Archive for category Uncategorized

Dumpekarakter til ministeriums ”Redegørelse om parallelsamfund 2019”

omslag-til-redegoerelse-om-parallelsamfund

Hvis Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport ”Redegørelse om parallelsamfund 2019”, der udkom i marts, havde været en universitetsopgave, så er jeg overbevist om, at den ville have fået dumpekarakter. Hvorfor nu det?

Redegørelsens hovedkonklusion er, at der for 74.600 personer med ikke-vestlig baggrund er indikationer på, at de indgår i et parallelsamfund.

For at nå frem til denne konklusion må man naturligvis tage udgangspunkt i en definition på, hvad et parallelsamfund er for noget. I en Økonomiske analyse nr. 30. Parallelsamfund i Danmark” udgivet af Økonomi- og indenrigsministeriet findes flg. definition: ”Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.” Og den gentages i redegørelsen med enkelte mindre ændringer: ”Et parallelsamfund kan være kendetegnet ved at være fysisk og mentalt isoleret fra det øvrige samfund og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det øvrige samfund og uden ønske om at blive en del af det øvrige samfund” (s. 40).

Dernæst må der naturligvis fastlægges indikatorer på tilstedeværelsen af parallelsamfund.

  • Bor i et alment boligområde, hvor mindst 25 pct. har ikke-vestlig baggrund
  • Børn i alderen 1-4 år, der ikke er i dagtilbud
  • Børn i alderen 0-6 år i daginstitution, hvor mindst 25 pct. har ikke-vestlig baggrund
  • Børn og unge i grundskoler, hvor mindst 25 pct. har ikke-vestlig baggrund
  • Børn (12-14 år) sigtet efter straffeloven mv. i året
  • Unge (15-29 år) dømt efter straffeloven mv. i året
  • Unge i alderen 15-29 år, som hverken er i beskæftigelse eller uddannelse
  • Unge og voksne i alderen 22-59 år som er langvarigt passive 61.000 30

Hvis nogen i en familie på højst tre personer falder ind under mindst to af de otte indikatorer, vurderes man at være en del af et parallelsamfund. Hvis familien består af fire eller flere personer, er kravet, at man falder ind under mindst tre indikatorer.

Endelig må man empirisk fastslå, hvor mange mennesker der lever op til de ovenfor oplistede kriterier.

Egentlig er der ikke noget at udsætte på undersøgelsens definition af et parallelsamfund, som undersøgelsen har valgt, når det gælder præcision. Her indgår fire elementer

  • Mennesker i parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret fra det øvrige samfund
  • Mennesker i parallelsamfund følger deres egne normer og regler og altså ikke de normer og regler, der er gældende i det øvrige samfund
  • Mennesker i parallelsamfund har ikke nogen nævneværdig kontakt til det øvrige samfund
  • Mennesker i parallelsamfund har ikke noget ønske om at blive en del af det øvrige samfund

Der er heller ikke noget at udsætte på den empiriske undersøgelse af de indikatorer på tilstedeværelsen af parallelsamfund, som et sat op. Her er der tale om en korrekt brug af statistik.

Så vidt så godt. Men den er helt gal med indikatorerne. Undersøgelsen har med brug af disse indikatorer en meget ringe validitet. Validitet betyder, at man rent faktisk måler det, som man har til hensigt at måle. I dette tilfælde, at man med brugen af de ovennævnte indikatorer virkelig måler tilstedeværelsen af parallelsamfund. Indikatorerne måler mange interessante ting, men de siger meget lidt om, i hvor høj grad der er tale om parallelsamfund. For at tage et par meget grelle eksempler: Hvad udsiger indikatorerne om, hvorvidt disse mennesker følger deres egne normer og regler og altså ikke de normer og regler, der er gældende i det øvrige samfund? Hvad udsiger indikatorerne om, hvorvidt de undersøgte mennesker har eller ikke har noget ønske om at blive en del af det øvrige samfund? De valgte indikatorer er heller ikke gode til at udsige ret meget om de undersøgte menneskers normer og regler. Færrest problemer, men stadig problemer, er der med brugen af indikatorer til at måle kontakten til det øvrige samfund.

Der tages forskellige forbehold i undersøgelsen (fx mht. antallet af borgere, om hvem det gælder at der er indikationer på at de lever i parallelsamfund), men der tages ikke forbehold over for selve metode, der anvendes, altså at de ovennævnte indikatorer kan bruges til at vise tilstedeværelsen af parallelsamfund.

Da undersøgelsen er foretaget på en sådan måde, at resultatet nødvendigvis må have meget ringe validitet, så må konklusionen være, at indenrigsministeriets opgave er dumpet. Man kunne også siger, at det var en ommer, men det vil jeg ikke gøre, for jeg tvivler på, at en ny undersøgelse af parallelsamfund ville blive videnskabeligt set bedre, da der tilsyneladende er for store politiske interesser på spil på dette område.

Christiansfeld, onsdag, den 17. april 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Rasmus Paludan og begrænsninger i hadprædikanters ytringsfrihed

I 2016 vedtog et flertal i folketinget en ændring af udlændingeloven, der gjorde det muligt at forbyde hadprædikanter indrejse i landet. Der blev etableret en sanktionsliste over udenladske religiøse forkynder, der kunne udelukkes fra indrejse i landet. Lovændringen indebar en indskrænkning i ytringsfriheden, idet hadprædikanter ville blive udelukket fra landet, hvis de havde fremsat ekstreme synspunkter (der ganske vist kunne være lovlige i sig selv, jf. lov om ytringsfrihed), men som man måtte udelukke af hensyn til den offentlige orden i Danmark. Hvis disse hadprædikanters virksomhed førte til, at deres tilhængere eller modstandere begik ulovligheder, så ville disse ulovligheder naturligvis være dækket af dansk lov, og lovovertræderne ville få deres velfortjente straf. Men her går man altså et skridt videre – i form af en indskrænkning af ytringsfriheden – for at beskytte den offentlige orden.

Så vidt så godt. Men hvad så med de danske hadprædikanter, som fremsætter ekstreme synspunkter (der ganske vist er lovlige i sig selv, jf. lov om ytringsfrihed), der er til fare for den offentlige orden? Er vi som samfund nødt til at leve med den trussel, som disse hadprædikanter udgør for den offentlige orden i Danmark? Sådan set kan det vel være lige alvorligt, om den offentlige orden trues af en hadprædikant med eller uden dansk pas? Hvis politikerne skønnede, at hensynet til den offentlige orden var vigtigere end hensynet til ytringsfriheden, da det gjaldt udenlandske hadprædikanter, måtte man formode at de samme politikere også ville vægte hensynet til den offentlige orden højere end hensynet til ytringsfriheden, når det gælder indenlandske hadprædikanter.

Ytringsfrihed er naturligvis af meget grundlæggende betydning i en demokratisk retsstat. Ingen tvivl om det. Men ytringsfriheden har naturligvis aldrig været absolut – selvom nogle debattører i forbindelse med Muhammedkrisen nærmede sig dette synspunkt. Ytringsfriheden begrænses ved lov på mange måder. Det er fx ulovligt at fremsætte racistisme udtalelser og at opfordre til terror. Hensynet til andres ære og til landets sikkerhed har også ført til begrænsninger i ytringsfriheden. Hvor grænserne for ytringsfriheden skal gå er naturligvis altid til debat i et demokrati. Efter mange års debat blev i 2016 den blasfemiparagraf afskaffet, der sagde ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Når der er grund til at rejse spørgsmålet om grænserne for ytringsfriheden i dag, skyldes det naturligvis den måde den racismedømte stifter af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, i disse dage udnytter sin ytringsfrihed til at lægge muslimer for had og at drive spot med og forhåne islam fx ved at afbrænde Koranen, og ikke mindst de voldelige reaktioner på Paludans demonstration flere steder i København.

De voldelige reaktioner fra ekstreme islamistiske og andre grupperinger, som der er al mulig grund til på det skarpeste at tage afstand fra, er allerede dækket ind af dansk lov, og lovovertræderne vil få deres velfortjeneste straf. Men hvad med hadprædikanten Rasmus Paludan, der med sine ekstremistiske holdninger i forhold muslimer og det danske demokrati og danske værdier, udgør en trussel mod den offentlige orden?

Hvis politikerne fandt det fornødent at holde udenlandske hadprædikanter ude af hensyn til den offentlige orden, var der måske lige så meget grund til at hold indenlandske hadprædikanter nede af hensyn til den offentlige orden.

Christiansfeld, tirsdag, den 16. april 2019
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Tro og videnskab – en anmeldelse

”At vide, hvad man ikke ved, er dog en slags alvidenhed”, skriver Piet Hein i et af sine underfundige gruk. Jeg kom til at tænke på dette gruk, da jeg læste bogen ”Tro og videnskab”, som professor Peter Øhrstrøm har redigeret. Halvstuderede røvere udi videnskaben anerkender kun det som sandt og virkeligt, som kan videnskabeligt bevises, mens mere vidende videnskabsmænd anerkender, at virkeligheden er større end det, som naturvidenskaben kan registrere og evt. bevise. Med henvisning til bogen ”Hvad er naturvidenskab?”(2008) af den danske videnskabsmand H. Kragh skriver Bettina Dahl Søndergaard, at ”naturvidenskabens genstandsområde er naturen i form af iagttagelse af iagttagelige objekter og fænomener. … Naturvidenskab kan derfor ”naturligvis” ikke udtale sig om ikke-iagttagelige fænomener” Og som hun siger, ”Verden er større end, hvad der er fysisk måleligt” (s. 105f). Rigtige videnskabsmænd og kvinder er klar over videnskabens begrænsninger og dens resultaters foreløbighed.

I indledningen skriver Peter Øhrstrøm, at det er bogens hovedtese, at ”det altid vil være muligt at forene god videnskab med det bibelske budskab – hvis begge dele tolkes rigtigt” (s. 10). Det er da også tankevækkende, som det fremgår af bogen, at kristendommen historisk set er forudsætningen for den moderne naturvidenskab. Den danske videnskabsmand Tycho Brahe så således udforskningen af universet som en slags gudstjeneste, hvor forskeren kunne ære Guds majestæt og visdom. En vigtig pointe for Tycho Brahe var, at Gud netop havde skabt mennesket med sanser og forstand, der gjorde denne udforskning mulig. I bogen henvises der flere gange til den såkaldte to-bogs-model, der kan spores helt tilbage fra Galilei til Augustin, Tertullian, Origines, ja, egentlig tilbage til Paulus (Rom 1,18-20), og som går ud på, at både studiet af naturens bog og Bibelen kan føre til sand erkendelse af forhold vedrørende tilværelsen, idet de to religion og videnskab beskæftiger sig med to forskellige aspekter af virkeligheden, og kun på enkelte punkter overlapper.

For mange forskere har det naturvidenskabelige studium af universet skabt en undren over universets indretning. “Ikke blot kan man undre sig over, at der findes naturlove. Der er også grund til at undre sig over, at de er forståelige. Med et citat af Albert Einstein: “Man kan sige, at “det evige mysterium ved verden er, at den kan forstås”, skriver Lars Jødal. “Det er også bemærkelsesværdigt, at vor intelligens er af en sådan beskaffenhed, at vi er i stand til at forholde os til generelle naturlove for universet” (s. 72 og 74).

Bogens 13 kapitler spænder meget vidt. Fra ”Tro og videnskab: Principielt set” af Kurt Christensen og Peter Øhrstrøm, over ”Tro og naturlove” af Lars Jødal og ”Tro og matematik” af Bettina Dahl Søndergaard til ”Tro og cellebiologi” af Ole Vang. Det faglige niveau i bogen spænder også fra lettilgængelige artikler til artikler, hvor jeg – og sikkert mange andre – kan have svært ved at følge med, men hvor jeg lokkes til at læse artiklen endnu engang i håbet om at kunne forstå de spændende perspektiver, som oprulles.

”Tro og videnskab” er en bog af en så høj kvalitet, at den ikke kan undgå at gøre sine læsere klogere og mere nysgerrige både på tro og videnskab. Derfor kan jeg kun give bogen min bedste anbefaling, i håbet om, at de, der interesserer sig både for tro og videnskab og for forholdet – og de potentielle konflikter – mellem tro og videnskab, vil læse denne bog.

Bogen blev udgivet på Center for Kristen Tænknings forlag den 22. marts i år, den dag da redaktøren, Peter Øhrstrøm fyldte 70 år. ”Videnskab og tro” er en meget passende overskrift Peter Øhrstrøms mangfoldige videnskabelige, kirkelige og folkelige virke. Han er, som han andetsteds er blevet beskrevet, et renæssancemenneske, i den betydning, at han – ligesom renæssancens videnskabsmænd på kompetent vis har bredt sig ud over flere forskellige både naturvidenskabelige, filosofiske og teologiske discipliner. Peter Øhrstrøm er et meget vidende menneske, men – for at vende tilbage til Piet Heins Gruk – så består hans ’alvidenhed’ i, at han om nogen ved, hvad han (og andre videnskabsmænd og kvinder) ikke ved, og vi skylder ham (og hans medforfattere) en stor tak, for, at de deler denne viden med os.

Århus, mandag, den 15. april 2019
Mogens S. Mogensen

Bogen kan købes på ProRex forlaget for kr. 199,95.

Skriv en kommentar

Giver det i folkekirken i dag mening at tale om mission?

I mange år har det været meget problematisk at bruge ordet mission i brede folkekirkelige kredse. I en synonymordbog opføres ”at missionere” som synonym for ”at indoktrinere”. Og mange kan ikke høre ordet ”mission” uden at forbinde dem med ”indre mission” eller ”ydre mission”. Synet på Indre Mission var ofte præget af fremstillingen af Indre Mission i Hans Kirks ”Fiskerne, og ”ydre mission” blev ofte betragtet som et levn fra kolonialismens kulturimperialisme.

Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt på nogen meningsgivende måde at anvende ordet ”mission” i folkekirken i dag? Nu er der naturligvis ingen tvingende grunde til at bruge netop dette ord, så meget desto mindre, som ordet overhovedet ikke optræder i Ny Testamente. Mission er oprindelig latin og betyder ”sendelse” og det ord i Ny Testamente, som bruges om Kristi sendelse og kirkens sendelse er ”apostolat” (Joh.20,21) Og det er da også først i det 16. århundrede, at man begyndte at bruge ordet mission, om kirkens sendelse til verden.

Måske er der sket noget, der igen muliggør at anvende ordet ”mission” på en meningsgivende måde i en folkekirkelig sammenhæng. For det første er ”Indre Mission” og ”Ydre Mission” nok ved at blive fremmedord for den opvoksende generation, bl.a. fordi deres storhedstid ligger langt tilbage. For det andet, samtidig med at mange i kirkelige kredse for år tilbage holdt op med at tale om mission, er man i sekulære kredse mere og mere begyndt at tale om mission på en måde, som oplevedes som meget meningsgivende. Ethvert land med respekt for sig selv har udsendt diplomatiske missioner. FN har efterhånden udsendt en lang række militære missioner. Og enhver moderne virksomhed skal naturligvis have en ”mission statement”, så alle medarbejder kender virksomhedens mission. Måske er her hjælp til at forstå og til at kommunikere kirkens mission.

En diplomatisk mission er en gruppe mennesker sendt fra en stat for officielt at repræsentere den sende stat over den modtagende stat. Deltagerne i den diplomatiske mission er altså en slags ambassadører for den stat, som de repræsenterer. På samme måde er kirken sendt for at præsentere og repræsentere Guds Rige/evangeliet for mennesker af anden eller ingen tro. Flere engelske bibler oversætter 2 Kor 5,20 sådan, at vi er ”ambassadors for Christ.”

De militære missioner, som FN har udsendt, har været fredsskabende og fredsbevarende missioner. Jesu mission var at stifte fred mellem Gud og mennesker og mellem mennesker, og kirken har fået del i denne freds- eller forligelsestjeneste (jf. 1 Kor 5,17-21). Og bjergprædiken siger Jesus ”salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. En del af kirkens mission er at stifte fred.

En mission statement defineres i Wikipedia som ”en kort beskrivelse af, hvorfor en organisation eksisterer og hvad dens overordnede mål er.” Og på en website om lederindsigt står der: ”Missionen kan formuleres ved at spørge: Hvorfor eksisterer vi? Hvad er vi sat i verden for at løse? Hvad skal vi (læs: hvad skal vi ikke?)” . Det samme kunne siges om kirkens mission, sådan som det udtrykkes i Kirkeministeriets betænkning 1477 fra 2006 ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser … Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybeste set tjene denne opgave”.

Ud fra ovenstående eksempler kunne noget tyde på, at vi i kirken måske alligel på en meningsgivende måde kan anvende ordet mission om noget helt centralt i kirkens identitet og virke. Og så skulle vi måske også en gang ved lejlighed kaste et blik tilbage på ”Indre Mission” og ”Ydre Mission” – for at se om fordommene svarer til den historiske virkelighed.

Der er helt sikkert sket ting og sager i Indre Mission, som der er grund til at tage afstand fra i dag. Der har sikkert forekommet en fordømmende forkyndelse, men Indre Mission var meget mere og andet end det. Indre Mission oprettede sømandshjem og soldaterhjem, der tog sig søfolk og soldater. Kirkens Korshær, der den dag i dag gør et forbilledligt stykke socialt arbejde, havde sin baggrund i Indre Mission. Der blev oprettet børnehjem og diakonissestiftelser. Og Indre Mission var med til at etablere en lang række højskoler og efterskoler. Måske kunne vi i dag som folkekirke ligefrem lade os udfordre af Indre Missions virketrang, også på det sociale område.

Der er helt set sket ting og sager i Ydre Mission, som der er grund til at tage afstand fra i dag. Jeg har selv været missionær udsendt af Sudanmissionen til Nigeria i 10 år og har helt bestemt bidraget til Ydre Missions synderegister. Der har helt sikkert forekommet kulturimperialisme, men ydre mission var meget mere og andet end det. Men hvis der ikke var blevet udsendt missionærer, så havde kristendommen nok ikke spredt sig så hurtigt og så meget som tilfældet var. Da den første sudanmissionær, Niels Brønnum, kom til Nigeria i 1913, slog han sig ned i en landsby, boede sammen med de lokale, spiste sammen med dem, lærte deres sprog, talte med dem og lærte deres kultur at kende. Da han læge, tog han sig af de lokales sygdomme. I den ene hånd havde han lægetasken, i den anden Bibelen. Han fortalte dem om Jesus og samtalede med dem om deres tro og hans tro. Han lærte dem at læse, så de selv kunne læse i Bibelen. Hver søndag holdt han og de andre missionærer gudstjeneste sammen og inviterede de lokale, der viste interesse, med ind i gudstjenestefællesskabet. Måske kunne vi i dag som folkekirke ligefrem lade os udfordre af den måde ydre-missionærerne var i mission på.

København, mandag, den 8. april 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Fremmer det integrationen at reducere offentlige ydelser til flygtninge?

Alle er enige om, at beskæftigelse er en vigtig del af integrationen af flygtninge, og lige siden 2001 har det været et grundlæggende dogme i dansk integrationspolitik, at lavere velfærdsydelser vil få flere flygtninge i arbejde. I en nylig udgivet rapport fra Rockwool-fonden bliver dette dogme videnskabeligt undersøgt (Se ”Starthjælp gør flygtninge til Danmarks fattigste”)

I 2002 indførte den borgerlige regering starthjælpen for flygtninge (til afløsning af kontanthjælpen) med det erklærede formål at få flere flygtninge i arbejde og dermed fremme deres integration. Starthjælpsreformen sænkede i gennemsnit ydelsesniveauet for nyankomne flygntinge med 35-40 pct. Før reformen fik de flygtninge, der fik opholdstilladelse i gennemsnit en årsindkomst på 155.000 kr. de først fem år i Danmark. Efter starthjælpens indførelse var det det beløb reduceret til 92.000. Personer med dank oprindelse havde til sammenligning en gennemsnitlig årsindkomst på 353.000 kr. (alt sammen bruttoindkomst før skat i 2017 priser).

Rockwools undersøgelse viser, at beskæftigelsesprocenten for flygtninge på starthjæp efter 1-2 år var 22 – mod 14% for flygtninge på den tidligere kontanthjælp. Og det må man jo sige er en succes. Men efter 5-6 år er forskellen næsten udlignet, så der nu er hhv. 45 og 43 pct. i arbejde, og efter 9-10 år er beskæftigelsesprocenten den samme for de to grupper, nemlig 34%. Det vil sige, at på lang sigt, har reduktionen af ydelserne ikke fået flere i arbejde.

Når det gælder kriminalitet, så har gifte voksne mænd og kvinder på starthjælp i gennemsnit fået dobbelt så mange domme for kriminalitet i forhold til den tilsvarende gruppe på kontanthjælp – og det drejer sig især om domme for tyveri, fx fra supermarkeder. Også teenagere på starthjælp har en højere kriminalitet frekvens end den tilsvarende gruppe på starthjælp, nemlig 50% højere.

Børn af flygtninge på starthjælp begynder sjældnere i børnehave eller vuggestuer, end børn af flygtninge på kontanthjælp gjorde. Og børn af flygtninge på starthjælp har næsten tre gange så høj risiko for at lande i den dårligste ende af de nationale tests i forhold til børn af flygtningefamilier, der have været på kontanthjælp. Dertil kommer, at disse børn ender med at få kortere uddannelser end flygtningebørn af forældre, der havde været på kontanthjælp.

Så konklusionen må være, at den reduktion af de offentlige ydelser til flygtninge, som starthjælpen var et udtryk for, på længere sigt alt i alt har haft en negativ indflydelse på flygtningenes integration. Den helt åbenbare effekt af starthjælp-reformens reduktion af offentlige ydelser til flygtninge er, at vi i et af verdens rigeste lande er i fuld gang med at etablere en ny underklasse af meget fattige mennesker. Og senere lignende reformer har haft samme effekt. Er det virkelig et sådant Danmark, vi ønsker os?

Christiansfeld, onsdag, den 27. marts 2019
Mogens S. Mogensen

Se hele rapporten her.LOWERING WELFARE BENEFITS: INTENDED AND UNINTENDED CONSEQUENCES FOR MIGRANTS AND THEIR FAMILIES.

Skriv en kommentar

Dansk Folkeparti – et ekko fra en heldigvis for længst svunden tid

Mynster-Henriksen
For nogle dage siden udtalte Martin Henriksen, der er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, at ”Man kan ikke være ortodoks muslim og dansker”. Men hvem er så ortodoks muslim? Jo, svarer Henriksen, ”Når man tager et tørklæde på, vil jeg mene, at det er et udtryk for, at man er ortodoks muslim.. Men man kan ikke være ortodoks muslim og dansker.” ”Og derfor kan man ikke betragte de kvinder, der bærer dem, som danskere. Heller ikke selv om de er født og opvokset i Danmark”. ”Der bliver nødt til at være et minimumskrav for at kunne kalde sig dansker. Og når man tager et tørklæde på, så er man ikke inden for det krav.”  ”… når man tager tørklæde på, så fylder Islam for meget til at man kan være dansker.«

Disse udtalelserne flugter helt med den valgplakat, som Dansk Folkeparti har hængt op, hvor der over et billede af Martin Henriksen står: ”Tag tørklædet af og meld dig ind i Danmark”.

Martin Henriksens – og dermed Dansk Folkepartis – holdning til, hvem der er dansker og hvem der ikke er dansker, er som et ekko fra en heldigvis for længst svunden tid. Et ekko af udtalelser fra biskop over Sjælland, J. P. Mynster, der i en prædiken i 1852 taler om, at folkekirken, som en fornyet udgave af statskirken skal værne om det danske samfund, sagde: ” Gud være lovet, takket og priset, at vi endnu have saadan en Folkekirke, som sammenholder den saa langt overveiende Del af Folket, at de Afvigere kun ere et snart opgjort Tal. Vel boe der hos os Bekienndere af en anden Tro,…men Enhver føler dog, at disse i mange Henseender ere som Gjæster og Fremmede, at de i væsentlige Stykker ikke ere sammensluttede med vort Folk.”

Det hører med til historien om biskop Mynster, at han stemte mod Grundloven i 1849, idet han mente at religionsfrihed ville medføre en opløsning af den danske evangelisk-lutherske enhedskultur. Jeg er ikke overbevist om, at Henriksen dybest set er optaget af det evangelisk-lutherske, men derimod helt bestemt af den danske enhedskultur, som han oplever, bliver truet af tilstedeværelsen af muslimer i Danmark. Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om Martin Henriksen – og dermed Dansk Folkepart – lige som biskop Mynster dybest set har et problem med religionsfriheden i Danmark.

Christiansfeld, onsdag, den 27. Marts 2019
Mogens S. Mogensen

7 kommentarer

Hvilke holdninger lå bag Brenton Tarrants terrorhandling i Christchurch i dag?

Skærmbillede 2019-03-15 kl. 14.11.33
Hvem er den 28 årige australske mand, Brenton Tarrant (BT), der stod bag den forfærdelige terrorhandling mod to moskeer midt under fredagsbønnen i Christchurch i New Zealand, en terrorhandling, som indtil videre har kostet 49 mennesker livet og såret mange andre? Og hvilke holdninger ligger der bag denne ugerning? Før Brenton Tarrant angreb moskéerne havde han lagt et 74 sider langt manifest ud på nettet, ”The Great Replacement”, hvor han præsenterer sig selv og sin begrundelse for angrebet.

I manifestets ”Introduction” (s. 1-2) skriver BT, at fødselsraten i vestlige lande falder, så den europæiske befolkning snart vil gå til grunde, men samtidig stiger befolkningstallet. Årsagen er en massiv indvandring. ”We are experiencing an invasion on a level never seen before in history … This crisis of mass immigration and sub-replacement fertility is an assault on the European people that, if not combated, will ultimately result in the complete racial and cultural replacement of the European people.”

Der er if. BT tale om en etnisk, kulturel og racemæssig udskiftning af befokningen i den vestlige verden. Ja, der er tale om ”a white genocide”, og derfor er hans konklusion, at ” We must crush immigration and deport those invaders already living on our soil. It is not just a matter of our prosperity, but the very survival of our people”.

I det næste hovedafsnit, ”Answering possible questions” (s. 3-20) begynder han med at præsentere sig selv som ” Just a ordinary White man,28 years old. Born in Australia to a workingclass, low income family. My parents are of Scottish,Irish and English stock.” Han har ingen uddannelse og har haft forskellige jobs. ”I am just a regular White man, from a regular family. Who decided to take a stand to ensure a future for my people”.

På det afgørende spørgsmål om, hvorfor han udførte (eller rettere: ville udføre) sin terrorhandling, svarer han bl.a., at han gjorde det

  • For at vise dem, der har invaderet vore hjemlande, at de aldrig vil få held til at erobre vore lande og udskifte vort folk.
  • For at tage hævn over de hundreder af tusinder, som i historiens løb var døde på grund af denne invasion, de millioner europæere, som var blevet bortført som slaver af muslimer, de tusinder europæere som var døde i terrorangreb, Ebba Åkerlund [en 11-årig pige som i 2017 blev dræbt i et terrorangreb i Stokholm].
  • For direkte at reducere immigrationsraterne til europæiske lande ved fysisk at intimidere dem, der invaderer vore lande.
  • For at skabe en atmosfære af frygt og forandring, hvor en drastisk, mægtig og revolutionær handling kan finde sted.
  • For at bidrage til destabiliseringen og polariseringen af det vestlige samfund for i sidste instans at ødelægge det aktuelle nihilistiske, hedonistiske, individualistiske vanvid, som i dag kontroller vestlig tænkning.

BT er ikke medlem af nogen organisation, men har dog doneret til og interageret med mange nationalistiske grupper. Der var imidlertid ikke nogen gruppe, som beordrede ham til at udføre angrebet, men han traf selv beslutningen. ”Though I did contact the reborn Knights Templar [Anders Breivik] for a blessing in support of the the attack, which was given.”

BT begyndte planlægningen af angrebet for to år siden. Oprindelig havde han tænkt på at angribe en anden moské, men efter at have besøgt moskeerne i Christchurch og Linwood, og set vanhelligelsen af en kirke i Asburn, som var blevet konverteret til en moské, ændrede han sine planer. Nu ville han angribe de prominente moskéer i Christchurch og Linwood, og om muligt også moskeen i Ashurton [denne moske nåede han dog ikke at angribe, inden han blev pågrebet].

Han indrømmer, at hans angreb per definition er et terrorangreb, men han betragter det som et partisanangreb mod en besættelsesmagt. Han føler imidletid ingen anger for angrebet, og ønsker kun at han kunne have dræbt endnu flere. Han hader ikke muslimer, der bor i deres hjemland, men kun dem, der har invaderet hans land. Og endnu mere hader han de konvertitter til islam, som har vendt deres arv, kultur og tradition ryggen og er blevet forrædere mod deres egen race.

BT lægger ikke skjul på, at det var på internettet, han fandt ’sandheden’: ”You will not find the truth anywhere else.” Hans ideologi, som han selv præsenterer den, kan sammenfattes sådan:

  • Han er etno-natioanalist og racist, men ikke nazist.
  • Han ved ikke, om han er kristen ”That is complicated. When I know, I will let you know”. Men han citerer pave Urban den Andens kald til korstog.
  • Han er ikke demokrat. ”Democracy is mob rule and the mob itself is ruled by our enemies. … Force is the only path to power and the only path to true victory.”
  • Han er fascist (og øko-fascist!), og grundlæggeren af det engelske fascistparti Oswal Mosley er den person i historien, hvis holdninger ligger tættest på hans. ”When I was young I was a communist, then an anarchist and finally a libertarian before coming to be an eco-fascist”.
  • Han er inspireret af folk som Luca Traini, Dylan Roof, Anton Lundin Pettersson, kendt fra Trollhättan skoleangrebet i 2015) Darren Osbourne (kendt fra Finsbury Park angrebet) – og Anders Breivik. ” I have read the writings of Dylan Roof and many others, but only really took true inspiration from Knight Justiciar Breivik … But I have only had brief contact with Knight Justiciar Breivik, receiving a blessing for my mission after contacting his brother knights.”

Derefter følger ”Section 1: Address to various groups” (s. 21-26). Her tager han afstand fra konservatismen -”Conservatism is dead. Thank God. Now let us bury it and move on to something of worth”. Hans eneste budskab til kristne er et optryk af pave Urban den andens appel om korstog ”Ask yourself what would pope Urban 2 do?”. Til ”Antifa/Marxits/Communists” er hans budskab: ”I want your neck under my boot. See you on the streets you anti-white scum”. Til tyrkerne siger han ”You can live in peace in your own lands, and may no harm come to you …. Flee to you own lands, while you still have the chance”.

I ”Section 2 General thoughts and potential strategies” (s. 27-69) optrykker BT tekster (med kmmentarer) fra en lang række forfattere og organisationer, som han sympatiserer med. Her skal jeg blot gengive et par citater til illustration:

  • ”The radicalization of young Western men is not just unavoidable, but inevitable.”
  • ”Expecting immigrants to assimilate to a dying, decadent culture is laughable.”
  • ”Kill high prophile enemies. … Kill Angela Merkel, Kill Erdogan, kill Sadiq Khan”
  • ”The unarmed invader is more dangerous than the armed”.
  • ”Europe for Europeans. The invaders must be removed from European soil, regardless from where they came or when they came.”
  • ”Minorities are never treated well, do not become one.”
  • ”Death is certain, you may die in service to some grand crusade or pass away in a hospice, either way you will die.”
  • ”NGOs are directly involved in the genocide of the European people.”
  • ”When anyone can be a German, a Brit, a Frenchmen,then being European has truly lost all meaning”.

(XX glemte åbenbart at skrive ”Section 3)

I ”Section 4 In conclusion” (70-74) skriver BT til slut, ”As for me, my time has come. I cannot guarantee my success. All I know is the certainty of my will and the necessity of my cause. Live or die,know I did it all for you; my friends, my family, my people, my culture,my race. Goodbye, God bless you all and I will see you in Valhalla. EUROPA RISES”.

Manifestets titel ”The Great Replacement” refererer til en velkendt og i visse ekstreme nationalkonservative kredse meget udbredt konspirationsteori, der går ud på, at den hvide kristne befolkning systematisk er ved at blive erstattet af ikke-europæiske folk – især folk fra Mellemøsten og Afrika – gennem masseindvandring og demografisk vækst. ”The Great Replacement” er titlen på en bog fra 2012 af den franske forfatter Renaud Camus. Konspirationsteorien udbredes bl.a. af bevægelser som Pegida og ”bloc identitaire”og af websitet Gates of Vienna. BTs manifest flugter helt med denne konspirationsteori.

Det er imidlertid tankevækkende, at BT udtrykkeligt peger på Anders Breivik som sin inspirationskilde og sin helt, og at han også angiveligt skulle have været i kontakt med ham forud for terrorhandlingen. Når man sammenligner Brentan Tarrants og Anders Breivik forsøg på at legitimere deres terrorhandlinger, er der da også et stort sammenfald. Anders Breivik er spærret inde på livstid, men desværre ikke hans holdninger.

Christiansfeld, fredag, den 15. marts 2019
Mogens S. Mogensen

 

For at læse mere om Anders Breiviks ideologi, læs her:

Hvilke holdninger lå bag Anders Breiviks terrorhandling? 1 – Nationalkonservatisme

Hvilke holdninger lå bag Anders Breiviks terrorhandling? – 2: Korstogsideologi

Er Breivik gal eller normal?

Breiviks verdensbillede og argumentation for terrorhandling

Anders Breiviks paranoide og grandiøse vrangforestillinger

3 kommentarer