Kampen om religionsfrihed i islam – 2

I de muslimske riger, som opstod efter Muhammed var der både kristne, jøder og tilhængere af andre religioner. Derfor måtte man forholde sig til spørgsmålet om, hvordan disse ikke-muslimske grupper skulle behandles. På baggrund af tolkninger af koranen og hadith udviklede de muslimske lærde et islamisk lovsystem, shari’a, der indeholdt bestemmelser om ahl ul-dhimmah – dvs. beskyttede folk, der oprindeligt omfattede jøder, kristne (der anerkendtes som ahl al-kitaab, bogens folk) og sabæere, men som senere også blev anvendt i forhold til zoroastriere, hinduer, jain’er og buddhister, en status som if. de to største lovskoler, Hanafi og Maliki, blev udstrakt til alle ikke-muslimer, der levede i muslimske lande (uden for det hellige område omkring Mekka). Dhimmi-systemet blev videreført i det osmanniske rige i form af det såkaldte millet-system. Millet betyder nation og refererer til de religiøse og konfessionelle grupper uden for islam, der var i riget. Dele af millet-system videreføres i dag i forskellige grader i en række af de lande, som tidligere var en del af det osmanniske rige som Irak, Syrien, Jordan, Libanon, Egypten, Iran og Pakistan.

Dhimmi’er var en slags andenrangsborgere i de muslimske samfund, dvs. at de ikke havde samme rettigheder og pligter som muslimske borgere, og måske ville det være mere korrekt at sige, at de ikke var egentlige borgere i samfundet, men en gruppe mennesker, som det muslimske samfund havde indgået en kontrakt med, og hvis tilstedeværelse man tålte. Dhimmi’er skulle betale en særlig skat, jizja og være loyale borgere, og fik til gengæld en betydelig grad af autonomi mht. at styre deres eget samfunds interne anliggender efter egne religiøse love og med egne ledere og domstole, og en ret il at praktisere deres religion – med en lang række begrænsninger.

Mange af disse bestemmelser vedr. dhimmi’er er i overensstemmelse med (og måske overtaget fra) Theodosius og Justininians love om jøder fra hhv. 438 og 529. Det gælder fx reglen om, at dhimmi’er skulle betale en særlig skat, at dhimmi’er måtte samles til gudstjenester o.l. i deres kirker, synagoger o.l. , men at de ikke måtte vise deres religion ude i det offentlige rum, at de ikke måtte reparere gamle eller bygge nye religiøse bygninger uden særlig tilladelse. I øvrigt måtte dhimmi’er skille sig ud fra muslimer gennem deres klædedragt, de måtte ikke ride på heste, ikke bære våben, og de skulle vise en særlig respekt over for muslimer, kristne måtte ikke have kors på deres kirker og heller ikke ringe med kirkeklokker.

I lyset af en moderne forståelse af religionsfrihed, så er der altså her tale om en klar religiøs diskrimination, og dertil kommer, at dette system ikke ville kunne klare den helt afgørende lakmusprøve på religionsfrihed, som efter min mening er retten til at drive mission og retten til at konvertere (væk fra islam). If. alle de store islamiske lovskoler var ridda, apostasi, frafald fra islam, ikke tilladt, og der var i princippet dødsstraf for apostasi. De ortodokse retslærde og teologer fandt og finder også i dag denne begrundelse i hadith, fx en hadith i Buharis samling, hvor Muhammed skulle have sagt, ”at enhver der skifter religion, skal straffes med døden”.

Ét er imidlertid ikke-muslimers status if. shari’a, noget andet er, hvordan ikke-muslimer i praksis blev og bliver behandlet i muslimske lande. Der er både historisk og aktuelt eksempler på, at ikke-muslimer i praksis tilstedes større frihed end islamisk lov tilsiger, men der er også eksempler på, at ikke-muslimers rettigheder som dhimmi ikke respekteres og at de udsættes for tvangskonvertering og andre former for forfølgelse. Men det er ikke længere kun et spørgsmål om, at de klassiske islamiske lovregler vedr. ikke-muslimers rettigheder (og mangel på samme) er blevet og også i dag bliver tolket og praktiseret forskelligt. I dag er der i islamiske teologiske kredse – bl.a. inspireret af moderne menneskerettighedstænkning – en mere grundlæggende debat om religionsfrihed i islam. Den dominerende indflydelse i den muslimske verden har stadigvæk meget konservative teologer som fx Qaradawi og Mawdudi, der begge fastholder dødsstraf for apostasi, men i de senere årtier er der dukket teologer op, som – trods stor modstand og med fare for deres liv – vover at tolke islam på en måde, der er mere i overensstemmelse med den moderne forståelse af religionsfrihed.

 

Christiansfeld, onsdag, den 8. november 2017
Mogens S. Mogensen

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Kampen om religionsfrihed i islam – 1

”’Let there be no Compulsion in Religion’ (Surah 2:256). Apostasy from Islam as judged by contemprary Islamic Theologians” (2016) er titlen på en bog af Christine Schirrmacher. På 620 sider drøfter hun religionsfrihed og helt specifikt spørgsmålet om holdningen til apostasi i islam.

Religionshistorien viser, at der i alle verdensreligionerne har været større eller mindre problemer mht. respekten for religionsfrihed. Religionsfrihed er som de andre frihedsrettigheder og menneskerettigheder, som vi i dag er tilbøjelige til at tage som givne, netop som menneskerettigheder, er et nyere fænomen, og derfor kan det måske ikke undre, at der fx i oldtiden og middelalderen sædvanligvis ikke var nogen religionsfrihed, men også i nyere tid, hvor der kom fokus på borgernes frihedsrettigheder, har der været og er der stadig alvorlige problemer med religionsfrihed. Det gælder i høj grad også i muslimske lande og sammenhænge.

En undersøgelse foretaget af PEW i 2014 viste således, at over 20 muslimske lande, inkl. næsten alle de muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika havde en lovgivning, der gjorde apostasi strafbart. Dertil kommer, at der i disse lande og en lang række andre lande også var blasfemilove, der i høj grad indskrænkede religionsfriheden. En anden PEW undersøgelse fra 2013 viste, at der i mange muslimske lande var et stort flertal blandt dem, der gik ind for at shari’a skulle være landets lov, for at der skulle være dødsstraf for apostasi. Procentallene ser således ud.

Dobbeltbillede
I bogen giver Schirrmacher en meget grundig redegørelse for, hvordan apostasi er blevet forstået i den islamiske tradition og for, hvordan apostasi er blevet straffet, og gennemgår også hvordan status i lande med muslimsk flertal er i dag. Dernæst analyserer hun, hvordan tre nutidige indflydelsesrige muslimske teologer tolker apostasi og i det hele taget forholder sig til spørgsmålet om religionsfrihed, nemlig Abu l-A’la Maududi, Yusuf al-Qaradawi, der begge på forskellig vis holder fast ved den traditionelle forståelse af aposasi, og så Abdullah Saeed, der går ind for religionsfrihed.

Da jeg forleden begyndte at læse bogen, som i øvrigt meget stærkt kan anbefales til alle interesserede – og mange burde interessere sig for dette emne – kom jet til at tænke på en artikel, som jeg i efteråret har arbejdet på, ”Kristendom, kirke og religionsfrihed”, der netop handlede om kampen om religionsfrihed i en kristen kontekst. I de første godt 1000 år efter at kristendommen blev statsreligion i Romerriget, var der stort set konsensus blandt kristne teologer om, at kætteri skulle straffes hårdt, og denne holdning blev cementeret i den kanoniske ret.

Det var først i reformationstiden – men altså ikke på initiativ af Luther – at kampen om religionsfrihed tog sin begyndelse, med den radikale reformations ledere som fortalere. I de følgende godt 400 år stod kampen om religionsfrihed på i den kristne kirke – og i de kristne samfund. Repræsentanter for den radikale reformation og andre religiøse dissentere var med til at indføre religionsfrihed i USA i 1700 tallet. I løbet af 1800 begyndte lutherske teologer at gå ind for religionsfrihed, men det var først i 1962, ved det andet vatikanerkoncil, at den katolske kirke gik ind for religionsfrihed.

I disse år er kampen om religionsfrihed så småt begyndt blandt islamiske teologer. Fortalerne for religionsfrihed udgør stadig kun et lille mindretal, og mange af fortalerne er placeret uden for de lande, hvor der er muslimsk flertal. Tiden vil vise, om det tilhængerne af religionsfrihed vil sejre – som det skete i den kristne sammenhæng, og i givet fald, hvor lang tid kampen vil tage.

Christiansfeld, lørdag, den 4. november 2017
Mogens S. Mogensen

 

4 kommentarer

Messerschmidts vision om en dansk folke(parti)kirke

I artiklen ”Afskaffelse af bispeembedet vil sikre en jordbunden kristendom” i Kristeligt Dagblad den 30. Oktober fremlægger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti i anledning af reformationsåret sine visioner for folkekirken.

Messerschmidts vision er på den ene side en fuldstændig afpolitiseret kirke, dvs. en kirke, hvis repræsentanter ikke forholder sig til politiske spørgsmål. Det handler ikke kun om, at kirken naturligvis ikke må tage partipolitisk stilling, men kirken skal slet ikke forholde sig til de etiske spørgsmål i samfundet, som har politiske dimensioner. Dette krav lever biskopperne ikke op til, og det har Messerschmidt fuldstændig ret i. Problemet er bare, at det krav levede hverken kirkefædrene i oldtiden eller Martin Luther i reformationstiden op til, og det samme har heldigvis kunnet siges om talrige andre kirkeledere siden da og i hele verden, og der følger de den tradition, som går helt tilbage til profeterne i Det Gamle Testamente.

Messerschmidts vision er på den anden side en fuldstændig politiseret kirke, dvs. en kirke, der ikke har sine egne styringsorganer eller ledere, men som i alle spørgsmål ledes af politikere og deres embedsmænd. Derfor ønsker han bispeembedet afskaffet, så der ikke er nogen ledere i kirken over sogneniveauet, heller ikke de demokratisk valgte biskopper.Det åndelige og kirkelige tilsyn, som biskopperne traditionelt har stået for, er han parat til at overdrage til kirkeministeriet. Dermed bliver det nemlig muligt at gennemføre den totale politiske styring af folkekirkens både indre og ydre anliggender. At der har været biskopper, der har ført tilsyn med menighederne, lige siden oldkirken, og at også Luther insisterede på indsættelsen af biskopper (også i kirken i Danmark, hvor Luthers udsending Bugenhagen i 1537 indviede de første 7 efterreformatoriske biskopper) anfægter ikke Messerschmidt.

I Messerschmidts vision for den danske folkekirke er Luthers toregimentelære således helt afmonteret, for der er der kun plads til et regimente, nemlig det regimente, som politikerne udøver. Det regimente, som politikerne udøver over socialvæsenet, skolevæsenet, sundhedsvæsenet, militærvæsenet osv., skal her udstrækkes uafkortet ogå til kirkevæsenet.

Anledningen til Messerschmidts visioner for folkekirken er, at vi netop i disse dage fejrer 500 års dagen for reformationen. Luther sagde, at ”ecclesia semper reformanda est”, dvs. ”kirken må til stadighed reformeres”. Og her har vi så Messerschmidts forslag til, hvordan det skal ske. Så vidt jeg kan se, er der imidlertid hos Messerschmidt ikke tale om en fortsat reformation, men om en fatal deformation af kirken.

Man kan vælge at trække på smilebåndet ad Messerschmidts visioner for folkekirken,  og sige, at de er så ekstreme, at det er vanskeligt at tage dem alvorligt, og man kunne fristes til at kalde det for en vision om en dansk folkepartikirke. men sandheden er imidlertid den, at det er politikerne – og dermed bl.a. folk som Messerschmidt – der if. kirkens ordning i Danmark har magten over folkekirken, og dermed principielt også magten til at reformere eller deformere folkekirken.

For 500 år siden brugte politiske magthavere – dvs. fyrster – deres magt til at reformere kirken i en række lande i Nordeuropa, og også i Danmark, og det skylder vi dem stor tak for. Vi må håbe, og bede til, at nutidens og fremtidens politiske magthavere ikke vil misbruge deres magt over folkekirken.

Glædelig reformationsdag!

Christiansfeld, tirsdag, den 31. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Morten Messerschmidts fem nye reformationsteser

I morgen kan vi fejre 500 året for, at munken Morten – som han blev kaldt i Danmark – slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed indledte den reformation af kirken, som også kom til Danmark. Som optakt til reformationsfejringen har politikeren Morten – dvs. Morten Messerschmidt – slået en artikel med sine implicitte teser om fortsættelsen af reformationen op på debatsiderne i Kristeligt Dagblad. Den første Morten formulerede 95 teser, som egentlig er et meget skævt tal, men med de teser, der efter min opfattelse ligger implicit i den anden Mortens oplæg, når vi op på 100, som er et rigtig rundt og smukt tal, som alle kan huske.

Hvad er det da for nogle teser om en fortsat reformation af kirken, som den anden Morten vil have os til at diskutere?

Tese 96: Kristendom er inderlighed.
Tese 97: Kristendom har ikke noget med politik at gøre
Tese 98: Menigheden er grundlaget for kristendommen
Tese 99: Bispeembedet skal nedlægges
Tese 100: Tilsynet med præster og menigheder skal overføres til kirkeministeriet

I artiklen står der, at dansk kristendom er ”Jordbunden, ikke skrydende; inderlig; ikke formynderisk. Ordet og troen”. For mig at ser er det centrale ord her, at kristendommen er noget inderligt, ikke noget bare personligt, men også noget privat. Det flugter med den forståelse af kristendommen, som fulgte med oplysningstiden, hvor kristendommen ikke som på Luthers tid skulle have en central plads i det offentlige rum og den offentlige debat, men kun i lønkammeret og kirkerummet.

Ud fra den forståelse giver det god mening at sige, at kristendom ikke har noget med politik at gøre, for kristendommen hører hjemme i det private rum, politikken i det offentlige rum. Derfor har næstekærlighed kun en plads i det personlige møde, og skal ikke gøres gældende i politiske spørgsmål. Når danske biskopper i deres forkyndelse forholder sig til politiske spørgsmål, som fx hvordan vi som samfund behandler samfundets svageste – dem, der i det gamle testamente sammenfattes med ordene: de fattige, enkerne, de faderløse og de fremmede – blander de på utilbørlig vis kristendom og politik.

Mange vil mene, at evangeliet er grundlaget for kristendommen, men her siges det, at menigheden er grundlaget for kristendommen. Måske ligger der den demokratiske tanke bag, at kristendom er, hvad flertallet gør den til. Derfor siger Morten Messerschmidt, at da hver lokal menighed har valgt sin præst, så må det vel tåles, hvis præsten kommer med politiske udfald.

Morten Messerschmidt kan dog ikke tåle at se biskopper i kirken. Det minder mig om H. C. Andersens Eventyr ”Store Klaus og Lille Klaus”, hvor der fortælles om bondemanden, at ”Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende.” Det, der gør Messerschmidt rasende, er, at biskopper netop repræsenterer ”den uheldige tradition af ideologiseret kristendom”. Det kan vel tåles, at præster kommer til at blande kristendom og politik, men det kan ikke tolereres, at de biskopper, som skulle føre tilsyn med præsterne, gør det samme. Problemet er, at biskoppernes trods deres forandrede stilling som følge af reformationen ”fortsat [nyder] en privilegeret position i samfundet. Der lyttes, når de taler.” De burde i deres stilling være ydmyge og tilbageholdende, men er det ikke. Derfor konkluderer Messerschmidt: ”Lads os afskaffe dette levn fra katolsk tid”.

I konsekvens heraf foreslår Messerschmidt: ”At føre tilsyn med præster og menigheder forekommer at være en opgave, der sagtens kan overføres til Kirkeministeriet”. Oprindeligt var det ikke Luthers ønske, at kirken skulle knyttes så tæt til statsmagten (fyrsten), som det skete – og som det langt hen ad vejen stadig er tilfældet i Danmark, men det var åbenbart prisen for reformationens overlevelse. Men nu ønsker Messerschmidt at fulbyrde statsliggørelsen af kirken, ved fjerne bispeembedet og lægge tilsynet med præster og menigheder – ikke blot kirkens ydre, men også dens indre anliggender – helt og aldeles over til politikerne.

Morten Messerschmidt fortjener ros for, som en anden reformatorisk Morten, at lægge sin politiske tanker om en reformation af kirken – som jeg har kondenseret til fem teser – frem i så klar form til drøftelse netop dagen før vi skal fejre den første Luthers opslag af sin 95 teser. Der er virkelig tale om nytænkning fra den anden Mortens side, for, så vidt som jeg kan skønne, ligger disse 5 teser uden for – og ikke engang i forlængelse af – den første Luthers 95 teser og skrifter i øvrigt.

Christiansfeld, mandag, den 30. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Hvilken plads har kristent discipelskab i et moderne demokratisk samfund?

I en dansk sammenhæng er det sjældent, vi taler om ’discipelskab’, altså om at være disciple af Jesus, og når det sættes i relation til politik og Guds Rige, så bliver det endnu mere problematisk. Men en gang imellem er det vel sundt at lade sig udfordre eller ligefrem provokere af kristne fra andre lande – og så opdager vi måske, at det alligevel ikke ligger så langt fra vor egen tradition, fx den lutherske lære om de to regimenter.

I bogen ”Being Disciples. Essentials of the Christian Life” (SPCK 2016) stiller den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams i kapitlet ”Faith in Society” nemlig spørgsmålet, ”Hvilken plads har kristent discipelskab i et moderne demokratisk samfund?” I Europa i dag vil de fleste if. Rowan Williams nok svare, at tro hører til i privatlivet og ikke bør påvirke den måde, man handler på som borger i samfundet. Og det er vel også en meget udbredt opfattelse i Danmark.

Denne sekulære model, der har sin rod i oplysningstiden, begynder imidlertid at vække bekymringer. Fra venstreorienteret hold peges der på, at, når alene markedskræfter bliver styrende for samfundets udvikling, fører det ikke nødvendigvis til et retfærdigt samfund eller en retfærdig verden, men til en stadig større ulighed, der truer samfundenes funktionsduelighed. Fra konservativt hold peges der på, at det i et mere og mere individualistisk samfund, hvor den enkelte er optaget af at forbruge mest muligt, bliver vanskeligt at se, hvor mennesker skal hente motivationen til at handle til gavn for andre eller simpelthen til at værdsætte ting – og mennesker – som ikke har nogen umiddelbar økonomisk nytte.

For Rowan Williams er løsningen naturligvis ikke at skrue tiden tilbage og igen styre samfundet efter religiøse principper, men vi har ikke desto mindre brug for en basis for ”a moral society”. Og her mener han, at ”der er to principper i den kristne tro og kristent discipelskab, som vi har brug for til at danne denne basis”.

For det første den kristne overbevisning om, at vi alle har samme værdi for Gud. ”For den kristne discipel afhænger den menneskelige værdighed – og derfor ethvert begreb om menneskerettigheder – af anerkendelsen af, at ethvert menneske er relateret til Gud, før det er relateret til noget eller nogen anden”. Den ærefrygt, vi skylder over for ethvert menneske – som det mysterium det er – bunder i den ærefrygt, vi skylder Gud, som har skabt og opretholdt det. ”Ethvert menneske fortjener derfor fuldstændig opmærksomhed og omsorg, uanset om det er rigt eller fattigt, om det lever én dag eller ni årtier.” Og derfor kan intet menneskes værdi måles ud fra, hvor produktivt eller succesrigt det er. Rowan Williams går imidlertid et skridt videre og siger, at vi ikke kun skal behandle mennesker som Guds skaberværk, men også hele vor verden omkring os. I den økologiske krise, vi står i i dag, har vi brug for at bringe et religiøst perspektiv ind i vor holdning til verden. Verden er ikke vores, men er relateret til Gud, før den er relateret til os. I Bibelen kan vi således læse, at Gud kalder verden for god, allerede før der er mennesker i den.

For det andet den kristne overbevisning om, at vi alle er afhængige af hinanden. Som kristne disciple har vi en vision om, hvordan vi skal leve sammen og interagere med hinanden i samfundet. ”Det samfund, som mest perfekt repræsenterer, hvad Gud ønsker at se i den menneskelige verden, er et, hvor hver enkelt menneskes ressourcer tilbydes til enhver anden, uanset om der er tale om finansielle eller åndelige eller administrative ressourcer. Det er mønsteret fra Kristi legeme, som Paulus definerer det”. Det er ikke bare sådan, at hvert enkelt menneske, selv det tilsyneladende svageste eller mest uduelige, har en værdighed, som skabt i Guds billede, der skal respektereres i samfundet, men alle har en værdighed, der består i, at de har noget at give og bidrage med til hele samfundet.

For Rowan Williams handler det altså ikke om, at kristne disciple skal forsøge at påtvinge andre deres vision for samfundet, og da slet ikke om at forsøge med politiske midler at etablere Guds rige på jord. Men det handler først og fremmest om selv at udleve visionen i kirken, også når det måtte være upopulært. Historien viser, at frivilliges kirkelige initiativer har været med til at gøre en afgørende forskel i samfundet. Et eksempel er hospice-tanken.

Og så handler det for kristne disciple dernæst om at ”argumentere for og forsvare deres vision i det offentlige rum og forsøge at overbevise både regering og enkeltpersoner om, at der findes en bedre moralsk basis at indrette samfundslivet efter”. Det handler om, at vi som kristne disciple ser det som vores ansvar at deltage i samtalen om samfundets udvikling – Rowan Williams taler om at være ”a critical friend” overfor politikerne – og om at vi skubber på for forandringer, der gør, at samfundet kommer til at ligne lidt mere det samfund, som vi repræsenterer, nemlig Guds Rige.

Rowan Williams skriver i bogen, at det bl.a. er islams tilstedeværelse i de vestlige sekulariserede lande, der har rejst spørgsmålet om, hvilken moralsk basis vort samfund bygger på. Derfor er det efter min opfattelse bestemt også relevant i Danmark at ’kristne disciple’ ud fra deres vision om Guds rige, om hvert enkelt menneskes værdighed og om vores indbyrdes afhængighed, tager konkrete initiativer, der gør en forskel i samfundet, og deltager i den demokratiske debat om det gode samfund.

 

Christiansfeld, lørdag, den 28. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er de overhovedet kristne? – Blandt keruber og serafer i London – 4

Når vi – som folkekirkekristne – møder migranternes kirker i Danmark og ser deres meget eksotiske traditioner og deres meget fremmedartede tolkninger af kristendommen, så kan man fristes til at spørge, om det overhovedet er den samme religion, vi tilhører? Når man møder en menighed, hvor man skal tage skoene af før man går ind i kirkerummet, og kvinderne skal bære hovedtørklæde e.l., ligesom muslimerne gør, så kan man fristes til at spørge, om de overhovedet er kristne

På samme måde, når disse migrantkristne kommer til Danmark og møder kristne fra folkekirken og oplever, hvor lidt den kristne tro tilsyneladende betyder for danskere i hverdagen, så kan de fristes til at spørge, om de overhovedet er kristne? Når de oplever, hvad de måske synes er en søvnig højmesse uden liv og glæde og med få deltagere, så kan de fristes til at opfatte sig selv som missionærer, der er kommet til den nye missionsmark. Danske –og i det hele taget vestlige – missionsselskaber er næsten holdt op med at sende missionærer til Afrika, men nu er det måske Afrika, der sender missionærer til vesten, og også til Danmark.

I de sidste tre dage har jeg sammen med tre andre repræsentanter for Communion of Protestant Churches in Europe – og vi var alle enten lutheranere eller reformerte – været på besøg hos en af disse eksotiske og fremmedartede kirker i London, nemlig Cherubim & Seraphim Church, der blev grundlagt i Yoruba-land i det sydvestlige Nigeria i for knap 100 år siden. Så længe denne og lignende kirker levede i Afrika og vore protestantiske mainline kirker levede i Europa, kunne vi passe os selv, uden at forstyrre hinanden. Men nu er disse kirker kommet til Europa og til Danmark, og hvordan skal vi så forholde os til denne nye situation?

Det stiller os over for en række udfordringer, som bedst løses ved ikke blot at studere hinandens kirker og tradition i bøger, men ved også at mødes ansigt til ansigt, ved dialog, ved at deltage i hinandens gudstjenester.

Den første udfordring er en fundamental-teologisk udfordring. Hvad skal der minimalt til, for at vi kan anerkende en anden kirke som kristen, hvad skal der til for at en anden kirke kan anerkende os som kristne? Hvad er kristendommens dna, hvad er kristendommens grundpiller? Sætter vores egen konfession – eller vor egen version af vor konfession – grænserne for, hvad vi kan anerkende som kristendom? Eller er der ingen grænser for, hvad der kan kaldes kristendom? Her har vi brug for sammen at læse Bibelen og sammen at reflektere over evangeliet og over kirkens 2000-årige tradition – og – ville bl.a. Cherubim og Seraphim-kirken minde os om – sammen bede til Gud og forvente Helligåndens ledelse.

Det fører til den næste udfordring, som er en kontekstuel udfordring. Kristendom findes aldrig i ”ren” form, man altid kun i en eller anden kulturel udformning, fordi kristendommen er en inkarnatorisk religion, dvs. en religion, der inkarnerer sig i forskellige kulturer og kontekster med stor historisk, geografisk mangfoldighed til følge. Kulturer er som prismer, som evangeliet reflekteres igennem, og måske bringer nogle kulturer dimensioner af evangeliet frem, som ikke kommer til syne i andre kulturer. Men hvornår er der tale om en en autentisk kontekstualisering af kristendommen i en bestemt kontekst, hvornår er der tale om en overkontekstualisering hvor konteksten tager magten over evangeliet, og hvornår er der tale om en underkontekstualisering, hvor kristendom opleves irrelevant i konteksten?

Den tredje udfordring følger naturligt heraf, nemlig den økumeniske udfordring. Mangfoldighed kan føre til splittelser og konflikter, som vi kender det fra kirkehistorien. Men fra Jesu ypperstepræstelige bøn ved vil at vi er kaldet til enhed, til at være ét i Kristus. Målet er ikke at ophæve mangfoldigheden til fordel for en ensretning af alle kristne, men ”a unity in reconciled diversity”. Hvor langt kan vi gå i fællesskabet med hinanden som kirker? Hvad kan vi lære af hinanden? Hvad kan vi samarbejde om?

Det fører til den sidste udfordring, nemlig den missionale udfordring. Jesus sagde, at vi skulle være ét for at verden måtte tro. Dvs. det ultimative mål med den økumeniske enhed er verden, at det er for verdens skyld at vi skal være ét. Hvordan kan vi med vore forskelligheder alligevel samarbejde om at være i mission ved at forkynde evangeliet og være i diakoni og tale de svages, de fattiges, de fremmedes sag?

Ingen af disse udfordringer fik vi løst på denne tur, men vi fik etableret en relation og begyndt en dialog, som vi ikke ved, hvor vil føre os hen.

I Hebræerbrevet, opfordres vi til ikke at glemme gæstfriheden – og det kunne vel også gælde gæstfriheden over for migrantkristne – ”for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”. Vi har i de sidste tre dage oplevet at blive modtaget med stor gæstfrihed fra kristne migranter – blandt keruber og serafer i London.

I luftrummet over Nordsøen på vej til Billund, søndag, den 22. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

”Synger og danser og klapper i eders småhænder” – Blandt keruber og serafer i London 3

Efter at have deltage i tre gudstjenester i tre forskellige Cherubim & Seraphim-kirker i London må jeg endnu en gang konstatere, at Guds globale kirke er meget mangfoldig. Så vidt jeg husker, har jeg aldrig været til gudstjeneste i en kirke, hvor det krævedes at alle satte skoene udenfor, og hvor kvinderne skulle tage hovedtørklæde eller lignende på. Jeg er vant til, at præster ifører sig meget specielle klædedragter, sorte præstekjoler eller hvide albaer, men det er kun her hos Cherubim og Seraphim at jeg har oplevet, at alle gudstjenestedeltagerne – lige bortset fra vi fire gæster – var iklædt hvide bededragter fra top til tå, der fik dem til at ligne engle.

Aldrig har jeg været med i så mange højlydte halleluja’er, hosianna’er, amen’er osv. Aldrig har jeg knælet så mange gange og så længe til en gudstjeneste, og slet ikke i den danske folkekirke. Aldrig har jeg været til en gudstjeneste i Danmark, hvor alle deltagerne var så aktive – og højlydt aktive. Det er længe siden, at jeg har klappet så meget, om nogensinde, til en gudstjeneste – det skulle da lige have været i Nigeria. Jeg er vant til, at vi beder fadervor højt i kor, men aldrig før har jeg været med til en fællesbøn, hvor alle bad højlydt samtidigt om samme emne. Mens folkekirkegudstjenester som oftest er præget af ro og orden, af forudsigelighed, og med vægt på æstetik, var disse gudstjenester meget højrystede, enhver fugl sang og talte med sit næb; de var præget af en sprudlende energi, medleven og glæde – og med plads til spontanitet. Det var således også nyt for mig, at blive bedt om med fem minutters at stå frem og bede for en række emner, der var oplistet.

Jeg kom til at tænke på en linje fra Grundtvigs julesalme, ”Kimer, I klokker”, som jeg har sunget talrige gange, og som handler om vor respons på det glædelige budskab om Jesu fødsel: ”Synger og danser og klapper i eders småhænder”. Her blev der virkelig sunget, danset og klappet – og jeg vil tilføje bedt – igennem.

Guds kirke er virkelig meget farverig og meget mangfoldig, men på intet tidspunkt kom jeg i tvivl, om det var en kristen gudstjeneste jeg deltog i. Alle de gudstjenestelige grundelementer, som også gudstjenester i folkekirken indeholder, kunne tydeligt identificeres her. Der var læsninger fra bibelen og evangeliet blev forkyndt i en prædiken. Der var lovsang – inkl. afsyngelse af salmer, som vi kendte. Der blev bedt bønner – mange bønner – både fadervor, bønner fra salmernes bog og frie bønner. Velsignelsen var der også, både den aronitiske og den apostolske. Vi oplevede hverken dåb eller nadver, men det praktiseredes også.

Da vi spurgte Cherubim & Seraphim-apostlene, om deres kirke var protestantisk, blev de lidt fjerne i blikket, for reformationshistorien var jo af gode grunde ikke en del af deres historie. De talte om, at der var katolikker, ortodokse og protestanter, og så var der afrikanske kristne, altså de afrikansk initierede kirker, som fx Cherubim og Seraphim, som Gud havde kaldt frem i Afrika. Man kan med god ret sige, at der er tale om en meget markant kontekstualisering eller inkulturering af kristendommen i en traditionel yoruba-kultur. Kritikere har talt om en overkontekstualisering og om synkretisme, og det er der måske noget om, men hvis man anvender de samme kriterier, så kunne det samme måske også siges om den vestlige kristendom inkl. dansk follkekirkekristendom

Cherubim & Seraphims apostle værdsatte i høj grad Luthers lære om ”sola scriptura”, for de var som de selv sagde ”Bible bashing Christians”. Men Cherubim &Seraphim-kirkens grundlæggere kom ud af en anglikansk tradition, og det var bestemt ikke til at overse, at deres gudstjenester havde anglikanske rødder, både når man lyttede til deres sange, og når man oplevede liturgien.

FullSizeRender
Den tredje og sidste gudstjeneste, som vi deltog i, foregik i den anglikanske St. George the Martyr-kirke, som en Cherubim & Seraphim-menighed gennem mange år havde haft et godt samarbejde med, og hvor alle deres gudstjenester blev afholdt. Under den lange gudstjeneste havde jeg god tid til at studere den godt hundrede år gamle kirke, og det slog mig, at udsmykningen af kirkes loft bestod af talrige engle, og under nogle af englene stod der ligefrem Cherubim & Seraphim. Keruberne og seraferne hører virkelig hjemme hos disse anglikanere.

London City Airport, søndag, den 22. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar