Hvad er alternativet til dialog, Naser Khader?

”Regeringens tiltag i forhold til religiøse mindretal har også genoplivet en debat omkring effekten af dialog i forbindelse med kristenforfølgelse”, skriver Kristeligt Dagblad i dag, og på Facebook langer det konservative folketingsmedlem Naser Khader hårdt ud efter Danmission dialogarbejde i Mellemøsten. ”Jeg kan ikke se, det på nogen måde skulle give mening, at organisationen får del i nogen af de penge, vi nu har sat af til at hjælpe forfulgte mindretal”, når de bruger dem til ”dialog-kaffe-arrangementer”.

På trods af de knubbede ord er både politikeren og missionsselskabet enige om, at de forfulgte kristne skal hjælpes. Men hvordan? Danmission søger at skabe fred og forståelse gennem dialog mellem kristne og muslimer fx i Egypten, dialog er for Danmission et af de primære værktøjer i forbindelse med religiøse konflikter. Målet er, at der udvikles gode relationer mellem muslimer og kristne, så de kan leve sammen i fred og fordragelighed i deres landsbyer og så de kan arbejde sammen (diapraksis) om at løse de udfordringer som fattige muslimer og kristne i Egypten er fælles om. Målet er at sikre en fælles fredelig fremtid for både kristne og muslimer i Egypten.

Dialog og diapraksis er ikke et mirakelmiddel, der pludselig får konflikter – og heller ikke muslimers forfølgelse af kristne – til at forsvinde over natten, men det spørgsmål, man bliver nødt til at stille til Naser Khader og alle andre, der gør nar af dialog, når det gælder om at tackle konflikter mellem muslimer og kristne og herunder egentlig forfølgelse, er: Hvad er alternativet til dialog? Hvis man ikke tror på, at det nytter noget at søge tale sammen og arbejde sammen, kristne og muslimer, hvad skal de forfulgte kristne så gøre i stedet for, og hvad skal vi, der gerne vil hjælpe dem, gøre i stedet for at fremme samtaler og samarbejde mellem muslimer og kristne?

Vi kan rejse kritik af muslimer, muslimske organisationer og muslimske stater, der forfølger kristne, og det skal vi naturligvis gøre. Men vil det løse de forfulgte kristnes problemer med forfølgelse, hvis vi skruer op for retorikken og begynder at tale om, at alle muslimer er onde og at det ikke nytter noget at søge at tale sammen, endsige arbejde sammen med dem? Nej overhovedet ikke. Det er muligt, at nogen selv får det bedre af at hælde skældsord ud over islam og muslimerne, men det vil ikke gavne de forfulgte kristne, tværtimod.

Vi kan bede vore politikere om at bringe spørgsmålet op om forfølgelse af kristne i møder med de lande, hvor der foregår forfølgelse af kristen, og appellere til at menneskerettighederne overholdes og religiøse minoriteter bliver beskyttet. Det skal vi naturligvis gøre, men vi har ingen garanti for, at det vil løse de forfulgte kristnes problemer. Måske ønsker regeringen ikke at gribe ind, og måske evner regeringen ikke at forhindre forfølgelse af kristne minoriteter.

Hvis vi altså ikke – selv med den bedste vilje – på disse måder kan beskytte kristne minoriteter mod forfølgelse dér, hvor de bor sammen med deres muslimske naboer, hvad kan vi så gøre for at hjælpe dem? Ja, så kan vi naturligvis invitere disse forfulgte kristne til at komme til Danmark – og andre lande i Vesten, hvor der er religionsfrihed. Men er Naser Khader og andre politikere og meningsdannere, der gør grin med dialogen, parate til det?

Måske er der andre alternativer til dialog, når det gælder om at sikre kristne minoriteters beskyttelse mod forfølgelse dér, hvor regeringen ikke kan eller vil sikre deres religionsfrihed. Det ville imidlertid være ønskeligt, om Khader og Co så ville præsentere en sådan anden effektiv strategi til bekæmpelse af kristendomsforfølgelse, der ikke inkluderer dialog, når de nu ingen tillid har til dialogen.

Odense, onsdag, den 6. september 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Er der behov for en nuancering af debatten om islam?

Regeringens forslag om en ”ekstrabevilling til Udenrigsministeriets drift på 2,0 mio. årligt i perioden 2018-2021 til brug for en styrkelse af arbejdet med beskyttelse af religiøse minoriteter” har ført til en debat mellem Danmission og en række politikere, bl.a. Naser Khader. Baggrunden er den, at Danmissions generalsekretær, samtidig med at han udtrykte glæde over bevillingen, gav udtryk for, at der var brug for en nuancering af debatten herhjemme om islam.

Men er der brug for en nuancering af debatten om islam herhjemme? Hvis virkeligheden virkelig er sort-hvid, så vil en nuancering jo tegne et usandt billede af virkeligheden. Så, hvordan ser virkeligheden ud?

Bliver kristne i Mellemøsten og andre steder i verden forfulgt af muslimer? Ja, det er i disse år mange kristne, som oplever forfølgelse af muslimer. Er det et stort problem? Ja, det er et meget stort problem, der ligefrem truer mange kristne samfunds eksistens i Mellemøsten, og derfor må der naturligvis tales og dette problem.

Men er det alle kristne i Mellemøsten og i muslimske lande i andre dele af verden, der bliver forfulgt af muslimer? Nej, det er ikke tilfældet, hverken i Mellemøsten eller muslimske lande i andre dele af verden. Der er heldigvis også mange eksempler på, at kristne og muslimer lever fredeligt side om side.

De steder, hvor kristne vitterligt bliver forfulgt af muslimer, er det der alle muslimer, der står bag eller støtter forfølgelsen? Nej, mange steder er der muslimer, som ikke deltager i eller støtter forfølgelsen, og nogle tager offentligt afstand fra forfølgelse af kristne.

De steder, hvor muslimer bedriver forfølgelse, går det der kun ud over kristne? Nej, ofte går det også ud over andre religiøse minoriteter, i Irak fx yezidierne.

Når der er tale om forfølgelse, er det så altid muslimer, der er forfølgere? Nej, der er også eksempler på, at kristne forfølger muslimer (fx i Den Centralafrikanske Republik), og på at buddhister forfølger muslimer (fx i Myanmar), og på, at hinduer forfølger muslimer – og kristne (fx i Indien).

Men hvad har denne globale virkelighed, når det gælder religiøs forfølgelse, at gøre med Danmark, hvor vi heldigvis har religionsfrihed, og hvor ingen religiøse grupper bliver forfulgt?Hvis der gives et fortegnet billede af virkeligheden – fx at alle muslimer forfølger eller støtter forfølgelse af alle kristne i verden – så kan det i høj grad vanskeliggøre integrationen af muslimske indvandrere i Danmark.

Fordi virkeligheden er nuanceret, er der brug for en nuanceret debat om islam og muslimer. En nuanceret samtale om islam og muslimer indebærer ikke, at man undlader at sætte ord på de overgreb, som nogle muslimer vitterligt foretager overfor nogle kristne i Mellemøsten, og at man på det kraftigste tager afstand fra det. Men en nuanceret samtale om islam og muslimer indebærer, at man får alle de nuancer med, som virkeligheden indeholder, når det gælder forholdet mellem muslimer og kristne.

At Danmission søger at nuancere debatten om islam og muslimer, også når det er upopulært og møder politisk modstand, fortjener missionsselskabet stor tak for.

Korsør, onsdag, den 6. september 2017
Mogens S. Mogensen

6 kommentarer

Regeringens nye 2-3 børns-politik

Af regeringens nyligt fremlagte finanslovsforslag fremgår det, at man vil skære i børnefamilieydelsen. Hvis forslaget vedtages, vil børnefamilier fremover få fuld børnefamilieydelse til barn n. 1 og nr. 2, og til det tredje barn kun 75% , mens der ikke fremover vil blive givet børnefamilieydelse til det fjerde, femte osv. barn.

Regeringens formål er at spare 400 millioner kr., og af sammenhængen fremgår det, at denne besparelse skal være med til at finansiere de store skattelettelser, som regeringen har stillet i udsigt. Hvis regeringens formål kun var at spare penge på børnefamilieydelsen, kunne man jo have reduceret alle ydelserne med fx 30%, men når man helt fjerner ydelsen til andre end de 2-3 første børn, må det være, fordi man har et eller andet mål med det.

Et af de vigtigste politiske styringsredskaber i dag er økonomien, i form af beskatning og afgifter og i form af tilskud og overførselsindkomster. Det kender vi, når det gælder om at få folk i arbejde, hvor man søger økomomisk at presse og lokke folk til at tage et arbejde og til at arbejde mere. På familieområdet er der altså tale om en klar 2-3 børns-politik, hvor man søger at påvirke familiers valg at antallet af børn med økonomiske midler. Det signal, regeringen med dette forslag sender til familien Danmark, er vel, at en familie med et eller to, eller til nød tre børn er det normale og ønskelige i det danske samfund. Som en, der selv er vokset op i en familie med fem børn, er det lidt underligt at opleve, at det normale, som samfundet kan støtte, er, at familier kun har 2-3 børn!

Hvorfor vil regeringen indføre en 2-3 børns politik? Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, som ellers ikke ønsker at skære i velfærden, begrunder sin støtte til forslaget med, at det vil ramme de mange indvandrer-familier, som har mange børn. Jeg kan imidlertid ikke tro, at det er regeringens mål med dette forslag, , blot er at tilgodese støttepartiets fremmedfjendske politik. Men hvad er så formålet?

Problemet ved denne 2-3-børns politik, er – udover at den vil ramme 100.000 familier og dermed få konsekvenser for langt over 100.000 børn – at den sandsynligvis vil bidrage til en nationalt set uheldig demografisk udvikling. Allerede i dag er fødselsraten i Danmark så lav, at vi som befolkning ikke kan reproducere os selv, og med denne ændring i børnefamilien fjernes et incitament til at få flere børn. Skal vi i de kommende årtier fastholde det nuværende befolkningstal, så er der kun to muligheder, enten en forhøjelse af fødselsraten eller også en fortsat og måske forøget indvandring.

Christiansfeld, lørdag, den 2. september 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Et alvorligt angreb på dansk friskoletradition

Regeringen og Dansk Folkeparti er nu blevet enige om at ændre Friskoleloven. Forslaget går if. Jyllands-Posten i lørdags ud på, at ”Forældre, der vil oprette en friskole, skal i fremtiden først overbevise Undervisningsministeriet om, at de er demokrater, ellers kan de blive nægtet tilladelse til at oprette en friskole”.  Undervisningsminister Merete Riisager forklarer, at for at få lov til at oprette en friskole, ”skal man overbevise ministeriet om, at man forstår frihedsrettighederne”, og som eksempel nævner hun, at en skolekreds, der sætter religiøse love over verdslige love, kan få afslag på at oprette en friskole.

Problemerne ved dette forslag, som for Dansk Folkeparti har til formål at forhindre, at der fremover kan oprettes muslimske friskoler, og som for regeringen åbenbart har til hensigt at værne om demokratiet, står i kø.

For det første må man spørge, om der overhovedet er behov for et så drastisk indgreb for at sikre, at friskolerne bidrager til den demokratiske dannelse i det danske samfund? Det er kun få måneder siden, at et stort flertal i folketinget vedtog en lov, der indebar en stærk stramning i tilsynet med friskolerne. Denne lov havde netop til hensigt at sikre, at friskolerne forberedte eleverne til deltagelse i et demokratisk samfund. Er der undersøgelser, der viser, at dette tilsyn ikke har virket, så der er brug for en ny lov? Næ, det er der ikke, tværtimod! Den 20. juli kom det frem, at 11 friskoler – herunder 7 muslimske friskoler – var blevet udsat for et særligt tilsyn, og en af dem er blevet udsat for et skærpet tilsyn. Derfor er der ikke nogen saglig grund til at indføre at stramme grebet om friskolerne yderligere.

For det andet, er det sådan, at i en demokratisk retsstat bliver folk og institutioner dømt på deres handlinger, og ikke på deres holdninger. Derfor indebar den forrige stramning af friskoleloven, der indførte et tættere tilsyn med friskolers adfærd, egentlig ikke noget brud på principperne i en demokratisk retsstat. Anderledes er det med dette forslag, for er det ikke folks og skolers handlinger, men deres holdninger, der er i fokus. Der er tale om en slags sindelagskontrol, der rimer meget dårligt med principperne i en demokratisk retsstat, men tværtimod giver mindelser om totalitære samfund.

For det tredje er demokrati og demokrater ikke præcist definerbare begreber, og derfor kan der meget let opstår stor vilkårlighed i behandlingen af de borgere, der ønsker at oprette friskoler. Demokrati forstås meget forskelligt, tænk blot på Putin, Erdogan og Trump, der alle er valgt ved en slags demokratiske valg. Kan man være demokrat, hvis man går ind for dødsstraf? Kan man være demokrat, hvis man – som nogle meget konservative unge mennesker engang foreslog – har den holdning, at stemmeretten skal fratages borger på overførselsindkomst? Forslaget taler også om, at man skal undersøge, hvordan ansøgerne forstår samfundets (demokratiske) frihedsrettigheder. Også her vil der være meget store forskelle i holdningerne blandt gode demokratiske borgere.

Endelig må ansøgere if. forslaget ikke sætte religiøse love over verdslige love. Jeg forstår godt hensigten, nemlig, at man ikke vil acceptere at ansøgerne er af den opfattelse, at det demokratiske retssamfund, som vi kender det i Danmark i dag, skal afløses af et samfund baseret på shari’ah-love, som vi kender det fra visse muslimske lande. Men skal man tage ministeren på ordet, så handler det altså om, at man ikke må sætte religiøse love over verdslige love. Jeg vil overlade det til muslimer at svare for sig, men som kristen er det et meget problematisk udsagn. Apostlen Peter ville her komme i problemer, hvis han skulle have planer om at ansøge om tilladelse til at oprette en kristen friskole, for han er citeret for at have sagt, at ”Man bør adlyde Gud mere en mennesker” (ApG 5,29), og i kristendommens første århundreder var der talrige eksempler på, at kristne brød Romerrigets love ved at tilbede Kristus og derfor at nægte at tilbede kejseren. Nu var Romerriget ikke noget demokrati, men på god demokratisk vis kan der sagtens indføres love, som kan bringe kristne i samme situation som Peter. Nu har jeg – ligesom Peter – ingen intention om at søge om tilladelse til at oprette en friskole, men jeg ville ikke kunne skrive under på, at jeg i alle tilfælde ville sætte verdslige love – uanset at de er vedtaget på god demokratisk vis – over religiøse love – og her tænker jeg på det dobbelte kærlighedsbud, der sammenfatter loven for kristne.

Vi har i Danmark en friskoletradition, der går tilbage til 1855, en tradition, som vi har god grund til at være stolte af. Men det forslag, som regeringen og Dansk Folkeparti, er blevet enige om, gør friskolerne mindre frie. Dette angreb på friskoletraditionen er et meget trist eksempel på, at politikerne i bestræbelserne på at beskytte det demokratiske retssamfund underminerer det samme samfund ved at indskrænke borgernes frihed.

Christiansfeld, mandag, den 28. august 2017
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Politisk opbakning til beskyttelse kristne og andre religiøse minoriteter

Som følge af krige, borgerkrige og terror i en række muslimske lande især i Mellemøsten er de kristne minoriteter situation blevet stærkt forværret i de senere år, og flere steder har forfølgelsen været så voldsom, at kristendommen er i fare for at blive udryddet i den del af verden, som var kristendommens vugge. Derfor var der også god grund til, at den nye VLAK regering i november sidste år i sit regeringsgrundlag forpligtede sig på at tage dette alvorlige problem op i sin udenrigspolitik. ”I flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter.”

Det er imidlertid ikke kun kristne minoriteter, der udsættes for diskrimination, chikane og forfølgelse, og det er ikke kun i muslimske lande eller fra muslimsk side, at der udøves forfølgelse. Desværre er der både historiske og aktuelle eksempler på overgreb på tilhængere af alle religiøse grupper, og desværre er der også både historiske og aktuelle eksempler på, at forfølgelse af religiøse minoriteter er sket i alle religioners navn. I Burma forfølges muslimske rohingyaer af buddhister. I Indien forfølges både muslimer og kristne af hinduer. I Den Centralafrikanske Republik taler man om, at der måske foregår et folkemord på den muslimske befolkning, udført af kristne. Og både historisk og aktuelt er der desværre eksempler, at der inden for den samme religion sker forfølgelse af minoriteter, der betegnes som kættere o.l.

Det er meget glædeligt, at regeringen nu – if. pressemeddelelse fra udenrigsministeriet – har besluttet at følge op på løftet i regeringsgrundlaget ved i finanslovsforslaget at indsætte en ”ekstrabevilling til Udenrigsministeriets drift på 2,0 mio. årligt i perioden 2018-2021 til brug for en styrkelse af arbejdet med beskyttelse af religiøse minoriteter. Desuden inkluderer finanslovsforslaget en forøgelse med 6,7 mio. kr til Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling”, og udviklingsministeren meddeler samtidig, at ”vi lægger samtidig op til, at DMRU’s pulje skal kunne anvendes til projekter, der mere direkte har fokus på beskyttelse af religiøse mindretal og fremme af religionsfrihed”.

At der nu er politisk opbakning til kampem for beskyttelse af religiøse minoriteter og for religionsfrihed – og at der nu sættes handling bag ord – skyldes i høj grad det solide oplysnings- og lobbyarbejde, som en række organisationer og grupper i fællesskab har stået for. Resultatet, som politikerne er kommet frem til, er for mig at se en milepæl i dansk udenrigspolitik.

For det første er det værd at bemærke, at regeringen vil styrke arbejdet med beskyttelsen ikke bare af forfulgte kristne, men af religiøse minoriteter i det hele taget. På grund af det aktuelle omfang af kristenforfølgelserne især i Mellemøsten vil de kristne minoriteter naturligvis komme til at fylde mest, men det er af afgørende principiel betydning, at vi husker på, at menneskerettighederne – inkl. religionsfriheden – er for alle mennesker uanset religion. Dertil kommer, at det ud fra en kristen betragtning, ikke giver mening kun at tage sig af sine egne, jf. Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, der tog af en jøde, der var faldet i hænderne på røverne.

For det andet er det opmuntrende, at der for første gang etableres et kontor i udenrigsministeriet, der alene skal fokusere på religionsfriheden og beskyttelsen af religiøse mindretal. Målet må her være, at søge at integrere religionsfrihedsperspektivet i alle udenrigsministeriets aktiviteter som en dimension, der altid må tænkes med.

For det tredje er det prisværdigt, at regeringen erkender, at et samarbejde med civilsamfundsorganisationer er af afgørende betydning for arbejdet for religionsfrihed og for beskyttelse af religiøse mindretal. For som udviklingsministeren udtalte, ”Når vi skal beskytte religiøse mindretal, spiller Danmarks udviklingsindsats en vigtig rolle, men regeringen kan ikke gøre det alene. Derfor er det helt afgørende, at vi samarbejder tæt med civilsamfundet, særligt de organisationer, der baseres på et religiøst grundlag.”

Endelig er det glædeligt, at regeringen planlægger at øge Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings (DMRU) bevilling med 6,7 mi kr., og at man giver DMRU mulighed for at bruge penge på projekter, der kan bidrage til at beskytte religiøse mindretal og fremme religionsfriheden. Det er også en anerkendelse af de trosbaserede organisationers udviklingsmæssige potentiale, som det er værd at notere sig.

Med denne politiske opbakning til kampen for beskyttelse af religiøse minoriteter er bolden også spillet over til civilsamfundet, og især da også til missionsselskaber, der nu kraftigt udfordres til at tænke igennem, hvordan de i samarbejde med deres partnere i Afrika og Asien kan udvikle projekter, der kan bidrage til gøre livet tåleligere for religiøse minoriteter, truet af forfølgelse, chikane og diskrimination. Kampen for beskyttelse af religiøse mindretal og af religionsfriheden får forhåbentlig i de kommende år maksimal folkelig og kirkelig opbakning.

Risskov, søndag, den 27. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

En molbohistorie om storken i kornmarken – og om muslimske friskoler

Kornmark”En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork. Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken. De talte længe sammen frem og tilbage om, … … hvordan de skulle få den jaget bort. Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud. Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken. Dér stod de – . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned. Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; … .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud. På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.”

Denne historie randt mig i hu denne sommer, da jeg så kornet stå høj på markerne og spejdede forgæves efter storke, men i stedet så skolebørnene spankulere af sted på vejen til deres skole efter en lang ferie.

Af de ca. 649.000 børn i den undervisningspligtige alder, går de ca. 537.000 i folkeskolen, dvs. 83 pct., og de resterende ca. 112.000, dvs.17 pct, i fri- og private skoler. Ud af de skønsmæssigt ca. 35.000 muslimske børn i den skolepligtige alder går ca. 4.800 i muslimske friskoler, dvs. ca. 14 pct. Dvs. tilbøjeligheden til at vælge friskoler er mindre hos muslimske forældre end hos hele befolkningen.

Hvad er så det problem med de 4.800 muslimske skolebørn, som Mette Frederiksen og hendes kolleger i Socialdemokratiet og andre partier denne sommer har talt længe frem og tilbage om, hvordan de skal løse?

Socialdemokratiets integrationsordfører Dan Jørgensen slår fast, ”at det her handler om et integrationshensyn. For i tilfælde, hvor der er over 50 procent elever med anden etnisk herkomst, er der stor fare for, at det decideret skader integrationen. … Der er befolkningsgrupper, der ikke deler de værdisæt, der hører til i et demokratisk land. At vi ovenikøbet kan se, at den tendens forstærkes i nogle skoler, gør det klart, at vi skal sætte ind over for det. Eksemplerne er jo ganske mange på børn, der får at vide, at de ikke må have danske kærester eller venner, og piger og drenge, der forskelsbehandles.”

Men hvad ved vi, om muslimske friskolers indflydelse på børnenes integration? I september 2016 fremkom Kraka med en analyse ”Børn fra muslimske friskoler – hvordan klarer de sig?”, der konkluderer, at ”Samlet set peger resultaterne på, at muslimske friskoler gavner den socioøkonomiske integration af flygtninge og indvandrere.” Baggrunden for denne konklusioner er flg. undersøgelsesresultater: “Indvandrere på muslimske friskoler er fagligt stærkere end indvandrere på øvrige skoler. Karaktergennemsnittet ved grundskolens afgangsprøver er godt 1,4 karakterpoint højere for elever fra muslimske friskoler end elever fra øvrige skoler. … Elever, der har gået på muslimske friskoler, har otte pct. point højere chance for at have gennemført en ungdomsuddannelse tre år efter, de har afsluttet 9. klasse, end elever med samme etniske baggrund, der har gået på andre skoler. … Elever fra muslimske friskoler er godt syv pct. point mere tilbøjelige til at have påbegyndt en videregående uddannelse fem år efter afslutningen af 9. klasse”.

Rapporten peger imidlertid på, at der er “behov for undersøgelser af, hvordan de muslimske friskoler påvirker den værdimæssige integration, herunder evt. en evaluering af hvordan det skærpede tilsyn med fri- skolernes undervisning i frihed og folkestyre indført i 2016 fungerer.” Samtidig minder rapporten om, at vi ikke har undersøgelser, der viser, hvordan de muslimske friskoler påvirker den værdimæssige integration, og I den forbindelse har men naturligvis også brug for en evaluering af det skærpede tilsyn med friskolernes undervisning I frihed og folkestyre, der blev indført i 2016.

Molboernes forsøg på at løse problemet med storken i kornmarken var meget drastisk og fik store uforudsete konsekvenser. Det same gælder Mette Frederiksens forslag. Hun vil lukke alle de muslimske friskoler ved at fratage friskoler, hvor over 50% af eleverne har udenlandsk baggrund, deres statsstøtte.

Forslaget vil, hvis det gennemføres, alt andet lige svække disse 4800 muslimske elevers socioøkonomiske integration, når de tvinges over i folkeskolen. Det vil føre til lukning af nogle ikke-muslimske friskoler. Det vil indebære et brud på en århundredelang dansk friskoletradition og dertil hørende ret til forældrene om at træffe beslutning om børnenes skolegang. Og skæbnes ironi er, at forslaget, der skulle fremme demokratiet, netop underminerer centrale demokratiske principper i samfundet, bl.a. mht. religionsfrihed og lighed for loven.

Alt i alt er der altså tale om en rigtig klassisk molbohistorie – anno 2017.

Christiansfeld, onsdag, den 16. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kirkeministerens forslag til trossamfundslov sendt i høring

I forgårs sendte kirkeministeriet ”Forslag til lov om trossamfund uden for folkekirken” i høring. Efter at trossamfundsudvalget i marts i år afleverede sin rapport, blev udvalgets forslag til lov (med bemærkninger) sendt i høring, og nu har kirkeministeren altså konkluderet på processen og fremlagt sit lovforslag til høring – og så må vi jo forvente, at det endelige lovforslag bliver drøftet i og sandsynligvis vedtaget af folketinget i løbet af efteråret.

Kirkeministeren har langt hen ad vejen fulgt udvalgets forslag til lov (og bemærkninger til lov), men med enkelte markante ændringsforslag. Det vigtigste er for mig at se, at kirkeministeren ”ikke tilslutte[r] sig flertallets forslag om et ufravigeligt krav om

medlemsdemokrati og ligebehandling i trossamfunds sekulære besluttende organer. Det er i den forbindelse Kirkeministeriets vurdering, at skærpede krav om medlemsdemokrati og ligestilling kan gøre det nødvendigt at tilbagekalde anerkendelsen af visse traditionelle, veletablerede trossamfund i Danmark. Det ønsker Kirkeministeriet ikke. På den baggrund foreslås der ikke yderligere betingelser for anerkendelse af trossamfund ud over dem, der følger af grundlovens § 67 og kravet om mindst 50 medlemmer …” . Det er meget opmuntrende, at kirkeministeren her har lyttet til de talrige advarsler, som er lydt fra de fra folkekirken afvigende trossamfund og også fra repræsentanter for folkekirken.

Der er imidlertid også forslag om en væsentlig stramninger på det økonomiske område i forhold til udvalgets lovforslag. Kirkeministerens hensigt med disse stramninger er ”at skabe mere åbenhed og gennemsigtighed omkring trossamfundets økonomi og organisation”, og den intention burde alle kunne bakke op om. Men spørgsmålet er, om kravene vil skabe alvorlige komplikationer for især mindre trossamfund.

Udvalget havde foreslået, at godkendte trossamfund skulle indsende deres årsregnskab hvert tredje år, men nu foreslå kirkeministeren, at det skal ske hvert år. Det giver naturligvis lidt mere arbejde til trossamfundene, men skulle ikke udgøre noget større problem

Ydermere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestemmelse, så kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler for regnskabet. Den bemyndigelse tænkes udnyttet til at stille krav om, at trossamfund i deres regnskabsaflæggelse skal følge ”Årsregnskabsloven”. Umiddelbart lyder det jo fornuftigt, men når man kigger i loven, viser det sig, at det er den digert værk på 24.615 ord, så det kræver sikkert, at trossamfundene hyrer en revisor til at udarbejde regnskabet, og det kan måske for meget små trossamfund vise sig at blive et problem.

Bemyndigelsen tænkes også brugt til at fastsætte regler om, hvordan trossamfund i årsregnskabet skal oplyse om modtagelse af donationer. ”Konkret vil det skulle oplyses, hvor stort det samlede beløb er, ligesom det skal fremgå, om trossamfundet har modtaget en eller flere donationer fra samme donator, der enkeltvis eller samlet overstiger 20.000 kr. ekskl. moms. Er det tilfældet, skal donators navn og adresse samt størrelsen af donationen eller donationerne oplyses, medmindre der er tale om donationer fra enkeltpersoner.” For mig at se er det også et godt forslag, men igen er det et forslag, der vil øge arbejdsbyrden for trossamfundene.

Endelig forslår kirkeministeren også en stramning mht. trossamfunds mulighed for at få skattefradrag, i form af et forslag om en ændring i ligningsloven. Fremover vil det i givet fald blive sådan, at kunde trossamfund, der er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, som – hvis de i øvrigt opfylder ligningslovens bestemmelser – kan blive godkendt til på baggrund af deres religiøse virke at få skattefradrag. For de anerkendte trossamfund indebærer det ikke nogen ændring, men for ikke-anerkendte trossamfund bliver det altså umuligt fremover at få skattefradrag blot med henvisning til deres religiøse virke. Hermed lægges der, så vidt jeg kan se, et pres på de ikke-anerkendte trossamfund om at søge om anerkendelse – og dermed blive knyttet tættere til staten.

På side 46 er der indføjet en interessant sætning i trossamfundsudvalgets bemærkninger til lovforslaget, når det gælder betingelserne for anerkendelse af trossamfund. ”Det er en forudsætning, at bestemmelser i trossamfundets vedtægter om ind- og udmeldelse af mindreårige respekterer, at disse beslutninger træffes af forældremyndighedens indehavere.” Her fornemmer man, at de seneste dages debat – med udgangspunkt i en 15 årig piges konversion til Islam i Vollsmose og politikeres forslag om en aldersgrænse for børns- og unges konversion uden forældres tilladelse – har sat sit præg på forslaget.

Forslaget bærer imidlertid præg af hastværket og derfor har der indsneget sig, hvad jeg vælger at tolke som en sjuskefejl. Hensigten har åbenbart været at skabe en form for lighed mellem folkekirken og andre trossamfund på dette område, da der jo i lov om medlemskab af folkekirken står der i par. 3 i afsnittet om ”stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken”,at ”For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser ….[altså om indmeldelse og udmeldelse af folkekirken ] af forældremyndighedens indehaver”. Så vidt så godt: her er der en parallelitet. Men i skyndingen har man åbenbart glemt tilføjelsen i lov om medlemskab af folkekirken: ”dog at en person, der er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.” For det kan da vel ikke være meningen, at børns religionsfrihed skal begrænses mere i de fra folkekirken afvigende trossamfund, end det sker i folkekirken?

Det er dog tankevækkende, at politikernes ønske om sammelignelighed mellem folkekirken og de andre trossamfund er så selektiv. Man får det indtryk, at argumentet om sammenlignelighed kun trækkes frem, når det er i politikernes interesse, og ikke når det måtte være i trossamfundenes interesse!

Men bortset fra det, tror jeg ikke, at denne nye bestemmelse i praksis vil få nogen betydning. Jeg kan ikke forestille mig andet end at trossamfundene sagtens kan leve med denne bestemmelse, men jeg tror samtidig heller ikke, at bestemmelsen vil komme til at påvirke potentielle konvertitters adfærd, for det er jo ikke konversion, der rammes af denne bestemmelse, men kun medlemskab. I folkekirken er vi vant til at se konversion/dåb og medlemskab som et sammenhængende kompleks, men sådan forholder det sig jo ikke i andre religionssamfund.

Denne nye bestemmelse er en forholdsvis lille sag, men sammen med de andre tiltag politikerne har gennemført eller i det mindste har drøftet på det religionspolitiske område i den senere tid, så tegner der sig desværre et billede af en voksende mistænksomhed fra politisk side overfor religion i det hele taget.

Christiansfeld, fredag, den 11. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar