve med undertrykkelse og forfølgelse fx ved at samles i undergrundshusmenigheder, når de deler deres tro med muslimer, hinduer og buddhister.

En leder fra Wanbang Missionary Church i Shanghai bemærker således, at ”“We have the Belt and Road policy, so there will be economic entry. Alongside the economic entry will be companies and other groups entering, including missionaries”. På en konference i Hong Kong sagde en præst fra Taiwan, at “China [has] made a name for itself as an exporter of capital by becoming a source of foreign investment for Silk Road nations, but [China is] set to become the world’s largest exporter of Christian faith [as well].” Brother Yun, er en kinesisk husmenighedsleder, der lever i eksil, har udtalt, at målet er at få 100.000 missionærer udsendt til landene langs Silkevejen.

Der er de kinesisk kristne slet ikke endnu, men som Daniel Luedi afslutningsvis skriver i sin artikel. ”Such is the nature of faith in China, that mainland religious leaders display zealous ambition, having been tempered by decades of state repression. Experts in creating grass root congregations on shoestring budgets, increasing numbers of Chinese missionaries are leaving the mainland for foreign lands.”

Spørgsmålet er, om vi nu i det 21. århundrede står ved begyndelsen til en ny epoke i missionshistorien, en epoke, hvor kristendommen vil udbredes inden for en Pax Sinica til bl.a. muslimske, buddhistiske og hinduistske lande, hvor kristendommen står meget svagt, og de stadig ret få kristne flere steder er udsat for undertrykkelse og forfølgelse

Nørre Lyngvig, tirsdag, den 10. juli 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

1 kommentar

Folkekirkens gudstjeneste mellem frihed og fasthed – set fra en kirkegængers synsvinkel

I denne tid arbejder forskellige arbejdsgrupper nedsat af biskopperne med folkekirkens gudstjeneste. Den første gruppe har netop afgivet sin rapport vedr. autorisation af gudstjenesteordninger, ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed/orden”, og her fokuseres der på, hvor stor en frihed præsten (og menighedsrådet) skal have med hensyn til gudstjenestens liturgi.

Det er alt sammen både vigtigt og spændende (se fx mit blogindlæg herom), men man kunne også overveje spørgsmålet om frihed og fasthed set ud fra kirkegængernes synpunkt. I hvor høj grad er vi kirkegængeres deltagelse i gudstjenesten styret af de autoriserede ritualer, og hvilke friheder tager vi os, når det gælder vor personlige deltagelse i gudstjenesten? Jeg hverken vil eller kan udtale mig på alle kirkegængeres vegne, men kan måske eksemplificere det ud fra mine egne erfaringer.

Som kirkegænger kan man vælge at komme i god tid, så man får mulighed for at tale med dem, man skal holde gudstjeneste med, inden gudstjenesten begynder. Det føler jeg er med til at styrke oplevelsen af, at gudstjenesten er noget vi gør sammen.

Uanset hvilke regler der gælder mht. bedeslagene, så bruger jeg dem til at falde til ro og søge stilheden. I det hele taget er jeg altid på udkig efter huller af stilhed i gudstjenesten, hvor der kan blive lidt ro til fordybelse og eftertanke.

Vores folkekirkegudstjeneste er i høj grad en salmesangsgudstjeneste, og jeg glæder mig over at opleve fællesskabet ved at synge sammen med alle de andre i kirken. Men hvis salmen er meget lang, springer jeg lige et par vers over, hvis jeg har brug for en pause til at reflektere lidt over salmen eller salmens forfatter, eller noget helt andet. Hvis der er en salme, som man af en eller anden grund ikke bryder sig om, står det da enhver frit for at undlade at synge med.

Vores gudstjeneste er ikke kun en salmesangsgudstjeneste, den er i høj grad også en prædiken-gudstjeneste. Ud over præstens prædiken over dagens tekst(er), får vi ofte op til flere supplerende prædikener i form af nogle af de salmer, som vi synger. Til gudstjenesten i dag fik vi to prædikener af Grundtvig og én Brorson. Alle tre salme-prædikener var bestemt gode, lige som præstens prædiken var det, men her har man som kirkegænger heldigvis frihed til midlertidigt at ”slukke for høreapparatet” og så fx i stedet se sig omkring i kirkerummet, at glæde sig over lysindfaldet fra vinduerne, at lade kirkeskibet føre tankerne på langfart, at reflektere over altertavlen, eller noget helt fjerde.

Hvis præsten – hvad jeg kun meget sjældent har oplevet – bruger sin prædiken til andre formål end at forkynde evangeliet, så har man som kirkegænger naturligvis friheden til at gå forlade gudstjenesten, hvad jeg dog aldrig har benyttet mig af. Men man kan naturligvis også kontakte præsten efterfølgende for at diskutere prædikenen. Det kan man gøre, ikke kun hvis man kun har kritik, men også, hvis der er noget i prædikenen, man gerne vil drøfte med præsten. Dermed får prædikenen i gudstjenesten også en dialogisk dimension.

Når vi – i overensstemmelse med gudstjenesteordningen – opfordres til at sige eller synge ’trosbekendelsen’ sammen, så tager jeg mig ofte den frihed at springe over forsagelsen, da den efter min mening ikke hører med til trosbekendelsen, og da jeg ikke ønsker at lade djævelen indgå i den lovsang, som trosbekendelsen dybest set er for mig.

I min barndoms landsbykirke var der kun nadver en gang om måneden eller sjældnere, men i dag er nadveren blevet en fast del af højmessen. Men som kirkegænger har man naturligvis sin frihed til at gå til nadver så tit eller så sjældent man vil. Lige siden reformationen har der været stor teologisk debat om den sande tolkning af nadverens mysterium, og de forskellige nadverritualer udtrykker tolkninger heraf, men den enkelte kirkegænger har naturligvis frihed til personligt at forstå nadveren, som han eller hun vil.

Og det er endda sådan, at hvis det ikke giver mening for en kirkegænger, at rejse sig op, når der læses op fra Bibelen, sådan som præsten opfordrer menigheden til, så har man naturligvis lov til at blive siddende, ligesom man har frihed til at rejse sig op, når vi synger salmer, hvis det falder mere naturligt.

Når præsten fra alteret lyser velsignelsen og slår korsets tegn, så kan vi som kirkegængere – også selvom der ikke står noget om det i gudstjenesteordningen – naturligvis slå korset tegn for os selv, uden at vi af den grund bliver katolikker.

Når selve gudstjenesten er slut if. gudstjenesteordningen, kan vi som gudstjenestedeltagere vælge at ”forlænge gudstjenesten” og afslutte den med en samtale med de andre kirkegængere – uanset om menighedsrådet har arrangeret kirkekaffe eller ej – for at tale om det, som vi har deltaget i sammen, eller om andet, der optager os. For mig er det – sammen med fællessangen, nadverfællesskabet mv. – med til at understrege, at gudstjenesten ikke er en forestilling, arrangeret af præsten og andre ansatte, men dybest set er et udtryk for menighedens fællesskab.

Det er bestemt ikke uvæsentligt, hvordan balancen i gudstjenesten fremover bliver mellem frihed og fasthed, når det gælder præstens tilrettelæggelse af gudstjenesten. Men samtidig er det altså vigtigt at huske på, at gudstjenestedeltagernes brug af og oplevelse af gudstjenesten ikke kan programmeres eller determineres gennem autoriserede ritualers fasthed (og ej heller gennem præsters – og menighedsråds – udnyttelse af deres frihed til at ændre på gudstjenestens elementer).

Når vi går i kirke, vil vi altid indgå i en eller anden ramme eller orden for gudstjenesten, hvor en række led vil være fastlagt – enten gennem autoriserede ritualer, eller ved præstens planlægning af gudstjenesten, og sådan må det naturligvis være. Men som gudstjenestedeltagere har vi hver for sig og sammen stor frihed i vor deltagelse i og tilegnelse af gudstjenesten, og dermed er vi selv i meget høj grad med til at forme ”vores” gudstjeneste.

Nørre Lyngvig, søndag, den 8. juli 2018
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Er USA’s præsident, Donald Trump, virkelig racist?

Er der to kort, som det nærmeste er tabu at trække i en debat i Danmark, er det nazi-kortet og racisme-kortet, dvs. at beskylde en person for at være nazist eller racist. Der findes her i landet enkelte selverklærede nazister, så her er der naturligvis ingen problemer ved at kalde dem nazister. Når det handler om racisme, så forholder det sig anderledes, idet der nok næppe er nogen, der erklære sig som racister, og at blive beskyldt for at være racist er da også ærekrænkende.

Derfor spærrede jeg da også øjnene op, da jeg i Huffington Post læste en gallup-undersøgelse, der viste, at 49% af amerikanerne betragtede deres præsident som racist. Mens racisme måske er et begreb, der ikke har spillet den store rolle i Danmarks nyere historie, så er det som bekendt helt anderledes i USA, hvor kampen mod racisme rasede langt op i det 20. Århundrede, og det var først i 60’erne under præsidenterne Kennedy og Johnson, at der blev indført love, der endegyldigt forbød racediskrimination. Og det var af meget stor symbolsk betydning, at der i 2008 for første gang blev valgt en sort præsident.

Men er Trump virkelig racist? At 49% af USA’s befolkning er af den opfattelse, at deres præsident er racist, er et faktum, men det gør naturligvis ikke i sig selv Trump til racist. For sandheden er jo, som Niels Hausgaard så rigtigt synger om det i sangen ”Hvem bestemmer” fra 1979, ikke noget man nødvendigvis finder frem til ved en flertalsafgørelse.

For de fleste har jo magten, så det er så nemt
Det bliver præcis, som de fleste har bestemt
Men bliver vi kloge, bare fordi vi er mange i flok?
Tænk så kloge vi ku´ blive, hvis vi bare var nok!
Men der er nu en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste?

Spørgsmålet er altså, om flertallet – eller i det mindste de 49% af befolkningen – har ret, eller Trump har ret, når han gentagne gange har hævdet , at han er ”the least racist person”?

For at afgøre spørgsmål, om Trump er racist, må man naturligvis begynde med at finde ud af, hvad racisme er. Her støder vi ind i det problem, at der ikke er nogen autoriseret definition af racisme.

Fælles for alle definitioner er, at racister tillægger begrebet race forstået som bestemte fysiske karakteristika en central betydning for synet på mennesker, og herunder, at der er en sammenhæng mellem race og særlige egenskaber. På basis heraf anser racister én (typisk vedkommendes egen race) eller flere racer som overlegne i forhold til andre racer. Denne holdning fører ofte til, at racister udviser diskrimination og fordomme over for folk baseret på deres race.

Hvis altså Trump gentagne gange giver udtryk for racistiske holdninger og udviser racistisk adfærd, så må konklusionen være, at han er racist, og vice versa. Ved at gennemgå bl.a. nedenstående artikler får man et klart billede af Trumps forhold til racisme

Fortune 7/6/2016: ”Is Donald Trump Racist? Here’s What the Record Shows
Huffington Post 2/1/2018 ”Here Are 13 Examples Of Donald Trump Being Racist
Newsweek 1/11/18 ”Trump’s full list of ’racist’ comments about immigrants, Muslims and others”.
New York Times 15/1/2018 ”Donald Trumps Racism: The Definitive List

Selv om det ikke er alle eksemplerne i disse artikler, der falder ind under ovenstående lidt snævre definition af racisme, så er antallet af eksempler på racistiske udtalelser og adfærd overvældende.

Men, vil nogen måske sige, er det rimeligt at kalde Trump racist, hvis han for år tilbage har udtalt sig og handlet racistisk? Ja, for Trump er fortsat i samme racistiske spor også efter, at han er blevet præsiden, og har aldrig undskyldt sine racistiske udfald.

Men, vil andre måske sige, er det rimeligt at kalde Trump racist, når der er mange gange flere eksempler på udtalelser og adfærd, som ikke er racistiske. Til det er der at sige, at en person, der jævnligt stjæler fra andre, kan man med god ret kalde en tyveknægt, også selv om det kun er de færreste mennesker som han stjæler fra, og i andre henseender opfører sig ikke-tyvagtigt.

Disse og talrige andre artikler viser, USA’s præsident Donald Trump har talrige gange givet udtryk for racistiske holdninger og udvist racistisk adfærd, at det nøgterne og objektive svar på spørgsmålet ”Er USA’s præsident Daniel Trump virkelige racist?”: Ja, præsident Trump er virkelig racist.

Denne yderst ubehagelige konklusion rejser naturligvis spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det får for udviklingen i USA, og spørgsmålet om, hvordan vi i Europa skal reagere på det faktum, at den vestlige verdens leder er racist?

Christiansfeld, onsdag, den 5. juli 2018
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Pave Frans’ missionale økumeni

I sidste uge besøgte Pave Frans Kirkernes Verdensråd Centralkomite i det Økumeniske Center i Geneve i anledning af Kirkernes Verdensråds 70 års jubilæum. Her holdt paven en prædiken med udgangspunkt i Paulus’ opfordring til Galaterne om at vandre i Ånden (Gal 5,16 & 25) og knyttede til ved temaet ”Walking together, working together, praying together – pilgrimage of justice and peace”, som er Kirkernes Verdensråds vision for sit arbejde i disse år. Paven kom ikke med en løsning på de teologiske stridspunkter mellem Den Katolske Kirke og kirkerne i Kirkernes Verdensråd, men , som han sagde : ”Vore forskelle må ikke blive undskyldninger. Selv nu kan vi vandre i Ånden: vi kan bede, evangelisere og tjene sammen. Det er muligt, og det behager Gud. At vandre, bede og arbejde sammen: det er den store sti, som vi er kaldet til at følge. Og den sti har et klart mål, nemlig enhed”

I sin efterfølgende tale til centralkomiteen tog paven udgangspunkt i tallet 70, og mindede om, at Herren befaler os at tilgive hinanden ikke kun 7 gange, men 70 gange 7 (Matt 18,22), og han udtrykte sin glæde over, at der nu efter århundreders konflikt trods alt er banet ”en sti af forsonet fællesskab, der har som mål den synlige manifestation af det broderskab, som allerede nu forener troende”. 70 var også tallet på de disciple, som Jesus sendte ud i mission (Luk 10). Tallet på disse disciple reflekterer tallet på verdens folkeslag, som vi finder på de første sider i Bibelen (sml. 1 Mos 10)”. Hvad viser det os, om ikke, at mission er rettet til alle nationer og at enhver discipel, for at være en sådan, må blive en apostel, en missionær”.

Paven mindede endvidere om, at Kirkernes Verdensråd udsprang af missionsbevægelsen (”at de alle må være ét, for at verden må tro”, Joh 17,21), men gav udtryk for en bekymring, som ”kommer fra et indtryk, at økumeni og mission ikke længere er så tæt sammenflettet, som de var i begyndelsen. Men missionsmandatet, som er mere end diakoni og fremme af menneskelig udvikling, kan ikke negligeres eller tømmes for dets indhold. Det bestemmer selve vores identiet. Forkyndelsen af evangeliet til verdens ende er en del af selve vor væren som kristne.” Paven advarede om, at ”vi ikke ville være tro mod den mission, der var betroet os, hvis vi nedgjorde denne skat til en rent immanent humanisme, tilpasset øjeblikkets mode. Og vi ville heller ikke være gode vogtere af den, hvis vi bare prøvede at begrave den af frygt for verden og dens udfordringer (Matt 25,25).”

Hvad pave Frans præsenterede var egentlig en opfordring til en missional økumeni, der ikke bygger på en dogmatisk enhed, men på at vandre, bede og arbejde sammen i mission. ”Det, der virkelig er behov for, er en ny evangelisk rækken ud (”outreach”). Vi er kaldet til at være mennesker, der erfarer og deler evangeliets glæde, lovpriser Gud og tjener vore brødre og søstre med hjerter, der brænder af et længsel efter at åbne horisonter af godhed og skønhed som dem, der ikke er blevet velsignet med i sandhed at kende Gud, ikke kan forestille sig. Jeg er overbevist om, at en forøget missionsimpuls vil lede til større enhed. Lige som i de første dage markerede forkyndelsen kirkens forår, sådan vil evangelisering markere opblomstringen af et nyt økumenisk forår.”

Også i denne tale knyttede paven til ved temaet om at vandre, bede og arbejde sammen. Vi må vandre sammen ind til Kristus og hjælpe hinanden med at forblive forenet med ham, og må vandre ud mod ”de mange eksistentielle periferier i dagens verden for at medvirke til at bringe evangeliets helende nåde til vore lidende brødre og søstre. Vi må også bede sammen: ”Bøn er økumeniens ilt”, sagde paven, og opfordrede til, at vi bad for hinanden.

Endelig må vi også arbejde sammen. Og her var hans princip: ”Lad os se, hvad vi konkret kan gøre sammen, i stedet for at blive modløse over det som vi ikke kan. … Så lad os spørge os selv: Hvad kan vi gøre sammen?” Her nævnte paven specifikt ”vore mange brødre og søstre i forskellige dele af verden, især i Mellemøsten, som lider, fordi de er kristne”.

Fem hundrede år efter den splittelse af den vestlige kristenhed, som reformationen indebar, er der heller ikke med Pave Frans’ taler udsigt til nogen nært forestående teologisk forbrødring, der fx vil kunne føre til fælles nadverfejring og gensidig anerkendelse af hinandens kirker. Der vil også fremover være brug for teologiske samtaler om alt det, der skiller vore kirker, men Pave Frans peger her på, at der er også er en anden vej til kirkens enhed, en enhed som i dag er mere farbar end tidligere, nemlig at vi trods vore teologiske forskelle og uenigheder vandrer sammen, beder sammen og arbejder sammen – til gavn for den verden, som vi er sendt for at tjene. Man kunne tale om en missional økumeni, hvor forkyndelsen af evangeliet får en central placering.

I en tid, hvor også det danske samfund bliver præget af en større og større kirkelig og religiøs mangfoldighed, er der vigtig inspiration at hente i Pave Frans’ økumeniske overvejelser, ja, måske kunne de lige frem give ny ilt til den økumeniske bevægelse.

Christiansfeld, onsdag, den 27. juni 2018
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed

Forleden udsendtes rapporten fra den af biskopperne i 2016 nedsatte arbejdsgruppe vedrørende autorisation: ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed/orden”. Det er rapporten fra det første af tre udvalg, og vi kan nu med spænding vente rapporter om gudstjeneste og sakramenter.

Rapportens indhold
Den 105 sider lange rapport falderi tre dele. Den tredje del er en beskrivelse af faggruppens møder og arbejdsformer. Den anden del indeholder otte meget oplysende artikler, der har dannet baggrund for faggruppens overvejelser. Rapportens første del er både den mest interessante og vigtigste del, hvor faggruppens præsenterer sine overvejelser, kommentarer og anbefalinger vedrørende autorisation af liturgier og tilsyn, balancen mellem liturgisk frihed og fasthed, vejledning og uddannelse med meget mere.

Autorisationsmodeller
Faggruppen opstiller tre forskellige modeller mht. hvor meget der skal autoriseres, og overvejer de mulige konsekvenser af hver af de tre modeller. Model 1 er en bibeholdelse af den eksisterende gudstjenesteordning fra 1992.

Model 2 er en Ordo model, hvor den fireledede struktur i gudstjenesten med indledning, ordet, nadver, sendelse er det faste og forpligtende grundstruktur. Det indebærer, at det bliver minimalt, hvad der autoriseres i gudstjenesten, således at der gives rum for større frihed og variationsmuligheder. Ordo-tænkningen har været en vigtig inspiration for gudstjenesteordninger i lutherske kirker i USA, Tyskland, Norge og Sverige.

Model 3 indebærer autorisation af enkelte liturgiske led i højmessen, sådan som vi allerede kender det i forbindelse med begravelseer, hvor kun dele af ritualet er autoriseret. Overført til højmessen kunne det betyde, at man fx ved nadver nøjedes med flg. autoriserede led: Fadervor, indstiftelsesord, uddeling og bortsendelse, mens de øvrige dele kan vælges frit.

Anbefalinger
Rapporten indeholde en lange række perspektiver og overvejelser frem og tilbage, men hvad er så faggruppens anbefalinger?

  1. Der skal ikke reguleres på områder, hvor der ikke tidligere har været reguleret.
  2. Der skal udarbejdes et liturgihistorisk og liturgiteologisk grundlagsdokument til understøttelse af gudstjenestelivet
  3. Selvom højmessen visse steder har mistet sin funktion som sognets hovedgudstjeneste, og ikke længere er stedet, hvor alle medlemmer af folkekirken finders deres identitet, så må højmesseliturgien tænkes ”som ’idealmeteren, vi som kristen kirke må værne om, uden at det dermed udtrykkes, at den er den eneste og mest rigtige gudstjeneste” (s. 29).
  4. Rapporten giver det indtryk, at faggruppen anbefaler en større grad af frihed. Det fordrer, at tilsynet nytænkes i form af vejledning, samtale og dialog.
  5. Den øgede frihed betyder, at der vil blive behov for en opprioritering og opkvalificering af uddannelse, viden og kompetencer inden for det liturgiske felt.

Rapportens styrke ligger ikke i dens forsigtige anbefalinger, men i, at den lægger en udmærket grund for en nødvendig debat i folkekirken om forholdet mellem frihed og fasthed (autorisation) i højmessens liturgi. Og den udfordring tager jeg gerne op, under fire overskrifter: (1) den normative status (2) den empiriske status (3) den ønskelige udvikling (4) de næste skridt i den retning.

Den normative status
Rapporten – og især artiklerne i andel del – gør det tindrende klart, at den gældende autorisationspraksis (historisk set, og langt hen ad vejen også aktuelt) bunder i en forståelse af folkekirken som statskirke. Fra reformationen og fremefter blev det tydeligt, at kirken var kongens kirke, og gudstjenesten kongens gudstjeneste, som skulle følge hans love og bestemmelser, og biskopper og provster var kongens tilsynsmænd, der skulle sikre overholdelsen af love og regler. At denne autorisationsordning bundede i politiske hensyn og ikke i den lutherske teologi fremgår tydeligt af Luthers syn på gudstjenesteordninger, hvor han fx sammenligner gudstjenesteordningers holdbarhed med holdbarheden af sko, der skan smides væk. Argumenterne for autorisation har da også i stedet været hensynet til genkendelighed og folkekirkens sammenhængskraft.

At der i den gældende gudstjenesteordningen er er givet valgmuligheder fx i nadverliturgien og muligheder for at søge om dispensation, fx når det gælder salmevalg, ændrer ikke ved den grundlæggende ordning, at højmessen liturgisk set er centralt styret.

Et paradoks ved autorisationsordningen er, at det kun er liturgien for højmesser, der er autoriseret, mens det samme ikke er tilfældet for andre gudstjenester, som der i disse år bliver stadig flere af. Hvilken mening giver det at fastholde en fast liturgisk styring af liturgien i gudstjenesten søndag formiddag kl. 10/10.30, mens der er næsten frit slag for de andre gudstjenester?

Den empiriske status
Det tjener fagudvalget til ære, at det i rapporten gør det meget tydeligt, at der i disse år udvikler sig en stadig større afstand mellem den autoriserede højmesseliturgi og den faktuelle praksis ved højmesser. Det skyldes, dels at biskopper giver stadig flere dispensationer fra den autoriserede liturgis bestemmelser, dels at præster og menigheder i stigende grad ”forholder sig frit” til den autoriserede orden. For nogle præster og menighedsråd giver det fx ikke megen mening, at man skal søge om dispensation hos biskoppen for at synge en salme, som præst og menighed har fundet frem til og glæder sig til at bruge ved en særlig højmesse.

Det bliver også sværere og sværere at forstå, at gudstjenestelivet i praksis skal opdeles skarpt i højmesser og andre gudstjenester, når det gælder udformningen af gudstjenesten. Efterhånden som præster efterhånden flere steder heldigvis begynder at involvere lægfolk mere og mere i tilrettelægning, afvikling og evaluering af gudstjenester, bliver presset mod de snævre autoriserede regler sandsynligvis også kun større.

Den ønskelige udvikling
Der er helt sikkert meget delte meninger både blandt præster, provst og biskopper, og blandt valgte menighedsrådsmedlemmer og andre lægfolk om, hvordan den ønskelige udvikling af forholdet mellem frihed og fasthed (autorisation) i folkekirkens højmesseliturgi skal være, og derfor har vi naturligvis brug for en grundig dialog, som denne rapport lægger op til. Men efter min ydmyge mening, så ville det være ønskeligt, hvis vi stilede mod på langt sigt at afskaffe autorisationsordningen, der efter min mening hører en statskirkeforståelse til, som jeg synes vi skulle lægge bag os.

Efter min opfattelse er gudstjenesten – og dermed også højmessen – først og fremmest den lokale menigheds gudstjeneste, og derfor må de lokale forhold tillægges større vægt end centrale hensyn til genkendelighed på tværs af sognegrænser og sammenhængskraft mellem alle folkekirkens menigheder. For mig at se er det den lokale genkendelighed, som er af betydning for deltagerne i gudstjenester.

Det betyder ikke, at alt, hvad man lokalt finder på at gøre til en gudstjeneste principielt skal være tilladt. Vi har stadig brug for et biskoppeligt/provsteligt teologisk tilsyn. Men i stedet for at føre tilsyn med, om den autoriserede liturgis mange forskellige elementer overholdes til punkt og prikke (og der sker vist nok heller ikke i dag ret mange steder), så ville det være mere hensigtsmæssigt, at føre tilsyn med det, der if. Den Augsburgske Trosbekendelse er det, der skal til for at være en sand kirke, nemlig evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning (og når det gælder dåb og nadver, så ville en minimal autorisation af enkelte led måske stadig være på sin plads?).

Realistiske skridt på vejen
Hvis man ønsker at gå den vej, som jeg ovenfor har skitseret, så er det naturligvis en længere vej, og ikke noget, som det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre i et hug. Det første skridt på vejen kunne være at indføre en minimal autorisation (fx ud fra en Ordo-tænkning), som der også i en af modellerne peges på som en mulighed. Dvs. at der kun ville være enkelte led (tekster o.l.), som ville være autoriserede, mens præst og menighed i fællesskab kunne træffe beslutning om alt det øvrige. Efterhånden kunne man så minimere autorisationen mere og mere, indtil der måske kun var en autorisation af dele af dåbs- og nadverritualet tilbage. I denne situation ville det give mening at betragte højmesser og andre gudstjenester under et, således at de alle skal have et tilsyn ud fra kriterierne om evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning.

I denne proces kunne man løbende evaluere resultatet af en løbende minimering af autorisationens omfang, og sætte farten ned eller standse processen, hvis der viser sig alvorlige problemer ved denne udvikling.

Hvis man vælger at begynde gå denne vej (eller i det mindste i den retning), vil det naturligvis have en lang række konsekvenser for karakteren af tilsynet, for samarbejdet mellem præst og menighedsråd/menighed, for uddannelse af præster osv. Men det er ikke en vej, som folkekirken kommer til at betræde alene, for andre evangelisk-lutherske kirker er allerede trådt ind på samme vej.

Christiansfeld, mandag, den 25. juni 2018
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Politisk tidehverv på vej?

Er et politisk tidehverv på vej? Jeg tænker ikke her på Søren Krarups Tidehverv, for det Tidehverv er allerede meget politisk, for ikke at sige partipolitisk. If. Ordbog Over Det Danske Sprog, så betyder tidehver ”gennemgribende forandring i tiderne(s forhold; tidsskifite” Og det politiske tidehverv, som jeg tænker på, er det politiske klima og den politiske orden i Vesten.

I år er det 100 år siden Første Verdenskrig blev afsluttet, og set i bakspejlet så var Første Verdenskrig indledningen til et politisk tidehverv, hvor ”Die Welt von Gestern” blev afløst af noget andet, der ganske vist havde været på vej et stykke tid. Tiden efter Første Verdenskrig blev præget af totalitære politiske bevægelser, nemlig kommunismen og fascismen (nazismen) med hvad deraf fulgte i form af revolutioner, borgerkrig og krig. Afslutningen på Anden Verdenskrig var indledningen til et nyt politisk tidehverv, der først blev ført til endelig sejr med murens fald i 1989, og dermed kommunismens fald.

Det er den periode, som jeg har levet hele mit liv i. Jeg blev født i 1950, fem år efter dannelsen af De Forenede Nationer, som havde til formål at forhindre, at vi igen skulle opleve en verdenskrig, og som byggede på anerkendelsen af universelle menneskerettigheder. Og tre år efter dannelsen af GATT (der i dag hedder WTO), hvis formål var at fremme international handel – og derigennem binde verdens lande sammen, så faren for en altødelæggende krig blev minimeret. Og et år før dannelsen af NATO, hvis formål var at beskytte ”den frie verden” mod kommunismens totalitære verden.

I 1950 begynder europæiske lande inden for rammerne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab at samarbejde økonomisk og politisk for at sikre en varig fred i Europa. Da jeg var syv år gammel etableres et Fællesmarked – baseret på en Romtraktat vedtaget året før – bestående af Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Tyskland. Siden er samarbejdet udvidet til et EU bestående af 28 lande i Europa.

Året efter jeg blev født, tog FNs medlemslande konsekvensen af erfaringerne fra det flygtningekaos, som fulgte efter Anden Verdenskrig, og vedtog en flygtningekonvention, der skulle sikre alle flygtninge en human behandling i overensstemmelse med FNs menneskerettighedskonvention.

I 1992 ratificerede Danmark ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” hvis officielle navn er Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder”, som Europarådet, der blev dannet i 1950, havde vedtaget.

Vi har forsøgt at etablere et internationalt samarbejde for at imødegå klimakatastrofen. Og sådan kunne man blive ved med at nævne bestræbelserne på i fællesskab at tage hånd om vor fælles verden.

På denne måde blev der i Vesten etableret og videreudviklet liberale demokratiske retsstater, og der blev etableret et internationalt samarbejde som værn om disse demokratiske værdier, og en international retsorden begyndte at tage form. Jeg har været så privilegeret at leve hele mit liv i en sådan vestlig verden, hvis værdier, demokrati og retsorden og internationale engagement for at udbrede det til resten af verden, de fleste mennesker i den øvrige verden med god grund misunder os, og gerne så indført i deres lande.

Men hvert eneste element i denne politiske orden, hvoraf de vigtigste er nævnt ovenfor, er i disse år under pres her i Vesten. Der er ingen grund til at spilde læserens tid med at opliste dem her, for vi hører jo dagligt om dem i medierne. I spidsen for denne underminering af denne politiske orden, som vi har nydt godt af i hele min levetid, står USA under ledelse af præsident Donald Trump. Og i næsten hvert eneste land i Vesten er der partier, som bakker op om hele eller dele af denne politiske orden, og gør det med en voksende folkestemning, der også i stadig højere grad påvirker de øvrige partier.

Hvis man står midt i et tidehverv, kan man godt se, hvor man kom fra, men ikke nødvendigvis hvor den politiske udvikling vil føre os hen. For mig at se er der mere og mere, der tyder på, at den epoke, der begyndte efter Anden Verdenskrig, er ved at ebbe ud, fordi opbakningen til de principper, som prægede epoken, er dalende. For mig rejser det spørgsmålet: Hvad er det for en verden – en verdensorden, eller verdensuorden – vi overlader til vore børn og børnebørn?

Jeg må indrømme, at jeg faktisk er bange for, at et politisk tidehverv er på vej. Og for resten, så er Søren Krarups politiske Tidehverv måske en del heraf.

 

Christiansfeld, mandag, den 25. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Sjælland Soul & Blues

Sjæl-land & Sjæl-ø, Sjæl-sø & Sjæls-mark!

Kirkerup & Kisserup, Bisserup & Bøsserup.
Hellerup & Ballerup, Kvinderup & Herrestrup
Lillerød & Hillerød, Birkerød & Sigtebrød.

Liseleje & Rågeleje, Sengeleje & Gilleleje.
Havelse & Bavelse, Slagelse & Ragelse.
Svinninge & Skævinge, Jyllinge & Flygtninge.

Værløse & Vanløse, Ganløse & Tandløse.
Brønshøj & Ishøj, Kæmpehøj & Kæphøj.
Vallensved & Stensved, Nærved & Næstved.

Tårbæk & Holbæk, Vedbæk & Heltvæk.
Fredensborg & Frederiksborg, Christiansborg & Hoppeborg.
Sengeløse & Pengeløse, Sorgløse & Skamløse.

Kokkedal og Hanegal, Rudersdal på Tredjesal.
Søllerød & Auderød, Horserød på Vandogbrød.
Ringsted & Tingsted, Udsted & Afsted.

Sjælland i Danmark? Danland eller Sjælsmark?

Sjælland, lørdag, den 23. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar