Archive for category Uncategorized

Folkekirkens særegne synode

Når jeg igennem snart mange år har deltaget i møder med repræsentanter for andre lutherske kirker og for kirker med en anden konfessionel baggrund, har det været ganske vanskeligt for mig at gøre den danske folkekirkes struktur forståelig for dem, herunder forholdet mellem stat og kirke. De fleste af dem har meget vanskeligt ved at forstå, at kirken ikke har en synode, altså et kirkeligt organ, der træffer beslutninger angående hele kirken. På et tidspunkt traf jeg imidlertid den beslutning, at ændre min forklaring. Ikke kun for at gøre folkekirken mere forståelig for udenforstående, men også fordi min nye forklaring nok var tættere på virkeligheden end min gamle forklaring. Jeg forklarede, at folkekirken naturligvis – lige som alle andre store kirker – havde en synode, men at denne synode bestod af Folketinget, og at vi havde en synodesekretær med meget vidtgående beføjelser, nemlig kirkeministeren. At mange af folkekirkens synodemedlemmer slet ikke var medlemmer af folkekirken (og at synodesekretæren i princippet heller ikke behøvede at være det, men sædvanligvis var det) hørte med til min beskrivelse af folkekirkens synode.

At det forholder sig sådan, bliver vi mindet om med jævne mellemrum. Således er det i dag (KD: ”Politikere skrotter ny præsteuddannelse for ikke-teologer”) blevet meddelt, at et politisk flertal i folkekirkens synode (folketinget) afviser et forslag fra et af kirkeministeren nedsat udvalg bestående af biskopper, provster og præster, en repræsentant for landsforeningen af menighedsråd mv. om afhjælpningen af præstemanglen ved i en periode at give adgang til at søge præsteembeder for akademikere, der tager en tillægsuddannelse (se udvalgets rapport her).

Jeg ved ikke, om dette kirkelige udvalg var rigtigt sammensat, eller der også skulle have været andre repræsentanter fra folkekirkens forskellige grupperinger og institutioner med i udvalget. Jeg ved heller ikke engang, om det forslag, som dette kirkelige udvalg er fremkommet med, vil løse præstemanglen – eller om det i øvrigt er et godt forslag. Begge dele er der sandsynligvis mange meninger om. Men min pointe her er, at det nu igen bliver tydeligt for enhver, der ønsker at se virkeligheden i øjnene (og det er det nok ikke alle, der har lyst til), at folkekirken har en synode, der ikke er bleg for at træffe de beslutninger, som den finder nødvendige.

I det øvrige politiske liv på Christiansborg er det tydeligt for enhver, at nogle af de vigtigste beslutninger, der træffes, har at gøre med økonomien. Når folketinget vedtager finansloven, så handler det naturligvis ikke bare om at få balance i regnskabet, men så er finansloven udtryk for, hvordan folketingets flertal ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. Det samme gælder naturligvis langt hen ad vejen også i folkekirken, hvor folkekirkens synodesekretær, nemlig kirkeministeren, der ganske vist står til ansvar over for synoden (folketinget) for hele sin embedsførelse, træffer beslutning om, hvordan folkekirkens fællesfonds indtægter, som i 2018 var budgetteret til at blive godt 1,6 mia. kr., skulle bruges. Folkekirkens synodesekretær har rådgivende udvalg og følgegrupper, som kan rådgive hende, lige som der er et synodeudvalg (kirkeudvalget), som hun sikkert også lytter til, men det er synodesekretæren, der formelt afgør, hvordan folkekirkens budget skal se ud, og dermed har hun naturligvis meget stor indflydelse på, hvordan udviklingen i folkekirken skal være.

Styrken ved folkekirkens synode er, at den er demokratisk valgt, og sådan må det naturligvis være i en kirke i det 21. Århundrede. Men der er dog et par problemer ved denne ordning. For det første er synodens medlemmer ikke valgt på baggrund af, hvilke holdninger de har til folkekirkens forhold og dens udvikling, men ud fra deres partiprogrammer, hvor folkekirken ikke spiller nogen særlig rolle. For det andet er det ikke kun folkekirkens medlemmer, der er med til at vælge synodens medlemmer, men alle der har stemmeret til folketinget, og derfor kan man da også opleve det paradoks, at der ikke blot i synoden (folketinget), men også i synodens særlige udvalg (kirkeudvalget) kan sidde medlemmer, der ikke er medlemmer af folkekirken, men sågar tilhører en helt anden religion.

Men bortset fra det, så fungerer folkekirken med sin særegne synode faktisk, om end på sin egen særlige måde. Og jeg kan uden at rode mig ud i indviklede (bort)forklaringer, fortælle mine udenlandske venner, at vor kirke, folkekirken, skam også har en synode, lige som enhver anden kirke med respekt for sig selv har. Og at vi har en synode, af hvis art der ikke er mange tilbage af i det 21. århundrede.

Christiansfeld, mandag, den 17. december 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Hvad kan vi i folkekirken lære af amerikansk luthersk offentlighedsteologi? (Et luthersk bud på en offentlighedsteologi for det 21. århundrede -4)

Der har især i USA, England og Tyskland i mange år pågået en teologisk og kirkelig diskussion om “public theology” / “öffentliche theologie”. Grundtanken i denne “offentlige teologi” er (1) at kirken og teologien hører hjemme I det offentlige rum, (2) at kirken og teologien har et vigtigt bidrag til “offentligheden”, til samfundets udvikling og dermed også til politik, og (3) offentligheden, hele samfundet og dermed også det politiske liv, har brug for den kirkelige og teologiske traditions værdier og indsigter.På det seneste er der også i Danmark kommet mere og mere fokus på kirkens rolle i det offentlige rum og på det, som man på dansk er begyndt at kalde “offentlighedsteologi”.Derfor er der grund til at overvej forholdet mellem offentlighedsteologi og luthersk teologi. 

Hvad kan vi så I den evangeliske lutherske kirke, som folkekirken er, lære af den amerikanske lutherske teolog, Robert Bennes, overvejelser om offentlighedsteologi?

For det første er kirkens hovedopgave at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Derigennem er kirken med til at forme medlemmernes hjerte og sind, bade åndeligt og etisk, så også kan bidrage til det fælles gode i samfundet gennem deres tjeneste i kald og stand. Men, som Bene gør opmærksom på, så vil en begrænsning af kirkens offentlighedsteologiske virke til det bevirke, at det ”truncates the mission of the church by prohibiting the church from directly addressing the Word as law to the public world.”

For det andet udelukker den lutherske teologis skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente og mellem lov og evangelium, ikke et teologisk, kirkeligt baseret engagement i samfundets offentlige anliggende (inkl. politik). Det kan tværtimod være et udtryk for en from kynisme, når vores tro ikke leder os til et engagement for det fælles gode. Kirken er først og fremmest kaldet il at forkynde evangeliet, så mennesker bliver en del af Guds åndelige regimente. Men kirken skal forkynde hele Guds ord, både lov og evangelium, og skal derfor også adressere verden ud fra Guds lov. Evangeliet må aldrig gøres til lov, da det vil ødelægge både loven og evangeliet. ”Yet the gospel is relevant to the world’s affair in paradoxical fashion. It is a constant judgement on whatever is achieved in the word and is a constant lure to higher achievement.”

For det tredje sætter det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, men faldet i synd, og at den kristne er ”simul justus et peccator” sit præg på alt, hvad mennesket gør og kan gøre også når det gæller engagementet i offentlige anliggender. Den lutherske paradoksale vision indebærer på den ene side, at der ikke plads til utopiske forventninger baseret på menneskelige anstrengelser, og på den anden side et håb om, at Guds kærlighed en gang vil sætte sig endegyldigt igennem. At vi ikke kan skabe det perfekte samfund, betyder imidlertid ikke, at vi ikke har pligt til at gøre, hvad vi kan for at forbedre samfundet.

Desuden indeholder Bennes bog også en række gode råd, som vi efter min vurdering med fordel kunne tage til os i folkekirken, som fx, flg.

  • Kirken (her og i det flg. forstået som kristne enkeltpersoner, organisationer, institutioner og grupper) må have frimodigheden til at kommunikere sine mest grundlæggende overbevisninger om meningen med menneskelivet ind i den offentlige debat.
  • Kirken skal gøre opmærksom på uretfærdigheder og onder i samfundet, og også gerne give en vision for det fælles gode, som både indeholder håb og realisme, men overlade selve lovgivningsprocessen til politikerne.
  • Kirkens offentlighedspolitiske troværdighed øges,
    – hvis den ikke kun taler om problemerne men aktivt bidrager til udviklingen af det gode samfund, fx gennem diakonalt arbejd
    – hvis den økonomiserer med sine udtalelser
    – hvis dens udtalelser bygger på centrale teologiske eller etiske principper i kristendommen, som de fleste kristne er enige om
    – hvis den har noget unikt at tilbyde fra sin teologiske og kirkelige tradition til den offentlige debat
    – hvis den kun udtaler sig når det virkelig er nødvendigt.

Århus, fredag, den 14. december 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan kan en luthersk offentlighedsteologi tage sig ud i praksis? (Et luthersk bud på en offentlighedsteologi for det 21. århundrede -3)

Der har især i USA, England og Tyskland i mange år pågået en teologisk og kirkelig diskussion om “public theology” / “öffentliche theologie”. Grundtanken i denne “offentlige teologi” er (1) at kirken og teologien hører hjemme I det offentlige rum, (2) at kirken og teologien har et vigtigt bidrag til “offentligheden”, til samfundets udvikling og dermed også til politik, og (3) offentligheden, hele samfundet og dermed også det politiske liv, har brug for den kirkelige og teologiske traditions værdier og indsigter.På det seneste er der også i Danmark kommet mere og mere fokus på kirkens rolle i det offentlige rum og på det, som man på dansk er begyndt at kalde “offentlighedsteologi”.Derfor er der grund til at overvej forholdet mellem offentlighedsteologi og luthersk teologi. 

I bogen The Paradoxical Vision. A Public theology for the Twenty-first Century har Robert Benne ud fra et luthersk perspektiv udviklet en typologi for mulige interaktioner mellem religion og offentligt liv, eller sagt på en anden måde: en typologi for former for offentlig teologi. Her skelner han mellem indirekte interaktioner og direkte interaktioner.

En indirekte interaktion betyder at kirken som en institution ikke involveres i offentlig teologi, og den bliver ikke som institution en offentlig aktør. I stedet udøver kirken en indirekte indflydelse gennem lægfolket eller gennem uafhængige kirkelige organisationer. En direkte interaktion betyder at kirken som institution bliver en offentlig aktør, idet den direkte engagerer sig i samfundet og dets politik, økonomi og kultur

Model 1 – Et indirekte og ikke-intentionelt engagement
Den første model handler om, at kirken er med til at forme medlemmernes hjerte og sind og derigennem udøver en indirekte og ikke-intentionel indflydelse. Det ikke-intentionelle ligger i, at kirken kommunikerer sin religiøse og moralske kernevision til sine medlemmer og overlader det til dem selv at drage konsekvenser af denne vision for deres private og offentlige liv. Når Benne taler om ’indflydelse’ (i modsætning til ’magt’) tænker han på, at kirken overbeviser sine medlemmer gennem dens narrativer, ritualer og praktiser, og gennem dens forkyndelse og undervisning. Trods alt det gode, der kan siges om at begrænse den kirkens offentlige teologi til denne indirekte og ikke-intentionelle indflydelse på samfundet så ville det betyde, at denne tilgang ”truncates the mission of the church by prohibiting the church from directly addressing the Word as law to the public world. Sole reliance on this approach is incomplete”.

Model 2 – Et indirekte og intentionelt engagement
Den anden model handler om at anvende og udtrykke kirkens vision gennem indirekte og intentionel indflydelse. Her forsøger kirken målrettet at motivere lægfolket til at engagere sig i samfundet ud fra kirkens vision. Det kan fx ske ved, at en lokal kirke i forbindelse med et aktuelt politisk emne etablere en studiekreds for at studere dette spørgsmål i lyset af den kristne tradition. Det betyder ikke, at alle deltagere kommer ud af studiekredsen med de samme holdninger. Benne er af den opfattelse, at ”there is a great need for the churches to play a mediating role by providing the context for serious discussion of permissible Christian options on social issues. Conscience can be formed without the churches hastening to premature commitment to specific politic position”.

Til samme model hører, at kirken så at sige inkarnerer sin vision i sit eget institutionelle liv. I stedet for at anbefale ambitiøse politikker til en verden, i hvilken kirkens egen kompetence er stærkt betvivlet, skulle kirken først og fremmest bestræbe sig på at bringe sig sit institutionelle liv i overensstemmelse med sine religiøse og moralske overbevisninger. Denne form for ”social engineering” har kirken gennem historien haft stor succes med i form af etablering af skoler, hospitaler , børnehjem, alderdomshjem osv. ”Society would be open to its own creative reform were it presented with effective models constructed by the church”.

Model 3 – Et direkte og intentionelt engagement
Den tredje model indebærer, at kirken øver direkte og intentionel indflydelse gennem institutionelle udtalelser, hvor man forsøger at overbevise ikke kun kirkens medlemmer, men også det bredere samfund om kirkens holdning til aktuelle spørgsmål. Nogle af disse udtalelser har at gøre med den religiøse og moralske kerne af den kristne tro, mens andre beskæftiger sig med samfundsmæssige emner, der ligger længere væk fra denne kerne, som fx spørgsmål vedrørende international politik, og som kan true med at skabe konflikt i kirken, fordi meningerne der typisk vil være mere delte om sådanne emner. Selvom det kan være problematisk at adressere samfundsmæssige spørgsmål, så kan det alligevel være nødvendigt

“As the corporate body of Christ it is called to address the world directly with both law and gospel. If God has not abandoned society, surely the church should not withdraw from a measure of responsibility in and for society. One important way it exercises that responsibility is by directly addressing society.”

Når det gælder denne direkte og intentionelle interaktion, som udtalelser o.l., foreslår Benne tre retningslinjer.

Troværdighed: Troværdigheden øges i takt med, at hyppigheden af kirkelige udtalelser om samfundsspørgsmål mindskes. Denne tilbageholdenhed hænger sammen med, at det ikke er kirkens primære mission at give gode råd om samfundets indretning, og at dens kompetence på dette område er stærkt begrænset. Dertil kommer, at kirken kun burde tale, når den har noget unikt at tilbyde fra sin egen teologisk-etiske arv. Troværdigheden hænger naturligvis også sammen med, om kirken har sat sig godt nok ind i de emner, som den udtaler sig om. Og endelig afhænger troværdigheden også af, hvem det er, der står bag udtalelsen, om de har en autoritet i kirken til at udtale sig.

Skelnen mellem forskellige niveauer af autoritet: Hvis en udtalelse bygger på centrale religiøse eller etiske principper i kristendommen, som de fleste kristne er enige om, vil udtalelsen naturligvis have større autoritet, end hvis udtalelsen handler om spørgsmål, hvor forbindesen til disse centrale principper er vanskeligere at etablere, og hvor der derfor oftere vil være større uenighed i kirken om emnet. Det er i kirkelige udtalelser vigtigt at fokusere på målene, som de fleste måske kan være enige om, og have en mere åben tilgang til midlerne (til at nå målene), som der typisk vil være mange flere meninger om.

Forståelighed: Kirkens udtalelser skal ikke kun være forståelige – og dermed måske overbevisende – for kirkens egne medlemmer, men også for den bredere offentlighed. I debatten om offentlig teologi er det ofte blevet hævdet, at kirken kun skulle argumentere på basis af ’universelle’ rationelle principper, men Benne citerer Michael J. Perry for at sige, at sådanne ’universelle’ rationelle principper ikke nødvendigvis er universelle, men hører til en særlig tradition. Perry betvivler påstanden om, at de religiøse argumenter og religiøse symboler er uforståelige for den bredere offentlighed. Det religiøse trossamfund kan kommunikere på en sådan måde, at det gør det muligt for tilhørerne at forstå argumenter fra skrift og tradition, fx ved en form for ’oversættelse’ af de religiøse indsigter for offentligheden. Hvis ikke kirken har frimodigheden til at kommunikere sine mest grundlæggende overbevisninger om meningen med menneskelivet ind i den offentlige debat, så vil den offentlige debat lide skade. Og et offentligt rum tømt for substantielle moralske input vil let føre til en degradering af samfundet.

Model 4 – Et direkte og intentionelt engagement og med magt bag
Den fjerde og sidste model for ”public theology’ handler om direkte og intentionel handling, hvor der udøves magt. Kirkens mål er her gennem direkte brug af magt for at realisere sin intention. Her nøjes kirken ikke længere med at søge at overbevise gennem brug af argumenter eller kirkens eksempel, men kirken søger gennem anvendelse af trusler eller magt at bevæge udviklingen i retning af et veldefineret politisk mål. Det kan være truslen om at flytte investeringer fra et firma eller økonomisk støtte til en befrielsesbevægelse. Set fra et luthersk perspektiv er denne model meget problematisk, da det ikke er kirkens opgave at bruge magt i lovens område, men at forkynde evangeliet.

Men Benne vil ikke udelukke en ikke-voldelig udgave af denne model, som man finder den i ’advocacy’. Benne kalder ’advocacy’ ”a ’soft’ form of direct action”, men ikke desto mindre er det en må at lægge pres på lovgivere for at få dem til at bevæge sig i en bestemt retning. ’Advocacy’, der betyder ”standing beside those in need in order to speak on their behalf to others”, har en stærk bibelsk begrundelse i profeternes aktiviteter, når de talte til kongen og folket på vegne af de fattige og kan derfor ikke afvises, selvom også ”advocacy” let fører mange problemer med sig.

 

Benne foreslår et par principper, som kan vejlede – og begrænse – det kirkelige engagement i ’advocacy’. For det første er det ”far more important to call attention to an injustice or social evil than to prescribe or even support legislative measures to address it.” Kirken skal altså gøre opmærksom på problemet, og også gerne give en vision for det fælles gode, som både indeholder håb og realisme, men overlade selve lovgivningsprocessen til politikerne.For det andet foreslår Benne, at kirken i ’advocacy’ spørgsmål fokuserer på samfundets ekstreme problemer.

“Great evils and great goods should be the focus of public sector advocacy. The church should be able to bring its prophetic concerns to bear on behalf of those persons who are experiencing great suffering. The church will be most effective at this task if it can speak of that suffering first hand from its ministry to suffering persons.”

Så vidt den amerikanske lutherske teolog og etiker Robert Benne.

 

Christiansfeld, torsdag, den 13. December 2018
Mogens S Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan adskiller en luthersk offentlighedsteologi sig fra en reformert og en katolsk offentlighedsteologi? (Et luthersk bud på en offentlighedsteologi for det 21. århundrede -2)

Der har især i USA, England og Tyskland i mange år pågået en teologisk og kirkelig diskussion om “public theology” / “öffentliche theologie”. Grundtanken i denne “offentlige teologi” er (1) at kirken og teologien hører hjemme I det offentlige rum, (2) at kirken og teologien har et vigtigt bidrag til “offentligheden”, til samfundets udvikling og dermed også til politik, og (3) offentligheden, hele samfundet og dermed også det politiske liv, har brug for den kirkelige og teologiske traditions værdier og indsigter.På det seneste er der også i Danmark kommet mere og mere fokus på kirkens rolle i det offentlige rum og på det, som man på dansk er begyndt at kalde “offentlighedsteologi”.Derfor er der grund til at overvej forholdet mellem offentlighedsteologi og luthersk teologi. 

I bogen The Paradoxical Vision. A Public theology for the Twenty-first Century peger Robert Benne på tre punkter, hvor en luthersk offentlighedsteologi efter hans opfattelse adskiller sig fra en reformert og en katolsk offentlighedsteologi.

Guds tofoldige styre
I reformert teologi er der en fare for, at loven bliver til evangelium, idet der åbnes op for mulighed af frelse gennem en politisk eller social transformationsproces, som det ganske vist er Gud, der styrer, men som mennesker kaldes til at deltage i. I katolsk teologi overvindes dualiteten mellem Guds rige og verdens kultur og samfund ved, at kirken skaber en syntese med kulturen ud fra de overnaturlige gaver som kirken bringer.

Den manglende skelnen mellem de to regimenter kan også i reformert teologi ske ved, at man gør evangeliet til lov. Den radikale kærlighed, som Gud viser os mennesker i Kristus, gøres til et direkte princip for styrelsen af livet i den offentlige verden. Hertil responderer Benne: ”This inappropriate supplanting of the law by the gospel is one of the major mistakes behind the sentimentalism in mainstream Protestant public theology.

Kristen helliggørelse
I modsætning til det lutherske paradoksale syn på mennesket som simul justus et peccator, lægger reformert etik op til en forventning om, at mennesker kan foretage synlige progressive skridt mod perfektion, både når det handler om at forstå og at praktisere Guds vilje. Problemet her er de reformertes overdrevne forventninger mht. helliggørelse, som så overføres til kirke og samfund. Dette reformerte syn på mennesket lover for meget og kan let føre til en selvretfærdig arrogance, der let gør kristne blinde over syndens alvor både på det personlige og det samfundsmæssige plan.

Fra luthersk side vil der altid være en skepsis over for dem, der mener, at kristne med sikkerhed kan sige, hvad der er Guds vilje i alle sekulære spørgsmål. Og en tænkning ud fra toregimentelæren kan indebære påstanden om, at ”secular people have important insights into the creative works of the law, perhaps surpassing those of Christians. Christians simply do not have all the answers to these matters, either for their own community or for the world”.

Kirkes rolle i samfundet.
Benne peger på, at der i reformerte kredse er en tilbøjelighed til et direkte og undertiden også aggressivt politisk engagement, hvor man bevæger sig i en lige linje fra personlig tro til social reform og politisk aktivitet, fra en passion for Gud og Bibelen til en passion for renovering af samfundet. Denne form for ”transformist Christianity” finder han fx i Kirkernes Verdensråd, hvor man har tradition for at fremsætte en lang række udtalelser om tidens større og mindre hotte emner, også når det gælder international politik. [Her vil jeg tillade mig at tilføje, at der også i Det luhterske Verdensforbund er en tradition for at fremsætte den slags udtalelser]. Benne mener, at det hænger sammen med at man inden for de senere årtier kan konstatere

” … the underlying loss of confidence in the specifically religious mission of the church. …mission has been rocked by many challenges over the last several centuries. Churches that have been deeply involved in their surrounding culture have been most affected, and one of the symptoms of waning belief is the tendency to substitute ethics, particular social ethics, for religion.

Også hos katolikkerne sporer Benne tendenser til direkte og aggressiv politisk handling, idet der – også efter Det andet Vatikanerkoncil – stadig er en længsel efter en syntese mellem Kristus og kulturen under ledelse af kirken. ”Indeed, one gets the impression that mainstream, Catholic, and also fundamentalist churches would really like to direct the country if the broader society would give them a chance”. Heroverfor vil Benne som lutheraner hævde, at kirken først og fremmest skal koncentrere sig om sin kerneopgave, som er forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne og derigennem ”forming persons in its central religious and moral vision”. Kirken har også en politisk rolle, som den skal varetage, men den hører ikke med til kirkens kernopgaver, og har derfor lavere prioritet.

Den stærkeste lutherske begrundelse for ikke at bevæge sig i en lige linje fra personlig tro til samfundsmæssig forandring er imidlertid overbevisningen om Guds tofoldige herredømme. ”God rules the repentant heart with his gospel, but he rules the world of public affairs with his law. It is a theological error to assume that the gospel can govern the world”.

Christiansfeld, torsdag, den 13. december 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan kan offentlighedsteologi begrundes ud fra luthersk teologi? (Et luthersk bud på en offentlighedsteologi for det 21. århundrede -1)

Der har især i USA, England og Tyskland i mange år pågået en teologisk og kirkelig diskussion om “public theology” / “öffentliche theologie”. Grundtanken i denne “offentlige teologi” er (1) at kirken og teologien hører hjemme I det offentlige rum, (2) at kirken og teologien har et vigtigt bidrag til “offentligheden”, til samfundets udvikling og dermed også til politik, og (3) offentligheden, hele samfundet og dermed også det politiske liv, har brug for den kirkelige og teologiske traditions værdier og indsigter.På det seneste er der også i Danmark kommet mere og mere fokus på kirkens rolle i det offentlige rum og på det, som man på dansk er begyndt at kalde “offentlighedsteologi”.Derfor er der grund til at overvej forholdet mellem offentlighedsteologi og luthersk teologi. 

I bogen The Paradoxical Vision. A Public theology for the Twenty-first Century (1995) søger den amerikanske lutherske teolog og etiker Robert Benne etablere et teologisk grundlag for at bringe den kristne vision i spil i forhold til offentlige politiske, økonomiske, kulturelle og intellektuelle anliggender. Hans hensigt er at skubbe den kristne offentlighedsteologi i en luthersk retning ved at tilføre diskussion et autentisk luthersk bidrag

Benne tager udgangspunkt i en luthersk forståelse af kristendom, som han kalder ”den paradoksale vision”, hvor et paradoks forstås som to udsagn, der tilsyneladende modsiger hinanden, men begge ultimativt er sande. Det helt grundlæggende paradoks er, at Gud frelser den oprørske verden gennem en obskur jødisk person, Jesus fra Nazareths, liv, død og opstandelse. Det er et paradoks, at Gud i Kristus retfærdiggør syndere, og at en kristen er simul justus et peccator. Det er et paradoks, at en kristen på en og samme tid er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen og en ufri tjener i alle ting og underordnet enhver,

Ud fra denne paradoksale vision etablerer Benne en ramme for offentlighedsteologi bestående af flg. fire paradoksale perspektiver.

Den kvalitative skelnen mellem Guds frelse og alle menneskelige anstrengelser.
”… the paradoxical vision rules out salvific politics. All human efforts are relativized before the gospel.” Lutheranere er i denne sammenhæng blevet fristet til en from kynisme, hvor deres tro ikke leder dem til et engagement for det fælles gode. Det kan ske, når de negligere den vigtige relative skelnen mellem det bedre og det værre mht. til det, mennesker kan gøre i samfundet. Men det er en perversion af det lutherske syn. Når vi er blevet sat fri for at skulle søge vor egen frelse ved menneskelig anstrengelse, så er vi netop sat fri til at arbejde på ydmygt at forsøg på at tage små skridt i retning af forbedringer i samfundet. Den kristnes respons på Guds nåde er tro på gud og kærlighed til næsten, og i den forstand er tro uden gerninger død. Men lydigheden følger troen som dens resultat og er ikke vejen til frelse.

Den menneskelige naturs paradoks
Mennesket er godt nok skabt i Guds billede med de muligheder, som det indebærer for at gøre godt, men mennesket er samtidig en synder, hvis syndighed sætter sit præg på alt, hvad det gør. Og også som forløst af Gud har vi denne dobbelthed i os. Lige som det forløste mennesket ikke kan opnå fuldkommenhed, er det heller ikke muligt for det at skabe det fuldkomne samfund.

Guds paradoksale herredømme
Alle kristne er klar over, at den Gud, som i Jesus døde på korset for alle og opstod igen, møder mennesker på en anden måde i evangeliet, end han møder de samme mennesker i deres sekulære liv i samfundet. Og derfor anerkender de fleste kristne traditioner, at der er en spænding mellem Kristus og kultur og samfund, men de håndterer denne spænding forskelligt, som H. Richard Niebuhr har beskrevet det i bogen Christ and Culture, som Benne tolker på flg. måde:

“The ”Christ against culture” (sectarian) tradition escapes the tension by
withdrawing from the world. The classic ”Christ above culture” (Roman
Catholic) tradition aims to manage the tension by forging Christ and culture into
a grand synthesis presided over by the church. The ”Christ transforming culture”
(Reformed) tradition seeks to convert culture toward the will of God as it is
discerned by the church and carried out by its laity. The ”Christ of culture”
(liberal religion) tradition escapes the tension by absorbing Christ into the
enlightened culture of the day. The ”Christ and culture in paradox” (Lutheran)
tradition handles the tension in a paradoxical way through its teaching of the
twofold rule of God.”

If den lutherske tradition lever kristne altså samtidig i to virkeligheder, der begge styres af Gud, på meget forskellige måder men med det samme mål, nemlig at overvinde det onde og kalde sin ulydige skabning tilbage til ham. Guds styre sker både i det åndelige regimente, gennem evangeliet og i det verdslige regimente gennem loven.

Gennem loven opretholder Gud den verdslige orden, dels gennem menneskers erkendelse af den naturlige lov, dels gennem statsmagten, der er indsat af Gud og også ansvarlig overfor Gud for sin magtudøvelse. Loven, som statsmagten skal håndhæve, har imidlertid ikke kun en negativ funktion, at inddæmme synden, men også en positiv funktion, nemlig at fremme retfærdighed og gode relationer. Gennem evangeliet tilbyder Gud frelsen som en gave til alle

Lovens krav må ikke gøres til evangelium, og evangeliet må heller ikke gøres til en lov. Der må skelnes mellem de to regimenter både for lovens og evangeliets skyld, men de to regimenter er ikke ultimativt adskilte. Lige som Gud vor skaber og Gud vor frelser ikke er to adskilte guddomme, så er de to regimenter heller hverken rumligt eller eksistentielt ultimativt adskilte. Dualiteten mellem dem må ikke føre til en dualisme. Guds tofoldige styre kommer sammen på kreative måder i verden, som har betydning for en luthersk forståelse af offentlig teologi.

For det første vil kristne naturligvis praktisere de dyder – tro, håb og kærlighed – som Helligånden har kaldt frem i deres hjerter, i deres verdslige kald, som de har fået. Guds kreative kærlighed træder ind i verden, når kristne udlever deres kald. For det andet sker det i kirken. Kirken er først og fremmest kaldet il at forkynde evangeliet, så mennesker bliver en del af Guds åndelige regimente. Men kirken skal forkynde hele Guds ord, både lov og evangelium, og skal derfor også adressere verden ud fra Guds lov. Men skal kun gøre det med overtalelse og ikke med vold og magt. Det hører endvidere med til kirkens kald at anvende evangeliets indsigter på forståelsen af verden, og evangeliets radikale kærlighed er relevant – på en indirekte måde – for offentlige anliggender.

“These insights are to be applied carefully and realistically, avoiding the
sentimentalism that is the serious that is a serious temptation of those of
goodwill and of unworldly temperament. The gospel cannot be made into law.
Attempts at making gospel into law will destroy both law and gospel. Yet the
gospel is relevant to the world’s affair in paradoxical fashion. It is a constant
judgement on whatever is achieved in the word and is a constant lure to higher
achievement.”

Historiens paradoks
Guds Rige er på den ene side midt iblandt os, og på den anden side er det ikke af denne verden. På den ene side er Guds rige kommet i Kristus, og på den anden side vil det komme en gang i fremtiden. Det er disse paradokser som former det kristne syn på historien. Trods alle deres anstrengelser kan kristne ikke med deres menneskelige begrænsninger føre historien til fuldendelse, og der er ikke plads til utopiske forventninger i denne paradoksale vision. Men alligevel er alt ikke håbløst. Vi har et håb, som transcenderer historien i form af Guds løfte om, at hans kærlighed engang vil sætte sig endegyldigt igennem.

Christiansfeld, onsdag, den 12. december 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Religion i det offentlige rum i 2018

I april i år oprettede en gruppe kristne, muslimer, jøder og humanister ”Foreningen Åndsfrihed”. Baggrunden var bl.a. en angivelig ånds- og religionsforskrækkelse, og formålet var bl.a. at kæmpe for religionens plads i det offentlige rum.

I august lancerede en gruppe kristne i samarbejdet med forlaget Eksistensen ”Tænketanken Eksistensen”. Baggrunden var en udbredte fordomsprægede uvidenhed om kristendom, og formålet var et insistere på kristendommens relevans som mulig ballast i aktuelle diskussioner, idet kristendomen ikke kun har betydning som forkyndelse men også er en formativ kraft historisk bl.a. på det kulturelle og politiske område.

I november blev der etableret en arbejdsgruppe om offentlighedsteologi i et samarbejde mellem Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Inspirationen kom bl.a. fra et dokument fra Det Lutherske Verdensforbund, ”The Church in the Public Space”, og formålet var bl.a. at bidrage til en selvbesindelse i kirken mht kirkens rolle og opgave i samfundet og herunder kirkes bidrag til samfundsdiskussioner.

I december lanceredes på initiativ af forretningsmanden Jeppe Hedaa organisaitonen Religion & Samfund (Resam)”, der bringer religiøse ledere sammen fra forskellige kristne traditioner, jødedom og islam. Baggrunden er bl.a. at det virker ”som om det er ugyldigt at gøre brug af sin religiøse overbevisning andre steder end i kirken og derhjemme”. Organisationen vil ” konkret bringe tro og religion tilbage i debatten om Danmarks udvikling, fordi vi mener, at gode og gennemtænkte værdier er vigtige og afgørende for vort lands fremtid.”

De fire initiativer, der alle blev påbegyndt i 2018, er forskellige, både når det gælder deltagere og aktiviteter og arbejdsformer. Men fælles for alle fire initiativer er en forståelse af, at religion hører til i det offentlige rum, og religion har noget positivt at bidrage med i den offentlige (også politiske) debat om samfundets udvikling.

Dermed kan disse initiativer ses som led i et opgør med den holdning, der går helt tilbage til oplysningstiden, at religion kun hører hjemme i den private sfære, og at religion slet ikke har noget med politik at gøre. I dansk sammenhæng har man ofte koblet denne forståelse til en (mis)forståelse af Luthers toregimentelære, således at det med Gud og tro hørte hjemme i det åndelige regimente og i kirken, mens politik ikke havde noget med Gud og kristendom at gøre, men trygt kunne overlades til politikerne. Vi oplevede det fx omkring Muhammedkristen, hvor der fra politisk hold blev agiteret for at religion ud af det offentlige rum. Ud fra denne forståelse havde kristendom og anden religion ikke noget positivt at bidrage med til det politiske liv., men var tværtimod med til at skabe konflikter. Bag disse holdninger lå ofte en tyrkertro på, at sekulariseringen med ubønhørlig kraft vil skride frem og marginalisere og efterhånden overflødiggøre al religion.

Disse fire initiativer er for mig at se et vidnesbyrd om, at vi i dag lever i et post-sekulært samfund, hvor sekulariseringen ikke har fået det sidste ord, men hvor flere og flere erkender, at religion også fremover vil spille en rolle i samfundet, fordi de fleste mennesker på et eller andet plan er religiøse. Sådan som jeg forstå disse fire initiativer er de netop et forsøg på at kvalificere kristendommens (og andre religioners) bidrag til debatten om, hvordan vi sammen kan udvikle et samfund og en verden, der er præget af humanitet og solidaritet, fred og retfærdighed.

Christiansfeld, tirsdag, den 11. december 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er kirkelig høring om børn i udrejsecentre politisk?

På mandag afholder Københavns Stiftsudvalg i domkirken en ”Offentlig høring om børn i udrejsecentre”. Det spørgsmål, som høringen søger at besvare er: ” Er det forsvarligt, at der er et sted i vores land, hvor rammerne for familieliv og børns opvækst er så ringe, at de med stor sandsynlighed vil give børnene varige mén – hvad enten deres liv kommer til at udfolde sig her eller i et andet land?”

I Kristeligt Dagblad i dag problematiseres dette kirkelige initiativ. Således gør lektor Brian Arly Jacobsen, der blandt andet forsker i forholdet mellem religion og politik i Danmark opmærksom på, at ”Når præster og ledere i folkekirken markerer sig i en debat som denne, vil det uden tvivl vække utilfredshed i de dele af befolkningen, som anser det som et politisk indlæg”.

Er spørgsmålet om behandlingen af flygtningebørn på udrejsecentre et politisk spørgsmål? Ja, naturligvis er det det! For det er politikerne, der skal vedtage de love, der danner rammer for behandlingen af flygtningebørn på asylcentre, og debatten om dette spørgsmål, er en politiske debat.

Er spørgsmålet om behandlingen af flygtningebørn også et kristeligt (kirkeligt/teologisk/etisk) spørgsmål? Ja naturligvis er det det. For spørgsmålet om, hvordan vi behandler flygtninge og deres børn er et etisk spørgsmål, og naturligvis må præster og andre kirkemedlemmer deltage i debatten om etiske spørgsmål med afsæt i den kirkelige og teologiske tradition.

Men bliver præster og teologer og andre repræsentanter for kirken så ikke til politikere? Nej, for deres opgave er ikke at udarbejde konkrete politiske løsninger eller lovforslag ang. flygtninge og migrantpolitik, det må vi overlade til politikerne, men det er deres opgave at bidrage til det gode samfund ved at minde om kristne værdier og principper, som fx hvert enkelt menneskes værdighed, som udspringer af troen på, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Og det er deres opgave at råbe vagt i gevær, når fx menneskers værdighed trædes under fode. Kirken skal aldrig være partipolitisk, men kirken kan heller ikke undgå at være politisk. Politik handler om fælles offentlige anliggender, og politik kan ikke, eller burde i det mindste aldrig, adskilles fra etik, og naturligvis må præster og lægfolk derfor deltage på lige fod med alle andre i debatten om politik – og om hvordan vi værner om hvert enkelt menneskes værdighed.

Et andet grundprincip i kirkens tradition, som hænger sammen med menneskers værdighed, og som går helt tilbage til Det gamle Testamente, er vort ansvar for enken, den faderløse, den fremmede og den fattige – altså de mest sårbare og marginaliserede mennesker i vor verden. I Jesu domslignelse i Matt 25 reflekteres dette ansvar, når Jesus ligefrem identificerer sig med den fremmede og andre sårbare mennesker. Man kan naturligvis ikke udlede en konkret flygtninge- og migrantpolitik ud fra disse principper og værdier og fx sige, at så skal alle, der har lyst til det, have lov til at slå sig ned permanent i Danmark. Men uanset hvilken politik, man gennemfører, så er det vigtigt at repræsentanter for den kristne (kirkelige/teologiske/etiske) tradition holder politikerne og administratorerne fast på, at hvert enkelt menneskes værdighed skal respekteres, og at vi som samfund har et særligt ansvar for at tage vare på de sårbare og marginaliserede.

Et tredje princip i kirkens tradition er forståelsen af menneskelivet som præget af interdependens og solidaritet. Vi er skabt til at leve i fællesskab med hinanden, og tilværelsen er skruet sådan sammen, at vi er gensidigt afhængige af hinanden, både lokalt og globalt. Kristeligt set bygger tanken om interdependensen og solidariteten mellem mennesker på svaret på Kains spørgsmål til Gud, da han havde slået sin bror Abel ihjel: ”Er jeg min brors vogter”. Ja, du er din brors vogter. En del af menneskets gudbilledlighed er, at mennesket er skabt til at indgå i relationer af gensidig afhængighed. Løgstrup udtrykker det sådan, at ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Jesu ”gyldne regel” siger, at ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det kan der ikke udledes nogen konkret flygtninge- og migrantpolitik ud af, men det burde udfordre os til i de politiske tiltag, vi drøfter, altid at forsøge at sætte sig i de andres sted. Hvordan ville vi have det, hvis vore børn skulle vokse op under de forhold, som vi byder dem på udrejsecentre? Nu er ingen forpligtet ud over deres evner og muligheder, og derfor kan vi ikke med et snuptag løse alle verdens problemer, men vort ansvar rækker så langt som vore evner og muligheder, og som et af verdens rigeste samfund har vi alle muligheder for at tage bedre vare på disse børns ve og vel.

Men kan det ikke være nødvendigt at gøre forholdene for mennesker på tålt ophold så utålelige som muligt, for derved at mindske flygtninge og andre migranters motivation til at vandre ad farlige ruter mod Danmark og dermed skabe endnu flere integrationsproblemer i Danmark. Denne tankegang – som også reflekteres i sognepræst Claus Thomas Nielsens kritik af arrangørerne af høringen for indirekte at have blod på deres hænder, når de arbejder for bedre vilkår for børnene på udrejsecentret – bygger på en utilitaristisk etik, hvor en handling betragtes som moralsk god blot den forøger summen af velfærd. Men efter min overbevisning er det i strid med det princip i den kirkelige og teologiske tradition, at vi altid skal behandle vort medmennesker som et mål i sig selv, og aldrig blot som et middel. Vi kan naturligvis ikke ud fra dette princip sige noget præcist om, hvilke vilkår børnene skal have, men vi må protestere, hvis børnene (og deres ve og vel) reduceres til et middel for et (højere politisk) mål (som fx at hindre tilstrømningen af flygtninge).

Hvis denne kirkelige røst ikke lyder ind i den politiske debat – også om børns forhold på udrejsecentre – så svigter vi som kristne og som kirke vor mission at gøre kristendommen gældende i det offentlige rum, og dermed svigter vi også vor ansvar for – ud fra værdier og principper i den kirkelige tradition – at bidrage til udviklingen af det gode samfund.

Derfor er der al mulig grund til at udtrykke en stor tak til Det Mellemkirkelige Udvalg i Københavns Stift og specielt til biskop Peter Skov-Jakobsen, domprovst Anders Gadegaard og sognepræst Niels Nymann Eriksen for at have modet til arrangere denne nødvendige høring – med den risiko, at de i deres bestræbelser for at skabe ørenlyd for klassiske kristne værdier og principper af betydning for behandlingen af sårbare børn selv får ørerne i maskinen.

Christiansfeld, fredag, den 7. december 2018
Mogens S. Mogensen

7 kommentarer