Archive for category Uncategorized

Hvorfor vindrikning kan være islamisk Hvad er islam? – 8

I forlængelse af Shahab Ahmeds udvikling af en konceptualisering af islam – som hermeneutisk engagement med Præ-Tekst, Tekst og Kon-Tekst – viser han, hvorledes alle de 6 kontroversielle fænomener, som han præsenterede i bogens første hovedafsnit, ud fra denne forståelse af islam, med god ret kan beskrives som islamiske.

Det, der gør filosofi og sufisme islamisk er altså, at der her er tale om et hermeneutisk engagement med Præ-Teksten gennem anvendelse af hhv. fornuften og sufiernes praksisser. Men hvad så med fx vindrikning, som måske er et af de mest provokerende ’islamiske’ fænomener, som Ahmed behandler.

Ahmed tager her udgangspunkt i et miniaturemaleri fra 1520, der illustrerer en forælleing af Hafiz’s Divan, Maleriet viser et bygning i flere etager, hvor der på alle etager drikkes vin, og hvor det indikeres, at der både i den synlige og i den usynlige verden drikkes vin.

Billedets budskab svarer til budskabet i en tekst af den persiske lærde Abu Zayd al-Balkhi (f. 850) fra bogen ”Kroppes og sjæles velfærd”, hvor der tales om ”den lykke og oplivelse, som den giver til sjælen. Det er noget enestående blandt alle former for mad og drikke, for ingen af disse har noget i sig af det der, som denne drik gør, bringer fornøjelse fra kroppen til sjælen og i sjælen skaber en overflod af lykke, oplivelse, åbenhed, stimulering, selvtilfredshed, gavmildhed og frihed for bekymringer og sorger”.

På det andet plan ”skaber den grund til for venner at komme sammen om den i samtale og tæt selskab. Og på det tredje plan ”har den en vidunderlig virkning på sjælens evner …Den … forøger det, som allerede er til stede i personen, som fx evnerne til at forstå, erindring, intellekt ….” (s. 420f).

Vinen har altså forskellige funktioner på forskellige niveauer. Og – som miniaturemaleriet viser- så er vin ikke kun en drik i denne synlige verden, men også i den usynlige verden, jf Koranens ord om vin som en drik i paradiset, hvor der tales om floder af vin (Koranen 47,15). Derfor skriver Ahmed at relationen mellem himlen og jorden minder om det der står i Matt6,10 ”på jorden, som i himlen”. ”Vin er det fælles medium som forbinder eksistenserne i de sete og usete verdener: at drikke vin er at kende og erfare noget ag og ligesom det Usete, selvom vi ikke kan se det Usete.” Vin bliver således både en konkret bevidsthedsændrende fysisk ting, og en bevidsthedsændrende metafor …. ”Metaforen er en bro til den Virkelige Sandhed”[Præ-Teksten].

Men, vil enhver tænksom læser, sikkert spørge: Hvordan forholder alt det sig til islamisk lov? Hvilken ligger der i Shahab Ahmeds konceptualisering af islam – af islamisk lov? Det bruger Ahmed en stor del af dette sidste hovedafsnit til at gøre rede for.

Christiansfeld, tirsdag, den 16. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Islam som hermeneutisk engagement med Præ-Tekst, Tekst og Kon-Tekst. Hvad er islam? – 7

Som konklusion på sin beskrivelse af, hvordan muslimer historisk set har fundet mening gennem islam på mangfoldige måder, skriver Shahab Ahmed, at ”Islam er ubetvingeligt heterogen og fleksibel og også mht. diskurs og praksis diffus”(s. 363). . Derfor giver det ikke mening at reducere islam til en af de kategorier, som forskere og lærde eller ofte har gjort, som fx lov. Islam er snarere “et fælles sprog, ved hvilket og i hvilket folk udtrykker sig selv for at kommunikere meningsfuldt i al deres forskellighed” (s. 323)
Det, der konstituerer islam, er , at islam – i al dens mangfoldighed i udtryk og med alle dens modsætninger og modsigelser er ”et hermeneutisk engagement af en aktør med en kilde eller en genstand med (potentiel) betydning på en måde som i sidste ende producerer mening for aktøren” (s. 345).

For Ahmed er der ingen tvivl om, at dette hermeneutiske engagement har at gøre med den åbenbaring, som profeten Muhammed fik. Men Ahmed foretager – med afsæt i en lang tradition i Balkan-til-Bengal-komplekset –  en skelnen mellem ’Tekst’ (koranen) og ‘Præ-Tekst’ og ‘Kon-tekst’.

Koranen, som Ahmed her kalder ’åbenbaringens Tekst’, indeholder en åbenbaring af ’den Usete Virkelighed eller Sandhed’, som Ahmed kalder ’’åbenbaringens Præ-Tekst) og derfor er den sand, men den omfatter ikke hele den Usete Virkeligheds Sandhed, og koranen hævder heller ikke at indeholde hele den Usete Virkeligheds Sandhed. Historisk set har det været uenighed blandt muslimer om, hvordan den Usete Virkeligheds Sandhed (Præ-Tekst) er tilgængelig for mennesker. Er det kun gennem et hermeneutisk engagement med Koranen (Tekst), sådan som ortodokse jurister og teologer vil hævde, eller om den Usete Virkeligheds Sandhed (Præ-Tekst) også er tilgængelig på andre måder, uden om Koranen, sådan som fx islamiske filosoffer og sufier hævder.

Islamiske filosoffer vil således hævde, at kosmos er et udtryk for fornuften i den Usete Virkeligheds Sandheds (Præ-Tekstens), hvilket altså betyder at, at den Usete Virkeligheds Sandhed via kosmos er tilgængelig for menneskets fornuft. Sufismens mestre vil på samme måde hævde, at den Guddommelige Sandhed/Eksistens gennemtrænger kosmos og er tilgængelige for en eksistentiel erkendelse, som den sufierne mestrer.

Ethvert hermeneutisk engagement med Tekst og Præ-Tekst foregår i en bestemt historisk kontekst og i dette engagement indgår elementer, som er blevet produceret gennem tidligere hermeneutiske engagementer, ligesom det aktuelle engagement producerer elementer, som eventuelt bruges i kommende hermeneutiske engagementer. Ahmeds skelner mellem kontekst, altså den historiske, kulturelle, geografiske sammenhæng, som danner rammen for noget , og så Kon-Tekst. ”Kon-Tekst er den sum af mening, som er produktet og resultatet af tidligere hermeneutiske engagementer med Åbenbaring [dvs. Tekst og Præ-Tekst].”, og som sådan minder det om den teologiske forståelse af den kristne tradition. ”Kon-Tekst er selv en kilde til Åbenbaring sammen med Præ-Teskt og Tekst: et er Kon-Teksten for Åbenbaring” (s. 359)-. Kon-Tekst omfatter således ord og begreber, tolkninger, symboler, poesi, kunst, traditioner, genstande, der forstås som en slags ’gloser’, muslimer anvender, når de taler ’islamisk’ og derigennem finder mening som muslimer.

Lige som åbenbaringen er hierarkisk differentieret, hvor Præ-Teksten er på et højere niveau end Teksten og Kon-Teksten, sådan er der også en hierarkisk differentiering i samfundet, hvor det ikke er alle, der er nået frem til et niveau, så de kan få tilgang til Præ-Teksten uden om Teksten, som det fx er tilfældet med filosoffer og sufier.

Ahmed konkluderer med følgende svar på, det spørgsmål, som han begyndte bogen med, “Hvad islam er”: ”Ved at konceptualisere islam som menings-produktion for selvet igennem hermeneutisk engagement med Åbenbaring til Muhammed som Præ-Tekst, Tekst og Kon-Tekst – dvs. med hele Åbenbaringens fænomen og matriks, og ikke blot Åbenbaringens Tekst – er vi i stand til en gang for alle konceptuelt at gøre rede for, og skaffe rum til og forstå relationen mellem mangfoldighed og enhed i den menneskelige og historiske islam – og således konceptualisere islam som en sammenhængende modsigelse” (s. 405). Og begrebet ’islamisk’ kan nu bruges meningsfuldt på denne måde: ”noget er islamisk i den grad at det er gjort meningsfuldt gennem hermeneutisk engagement med Åbenbaringen til Muhammed som en eller flere af disse: Præ-Tekst, Tekst og Kon-Tekst” (s. 405) Det er altså netop det hermeneutiske engagement, ikke bare med Tekst, men også med Præ-Tekst og Kon-Tekst, der åbner op for mangfoldigheden i forståelsen og praktiseringen af islam, og også for modsætningerne og modsigelserne dem imellem.

Christiansfeld, onsdag, den 16. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Islam som ‘lov’, som ‘islam’er’ eller som ‘religion’. Hvad er islam – 6

I første hovedafsnit af bogen ”What Is Islam?” beskriver Shahab Ahmed den store mangfoldighed, som er i islam, og som undertiden overses. I bogens andet hovedafsnit analyserer og kritiserer Ahmed de forskellige forsøg, der er blevet gjort på, at konceptualisere islam, altså at udvikle et begreb, der sammenfatter og afgrænser fænomenet islam.

Ahmed gør opmærksom på, at der er en tendens til at konceptualisere islam på en sådan snæver måde, at der sker en essentialisering eller koncentration af fænomenerne til en fast kerne eller essens, som så hævdes at udgøre ”den virkelige islam” eller ”den autentiske islam”. Det sker ved at fokusere på og give prioritet til en bestemt udvalgt del af det menneskelige og historiske fænomen, som islam er, og ofte har det været islamisk lov. Ahmed taler om ”den udbredte tendens til at identificere autoritativ og normativ ”islam” med islamisk lov (sædvanligvis identificeret med shari’ah), og til at fastslå om noget er islamisk ud fra dets konformitet med islamisk lov […] denne opfattelse af ”islam” … vil jeg påstå er den konceptualisering, som flertallet af forskere i dag ”falder tilbage til” (selv om de ofte ikke er bevidste om det)” og det samme gælder også flertallet af muslimer og ikke-muslimer i dag. Men når islam konceptualiseres på den måde, marginaliseres en række andre sider af fænomenet, eller de dømmes helt ud som værende ikke-islamiske. Det gælder egentlig alle de seks fænomener fra den muslimske verden, som er beskrevet i de to foregående blogindlæg, fx ’islamisk’ filosofi og sufisme, men som af ’brugerne’ af dem er blevet betragtet som islamiske, og som har været med til at give deres liv mening som muslimer.

Den modsatte tendens er – i stedet for at søge efter en ”universel essens, den virkelige islam” – at konceptualisere islam, sådan at begrebet islam udvides til at omfatte alle de mangfoldighed forståelser af islam’er, der findes, og som ikke har noget til fælles andet end, at de hver for sig hævdes at være islam. Men dermed opløses begrebet islam, og det ville i så fald ikke længere være meningsfuldt at tale om islam som ét fænomen. På trods af mangfoldigheden i islam, modsætningerne og modsigelserne i islam, så viser den historiske erfaring, at de fleste muslimer – også når de er klar over mangfoldigheden, modsætninger og modsigelserne – at de har ’noget’ til fælles med alle andre muslimer, at der er ’et eller andet’, der binder dem sammen.

En anden måde at nærme sig et begreb om islam på, er at tage udgangspunkt i kategorien ”religion”. Her bliver islam så konceptualiseret ud fra en skelnen mellem ”det religiøse” og ”det sekulære”. Problemet med en skelnen mellem ”det religiøse” og ”det sekulære” er imidlertid, at denne distinktion er udviklet i en vestlig kristen kontekst (efter religionskrigene), hvor den gav mening, men at den historisk set er fremmed for de fleste muslimers opfattelse af tilværelsen. Et andet problem er, at en række af de fænomener, der er beskrevet i de tre foregående blog-indlæg sandsynligvis i givet fald ikke ville blive betragtet som ”religiøse”, men som ”sekulære” – (eller ”kulturelle”) og dermed dybest set ikke islamiske, det gælder fx vindrikning, figurativ kunst.

Shahab Ahmed argumenterer over knap 200 sider for, at disse konceptualiseringer af islam ikke yder den islam, hvis ytringsformer i Balkan-til-Bengalen-komplekset (1350-1850) han har taget udgangspunkt i, retfærdighed, og han antyder, at disse konceptualiseringer i det hele taget skævvrider forståelsen, hvad islam er, hvad der er islamisk. I bogens sidste hovedafsnit giver Ahmed så sit eget bud på det åbenbart komplicerede spørgsmål: ”Hvad er islam?”

Christiansfeld, tirsdag, den 16. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er figurativ kunst og vindrikning islamisk eller uislamisk? Hvad er islam? – 5

I hadiths, der tillægges stor autoritet, slås det fast, at de, der tegner billeder (af levende væsener), vil blive straffet af Gud i helvede. Alle de religiøse lovskoler er derfor også enige om, at forbyde figurativ kunst.

Tilsyneladende er denne holdning til figurativ kunst universel i islam, men også kun tilsyneladende. For ned igennem den islamiske historie er der produceret talrige figurative kunstværker, som Shahab Ahmed i bogen ”What Is Islam?” viser i en analyse af udviklingen i Balkan-til-Bengalen-komplekset, der tidsmæssigt dækker perioden1350-1850. Der var ikke tale om en undergrundsvirksomhed, hvis produkter skulle nydes illegalt, men det var tværtimod sultaner og andre statsledere og deres medarbejder der bestilte og betalte kunstværkerne, og kunstnerne havde høj status i disse islamiske samfund.

Disse figurative kunstværker, som ofte optrådte som miniature-malerier i bøger, kan ikke forklares som sekulær kunst eller som en del af en ikke-religiøs kultur. Kunstværkerne optrådte ofte i værker som visuelle udtryk for ideer og værdier i kanoniske tekster og andre værker, som også blev betragtet som islamiske.

Der er også en passage i selve koranen (5,113), der tolkes sådan, at de, der former figurer af ler, vil blive straffet på dommedag. Det er kun Jesus, der har fået tilladelse af Gud til at forme figurer af ler og blæse liv ind i dem. Men samtidig kan man finde talrige eksempler på, at en kunstner som fx Bihzat fra Herat (d. 1535) netop prises for sin evne til at male levende væsener, netop med henvisning til dette koransted. ”Så hjertegribende er hans afbildning a fuglen, at lige som Jesu fugl er den blevet fyldt med livets ånde og sjæl”. Her ser vi altså to tolkningsspor: den ene tolkning forbyder figurativ kunst med henvisning til dette koranvers, den anden tolkning priser figurativ kunst med henvisning til selvsamme koranvers.

Alle islamiske lovskoler forbyder vindrikning på basis af et vers i Koranen (5,90), der fastlår, at ”Vin, hasardspil, offersten og orakelpile er urent og af Satans værk. Undgå det! Måske vil det gå jer godt!” I en pålidelig hadith siges det, at ”det, som i store mængder beruser, er forbudt i små mængder”. Men samtidig kan det konstateres som et historisk faktum, at der blandt muslimer igen og igen i diskurser, der ikke har handlet om islamisk lov, er blevet fremholdt en alternativ vurdering af vin, hvor vindrikning er blevet tillagt en positiv betydning som udtryk for en højere, ja, forfinet værdi, og at man i litteraturen har givet udtryk for det, og at man også i særlige sociale sammenhænge har praktiseret vindrikning.

Islamiske lærde har givet udtryk for, vinen må tillægges en gavnlig virkning for kroppen, idet den styrker helbredet, men også fordi den gavner sjælen, da den – netop på grund af dens berusende virkning – bringer lykke og livlighed, hvis den nydes med mådehold. At vindrikning blev legitimeret af de muslimske herskere, vidner en række af deres vinbægre og tilhørende inskriptioner om, fx vinbægre tilhørende stormogulen Jahangir (død 1627), hvor han prises for netop som islamisk hersker. Som forsidefoto på sin bog har Ahmed netop valg en mønt med billedet af stormogulen med et vinbæger i hånden.

Hvad en forfatter skrev om safvidernes Iran, mener Ahmed var gældende for hele Balkan-til-Bengalen komplekset: ”Vin … præsenterer os for et fundamentalt paradoks ved en substans, der, skønt formelt set forbudt, spillede en vigtig rolle i samfundet, dets ritualer og sammenkomster”. Både for figurativ kunst og vindrikning gælder det altså, at det er forbudt i juridiske diskurser, men vurderet positivt i ikke-juridiske diskurser.

Ahmed konkluderer om alle de seks temaer, der er beskrevet i dette og de to foregående blogindlæg, at ”Disse ideer og disse adfærdsmønster udgør en hverdagsagtig og normal del af den måde, som kultiverede og tænksomme muslimer, som engagerede sig i dem, tænkte og levede som muslimer. Disse samfund beståede af personer, som tænkte og levede med disse ting, opfattede det ikke sådan at de dermed forsyndede sig imod, hvad det vil sige at være muslimer. Uanset hvor paradoksalt det måtte tage sig ud, så blev disse ideer og denne adfærd fortolket som værende ikke bare i harmoni med , men i virkeligheden som en artikulering af islams mening og sandhed.”

Balkan-til-Bengal-komplekset er et kompleks af islamiske samfund i den post-formative stade i udviklingen af hvad det vil sige at være muslim. Gennem de første seks hundrede år var der, sådan som Ahmed forstår det, udviklet en basis, ud fra hvilken muslimer følte sig udrustet til og indstillet på at udvikle nye udtryk for, hvad det vil sige at være muslimer. ”Ulig mange muslimer i dag, følte muslimer i Balkan-til-Bengalen-komplekset ikke noget behov for at artikulere og legitimere deres muslimskhed/deres islam ved en efterligning det muslimske samfunds tidligste genrationers (salaf) oprindelige tid. Tværtimod følte de sig i stand til at være muslimske på eksplorative, kreative og modsatrettede måder …”

Ahmed er af den opfattelse, at mange moderne islam-analytikere – lige som mange moderne muslimer – er faldet i den fælde at fokusere på den klassiske periode mellem 700 og 1050, på en sådan måde, at man antager, den udgør modellen for, hvad der er autentisk islam, og derfor ser efterfølgende udviklinger enten som blege refleksioner eller dekadente versioner af den oprindelige sande islam. Denne tilgang til islam minder if. Ahmed meget om moderne salafisters holdning!

For Ahmed er udfordringen, som han tager op i sidste del af denne bog, at udvikle en konceptualisering af islam, som kan rumme den mangfoldighed og de paradokser og modsigelser, som mennesker, der har set sig selv og set hinanden som muslimer ned gennem historien, har tænkt og praktiseret, uden at islam som begreb opløses i atomer.

Christiansfeld, fredag, den 13. Januar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Ytringsfrihed og sandhedspligt – en refleksion

Forud for trosbekendelsen fremsiger vi i kirken forsagelsen: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Da jeg her til morgen reflekterede over det, kom jeg til at tænke på, at Djævelen kaldes ”løgnens fader”, men at vi er kaldet til at følge ham, som er ”sandheden” og derfor til at vandre i lyset, lige som han er i lyset. Det er sandt at sige en stor udfordring i ens daglige liv.

Derfra fløj tankerne videre til ”fake news” – og politikeres forhold til sandheden. Har der udviklet sig en politisk kultur, hvor man godt må lyve? For det første, er det i orden, at politikere tier om sandheden, eller ikke fortæller hele sandheden om en sag? Som man siger, ”man behøver ikke at rutte med sandheden”.For det andet, er det i orden, at politikere videregiver oplysninger, som de ikke ved om er sande eller ej? Altså en ukritisk omgang med sandheden. For det tredje, er det i orden, at politikere siger noget, som de godt ved er usandt? Måske fordi sandheden er ilde hørt, eller sandhedens pris ville være for høj at skulle betale. Jo længere politikere glider ned ad dette skråplan, jo alvorligere bliver det.

Det er naturligvis meget problematisk, hvis vi som vælgere ikke kan stole på, at politikere holder sig til sandheden. Så kan det blive svært at bevare tilliden til det politiske system. Men det er også et problem, når der lovgives ud fra et grundlag, som måske ikke er på direkte kollisionskurs med sandheden, men som måske ikke bygge på den hele viden (sandhed), som vi rent faktisk har om en sag. Det sidste gælder for mig at se fx i udlændingepolitikken, hvor politikere undertiden giver et helt fortegnet billede af virkeligheden omkring integrationen af indvandrere – og lovgiver på basis heraf.

Nu er det jo altid lettere at se splinten i sin politiske broders øje end at se bjælken i sit eget private borgerøje, så spørgsmålet om vort forhold til sandheden er meget relevant for enhver borger i samfundet. Både i vort private liv og i vor deltagelse i samfundslivet, er sandhedsspørgsmålet en utrolig vigtig udfordring, som vi må tage alvorligt.

I forbindelse med Muhammed-krisen blev det slået fast med syvtommersøm, at ytringsfriheden er en helt grundlæggende værdi i det demokratiske danske samfund. Og det er efter min mening også helt rigtigt. Men spørgsmålet er, om ikke sandhedspligten er en lige så grundlæggende værdi for et demokratisk samfunds sundhed. Hvis det demokratiske politiske system skal fungere, så må vi værne om alles ret til frit at ytre deres mening, kritisere magthavere og indgå frit i den offentlige debat. Men hvis demokratiet – og hele samfundet – skal fungere, så må vi efter min mening være lige så opmærksomme på at værne om alles pligt til at holde sig til sandheden i den offentlige debat. Sandhedspligten er efter min mening en lige så vigtig ’dansk værdi’ som ytringsfriheden. Jeg tænker ikke her i første omgang på lovgivning omkring ytringsfrihed og sandhedspligt, men om de værdier, som vort samliv, vort fællesskab og vort samfund bygger på. Hvis vi ikke holder sandhedspligten i hævd, så mister vi tilliden til hinanden og sammenhængskraften i samfundet undermineres.

I det hele taget har vi måske brug for i endnu højere grad, end tilfældet har været, at samtale – ikke bare om de værdier, der har at gøre med vore rettigheder som borgere, men også – om de pligter, vi har over for hinanden som samfundsborgere. Det handler om normer og etik, og det kan man ikke bare udlede af regneark eller af videnskabelige analyser af virkeligheden, men her er troen, religionen, en vigtig ressource, da den referer til noget, der transcenderer vor videnskabeligt erkendbare og teknologisk og økonomisk håndterbare virkelighed. At hvert enkelt af mine medmennesker har en umistelig værdighed, der må værnes gennem rettigheder, og at jeg har et ansvar for andre mennesker, der giver mig en række pligter, er ikke værdier, som effektivt kan fastholdes blot med henvisning til videnskab og økonomi, men som historisk set har hentet deres styrke i religionen, fx i kristendommens tale om mennesket som skabt i Guds billede og om det dobbelte kærlighedsbud.

Christiansfeld, onsdag, den 10. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan går det egentlig med integrationen af ikke-vestlige indvandrere? Ni spørgsmål og svar – baseret på faktuelle undersøgelser

Statsministerens nytårstale satte endnu en gang fokus på integrationsspørgsmålet – og især spørgsmålet om ikke-vestlige indvandrere – og derfor kan vi forvente, at det bliver et vigtigt spørgsmål i den politiske debat også i 2018. Politikerne og alle vi andre har hver for sig vore følelser og holdninger på dette område, og vi er tilbøjelige til at læne os op ad anekdoter, men hvad ved vi egentlig om, hvordan det går med integrationen især af ikke-vestlige indvandrere?

Har vi et voksende ghetto-problem?
Der er alvorlige problemer omkring ghetto, som statsministeren pegede må i sin nytårstale, men udviklingen går i den rigtige retning (1)

Er ikke-vestlige indvandrere meget kriminelle?
Ja, unge mænd, der efterkommere efter indvandrere med ikke-vestlig baggrund er generelt meget mere kriminelle end alle andre. (2)

Kommer de ikke-vestlige indvandrerbørn overhovedet i vuggestue, børnehave, SFO/fritidshjem eller andre dagtilbud, eller bliver de holdt derhjemme?
Ikke-vestlige indvandrerbørn er allerede nu på niveau af børn med dansk baggrund når det gælder brug af dagtilbud! (3)

Er de unge indvandrere med ikke-vestlig baggrund overhovedet i gang med en ungdomsuddannelse?
Ja, de unge efterkommer altså næsten ved at være på niveau med unge med dansk baggrund, når det drejer sig om ungdomsuddannelser. (4)

Får de ikke-vestlige indvandrere overhovedet en videregående uddannelse, så de kan bidrage til samfundet?
Der er altså væsentlige fremskridt og gabet mellem  ikke-vestlige efterkommere, og borgere med dansk baggrund ikke længere ret stort. (5)

Er de ikke-vestlige indvandrere overhovedet i arbejde?
Der er stadig et stort gab mht. arbejdsfrekvens mellem indvandrere og folk med dansk baggrund, men noget tyder på, at det er på vej til at blive mindre. (6)

Men er de fleste indvandrere med ikke-vestlig baggrund ikke på offentlig forsørgelse?
Hvis man sammenligner indvandrere med ikke-vestlig baggrund med ufaglærte med dansk baggrund – og tager man indvandrernes baggrund i betragtning, kunne det give god mening – så har indvandrerne altså overhalet de etniske danskere mht. at være uafhængige af langvarig offentlig forsørgelse. (7)

Har de ikke-vestlige indvandrere overhovedet taget vore danske værdier til sig, fx ytringsfriheden?
En række undersøgelser viser, at det faktisk går ganske godt for ikke-vestlige indvandrere mht. at tage ’danske værdier’ til sig, det gælder fx ytringsfriheden. (8)

Hvordan går det så alt i alt med integrationen af ikke-vestlige indvandrere?
Der er bestemt store problemer, især når det gælder kriminalitet, og det problem med ghettoer, som en forfejlet boligpolitik har bidraget til, og der er på de fleste områder stadig udfordringer. Men alt i alt er status faktisk opmuntrende, når man kigger på de faktiske tal, og udviklingen går i den rigtige retning. Det tyder på, at også de ikke-vestlige indvandrere er på vej til ”at tage Danmark til sig”.

Christiansfeld, tirsdag, den 9. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Noter med dokumentation

1. Integrationsministeriet kunne i sit nyhedsbrev i september 2016 rapportere om ”Positiv udvikling i ghetto-områderne – men der er lang vej endnu”. Antallet af ghettoer var faldet – især pga faldende kriminalitet i disse boligområder. Det gjaldt især i København: ”I 2010 indeholdt den første ghetto-liste 10 københavnske ghetto-områder (ud af i alt 29 ghetto-områder i 2010). I december 2015 var der 3 områder tilbage.”

2. Mandlige ikke-vestlige indvandreres kriminalitetsfrekvens var i 2014 meget lidt højere end mænds med dansk baggrund, men mandlige ikke-vestlige efterkommere havde en kriminalitetsfrekvens der var 150% højere end mænd med dansk baggrund. Og det er da virkelig et alvorligt problem. Det hører imidlertid også med til billedet, at indekset for efterkommere fra vestlige lande er faldet med 33 procentpoint. Men særligt galt er det mht. overtrædelse af færdselslovene, hvor ikke-vestlige efterkommeres kriminalitet næsten er tre gange så høj som det er tilfælde for mænd med dansk baggrund. Der er også alvorlige problemer med overholdelse af særlove (Særlove dækker bl.a. over våbenloven og lov om euforiserende stoffer), hvor deres kriminalitetsfrekvens er dobbelt så høj, som den er for mænd med dansk baggrund. De største syndere kommer fra Libanon (Kilde: Danmarks statistik)

3. I 2014 gik 76% af de 1-2 årige i dagtilbud og 91% af de 3-4 årige. De tilsvarende tal for børn med dansk baggrund var 86 og 90% (Kilde: Integrationsministeriets nyhedsbrev).

4. Når de gælder unge med dansk baggrund mellem 16 og 19 år så er hhv. 65 og 63 pct af kvinderne og mændene i gang. Når det gælder indvandrerne er tallene 53 og 47%, dvs. at førsteganerationsindvandrer-unge halter hhv. 12 og 16% bagefter. Men når vi ser på unge efterkommere, så er de for mændenes vedkommende (60%) næsten på niveau med unge med dansk baggrund, der er på 63%, mens indvandrerkvinderne har en højere uddannelsesfrekvens end unge kvinder med dansk baggrund, idet hel 68% af dem er i gang med en ungdomsuddannelse, mens det kun er 65 af kvinderne med dansk baggrund! (Kilde: If. Danmarks Statistik citeret i Integrationsministeriets nyhedsbrev).

5. Blandt 25-39-årige ikke-vestlige indvandrere, der er kommet til Danmark før de blev 13, er der siden 2006 sket en kraftig stigning i andelen med en videregående uddannelse. For personer med dansk oprindelse er der sket en stigning fra 33 til 43 %, men for hhv. ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har stigningen været fra 15 til 20% og fra 20 til 33%. Det vil sige, at der på dette område nu kun er en forskel på 10 procentpoint mellem etnisk danske unge og så efterkommere efter ikke vestlige indvandrere. Derimod er der ikke sket en stigning i den procentdel af ikke-vestlige indvandrere, som har taget en erhvervsfaglig uddannelse, og for etniske danskere er der faktisk sket et fald (Kilde: Integrationsministeriets nyhedsbrev).

6. 72,1% af alle borgere med dansk oprindelse den mellem 16 og 64 år var i 2015 i beskæftigelse, og det procenttal var betydeligt lavere for ikke-vestlige indvandrere og efterkommer, nemlig hhv. 48,9%. Og 54,7%, men det er også tankevækkende, at antallet af registrerede arbejdsløse procentuelt er en lille smule højere for borgere med dansk oprindelse (4,9%) end indvandrere (4,0) og efterkommere (3,95). Det er også værd at bemærke, at gabet mellem etniske danskere og nydanskerne er mindst i de unge årgange, og størst når det gælder kvinder (Kilde: Integration: Status og udvikling 2017).

7. I 2000 var 38% af de ikke-vestlige indvandrere på langvarig offentlig forsørgelse (dvs. at de havde modtaget offentlig forsørgelse i 4 ud af de seneste 5 år. Men i 2016 var det tal faldet til 29%. For befolkningen som helhed faldt tallet langt mindre, fra 14,6 til 13,4%, og det vil sige, at der var mere end dobbelt så stor sandsynlighed for, at en indvandrer med ikke vestlig baggrund var på langvarig offentlig forsørgelse end for borgere med dansk baggrund. Når man tænker på ikke-vestlige indvandreres faglige baggrund ville det vel ikke være helt skævt at sammenligne dem med ufaglært med dansk baggrund. Og her er det værd at bemærke, at der procentuelt var flere ufaglærte med dansk baggrund, der var på langvarig offentlig forsørgelse, nemlig 34%, end ikke-vestlige indvandrere, 39%, og at det tal altså var steget markant siden 2000, hvor det var 28% (Kilde: ”Reformer. Indvandrere og ældre kommer i job”. Artikel i Politiken 27. Januar 2017 af formandskabet for de økonomiske råd).

8. Integrationsministeriets egen medborgerskabsundersøgelse dokumenterer, at ”Jo kortere tid man har opholdt sig i Danmark, jo mindre er tilslutningen til ytringsfrihed”, at mens 86% af etniske danskere går ind for ytringsfrihed, så er tallet for efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere 83%, indvandrere 73% og nyankomne 66%. Det kan naturligvis godt bekymre, at der er 17% af efterkommerne, der stadig ikke har taget ytringsfriheden til sig, men det er vel endnu mere bekymrende, at der er hele 15% af de etniske danskere, som stadig ikke går ind for ytringsfrihed!

Skriv en kommentar

Hvordan går det egentlig med integrationen af ikke-vestlige indvandrere? Ti spørgsmål og svar – baseret på faktuelle undersøgelser

Statsministeren satte i sin nytårstale endnu en gang fokus på integrationsspørgsmålet – og især spørgsmålet om ikke-vestlige indvandrere – og derfor kan vi forvente, at det bliver et vigtigt spørgsmål i den politiske debat også i 2018. Politikerne og alle vi andre har hver for sig vore følelser og holdninger på dette område, men hvad ved vi egentlig om, hvordan det går med integrationen især af ikke-vestlige indvandrere?

1. Har vi et voksende ghetto-problem?
Der er alvorlige problemer omkring ghetto, som statsministeren pegede må i sin nytårstale, men udviklingen går i den rigtige retning (1)

2. Er ikke-vestlige indvandrere meget kriminelle?
Ja, unge mænd, der efterkommere efter indvandrere med ikke-vestlig baggrund er generelt meget mere kriminelle end alle andre. (2)

3.. Kommer de ikkevestlige indvandrerbørn overhovedet i vuggestue, børnehave, SFO/fritidshjem eller andre dagtilbud. eller bliver de holdt derhjemme?
Ikke-vestlige indvandrerbørn er allerede nu på nivieau af børn med dansk baggrund når det gælder brug af dagtilbud! (3)

4. Er de unge indvandrere med ikke-vestlig baggrund overhovedet i gang med en ungdomsuddannelse?
Ja, de unge efterkommer altså næsten ved at være på niveau med unge med dansk baggrund, når det drejer sig om ungdomsuddannelser. (4)

5. Får de ikke-vestlige indvandrere overhedet en videregående uddannelse, så de på  kan bidrage til samfundet?
Der er sket væsentlige fremskridt og gabet mellem  ikke-vestlige efterkommere, og borgere med dansk baggrund ikke længere ret stort.

6. Er de ikke-vestlige indvandrere overhovedet i arbejde?
Der er stadig et stort gab mht. arbejdsfrekvens mellem indvandrere og folk med dansk baggrund, men noget tyder på, at det er på vej til at blive mindre.

7. Men er de fleste indvandrere med ikke-vestlig baggrund ikke på offentlig forsørgelse?
Hvis man sammenligner indvandrere med ikke-vestlig baggrund med ufaglærte med dansk baggrund – og tager man indvandrernes baggrund i betragtning, kunne det give god mening – så har indvandrerne altså overhalet de etniske danskere mht. at være uafhængig af langvarig offentlig forsørgelse. (7)

8. Har de ikke-vestlige indvandrere overhovedet taget vore danske værdier til sig, fx ytringsfriheden?
En række undersøgelser viser, at det faktisk går ganske godt for ikke-vestlige indvandrere mht. at tage ’danske værdier’ til sig, det gælder fx ytringsfriheden. (8)

9. Hvordan går det så alt i alt med integrationen af ikke-vestlige indvandrere?
Der er bestemt store problemer, især når det gælder kriminalitet, og det problem med ghettoer, som en forfejlet boligpolitik har bidraget til, og der er på de fleste områder stadig udfordringer. Men alt i alt er status faktisk opmuntrende, når man kigger på de faktiske tal, og udviklingen går i den rigtige retning. Det tyder på, at også de ikke-vestlige indvandrere er på vej til ”at tage Danmark til sig”.

Christiansfeld, tirsdag, den 9. Januar 2018
Mogens S. Mogensen

Noter med dokumentation

1. Mandlige ikke-vestlige indvandreres kriminalitetsfrekvens var i 2014 meget lidt højere end mænds med dansk baggrund, men mandlige ikkevestlige efterkommere havde en kriminalitetsfrekvens der var 150% højere end mænd med dansk baggrund. Og det er da virkelig et alvorligt problem. Det hører imidlertid også med til billedet, at indekset for efterkommere fra vestlige lande er faldet med 33 procentpoint. Men særligt galt er det mht. overtrædelse af færdselslovene, hvor ikke-vestlige efterkommeres kriminalitet næsten er tre gange så høj som det er tilfælde for mænd med dansk baggrund. Der er også alvorlige problemer med overholdelse af særlove (Særlove dækker bl.a. over våbenloven og lov om euforiserende stoffer), hvor deres kriminlaitetsfrekvens er dobbelt så høj, som den er for mænd med dansk baggrund. De største syndere kommer fra Libanon (Kilde: Danmarks statistik)

  1. Integrationsministeriet kunne i sit nyhedsbrev i september 2016 rapportere om ”Positiv udvikling i ghettoområderne – men der er lang vej endnu”. Antallet af ghettoer var faldet – især pga faldende kriminalitet i disse boligområder. Det gjaldt især i København: ”I 2010 indeholdt den første ghettoliste 10 københavnske ghettoområder (ud af i alt 29 ghettoområder i 2010). I december 2015 var der 3 områder tilbage.”
  2. I 2014 gik 76% af de 1-2 årige i dagtilbud og 91% af de 3-4 årige. De tilsvarende tal for børn med dansk baggrund var 86 og 90% (Kilde: Integrationsministeriets nyhedsbrev).

 

  1. Når de gælder unge med dansk baggrund mellem 16 og 19 år så er hhv. 65 og 63 pct af kvinderne og mændene i gang. Når det gælder indvandrerne er tallene 53 og 47%, dvs. at førsteganerationsindvandrerunge halter hhv. 12 og 16% bagefter. Men når vi ser på unge efterkommere, så er de for mændenes vedkommende (60%) næsten på niveau med unge med dansk baggrund, der er på 63%, mens indvandrerkvinderne har en højere uddannelsesfrekvens end unge kvinder med dansk baggrund, idet hel 68% af dem er i gang med en ungdomsuddannelse, mens det kun er 65 af kvinderne med dansk baggrund! (Kilde: If. Danmarks Statistik citeret i Integrationsministeriets nyhedsbrev).
  2. Blandt 25-39-årige ikke-vestlige indvandrere, der er kommet til Danmark før de blev 13, er der siden 2006 sket en kraftig stigning i andelen med en videregående uddannelse. For personer med dansk oprindelse er der sket en stigning fra 33 til 43 %, men for hhv. ikkevestlige indvandrere og efterkommere har stigningen været fra 15 til 20% og fra 20 til 33%. Det vil sige, at der på dette område nu kun er en forskel på 10 procentpoint mellem etnisk danske unge og så efterkommere efter ikke vestlige indvandrere. Derimod er der ikke sket en stigning i den procentdel af ikke-vestlige indvandrere, som har taget en erhvervsfaglig uddannelse, og for etniske danskere er der faktisk sket et fald (Kilde: Integrationsministeriets nyhedsbrev).

 

  1. 72,1% af alle borgere med dansk oprindelse den mellem 16 og 64 år var i 2015 i beskæftigelse, og det procenttal var betydeligt lavere for ikkevestlige indvandrere og efterkommer, nemlig hhv. 48,9%. Og 54,7%, men det er også tankevækkende, at antallet af registrerede arbejdsløse procentuelt er en lille smule højere for borgere med dansk oprindelse (4,9%) end indvandrere (4,0) og efterkommere (3,95). Det er også værd at bemærke, at gabet mellem etniske danskere og nydanskerne er mindst i de unge årgange, og størst når det gælder kvinder (Kilde: Integration: Status og udvikling 2017).
  2. I 2000 var 38% af de ikkevestlige indvandrere på langvarig offentlig forsørgelse (dvs. at de havde modtaget offentlig forsørgelse i 4 ud af de seneste 5 år. Men i 2016 var det tal faldet til 29%. For befolkningen som helhed faldt tallet langt mindre, fra 14,6 til 13,4%, og det vil sige, at der var mere end dobbelt så stor sandsynlighed for, at en indvandrer med ikke vestlig baggrund var på langvarig offentlig forsørgelse end for borgere med dansk baggrund. Når man tænker på ikke-vestlige indvandreres faglige baggrund ville det vel ikke være helt skævt at sammenligne dem med ufaglært med dansk baggrund. Og her er det værd at bemærke, at der procentuelt var flere ufaglærte med dansk baggrund, der var på langvarig offentlig forsørgelse, nemlig 34%, end ikkevestlige indvandrere, 39%, og at det tal altså var steget markant siden 2000, hvor det var 28% (Kilde: ”Reformer. Indvandrere og ældre kommer i job”. Artikel i Politiken 27. Januar 2017 af formandskabet for de økonomiske råd).
  3. Integrationsministeriets egen medborgerskabsundersøgelse dokumenterer, at ”Jo kortere tid man har opholdt sig i Danmark, jo mindre er tilslutningen til ytringsfrihed”, at mens 86% af etniske danskere går ind for ytringsfrihed, så er tallet for efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere 83%, indvandrere 73% og nyankomne 66%. Det kan naturligvis godt bekymre, at der er 17% af efterkommerne, der stadig ikke har taget ytringsfriheden til sig, men det er vel endnu mere bekymrende, at der er hele 15% af de etniske danskere, som stadig ikke går ind for ytringsfrihed!

1 kommentar