Archive for category Uncategorized

Hvor mangfoldig og rummelig er Højskolesangbogen?

Hører ”Ramadan i København” hjemme i højskolesangbogen? Det er spørgsmålet, som bliver heftigt debatteret i disse dage. Sangen er skrevet af Isam Bachiri, også kendt som Isam B, medlem af popgruppen Outlandisch. Isam er født i Danmark af forældre indvandret fra Marokko – og muslim.

At højskolesangbogen indeholder en lang række årstidssange, kærlighedssange, folkeviser, historiske sange og sange om det danske sprog, som alle borgere i Danmark sikkert kan synge med på. Derudover indeholder højskolesangbogen også en lang række kristne salmer, som de fleste sikkert kan synge med på, men som der nok også er ikke-kristne (sekulariserede borgere eller borgere med en ikke-kristen religion), der ikke har lyst til at synge med på. Alt det er de fleste sikkert klar over. Derimod er det ikke sikkert, at alle husker, at højskolesangbogen er langt mere mangfoldig.

Fx er der en sang (nr. 201) fra 2004 af Ebbe Kløvedal Reich, der lovpriser den mangfoldighed, som findes i det danske folk. Danskerne findes i mange modeller og stadig kommer der nye til. Er vi et folk, når det virkelig gælder? … Danskerne findes i mange modeller, for livet kræver mangfoldighed”. Nogle vil nok forstå sangen som en lovprisning af den mangfoldighed, som indvandringen har medført, og derfor have betænkeligheder ved denne sang.

Og hvad med Christianiasange med omkvædet ”I kan ikke slå os ihjel” af Tom Lunden fra 1976. Her er der jo tale om en sang, der giver udtryk for christianitternes holdning til en fjendtlig omverden. Der kunne godt være en eller anden, hvis politiske overbevisninger gjorde, at han eller hun aldrig kunne finde på at synge med på den.

I har slået med knipler, I har truet os med våben.
I har prøvet på at stoppe jeres egne børns råben.
I ka komme med hjelme og hule paragraffer,
men I burde snart ku indse det’e jer selv I straffer.
I ka ikke slå os ihjel, I ka ikke slå os ihjel,
I ka ikke slå os ihjel; vi’e en del af jer selv.

I 1871 skrev socialisten Eugene Pottier sangen ”Internationale”, som på dansk hedder ”Rejs jer, fordømte her på jorden” (nr. 500). Og som fra 1917 til 1944 var det kommunistiske Sovjetunionens nationalsang. Sangen kalder til international opstand.

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej selv til kampen vi os rejser…

Og i sidste vers bliver tonen strammet, når der opfordres til at bære strejkeånden ind i hæren, så man på næste krigs signal ”skyder hærens general.” Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at synge med på denne sang. Men jeg må indrømme, at jeg en enkelt gang har været med til at synge i hvert fald nogle af versene i U. P Overbys socialistiske sang fra 1871 (nr. 502), men ved nærmere eftersyn bryder jeg mig nu ikke om vers fem hvor der bl.a. står

Rigmændene fodres ved arbejderes slid,
og præsterne fører os frem
til pøle af svovl på den yderste dag,
om ikke vi ofrer til dem.

Som det fremgår af ovenstående er højskolesangbogen præget af stor mangfoldighed, men er højskolesangbogen så rummelig, at den også kan rumme en sang med et muslimsk indhold – om end i meget afdæmpet og poetisk form? Tydeligst kommer den muslimske karakter af sangen frem i det sidste vers:

Stjernerne kigger ned
Kroppen vender syd øst panden mod tæppet
ordene der søger trøst
lys på lys
taknem’lighed i hans navn
hånd ved hånd
nu rammer dagen København
Ramadan i Danmark
Ramadan i Danmark.

Jeg vil trygt overlade det til udvalget bag den næste udgave af Højskolesangbogen at afgøre, om ”Ramadan i København” skal med i den sangbog, som er fælles for hele det danske folk (som nu også tæller flere hundrede tusinde med muslimsk baggrund). Det er måske for kontroversielt, men egentlig synes jeg, at flere af de sange, som allerede er optaget i Højskolesangbogen, indeholder endnu mere kontroversielle budskaber end ”Ramadan i København”.

Christiansfeld, søndag, den 18. august 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

En ejendomsspekulant kommer til byen

Om et par uger kommer en højprofileret og garvet ejendomsspekulant til byen, altså vor hovedstad, København. Allerede nu går der imidlertid rygter om, hvad han har planer om at købe. Det er ikke nogle faldefærdige ejendomme på Lolland-Falster, der sikkert kan købes for en slik, og ejheller eksklusive penthouselejligheder ved havnefronten i København, der nok koster kassen. Nej, der bliver helt bestemt sat trump, undskyld, trumf, på, det, ejendomsspekulanten har ønsket at erhverve sig er meget mere ’hot’ eller måske skulle man i stedet sige ’cool’. Ejendomsspekulanten ønsker at købe Grønland!

Men har jeg sovet i timen eller har jeg ikke fået læst aviser den senere tid, for jeg har ikke set, at Grønland har været sat til salg. Nu er ejendomsspekulanten ikke en Herr Hvemsomhelst, for han er samtidig præsident for et af verdens mægtigste stater, nemlig USA, og sådanne magtmennesker plejer at få, hvad de peger på. Tænk bare på Ruslands præsident Putin, der erhvervede sig Krim-halvøen, og måske glemte at spørge om den egentlig var til salg, og vist heller aldrig fik betalt for den.

Ejendomsspekulanten  har sikkert set det store udviklingspotentiale, der er i Grønland, når isen på Nordpolen og i Grønland smelter, og  har nok set, at der er penge i skidtet. For en sikkerheds skyld ville ejendomsspekulanten nok gerne sætte sig på Grønland, inden andre gjorde det, for når det gælder om ejendomme er der, som bekendt tre ting, der er vigtige, nemlig beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Når og hvis forhandlingerne går i gang, er det imidlertid vigtig for statsministeren at have is i maven. For hvad skal ejendommen i givet fald koste? Uanset hvor mange millioner eller milliarder dollars ejendomsspekulanten måtte tilbyde, vil jeg råde statsministeren til at glemme alt om dollars, for valutakurser har det med at gå op og desværre også ned i tide og utide. Derimod ville det være klogt at bytte den grønlandske ejendom med en amerikansk ejendom. Hvad med at forlange at få en ø for en ø, nemlig Manhatten for Grønland (”First we take Manhatten”,som Cohen sang) men da det trods alt er en lille ø, burde vi oven i købet også få et større indianerreservat med indfødte indianere med, for ejendomsspekulanten får jo adskillige tusinde indfødte grønlændere med i handlen.

Og dog, så er jeg kommet lidt i tvivl om vi vil ha’ den, altså Manhatten, for er det ikke der, ejendomsspekulanten bor i sit eget tårn, og så slipper vi måske aldrig af med ham igen. Og så er der lige en anden ting, som jeg kommer til at tænke på. Har ikke både USA og Danmark for resten afskaffet slaveriet, så vi ikke længere kan sælge og købe mennesker, hverken grønlændere eller indianere eller indbyggerne på Manhatten?

Men hvad kan vi så tilbyde ejendomsspekulanten, når han nu i al sin magt og vælde kommer på indkøbstur i København? Hvad med øen Lindholm, som vel nu er ubeboet, og som den nuværende regering ikke har noget at bruge til? Det ville være en fin gestus at tilbyde at sælge den for 1 dollar, og måske kunne der anlægges en golfbane med 19 huller eller flere på øen. Der kunne sagtens etableres en færgeforbindelse til Polen, så ejendomsspekulanten og hans venner fik let adgang til øen – og ikke blev forstyrret af kritiske danskere, der kunne finde på at genere ejendomsspekulanten.

Og jeg synes, vi skulle strække os så langt som til at lade ejendomsspekulanten kalde øen for ‘Grønland’. Hvis ejendomsspekulanten kalder øen for Grønland, så er det Grønland, han har købt uanset, hvad den amerikanske løgnepresse med alle dens fake news måtte sige.

Så når ejendomsspekulanten kommer til byen, så lad os behandle ham godt og tilbyde at sælge ’Grønland’ til ham for 1 dollar. Det kan sagtens vise sig, at venskabet med ejendomsspekulanten bliver mere værd end 1 dollar.

Christiansfeld, fredag, den 16. august 2019.
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Den ubekvemme sandhed om terrorhandlingen i El Paso

Lørdag den 3. august skød Patrick Crusius og dræbte 22 mennesker og sårede 26 ved et butikscenter i El Paso, Texas. I alt har der været over 250 masseskyderier i USA siden nytår i år – dvs. episoder hvor fire eller flere er blevet dræbt eller såret af skud – og i alt er mellem omkring 14.500 mennesker blevet dræbt af skud i disse syv måneder. Det er i sig selv skræmmende, at der hersker sådanne wild west-tilstande i USA i dag, og det hænger naturligvis sammen med, at der er flere skydevåben – inkl. automatvåben beregnet på krig – i omløb end der er mennesker i USA. Det specielle ved masseskyderiet i El Paso i lørdags var imidlertid massemorderens begrundelse for sin ugerning. Gerningsmanden var angiveligt den 21 årige Patrick Crusius har åbenbart efterladt sig et ’manifest’, hvor han forklarer og forsvarer det planlagte massemord.

Manifestetet, der er  på 2356 ord, har overskriften ”The Inconvenient Truty”, altså ”Den ubekvemme sandhed” og indledes med et afsnit under overskriften ”About me”, som jeg citerer i sin helhed, da det indeholder manifestets hovedbudskab.

In general, I support the Christchurch shooter and his manifesto. This attack is a response to the Hispanic invasion of Texas. They are the instigators, not me. I am simply defending my country from cultural and ethnic replacement brought on by an invasion. Some people will think this statement is hypocritical because of the nearly complete ethnic and cultural destruction brought to the Native Americans by our European ancestors, but this just reinforces my point. The natives didn’t take the invasion of Europeans seriously, and now what’s left is just a shadow of what was. My motives for this attack are not at all personal. Actually the Hispanic community was not my target before I read The Great Replacement. This manifesto will cover the political and economic reasons behind the attack, my gear, my expectations of what response this will generate and my personal motivations and thoughts.

Det er tankevækkende, at Patrick Crusius udtrykker støtte til Christchurch-terroristen Brenton Tarrant, som i marts angreb to moskeer i Australien og dræbte 49 mennesker, og som igen var inspireret bl.a. af den norske terrorist Anders Breivik. Crusius står helt åbenbart i en tradition, hvis hovedtanke er, at den hvide befolkning er under angreb, og at den derfor har ret og pligt til at forsvare sig mod ”cultural and ethnic replacement brought about by an invasion”.  For Breivik og Tarrant var det især muslimerne der udgjorde invasionsfaren, for Crusius er det åbenbart ”hispanics ”, altså folk fra Latinamerika.

I afsnittet ”Political Reasons” argumenterer Crusius for, at denne invasion vil føre til, at USA snart vil blive en étpartistat.  ”The Democrat party will own America and they know it. They have already begun the transition by pandering heavily to the Hispanic voting bloc in the 1st Democratic Debate. They intend to use open borders, free healthcare for illegals, citizenship and more to enact a political coup by importing and then legalizing millions of new voters. With policies like these, the Hispanic support for Democrats will likely become nearly unanimous in the future.”

I afsnittet “Economic Reasons” argumenterer Crusius for, at den ukontrollable indvandring fra Latinmamerika, som de store virksomheder støtter for at holde lønnen nede,  vil udgøre en alvorlig en alvorlig trusel for almindelige amerikanske arbejdere, der vil miste deres jobs. Der er brug for mere arbejdskraft men løsningen er ikke masseindvandring men automatisering. ”So Automation is a good thing as it will eliminate the need for new migrants to fill unskilled jobs. Jobs that Americans can’t survive on anyway. Automation can and would replace millions of low-skilled jobs if immigrants were deported.” Problemet med overforbrug af ressourcer kan også løses ved at standse immigrationen. ”So the next logical step is to decrease the number of people in America using resources. If we can get rid of enough people, then our way of life can become more sustainable.”

I afsnittet ”Gear” redegør han for, hvilke mordvåben, han vil anvende til sin terrorhandling. Målet var at finde det våben der ville være medst dødbringenden. ”I didn’t spend much time at all preparing for this attack. Maybe a month, probably less. I have do this before I lose my nerve. I figured that an under-prepared attack and a meh manifesto is better than no attack and no manifesto”

I afsnittet “Reaction” glæder Crucius sig over, at det har vist sig, at millioner af migranter fra Latinamerika var villige til at rejese hjem”if given the right incentitive. An incentive that myself and many other patriotic Americans will provide.”

I manifestets sidste afsnint “Personal Reasons and Thoughts” siger Crusius, at “If you take nothing else from this document, remember this: INACTION IS A CHOICE. I can no longer bear the shame of inaction knowing that our founding fathers have endowed me with the rights needed to save our country from the brink destruction. Our European comrades don’t have the gun rights needed to repel the millions of invaders that plaque their country. They have no choice but to sit by and watch their countries burn. America can only be destroyed from the inside-out. If our country falls, it will be the fault of traitors. This is why I see my actions as faultless. Because this isn’t an act of imperialism but an act of preservation.”

Crusisus er han er imod raceblanding, da det ødelægger den genetiske diversitet og skaber identitetsproblemer. Hvad er så løsningen?  ”… the idea of deporting or murdering all non-white Americans is horrific … The best solution to this for now would be to divide America into a confederacy of territories with at least 1 territory for each race. This physical separation would nearly eliminate race mixing and improve social unity by granting each race self-determination within their respective territory(s).”

Crusius forudser, at han hans handling vil koste ham livet – også selvom han helt bevidst har valgt et mål med lav sikkerhed. Hans råd er nemlig: “Attack low security targets. Even though you might out gun a security guard or police man, they likely beat you in armor, training and numbers. Do not throw away your life on an unnecessarily dangerous target. If a target seems too hot, live to fight another day.”

Crusius afrunder sit manifest med denne konklusion, hvor han også taler om præsident Trump: ”My opinions on automation, immigration, and the rest predate Trump and his campaign for president. I putting this here because some people will blame the President or certain presidential candidates for the attack. This is not the case. I know that the media will probably call me a white supremacist anyway and blame Trump’s rhetoric. The media is infamous for fake news. Their reaction to this attack will likely just confirm that. Many people think that the fight for America is already lost. They couldn’t be more wrong. This is just the beginning of the fight for America and Europe. I am honored to head the fight to reclaim my country from destruction.”

I de senere år har der været meget fokus på den terror, som er blevet begået af islamister og som er blevet søgt legitimeret med henvisning til islam, og med god grund. Men samtidig er der al mulig grund til at være lige så opmærksom på den trussel, som kommer fra helt andre kredse. Crusius, Tarrant, Breivik er nationalistiske terrorister, der søger at legitimere deres terrorhandlinger med henvisning til forsvaret for nationale interesser. Når det gælder islamistisk terror er vi med god grund opmærksomme problemerne med den ekstremistiske retorik, som anvendes af islamister, der ikke selv udøver terror. På samme måde må vi være opmærksomme på det problematiske i den ekstremistiske retorik, som nationalister, der ikke selv udøver terror.

Århus, mandag, den 5. august 2019
Mogens S. Mogensen

 

6 kommentarer

Hvordan kan vi bedst støtte forfulgte kristne? – ”In Response to Persecution” 4

Efter en beskrivelse og analyse af kristnes respons på forfølgelse I 25 lande afrundes rapporten
”In Response to Persecution” med anbefalinger til, hvad en række forskellige aktører kan gøre. Det gælder de kristne trossamfund i de lande, hvor de forfølges, og NGO’er, regeringer, , kirker, kirker, akademikere, journalister og medier og virksomheder i andre lande. Her vil jeg blot opliste enkelte af de 83 anbefalinger til de forskellige grupper.

Anbefalinger til forfulgte kristne trossamfund:

  • Forfulgte kristne i forskellige kontekster opfordres til at mødes for at udveksle erfaringer
  • ’Advocacy’- arbejde er mest effektivt, når det udføres i stilhed og respekt af kristne ledere, der har udviklet relationer til lokale og nationale repræsentanter for myndighederne.
  • Forfulgte kirker skal så vidt muligt bestræbe sig på at være en aktiv del af deres samfund, i stedet for at isolere sig og afvise kontakt med andre trossamfund og engagement i lokale samfundsanliggender og socialt engagement. Derved kan de vise, at de tager medansvar for det fælles gode og modvirke myten om, at de udgør en ”femte kolonne” eller er vestens agenter.

Anbefalinger til NGO’er:

  • En vigtig opgave er hele tiden at udøve fortalervirksomhed for enkeltpersoner og kirker, der forfølges, ved at dokumentere overgreb mod dem.
  • Fortalervirksomhed må altid styres af behovene hos de forfulgte kristne, som man ønsker at tjene.
  • Etabler relationer til NGO’er og forfulgte kirker for at få information, vise solidaritet og sikre, at man har mandatet til at handle på deres vegne.
  • Mobiliser diasporaer fra lande, hvor der foregår forfølgelse, så de taler for kristne i deres hjemland
  • Vær ikke kun fortaler for forfulgte kristne, men også for andre religiøse minoriteter, der forfølges.

Anbefalinger til regeringer:

  • Fald ikke for fristelsen til at betragte fortalervirksomhed for menneskerettigheder og religionsfrihed som noget, der ødelægger ”de gode relationer”.
  • Rejs igen og igen spørgsmålet om religionsfrihed i samtaler med lande, der ikke respekterer religionsfriheden, for at få dem til at forstå, at menneskerettigheder og religionsfrihed har afgørende betydning både for en harmonisk international orden og for stabilitet og velstand i deres lande.
  • Regeringer kan forbedre deres troværdighed på dette område, hvis de sørger for at værnerom religionsfriheden for religiøse mindretal i deres egne lande.
  • Regeringer må arbejde på at skabe muligheder for kristne til at blive i deres hjemland og bidrage til at kristne flygtninge, der ønsker det, kan vende tilbage til deres hjemland, men også give forfulgte kristne et passende antal asylpladser i deres lande.
  • Regeringer må anerkende, at brud på religionsfriheden er en af hovedårsagerne til migrantkriser.

Anbefalinger til kirker:

  • Kirker må forstå, at de har et globalt ansvar for forfulgte kristne og søge at skabe enhed især mellem mainline protestanter, katolikker og ortodokse og evangelikale og pentekostale kristne om at støtte forfulgte kristne.
  • Kirker må støtte NGO’er, der tilbyder bibelstudier, bøn, evangelisering og discipelskab, inkl. kristne radio- og TV udsendelser for at opmuntre kristne i lukkede lande.
  • Kirker må højne bevidstheden blandt deres medlemmer om forfulgte kristne, og opmuntre kristne til hvor det er muligt at besøge forfulgte kirker og etablere relationer med dem, og også tilbyde konkret praktisk hjælp til forfulgte kristne.
  • Kirker må hjælpe forfulgte kirker og organisationer til at etablere et socialt arbejde i deres lokale samfund.
  • Kirker, der engagerer sig til fordel for forfulgte kristne, må samtidig vedkende fortidens synder i form af overgreb på religiøse minoriteter i deres egne lande, for derved at højne deres troværdighed.
  • Kirker må opmuntre til interreligiøse initiativer for at fremme økonomisk udvikling og gensidigt respektfulde relationer i lande, der hærges af ekstremistiske grupper, og i det hele taget opmuntre til at arbejde for fredsstiftelse og forsoning.
  • Kirker bør kun deltage i interreligiøse dialoger og lignende initiativer, som dem Golfstaterne har taget initiativ til, hvis der er en vilje til helt og fuldt at adresserer de forfulgte kirkers behov.
  • Kirker bør prioritere interreligiøse initiativer, ikke kun når der opstår kriser, og understrege princippet om religionsfrihed for alle og til fordel for det fælles gode.

Anbefalinger til journalister og medier:

  • Medier må bestræbe sig på en afbalanceret rapportering om omtridte spørgsmål.
  • Journalister i vesten må forstå, at religion er en vital del af folks liv i store dele af verden, og at religion kan bidrage til løsning af konflikter, økonomisk vækst, fremme af demokrati og fredsstiftelse.
  • Vestlige journalister bør bestræbe sig på at uddanne sig lige så meget mht. religiøse spørgsmål som politiske og økonomiske spørgsmål.

Anbefalinger til akademikere:

  • Akademikere må levere upartisk og objektiv forskning, som præcist dokumenterer status for religionsfrihed i forskellige områder og lande.
  • Der er brug for at akademikere skriver nye og nøjagtige historier om forfølgelse rundt om i verden, og også om, hvordan den kristne kirke har deltage i forfølgelser.

Anbefalinger til virksomheder:

  • Virksomheder bør sætte sig ind i, hvordan korrelationen er mellem religionsfrihed og økonomisk og forretningsmæssig velstand.
  • Virksomheder bør kræve af de entreprenører og partnere, som de samarbejder med, at de overholder internationale menneskerettigheder og standarderne for religionsfrihed.

Forfølgelse af kristne (og andre religiøse grupper) er et meget udbredt og meget alvorligt problem i verden i dag, men denne rapport viser, hvordan kristne kirker udviser stor kreativitet og anvender mange forskellige strategier som respons på forfølgelsen. Samtidig viser rapporten, at der for kirker, NGO’er, regeringer osv. er mange muligheder for at udvise solidaritet med de forfulgte, en solidaritet, der kan gøre en væsentlig forskel, hvis den tager de forfulgtes kontekst, strategier og behov alvorligt.

Christiansfeld, onsdag, den 3. juli 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Konklusioner på undersøgelse om kristnes respons på forfølgelse – ”In Response to Persecution” 3

Rapporten om kristnes respons på forfølgelse, ”In Response to Persecution” indeholder en række konklusioner, som det er værd at lytte til.

For det første konkluderer rapporten, at den mest udbredte strategi som respons på forfølgelse er ”overlevelsesstrategien”, som følges i 43% af tilfældene. Associeringsstrategien følges i 38% af tilfældene, men konfrontationsstrategien kun tæller 19%. Når det gælder konfrontationsstrategien, så er den med meget få undtagelser ikke voldelig og involverer ikke terrorhandlinger.

For det andet peges der på at et kristent trossamfunds respons på forfølgelse er påvirket af dette trossamfunds teologi. Det gælder de teologiske overbevisninger om emner som evangelisering, dialog, statens opgave og brug af magt/vold, kultur, lidelse (martyrium). Nogle kristne ser forfølgelse som Guds vilje, en prøvelse som kristne må udholde, mens andre overvejer teologisk, hvilke midler man må anvende for at imødegå forfølgelsen.

For det tredje noteres det er mere, sandsynligt, at evangelikale og pentekostale kristne end ”mainline” protestanter, katolikker, ortodokse kristne eller andre kristne knyttet til de kirker, hvis historie går langt tilbage. Når evangelikale og pentekostale kristne forfølges er de mere tilbøjelige til at anvende overlevelsesstrategier eller i sjældne tilfælde konfrontationsstrategier, mens ”mainline” protestanter, katolikker og ortodokse kristne er mere tilbøjelige til at anvende associeringsstrategier.

For det fjerde konkluderes det, at kristnes respons kun til en vis grad kan forklares ud fra forfølgelsens intensitet. I meget undertrykkende samfund som fx Iran og Saudi Arabien er overlevelesstrategier ofte de eneste realistiske. I samfund præget af krig, som Irak og Syren  er overlevelsesstrategier også dominerende, selvom der i sådanne kontekster også er tilfælde, hvor kristne har grebet til våben. I mere åbne samfund har kristne samfund større mulighed for at anvende associeringsstrategier og visse former for konfrontationsstrategier.

For det femte peger rapporten på, at der er nogle strategier, som har givet synlige resultater. Som eksempler på, at en strategi har ført til en ændret politisk holdning eller til en reduktion af volden henviser rapporten bl.a. til præsidentvalget i Indonesien i 2014, hvor kristne samarbejdede med de største islamiske bevægelser om at fremme Indonesiens tolerante vision for Indonesien (Pancasila) og hvor der blev valgt en muslimsk præsident, der gik ind for Indonesiens multireligiøse og pluralistiske tradition – sammen med en kristen vicepræsident. En strategis succes kan naturligvis også måles ud fra andre parametre en reduktion af forfølgelse o. l., nemlig ud fra det vidnesbyrd, som de kristne gennem deres respons på forfølgelse – også gennem martyrium – aflægger om deres tro.

Når vi, som ikke lever under forfølgelse, men som ønsker at hjælpe forfulgte brødre og søstre, skal overveje, hvordan vi bedst kan være solidariske med dem og støtte dem i deres konkrete situation –  bl.a. ud fra princippet ”do no harm” – så er denne rapports informationer af uvurderlig betydning.

Christiansfeld, onsdag, den 3. juli 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Strategier som respons på forfølgelse af kristne: Overlevelse – Associering – Konfrontation. – ”In Response to Persecution” 2

Undersøgelsen In Response to Persecution, der bygger på kvalitative interviews i 25 lande, hvor kristne forfølges, viser, at kristne typisk anvender tre forskellige strategier som respons på den forfølgelse, de udsættes for. Den mest reaktive strategi er overlevelsesstrategien, hvor kristne fokuserer på at søge at bevare deres liv og sikre trossamfundets vigtigste aktiviteter. Det kan ske på mange forskellige måder.

  • Kristne kan så at sige gå under jorden og gennemføre deres kirkelige aktiviteter i hemmelighed. Denne strategi anvendes ofte, når forfølgelsen bliver meget alvorlig, og som et forsøg på at sikre kirkens overlevelse indtil forfølgelsen tager af.
  • Kristne kan foretage en slags kulturel tilpasning, så den kun udtaler sig på en måde som regimet kan acceptere og udvise patriotisme i det offentlig rum.
  • Kristne kan indgå i en taktisk alliance med regimet – og dermed blive en støtte for regimet – for derved at opnå en vis beskyttelse. For mange af de gamle traditionelle kirker i Mellemøsten har den kulturelle tilpasning og den politiske støtte til regimet været oplevet som den eneste realistiske mulighed for at sikre fortsat kristen tilstedeværelse.
  • Kristne kan søge at narre omverdenen ved at lade som om de ikke er kristne: Det er der eksempler på i muslimske lande.
  • Endelig kan kristne flygte fra deres forfølgere, enten til et andet sted i det samme land, eller også til et sted uden for landets grænser. Det er det, som vi oplever i disse år i Syrien og Irak, og som måske fører til, at områder eller lande tømmes mere eller mindre for kristen tilstedeværelse.

En mere proaktiv tilgang er der i associeringsstrategien. Her fokuseres der ikke kun på overlevelse, men på at bygge relationer, broer og partnerskaber. Denne strategi søger at overvinde det problem, som forfulgte kirker ofte oplever, og som de forfølgende regeringer og grupper søger at udnytte, nemlig isolationen.

Denne strategi kan udfolde sig på forskellige måder:

  • Kristne kan deltage i interreligiøse dialoger for at fremme fredelig sameksistens.
  • Kristne kan samarbejde med andre kristne trossamfund, andre religioner, politiske partier og NGO’er og etablering af koalitioner og partnerskaber inden for landets grænser. Der er således eksempler på, at kristne, der bliver forfulgt i muslimske lande, har fundet allierede blandt moderate muslimske grupper.
  • Kristne kan samarbejde med kirker og advocacy-grupper og regeringer i andre lande.
  • Kristne kan engagere sig i socialt arbejde for alle uanset tro, som en måde at udleve deres tro på og som en måde at vinde troværdighed og bygge broer til fjendtlige aktører.
  • Kristne kan praktisere tilgivelse af dem, der forfølger dem

Den tredje strategi, som anvendes af forfulgte kristne, er konfrontationsstrategien. Her udfordrer kristne offentligt de regeringer og ikke-statslige aktører, der forfølger dem. Formålet med denne strategi er at eksponere uretfærdigheden , at mobiliser andre for at modarbejde uretfærdigheden og for alt i alt at erstatte uretfærdigeden med religiøs frihed. Problemet med denne strategi er, at den let kan føre til en forværring af forfølgelsen af de kristne

Denne strategi kan praktiseres på forskellige måder:

  • Kristne kan vælge at trodse regeringers og religiøse gruppers forbud vedrørende praktiseringen af deres tro, selvom de ved, at det sandsynligvis vil medføre fængsling og evt. martyrium.
  • Kristne kan dokumentere brud på menneskerettighederne og søge hjælp fra retsvæsenet eller menneskerettighedsorganisationer i landet eller i udlandet.
  • Kristne kan engagere sig i ikke-voldelige protester mod deres forfølgere og demonstrationer til fordel for religionsfrihed.
  • Kristne kan også vælge at gribe til våben mod en regering eller ikke-statslige grupper, der forfølger dem.

Christiansfeld, lørdag, den 29. juni 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Rapport om forfølgelse af kristne er en guldgrube for alle interesserede – “In Response to persecution” 1

Det er i dag – om end ikke i alle kredse – en kendt sag, at der i mange lande foregår religiøs forfølgelse udført af stater og af ikke-statslige aktører. Det er nok mindre kendt, at kristne er den religiøse gruppe, der rundt om i verden oftest udsættes for forfølgelse. Ikke desto mindre er der i de senere år produceret en lang række rapporter, der dokumenterer denne kristenforfølgelse, der især findes sted i et geografisk områder, der strækker sig fra Libyen i vest over Mellemøsten til Sri Lanka, Kina, Indonesien i øst, og fra Nordkorea og Rusland i Nord til Nigeria i Syd.

I de fleste af disse lande udgør de kristen små minoriteter, som fx i Nordkorea og Mellemøsten. Men der er også eksempler på forfølgelse af kristne gruppe i lande med kristent flertal, som fx i Rusland, hvor det er staten, der støttet af den ortodokse kirke, forfølger andre kristne grupper, eller i Kenya, hvor der er kristent flertal, men hvor forfølgelsen udføres af en islamistisk gruppe.

De regimer, som forfølger kristne, er meget forskellige. Islamistiske regimer som fx i Saudi Arabien og Iran, kommunistiske regimer som fx i Kina og Nordkorea. I Indien, Sri Lanka og Rusland, derimod, er der tale om en religiøs nationalisme, hvor der er sket en fusion af staten, en bestemt religion og den nationale identitet. Endelig er der sekulære regimer som fx  post-sovjetiske regimer i Centralasien. Når det gælder de ikke-statslige forfølger er kristne, er der næsten altid tale om ekstremistiske religiøse grupper.

Mens der, som nævnt er mange rapporter, der har dokumenteret og analyseret den globale forfølgelse af kristne, så er det svært at finde solide rapporter, der dokumenterer og analyserer, hvordan kristne grupper responderer på forfølgelse. I går blev jeg imidlertid gjort opmærksom på rapporten In Response to Persecution, der udkom i 2017. Det er den første systematiske globale undersøgelse af, hvordan kristne samfund reagerer på forfølgelse. Forskningsprojektet, der er støttet af The Templeton Religion Trust, er en del af  The Religious Freedom Research Project, som University of Notre Dame’s Center for Ethics and Culture står for.

Formålet med rapporten er at bidrage til en større forståelse af disse reaktioner for bedre at kunne støtte forfulgte kristne og dem, der ønsker at handle i solidaritet med dem. Rapporten er et resultat af et projekt, der bygge på kvalitative feltstudier med interviews a forfulgte kristne i 25 lande, udført af 17 internationalt anekendte forskere mellem oktober 2014 og november 2015.

Forskerne er naturligvis klar over, at kristne ikke er den eneste religiøse gruppe, der forfølges, og at kristne også selv – især tidligere – har udført religiøs forfølgelse. Men det giver mening at fokusere på forfølgelse af kristne, da kristne i dag udgør den største religiøse gruppe, der forfølges. Undersøgelsen af mønstrene for kristnes respons på religiøs forfølges vil imidlertid være nyttig for alle andre religiøse grupper, der forfølges, og for alle, der er optaget af forfølgelse af religiøse grupper.

Denne rapport er – for mig at se – en guldgrube for alle, der er optaget af forfølgelse af kristne (og af andre religiøse grupper). Det være sig forfulgte kristne (og ikke-kristne) samfund, regeringer, der ønsker at gøre noget for forfulgte kristne og trosfrihed, NGO’, som er optaget af den vigtige menneskeret, som religionsfrihed er, kirker og kristne organisationer, der ønsker at vise solidaritet med forfulgte brødre og søstre, pressen, der hidtil i alt for ringe grad har fokuseret på forfølgelse af kristne (og andre grupper), og universiteter og andre akademiske institutioner, der ønsker at bidrage med forskning på dette vigtige område. Især burde den være pligtlæsning for det stigende antal kristne grupper, som glædeligvis engagerer sig til fordel for forfulgte kristne.

Som en appetitvækker vil jeg blot her nævne, at forskerne når frem til, at kristnes respons på forfølgelse kan grupperes i tre kategorier, som ikke udelukker hinanden: Overlevelsesstrategi, associeringsstrategi og konfrontationsstrategi. Mere om det i næste blogindlæg.

Christiansfeld, fredag, den 28. juni 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar