Archive for category Uncategorized

Racisme hører ikke hjemme i folketinget

Racisme hører sig ikke til i civiliserede samfund og da slet ikke i folketinget, og derfor forstår jeg på en måde godt, at folketingets formand i torsdags tog afstand fra, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten, kaldte en folketingskollegas synspunkter for racistiske. For det burde da være utænkeligt, at et folketingsmedlem var racist. Derfor burde racisme slet ikke komme på tale i folketingssalen. Formandens ord fortjener at blive gengivet her: ”Det dér vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone.”

I andre sammenhænge har det ikke været god tone at tale om religion eller om sex – og i folketinget er det åbenbart ikke god tone at tale om racisme – men uanset om man taler om det eller ej, så findes både religion og sex, såvel som racisme, i den virkelig verden og forsvinder ikke, selvom man forbyder folk at tale om det i bestemte sammenhænge.

Men hvad var det da, at Pelle Dragsteds kollega havde sagt, som fik ham til at bruge det forbudte ord ”racisme” i det ophøjede ting? Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti havde efter en kommentar om dansk og svensk integrationspolitik stillet spørgsmålet: ”Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre?” Hertil havde Pelle Dragsted svaret: ”Altså… det kan godt være, at jeg skulle være blevet tykhudet efterhånden, men jeg bliver stadigvæk chokeret over den form for racistiske udtalelser, hvor man lægger en hel befolkningsgruppe for had.”

Men hvordan kunne Pelle Dragsted mene, at det havde noget med racisme at gøre? Kenneth Kristensen Berth havde jo bare talt om hele den gruppe af mennesker fra overvejende muslimske lande og ikke om om folks racemæssige baggrund. Derfor er det på en måde forståeligt, at Christian Langballe kom sin formand og sine partifæller til undsætning: ”Jeg føler mig kaldet til at tage ordet på grund af det uværdige udtryk, hr. Pelle Dragsted har brugt ved at bringe racisme og raceideologi ind i en diskussion om islam og muslimer og parallelsamfund” (Berlingske 23/2/19).

Vi har i Danmark en racismeparagraf, paragraf 266b i straffeloven, der siger, at ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”

Oprindelig havde racisme kun at gøre med henvisninger til folks biologiske baggrund (og racismeparagraffen, der blev indført i 1939 skulle beskytte jøder mod verbale overgreb). Men i dag referer ordet racisme, som Dansk Sprognævn har konstateret, ikke længere kun til spørgsmål om folks race, men også til folks etniske, kulturelle og religiøse baggrund. Og racismeparagraffen reflekterer denne udvikling af begrebet racisme, således at forhånende og nedsættende udtalelser om hele kulturelle og religiøse grupper, som fx muslimer, er dækket af paragraffen. Når man ser på den måde, som domstolene i de senere år har fortolket denne paragraf på, så kan der desværre ikke været tvivl om, at Kenneth Kristensen Berths udtalelse må karakteriseres som racistisk. Så, det var altså en racistisk udtalelse, som blev fremsat i folketinget.

Det virkeligt paradoksale er imidlertid, at det netop var Pia Kjærsgaard, der som formand for folketinget, irettesatte Pelle Dragsted for at formaste sig til at kalde Kenneth Kristensen Berths udtalelser for racistiske. For det første er flere DF’ere (inkl. Kenneth Kristensen Berth!) – altså folk fra Pia Kjærsgaards eget parti – blevet dømt for at have fremsat racistiske udtalelser (DR-Detektor 16/6/2016). For det andet fik Pia Kjærsgaard i 2003, der dengang var formand for partiet, højesterets ord (en enstemmig dom, for, at Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EF havde lov til straffrit at udtale offentligt, at Pia Kjærsgaard havde racistiske synspunkter (Informtion 18/6/2003)

Men ret skal være ret. Pia Kjærsgaard har helt ret i, at racisme ikke hører hjemme i folketinget.

Muskat, lørdag, den 23. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Den binder os alle sammen – fra Danmark til Oman

Den er der overalt. I lufthavnen, i flyet, i bussen, i taxien, på gaden, i caféen. I Billund og, Amsterdam, i Dammam i Saudi Arabien og i Muskat og Salalah i Oman. Den er allestedsnærværende, samtidig med at den gør os fraværende. Den er i hånden, for øret eller øjet, eller også er den i lommen. Aldrig er den langt væk. Fem mænd i traditionelle muslimske klædedragter sidder på rad og række på en bænk på gaden i Salalah. De ser alle på det samme, men ser ikke hinanden. De taler alle sammen, men de taler ikke med hinanden.

Den travle forretningsmand i jakkesæt på restauranten i lufthavnen i Amsterdam, den niqab-klædte kvinde med et barn på skødet i bussen fra flyet til ankomsthallen i Muskat, og taxachaufføren i Salalah centrum, der sidder og venter på den næste kunde. De har den alle i hånden, næsten uanset hvad de foretager sig. Den er tegnet på, at de alle er en del af den samme moderne verden.

Der er mange forskelle mellem danskere og omanier. Der er også mange forskelle mellem muslimer og kristne. Der er forskelle mellem unge og gamle. Mænd og kvinder. Rige og fattige. Men de har alle det til fælles, at de har den på sig. De er på en måde bundet sammen af den. For den er grænseløs og på alle måder grænseoverskridende, den knytter mennesker i hele verden sammen i et net – og fanger os alle i det samme net – på en måde, som intet andet har formået.

At have den i lommen er trygt. At komme af sted uden den kan være angstprovokerende. At have den i hånden giver en følelse af magt over tilværelse. At miste den er et miste forbindelsen og besindelsen. At have den for øjet giver underholdning og adspredelse. Den binder os til sig som vor uadskillelige ven, der giver os alt det, den synes, vi behøver.

Nå, nu giver den lyd fra sig. Undskyld, men så må jeg afslutte her. Det kunne jo være noget vigtigt.

Salalah, lørdag, den 23. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kanisa og røgelse i Salalah

I Oman har de kristne lov at samles til gudstjenester i kirkebygninger, og det ville vi gerne opleve. Derfor havde vi planlagt vort besøg i Oman således, at vi ville være i landet en søndag. Men vi havde overset én ting: I Oman samles de kristne til gudstjeneste om fredagen, da det jo i et muslimsk land er fridagen!

I morges prajede vi derfor en taxa og bad chaufføren køre os hen til kirken, som vi havde krydset af på et kort. Han spurgte, om det var et hotel, vi skulle til. Nej, sagde vi, det var ”a church”. Flere gange standsede han og spurgte tilfældige mennesker til råds, men lige lidt hjalp det. Lige indtil min hustru foldede sin hænder, lukkede øjnene og bøjede hovedet, som om hun bad. Så lyste taxachaufføren op: ”Kanisa!” udbrød han, og straks fandt han vej til vor ”kanisa” (som er arabisk for kirke).

Her i Salalah er alle kirkerne samlet på en stor ”compound”, indhegnet af en mur med pigtråd på toppen (i Muskat er der efter sigende to sådanne kirke-compounds). Regeringen har godkendt tre kirkesamfund, den katolske kirke, den ortodokse kirke og den protestantiske kirke. Der er, som bekendt, kun én katolsk kirke, men der er flere ortodokse kirker, og antallet af protestantiske er helt uoverskueligt, så det giver nogle udfordringer. Sådan har regeringen pålagt kirkerne en geografisk enhed og et godt naboskab (på samme compound) og en konfessionel orden på de kirker, der hører sammen. Da der ikke er plads – og da kirkerne nok heller ikke har råd til – at hver protestantisk trossamfund har hver sin kirkebygning, er de nødt til at deles om pladsen og tiden.

Vi havde valgt at gå til gudstjeneste i en protestantisk kirke, hvor ”Christian Fellowship” holdt engelsk gudstjeneste kl. 9.20. Kl. 12.30 var der gudstjeneste på arabisk, kl. 16 på nepalesisk og kl. 18 på filippinsk. ”Christian Fellowship” er en international evangelikal menighed, med medlemmer, der kommer fra en snes forskellige lande i Afrika, Amerika, Asien og Europa, og i dag var vi nok omkring 100 samlet.

Gudstjenesteordningen var meget enkel. Vi begyndte med 20 minutters lovsang efterfulgt af en kirkebøn på et kvarter. Prædiken, der var et led i en længere prædikenrække ud fra Josvas bog, varede godt og vel en time. Derefter fulgte indsamlingen ledsaget af en sang, et vidnesbyrd og meddelelser. Gudstjenesten sluttede med, at vi dannede kreds i hele salen og tog hinanden i hånden, mens vi i kor sagde den apostolske velsignelse.

Som gæster ved gudstjenesten var det skønt at opleve, at mange kom hen og hilste på os, inden gudstjenesten gik i gang, og at vi i slutningen af gudstjenesten blev budt velkommen og fik mulighed for at præsentere os og bringe en lille hilsen. Kirkekaffen var også en god oplevelse, da mange kom hen og ville tale med os, og tilbød deres hjælp, da vi sagde, at vi gerne vil ud og se noget af omegnen. I løbet af kort tid fik de sat os i forbindelse med en taxachauffør, som mod en rimelig betaling ville køre os rundt til en række seværdigheder.

Det var ikke kun en glædelig overraskelse, at kristne så frit kunne samles til gudstjeneste i Oman, men også, at man i Oman hævder at have seværdigheder, der forbinder Oman med den bibelske (og koranske) historie. Vi fik fx set Jobs grav, eller profeten Jobs grav, som de kalder ham, og ruinerne af et palads, som nogle mener, har tilhørt dronningen af Saba. Den mest sandsynlige forbindelse mellem den bibelske historie og så Oman, blev vi mindet om, da vi besøgte museet for ”The Land of Frankincense”. Den mest kostbare røgelse (fra træet Boswellia Sacra) kommer fra det sydlige Oman, og det er vel ikke helt usandsynligt, at de vise mænd, der kom til Jesus, havde røgelse med herfra.

Salalah, fredag, den 22. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Oman – en forfriskende oase i en arabisk ørkenvandring

I går fløj vi med Salam Air fra Muskat mod sydvest i retning af Yemen. Heldigvis landede vi et kvarters tid, før vi ellers ville have krydset grænsen til Yemen, i Salalah. I de sidste fire år har en voldsom borgerkrig raset i Yemen mellem regeringshæren under ledelse af præsident Abdrabbuh Mansur Hadi og Houthi-oprørsbevægelsen Ansar Allah.

Borgerkrigen har også en stærk religiøs dimension, idet 65% af indbyggerne er sunni-muslimer og 35% shi’a-muslimer, og regeringen er domineret af sunni-muslimer, mens oprørsbevægelsen primært består af shi’a-muslimer. Dertil kommer at konflikten er blevet internationaliseret. Til støtte for regeringshæren invaderede Saudi Arabien støttet af USA og andre arabiske lande Yemen, og houthi’erne hævdes at få militær støtte fra Iran. Endelig har Al-Qaida også benyttet sig af borgerkrigen til at etablere sig i landet.

Konflikten kan altså siges at være en del af den religionskrig, som pågår mellem sunni-muslimer under ledelse af Saudi Arabien og shi’a-muslimer under ledelse af Iran, og en del af konflikten mellem USA og Iran. Omkring 2/3 af Yemens 30 mio. indbyggere er i dag pga. borgerkrigen afhængig af nødhjælp for at overleve, omkring 6.000 er blevet slået ihjel og 3 millioner drevet på flugt.

Borgerkrigen i Yemen er blevet kaldt ”den glemte krig”. Det er nok rigtigt, at vi her i Vesten næsten har glemt denne blodige borgerkrig og dens talrige ofre, men ikke i Oman. For regeringen i Oman er borgerkrigen et kæmpestort problem, der i værste fald kan få katastrofale konsekvenser for landet.

Oman har en lang tradition for moderation, tolerance og fred. Det gælder på det religiøse område, hvor Sultan Qaboos regering nedtoner landets ibadi-identitet til fordel for en universel islam-identitet, som også inkluderer landets sunni- og shi’a-minoriteter, og i det hele taget hævder en højere grad af religionsfrihed, end man finder i de fleste andre arabiske lande. Fx er der ikke nogen lov, der forbyder konversion fra islam til en anden religion, men der er naturligvis stadig voldsomme sociale forhindringer for noget sådant.

Omans udenrigspolitik under sultan Qaboos er præget af balance og fred. Oman søger hele tiden at balancere sin politik i forhold til de nærliggende stormagter, Saudi Arabien og Iran, uden at alliere sig med nogen af parterne. Det er også en kendt sag, at Oman spillede en afgørende rolle for etableringen af aftalen mellem USA (og andre lande) og Iran, som USA efterfølgende har opsagt. Også i forhandlingerne mellem Israel og Palæstina har Oman spillet en aktiv rolle.

Jo længere tid borgerkrigen i Yemen trækker ud, jo sværere bliver det for Oman at holde balancen mellem stormagterne, og holde sig ude af konflikten. Saudi Arabien og USA, hvis nuværende præsident ikke er imponeret over Omans rolle i forhandlingerne mellem USA og Iran, beskylder Oman for at tillade, at Iran smugler våben over grænsen mellem Oman og Yemen, hvilket regeringen i Oman kraftigt afviser. Ind til videre har der stort ikke været terrorangreb i Oman, og der er heller ikke eksempler på omanier, som er blevet fanget som terrorister, men hvor længe kan Oman holde stand?

Sultan Qaboos, der kom til magten ved et ublodigt kup mod sin far i 1970, er en meget populær monark. Det skyldes, dels at han har brugt indtægterne fra den olie, man begyndte at pumpe op i 1967, til at modernisere sit land og bragt velstand og velfærd til befolkningen, dels at han altså til landets store lykke har haft held til at holde Oman ude af internationale konflikter. Men nu er denne oplyste monark ved at blive gammel, og da han ingen søn har, rejser det tvivl om ledelsen af landet i fremtiden.

Som jeg skrev i et tidligere blog-indlæg, så er Arabien i dag i mange henseender ikke det lykkelige, men det ulykkelige Arabien. Men midt i denne triste ørkenvandring i Arabiens problemer, så er Oman faktisk en forfriskende oase, der giver håb for fremtiden.

Salalah, torsdag, den 21. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Ibadi-islam i Oman

Hvis nogen synes, der er mange kirker i Danmark, så skulle de bare komme her til Oman og se, hvor mange moskéer, der er her. I Oman er der over 16.000 registrerede moskéer, dvs. en moské for hver 200 indbyggere! En af det meget få moskéer, som ikke-muslimer har lov til at besøge, er Sultan Qaboos Grand Mosque i Muscat, indviet i 2001. Den var virkelig et besøg værd: en meget smuk og rigt udstyret moské med plads til 20.000 mennesker i hele det store bygningskompleks. Moskéen ligner andre stormoskéer, men det særlige ved denne moské er, at den hverken er en sunni- eller shi’a-moské, men derimod en ibadi-moské.

Ibadi-islam er faktisk en ældre retning indenfor islam, end både sunni- og shi’a, men alt i alt er der kun ca. 3 mio. ibadier, og derfor er der nok ikke mange, der har hørt om denne retning. Bortset fra nogle få hundrede tusinder i Tunis, Algeriet, Libyen og Zanzibar lever de alle i Oman, der dermed er det eneste land i verden med ibadi-flertal.

Ibadierne skilte sig ud fra de øvrige muslimer sammen med kharijji’erne allerede i det 7. Årh., men ibadierne brød med de radikale kharijji’er pga deres retfærdiggørelse af brug af vold i kampen mod anderledestroende muslimer. Ibadierne skiller sig ud fra sunni- og shi’a muslimerne på en række punkter. De mener ligesom mutazilitterne, at koranen blev skabt af Allah på et bestemt tidspunkt, og at de antropomorfe udsagn om Allah ikke skal forstås bogstaveligt, men symbolsk. De anerkender ikke alle de hadith som hhv. sunnier og shi’itter anerkender. De mener ikke, at det er ,nødvendigt at have en leder for hele den muslimske verden og lederen behøver ikke at nedstamme fra Muhammeds slægt, som shi’itterne mener. Alt i alt er ibadierne generelt ret konservative, men samtidig meget tolerante.

Det er måske grunden til, at Oman i 1892 tillod missionærer fra Christian Reformed Church i USA at arbejde i landet med etablering af skoler og hospitaler (der for flere år siden er blevet overtaget af staten), og i dag lader det samme missionsselskab drive et dialogcenter, Al-Amana, der ligger lige bag ved Muttra-souq’en i Muskat. Det var meget svært for vor taxachauffør at finde centret, som han aldrig havde hørt om. Men senere fik vi at vide, at vi i stedet skulle have spurgt om vej til Beit Thomas (Thomas’ hus), fordi huset tidligere var bolig for en meget kendt og elsket missionær-læge, der sågar engang havde ryddet flere rum i sit hus for der at indlægge og behandle sultanens syge mor.

Centret giver både mulighed for at kristne studerende fra vesten kan lære den muslimske verden at kende gennem kortere kurser, og faciliterer dialoger mellem kristne og muslimske grupper (fx gennem det, som er blevet kendt som ”scriptural reasoning”). Centret ledes i dag af en finsk luthersk præst, og de øvrige medarbejdere er fra den reformerte kirke i USA. På centrets hjemmeside opsummeres målene for dialogarbejdet, sådan:

  • Bringing religions and cultures together for the common good.
  • Building trust and peace
  • Building a bridge through real relationships

Det kunne vi også godt have brug for mere af i Danmark. Og lederne på centret var bestemt åbne for at modtage danskere, der havde brug for et studieophold på et kristent center i en muslimsk kontekst.

Muskat, Oman, tirsdag, den 19. februar 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Oman er også en del af Arabien

I aftes kl 21 landede vi i lufthavnen i Omans hovedstad Muskat. Den imponerende nye lufthavn og den moderne by, vi kørte igennem, vidnede om, at Oman, ligesom Saudi Arabien er et hovedrigt land på grund af olien. Billeder i lufthavnen og navne på nogle af de veje og huse, vi stødte på – Sultan Qaboos Street, Sultan Qaboos Sports Complex, Sultan Qaboos Grand Mosque osv –  lod os ikke i tvivl om, at Oman var sultan Qaboos land, og at Oman ligesom Saudi Arabien er et enevældigt monarki.

Men da vi i dag gik på opdagelse i Oman, blev vi straks klar over, at der også var afgørende forskelle mellem Oman og Saudi Arabien. Vi har kun mødt en enkelt kvinde, hvor der var 24-7 lukket for omverdenen med burka o.l., men de fleste kvinder bærer forskellige former for muslimsk klædedragt, fx abaya. De omaniske kvinder synes at blande sig temmelig frit med mændene. Vi blev klar over, at siden sultan Qaboos kom til magten i 1970, har han efterhånden forbedret forholdene for kvinder ganske betydeligt. Allerede i 2000 udgjorde kvinder 17% af de omanier, der var på arbejdsmarkedet.

Ligesom i Saudi Arabien tillades det ikke i Oman at servere svinekød – og det må en søn af en svinefarmer som mig leve med, og det går nok også. Men i modsætning til Saudi Arabien så annonceres det højt og tydeligt fx i hop-on-hop-off bussen, som i timevis kørte rundt med os i Muskat, at der ganske vist ikke serveredes alkohol i almindelige restauranter, men at der bestemt var særlige restauranter, barer og natklubber, som har en særlig bevilling til at servere alkohol. Ikke at vi absolut har brug for det – og da slet ikke natklubber – men alligevel …

Da vi i en lille bod i den kendte Muttrah souq skulle købe et tørklæde, var de to unge mænd, vi handlede med fra hhv. Bangladesh og Indien, og derfra samt fra lande som bl.a. Pakistan og Filippinerne kommer de talrige gæstearbejdere, der udgør op imod 1/3 af Omans befolkning, og en stor del af dem er ikke muslimer. 13% af befolkningen tilhører en anden religion end islam, fx hinduisme og kristendom. Men i modsætning til Saudi Arabien, så tillader Oman disse ikke-muslimer at dyrke deres religion i offentlighed og samles i kirker og templer.

Oman er som Saudi Arabien et muslimsk land med moskéer på hvert et gadehjørne. Men i modsætning til Saudi Arabien, der er domineret af den ekstreme wahhabi-udgave af sunni-islam, så er den dominerende religion Ibadi-islam. Ibadi-muslimerne er hverken sunni- eller shi’a-muslimer, og det er sandsynligvis en vigtig del af forklaringen på, at Oman er et meget mere tolerant land end Saudi Arabien. Det fortjener en nærmere undersøgelse, som vi forhåbentlig får mulighed for i morgen.

Vores besøg her i Oman har mindet os om, at Arabien er meget mere og andet end Saudi Arabien, for Oman er også en del af Arabien – et Arabien, som er mere mangfoldigt, end man lige skulle tro.

Muskat, Oman, mandag, den 18. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Det ulykkelige Arabien

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg nogensinde skulle komme til Saudi Arabien. Og det selv om jeg i min barndom og ungdom var fascineret af Arabien. Jeg havde set filmen om Lawrence of Arabia og læst Thorkild Hansens bog om Det lykkelige Arabien. Og på min polterabend havde mine venner sågar klædt mig ud som en saudiarabisk sheikh. Men jo mere jeg satte mig ind i forholdene i Saudi Arabien, jo, mindre lyst fik jeg til at besøge Saudi Arabien.

Hvad skulle jeg for eksempel i Mekka og Medina? Selvom jeg havde studeret islam, var jeg jo ikke muslim, og selvom jeg var historiker, så var der for øvrigt heller ikke meget at komme efter der, da saudierne havde ødelagt næsten alle historiske bygninger fra Muhammeds tid og tiden før Muhammed.

Saudi Arabien er for mig ikke ”det lykkelige Arabien”, men tværtimod en ulykke for araberne og for resten af verden. Saudi Arabien er et enevældigt monarki, af samme art, som vi fik indført i Danmark i 1660, men heldigvis afskaffet igen for snart 200 år siden. Et enevældigt monarki hører hjemme på historiens losseplads og ikke i 2019, men ikke desto mindre er Saudi Arabien stadig et enevældigt kongedømme.

Saudi Arabien er hjemsted for den mest reaktionære og ekstremistiske udgave af islam, som man næsten kan tænke sig, nemlig wahhabismen, der er i familie med den type islam, som ISIS praktiserer. Det er svært at forestille sig en dårligere PR for islam i verden, end den form for menneskefjendsk islam, som er dominerende i Saudi Arabien.

Saudi Arabien gør endda en dyd ud af at sprede denne afart af islam i hele verden, hvor den er med til at destabilisere mange lande. Denne wahhabisme-eksport, som landets ufattelige rigdom har muliggjort, er med til at gøde jorden for den islamistiske terrorisme, som hjemsøger store dele af verden disse år.

Saudi Arabien er et land, hvor religionsfrihed er en by i Rusland, og hvor de saudiske borgere risikerer dødsstraf, hvis de konverterer til en anden religion, eller bliver betragtet som terrorister, hvis de bliver ateister. Det er et land, hvor de mange kristne gæstearbejdere ikke må praktisere deres kristendom i offentlighed, og hvor de ikke må bygge kirker. Det er et land, hvor heller ikke muslimske eller andre religiøse minoriteter har religionsfrihed.

Saudi Arabien er et land med et kvindesyn så gammeldags og mandschauvinistisk, så det blev betragtet som en meget stor begivenhed, da kvinder for nylig allernådigst blev tilkendt den fantastiske rettighed at køre bil.

Saudi Arabien er et land, hvor den magtfulde kronprins kan slippe af sted med i et fremmed land at lade en af sine politiske kritikere (der i parentes bemærket faktisk var amerikansk statsborger) myrde og partere, uden at det får nogen konsekvenser for ham – og heller ikke for Saudi Arabiens forhold til dets nærmeste allierede, USA.

Saudi Arabien er et land, hvis enorme rigdom bygger på udnyttelsen af de fossile brændstoffer, hvis afbrænding som energikilder (for en stor dels vedkommende) snart må høre fortiden til, hvis vore børnebørn skal have en fremtid på denne klode. Ja, Saudi Arabien, som det ser ud i dag, burde i det hele taget kun have en plads i historiebøgerne og på museerne.

Jeg havde som sagt aldrig drømt om, at jeg nogen sinde skulle besøge dette land, men lige nu er vi faktisk ved at lande i Saudi Arabien, i byen Dammam, ved Den persiske Golf. Jeg er overbevist om, at der er mange saudiarabere her, som det kunne være spændende at lære at kende, men Saudi Arabien, dets regime og dets wahhabistiske religion har jeg ikke lyst til at stifte nærmere bekendtskab med. Så nu løfter jeg mit vinglas for Saudi Arabien, siger farvel og tak for det korte besøg og skynder mig at flyve videre – i håbet om, at Saudi Arabien (og det øvrige Arabien) en dag må blive et lykkeligt Arabien både for araberne og for os andre.

Damman, Saudi Arabien, søndag, den 17. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar