Archive for category Uncategorized

Mission er … at invitere. Mission i Folkekirken 8

”Kom og se”, ”Kom hid til mig”, ”Kom og følg mig”. I evangelierne indbyder Jesus mennesker til at komme til ham. Og i lignelserne om kongesønnens bryllup og det store gæstebud er der tale om fester, som mennesker indbydes til at deltage i. I Jesu mission spiller invitationen en helt afgørende rolle. Selv om Jesus havde al magt i himmel og på jord, kommanderede han aldrig med mennesker, men han inviterede dem, gav dem derved friheden til at sige ja eller nej.

Jesus inviterer de nysgerrige til at komme og lære ham at kende, da han siger ”Kom og se” til Johannes’ disciple, der viste interesse for ham. Jesus inviterer dem, der er trætte og tyngede af byrder til at komme til ham for at finde hvile. Jesus inviterer mennesker til ikke blot at lytte til ham, men også at følge ham og deltage i hans mission. Jesus inviterer alle til at være med til Gudsrigets fest.

Mission som invitation handler ikke om ”at få mennesker ind og sidde i kirken”, men snarere om at invitere mennesker ud på en vandring, en fælles pilgrimsvandring. Mission som invitation handler ikke om ”at få mennesker til at overtage hele pakken af dogmatiske sandheder”, men om at invitere mennesker til at opleve evangeliet som et sæt af meningsgivende relationer, relationen til den treenige Gud og til andre mennesker. Mission som invitation handler ikke om at få mennesker til ”at vende ryggen til verden”, men om at invitere mennesker til at være Guds medarbejdere i helingen af alt det brudte i verden.

Mission er at indbyde mennesker til en fest i Guds Rige, hvor evangeliet er Gudsrigets musik, der byder os op til dans med den treenige Gud og hinanden. I salmen ”Dansens Herre” udtrykker den engelske folkemusiker Sidney Carter den samme tanke (i Holger Lissners oversættelse):

Jeg dansed for fromme mænd af folkets top,
men de sagde nej, da til dansen jeg bød op,
så gik jeg til fiskere og jævne mænd,
de fulgte mig, og vi dansed igen.

Dans da, kom med i dansens leg,
kom som I er, kom og dans med mig!
Jeg er dansens Herre, og jeg vil vise vej
i mit riges dans skal I følge mig!

Hvordan vil mission se ud i en folkekirkelig sammenhæng, hvis vi tager udgangspunkt i invitations-metaforen?

Mission er – mens vi selv at følger Jesus – at invitere andre til at følge ham sammen med os. Det vil sige at dele liv og erfaringer med hinanden over tid på den fælles pilgrimsvandring.

Mission er – mens vi selv er engageret i helingen af alt det brudte i verden – at invitere andre med til sammen med os at deltage i Guds heling af alt det brudte i verden.

Mission er – mens vi selv deltager i den fest, som dansen i Guds Rige er – at invitere andre op til dans, også dem, der oftest bliver ladt tilbage som bænkevarmere. Det vil sige som kirke at udvikle et inkluderende fællesskab, hvor alle føler sig velkomne og værdifulde.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

Skriv en kommentar

Mission er … at hele det brudte. Mission i Folkekirken 7

Da Jesus indledte sin mission, var det if. Mattæus med ordene: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”, og det fortælles derefter, at han ”gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket” (Matt 4,17 og 23). Det sker som opfyldelse af profetierne i det Gamle Testamente om Messias, som Jesus sagde i synagogen i Nazaret, da han citerede profeten Esajas. ”Herrens ånd er over mig fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Luk 4,17).

Jesus kom for at hele alt det, der siden syndefaldet havde været brudt. Det brudte i menneskers forhold til Gud, i menneskers forhold til hinanden, i menneskets forhold til skaberværket og det brudte i mennesket. Helingen sker gennem Jesu død på korset og hans opstandelse, der peger frem mod fuldendelsen i Guds Rige. Når Jesus sender sin 72 disciple ud, er det for at deltage i hans mission: ”Helbred de syge, og sig til dem: Guds Rige er kommet nær til jer” (Luk 10,9).

Om kirkens deltagelse i helingen af det brudte forhold mellem mennesker og Gud skriver Paulus, at Gud ”forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste” (2 Kor 5,18-19). Og i Jesu domslignelse viser han, at den mission, han kalder os til, indebærer at være med til at hele menneskehedens sår ved at bespise de sultne, give de tørstige noget at drikke, tage imod de fremmede, klæde de nøgne og tage sig af de syge og besøge de fængslede.

Som den tyske Hans Küng har sagt det, ”Guds rige er skaberværket, der er blevet helet”. Guds Rige er allerede brudt ind i verden i Jesus Kristus, men det er endnu ikke helt og fuldt til stede. For som Paulus skriver, så ved vi, ”at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen” (Rom 8,22). Derfor sker vor deltagelse i helingen af den brudte verden under håbets fortegn, håbet om, at Guds Rige en dag vil komme med en fuld og hel genoprettelse af alt det brudte.

Hvordan vil mission se ud i en folkekirkelig sammenhæng, hvis vi tager udgangspunkt i helings-metaforen?

Sammenfattende kunne det være ”bed og arbejd”. Vores deltagelse i den heling af verden, som Jesu virke drejede sig om, må begynde med bøn, med den bøn, Jesus lærte sine disciple, og som er Guds Rigets bøn, nemlig Fadervor, som netop er en bøn om heling af verden. Her beder vi om, at Guds navn må blive æret i verden, at Guds rige må komme til os og til alle, og at Guds vilje må ske i verden. Vi beder om en verden med dagligt brød til alle, tilgivelse og forsoning mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes, en verden befriet fra al ondskab.

Vor deltagelse i helingen af verden indebærer, at vi ikke kun beder for Guds Riges komme, men at vi også stiller os til rådighed for Guds riges udbredelse. Efter at have slået fast at vi er frelst af Guds nåde og ikke ved gerninger, minder Paulus om, at ”hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,10). Vi er ikke kaldet til en hektisk aktivisme, som om vi alene på vore skuldre skulle bære ansvaret for at hele den brudte verden, men vi er sat i verden til at være Guds medarbejdere, der tjener vore medmennesker ved at udføre de helings-opgaver, Gud lægger til rette for os. Når vi beder for den brudte verden om, at Guds Rige må komme, som vi gør det i Fadervor, begynder vi måske at fornemme, hvad det er, vi skal gøre for at være med til at hele det brudte i verden.

Christiansfeld, tirsdag, den 18. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

·       Mission er … at fortælle historier. Mission i folkekirken 6

1 kommentar

Mission og politik – og Marie Krarups politiske mission

”Mission og politik” har ikke været et tema i en dansk kirkelig og politisk kontekst i mange år. Men Jellingestenen, der også kaldes Danmarks dåbsattest, er et vidnesbyrd om sammenhængen mellem mission og politik i kong Harald Blåtands virke for over 1000 år siden. ”den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Reformationen for 500 år siden var ganske vist ikke mission i klassisk forstand, men alligevel: her var det også kongen, der dekreterede danskernes omvendelse – denne gang fra katolicisme til luthersk kristendom.

Sidste gang spørgsmålet om mission og politik kom op var i 1700-tallet i forhold til jøderne. I 1714 var der blevet oprettet et ministerium for mission, ”Missionskollegiet”, som indsendte et forslag til kongen om at anvende nogle af de penge , som var afsat til oprustning og krig for gennem undervisning og økonomisk støtte at omvende jøderne til kristendommen. Forslaget blev dog ikke vedtaget. Men få år senere tog kongen selv et initiativ til jødernes omvendelse. Efter inspiration fra den pietistiske leder Spener besluttede kongen i 1728, at mændene i det jødiske samfund i København hver torsdag skulle indfinde sig i Vajsenshusets kirke for at overvære prædikener eller foredrag ved to tysktalende præster ved Skt. Petri Kirke. Formålet var ud fra Bibelen og fornuftsgrunde at få dem til at omvende sig til kristendom (Kilde: Martin Schwarz Lausten, Jøder og kristne i Danmark. Fra middelalderen til nyere tid. Forlaget Anis, 2012).

Siden grundloven af 1849, der indebar indførelse af religionsfrihed, og statskirkens overgang til folkekirke, har spørgsmålet om mission og politik ikke været aktuelt i en dansk kirkelig og politisk kontekst. Spørgsmålet har imidlertid været et gennemgående tema i den moderne misssionsbevægelse i Afrika og Asien, hvor sammenhængen mellem kolonialisme og mission er blevet kritisk analyseret.

I de seneste dage er spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik imidlertid dukket op på den politiske og kirkelige scene, som det fx fremgår af en artikel i Jyllandsposten i går, “Politikere vil have flere præster til at missionere mere over for muslimer“. I slutningen af maj måned sendte Marie Krarup, MF for Dansk Folkeparti, og forsvarsordfører, fem spørgsmål til kirkeministeren om folkekirken og mission. Spørgsmålene blev fulgt op af en kronik i Berlingske Tidende den 2. Juni, ”Vi bør støtte kristen mission blandt muslimer i Danmark”. Her skriver Krarup bl.a., at ” Det forekommer mig absurd, at den danske stat ofrer millioner af kroner på at prædike demokrati og menneskerettigheder ude omkring i den store, vide verden, men at give støtte til, at muslimer i Danmark kan høre Guds ord, er der ingen, der rigtig tænker på”. Samme dag citereres hun i en artikel i Jyllands-Posten, ”Marie Krarup vil have kristent missionsarbejde på finansloven” citeres hun for at tilføje, at ”Vi kan da ikke være bekendt at lade muslimerne fortabes for evigt, fordi vi kun vil dialogisere med dem, men ikke give dem det budskab, der er sandheden, livet og vejen”.

Nu er Marie Krarup – i hendes optik – af gode grunde optaget af at staten skal finansiere mission blandt muslimer. Men hvis man forestillede sig, at det blev foreslået, at staten skulle finansiere mission blandt jøder eller blandt ateister i Danmark, så ville der nok blive et ramaskrig!

At det for Krarup ikke kun, og måske slet ikke i første omgang, handler om muslimers frelse, fremgår af kronikkens sidste sætninger. ” Det er virkelig på tide, at Danmark som land, som stat og civilsamfund besinder sig på, at vi har et kristent udgangspunkt og fundament. Hvis det smuldrer bort og erstattes med islam, vil vi få et helt, helt andet land og civilsamfund. Det skal vi naturligvis begrænse mest muligt. Dertil kan vi bruge udlændingepolitikken, men vi bør ikke overse missions-mulighederne.” Og også tidligere i kronikken fremgår det, at det er integreringen (eller måske rettere assimileringen) af muslimer, der især optager hende.

I middelalderen og langt op i nyere tid var kirke og stat i mange lande knyttet så tæt sammen, at mission ikke kun blev betragtet som en kirkelig opgave, men i høj grad også et statsligt anliggende, undertiden forbundet med statens udenrigspolitik. I en lang række muslimske lande er der den dag i dag en nær forbindelse med religion og politik, så staten ser det som sin opgave at være med til at udbrede statsreligionen, altså mission. Et slående eksempel på det er Saudi Arabien. Hvordan man i islam i dag ser på spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik, må muslimer svare på, men i dag er de allerfleste kristne teologer enige om, at det teologisk set er endog meget problematisk at blande politik og mission sammen. Evangeliet må forkyndes eller deles uden nogen tvang eller noget pres fra staten eller andre magthavere, for evangeliet må modtages i frihed.

At det er en folkekirkelig opgave at være i mission, er der ingen tvivl om, som det også fremgår meget tydeligt af det svar fra biskop Peter Skov Jakobsen, som kirkeministeren har sendt til Marie Krarup. Biskoppen henviser således bl.a. til den betænkning, som kirkeministeriet udsendt i 2009, hvor det slås fast, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser, og at: [denne] overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift.”. Som når det gælder alle andre spørgsmål i folkekirken, så er der naturligvis også en levende debat om, hvordan mission skal forstås, og hvordan den skal praktiseres. Men for mig at se, er det springende punkt i denne sag, at det er en politiker, der spænder kirkens mission for sin (parti)politiske vogn.

I en dansk sammenhæng er spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik kompliceret af, at vi har en folkekirke, som understøttes af staten. I en artikel på Kristendom.dk fra 2009, drøfter Jørgen Skov Sørensen, der på daværende tidspunkt var sekretariatschef for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og i dag er generalsekretær i Danmission, de problemer, der opstår ”Når staten bliver missionær”. Er det overhovedet muligt for folkekirken at fremstå med den fornødne autencitet i missionen, når kirken nyder opbakning fra staten? Er det overhovedet muligt som statskirke med et magtfuldt statsapparat i ryggen at fremstå som en troværdig og autentisk samtalepartner for andre religioners repræsentanter?” Svarene på de spørgsmål blæser for tiden i vinden.

Den aktuelle debat om mission og politik aktualiserer debatten om forholdet mellem stat og kirke. Som det for nylig blev slået fast i en højesteretsdom, så styres folkekirken fra centralt hold som var den en statskirke. Men skal denne særlige danske konstruktion fungere, uden at kirken mister sin integritet – og uden at kirkens mission mister sin integritet – så forudsætter det, at politikerne ikke udnytter den næsten uindskrænkede magt de har over folkekirken, men omgås folkekirkelige spørgsmål med den tilbageholdenhed og skønsomhed, som i det store og hele har været gældende siden 1849. Hvis politikerne derimod i højere grad begynder at politisere folkekirken og folkekirkens mission – sådan som Marie Krarup nu gør det – så er der for mig at se kun to udviklingsmuligheder: Enten bliver folkekirken efterhånden en politiseret kirke (statskirke, som vi kender det fra tiden før grundloven) uden mulighed for at være i en autentisk mission, eller også må folkekirken bl.a. af hensyn til sin uopgivelige missionsopgave skilles fra staten.

Christiansfeld, lørdag, den 15. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Mission er … at fortælle historier. Mission i folkekirken 6

Bibelen indledes med en historie om paradisets have, og Bibelen afsluttes med en historie om det nye Jerusalem, der ved dagenes ende kommer ned fra himlen. Og derimellem er der utallige historier eller fortællinger, som er den helt dominerende litterære form i Bibelen. Der er i Bibelen også andre litterære former, fx er poesi, som vi kender det fra Salmernes Bog, og visdomsord, som vi møder dem i Ordsprogenes bog, og teologiske udredninger, som i nogle af Paulus’ breve, men egentlige historiefortællinger fylder langt over halvdelen af Bibelen.

Den røde tråd i det gamle testamente udgøres af er en lang række fortællinger, som fx historierne om Abrahams kaldelse, Josef og hans brødre, udvandringen fra Egypten, David og Batseba og eksilet i Babylon. I det nye testamente møder vi fortællingerne i evangelierne og i apostlenes gerninger. Der er dels fortællingerne om Jesus, dels Jesu fortællinger, dvs. hans lignelser. Dertil kommer apostlenes fortællinger, fx Stefanus’ genfortælling af frelseshistorien, kulminerende med Jesus, kort før Stefanus lider martyrdøden, og Paulus’ fortællinger om sin omvendelse.

Oprindeligt er disse historier blevet overleveret mundtligt, dvs. at den vigtigste kilde til israelitternes og siden de kristnes tro har været de historier, som er blevet fortalt om Gud og om Guds interaktion med mennesker. Historierne om Guds møde med mennesker fortæller os noget om, hvem Gud er. Frelseshistorien – fra paradisets have til Guds Riges komme – fortæller os, hvad frelse er. Den store historie, som vi møder den i Bibelen, giver mening til det enkelte menneskes lille historie, altså vores livs- og troshistorie.

Evangelium betyder ”godt nyt” eller ”de gode nyheder”, men det ville give god mening at oversætte det med ”gode historier” – eller måske ligefrem ”verdens bedste historie”. Mange af de fortællinger, vi møder i Bibelen, er så gode historier, at de har prentet sig dybt i børns og voksnes bevidsthed for altid og har været med til at præge deres forståelse af tilværelsen, ja har påvirket vores sprog og kultur. Det gælder fx Jesu lignelser om den barmhjertige samaritaner og om den fortabte søn.

At fortælle historier er en universel form for kommunikation, og de fleste mennesker elsker at fortælle historier og at lytte til historier. Kristendommen kan udtrykkes igennem abstrakte begreber og filosofisk udformede dogmer, men ofte fremmes forståelsen, når den formidles på mere konkret vis gennem historier, der også har den fordel, at de ikke kun appellerer til intellektet, men også til vore følelser. Historier giver tilhøreren mulighed for så at sige ”at gå ind i historien” og identificere sig med personer i historien og de problemstillinger, personerne står overfor. Det være sig i en fortælling om Jakob og Esau eller om Jesu møde med den samaritanske kvinde, Jesu lignelse om kongesønnens bryllup – eller når vi i dag fortæller vor livs- og troshistorie. Og så udfordrer det tilhøreren til at overveje sin egen livs- og troshistorie, i lyset af de historier, han eller hun lytter til.

Hvordan ville mission se ud i en folkekirkelig sammenhæng, hvis vi tager udgangspunkt i historiefortællings-metaforen? Hvilke praksisser kunne det indebære?

Både Ny og Gammel Testamente er fuld af gode historier, der råber på at blive fortalt. Bibelhistorier er ikke kun for børn, men de er også gode historier for voksne, historier som – når de fortælles i relevante sammenhænge – kan kaste lys over menneskers liv og formidle noget centralt om kristendom. Udfordringen er at fortælle dem netop som gode historier, og ikke blot som illustrationer for vore ”prædikener” eller som belæg for vore ”dogmer”, så man ikke kommer til at tage livet af historierne.

Alle Bibelens gode historier indgår imidlertid i den store historie, der går som en rød tråd gennem hele Bibelen, nemlig frelseshistorien, og den enkelte bibelhistorie får sin dybeste betydning fra den store historie. Derfor må vi også øve os i at sætte nogle enkle ord på den store historie, uden at skulle fortælle alt fra Adam og Eva til Jesu genkomst.

Hvert eneste menneske har sin unikke livshistorie, der fortæller hvem han eller hun er, og det kan have en meget livgivende virkning at fortælle sin egen livshistorie for andre, ligesom det ofte er meget spændende og oplysende at lytte til en andens livshistorie. Som kristne er vores troshistorie vævet sammen med vor livshistorie, og hvis mennesker, der er fremmede over for den kristne tro, skal begynde at forstå noget om, hvad kristentro i praksis er, så må vi også have modet til at fortælle vores historie.

 

Christiansfeld, fredag, den 14. juli 2017
Mogens S. Mogensen

 

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

 

 

 

2 kommentarer

Højesteret om forholdet mellem stat og kirke

Undertiden kan man få det indtryk, at forholdet mellem stat og kirke er meget kompliceret, og når kirkefolk i andre lande hører om folkekirkeordningen, bliver de ofte meget forvirrede, og spørger måske, om folkekirken er en statskirke eller hvad? Og så får de ofte svaret, ”Nej, vi har en folkekirke”, og når man så begynder at forklare, hvad det egentlig betyder, bliver de ofte lidt fjerne i blikket.

Så kan man naturligvis henvise de spørgende til, det der står i grundloven om folkekirken. I Grundloven står der, som bekendt kun to ting om folkekirken. Dels, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten” (par 4), dels at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, men det bliver de spørgende jo ikke meget klogere af.

Vi har i Danmark ikke nogen egentlig forfatningsdomstol, der tolker grundloven og afgør om regering og folketing overholder grundloven, men i praksis fungerer højesteret som forfatningsdomstol. Og i den egenskab har højesteret den 2. Marts i år fældet dom i en sag, hvor en gruppe borgere mente, at regering og folketing med en lov havde brudt grundloven. Lovens indhold er i denne sammenhæng irrelevant, men højesterets begrundelse for ikke at give borgerne medhold forklarer med al ønskelig tydelighed, hvordan det juridiske forhold er mellem stat og kirke.

”Det fremgår af grundlovens § 4, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”.

Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering. [….]

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.

Grundlovens § 66 bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Bestemmelsen har stået indholdsmæssigt uændret siden grundloven af 1849. Der er ikke gennemført en sådan forfatning, og i praksis er folkekirkens organisatoriske og personalemæssige forhold mv. blevet reguleret ved forskellig lovgivning. Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. […]

Lovændringen mv. er besluttet af lovgivningsmagten og kirkeministeren, som det tilkommer at regulere folkekirkens forhold inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag”.

Hvis nogen er i tvivl, så slår højesteret her med al ønskelig tydelighed fast, at lovgivningsmagten og kirkeministeren uden at spørge nogen i folkekirken kan regulere alle forhold i kirken, både indre og ydre forhold – dvs. at kirken styres suverænt af staten. Den eneste begrænsning er, at det skal ske ”inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag”, og her har regeringen og lovgivningsmagten ”et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering”.

Egentlig kan det undre, at denne dom fik så lidt opmærksomhed, da den blev offentliggjort den 23. marts i år, når den på så forbilledlig klar måde fastslår det lovmæssige forhold mellem staten og folkekirken.

 

Christiansfeld, torsdag, den 13. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Mission er … at dele. – Mission i Folkekirken 5

Det Nye Testamente og især Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er fyldt med historier om situationer, hvor mennesker deler måltider med hinanden, og hvor Jesus som gæst modtog gæstfrihed, samtidig med at han viste sig som værten, der inkarnerede Guds gæstfrihed.

Tydeligst ser vi det i beretningen om de to Emmaus-vandrere, der inviterede deres medvandrer, som de indtil da ikke havde genkendt – som den opstandne Jesus – til at blive hos dem som deres gæst, og hvor han ” tog … brødet, velsignede og brød det og gav dem det ” (Luk 24,30), som en vært ville gøre.

Ydermere er det sådan, at når Jesus inviteredes til at være til stede ved et måltid, så brød han ofte de traditionelle konventioner for måltidsfællesskabet og etablerede et fællesskab, der repræsenterede Gudsrigets inkluderende fællesskab, hvor alle var velkomne uanset køn, alder og social status.

Ved den sidste nadver, aftenen før sin korsfæstelse, gjorde Jesus måltidet med sine disciple til en metafor for kirken. Kirken som “communion”, fællesskab, hvor disciplene delte livets brød og vin, og hvor Jesus var til stede som deres vært. Hver gang vi fejrer nadver, mindes vi om “den sidste nadver”, samtidig med at måltidet peger fremad mod det Guds Rige, som kommer (se fx Matt 8,11).

I opsummeringen af den første menigheds liv og tjeneste skriver Lukas, at “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst” (ApG 2,42-47). Det er altså tydeligt, at den første menighed var et fællesskab, som var karakteriseret ved at dele både Guds åndelige og materielle gaver, og at delingen også inkluderede dem, der ikke var disciple af Jesus.

At dele er en missions-metafor, som hjælper os til at fokusere på helt centrale dimensioner i kirkens mission. For det første kalder Gud os til at tage del i hans missio han har altså valgt at dele sin mission med os. Vi inviteres til at deltage i måltidsfællesskabet (nadveren), og sendes derfra ud for at tage del I Guds mission ved at dele de gode nyheder i ord og handling med hele verden.

For det andet kaldes vi til at være i mission ud fra den forståelse, der ligger i fællesskabet ved nadverbordet, hvor vi deler de gaver, som Gud har givet os til deling. Dybest set tilhører alt, hvad vi har, både af åndelige og materielle gaver, ikke noget enkeltindivid eller nogen gruppe, men er Guds gaver, som han har betroet os alle i fællesskab. Pave Frans udtrykker det sådan i “Evangeliets glæde”:  ”Ikke at dele sin velstand med de fattige er at stjæle fra dem og tage deres levebrød fra dem. Det er ikke vore ejendele, som vi har, men deres”.

Endelig understreger dele-metaforen for mission, at lige som vi alle er lige, når vi deler brød og vin ved nadverbordet, sådan er vi også lige, når vi rejser os fra nadverbordet og møder vore medmennesker i mission. Det betyder også, at mission her må forstås som “mission fra neden” og ikke en mission, hvor de mægtige og rige allernådigst giver noget af deres eget til de sårbare og fattige.

Hvilke missions-praksisser følger der af dele-metaforen? Hvis vi ser på teksten i Lukas 10,1-12 om Jesu udsendelse af de 72 disciple igennem dele-metaforens prisme, får vi et glimt af nogle missionale praksisser.

Mission er deltagelse i Jesu mission, idet Jesus sendte sine disciple derhen, hvor han selv ville gå. Jesus deler altså sin mission med os. Mission indebærer derfor den praksis, at vi lytter til hans Ånd, da det dybest set er hans mission, og at vi søger hans vejledning, når vi engagerer os i mødet med andre mennesker.

Jesus sendte sine disciple ud to og to, Det er kirken, som Kristi legeme, der sendes ud i mission, og der er brug for alle talenter og gaver. Mission indebærer den praksis, at vi deler missionsopgaven med hinanden og støtter og opmuntrer hinanden.

Disciplene sendes af sted uden de sædvanlige fornødenheder som fx penge. Det betyder, at de er sårbare og afhængige af lokalbefolkningens gæstfrihed og gavmildhed. Mission indebærer den praksis, at vi gør os afhængige af, at de mennesker, som vi ønsker at dele evangeliet med, vil dele med os.

Når Jesus siger til disciplene, ”Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd”, så indikerer det, at disciplene forventes at dele lokalbefolkningens liv ved at deltage i deres arbejde og derfor også modtage deres løns for arbejdet I form af mad og drikke. Mission indebærer den praksis, at vi deler liv med mennesker og i den kontekst deler de gode nyheder i ord og handling.

 

Christiansfeld, torsdag, den 13. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

 

 

 

3 kommentarer

Mission er … at lytte – Mission i Folkekirken 4

En af den kristne tros vigtigste ytringsformer er bønnen til Gud i Jesu navn. Jesus lærte sine disciple at bede til Gud som deres himmelske far. Bøn skal ikke forstås som en lydighedshandling over for en guddommelig lov, men som en invitation til fællesskab med Gud. Præmissen for Jesu undervisning om bøn er, at Gud vor far lytter til menneskers bønner, og at han responderer på vore bønner i det, han siger og gør for os og for andre i verden. Endvidere ser det ud til, at denne lytten også er en del af treenighedens fællesskab, for igen og igen taler evangelierne om, at Sønnen beder til Faderen.

I en artikel med den sigende titel “In the beginning is the listening” skriver den amerikanske teolog Jay McDaniel, at “Selv Gud må begynde med at lytte. Når alt kommer til alt, kan Gud jo ikke respondere på verdens skrig eller tage del i dens glæder, medmindre Gud først hører disse skrig og føler disse glæder. Og hvis der engang var et tidspunkt, hvor Gud eksisterede alene – da der ikke var noget univers, som vi kender det i dag, men kun potentialet i Guds tanker for eksistensen af et univers – så måtte Gud lytte til disse potentialer. I begyndelsen måtte der selv for Gud være en lytten.”

Denne dybe lytten er altså en integreret dimension i Guds mission i verden. Mennesker er skabt i Guds billede, og da Bibelen tegner et billede af en lyttende Gud, er vi også skabt med potentialet til den dybe lytten. McDaniel beskriver denne dybe lytten som ”en lytten, der ikke er styret af målet om at erobre eller kontrollere, men af målet om at være sammen med en anden på en sensitiv måde og om at respondere med visdom og medfølelse”. Når Gud kalder os til at deltage i sin mission i verden, kalder han os også til at deltage i sin egen dybe lytten i den måde, vi agerer og møder mennesker på.

Hvordan vil i  mission se ud i en folkekirkelig sammenhæng, hvis vi tager udgangspunkt i lytte-metaforen? Hvilke lytte-praksisser kunne det indebære?

Da kirkens mission er deltagelse i Guds mission, må vor mission begynde med at øve os i at lytte til missionens Gud. Når vi sammen lytter til Guds Ord, inddrages vi i fællesskabet med den treenige Gud og med hinanden og får muligheden for at begynde at forstå vort eget liv som en del af Guds store historie. En måde at praktisere en sådan lyttende spiritualitet på er ved, at en gruppe mennesker i fællesskab lytter til en tekst fra Ny Testamente, og hver for sig i stilhed reflekterer over teksten. Derefter mødes man to og to og lytter intensivt til, hvilke tanker teksten har sat i gang hos samtalepartneren, og til slut mødes man i plenum og deler, hvad man har hørt sin samtalepartner fortælle. Det handler om at øve sig i en dobbelt lytten, en dyb lytten til Ordet og dermed til Gud, og en dyb lytten til et andet menneske.

Det fører helt naturligt til, at vi også uden for den kirkelige kontekst øver os i at praktisere en dyb lytten til vore medmennesker. Det kan gøres i strukturerede sammenhænge, men også i vor dagligdags omgang med andre mennesker. Det er ikke alle mennesker, der bryder at blive prædiket for, men alle elsker at blive lyttet til og dermed blive taget alvorligt. At blive lyttet til har nemlig en livgivende virkning. Kirkens Korshærs tidligere leder, Bjarne Lenau Henriksen, har i få ord udtrykt, hvad den dybe lytten kan betyde: “Det handler om at lade det andet menneske komme til orde og dermed måske til live. Det handler om nærvær, nærvær og atter nærvær”.

En nærliggende indvending mod denne forståelse af mission med vægt på en dyb lytten er, om det ikke let fører til, at evangeliet ikke bliver forkyndt. I mange århundreder er evangeliet blevet forkyndt i folkekirken ud fra en magtposition, men i en postmoderne kontekst, hvor der efterspørges autenticitet og ikke autoritet, er det ikke længere muligt. Den dybe lytten til den anden kan måske være et udtryk for en autentisk form for mission i dagens Danmark. Når vi på denne måde – uden bagtanker – lytter intenst til den andens perspektiver og erfaringer, får den anden måske også lyst til at lytte til, hvad der giver vores liv mening.

Christiansfeld, onsdag, den 12. juli 2017
Mogens S. Mogensen

 

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

5 kommentarer