Archive for category Uncategorized

Børn på utåleligt ophold

Når en person har fået endeligt afslag på asyl i flygtningenævnet, altså en afvist asylansøger, skal naturligvis udvises af Danmark, og det gælder også den afvise asylansøgers børn. Men hvis en afvist asylansøger af forskellige årsager ikke ønsker at rejse tilbage t til hjemlandet og derfor nægter at samarbejde med det danske politi om udsendelse, bliver han eller hun sammen med sine børn overført til et såkaldt hjemrejsecenter, Sjælsmark, indtil det er muligt at udsende vedkommende.

For at motivere de afviste asylansøgere til at forlade Danmark, er forholdene på udrejsecentret strengere end på normale asylcentre. De voksne får ikke lommepenge og må ikke gå i skole eller komme i praktik, men børnene får dog lov at gå i skole. Familierne må imidlertid ikke have køleskab og køkkenudstyr, så de kan lave deres egen mad og spise alene sammen, men må kun spise i cafeteriaet på bestemte tidspunkter.

En dansk undersøgelse foretaget af Børns Vilkår, ”Status 2018. Svigt af børn i Danmark” har tidligere vist, at langvarige ophold i asylcentre øger børns risiko for psykiske lidelser. Og faren for skader er endnu større for børn på et udrejsecenter. Børns Vilkår har vurderet, at børn tager skade af mere end 14 dages ophold på et sådant udrejsecenter, en vurdering som Røde Kors’s børnepsykologer bakker op.

Der er ingen tvivl om, at forældrene ikke har levet op til lovens krav om udrejse efter afslag på asyl, og derfor kan der være en vis logik i, at myndighederne ”straffer” de voksne, men det store spørgsmål er, om det er rimeligt, at børn skal ”straffes” pga. deres forældres beslutninger. Integrationsminister Inger Støjberg mener, at det alene er børnenes forældre der må tage ansvar for de problemer børnene får, fordi i ikke medvirker til at lade sig udsende.

Men denne argumentation strider imod de principper, der i øvrigt gælder i det danske samfund. Asylbørn er lige som andre børn omfattet af serviceloven, og myndighederne er naturligvis forpligte til at hjælpe alle børn i Danmark, når deres trivsel og udvikling er i fare. ”Imidlertid oplever socialkoordinatorerne og socialrådgiverne, at der skal mere til, før kommunerne sætter ind med støtte og bistand til børn i mistrivsel på asylcentre sammenlignet med danske børn. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Flygtningehjælp fra 2018, der bl.a. bygger på interviews med 17 anonyme socialkoordinatorer fra asylcentre og 17 socialrådgivere fra børnefamilieafdelinger hos kommuner. En af forklaringerne på dette er ifølge rapporten, at de enkelte asylbørns trivsel ofte sammenlignes med andre asylbørns situation” (”Status 2018. Svigt af børn i Danmark” s. 64).

Børn er børn, siger vi ofte, men det gælder måske ikke længere? Er vi på vej derhen, hvor vi godt kan leve med omsorgssvigt af en bestemt gruppe af børn, nemlig børn af afviste asylansøgere? Et er at politikere gerne vil gøre opholdet for afviste asylansøgere så utåleligt som muligt, men kan vi leve med, at uskyldige børn udsættes for et sådant utåleligt ophold?

Hvor galt det kan gå med behandlingen af børn af udlændinge, kan vi i denne tid få, ved at rette blikket mod USA. Her besluttede Trump-regeringen den 7. Maj systematisk at adskille migrantbørn fra deres mødre, når de illegalt som en gruppe krydsede grænsen til USA. Denne nultolerancepolitik indebærer, at alle der ulovligt krydser grænsen, bliver anholdt for at have overtrådt amerikansk straffelov. Forældrene varetægtsfængsles, mens deres sag afgøres, og børnene bliver taget fra forældrene og sendt til børnecentre, som forældrene så kan ringe til, for at høre, hvordan deres børn har det.

Da Justitsminister Jeff Sessions af repræsentanter for kirker i USA blev kritiseret for denne politik, der har adskilt mindst 2000 børn fra deres familier, forsvarende han bl.a. politikken på følgende måde. “I would cite you to the Apostle Paul and his clear and wise command in Romans 13, to obey the laws of the government because God has ordained them for the purpose of order. … Orderly and lawful processes are good in themselves and protect the weak and lawful.” Og Det Hvide Hus’s pressesekretær Sara Huckabee Sanders bakkede op om politikken ved at sige: “It is very biblical to enforce the law.”

Uden sammenligning i øvrigt, så er det bekymrende, at Sessions anvender sammen argumentation som Støjberg, når han siger, at If people don’t want to be separated from their children, they should not bring them with them. …We’ve got to get this message out. You’re not given immunity. You have to, you will be prosecuted if you bring, if you come illegally. And if you bring children, you’ll still be prosecuted” (CBS News). At børnene lider under regeringens politik er forældrenes ansvar.

Det er legitimt for politikere at søge at begrænse indvandringen, men et legitimt mål helliger ikke alle midler. Og de børnefjendske midler bliver heller ikke mere hellige af, at de – som det åbenbart sker i Trumps regering – besmykkes med bibelvers.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Glem ikke Dennis Christensen midt i VM feberen

I dag begynder Verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland. I åbningskampen møder Rusland Saudi Arabien. Værten for denne sportsbegivenhed, som sandsynligvis vil blive fulgt af milliarder af sportsinteresserede verden over, er i sidste instans Ruslands præsident Vladimir Putin, og blandt gæsterne vil være ministre fra hele verden, inkl. kulturminister Mette Bock, der også er sportens minister. Samtidig med, at Mette Bock sidder på lægterne som Putins gæst og hepper på det danske landshold, når det spiller sin sidste og sikkert afgørende gruppekamp mod Frankrig, sidder en dansk statsborger i et russisk fængsel på 13. måned. Det er Dennis Christensen, som blev anklaget for at organisere aktiviteter i en ekstremistiske organisation og arresteret i maj 2017.

Anklagen baseres på den føderale russiske straffelovs art. 282.2, der siger, at ”Actions aimed at the incitement of hatred or enmity, as well as abasement of dignity of a person or a group of persons on the basis of sex, race, nationality, language, origin, attitude to religion, as well as affiliation to any social group, if these acts have been committed in public or with the use of mass media” i værste fald kan straffes med bøder eller flere års fængsel, og hvis ” The same deeds committed: a) with the use of violence or with the threat of its use; b) by a person through his official position; c) by an organized group”, så kan straffen if. den seneste revision af loven være op til 10 års fængsel.

Hvad er det så for en ekstremistisk gruppe, som den danske statsborger er anklaget for at have udført sine strafbare handlinger i? Det er såmænd Jehovas Vidner. Og hvad er det så for handlinger, Dennis Christensen skal straffes for? Det er såmænd det, som medlemmer af Jehovas Vidner foretager sig i Danmark og mange andre lande. De vidner på gader og stræder. De samles til møder og gudstjenester i deres rigssale. De nægter at modtage eller lade deres børn modtage blodtransfusioner. Det er handlinger er beskyttet af FNs menneskerettighedserklæring art. 18, som også Rusland har tilsluttet sig, og som siger, at  ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Dennis Christensens sag er vigtig, dels fordi der her er tale om en dansk statsborger, dels – og især – fordi Dennis Christensens sag er en af talrige lignende sager i Rusland. På mange måder så er religionsfrihed en litmustest for menneskerettighedssituationen i et hvert land. Der er ikke nær så meget fokus på religionsfrihed, som fx på ytringsfrihed. Og når det gælder religiøse minoriteter er der endnu færre der råber op. Og er der tale om en i øvrigt meget upopulær religiøs minoritet, så forbigås det ofte i tavshed. Men erfaringen viser, at begrænsninger af borgernes frihedsrettigheder måske ofte begynder med religionsfriheden, og så især for minoriteter, og upopulære sådanne, men de standser ikke der. Og i Rusland er begrænsninger af religionsfriheden blot en brik i Putins totalitære politik.

Burde det danske fodboldlandshold så ikke i protest være blevet hjemme? Burde kultur- og sportsministeren ikke også være blevet hjemme i protest? Nej, hverken fodboldspillerne eller ministeren burde efter min mening være blevet hjemme i protest, men tværtimod tage af sted og deltage i protest. Når man er uenige – som Danmark (forhåbentlig) er med Rusland, når det gælder spørgsmålet om religionsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget, så er løsningen ikke at afbryde al kontakt og standse samtalen, men netop at mødes og konfrontere hinanden i en saglig dialog. Derfor ville det være meget ønskeligt om der var modige fodboldspillere, som i interviews ville gøre opmærksom på de russiske myndigheders uanstændige behandling af den danske statsborger, Dennis Christensens (og dermed også indirekte behandlingen af alle de andre, hvis menneskerettigheder trædes under fode). Og det ville være endnu mere ønskeligt, om vores minister ville gøre det samme.

Jeg forudser, at nogle læsere af dette blogindlæg vil være uenig med mig, ud fra den tankegang, at man ikke skal blande sport og politik sammen. Hvis Putin ikke viste sig i forbindelse med Verdensmesterskabet og overlod scenen til lederne af det russiske fodboldforbund, og hvis den danske kultur- og sportsminister ikke viste sig på lægterne i Rusland, så kunne man måske hævde, at sport og politik ikke allerede blev blandet sammen. Men det gør det altså. Og sport og politik er da blevet blandet grundigt sammen, lige siden Hitler var vært for de olympiske lege i Berlin i 1936, og måske endda endnu før, ja måske altid. Elitesport har altid haft meget med politik at gøre, for det er ikke bare individuelle sportsmænd og kvinder, der konkurrerer om at vinde, men det er stater – som fx Rusland og USA – der konkurrerer om æren, og derfor invester de fleste regeringer mange millioner af kroner i deres elitesportsudøvere. Ikke nødvendigvis for at fremme folkesundheden, men først og fremmest for at fremme statens interesser i det internationale samfund. Og derfor er Verdensmesterskaberne i fodbold naturligvis også en kærkommen anledning for Putin til at vise Ruslands storhed og herlighed.

Jeg håber bestemt, at det må gå det danske fodboldlandshold godt ved VM i Rusland, men langt vigtigere end resultatet af fodboldkampene er efter min mening resultatet af Dennis Christensens sag, og dermed spørgsmålet russernes religionsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget.

Christiansfeld, torsdag, den 14. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad bestiller menighedsrådet egentlig?

Hvad bestiller et menighedsråd egentlig? Det er til en vis grad forskelligt i Tyrstrup Sogn, hvor jeg er formand for menighedsrådet, og i andre sogne, men der er dog meget, der er fælles for alle menighedsråd.

Menighedsrådet er en slags bestyrelse for den lokale afdeling af folkekirken. Den består for Tyrstrups vedkommende af 8 valgte medlemmer, og de to sognepræster, som er fødte medlemmer. Menighedsrådsloven fastslår, at ”Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen” og at ”Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.”

Det mest synlige, som menighedsrådet ved Tyrstrup Kirke har arbejdet med i den senere tid, er byggeriet af en ny sognegård til erstatning for for den gamle sognegård (Degneskolen), som det ikke længere var økonomisk forsvarligt at reparere på. Men vi har naturligvis også ansvar for selve kirkebygningen, der hvert år kræver vedligeholdelse, og for kirkegården, som hele tiden er under udvikling.

Menighedsrådet er arbejdsgiver for alle kirkefunktionærerne, som hos os omfatter medarbejderne på kirkegården, organist, kirkesanger, kirketjener, kirke-kulur-medarbejder, regnskabsfører, menighedskoordinator mv., uden hvis solide arbejde vi ikke ville kunne varetage vore opgaver. I alt har vi foruden præsterne en halv snes medarbejdere, halvdelen på fuld tid, og halvdelen på deltid.

En anden vigtig opgave for menighedsrådet er at vælge sognepræster, og vi glæder os over at have to dygtige af slagsen, én på fuld tid, og én på halvtid, som vi deler med nabosognet, som vi er i pastorat sammen med. Endelig er menighedsrådet ved vor kirke også ansvarlig for at forvalte et driftsbudget på godt 3 mio. kr., penge som kommer ind fra kirkens medlemmer, som medlemsbidrag, også kaldet kirkeskat.

Uagtet hvor vigtige og tidkrævende ovennævnte opgaver er, så er menighedsrådets vigtigste opgave faktisk noget andet, som det slås fast i en betænkning om folkekirken. Her står det, at folkekirkens overordnede opgave er ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”, og at denne opgave ”danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave”. Og så slås det fast, at denne overordnede opgave udfoldes i fire hovedopgaver, nemlig gudstjenester, undervisning, diakoni og mission.

Derfor bruger vi tid på menighedsrådsmøderne og i udvalgene på at drøfte, hvordan vi bedst kan tilrettelægge gudstjenestelivet og de kirkelige handlinger til gavn og glæde for sognet. Udover højmesserne søndag morgen er der temagudstjenester, gospelgudstjenester, internationale gudstjenester og meget mere.

På dagsordenen er også undervisning. Ikke bare undervisning af konfirmander og minikonfirmander, men også tilbud til andre aldersgrupper. Vi arrangerer foredrag og studiekredse for at give folk en mulighed for at fordybe sig i den kristne tradition. Og på en møde hører vor koncertvirksomhed også med her, for musik og sang er i folkekirken meget vigtige midler til at formidle den kristne tradition.

Vi overvejer også, hvilke behov for diakoni, dvs. omsorg for mennesker i nød eller med særlige behov der kan være i vort sogn. I år har vi planlagt en række aktiviteter under årstemaet ”Kald til kærlighed”.

Endelig drøfter vi også mission, dvs. hvordan vi kan dele de gode nyheder, som evangeliet er, med hinanden, og også med dem, der enten er blevet fremmede for den kristne tro eller aldrig har mødt kristendommen.

For år tilbage var der en meget udbredt modstand i folkekirkelige kredse mod, at folkekirken skulle engagere sig i diakoni og mission. Hvad angår diakoni, så var holdningen enten den, at det måtte velfærdsstaten tage sig af, eller også var holdningen den, at det måtte de overlades til frie kirkelige organisationer som fx Kirkens Korshær og KFUMs Sociale Arbejde. Hvad angår mission, var holdningen enten den, at man generelt tog afstand fra al mission blandt ikke-kristne, eller også var holdningen den, at det måtte missionsselskaberne tage sig af. Men det har ændret sig i dag, hvor der er en meget udbredt forståelse for betydningen af, at folkekirkelige menigheder engagerer sig i diakoni, og en voksende erkendelse i folkekirken af, at det at være kirke i det hele taget indebærer at være i mission.

På alle fire områder spiller frivillige en vigtig rolle. Enten fordi de løser opgaver i de aktiviteter, som menighedsrådet arrangerer, eller fordi de selv tager initiativ til aktiviteter, som menighedsrådet betragter som en del af sognets kirkelige arbejde, og derfor støtter.

Den danske evangelisk-lutherske kirke opstod ved reformationen som en statskirke, der var helt styret af fyrsten. Indførelsen af grundloven i 1849, hvor den evangelisk-lutherske kirke nu blev kaldt for folkekirken, ændrede i ved dette forhold. Men i løbet af de sidste godt hundrede år har folkekirken efterhånden fået en mere demokratisk struktur, først og fremmest med indførelse af demokratisk valgte menighedsråd, der i dag som en slags bestyrelse har ansvaret for at styre sognets kirkelige og administrative anliggender.

Christiansfeld, mandag, den 11. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Maleriske Aarhus-bugt

F79A2A20-4964-438A-9A3D-1712357C1C47.jpeg

3 kommentarer

Gå hjem og vug!

Der er en helt særlig grund til at fejre grundlovsdagen i år. Et stort flertal af partier i folketinget er for få dage siden blevet ”enige om, at der skal iværksættes intensive og målrettede forløb for børn, der optages i obligatorisk læringstilbud med henblik på at udvikle barnets danske sprog og generelle læringsparathed samt introducere barnet til danske traditioner og højtider i forbindelse med fx jul, påske, grundlovsdag, fødselsdage og fastelavn, samt demokratiske normer og værdier” (aftaletekst)

Det helt fantastiske er, at dette intensive læringstilbud om bl.a. grundlovsdag og demokrati skal tilbydes 1-årige i ghettoer og andre udsatte boligområder. Demokratiets lange arm når fremover helt ind i de mest mørke børneværelser i ghettoerne. Der er tale om et så godt tilbud, at småbørnsforældrene næsten ikke kan takke nej til det, for tager de imod tilbuddet, vil de også fremover modtage børnepenge.

Det er endvidere meget innovativt, at der er tale en intensiv læring, der er non-verbal, for disse unge potentielt demokratiske borgere taler ikke dansk (det er derfor de får tilbuddet), og sandsynligvis har de heller ikke endnu lært deres modersmål, som på længere sigt ville gøre dem tosprogede, hvis de fik det lært – og det gør de forhåbentlig ikke, for så vil de for altid høre til den problematiske kategori af tosprogede.

Nu er det jo grundlovsdag i dag, så derfor er der grund til at dvæle ved de danske traditioner i forbindelse med grundlovsdag, som disse 1-årige skal introducerestil. Her rammer politikerne plet, for jeg er ret overbevist om, at disse 1-åriges børns forældre ikke aner, hvilke traditioner, som vi danskere naturligvis følger på grundlovsdag. For at blive gode danskere må de lære, at på grundlovsdag så gør alle vi danskere det, at vi …. Ja, så følger vi vore gode gamle traditioner!

Nu skal det være et intensivt læringstilbud om demokratiske normer og værdier, og så snart de 1-årige kan forstå dansk, så bør pædagogerne sætte sig med de små poder og læse op af grundloven. ”Regeringsformen er indskrænket-monarkisk … Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. ” Ethvert barn, der har fået fortalt eventyr, kan sagtens forstå, hvad et kongerige er, og at det naturligvis er kongen, der bestemmer!

Nu er det naturligvis ikke kun grundlovsdagen og demokrati, der skal indgå i det intensive læringsforløb for vuggestuebørnene, det handler også om mange andre traditioner, normer og værdier, kort sagt om kultur, om dansk kultur. Det intensive læringsforløb retter sig mod de såkaldte parallelsamfund, som gerne skulle tilegne sig majoritetssamfunds kultur. Men al erfaring, viser, at det ikke er så lige en sag. Det, der er brug for, er en god og gammeldags kulturimperialisme, som Gyldendals Store Danske definerer så fint som en ”tvangsmæssig overføring af et dominerende samfunds kulturelle værdier til andre, svagere samfund”. Der kan jo ikke være tvivl om, at et parallelsamfund er et svagere samfund end det danske samfund, og lidt tvang kan vel ikke skade, hvis det er til deres egen fordel, så de kommer på samme høje kulturelle niveau som det danske samfund.

Det er kommunerne, der skal administrere dette intensive læringstilbud på 25 timer om ugen for étårige. Politikerne giver dem i aftaleteksten en sikkert meget påkrævet vejledning: ”Den enkelte kommune skal træffe beslutning om de 25 timers placering de enkelte dage på en måde, der sikrer, at timerne er placeret mest muligt, når børnene er vågne…” Demokratisk – og kulturel – dannelse er naturligvis ikke noget man kommer sovende til!

Derfor er der al mulig grund til, at vi i dag takker jer kære politikere for jeres enestående aftale om intensive læringstilbud til vuggestuebørn ang. grundlovsdag og demokrati, en aftale af stor symbolsk værdi. Nu har I fortjent en meget, meget lang sommerferie: Gå hjem og vug!

 

Århus, grundlovsdag, den 5. juni 2018
Mogens S. Mogensen

5 kommentarer

Om stuerene katte i sommernatten

Det var en varm sommernat. Lige som dem, vi har haft mange af i år. Vi havde åbnet vinduet på vid gab for at få lidt kølighed ind, så vi kunne sove. Midt om natten vågnede min kone og råbte i mørket: ”Der er nogen herinde!” ”Nej”, svarede jeg, mens jeg forsøgte at vågne op, ”Det kan ikke passe”. ”Jo, der er nogen herinde”, påstod hun. Så måtte jeg op og tænde lyset. Og ganske rigtigt. I fodenden af sengen sad en stor sort kat. Efter en jagt rundt i huset efter katten, endte katten med at hoppe ud af vinduet igen.

Egentlig har jeg ikke noget mod katte som sådan. Og heller ikke sorte katte, for jeg er ikke overtroisk. Men hver gang den sorte kat siden har nærmet sig vores hus, har jeg forsøgt at drive den væk med vand og andre midler, men dog uden større held. Den opsøger os stadig. Måske hænger min afvisning af katte sammen med en erfaring fra Nigeria, hvor vi opholdt os som missionærer i 10 år.

Vor søn, der den gang var 4 år gammel, ville meget gerne have en kattekilling, og det fik han så lov til. Kattekillingen kom til at hedde Søren Spætte, fordi den vær spættet. Ikke rødspættet eller grønspættet, men brunspættet. Og så fik den efternavnet Kær, ikke kun fordi den faktisk var meget kær, men fordi vi havde fået den fra en missionærfamilie med efternavnet Kjær. Katten færdedes både ude (hvor den fangede mus og slanger, som den pligtskyldigst præsenterede for os uden for huset) og inde, hvor den heldigvis viste sig at være stueren.

Problemet med katten opstod først, da vi blev forflyttet fra byen Numan til landsbyen Pella et par hundrede kilometer længere nordpå. Vi læssede vort jordiske gods ind i vor Toyota Corolla Stationcar, og placerede Søren Spætte Kær i en kasse i bunden af bilen. Halvvejs til Pella opstod der en alvorlig krise. Katten brød ud af kassen og for forvirret rundt i bilen – og i sin angst og kvide, sådan må det have været, så pissede den på tæppet i bunden af bilen. En gennemtrængende stank, som jeg aldrig nogensinde kan glemme, bredte sig i hele bilen.

Men vi kom alligevel velbeholdent frem til vort nye hjem og fik os og katten installeret der. Og så gik vi i gang med at gøre bilen ren. Vi vaskede tæpperne i bunden af bilen. Men lige lidt hjalp det. Vi forsøgte os med forskellige dufte på spraydåse, men heller ikke det hjalp. Vort problem løstes først, da vi solgte bilen – og måske har Søren Spætte Kær været skyld i, at vi ikke fik den optimale pris. Men problemet blev løst, og da katten først kom ind i sit nye hjem, så fortsatte den ikke med sit tæppepisseri, men viste sig som en eksemplarisk stueren kat. At Søren Spætte Kær fik en ulykkelig afslutning på sit katteliv, da vi et par år senere flyttede til en landsby syd for Yola, hvor katte blev betragtet som en delikatesse, er en helt anden historie, som jeg ikke skal fortælle her.

Men oplevelsen med tæppepisseriet og de medfølgende problemer med vor bil har sat sig i mig, så jeg har en indbygget skræk for at give husly til katte, som ikke er stuerene. Og det gælder også den tilsyneladende hjemløse sorte kat, som lusker rundt i vort kvarter, og ofte gør tilnærmelser til os. For er det overhovedet muligt at gøre en kat stueren? Jeg tror, at det overgår mine evner.

Men hvis man ikke kan stå for katte, og heller ikke den sorte kat, som lusker omkring hos os, så er der måske en anden mulighed for integrere katte i sit hus uden at skulle påtage sig den herkuliske opgave at søge at gøre kattene stuerene. Oplevelsen af dufte er jo subjektiv, og også når det gælder dufte, skifter moden fra år til år. Og jeg må indrømme, at nogle af de dufte, der til høje priser tilbydes mænd og kvinder til at overdøve kropsdufte, holde insekter væk, eller tiltrække det modsatte køn, ikke dufter godt i min næse. Så måske kunne man forestille sig, at hvis man forsøgsvis tillod kattes tæppepisserri, så ville duften måske efterhånden blive mainstreamet, en blandt flere acceptable dufte, ja, hvem ved, den kunne blive det nye sort.

Men hvordan kom jeg til at tænke på katte, der ikke er stuerene og måske heller aldrig bliver stuerene? Jo, det var jo det med den sorte kat, der en varm sommernat hoppede ind af vinduet, mens vi lå og sov.

Christiansfeld, mandag, den 4. juni 2018
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Besøg hos min gamle ven, Massoud Fouroozandeh, i Church of Love Valgmenighedskirken i Vissenbjerg.

Massoud

Skriv en kommentar