Fristil – Erindringsglimt 11

Fristil.jpgErindringer kan være upålidelige. Hvad var det i virkeligheden, jeg tænkte og følte, da jeg gik i folkeskolen? Måske har jeg glemt det, eller måske har jeg husket forkert. Hvem ved? Hvis jeg bare havde skrevet det ned den gang og så havde bevaret noget af det, så ville det kunne give et troværdigt glimt af min skoletid.

Heldigvis har jeg gemt mine mange stilehæfter fra min skoletid. I syvende klasse og i første og anden real var jeg meget glad for at skrive stil, Og når jeg kigger stilehæfterne igennem, kan jeg se, at jeg fik gode karakterer i dansk stil – når det gælder indholdet, mens ordenskaraktererne lod meget tilbage at ønske. Især var jeg glad for at skrive fristile, dvs. stile med frit valgt emne. Men det var desværre langt fra altid, jeg selv kunne vælge mit emne, og så forsøgte jeg alligevel at give min besvarelse en fristileagtig karakter.

Til min store overraskelse – når jeg i dag bladrer stilehæfterne igennem – handler stilene om mange specielle emner. Jeg blev sat til at skrive ”Om gaver”, og min dansklærer, inspektør Kristensen, skrev ”Emnet godt uddybet, men havde du ikke haft for travlt?” Jo, det havde jeg, for emnet interesserede mig ikke. Emnerne ”Danmarks sidste tropekoloni” og ”Toget til Ditmarsken” appellerede heller ikke stærkt til mig, men det gjorde derimod emnet ”Flygtningehjælp?”, som jeg nærmest drejede i retning af en fristil ved at fortælle en historie om en ung indsamler og hans møde med kontorist Jensen.

Dørklokkens irriterende kimen trænger med besvær ind i kontorist Jensens fjernsynsbedøvede hoved. ”Det var da også som ….” Besværligt hæver han sin fede krop op fra en dyb lænestol og river med vold og magt blikket fra den underfulde skærm. Gnaven tøfler han hen og lukker op. ”Åh, igen en af disse forb…  tiggere, der render én på dørene.” Derefter følger en dialog mellem indsamleren og kontoristen. På et tidspunkt begynder han at tale om, hvem der har ansvaret for de 13 mill. flygtninge og bliver lidt ophidset: ”Og hvem har skylden? Det har De! De og alle vi hvide slyngler. Vi koloniserede de nuværende ulande, udpinte dem, forsømte at give dem undervisning, …. De ved: 13 mill. mennesker står den hvide mand med i sin hule hånd. Og vil han hjælpe eller lader han dem sejle deres egen sø?”. … Skønt intet synes at bide på Hr. Jensen, der fra TV er vænnet til hver dag at blive konfronteret med frygtelige ting og problemer, fører han hånden til baglommen. ”Her er 10 kr. og lad mig så i fred. Der er måske meget rigtigt i det, du siger, men jeg ønsker ikke at høre det.”

Stolt var jeg, da jeg fik 10 med en pil opad for denne noget utraditionelle besvarelse af emnet ”Flygtningehjælp?”.

I anden real skulle jeg skrive en stil om emnet ”Den livsstilling, jeg vil vælge”. Efter 6 ½ siders principielle overvejelser om valg af livsstilling, kom jeg endelig til sagen. Disse ting taget i betragtning har jeg efter længere tids overvejelser fundet ud af, at jeg godt kunne tænke mig at blive journalist. På de næste sider skriver jeg blandt andet, hvad der skal til for at blive journalist, og fortsætter, Så kunne man jo fristes til at tro, at en høj stilekarakter var tilstrækkelig, men det er ingenlunde tilfældet. Ude i marginen har min dansklærer, som var skoleinspektør Knud Kristensen, skrevet med rød kuglepen Rigtigt! Og jeg fortsatte: Journalisten må nødvendigvis være i stand til at se, hvad der er væsentligt i en given situation, og hvad der ikke har nogen betydning. Hvortil Kristensen i marginen kommenterede: Husk det! Efter i alt 14 ½ sider fik jeg sat punktum. Og Kristensen kommenterede: En journalist vil ofte få til opgave at skrive 800 ord om et bestemt emne. Du havde fået 8 sider!

Den højeste karakter fik jeg imidlertid for en fristil med titlen ”Pigtråd”, der røber min bristede illusioner om journalister – og pigtrådsorkestre. Stilen handler om en journalist, der overværer en koncert med pigtrådsorkestret ”The Loving Playboys”, og hvis karriere for alvor kom i gang, da gruppen kom på førstepladsen på Østfyns Hitliste med sangen ”Love me lover”. Efter koncerten foretager han et interview med musikerne, der kører helt af sporet. Efterfølgende fortryder lederen af orkestret, at de havde ladet sig interviewe.

Han vil ikke have dette interview trykt. Dårlig reklame. Med et tykt bundt sedler forsøger sangeren at overtale journalisten. Denne er imidlertid hård om bornholmergranit og nægter pure at modtage penge for at lade være med at lade interviewet trykke. En dybt skuffet pigtrådssanger går tilbage til sine kammerater. Journalisten, derimod slentrer derimod glad videre gennem Københavns gader med et særlig godt interview i baglommen. Det skal nok gi’ penge, endnu flere end den sølle sanger kunne tilbyde. ”Ha, ha!” tænker journalisten, da han træder ind i en af Københavns snasker.

Endnu mere ’fri’ var fristilen ”En mørk aften”, hvor jeg forsøgte mig som krimi-forfatter.

’Krimien’ begynder med ordene: En mørk aften kommer en mand gående hen ad landevejen. Pludselig hører han en mærkelig lyd fra grøften. ”Hvad var det?” mumler den eller så rolige sagfører Brun. Bruner på vej hjem gennem Søllerød plantage fra sit arbejde i Søllerød. Det var blevet lidt sent, inden han kom af sted fra sit kontor. Krimien handler om de to politibetjente, Holm og Johnsen, der er på ferie sammen. Da de vækkes af vækkeuret, som en af dem er kommet til at skubbe ned på gulvet, viser det sig, at de begge har haft en drøm – og nøjagtig den samme drøm, en drøm netop om sagfører Brun, hvis liv er i fare. I første omgang tager de ikke drømmen alvorlig, men da de endelig dagen efter gør det og opsøger sagfører Brun, som de kendte fra en tidligere sag, kommer de lige akkurat for sent til at redde ham.

I en stil i anden real om ”Medgang og modgang i min skoletid” fortæller jeg om mine skoleoplevelser. ”Det var vel nok lidt af en omvæltning pludselig at begynde at gå i skole. Dog husker jeg ganske tydeligt, som var det i går, hvorledes spændingen steg dagene op imod april. Og endelig oprandt dagen, det står for mig, at solen skinnede ned til mig, en syvårs dreng fuld af glæde og forventning. Nu skule jeg ikke længere nøjes med mine ældre søskendes tvivlsomme skrøner om hin sagnomspundne skole, nu var jeg selv midt i den fagre ny verden, der åbnede sig for mig som et smukt net. Senere, som tiden gik, lukkede dette net sig fastere og fastere om mig, så jeg til slut kunne sidde som en rødspætte og sprællede i det uden at kunne slippe ud igen.

Senere i samme stil skriver jeg om min første lussing. Nu da der for tiden er stor diskussion om lussingen, vil jeg sige, at jeg mener, andre midler er at foretrække frem for voldsmetoder. Vi skal ikke opdrage – til at leve fredeligt side om side uden slagsmål – med vold’. Måske skrev jeg det i håbet om, at jeg mine lærere ikke ville tildele mig flere lussinger.

I stilen ”Hvad jeg laver i min fritid” skriver jeg lidt kritisk om det at være skoleelev. ”Hvad er fritid? Ved fritid forstår jeg den tid, hvor jeg ikke er i skole, hvor jeg ikke læser lektier, og hvor jeg ikke hjælper far og mor med et eller andet. Derfor er der ikke ret megen fritid foruden søn- og helligdage og andre fridage. Og så fortæller jeg lidt om, hvad jeg bruger fritiden til: Sådan går min fritid. Den går i øjeblikket for hurtigt. Den har ingen hastighedsgrænser, men så har den til gengæld så mange andre grænser i udstrækning.

Men der var nu også tid til fritidsinteresser i min skoletid. I en stil med titlen ”En eller flere af mine fritidsinteresser” skrev jeg bl.a.: Et af de fristeder, jeg gennem tiderne ofte har søgt såvel i deprimeret tilstand som i overstrømmende glæde er naturen. Ud i det fri. Ud. Ud. Det kan jeg lide. Det er en af mine fritidsinteresser. Og så handler stilen ellers om, hvordan jeg oplever at færdes i naturen om vinteren, foråret, sommeren:

Ja, eller om efteråret, mens regnen pjasker ned, og vinden leger med de sidste spraglede ”kunstværker”, inden de kastes hen i læ, drager jeg af sted. I storr støvler trasker jeg ud over de golde opblødte ler-jorder. Kanske vejen falder om ad gravhøjen og videre ned til naboens tit besøgt mark, mens den kølige væde baner sig ned ad ryggen. Her på marken findes sten. ”Sten?”. Ja, sten, der tydeligt bærer præg af vore forfædres, stenaldermenneskenes liv og arbejde. Jeg tager én op, tørrer mudderet væk med tommelen og studerer den. Så kan tanken meget let smutte fra én tilbage til stenalderen, hvis man da ikke passer på. Man skal jo hjem igen – pligterne kalder. Men ikke før konturerne udviskes af tusmørket, kan jeg rive mig løs. Det værker i ryggen af at have gået krumbøjet og stirret ned i den mudrede jord, og lommerne i jakken tynger godt ned. Mangen sten kommer med hjem til nærmere undersøgelse. Træt, men glad vader jeg hjem. Endnu en dejlig tur.

Jeg blev aldrig, hverken journalist eller krimi-forfatter, men i al deres barnlighed giver fristilene trods alt et glimt af, hvad der rørte sig i den dreng jeg var, da jeg gik i syvende klasse og realskolen.

Christiansfeld, mandag, den 6. januar 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

”Når revolutionen kommer …” – Erindringsglimt 10

Studenteroprøret i 1968 nåede aldrig rigtig til Aalborg Katedralskole, men da jeg i 1970 begyndte at læse historie på Århus Universitet, mødte jeg det for fuld udblæsning. Allerede den første dag, da semestret begyndte, havde  studerende besat universitetets administrationsbygning, og jeg så så, hvordan de løb rundt med walkie-talkier for at styre slagets gang.

Historie var et at de fag, hvor de marxistiske studerende hurtigt satte sig på magten i de styrende organer, dvs. i studienævnet og institutbestyrelsen. Mange af mine medstuderende blev engageret i studiegrupper og deltog i skolingskurser, hvor de studerede Das Kapital, der indeholdt Karl Marx’s analyse og kritik af kapitalismen og hans materialistiske historiefilosofi, og slyngede om sig med ord som produktivkræfter, merværdi, profitrate og klassekamp

Jeg blev aldrig marxist, men brugte utallige timer på Stakladen og andre steder til at diskutere med mine marxistiske medstuderende. De foretog et frontalt opgør med professorvældet og forsøgte ihærdigt at få en marxistisk tilgang til historiestudiet indført til afløsning af den borgerligt-kapitalistiske.

I faget, ”det 19. århundredes historie”, havde professor Nørgaard bestemt, at vi skulle studere den franske revolution – og det var bestemt et populært emne – men han insisterede på, at vi skulle læse et digert værk om emnet på originalsproget, fransk. Det passede mig faktisk fint, fordi jeg havde tænkt mig at læse fransk som bifag, men de fleste andre protesterede højlydt og krævede at få lov til at opgive den engelske oversættelse i stedet. Efter et voldsomt pres gav professoren efter.

Jeg kom imidlertid aldrig til at læse fransk som bifag. En af mine gode venner, Roland, der læste kristendom som hovedfag og fransk som bifag, overbeviste mig om, at kristendom som bifag ville give mig flere muligheder end fransk. Og havde jeg ikke fulgt hans råd, var jeg aldrig sammen med min hustru kommet til Nigeria som missionær, da de der efterspurgte lærere, der havde kristendom enten på universitets- eller seminarieniveau.

Roland var med i en kristen studenterbevægelse, der hed Navigatørerne, og den blev jeg også engageret i. Det, der tiltalte mig ved bevægelsen, var, at man både fordybede sig i den kristne tro og ønskede at dele den med andre, men at man også forholdt sig seriøst til de andre tilværelsestolkninger og politiske ideologier, som vore medstuderende var præget af. Jeg husker, at jeg i 1971 var med til at forberede et debatarrangement i en af kaffestuerne på Studenternes Hus. Vi havde hængt store røde vægaviser med overskriften ”Ikke revolutionær nok”.  I teseform argumenterede vi på vægaviserne for, at marxismen slet ikke var revolutionær nok, at den ikke løste menneskehedens problemer, men at kristendommen både havde en bedre analyse af menneskehedens problemer og bedre løsninger. Vi inviterede interesserede ind til et oplæg og til debat, sammen med en kop kaffe. Det var ikke kedeligt!

En lørdag, hvor vi afholdt et seminar om, hvordan vi kunne møde vore medstuderende med evangeliet, havde jeg fået til opgave at holde et foredrag under overskriften ”Har marxisten altid uret?”. Og min konklusion var, at det slet ikke var tilfældet. Marxismen peger på reelle problemer i verden, og der var også dele af deres analyser, som jeg mente holdt vand. Men på en række områder mente jeg, marxismen tog fejl, fx mht. menneskesynet og synet på historiens udvikling. Hvad det sidste angår, var mine marxistiske medstuderende overbevist om, at de økonomiske og sociale kræfter med usvigelig sikkerhed ville føre samfundet fra den ene fase til den næste, og overgangen ville ske gennem en revolution. Lige nu var det kapitalismen, hvis tid var ved at rinde ud, og det klasseløse samfund ville oprinde, hvor al undertrykkelse ville være væk.

På et tidspunkt var vi nogle historiestuderende, som var blevet trætte af marxisternes dominans, idet der i flere år ikke var nogen egentlig organiseret opposition. I al hemmelighed fandt vi sammen og etablerede i 1974 ”Alternativlisten” i et forsøg på at fravriste marxisterne magten. ”Alternativlisten” omfattede alle dem, som marxisterne hånligt kaldte de reaktionære, dvs. de studerende der politisk set  identificerede sig SF og partierne til højre derfor. Marxisterne var egentlig også politisk set et blandet flok. Der var nogle, der kaldte sig revolutionære socialister, maoister, stalinister, leninister eller trotskister. Der var nogle, som vi kaldte kapitallogikere og munkemarxister Der var tilhængere af Venstresocialisterne, DKP og DKP/ML og mange andre bogstavkombinationer, som jeg i dag har lykkelig glemt, men på historiefaget stod de alle sammen i ”Fagkritik Historie”. Til marxisternes store fortrydelse fik vi faktisk halvdelen af de afgivne stemmer og dermed også halvdelen af pladserne i studienævnet og også i institutbestyrelsen, hvor jeg kom til at sidde i en periode.

Baggrunden for, at jeg valgte at engagere mig fagpolitisk, var egentlig, at jeg året før var blevet ansat som én ud af 10 undervisningsassistenter, som alle bortset fra to var tilknyttet Fagkritik Historie, og son skulle være med til at give de nye historiestuderende en introduktion til faget. Her oplevede jeg, hvordan marxisterne målbevidst søgte at indføre rus’erne i en marxistisk tilgang til historiefaget. Derfor følte jeg mig forpligtet til at sige ja, da initiativtagerne til Alternativlisten henvendte sig til mig. Det fagpolitiske arbejde tog imidlertid alt for meget tid, og efter et års tid trak jeg mig ud af det politiske arbejde igen. Dels ville jeg gerne gøre min cand.mag. uddannelse færdig på normeret tid og dermed undgå at tage for mange lån, dels ville jeg gerne bruge tid på mit engagement i Navigatørerne. Og endelig – men ikke mindst – blev jeg gift med Karin i 1974.

En dag efter forelæsningerne gik jeg over i Studenternes Hus for sammen med en af mine medstuderende, Ejnar, der var erklæret trotskist, at spille bordtennis i kælderen. Bagefter gik vi op i stakladen for at drikke kaffe. Her husker jeg, at Ejnar, der var klar over mit stærke engagement i kristendommen, på et tidspunkt kiggede stift på mig med sine store plirrende øjne og sagde: ”Mogens, du skal vide, at når revolutionen kommer, så er det sådan nogle som dig (underforstået kirkeligt meget aktive), som man bliver nødt til at fjerne”. Og så førte han sin hånd hen foran sin hals, så jeg forstod hans venlige råd om at rette ind, mens tid var.

For Ejnar – og mange med ham – var der ingen tvivl om, at verdensrevolutionen var nært forestående, og at det ville blive blodigt. Men i dag knap 50 år senere er revolutionen endnu ikke indtruffet, og jeg har kunnet konstatere, at mange af mine marxistiske medstuderende i mellemtiden har ændret politisk kurs og i stedet har indtaget betydningsfulde og vellønnede poster i det borgligt-kapitalistiske samfundssystem, som de dengang ønskede at omstyrte.

Christiansfeld, lørdag, den 3. januar 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Mølgaards sorte skole – Erindringsglimt 9

I april 1958, da jeg var 7 ½ år gammel, åbnede min verden sig. Jeg begyndte i første klasse i skolen  i Skovsgård. Skovsgård var en helt anden verden end Nr. Skovsgård. Det var en stationsby, der opstod i år 1900, efter at der i 1897 blev jernbanelinjen mellem Fjerritslev og Nørresundby, og der blev bygget en station i Skovsgård. Skovsgård ligger på grænsen mellem Øster Svenstrup og Torslev sogne (der for øvrigt har været et pastorat i umindelige tider, eller rettere: Ø. Svenstrup, der var Han Herreds mindste sogn, var et annekssogn til Torslev.).

Når man nærmede sig Skovsgård nordfra, som jeg gjorde på min skolevej, så blev man først lige uden for byen og meget tæt på Mølgaards skole mødt med en kæmpe mødding på venstre hånd, en mødding, der tilhørte egnens største gård, nemlig Sdr. Skovsgård. Lige overfor lå der en branddam, som kalder bedre minder frem. Om vinteren – og i min barndoms vintre var der ifølge min erindring altid frost og sne –  stod vi her på skøjter og spillede ishockey. Skulle vi have gang i større kampe med mange spillere i gang, foregik det dog på søen i Sønder Skovsgård skov eller på mergelgraven ved teglværket i den anden ende af byen. Når isen på branddammen begyndte at slå revner, var det tid til at sejle på isflager – men ve det barn, der kom drivvåd hjem, og det blev opdaget, at han eller hun havde været ude på isflagerne. At der ikke druknede nogen i den sø, er der grund til at være taknemlig for.

Skolen i Skovsgård var kendt som ”Mølgaards skole”, opkaldt efter lærer Mølgaard, hvis fornavn jeg aldrig blev bekendt med, mens jeg var hans elev. Hver dag cyklede jeg til skolen – sammen med Karl Erik, som jeg gik i klasse med, og undertiden også Gustav og John Erik, der gik en klasse over os og i mange år var mine bedste legekammerater. Hver morgen – i meget god tid – kom Karl Erik og satte sig tålmodigt på tørvekassen i vort køkken og ventede på, at jeg blev klar til at tage af sted. Karl Erik var sent udviklet og havde svært ved at cykle. Set i bakspejlet må jeg også nok indrømme, at han indimellem blev mobbet og fik et ikke særlig venligt øgenavn, nemlig Klik-Karl. Mange af os fik øgenavne, og jeg blev således kaldt Mons.

Mine forældre pålagde mig, at jeg hver dag skulle sørge for, at Karl Erik kom trygt og sikkert i skole. Det begyndte med, at jeg – evt. sammen med Gustav – skubbede Karl Erik i gang på cyklen, og så kunne vi hvile os, indtil vi nåede den første bakke, hvor vi undertiden måtte træde til med en skub for at få ham over bakken. Når vi så efter godt en kilometers kørsel nåede hovedvejen, havde Karl Eriks mor, Helga, strengt formanet ham til at trække cyklen over den nu ikke særligt befærdede hovedvej. Så kunne vi stille og roligt trille af sted til Skovsgård og Mølgaards skole, hvor vi parkerede cyklerne i cykelskuret.

Når vi så skulle hjem igen om eftermiddagen, gentog seancen sig. Jeg husker en særlig dag, hvor jeg, som det ofte skete, havde aftalt med Gustav og John Erik, at vi skulle skynde os hjem spille fodbold. Da jeg beordrede Karl Erik op på cyklen, sagde han, at det kunne han ikke. Hvorfor? Spurgte jeg. Jeg har skidt i bukserne, sagde han. Jeg forudså, at det ville komme til at gå ud over min fodboldtid, så jeg begyndte at skælde ham ud. Det lignede ikke noget at skide i bukserne, når vi skulle skynde os hjem. Men bag cykelskuret havde lærer Mølgaard stået og lyttet til samtalen. Pludselig fór han frem fra sit skjul og gav mig en syngende lussing med den forklaring, at sådan skulle man ikke behandle sin kammerat. Og det kunne han jo have ret i.

Det var imidlertid ikke kun Karl Erik, der kunne forsinke min hjemtur. Hvis man havde forbrudt sig mod lærerens regler eller anvisninger, fx hvis man havde snakket for meget eller været op at slås med sin sidekammerat, så skulle man sidde efter. Eftersidningens længde afhang af, hvor hurtigt man kunne nå at skrive en sætning som, ”Jeg vil aldrig mere gøre….(et eller andet)”. Måske skyldtes min uopmærksomhed og den uro, jeg bidrog til, at jeg allerede havde lært at læse og skrive, før jeg kom i skole. Det havde mine ældre søskende sørget for, så måske sad jeg og kedede mig en gang imellem.

Mølgaard, der gik under øgenavnet, ’Mølfowlen’. var en meget barsk og undertiden også ubehagelig lærer, som mange elever har lidt meget under. Jeg fik kun den lussing, som jeg ærligt og redeligt fortjente, men andre oplevede ham som en hård herre, som kunne forvolde skader på børn, og som gjorde forskel mellem den måde, han behandlede eleverne på alt efter forældrenes sociale status. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle af de store elever engang reagerede ved at proppe ham ned i en tørvekasse. Hvilke konsekvenser det fik for de formastelige, husker jeg ikke. Men jeg husker, at et af hans pædagogiske instrumenter var hans violinbue, som han brugte flittigt til at slå elever oven i hovedet med.

Hver morgen, når vi havde Mølgaard, skulle vi altid begynde med at synge Kingos salme:

Tak for al din fødsels glæde,
tak, o Jesus, for dit ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden ved dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

Jeg lærte verset udenad og husker det den dag i dag, men det er først som voksen, jeg har forstået, hvad det handler om. Udover salmevers og bibelhistorier husker jeg også Mølgaard for hans endeløse fortællinger om Odin, Thor, Loke og alle de andre aser og jætter, om Yggdrasil og Ragnarok.

Da jeg skulle i anden klasse, blev vor klasse og tredje klasse flyttet ned på hotellet, hvor skolen havde lejet slyngelstuen til klasseværelse. Vi havde samlæsning, og det betød f. eks, at læreren skiftedes til at diktere en sætning i diktat til de to forskellige klasser. Fordelen ved at gå i skole der var, at hotellet lå meget tæt ved markedspladsen, som var Skovsgård Boldklubs officielle stadion. I frikvartererne løb vi derud og spillede fodbold, indtil Mølgård kom og fløjtede os ind. En anden fordel var, at hotellet også havde en efter vore begreber stor hal, der både kunne bruges til fester, til dilettant og til gymnastik. Om vinteren løb vi i frikvartererne derind for at lege. Og jeg husker en gang, hvor Mølgaard i begyndelsen af en time konstaterede, at der manglede en elev, nemlig Jørn Høgh. Hvor var Jørn Høgh? Det var der ingen, der vidste. Mølgaard gik så ned i salen og konstaterede, at Jørn Høgh var blevet gemt i plinten.

Vi havde også andre lærere end Mølgaard, heldigvis. Det var først og fremmest Hr. og Fru Quist, der hørte til den mere moderne lærertype. Det betød dog ikke, at uvorne unger ikke også af dem kunne få kærligheden at føle. En dag havde min sidemand og gode kammerat gennem mange år Niels Peter og jeg midt under en time kastet os ud i en lille boksekamp. Uden at vi havde lagt mærke til det, havde Hr. Quist sneget sig hen til os bagfra, og pludselig var vi begge hevet op af vore stole og fik hver sin lussing.

Så vidt jeg husker, var det også Hr. Quist vi havde til regning i anden klasse. I første klasse mener jeg, vi havde Mølgaard, og at regnestykkerne kunne handle om, at hvis to mand kunne grave en 50 meter lang grøft på 2 dage, hvor lang tid ville det så tage 5 mand at grave en grøft, der var 75 meter lang? Sådan var det ikke hos Hr. Quist. Meget af tiden gik med, at vi hver for sig sad med et hæfte, hvori der var trykt uendelig mange regnestykker, først 100 regnestykker hvor 5 trecifrrede tal skulle lægges sammen, og derefter 100 regnestykker hvor store tal skulle trækkes fra hinanden, osv. Når vi fra anden klasse var færdig med en side, gik vi op til én fra tredje klasse, jeg husker, at det var kæmnerens Hans, der så sad med en facitliste, og skulle tjekke vore regnestykker. På den måde kunne de dygtigste ’regnemaskiner’ være flere hæfter foran dem, der havde sværere ved at regne den ud.

Mølgaards skole gik, lige som de tilsvarende skoler i Øster Svenstrup, Torslev og Attrup, kun til 7. klasse, og for de få, der efter Mølgaards suveræne skøn, havde evnerne til at gå videre, måtte det foregå på realskolen i Brovst. Min ældste bror Jens gik ud af syvende klasse og kom på efterskole, inden han kom i lære som kommis i brugsen i Kirkedal. Jeg tror også det lykkedes Mølgaard at tage selvtilliden fra min storesøster, der heldigvis også kom på efterskole, inden hun begyndte sin karriere inden for tøj-verdenen.

Når jeg ser tilbage på min skoletid, er jeg taknemlig for, at jeg slap ud af Mølgaards skole, som for mig står som den sorte skole, efter anden klasse, hvor Mølgaards skole blev nedlagt og erstattet af Skovsgård Centralskole. Det skifte faldt sammen med udsendelsen af ”Den Blå Betænkning”, eller som den officielle titel lød Undervisningsvejledning for Folkeskolen, der heldigvis medførte en gennemgribende forandring af undervisningen i folkeskolen, også for os i Skovsgård. Jeg fik næsten en kilometer længere at cykle til den nye skole, der blev bygget i den anden ende af Skovsgård, men det var så rigeligt anstrengelserne værd.

Christiansfeld, fredag, den 3. januar 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

“Non! Je ne regrette rien! – Erindringsglimt 8

Frankrig – både landet og og dets sprog – har i mange år fascineret mig. Det begyndte, da jeg i 1. G på Aalborg Katedralskole begyndte at lære fransk. Det var ikke fordi vor fransklærer var nogen stor pædagog, men han var dybt optaget af fransk, Frankrig og fransk historie. Lektor Aage Schousgaard hed han, en ældre herre, der var først i 70’erne. Det var lidt pudsigt, at hans efternavn mindede om den landsby, jeg kom fra, Skovsgård, men de to navne havde ikke noget med hinanden at gøre. Han benyttede sig ikke af moderne visuelle hjælpemidler, men når han fx fortalte om massegravene ved Somme efter første verdenskrig, stod han oppe ved tavlen med et postkort i hver hånd. ”Kan I se, dernede i parterre?” spurgte han. Og et eller andet kunne vi vel se, om ikke andet så de endeløse rækker af hvide kors.

Jeg tror, det var sprogets melodi, der fascinerede mig. Jeg husker en gang, Schousgaard havde inviteret os med til en Alliance Francaise aften på hotel Phønix, hvor jeg sammen med en kammerat hørte et foredrag på fransk, som jeg ikke forstod ret meget af, men det var om den franske sangerinde, Edith Piaf, også kendt som ”Spurven”. Heldigvis spillede de på grammofonen flere af hendes sange, bl.a. ”Je ne regrette rien”. Lige siden har jeg været solgt til franske sangere og sangerinder. Det viste sig, at min søster havde nogle plader af Mireille Mathieu, som jeg hørte igen og igen, og siden kom andre sangere og sangerinder til, blandt andet Juliette Greco og Georges Moustaki. Lige siden har fransk været et sprog, der har rørt mit hjerte, måske en slags ‘hjertesprog’?

Da jeg var blevet student i juni 1970, var jeg fast bestemt på, at jeg ville læse historie som hovedfag og fransk som bifag på Århus Universitet. For at blive bedre til at tale fransk besluttede jeg at tage til Frankrig i sommerferien. Først skrev jeg til Abbé Pierres klunsere, men fik aldrig noget svar fra dem. Så kontaktede jeg Mellemfolkeligt Samvirke, der formidlede kontakt til en fransk søsterorganisation, der arrangerede internationale arbejdslejre for unge. Jeg tog toget til Paris og derfra videre ud til Bretagne til en kystby, der hedder Lannion, mellem Brest og Saint-Brieuc. Jeg var den eneste dansker, og fællessproget for denne brogede flok unge fra Vesteuropa – og en enkelt fra Ungarn – var fransk, så jeg var nødt til at tale fransk alle tre uger, jeg opholdt mig der.

Vi blev indkvarteret på en skole, og hver formiddag arbejdede vi på at udbedre en gammel vej, der gik langs med flodmundingen. Tidevandet fra havet blev presset ind i bugten og flodmundingen, og forskellen mellem ebbe og flod kunne være op til syv meter, så når der var ebbe kunne vi gå tørskoet på flodbunden og bygge vejsiden op. Om eftermiddagen og om aftenen var der tid til kulturelle aktiviteter, sport og festligt samvær. En aften kom lederne af Bretagnes uafhængighedsbevægelse og fortalte om deres drømme om et selvstændigt Bretagne. En dag blev der arrangeret en fodboldkamp mellem 11 af os unge mænd på lejren og så det lokale fodboldhold. Vi kom i den lokale avis med billede – og med resultatet 11-1 til de lokale. Min trøst var, at det var mig, der scorede vort enlige mål. Meget ofte tog vi ned til en kajakklub, hvor vi fik lov at låne deres kajakker, og så padlede vi langt op ad Le Léguer-floden.

Efter lejren tog jeg toget tilbage til Paris og gik på opdagelse der. Da jeg gik ind i Notre Dame katedralen, sad der netop en dygtig organist og fyldte hele rummet med tonerne af Bachs  kendte koral ”Jesus bleibet meine Freude”, et værk, jeg lige siden har forbundet med Notre Dame. Planen var så, at jeg ville tage den på stop fra Paris og hjem til Skovsgård.

Året før havde jeg gjort mine første internationale erfaringer med at rejse på tommelfingeren. Sammen med Erik fra min klasse havde vi responderet på en annonce i Landsbladet, fagbladet for alle landmænd. Firmaet Gebruder Langedijk i Enkhuizen, der ligger ud til Zuidersøen lidt nord for Amsterdam, søgte efter arbejdsduelige unge mennesker, der var parate til i nogle uger at samle tulipanløg sammen med unge fra hele Europa – mod gratis kost og logi.

Det blev imidlertid en blandet fornøjelse. Indkvarteringen og maden var enkel, for ikke at sige primitiv, og arbejdsforholdene levede heller ikke op til vore forventninger. Der var to brødre – the good guy, som om aftenen sad og drak øl og sang for på Tom Jones sange sammen med os, og the bad guy, som råbte efter os ude på marken og kunne finde på at skubbe til os, hvis vi ikke hurtigt nok hoppede ned i den plovfure, hvor løgene var pløjet frem. Den første dag lovede han, at vi hver især ville få løn efter, hvor stort et stykke vi magtede at samle løg fra – og så puklede vi jo alle sammen. Men da ved ugens slutning viste det sig, at vi  alle – på næsten bibelsk vis – fik den samme løn.

Efter et par uger havde Erik og jeg fået nok, vi sagde op og begav os hjemover. På udturen havde vi taget toget, men nu ville vi rejse hjem på stop. Men da vi kom til Amsterdam, havde min ven fået nok og sprang på toget, mens jeg fortsatte alene på stop. På vejen hjem mødte jeg så stor hjælpsomhed fra bilisterne og havde så gode oplevelser – også med at sove i en sovepose på en mark – at jeg fik lyst til at gentage successen næste år. Rejsen på stop fra Paris til Danmark blev også en god oplevelse – og så var det en billig rejseform.

Næste sommerferie gik turen igen til Frankrig, til en international arbejdslejr i Les Eyzies (med tilnavnet de Tayac-Sieruil) i Perigord i Loire-dalen ikke langt fra Perigeux og Bergerac. Her var opgaven at renovere et gammelt vandmølle-kompleks. Vores leder havde været med i studenteroprøret i Paris – og en gang imellem tog han lige et par dage til Paris. Han talte et fransk, som lektor Schousgaard aldrig havde lært mig. Det var det slang-sprog som unge talte i Frankrig, fx betød ”un mec” en fyr. Vi skulle arbejde både formiddag og eftermiddag, og indkvarteringforholdene var også her meget simple, vi lå alle, drenge og piger, på gulvet i vandmøllen i et og samme rum.

Jeg blev gode venner med spanierne Emiliano og to spanske piger og sammen med dem – og undertiden også en anden dansker, som var med – besluttede vi, at forholdene kun var til formiddagsarbejde, så når vi havde fået vor frokost, forlod vi selskabet og bevægede os ned på den lokale café, hvor vi slappede af i middagsheden over en øl. Således forfriskede gik vi på opdagelse i det meget spændende område, hvor man hundrede år tidligere fandt Cromagnon-manden, der levede for 35.000 år siden, og hvor der inden for gå-afstand var flere huler med hulemalerier,der var omkring 17.000 år gamle. Jeg husker fx at vi opsøgte en bondegård, der på sin mark havde en hule. En gammel bondekone fandt sin flagermuslygte og nøgleknippe frem, låste jerngitterdøren op og førte os med flagermuslygten ind i den mørke hule, hvor vi kunne beundre billeder af dyr og mennesker.

Jeg husker også en dag, hvor vi vandrede adskillige kilometer for at komme hen til den gamle noget forfaldne middelalderborg Chateau de Commarque. Emiliano hoppede rundt som nogen bjergged, mens de spanske piger og jeg holdt os forsigtigt tilbage. Nogle måneder efter at vore veje var skiltes – og jeg på stop var kommet hjem til Danmark, fik jeg et brev fra en af pigerne med den sørgelige besked, at Emiliano var omkommet i en trafikulykke i Spanien.

Det hører imidlertid med til historien, at jeg på vej fra Nr. Skovsgård til Sydvestfrankrig havde gjort holdt i Åbenrå, for at hilse på Karin, som jeg havde lært at kende en måned forinden, og på hjemturen gjorde jeg ligeledes holdt der. Mine eventyrlige beretninger om at rejse på stop må have givet min kæreste blod på tanden, for næste sommerferie tog vi sammen til Paris på stop. Til hendes forældres trøst havde vi dog en aftale med en lastbilchauffør, som de kendte. Han havde lovet at transportere os sikkert til Paris.

I Paris boede vi på vandrehjem og levede alt i alt for 25 Fr. om dagen. Vi var jo begge studerende, så der var ikke mange penge at rutte med. En dag, vi gik rundt i Latinerkvarteret, så vi, at en kristen studenterorganisation indbød til et arrangement med gratis frokost – det var lige noget for os. Og tilmed tog lederen os med hjem til sin lejlighed, en taglejlighed med udsigt over det centrale Paris. For at komme op i lejligheden måtte vi åbne en lem fra trappen der gik lige op i stuen. I Paris havde vi også aftalt at mødes med min storesøster Signe, der rejste sammen med en veninde, og sammen tog vi ud og beså Solkongens palads i Versailles.

Paris.jpg

Da vi skulle hjem, tog vi ud til den toldstation uden for byen, hvor vi havde aftalt at mødes med vor lastbilchauffør. Vi fandt også lastbilen, men vor chauffør havde fået sommerferie, og hans afløser tog af princip ikke blaffere op! Nu havde vi ikke penge til nogen togbillet hjem – og det ville da også have været et nederlag at komme hjem på den måde – så vi gik tiggergang fra lastbil til lastbil indtil vi fandt en dansk chauffør, der forbarmede sig over os og inviterede os indenfor. Han skulle ganske vist lige en tur til Reims først for at hente et læs glas til Arffmanns sennep, men hjem kom vi. Trods genvordighederne var det en stor oplevelse for os begge – nyforelskede  som vi var i Paris – og jeg tror, at også Karin tabte sit hjerte til Paris  og Frankrig ved denne lejlighed. Og siden har vi da også mange gange været i Frankrig og gået på opdagelse i andre dele af dette fascinerende land.

Når jeg tænker tilbage på mine første oplevelser med det franske, franske sangere og sangerinder, arbejdslejrene i Lannion, Les Eyzies og besøget i byernes by Paris sammen med Karin, så er min konklusion: ”Non, je ne regrette rien!”

Christiansfeld, fredag, den 3. januar 2020
Mogens S. Mogensen

 

 

1 kommentar

Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver – men kan spille alt – Erindringsglimt 7

Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, og der blev heller ikke sunget særligt meget i vort hjem. Min mor påstod, at hun ikke kunne synge; jeg tror, at hun i skolen havde fået at vide, at hun ikke kunne synge, og så var hun nok begyndt at tro på det. Men min far var god til at synge, og hvert år juleaften sang han for til nogle julesange, mens vi gik rundt om juletræet. Ved festlige lejligheder – som fx ved konfirmationsfester – sang vi flere sange og salmer, og ikke at forglemme lejlighedssange, som min far og mor med kyndig hjælp fra en nabokone havde skrevet.

Men det betød ikke, at jeg og mine søskende ikke var optaget af musik. Grethe og Peter Mathies, som jeg har omtalt tidligere, og som havde to sønner, der var meget ældre end mig, havde anskaffet sig en pladespiller, et stort monstrum, hvor man kunne lægge en række 78 lakplader i rækkefølge over hinanden, så de efter tur automatisk blev spillet. Det var næsten lige så godt, som jukeboksen nede på Skovsgård Hotel, hvor man for en mønt kunne vælge at høre sin favoritplade. Af og til tog vi børn ned til Peter Mathies for at beundre hans pladespiller og høre nogle af schlagerne. Jeg husker især den smægtende sang  ”Texas gule rose”, som det vistnok var Gustav Winckler, der sang

Du den sødeste af piger i hele Texas, land
Den sødeste af piger som smiled til en mand
Du er skøn som nat på prærien ja skønnere end den
Du min Texas gule rose er min lille hjerteven

Hvert år plejede vores forældre at tage os med til det store dyrskue i Aalborg, hvor vi børn så gik rundt og samlede stakkevis af brochurer om traktorer, grønthøstere og mejetærskere. Der var altid optræden af kunstnere, og et år var det Raquel Rastenni, der sang. Jeg sad på forreste række, og var helt sikker på, at det var mig, hun blinkede til, mens hun sang, ”Hej Pepita, Pepita fra Mallorca” og ”Her i vores hus”

Her i vores hus der leves livet
er det ikke det man har det til
Der er nok af grædepile
lad dem græde det de vil
Her er sang og klang og latter
her er alt et festlig brus
så går du rundt og er lidt nedtrykt
så er du velkommen i vores hus

En dag forbarmede vore forældre sig over os børn og købte et møbel, der både indeholdt en radio og en grammofon med højttaler. Hver gang vi havde været alene hjemme, mens de besørgede ærinder i Aalborg, kom de hjem med gaver fra et antikvariat. Der var altid en pakke med en snes usorterede bøger, som det var spændende at kaste sig over, men endnu vigtigere var det, at de også kom med en stak 78’er lakplader. En af pladerne var ”Fiskerpigens sang”, vistnok med Grethe Klitgaard og Gustav Winckler (eller var mon det Katy Bøtger?), som vi kendte fra Giro 413, som vi troligt hørte hver søndag eftermiddag. Det var en rørende kærlighedshistorie.

Der kom et brev med bare et par linier,
det var hans ven, som sendte disse ord:
En stormfuld nat forliste vores skude,
og den, du elsker, er ej mer’ på jord.

Men kærlighedshistorien endte, som bekendt, heldigvis lykkeligt.

Men så en dag, da sorgen dybt mig tynged’,
gik døren op – en munter stemme sang:
“Min egen ven, her har du mig tilbage,
det triste brev, det talte ikke sandt.
Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig,
jeg reddet blev, og livets lykke vandt.”

Et vigtigt element i min barndoms lydspor var Four Jacks, der var en utrolig populær gruppe. Også hos vor nabo, Jens Nielsens, karl. Jeg husker endnu, hvordan han passende tilbagelænet sad på gummivognen, mens hestene i adstadig tempo bevægede sig fremad, og karlen sang:

”så bare bare bare ta’ det roligt
og gi’ dig god tid, vi når.det nok.”

Det var omkvædet i en af Four Jacks populære sange, ”Langøret æsel trækker sin herre
hjem i en hoppende, slingrende kærre”. Jeg ved ikke, om nabokarlen led af kærestesorg ligesom hovedpersonen i sangen, men jeg havde indtrykket af, at det, der appellerede til ham i sangen, var det med at tage det roligt, for det var han bestemt meget dygtig til.

Jeg kommer som sagt ikke fra et hjem med klaver, og jeg har aldrig drevet det til noget rent musikalsk. I modsætning til min storebror Poul, som var meget musikalsk og allerede i skoletiden lærte at spille trompet i lærer Axelsens hornorkester, og siden lærte at spille guitar, så han kunne ride med på pigtrådsbølgen. Jeg nøjedes for det meste med at nyde musikken, og bestemt også den moderne pigtråds- eller beatmusik. En overgang var både Poul og jeg med i elevrådet på Skovsgårdskolen, og sammen var vi med til at arrangere skolefester, hvor vi hyrede lokale pigtrådsorkestre.

Men en lille smule musikalsk udøvende var jeg dog i skoletiden. Måske var det i fjerde eller femte klasse, at vor musiklærer, Viggo Engen, oprettede et børnekor. Af uransagelige årsager – måske var der nogen, jeg havde lyst til at være sammen med i koret …. – meldte jeg mig til optagelsesprøven, hvor jeg sang første vers af ”Se, den lille kattekilling”, og sikkert i mangel af bedre blev jeg optaget i koret og holdt ud et helt år. Det var også lærer Engen, som samlede en flok af os skolebørn og lærte os at spille på blokfløjte – og endda spille firestemmigt til en gudstjeneste i Torslev Kirke. Jeg har siden pralet med, at jeg var en af de få mennesker, der kunne spille alt. Og sandt er det trods alt, at jeg lærte at spille på en alt-fløjte.

Christiansfeld, torsdag, den 2. januar 2020
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Garmisch-Partenkirchen! – Erindringsglimt – 6.

Garmisch-Partenkirchen! Lyden af disse ord kalder stærke minder frem fra min barndom. Garmisch-Partenkirchen handler om skihop i fjernsynet nytårsdag. Vi fik først fjernsyn midt i 60’erne, men der var et par hjem på Nørre Skovsgård, som allerede fra slutningen af 50’erne havde anskaffet sig et fjernsyn, og der samledes vi børn, fx når der var skihop. I timevis sad vi foran et meget lille sort-hvidt fjernsyn og så det ene hop efter det andet. Og hvis vi kom i god tid, sad vi troligt og så på prøvebilledet, indtil Eurovisions-fanfaren lød som optakt til udsendelsen. I dag er skærmen blevet fire gange så stor, og der er kommet farver på, men fascinationen er langt fra den samme. Men lyden af navnet Garmisch-Partenkirchen er stadig magisk.

Lørdag eftermiddag – uge efter uge – besøgte vi børn Esther og Henry Holm og deres søn Bent, også kaldet generalen, pga hans interesse for soldater. Vi kunne sidde over 20 børn på gulvet foran fjernsynet og følge med i Robin Hood – og der hente inspiration til selv at leget Robin Hood med hinanden. Fra 1961 blev Robin Hood suppleret med Familien Flintstone, der også blev vist lørdag eftermiddag, og vi lærte at sige ”Yabba-dabba-doo!” og nynne med på sangen ”Flintstone, meet the Flintstones”.

Det var imidlertid ikke kun os børn, der blev draget af den sort-hvide fjernsynsskærm. Da det danske fodboldlandshold havde stor succes ved de olympiske sommerlege i Rom i 1960, skulle alle, både voksne og børn, følge de afgørende kampe i fjernsynet. Da Danmark havde slået Ungarn i semifinalen med 2-0, skulle Danmark møde Jugoslavien i finalen. Esther og Henry Holms stuer var stopfyldte med næsten alle voksne og børn på Nørre Skovsgård. Vi sad i flere lag, på sofaer, stole, borde og på gulvet for at få et glimt at den magiske sort-hvide skærm.

landshold.jpg

Jeg kendte alle vore helte på landsholdet, fordi jeg havde samlet på de billeder af danske fodboldspillere, som var blevet optrykt på havregrynspakkerne. Jeg har den dag i dag alle spillerne på hvert eneste førstedivisionshold, samt diverse lands- og regionshold, som jeg den gang klistrede ind i kladdehæfter. Den gang kunne jeg navnene udenad på dem alle, hvilket hold de spillede på og hvilken position, de havde på holdet. På landsholdet var målmanden Henry From fra AGF, der i semifinalekampen mod Ungarn ved stillingen 1-0 til Danmark, hvor Ungarn havde fået tilkendt et straffespark, inden sparket stille og rolig gik hen til den ene målstolpe og satte sit tyggegummi fast der. Og ungareren brændte straffesparket. Der var centerforward Harald Nielsen, som blev turneringens topscorer, og som siden blev professionel i Italien for klubben Bologna. Nogle år senere fik jeg den oplevelse at se Harald Nielsen og Bologna spille mod AaB i en venskabskamp på Aalborg Stadion.

Stemningen i Esther og Henry Holms tætpakkede stuer var intens på denne finaleaften, og skuffelsen var stor, da Danmark tabte 3-1 til Jugoslavien. Men ikke desto mindre var der grund til stolthed over at Danmark trods alt fik sølvmedaljer. På en måde er det skæbnens ironi, at vi Jugoslavien var skyld i, at Danmark i 1992 fik mulighed for at vinde EM i Sverige i 1992, da det danske landshold i sidste øjeblik blev indkaldt i stedet for Jugoslavien, hvor der var udbrudt borgerkrig.

Jeg har siden set utallige landskampe med en langt bedre billedkvalitet – endda EM finalen, hvor Danmark slog Tyskland 2-0 – og jeg har også stået på lægterne i idrætsparken i København og set landsholdet spille mod Wales. Men intet overgår den oplevelse, vi sammen havde i Esther og Henry Holms stuer den dag i 1960.

Christiansfeld, nytårsdag, 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad vil vi mon huske året 2019 for?

Vil vi mon huske 2019 for, at der dette år opstillede to højreekstreme partier til folketinget? Det lykkedes den racismedømte Rasmus Paludan at skabe stor opmærksomhed ved at brænde koraner af i områder, hvor der bor mange muslimer, og det lykkedes Nye Borgerlige, der også gav plads til racistiske udtalelser, at blive valgt til folketinget. Disse partier var måske et dansk ekko af en nationalkonservativ og illiberal bevægelse i Europa, men det tyder heldigvis ikke på, at sådanne bevægelser har fremtiden for sig i Danmark.

2019 var også året, hvor vi fik et regeringsskifte. En socialdemokratisk regering under ledelse af Mette Frederiksen afløste Lars Løkkes borgerlige regering, men spørgsmålet er, hvor stor politisk forskel det kommer til at gøre. På udlændingeområdet har socialdemokraterne slået sig op på at ville videreføre den borgerlige politik, og i det hele taget har vi en stærk tradition for en slags konsensuspolitik her i landet.

Efter flere års tovtrækkeri lykkedes det sidst på året Boris Johnson at få det stærkt splittede og ophidsede parlament til at vedtage, at Storbritannien udtræder af EU. Der vil nok gå nogen tid, inden vi glemmer parlamentsformand John Bercrows gentagne forsøg på at få ro i parlamentet: ”Order! Order”. Brexit får sandsynligvis større betydning for Storbritannien – der nok ikke får sin tabte imperiale storhed tilbage, trods adskillelsen fra EU – end det vil få for resten af Europa.

Gennem hele 2019 har stort set hele verden været mere eller mindre tvangsindlagt til at høre på den absurde brølabe, som Donald Trump har udviklet sig til. Var det ikke, fordi han var præsident i verdens mægtigste land, USA, med verdens største hær til sin rådighed, så kunne man nøjes med at smile ad Trump. Trump vil dog blive husket, for at han i 2019 som den kun tredje præsident blev stillet for en rigsret. Af hensyn til amerikanerne må man håbe, at eftertiden ikke vil huske 2019 som året, hvor deres præsident som en anden global ejendomsmægler troede, at han kunne købe Grønland.

Derimod vil der være langt mere grund til at huske året 2019 for Xi Jinping, præsidenten for Folkerepublikken Kina, som i år kunne fejre sit 70 års jubilæum, som en af verdens to mægtigste stormagter. Uighurerne vil nok til deres dages ende huske 2019 som det år, hvor verden omsider fik kendskab til interneringen (og undertrykkelsen og mishandlingen) af omkring 1 mio uighurer i opdragelseslejre. Her i Danmark og på Færøerne vil man måske huske 2019, som det år hvor kineserne åbenbart forsøgte at tvinge Færøerne til at skrive kontrakt med kinesiske Huawei om etableringen af et G5 netværk. Direktøren for tænketanken Eurasia Group Ian Bremmer ser dette forløb i et langt større perspektiv. ”Kina har – inden for de seneste måneder – besluttet, at en konfrontatorisk tilgang til USA er uundgåelig. Derfor skal deres teknologi afkobles fra den amerikanske, og dermed går vi ind i en teknologisk kold krig” (”Her er den nye kolde tech-krig”. Berlingske Tidende, den 25. dec. 2019). Måske vil vi engang huske 2019 som det år, hvor den teknologiske kolde krig mellem Kina og Vesten begyndte?

En ting er jeg imidlertid ret sikker på, at vi vil huske 2019 for, fordi det har betydning ikke kun for alle verdens 7,6 mia. mennesker, men også – og i endnu højere grad – for deres efterkommere. Det drejer sig naturligvis om klimakrisen og truslerne mod biodiversiteten, som de fleste af os i år blev klar over er en alvorlig trussel mod hele menneskeheden, som ikke kan bortforklares eller relativeres. I min barndom og ungdom levede vi i den kolde krig med truslen om en altødelæggende atomkrig hængende over hovedet på os, men heldigvis lykkedes det at afværge denne trussel. I de kommende år kommer børn og unge til at vokse op med en livstruende økologisk krise hængende over deres hoveder. Truslen hænger naturligvis også over voksnes og gamles hoveder, men det er børnene og de unge, der kommer til at leve med konsekvenserne af krisen, og derfor er det da også fra denne generation, at protesterne har været mest højlydte.

Jeg tror, at 2019 vil blive husket som året, hvor erkendelsen af klima- og biodiversitetskrisen brød igennem i meget brede kredse. Måtte 2020 blive året, hvor der overalt i verden tages seriøse initiativer til at afværge krisen. Godt nytår!

Christiansfeld, mandag, den 30. december 2019
Mogens S. Mogensen

 

1 kommentar

Historisk lys på aktuelle missionsproblemstillinger (Dansk Missionsselskabs historie – 4)

MissionshistorieMens jeg har læst Harald Nielsens tobindsværk,”Det danske Missionsselskabs historie 1821-1985”, og især det første bind om udviklingen frem til første verdenskrig, har det slået mig, at der nok var afgørende forskelle i forhold til mission i dag, men at mange af de temaer, som der blev arbejdet med i den danske missions første århundrede, er de samme temaer, som dansk mission også arbejder med i dag. Her skal jeg blot trække de vigtigste frem.

Missionsforståelse: For DMS’s stifter Bone Falck Rønne, var der i 1821 ingen tvivl: Mission handlede både om at møde den åndelige nød (gennem forkyndelse) og den timelige nød (gennem diakoni). For ham var mission og diakoni to sider af samme sag. Dermed var spørgsmålet ikke én gang for alle afgjort i DMS, da der senere blev argumenteret for, at den egentlige mission alene var forkyndelsen. Mens de fleste danske missionsselskaber i årtier har været enige om en sådan bred definition af mission, så dukker den snævrere opfattelse af kirkens opgave i verden op også i disse år. Det gælder i, hvad man kunne kalde, ny-missionske kredse, fx blandt Tidehvervs-præster, som glædeligvis er begyndt at interessere sig for mission. Her giver man undertiden udtryk for, at kirkens opgave kun er at forkynde evangeliet til frelse for sjælene. Således skrev sognepræst Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 15. november, at ”.. kristendommen er ikke til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle. At gøre verden til et såkaldt bedre sted at leve, er menneskets formål med og ønske for verden – ikke Guds.”

Forkyndelse og diakoni:  Dette spørgsmål dukkede for alvor op, da DMS påbegyndte en egentlig lægemission i Indien. Lægemissionæren Chr. Frimodt Møller var af den opfattelse, at helbredelsen af de syge ikke  havde det formål at få folk i tale. ”Jesu Kærligheds Gerning til Mennesker skal ydes ubetinget og uden aandelig Tvang til for modtagen Hjælp at yde Ørenlyd til Ordet”. Frederik Schepelern, der var præst ved Aarhus Domkirke, derimod var af den opfattelse, at lægemission måtte anskues som et hjælpemiddel til Ordets forkyndelse ved bl.a. at nedbryde den mistænksomhed, som missionærerne ofte blev mødt med (Bind 1, s. 294f). Denne diskussion er endnu ikke helt forstummet i missionskredse i dag. I nogle evangelikale kredse kan man stadig støde på den opfattelse, at diakoniens formål primært er at gøde jorden for forkyndelsen af evangeliet. Men hvis diakonien ikke kan reduceres til et middel for forkyndelsen, hvad er så forbindelsen mellem dem. I dag vil mange nok sige det på den måde, at det vi er (som gudstjenestefejrende fællesskab), det vi gør (som diakoni og næstekærlighed) og det vi siger (forkyndelse og undervisning) alt sammen er et vidnesbyrd om evangeliet.

Kultur og kristendom: Forholdet mellem kristendom og kultur var også et vigtigt spørgsmål i de første 100 år af Danmissions historie. Det traditionelle missionssyn, som DMS arbejdede ud fra, kunne man kalde ’kopieringsmetoden’, og indebar, at missionærerne i Indien og Kina skulle søge at kopiere den kirke, som de kendte fra Danmark og dermed bryde med folkets kultur, folkeliv og religiøse liv, da det var hedenskab, som skulle bekæmpes. Allerede i 1870 begyndte en af missionærerne i Indien Edw. Løventhal imidlertid at kritisere denne metode. Han citerede en kristen inder for at sige:

”Jeg protesterer på det kraftigste mod den tendens, som er almindelig hos de indfødte, at afklæde sig deres nationale karakter, saasnart de bliver omvendte til Kristendommen. Naar de have modtaget Daaben bryde de enhver Forbindelse med deres Landsmænd, vise en modbydelighed for alt Orientalsk og en Begunstigelse for alt Europæisk, de skamme sig ved deres Land og Nationalitet, de glemme, at Kristus deres Mester var en Asiat, og at blive hans Discipel er ikke at blive fremmed for sit eget Land og sin egen Slægt. Jeg beder dem ikke om at sammenblande Kristendommens Aand med den vestlige Civilisation. Lad dem følge den store Mesters Eksempel, som idet han beredede en tro, der skulde gjælde for hele Menneskeheden, ikke skammede sig ved at leve og dø som en simpel Asiat” (Bind 1, s. 283).

I Indien fastholdt man imidlertid kopieringsmodellen i mange år. Selvom termerne ikke var opfundet på dette tidspunkt, handlede det faktisk om inkulturation eller kontekstualisering, et tema, som for alvor er kommet på missionens dagsorden også i danske missionsselskaber i de senere årtier. Debatten om forholdet mellem kultur og kristendom dukker op igen og igen, i mange forskellige udgaver. For øjeblikket er det debatten om ”hvidhed” også i relation til tolkningen af evangeliet. Her skriver Morten Hørning fra Menighedsfakultetet i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 13 november, om postkoloniale eller anti-imperiale læsemåder af de bibelske skrifter: ”Skal vi tro disse nye læsningsstrategier, er det vigtigste af dem, om den ikke-hvide Jesus overhovet er blevet forstået rigtigt af ”den hvide mand””.

Mission ude og hjemme: DMS blev stiftet som et ydre missionsselskab. I DMS’s første love fra 1821 står der, at selskabets formål er ”at virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter”, og i lovene fra 1837 modificeres sprogbrugen, så der tales om ”de folkeslag, hos hvilke evangeliet endnu ikke er forkyndt …” (Bind 2 s. 283ff). Men egentlig skelnede Falck Rønne ikke mellem mission i Danmark og ’hedningemission’. Det var for ham samme sag. Om mission kun er noget, som foregår i Afrika og Asien, blandt mennesker, der ikke er kristne, eller om mission dybest set er noget kirken er kaldet til at engagere sig i overalt, er et spørgsmål, som i de senere år er blevet stærkt debatteret i folkekirken. Spørgsmålet dengang var, lige som spørgsmålet også har været i nyere tid, nemlig om (ydre missions-)selskaberne kun har en missionsopgave uden for landets grænser, eller om de også har en opgave her i landet. Det spørgsmål er blevet langt mere påtrængende i de seneste år, hvor de danske samfund har udviklet sig til at multireligiøst samfund.

Kirke og mission: Det var Falck Rønnes vision, at mission skulle være hele kirkens sag, og at DMS skulle blive hele folkekirkens redskab til mission. Den samme linje fulgte C. A. H. Kalkar som formand fra 1861-73: for ham skulle missionen være et udtryk for hele folkekirkens indsats. Men efterhånden som Indre Mission fik mere indflydelse og til sidst overtog magten i DMS’s bestyrelse, blev forståelsen den, at mission kun var de vakte (missionske) kristnes sag. I dag, hvor Indre Mission og det traditionelle kredsarbejde, der i årtier var rygraden i de fleste missionsselskabers arbejde, står langt svagere, arbejdes der igen på, at gøre mission til hele folkekirkens sag og forankre den i menighederne. Der sker bl.a. gennem Folkekirkens Mission, som er blevet en del af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Her siges det af formålet er ”at fremme og styrke folkekirkens forståelse for og engagement i mission og religionsmøde lokalt og globalt. Folkekirkens Mission arbejder for, at mission bliver en naturlig del af folkekirkens liv i sogne, provstier og stifter.”

Vilkårene for mission i det 19. århundrede var meget anderledes, end de er i dag, men ikke desto mindre diskuterede man den gang missionstemaer, som vi endnu ikke er blevet færdige med at forholde os til i dag. Alene af den grund er det udbytterigt at læse Harald Nielsens DMS-historie, alle dens øvrige kvaliteter ufortalt.

Christiansfeld, lørdag, den 29. december 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

DMS og den kirkelige globaliseringsbevægelse (Dansk Missionsselskabs historie – 3)

Det er en udbredt opfattelse, at nok blev Det Danske Missionsselskab (DMS) stiftet i 1821, men i de første 42 år var missionen uden en mission, da det først var i 1863, at DMS fik sit første missionsområde, nemlig i Indien. Men Harald Nielsens tobindsværk om ”Det Danske Missionsselskabs historie 1821-1985 afliver denne myte.

Allerede syv år efter stiftelsen af DMS blev der sendt 4 missionærer – der ganske vist ikke var danskere, men tyskere uddannet på missionsskolen i Basel – til den danske koloni Guldkysten i Vestafrika. DMS’s formand, Bone Falck Rønne, kendte sin missionshistorie og vidste, at det var med livet som indsats at rejse til Guldkysten. Alle fire missionærer døde af malaria inden for de første to år. I 1831 sendtes tre nye missionærer (hvoraf de to var sønderjyder og den tredje tysker). De to døde kort efter ankomsten, men Andreas Riis fra Løgumkloster virkede på Guldkysten til 1845. Det er ikke uden grund, at Vestafrika – hvortil Sudanmissionen i 1913 begyndte at sende missionærer – blev kaldt den hvide mands grav.

DMS var  – allerede fra 1820’erne – engageret i missionen i en anden dansk koloni, nemlig  Grønland. Derimod lykkedes det ikke på dette tidspunkt at få lov til at drive mission i de danske kolonier i Indien, Tranquebar og Serampore, hvor andre missionsselskaber allerede var engageret. Mest overraskende er det dog at læse Harald Nielsens beskrivelse af DMS’s mission i Smyrna, som på dette tidspunkt, i 1840´erne, var en del af det osmanniske rige. Sognepræst L. D. Hass, Medolden i Sønderjylland, sagde sit præsteembede op, idet han følte sig kaldet til som missionær at gå i Paulus’s fodspor.

Bøgerne indeholder en meget grundig beskrivelse af DMS’s missionsvirksomhed i Indien fra 1863 og fra 1892 i Kina. Efter at revolutionen i Kina umuliggjorde fortsat mission i Kina, og missionærantallet i Indien faldt drastisk efter anden verdenskrig, besluttede DMS at engagere sig i mission i Afrika, i Tanzania fra 1947, i 1968 (frem til 1977) i Etiopien, og i 1977 i Madagaskar. Fremstillingen giver en fin fremstilling af dette missionsarbejde, hvor læseren også får et indtryk af de udfordringer, missionen indebar og de konflikter, der var i bestyrelsen, imellem missionærerne, mellem missionærerne og bestyrelsen og endelig også mellem bestyrelsen og de nye kirker.

I mange år af DMS Det danske Missionsselskab, det eneste af slagsen i Danmark, og derfor henvendte en lang række mennesker sig gennem årene til DMS’s bestyrelse med opfordring til at tage et missionsarbejde op i forskellige dele af verden, hvortil de følte et kald til mission. I de fleste tilfælde sagde DMS’s bestyrelse nej, oftest af økonomiske grunde, og det førte til dannelsen af en lang række nye missionsselskaber, hvis tilblivelse beskrives kort i bøgerne. Det gælder ikke kun de kendte selskaber, som Santalmissionen (1867) og Sudanmissionen (1911), men også mindre kendte selskaber som fx ”Den kinesiske missionsforening” (1850) og Løventals mission (1870).

Mens DMS i de første mange årtier med sit nej til en række nye missionsinitiativer indirekte var årsag til dannelsen af en række selvstændige missionsselskaber, så blev DMS efterhånden også et fusionsselskab, som Harald Nielsen gør opmærksom på. Det gælder missionsselskaber i Indien som var dannet af missionærer, der var brudt ud af DMS og det gælder missionsselskaber, som arbejdede blandt muslimer, nemlig Danske Kirkemission til Arabien (1946) samt Dansk Pathanmission og Østerlandsmissionen (1975). Endelig blev DMS og Santalmissionen i 2000 fusioneret under navnet Danmission.

Gennem DMS kom ganske almindelige danskere i kontakt med mennesker i mange lande i Asien og Afrika, og Folkekirken blev gennem dette missionsselskab knyttet sammen med kirker rundt om i verden. Den moderne missionsbevægelse, som DMS var et barn af, var på mange måder en kirkelig globaliseringsbevægelse, som Harald Nielsens værk giver os et meget spændende indblik i. For alle med interesse for kirke, mission og økumeni er det i høj grad umagen værd at bruge nogle timer i selskab med Harald Nielsen på den snart 200-årige rejse, som DMS har været på.

Christiansfeld, lørdag, den 28. december 2019
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

DMS’s historie i krydsfeltet mellem kirke- missionshistorie (Dansk Missionsselskabs historie – 2)

MissionshistorieI indledningen til bd. 1 af Harald Nielsens værk om ”Det Danske Missionsselskabs historie 1821 – 1985” skriver forfatteren, at ”Undersøgelsen ligger i krydsfeltet mellem kirkehistorie og missionshistorie. Det er min påstand, at det ikke giver mening isoleret at tale om missionshistorie, da der kun findes én historie, den store historie, hvori såvel kirkehistorien som missionshistorien er indfældet”. Det bekræftes til fulde, når man læser bøgerne, hvor netop samspillet mellem missionen og missionsselskabet på den ene side og kirke, kirkelige bevægelser og teologi på den anden side er et meget spændende gennemgående tema.

Under den lutherske ortodoksi, der fulgte reformationstiden, var kongen som kirkens overhoved alene optaget af landets borgere og deres oplæring i den kristelige tro. Derfor var der ikke fokus på mission, og så alligevel. Da der vor borgere i kongens rige, der ikke var kristne, så var det kongens ansvar, at de også blev oplært i den kristne tro, bl.a. i Tranquebar i Indien. Derfor begyndte den danske – og i det hele taget den lutherske – mission i Indien i 1705, og Indien kom også til at spille en helt afgørende rolle i DMS’s udvikling. I 1722 sendte kongen Hans Egede til Grønland med samme opdrag og få år fik de pietistiske herrnhuter lov til at sende missionærer til Grønland.

Sognepræst Bone Falck Rønne, der grundlagde DMS i 1821, var præget af pietismen. Det er værd at bemærke, at Falck Rønnes motivation for mission er ”hedningenes” åndelige såvel som timelige nød, lige som han heller ikke skelnede principielt mellem mission i Danmark og hedningemissionen. I dette missionssyn, der ser mission og diakoni som to sider af samme sag, ses inspirationen fra pietismen.

Falck Rønne og ledelsen af DMS i de første årtier var af den opfattelse, at målet måtte være – trods skepsis fra kirkelige myndigheders side –  at gøre missionen til hele kirkens sag. En holdning, som bestyrelsen, der ikke ønskede at bidrage til at sætte skel i menigheden, så længe det var muligt for dem holdt fast i i mødet med den fremvokskende indremissionske vækkelsesbevægelse.

DMS’s forhold til grundtvigianismen er meget interessant, sådan som det grundigt analyseres af Harald Nielsen. På den enes side mente Grundtvig ikke, at tiden endnu var moden til, at den danske kirke engagerede sig i hedningemission, fordi kristendommen ikke var levende i Danmark. På den anden side var der en række grundtvigianere, bl.a. brødrene Fenger, som engagerede sig i missionssagen og i ledelsen af DMS, idet de ikke var enige med Grundtvig i hans kritik af den moderne missionsbevægelse.

I 1861 afløstes grundtvigianeren J. E. Fenger som formand af Chr. H. Kalkar, der med sit engagement i Evangelisk Alliance og sine internationale forbindelse repræsenterede en mere økumenisk orienteret kristendom og en forståelse af at ”mission er vor kirkes dyrebareste anliggende i dag”.

Efterhånden som Indre Mission voksede i i styrke, og vækkelsesbevægelsen kom til at udgøre en stor del af DMS’s bagland, voksede også modstanden mod den bredkirkelige linje, som bl.a. Kalkar repræsenterede. Opfattelsen hos Indre Missions leder Vilhelm Beck, der blev valgt ind i DMS’s bestyrelse, var, at missionen skulle udgå fra ”den levende menighed”, forstået som vækkelsens folk. Konflikten førte til, at Indre Mission i 1898 i praksis overtog magten i DMS, og Indre Missions dominans forsatte i hele mellemkrigstiden. Det indebar også en understregning af en klar arbejdsdeling mellem Indre Mission, der tog sig af missionen i Danmark, og DMS, der tog sig af hedningemissionen.

DMS’s stærke fremgang i de første årtier af det 20. århundrede, havde været nært knyttet til Indre Missions fremgang, men Indre Missions stagnation i 1950’erne indebar også til en stagnation for DMS. Det førte til, at DMS efterhånden begyndte at anlægge en mere bred folkekirkelig linje. Harald Nielsen vurderer, at det intime samarbejde, som var blevet etableret mellem Indre Mission og DMS i slutningen af det 19. århundrede, kom til en afslutning omkring 1979, da DMS tog initiativ til et samarbejde om mission i Danmark, ikke blot blandt muslimer, men også blandt nyreligiøse og sekulariserede. At DMS i førte omgang kun lykkedes med at få etableret et arbejde blandt muslimer, ændrer ikke på, at arbejdsdelingen mellem Indre Mission og DMS var brudt.

DMS begyndte allerede i mellemkrigstiden, men i endnu højere grad i efterkrigstiden, at orientere sig efter internationale missionstendenser og herunder også af den missionsteologiske udvikling, som fandt sted i økumeniske kredse. Det indebar bl.a. en større fokusering på missionens sociale dimensioner (bl.a. Danida-støttede u-landsprojekter) og på religionsteologi i mødet med andre religioner. Også disse udviklingstendenser så Indre Mission på med stor skepsis.

Det er tankevækkende, at debatten om religionsdialogens og udviklingsprojekternes plads i selskabet er fortsat helt frem til i dag, hvor DMS er blevet til Danmission. Det er også værd at notere sig, at missionsselskabernes fælles bestræbelserne på at engagere den brede folkekirke i deres missionsarbejde stadig pågår og endnu lang fra er lykkedes. Samtidig kan det konstateres, at tanken om, at folkekirken må være i mission – måske især forstået som mission i lokalområdet – er begyndt at udbredelse i folkekirkelige kredse.

De forskellige kirkelige strømninger gennem de sidste 200 år har sat sit forskellige præg på DMS. Det gælder pietismen, grundtvigianismen, Indre Mission og økumeniske bevægelser. Der har været forskellige holdninger til missionens forankring, enten i ’den levende menigheds’ missionshuse eller i den brede folkekirke. Harald Nielsen viser i sin DMS-historie, hvordan missionstanken er blevet inkultureret på forskellig vis – og dermed også fortolket forskelligt – i forskellige kirkelige traditioner igennem de sidste 200 års danske kirkehistorie. Trods alle de interne debatter og også kampe og konflikter har der sandsynligvis gennem alle årene været en fælles forståelse af – med Kalkars ord for 160 år siden – at  ”mission er vor kirkes dyrebareste anliggende”.

Christiansfeld, onsdag, den 17. december 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Et vægtigt og prægtigt værk om dansk mission (Dansk Missionsselskabs Historie – 1)

MissionshistorieHarald Nielsens tobindsværk, ”Det Danske Missionsselskabs historie 1821-1985”, er et meget vægtigt værk. Ikke kun fordi de to bøger med i alt 637 s. vejer over 2 kg., men især fordi der er tale om et særdeles grundigt videnskabeligt værk, der giver læserne et unikt indblik i dansk missionshistorie.

I første bind, der har overskriften ”Frygt ikke! Tro kun!”, behandler tiden frem til første verdenskrig. Og i andet bind, der har overskriften, ”Mission i en forandret verden” følger vi udviklingen frem til 1985, dvs. frem til den tid, hvor forfatteren selv begynder at spille en rolle i Det Danske Missionsselskab (DMS).

Harald Nielsen var generalsekretær i DMS fra 1996 til 2000, og i det første år af Danmission, der opstod som en fusion af DMS og Santalmissionen, hvorefter han forsatte som leder af Danmissions dialogarbejde i forhold til muslimer i en årrække. Han har et indgående kendskab til DMS, i det han i hele sit voksne liv har været engageret i selskabet. Dertil kommer, at han som en meget kompetent kirkehistoriker har udforsket selskabets historie. Først i, hvad han kalder fire pilotstudier om selskabets islamhistorie, om DMS og Tranquebar og to biografier af hhv. Erik W. Nielsen og Bone Falck Rønne. Ingen var derfor bedre rustet end ham til at skrive DMS’s historie som optakt til selskabets 200 års jubilæum.

Man mærker tydeligt, at forfatteren har været dybt nede i DMS’s arkiv i Rigsarkivet og i en række andre arkiver, ligesom han har benyttet sig af en lang række trykte kilder, og det udførlige noteapparat giver læseren mulighed for at dykke ned i kilderne og i øvrigt få uddybende oplysninger om personer og begivenheder. Det er en fornøjelse at læse bogen, også fordi den er forsynet med talrige billeder fra hele perioden fra Danmissions digitaliserede fotoarkiv. Bogen er desuden udstyret med bilag om DMS’s formænd, bestyrelsesmedlemmer, redaktører af Dansk Missionsblad og forstandere for DMS’s missionsskole. Desuden er der et bilag med selskabets love fra hhv 1821 og 1837. I  de oprindelige love fra 1821 beskrives selskabets formål således: ”Dets Hensigt og Bestræbelse er, at virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter”. 16 år senere er sprogbrugen modificeret, så nu er hensigten ”at fremme Christendommens Udbredelse blandt de Folkeslag, hos hvilke Evangeliet ej er forkyndt, eller har fundet Indgang….”

For enhver med interesse for dansk mission er bogen en guldgrube af informationer, beskrivelser, analyser og vurderinger. Der er ikke tale om nogen glorificering af missionsselskabet, dets ledelse, medarbejdere eller missionærer; ikke kun succeser og fremskridt beskrives, men også problemer, konflikter og magtkampe. I midten af det 20. århundrede voksede den forståelse frem, også i DMS, at al mission dybest set er Guds mission (missio Dei), men deltagelsen Guds mission var naturligvis præget af menneskers tro og tvivl, bedrifter og skrøbeligheder. Det er en meget ærlig historie, Harald Nielsen har skrevet om det selskab, som han helt åbenlyst har en meget stor kærlighed til.

Bind 1 indledes med orden, som tilskrives Johannes V. Jensen: ”Kun den, der har historien som last, har ballast ind i fremtiden.” Her i Harald Nielsens vægtige og prægtige værk er der historisk ballast at hente, for dem som er optaget af missionens fremtid.

Christiansfeld, onsdag, den 17. december 2019
Mogens S. Mogensen

 

Fortsættelse følger!

Skriv en kommentar

Anders Gadegaards politiske prædikener

TromodpolitikI bogen ”Tro mod politik” optrykker domprovst Anders Gadegaard 11 politiske prædikener. Det er prædikener fyldt med tro, mod og politik. Når Gadegaard prædiker, er der aldrig tvivl om, at han tager udgangspunkt i den kristne tro, som han formidler med evangelisk klarhed. Samtidig spiller politik en helt afgørende rolle i prædikenerne, idet han kaster et evangelisk lys ind over de politiske problemstillinger, og dermed bliver prædikenerne meget relevante for tilhørerne at lytte til. At holde politiske prædikener er ikke populært i alle kredse, især ikke i visse teologiske og  politiske kredse, og Gadegaard udviser et virkeligt prisværdigt mod, når han frimodigt prædiker, som han gør.

Gadegaard abonnerer ikke på opfattelsen af ”tro mod politik”, i betydningen at tro ikke har noget med politik at gøre, eller at der nødvendigvis må være et modsætningsforhold mellem et engagement i tro og politik. ”Tro mod politik” i betydningen, at der ud fra den kristne tro er basis for en fortløbende kritik af politiske magthavere, spiller en stor rolle for Gadegaard. Det er netop i dette konstruktive kritiske politiske engagement at kristne kan være ”tro mod politik”, ved ud fra en kristen menneske- og samfundsforståelse og ud fra en kristen etik at bidrage til det gode samfund, det fælles bedste.

Det nye og spændende ved denne prædikensamling, der fylder bogens sidste 60 sider, er at læseren i de første 130 sider får et indblik i, hvilken teologisk refleksion, der ligger bag Gadegaards politiske prædikener. Helt central er her Gadegaards forståelse af, hvad politik er. Med inspiration fra Hannah Arendt skriver han, at ”Vi behøver at forstå politik som andet og mere end rå magtkamp, nemlig som en fri samtale i det offentlige rum om, hvad der tjener til det fælles bedste” (s. 36). Og han citerer Vaclav Havel for at sige, at politik handler om ”en naturligt menneskelig og af menneskemål styret omsorg for næsten”. Derfor konkluderer Gadegaard, at ”det ultimative kriterium for bedømmelse af al politik [er] I hvor høj grad tages der med de fremsatte beslutningsforslag vare på samfundsmedlemmerne, og her især dem, der har behov for omsorgen” (s. 39-40). Debatten om forholdet mellem tro og politik – og om politiske prædikener – ville komme til at foregå langt mere konstruktivt, hvis den tog sit udgangspunkt i en debat om, hvad vi forstå ved det politiske.

For Gadegaard er der ingen tvivl om, at det giver mening at tale om en kristen etik, og netop den kristne etik må bringes i spil i forhold til det politiske. I kapitlet ”Byggesten til en politisk etik” identificerer han en lang række værdikriterier for den kristne etik, som fx livets hellighed, menneskets ubetingede værdighed, ansvar, pligt og næstekærlighed, frihed og lighed, forligelsens tjeneste, og tanken om samfundet som et legeme med mange lemmer.

Diakoni er et af de centrale kendetegn ved den kristne menighed, men diakonien kan ikke nøjes med at søge at afhjælpe menneskers nød, men må også adressere nødens årsager, og dermed bliver diakonien nødvendigvis politisk. Kirken skal ikke med sin politiske diakoni søge at få politisk magt; kirken er og skal være magtløs, men ikke magtesløs, dvs. den må kun virke ved overbevisningens kraft, fx også gennem politiske prædikener.

Gadegaard er sig helt bevidst, at der er alvorlige faldgruber for den politiske prædiken. Det politiske emne, som behandles i prædikenen må have en klar forbindelse til prædikenteksen. Prædikenen skal være politisk, men ikke partipolitisk. Prædikanten skal kun udtale sig om noget, som han har et sagkundskab til. Prædikanten skal vare sig for at tale kategorisk, i erkendelse af at prædikenen altid vil have et subjektivt præg.

I disse år er der et voksende fokus på offentlighedsteologi, altså kirkens/kristnes rolle i det offentlige rum, og dermed i det rum, hvor det politiske diskuteres. Gadegaards bog er et vigtigt bidrag til denne efter min mening meget nødvendige debat. Gadegaard er præst og fokuserer på præstens rolle i offentlighedsteologi, især gennem prædikenen, men offentlighedsteologi er ikke kun et anliggende for præster, det er en påtrængende udfordring for hele kirken, dvs. også for lægfolk. Men også lægfolk kan få indsigt, inspiration og mod til ud fra den kristne tradition og teologi at engagere sig i det politiske liv. Det er virkelig en bog, der styrker troen, understreger betydningen af politikken og giver modet til ud fra troen at engagere sig i politik.

Roskilde, torsdag, den 12. december 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kristne og religiøs forfølgelse

Kristne er sandsynligvis den religiøse gruppe, der i disse år udsættes for flest tilfælde af forfølgelse og diskrimination, og derfor er der al mulig grund til, at vi som kristne taler vore medkristnes sag og støtter dem, så godt vi kan, så kristne kan få lov til at udleve deres tro uden at blive udsat for overgreb eller diskrimination.

Kristne er imidlertid ikke den eneste religiøse gruppe, der i disse år udsættes for forfølgelse, og derfor må vi som kristne tale vore medmenneskers sag og kæmpe for trosfrihed for alle, uanset hvilken religion mennesker tilhører.

Kristne er imidlertid ikke kun ofre for religiøs forfølgelse, men både historisk og aktuelt er der desværre eksempler på, at kristne har udsat andre kristne og mennesker med en anden religion for forfølgelse. Som kristne må vort engagement til støtte for forfulgte kristen og til støtte for trosfrihed også for mennesker med en anden tro eller ingen tro, naturligvis ledsages af en selvkritik. Hvis vi kun fejer for andres døre, men ikke fejer for vor egen dør, mister vi vor troværdighed.

Historien er desværre fuld af eksempler på, at den kristne kirke har forfulgt kristne, som er blevet anset for at være kættere, på den mest bestialske måde, og der er desværre også mange eksempler på forfølgelse og diskrimination af mennesker med en anden tro end kristendommen. Derfor er der – midt i berettigede kritik af, hvordan kristne forfølges og diskrimineres af mennesker og samfund med en anden tro – grund til at være en lille smule ydmyge og indrømme, at heller ikke kristne historisk set ikke har været immune over for fristelsen til at forfølge og diskriminere andre.

Efter oplysningstiden blev trosfrihed normen i den kristne vestlige verden, og i løbet af de sidste 200 år er efterhånden alle kristne kirker i vesten blevet stærke fortalere for trosfrihed. Men desværre er trosfrihed endnu ikke blevet normen – eller i hvert fald i praksis ikke blevet implementeret i store dele af den øvrige verden, blandt andet den islamiske verden.

Desværre hører kristnes forfølgelse og diskrimination af anderledes troende ikke kun til i en mørk historisk fortid. Af og til dukker der eksempler op, hvor kristne udsætter andre for forfølgelser og diskrimination, og her er der al mulig grund til, at vi som kristne råber vagt i gevær. Et sådant eksempel kan man læse om i Washington Post i går. Her skriver journalisten Terrence McCoy om ”Soldiers of Jesus’: Armed neo-Pentecostals torment Brazil’s religious minorities”. Her beskrives det, hvordan kristne bander med forbindelse til meget radikale- eller radikaliseret? – evangelikale grupperinger terroriserer ikke-kristne religiøse minoriteter i Brasilien. Desværre er der også eksempler fra andre dele af verden på, at kristne i disse år er medskyldige i forfølgelse og diskrimination af andre.

Heldigvis hører det i dag til undtagelsen, at kristne forfølger andre, men hver eneste gang det forekommer, er der al mulig grund til, at vi som med-kristne på det skarpeste tager afstand fra det.

For det første af hensyn til de mennesker, som lider overlast på grund af kristnes ukristelige adfærd. For det andet fordi kristnes forfølgelse af andre er i modstrid med den kristne tro og gør evangeliet til dårlige nyheder for dem. For det tredje, fordi vi ikke med troværdighed kan kæmpe for trosfrihed for andre, hvis vi ikke selv praktiserer det. For det fjerde, fordi vi skader de forfulgte kristnes sag, hvis vi ser gennem fingre med, at kristne forfølger ikke-kristne.

København, mandag, den 9. december 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kan lægfolk forrette nadver?

Til daglig – eller rettere om søndagen – opleves det af de fleste helt uproblematisk, at det kun er præsten, der kan forrette nadver. At det kun er præsten, der kan forrette nadver, har egentlig ikke med teologi at gøre, men handler om kirkens praktiske ordninger, og det er virkelig meget praktisk, at det er den på universitet og pastoralseminarium, den af menigheden kaldede, og den af biskoppen ordinerede præst, der forretter nadver.

Denne ordning er også fastlagt i Den augsburgske Bekendelse, hvor der i art 14 om ”Den kirkelige orden” står: ”Om den kirkelige orden lærer de, at ingen må lære offentlig eller forvalte sakramenterne i kirken, uden at han er rettelig kaldet dertil.” I mellemtiden er der glædeligvis i folekirken kommet et ”hun” til, så også en kvinde(lig præst) kan forrette nadveren, og tilmed er det sådan i folkekirken i dag, at også lægfolk fra prædikestolen kan ”lære offentligt”.

Der kan imidlertid opstå situationer, hvor det bliver meget problematisk, at det kun er præsten, der kan forrette nadver. Det oplevede jeg som missionær i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria i 80’erne, hvor der konstant var præstemangel. Præstemangelen betød, at gudstjenesterne i de lokale menigheder blev varetaget af såkaldt evangelister og kateteter – altså medarbejdere, som ikke var ordinerede og derfor ikke måtte forrette nadver. En gang eller to om året kom præsten forbi, og først da kunne menigheden modtage nadver. I en luthersk kirke, hvor sakramenterne spiller en meget vigtig rolle, er det naturligvis meget problematisk.

Vi kan også opleve problematiske situatiner her i Danmark i disse år. I flere sogne samles der ved siden af den dansktalende menighed også menigheder med en anden kulturel og sproglig baggrund under ledelse af personer, som ikke har den uddannelse, der skal til for at blive ordineret. Det betyder, at disse menigheder ikke sammen med deres leder kan holde nadver på deres eget sprog. En nærliggende løsning på dette problem vil for mange være, at man skilte sig ud fra folkekirken og dannede sin selvstændige menighed.

Men er det nu sådan, i lutherske kirker, at lægfolk aldrig kan forrette nadver, på en sådan måde at det accepteres som en gyldig nadver? Nej, selvfølgelig ikke. Ligesom enhver kristen kan forrette nøddåb – og denne dåb har fuld gyldighed – på samme måde kan enhver kristen naturligvis også forrette en nødnadver. Det er selvindlysende i en luthersk kirke, hvor læren om det almindelige præstedømme er den del af grundlaget for vor kirke.

Ja, selv i den katolske kirke er det if. kanonisk lov sådan, at “ Where the needs of the Church require and ministers are not available, lay people, even though they are not lectors or acolytes, can supply certain of their functions, that is, exercise the ministry of the word, preside over liturgical prayers, confer baptism and distribute Holy Communion, in accordance with the provisions of the law.”

Men ét er nødstilfælde, noget andet er mere langvarige situationer, hvor der er behov for, at der etableres egentlige ordninger for lægfolks adgang til at forrette nadver. Hvad gør man på dette område i andre lutherske kirker?

I Den Evangelisk Lutherske Kirke i Canada (ELCIC) opstod der alvorlig præstemangel i fjerne egne af landet, og derfor besluttede kirken efter en længere studieproces[1] i 2015, at bemyndige lægfolk til at forkynde Ordet og forrette nadver for ét år ad gangen og på følgende vilkår:

“The lay minister will work under the supervision of a mentoring pastor
They are non-stipendiary
They cannot wear clerical dress or vestments
They cannot preside at weddings, funerals or baptisms
They may not offer pastoral care, but will refer those needing counseling to their mentoring pastor.”[2]

Også i Den Evangelisk Lutherske Kirke i Amerika (ELCA) har man indført ordninger, ifølge hvilke lægfolk kan forrette nadver. Her man arbejdet med særlige træningskurser for lægfolk, der kan danne baggrund for en bemyndigelse til at varetage en række pastorale opgaver, inkl. det at forrette nadver. Her opererer man med begrebet ”Authorized Lay Worship Leader”, og en sådan er tilknyttet en præst, der fungere som mentor for ham eller hende. Reglerns for sådanne personers virke er bl.a. flg.

“A pastor may contact an Authorized Lay Worship Leader to ask that person to lead worship, preach, and preside at their congregation on a particular date.  The requesting pastor then asks the office of the bishop for a written letter of permission for the person to preside at the Eucharist at a specified place and time.

The pastor of an Authorized Lay Worship Leader may request from the Bishop a single and enduring letter of permission for that Authorized Lay Worship Leader to preside at the Eucharist in their congregation(s) when called upon by the pastor, provided that the leader’s authorization is current with the Bishop’s office.  This enduring letter is no longer in effect upon the resignation of the pastor.

The Synod Supply Coordinator makes worship leadership assignments for congregations without a called pastor, and may assign an Authorized Lay Worship Leader to supply at one of these congregations.  Such assignments are made in consultation with the office of the bishop which issues the required letter of permission.

The bishop may give written permission for an Authorized Lay Worship Leader in special situations to lead worship, preach, and preside at a particular congregation for an extended period of time.  A letter of permission, indicating their assignment, is sent from the office of the bishop to the Authorized Lay Worship Leader and is copied to the congregation to be served.”[3]

Men hvad med folkekirken? Har vi nogle tilsvarende ordninger, eller muligheder for samme, ordninger, der måske kunne løse de problemer, som nogle menigheder med en anden kulturel og sproglig baggrund oplever som meget presserende?

Ja, det har i faktisk! I kirkeministeriets ”Kortlægning af den nuværende opgavefordeling i folkekirken”[4] fra 2006 kan man læse flg.: ”Ved kongelig resolution af 10. marts 1976 er biskopperne blevet bemyndiget til at tillade lægmænd at forrette dåb og uddele nadver, når ganske særlige grunde taler derfor. Tilladelsen kan gives stående eller ad hoc og kan begrænses til en af delene”. Det springende punkt her er naturligvis betingelsen: ”når ganske særlige grunde taler derfor”. Og her må man håbe, at biskopperne oplever, at behovene hos menigheder med en anden kulturel og sproglig, der gerne vil være en del af folkekirken, taler (klart og tydeligt) for, at en lægperson her kan bemyndiges til at uddele nadver, og at der derfor lige som fx i de amerikanske og canadiske lutherske kirker udarbejdes fornuftige ordninger for bemyndigelse af lægfolk til at forrette nadver.

København, fredag den 6. december 2019
Mogens S. Mogensen

[1] ELCIC, Study Guide on Word and Sacrament ministry, Faith, Order and Doctrine Committee (FOD ) of the National Church Council (NCC ), Evangelical Lutheran Church in Canada. 2014

[2] Episcopal Café, “Lay ministers approved to preside at eucharist by the Evangelical Lutheran Church in Canada National Convention”, August 8, 20

https://www.episcopalcafe.com/lay-eucharistic-ministers-approved-by-the-evangelical-lutheran-church-in-canada-national-convention/

[3] Lay Ministry Institute of the Upper Susquehanna Synod, ELCA, A HANDBOOK. https://uss-elca.org/wp-content/uploads/2017/01/Lay-Ministry-Institute-Handbook.final_.updated.Jan-201211.doc

[4] http://www.km.dk/fileadmin/share/Struktur/Kortl_gning.pdf

2 kommentarer

 En kinamands chance … Etnisk udrensning af uighurer

Efter sigende stammer udtrykket ”ikke en kinamands chance” fra den amerikanske guldgravertid i 1800 tallet, hvor kineserne angiveligt altid kom for sent til minerne, når andre gravere allerede havde tømt dem for guld. Så disse langsomme guldgravere havde altså ikke en kinamands chance for at finde guld.

Meget er sket i verden og i Kina siden guldgravertiden i 1800-tallet. Kineserne har siden da fundet guld, eller sagt på en anden måde: Kina er blevet en økonomisk stormagt, der kan måle sig med USA. Og i dag er det små lande, der ikke har en kinamands chance for at spinde guld på samhandelen med Kina, hvis de tillader sig at kritisere den kinesiske stormagt.

I det 21. århundrede er det ikke kineserne, der kommer for sent til ’minerne’, når man leder efter moderne teknologi, især ikke, når det gælder den overvågningsteknologi. Her er Kinas evne til at overvåge og kontrollere deres borgere så udviklet, at det får det hedengangne DDR og deres Stasi-overvågning til at ligne en legestue. Med introduktionen af en omfattende ansigtsgenkendelsesteknologi og digitale kontrol i øvrigt har borgerne ikke en kinamands chance for at undgå at gemme sig for statsmagten og værne om privatlivets fred. Her er Kina så langt fremme, at andre autoritære og totalitære magter står i kø for at lære af kineserne, hvordan man skal overvåge og kontrollere borgerne.

Igennem de sidste 100 års historie har der desværre været en lang række eksempler på etnisk udrensning og folkemord. Det mest ’effektive’ – dvs. de grelleste – har været Nazitysklands udryddelse af 6 mio. jøder, hvor ofrene blev slået ihjel i gaskamre. Et andet eksempel er det armenske folkedrab, hvor over én million armenere blev udsat for systematiske fordrivelser og massakrer. Og et af de nyeste eksempler er Myanmars fordrivelse af over en halv million rohingyaer. Nu har kineserne igangsat deres eget program for etnisk udrensning, nemlig rettet mod Uyoghurerne i Xinjiang-provinsen.

Men kinesernes måde at bedrive etnisk udrensning på er langt mere raffineret – teknologisk moderne – end de tidligere folkemord. De godt 10 mio uighurer i Zinjiang-provinsen bliver udsat for den moderne teknologiske overvågning af deres adfærd og kommunikation, og hvor man med brug af algoritmer finder frem til dem, hvis adfærd og holdninger er i modstrid med kinesernes kultur og normer. Omkring en million uighurer – ca. en tiendedel af befolkningen – er angiveligt blevet sendt til genopdragelse – eller etnisk, kulturel, religiøs omprogrammering – i en af de over 1000 lejre, hvor de bliver spærret inde, indtil hjernevasken har vist sin effekt. Som en menneskerettighedsadvokat, Ben Emmerson, har konkluderet: “It is very difficult to view that as anything other than a mass brainwashing scheme designed and directed at an entire ethnic community. It’s a total transformation that is designed specifically to wipe the Muslim Uighurs of Xinjiang as a separate cultural group off the face of the Earth.” (BBC News, “Data leak reveals how China ‘brainwashes’ Uighurs in prison Camps” 24/11/19). Hvordan denne “etniske udrensning” siden 2017 er blevet sat I system, fremgår af lækkede dokumenter fra den kinesiske regering, The China Cables, som en international journalistisk gravergruppe har offentliggjort.

Når det gælder om at forhindre en etnisk udrensning, har uighurerne har ikke en chance overfor nutidens kinamand, medmindre verdens ikke-totalitære lande tager sig sammen og med risiko for handel og pandabjørne lægger maksimalt pres på Kina.

Christiansfeld, torsdag, den 28. november 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Appel fra biskoppen over Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Jordan og Det Hellige Land

Som det fremgår af nedenstående brev, så har biskoppen over Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Jordan og  Det Hellige Land, Sani Ibrahim Azar, henvendt sig til kirker, moskéer og synagoger i anledning af meddelelsen fra USA’s regering om støtte til etablering af flere israelske bosættelser på palæstinensisk område. Henvendelsen om støtte i denne vanskelige tid er rettet til kirker, moskéer og synagoger. For mig at se er der flere gode grunde til, at vi – også i folkekirken – tager denne henvendelse alvorligt.

For det første er der tale om en søsterkirke, endda en luthersk søsterkirker, der i sin nød henvender sig til os om at udvise solidaritet med dem. Nu er der, som bekendt ingen, der kan agerer på hele folkekirkens vegne, men det forhindrer naturligvis ingen i at bruge sin kreativitet til at udvise omsorg for medkristne. Om ikke andet, så kan vi bede for dem.

For det andet indebærer USA’s nye holdning en ringeagt for international lov vedr. besatte områder, og er også i modstrid med den danske regerings officielle politik.

For det tredje vil den udvidelse af de israelske bosættelser, som sandsynligvis vil blive resultatet af USA’s nye politik, gøre fredsprocessen frem mod en tostatsløsning endnu vanskeligere og risikoen for voldelig konflikt mellem israelere og palæstinensere endnu større.

For det fjerde vil opgivelsen af en tostatsløsning i Israel/Palæstina kun efterlade israelerne og palæstinenserne med ”løsninger”, som vil være katastrofale for begge parter.

(1) En énstatsløsning, hvor Vestbredden inkorporeres i Israel, vil føre til, at der på sigt sandsynligvis vil komme et ikke-jødisk flertal i denne stat, og det vil være afslutningen på den jødiske stat Israel. Intet tyder imidlertid på, at den israelske regering ville acceptere en sådan udvikling.

Tilbage bliver der så bl.a. disse tre modeller:

(2) En sydafrikanske model med apartheid, hvor ikke alle borgere har fulde borgerrettigheder, og dermed ville det betyde opgivelsen af et moderne demokrati og racediskrimination. Der er allerede udviklingstendenser, der peger i den retning.

(3) En bantustan-model – i forlængelse af apartheidmodellen – hvor der på vestbredden etableres en lang række bantustans uden forbindelse med hinanden, områder, hvor palæstinenserne ville blive samlet/indespærret. Jo flere og støtte bosættelser, der etableres, jo mere nærmer man sig bantustanmodellen.

(4) Endelig kunne man – i sin vildeste fantasi – forestille sig, at Israel ville søge – i samarbejde med Egypten – at udvide Gaza-området og efterhånden flytte befolkningen fra Vestbredden til Gaza, der på denne måde ville blive en kæmpestor flygtningelejr – finasieret på samme måde som andre flygtningelejre. Om der i den amerikanske og israelske regering er sådanne overvejelser, er ikke godt at vide.

For palæstinensernes skyld og for israelernes skyld er der grund til at være meget bekymret over USA’s nye politik, da den sandsynligvis ikke vil føre til fred, men tværtimod kan risikere at få fatale konsekvenser for både jøder, kristne og muslimer i Israel-Palæstina.

Christiansfeld, tirsdag, den 26. november 2019
Mogens S. Mogensen

Læs brevet her: From the Desk of Sani Ibrahim Azar

 

 

 

 

5 kommentarer

Michael Jalving om mission og forfulgte kristne

Som det fremgår af artiklen ”Den ydre mission er væk. Nu missioneres der politik på de indre linjer” i Jyllands-Posten i dag, har Michael Jalving læst Daniel Henschens nye bog ”Da danskerne ville omvende verden”, der især beskriver dansk mission i kolonitiden. Det er, som Jalving gør opmærksom på, en meget god bog, og jeg kan også kun anbefale den til alle med interesse for det danske bidrag til den moderne missionsbevægelse.

Jalving, der præsenterer sig som forfatter og historiker, er optaget af kolonitidens missionsoptimisme og den kolossale ekspansion, og at ”der blev anvendt militære begreber som ”Belejringens tid”, ”De første sejre” og Fremrykningen””. Men ”I dag er denne mission pist borte”, og det har Jalving ret i, for kolonitiden – som historikeren Jalving nok er klar over –  er forbi. Men kirkens mission må altid præges af den kontekst, som den foregår i, og derfor tager mission sig anderledes ud i 2019 end i 1890. Det vil enhver med et godt kendskab til mission vide, men Jalving er helt åbenlyst ikke missionshistoriker. Danske missionsselskaber er fortsat engageret i ”ydre mission” rundt om i verden, men den drivende kraft i missionsbevægelsen i Afrika og Asien i disse år er de kirker, som bla. danske missionsselskaber har været med til at grundlægge, og som stadig støttes af danske missionsselskaber. Evangeliet forkyndes ud fra disse kirker, og der er heldigvis også i dag mange mennesker, som Guds Ånd leder til omvendelse.

Og så fortsætter Jalving med at skrive, at ”Nu er det politik, der prædikes, altid noget med ja tak til flere flygtninge og ned med racisterne! Således blev den ydre mission afløst af en indre mission i den danske folkekirke. I stedet for at rejse ud og erobre sjæle, bifalder kirken nu, at hele verden kommer til os med familiesammenføring, statsborgerskab, bistandshjælp, personfarlig kriminalitet plus det løse. Korset er væk, flaget er hvidt.”

Jeg ved ikke, hvad det er for kirker, Jalving går til gudstjeneste i, siden han kan drage en sådan konklusion om prædikenen i folkekirken. I de kirker, som jeg gennem år og dag har været til gudstjeneste i, er det ikke politik, der er blevet forkyndt, men evangeliet, og så er det sandt, at evangeliet – som enhver historiker kan forvisse sig om ved at studere Danmarkshistorien – naturligvis har etiske konsekvenser og konsekvenser for den måde, vi indretter samfundet på. Og i den forstand er der naturligvis en forbindelse mellem evangeliet og politik via etikken. Fx når vi i evangeliet hører, at vi alle er skabt i Guds billede, både mand og kvinde, og at vi derfor i Guds øjne er lige, så henter vi naturligvis inspiration til en politisk stillingtagen til spørgsmålet om lighed mellem mænd og kvinder ud fra evangeliets forkyndelse.

Der er naturligvis også blandt præster og kirkegængere – lige som der er blandt politikere og i befolkningen i det hele taget – delte meninger om, hvilken flygtningepolitik der skal føres i Danmark, og jeg har bestemt også hørt præster – så sent som i dag, hvor teksten nemlig handler om dette – der har citeret Jesu ord om vort ansvar for at hjælpe de sultne, de tørstige og fremmede (Domslignelsen i Matt 25).
Men jeg har endnu ikke hørt, nogen i folkekirken, der ”bifalder.., at hele verden kommer til os”.

Jeg kan heller ikke finde ud af, hvor det er Jalving kigger hen, når han i folkekirken ser, at “korset er væk, og flaget er hvidt”. Dybest set er det et voldsomt, og helt udokumenteret angreb på folkekirkens præsters og menigheders integritet, at fremsætte sådanne vilde påstande, om at de skulle have begået faneflugt og overgivet sig til en fjende.

Jalving skriver endvidere, at ”folkekirken [har] da også for længst opgivet de kristne i Mellemøsten. De fjerne kristne siger dem ikke noget, desuden er tiderne skiftet til lokal tid: Protesterer man mod den udbredte forfølgelse af kristne, hvor kristendommen historisk set opstod, går man i ledtog med danske racister, og det ville være direkte ukristeligt.”

Nu præsenterer Jalving sig som historiker, og derfor er det særligt problematisk, at hans kendskab til den nyere historiske virkelighed på dette område er så begrænset, at han føler sig foranlediget til at udslynge disse ubeføjede påstande. Mellemkirkeligt Råd har i efterhånden mange år haft et fokusområde ”Trosfrihed – forfulgte kristne”.  Mange kirker – inkl. domkirker – holder forbønsgudstjenester for forfulgte kristne, også i Mellemøsten. Nogle menigheder har etableret venskabsforbindelse med kristne menigheder i Mellemøsten. Der er præster og lægfolk, der foretager besøgsrejser til kristne i Mellemøsten. Der er afholdt høringer i folkekirkeligt regi om forfulgte kristne og trosfrihed. Mange præster og lægfolk i folkekirken har skrevet artikler, læserbreve og kronikker om spørgsmålet, og der er etableret kontakt til politikere og embedsmænd om dette spørgsmål. Og der har løbende været kontakt med kristne i Mellemøsten for at lære af dem, hvordan vi bedst kan støtte dem i deres vanskelige situation. Og sådan kunne jeg blive ved. Så det Jalving skriver, er faktuelt forkert!

Men kan der ikke i folkekirken gøres mere, når det gælder mission og omsorg for forfulgte kristne? Jo, det kan der. Men folkekirken – det er alle os, der er medlemmer, inkl. Jalving. Så Jalving, se at komme i gang med at gøre din del!

Det er meget glædeligt, at Jalving er optaget af mission og af omsorgen for forfulgte kristne. Det er vi heldigvis mange i folkekirken, der er. Men det ville gavne både missionen og de forfulgte kristne, hvis samtalen om disse vigtige emner kunne foregå på et oplyst grundlag.

Christiansfeld, søndag, den 24. november 2019
Mogens S. Mogensen

14 kommentarer

Om at tage Danmark til sig – og omvendelse

Udlændinge- og integrationsministeren har igen og igen sagt det. Folketingsmedlemmer fra Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og andre partier siger det i kor igen og igen med stor alvor i stemmen. Det er altafgørende, at indvandrerne tager Danmark til sig. Hvordan kan man være sikker på, at en indvandrer virkelig har taget Danmark til sig, er der ikke nogen enighed om, men alle er enige om vigtighede af, at indvandrere oprigtigt, af hjertet, eller måske lige frem af hele deres hjerte tager Danmark til sig. Men uanset, hvor mange gange jeg har hørt det, har jeg ikke helt rigtig forstået, hvad der dybest set menes med det at tage Danmark til sig. Det bliver ligefrem til et selvransagende spørgsmål: Har jeg – der er født og opvokset her i landet, men også har tilbragt mange år uden for landets grænser – har jeg virkelig taget Danmark til hjerte?

Usikkerheden fortsatte, lige ind til jeg i dag – under læsningen af den nye bog ”Da danskerne ville omvende verden” – måske fandt et svar. I denne bog – som jeg i øvrigt også af mange andre grunde gerne vil anbefale – fortæller historikeren Daniel Henschen om nogle af de meget vanskelige og alvorlige problemstillinger, som missionærer i slutningen af det 19. århundrede bl.a. i Indien baksede med. Her skriver han bl.a.

”De danske missionærer og deres kolleger var opmærksomme på en del af problematikken. ”Riskristne” hed skræmmebilledet, mennesker, der kun kom til missionen for at få del i de timelige værdier og ikke havde taget kristendommen til sig. Derfor skulle de, der var blevet omvendt til den nye tro, igennem en forberedelse ofte med en form for eksamen …” (s. 105).

At tage kristendommen til sig var et andet ord for en sand omvendelse til kristendommen og dens grundlæggende værdier. På tilsvarende vis, så er det at tage Danmark til sig måske et andet ord for en sand omvendelse til Danmark og danske værdier.

Danske missionærer i det 19. århundredes Indien kæmpede med at afgøre, om de indere, der havde søgt til kristendommen og gerne ville være medlem af kirken virkelig havde taget kristendommen til sig, eller de blot var ude på noget andet end kristendommen og de kristne værdier. De satsede if. Daniels Henschen på undervisning og eksamen for at afgøre, om disse mennesker virkelig havde taget kristendommen til sig. Men måske glemte de, at det kun er Gud, der kan granske menneskers hjerte.

Integrationspolitikere i det 21. århundredes Danmark kæmper med at afgøre, om de indvandrere, der er søgt til Danmark og som gerne vil have Dansk statsborgerskab virkelig har taget Danmark til sig, eller de blot er ude efter noget andet end Danmark og de danske værdier. De satser lige som missionærerne i Indien på undervisning og eksamen for at afgøre om disse mennesker virkelig har taget Danmark til sig. Men måske glemmer de, at det kun er Gud, der kan granske menneskers hjerte.

Christiansfeld, mandag, den 18. november 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Til verdens nytte!

Domprovst Anders Gadegaards nye bog ”Tro mod politik” har ikke overraskende fået tidehvervske præster til tasterne. Således skriver sognepræst Torben Bramming i sin kommentar i Kristeligt Dagblad den 13. november ”Politisk prædiken er hykleri”, at ”En god prædiken handler derimod om syndernes forladelse, frelse og det evige liv.” Alle – inkl. Anders Gadegaard – tror jeg, er enige om, at syndernes forladelse, frelse og det evige liv er helt centrale temaer for gode prædikener, men handler en god prædiken ikke også om mere end det?

Videre skriver Bramming, at ”En god prædiken handler ikke om politik”.  Alle – inkl. Ander Gadegaard – er enige om, at en god prædiken ikke handler om partipolitik, men handler den heller ikke om politik? Den kendte amerikanske politolog definerer politik som ”hvem får hvad, hvor, hvornår og hvordan.” Og den lige så kendte canadiske politolog David Easton siger, at ”Politik er den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund”. Kan en god prædiken ikke også handle om, hvordan vi fordeler goderne i et samfund, og hvilke værdier vort samfund skal bygge på (fx hvordan vi som enkeltpersoner og som samfund behandler de fattige, de faderløse, enkerne og de fremmede)? Hvis vi svarer ja til dette spørgsmål, så kan en god prædiken også handle om politik.

Sognepræst Marie Høgh fortsætter i samme skure som Torben Bramming, i en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, ”Kristendommen er ikke til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle”. Her udtaler hun sig med stor skråsikkerhed om Guds formål og ønske for verden. ”Selvfølgelig har vi et ansvar for klimaet, som for alt muligt andet – ikke som kristne, men bare som mennesker i almindelighed. For kristendommen er ikke til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle. At gøre verden til et såkaldt bedre sted at leve, er menneskets formål med og ønske for verden – ikke Guds.” Er den Gud, som har skabt denne verden, og som i Jesus blev menneske og viste Guds ansigt og vilje, og som er nærværende hos os alle ved sin Ånd, virkelig kun optaget af at frelse sjæle ud af denne verden og ind i paradiset og ikke af at skabe en bedre verden for mennesker, der lider nød?

Forholder det sig virkelig sådan, at kristendommen ud over at bidrage til at sjæle frelses , som i sig selv er noget meget stort, ikke er til nogen verdens nytte? Når jeg læser bibelen og især beretningerne om Jesus, der gik rundt og gjorde godt – helbredte de syge og bespiste de fattige – og formanede sin efterfølgere til at tage sig af de sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede, så får jeg indtryk af, at Gud ønsker, at vi skal være med til at ‘forbedre verden’.

Når jeg læser kirkehistorien og ser, hvordan kristne med udgangspunkt i deres forståelse af menneskets gudsskabte værdighed, af næstekærligheden osv. var med til at forme samfundet og bygge institutioner, der tog vare på de svage, så får jeg det indtryk, at kristendommen altid også har handlet om at tage vare på det fælles bedste i samfundet. Når jeg ser, hvordan fx. Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med menigheder i Danmark og ude i verden er med til at afhjælpe nød og elendighed rundt om i verden, fx i flygtningelejre, så får jeg det indtryk, kristendom også i dag er med til at inspirere kristne til at ‘forbedre verden’ ved at afhjælpe nød og elendighed.

Den dualisme mellem den åndelige og den verdslige verden, som Bramming og Høgh søger at trække ned over kristendommen, er dybt problematisk. Vi finder således ikke denne dualisme i det gamle eller det nye testamente. Vi finder den egentlig heller ikke hos vor kirkefader Martin Luther, der ganske vist skelnede mellem det åndelige og det verdslige regimente, men holdt fast i, at begge regimenter var Guds, og at kristendom derfor også handler om, hvordan vi indretter samfundet. I sin tolkning af Luther skriver prof. Svend Andersen, med henvisning til sin bog med den sigende titel ”Macht aus Liebe”,  således : ”Luther sagde, at er du fyrste – og dermed politiker – er folket din næste. Du kan ikke kende alle dine undersåtter, men du er som magtudøver forpligtet på at udøve næstekærlighed. I et demokrati har hver enkelt af os magt og indflydelse og dermed mulighed for at øve næstekærlighed. Vi kan hver især bidrage til at indrette samfundet, så mennesker har det bedst muligt. Et bidrag, vi ikke kun kan levere som enkeltpersoner, men også gennem organisatorisk arbejde – nationalt og globalt” (Kristeligt Dagblad, den 25. januar 2011).

Kristendom handler om, at Gud i Kristus har frelst os  (”om syndernes forladelse, frelse og det evige liv” om ”at frelse sjæle”, som Bramming og Høgh ganske rigtigt skriver) og har sat os fri til at tjene Ham og vor næste (både på det individuelle plan men også på det samfundsmæssige, dvs. politiske, plan). Derfor er kristendom til verdens nytte.

Christiansfeld, lørdag, den 16. november 2019
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Er der fare for en kinaficering af det danske samfund?

Da jeg for mange år siden læste George Orwells bog fra 1949, 1984, om statens næsten totale overvågning og dertilhørende indgreb i borgernes frihedsrettigheder,

Da jeg for nogle år siden så filmen ”Das Leben der Anderen” fra 2006, om Stasis overvågning af borgerne i DDR, løb det mig kold ned ad ryggen, og jeg trøstede mig med, at det hørte en uhyggelig fortid til.

Da vi sidste år diskuterede det burkaforbud, som blev maskeret som et tildækningsforbud, skrev jeg på min blog, at det alvorligste problem ved burkaloven havde at gøre med forholdet mellem stat og boger. ”… kravet om som udgangspunkt altid at vise sit ansigt i det offentlige rum indeholder et enormt potentiale for statens kontrol med borgerne. Med den moderne allerede fuldt udviklede ”face recognition technology” kan statsmagten på fuldt lovlig vis etablere et overvågningssystem, hvor staten altid kan føre kontrol med, hvor borgerne færdes, og hvad de foretager sig i det offentlige rum. Totalitære stater som fx Kina er sikkert allerede i fuld gang med at udnytte denne potente ansigtsgenkendelsesteknologi i bestræbelserne på at kontrollere borgerne. Det kan ikke undre, for det ligger i totalitære staters natur. Men når vi her i Danmark, som trods alt har en stærk tradition for at beskytte borgerne mod overgreb fra staten, tvinger borgerne til som udgangspunkt altid at vise deres ansigt i det offentlige rum, så åbner vi en ladeport for øget statslig kontrol med borgerne. Det burde imidlertid være en menneskeret at færdes i det offentlige rum, uden (som udgangspunkt) altid at skulle afsløre sin identitet. Men hvad så med forbrydere? Vil det ikke bidrage til at forebygge og/eller opklare forbrydelser, hvis alle altid skulle afsløre deres identitet i det offentlige rum? Jo, men ønsker vi et samfund, hvor borgerne i udgangspunktet bliver behandlet, som om de var forbrydere? Det er ikke et sådant samfund, jeg ønsker mig.” Selv ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at en sådan ”kinesisk” overvågningsmetode ville blive indført i Danmark allerede året efter.

Kina har udviklet mange andre teknologier til at overvåge og kontrollere borgerne. Tænk fx på Kinas nye social kreditsystem, hvor man bruger resultaterne af den digitale overvågning af borgerne til at give dem point, der bestemmer hvilke rettigheder og muligheder de får i samfundet. Her er vi heldigvis stadig langt bagefter kineserne, men spørgsmålet er om, vi også her er på vej til i nogen grad at følge det kinesiske eksempel. Gladsaxe kommune har fx udviklet et system til overvågning af børnefamilier, hvor der gives point ud fra emner som ledighed og udeblivelse fra tandpleje, så kommunens sociale myndigheder få mulighed for at intervenere i tide.

Ved siden af den egentlige statslige overvågning af borgerne er der så den overvågning, som store private tech-firmaer som fx Facebook og Google har udført i mange år, og som (kan) bruges til ikke bare at overvåge borgernes adfærd, men også at styre borgernes adfærd i en bestemt retning. Fristelsen til som stat at alliere sig med sådanne firmaer er naturligvis stor, og Kina er allerede for længst faldet for den.

Vi har i mange år talte om, at der skete en amerikanisering af dansk – og i det hele taget – europæisk kultur. Er det, som vi nu oplever, begyndelsen på en kinaficering af det danske samfund, når det gælder overvågningen, kontrol og manipulering af borgernes adfærd – dog alt sammen i den gode sags tjeneste, som fx øget sikkerhed?

Christiansfeld, mandag, den 11. november 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Et alvorligt, men overset, integrationsproblem i det danske samfund.

Integration af indvandrere er et vigtigt emne for det danske samfund, og derfor har vi da også et helt ministerium til at tage sig af det. Integrationspolitikken er et meget vigtigt politikområder, som har spillet en afgørende rolle i flere folketingsvalg. Med jævne mellemrum udgiver integrationsministeriet og andre instanser rapporter, der viser hvordan det går med integrationen. Her er der især fokus på indvandrernes adfærd og holdninger. Det handler bl.a. om, at indvandrere lærer dansk, kommer i arbejde og får danske venner – altså at de finder i det danske samfund og begynder at føle sig hjemme der. Og målt på disse og lignende parametre, så har vi stadig et stort integrationsproblem i Danmark.

Men forleden kom der en rapport, som sætter fokus på et aspekt af integrationsprocessen, som ofte er meget underbelyst i den politiske debat. En rapport, der kunne tyde på, at integrationsproblemet måske er dobbelt så stort, som vi hidtil har troet.

Den internationale organisation InterNations udsendte forleden rapporten ”Expat Insider 2019. The World Through Expat Eyes”, en undersøgelse som over 20.000 expats fra 182 nationer deltog i. Undersøgelsen, der viser resultatet fra de 64 lande, hvor der var flest expat-besvarelser, handler bl.a. om, hvor let eller svært expats føler, det er falde til i deres værtssamfund, som fx det danske. Her vil jeg blot referer svarene på de spørgsmål, som man med godt ret kan sige har at gøre med disse menneskers integration i det danske samfund.

Ease of settling in – her kommer Danmark næstsidst, på plads nr. 63, kun Kuwait ligger lavere.

Feeling at home – her ligger Danmark på plads nr. 62, kun Indien og Kuwait ligger lavere

Friendliness – her ligger Danmark næstsidst, på plads nr. 63, kun Kuwait ligger lavere.

Finding Friends – her ligger Danmark sidst, på plads nr. 64.

Nu ved jeg godt, at denne undersøgelse handler om expats, og ikke om indvandrere i almindelighed og da slet ikke om ikke-vestlige flygtninge. Men det gør blot integrationsproblemet endnu værre, for sandsynligheden taler for, at expats, der ofte kommer med en høj uddannelse og for manges vedkommende en vestlig kulturbaggrund, alt andet lige skulle have lettere ved at blive integreret i det danske samfund end indvandrere i almindelighed. Vi gammeldanskeres holdninger og adfærd bevirker – if. undersøgelsen – at expats (og det samme gør sig sandsynligvis gældende for indvandrere i almindelighed) – har meget sværere ved at finde sig til rette, at finde sig hjemme, at opleve venlighed og at finde venner her i vort samfund – sammenlignet med alle andre samfund i undersøgelsen.

Jeg ved også godt, at sådanne undersøgelser skal tages med et gran salt, men dette gran salt har vi været nødt til at sluge i efterhånden en del år, hvor lignende undersøgelser har vist stort set det samme.

Noget kunne altså tyde på, at vi også har et integrationsproblem i det danske samfund, når det handler om vi gammeldanskeres evne og vilje til at tage imod fremmede og hjælpe dem til at føle sig hjemme her hos os, et problem, som både belaster samfundsøkonomien og de mennesker, der rammes af det. Hvis det er tilfældet, så har integrationsministeriet og politikerne, der ønsker at fremme integrationen af de mennesker, som får lov at bo hos os, en stor opgave, som venter på at blive løst.

Jeg forventer at ansvarlige politikere tager dette problem op og udvikler en integrationspolitik på dette område, altså en integrationspolitik, der retter sig mod os gammeldanskere. Jeg forventer, at integrationsministeriet løbende måler på gammeldanskernes villighed og evne til at bidrage til integrationen, fx fremstillet i et integrationsbarometer for gammeldanskere. Nu nærmer julen sig, så måske kunne politikere og embedsmænd nå at strikke en  integrationspakke sammen som en julegave til den gammeldanske befolkning.

København, fredag, den 8. november 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Ny bog om kirke, mission, økumeni og offentlighedsteologi

BOG.jpgKristendommen er altid i bevægelse, da den altid må oversættes ind i nye kontekster og nye tid er og svare på nye spørgsmål. Måske er enhver tid derfor en brydningstid for kristendommen, men det er forskelligt, hvilke udfordringer kristendommens tår overfor og må brydes med. Hvad er kristendommens og kirkens rolle i et samfund præget af sekularisering og pluralisme? Bliver kristendommen reduceret til kulturkristendom og identitetsmarkør, eller eksponeres kristendommens missionalitet. Og hvordan kan man overhovedet forstå mission i dag?

Hvad er kirkens ansvar i mødet med tilhængere af andre religion og kristen fra forskellige konfessioner, som indvandringen fører til Danmark? Og hvad med de kristne, der forfølges rundt om i verden, hvordan kan vi bedst støtte dem? Samtidig med at kristendom og kirke marginaliseres i samfundet, rejser spørgsmålet sig, om kristne/kirken har et bidrag til den offentlige politiske debat, for at tage vare på det fælles gode?

Bogen henvender sig til alle, der er optaget af kirke, mission , økumeni og offentlighedsteologi i den aktuelle situation og ønsker den dybere forståelse af disse emner.

Læs smagsprøver på bogen her.

Forfatter: Mogens S. Mogensen
Titel: Kristendom i en brydningstid. Kirke, mission, økumeni og offentlighedsteologi
Forlag: Intercultural.dk
Antal sider: 339 sider
Indbinding: Hard cover
Pris: 250 kr. plus forsendelse.

Bogen kan bestilles hos:
Mogens S. Mogensen
Forlaget Intercultural.d
N. J. Holms Park 55
6070 Christiansfeld
Mail: mogensen@intercultural.dk
Tele: 2617 5712

8 kommentarer

Politiske paradokser i udlændinge-og integrationspolitikken

Når det gælder udlændinge- og integrationspolitik er der mange iøjnefaldende paradokser i dansk politik for tiden.

Alle undersøgelser viser, at når det gælder om at begrænse tilstrømningen af flygtninge, så er det kun de fælles (europæiske eller internati0nale) tiltag, der virkelig batter. Som Dansk Flygtningehjælp har vist, så følger tallet af asylansøgere i Danmark ikke regeringernes lempelser eller stramninger, men den generelle udvikling i Europa. Der kommer ikke færre flygtninge til Danmark, fordi man indfører nationale justeringer. Alligevel bruger politikerne meget krudt på nationale stramninger og forsøger at bilde borgerne ind, at det kan dæmme op for tilstrømningen af asylansøgere, samtidig med at den politiske opbakning til fælleseuropæiske løsninger falder. Det er da et paradoks.

Når det gælder flygtninge og beskyttelse, så har det lige siden vedtagelsen af Genevekonventionen handlet om flygtningenes beskyttelse, og det ansvar, det lægger på regeringerne i de lande, flygtninge søger asyl i. Men nu er spørgsmålet om flygtninge og beskyttelse i den politiske debat kommet til at handler om, hvordan vi som samfund kan beskytte os mod flygtningene og de udfordringer, som deres tilstedeværelse rejser. Det er da et paradoks.

Et af formålene med politikernes stramninger i udlændinge- og integrationspolitikken er at beskytte vort demokratiske samfund, hvis grundpiller er retsstaten med dens borgerlige friheder og menneskerettighederne. Men det er da paradoksalt, at mange af de midler, som politikerne har valgt at tage i brug for at beskytte demokratiet faktisk er med til at underminere den demokratiske retsstat ved at indskrænke borgernes frihedsrettigheder.

Det er da et paradoks. Paradokset kunne måske opløses, hvis det kunne påvises, at disse tiltag helt konkret var med til at løse et problem, der var en trussel mod det demokratiske samfund, men det er  svært at få øje på en sådan effekt.

Økonom og ekstern lektor på Københavns Universitet, Hjarn von Zernichow Borberg, har if. Information netop udgivet bogen Integration – her går det godt, der ”er baseret på omfattende data, der på en række områder fra uddannelse til udgifter sammenligner udviklingen over tid for henholdsvis ikkevestlige personer og personer af dansk oprindelse”. Borberg anerkender, at der stadig er udfordringer på integrationsområdet, men at det overordnet set går godt med integrationen. ”Men det ville også være et mirakel af rang, hvis der kunne komme 500.000 udlændinge til Danmark i løbet af ca. 40 år, uden at der var kriminelle eller dovne iblandt. Problemet er, at de får lov til at tegne hele feltet, og at man glemmer den store mængde mennesker, som lykkes. 97 procent af alle ikkevestlige indvandrere og efterkommere har eksempelvis aldrig været i fængsel. Alligevel er fokus primært på de tre procent, som har.” Borberg peger bl.a. på fem områder, hvor det går bedre med integrationen, end den har ry for. (1) Ikkevestlige indvandrere og efterkommere koster en minimal del af samfundskagen. (2) Ghettoer og parallelsamfund er et randfænomen. (3) Det går fremad på uddannelsesområdet. (4) Beskæftigelsen er bedre end sit rygte. (5) De fleste indvandrere og efterkommere føler sig danske. Andreas Kamm, der i mange år var leder af Flygtningehjælpen, fortalte forleden i et foredrag, at en udenlandsk observatør af integrationen i Danmark havde sagt til ham, at  I gør det rigtig godt i Danmark, men det lyder helt ad Pommern til, når i taler om det.” Det er da et paradoks.

I samme foredrag pegede Kamm på et andet paradoks i dansk udlændinge- og integrationspolitik. På en og samme tid ønsker regeringen at fremme integrationen af flygtninge og at reducere antallet af flygtninge, der søger asyl i Danmark. Det sidste skal ske ved at gøre vilkårene for flygtninge så dårlige, at Danmark kommer til at fremstå mindre attraktiv for evt. flygtninge, der søger mod Europa. Og så føjede Kamm til, at det er en meget stor opgave, at gøre Danmark mindre attraktiv for flygtninge, når man betænker, hvad de kommer fra, og hvad de kommer til. Men jo dårligere man gør vilkårene for flygtninge i Danmark, jo sværere bliver det for dem, der er kommet til Danmark, at blive integreret i det danske samfund. Det er da et paradoks.

Christiansfeld, mandag, den 4. november 2019
Mogens S. Mogensen

5 kommentarer

I en tidslomme – ved skæbnens tilskikkelse

MaleriVed skæbnens tilskikkelse kan det ske, at man lander i en tidslomme, som jeg oplevede, at det skete for mig i går. Min hustru og jeg kørte ind i Friedrichstadt eller Frederiksstad, som den sydslesvigske by hedder på dansk. Inden vi kom så langt, havde jeg læst mig til, at byen er grundlagt af Frederik den tredje, hertug af Slesvig, Holsten og Gottorp, i 1621 som en religiøs fristad – med den bagtanke, at det gerne skulle blive til en økonomisk gevinst for hertugdømmet. Vor plan var, at vi ville deltage i den danske menigheds gudstjeneste i Friedrichstadt.

Vi parkerede ved siden af en kirke, hvor præsten – der var klædt, som reformerte præster er det, og stod i døren og tog imod kirkegængerne – var så venlig at vise os vej. Det viste sig, at det var en remonstrant-kirke, der samlede den lille menighed en gang om måneden til gudstjeneste. Ideen til at grundlægge byen fik Frederik, da han hørte, at remonstranterne i 1619 havde fået forbud mod at opholde sig i Holland. Remonstranterne var hollandske calvinister (dvs. reformerte), som imidlertid fulgte deres leder Jacob Arminius’s lære, der adskilte sig fra den ortodokse calvinisme ved at afvise læren om forudbestemmelse. Byens første indbyggere var disse hollandske flygtninge, og derfor er der også den dag i dag et stærkt hollandsk præg over byen.

Om der var en forudbestemmelse over vort møde med remonstrantpræsten, ved jeg ikke, men på hans vejledning vandrede vi gennem byen og nød synet af de smukke gamle ”hollandske” huse omkring torvet. Et af husene bar ligefrem navnet Die Holländische Stube; i dag er det et lille hotel, men her boede engang en hollandsk maler, Jürgens Ovens. Vor vandring førte os forbi den lutherske kirke, Skt. Christophorus-kirken fra 1649, der – lige som mange andre bygninger i byen – er bygget i barokstil. Da vi kiggede ind i kirken, fangede det mørke alterbillede straks vores opmærksomhed. Det forestillede Kristi gravlæggelse med en smuk engel, der holder Kristus i hånden.  Det var malet af netop Jürgen Ovens i 1675 og skænket til kirken. Da vi havde betragtet billedet lidt, var det ikke nogen stor overraskelse at læse, at Ovens – hvis kontrafej optræder øverst til venstre i maleriet – var elev af Rembrandt.

Omsider nåede vi hen til det sted, hvor den danske gudstjeneste efter sigende skulle afholdes. Det viste sig at være i en gammel kirke tilhørende mennonitterne, der har fået deres navn efter Mennon Simons (1456-1561) fra Friesland, en provins i Holland. Mennonitterne var anabaptister og blev ofte forfulgt at reformerte og lutheranere. Kort efter at remonstranterne havde fået lov til at slå sig ned i Friedrichstadt – med religionsfrihed og en række andre privilegier – fik også mennonitterne lov til at bo i byen og byggede bl.a. den kirke, som vi nu skulle til gudstjeneste i, men som en lille gruppe mennonitter også stadig holder gudstjeneste i en gang i mellem. At der – om jeg så må sige – stadig var liv i mennonitmenigheden, fremgik af, at der på kirkegården bag kirken så sent som i 2017 var blevet begravet et medlem.

Vandringen gennem byen havde nærmest transponeret os tilbage til 1600-tallet, og oplevelsen af at dumpe ned i en tidslomme fortsatte, da den danske gudstjeneste begyndte. De første tre salmer, vi sang, var alle fra 1600-tallet. Vi indledte gudstjenesten med Joachim Neanders lovsang fra 1679 ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære”, og fortsatte med Kingos salme fra 1681, hvor vi blev mindet om, at ”Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde”. Dernæst ledte Peter Dass os i en lovsang, der – selv om den er skrevet i 1698 – stadig giver mening at synge: ”Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde. Om slægter svimle, blandt stjernestimle utallig vrimle i høje himle Guds grøde”.

På vej væk fra Friedrichstadt – på vej ud af tidslommen – kom jeg til at tænke på, at jeg ved skæbnens tilskikkelser faktisk selv var kommet til at bo i en slags tidslomme, idet vi, da vi  i 1991 vendte hjem fra Nigeria, slog os ned i Christiansfeld. Her tænker jeg ikke først og fremmest på, at vi købte et hus og stadig bor på i en ‘lomme’ på en vej, der er opkaldt efter den N. J. Holm, som ikke blot er kendt som forfatter til salmen ”Gør døren høj, gør porten vid”, men som også var et betydningsfuldt medlem af Brødremenigheden i Christiansfeld. Men jeg tænker på turisters oplevelse af Christiansfeld. Når de kommer til byen og vandrer rundt i bykernen fra 1770’erne, beundrer bygningerne i rokoko og klassicistisk stil, besøger Søstrehuset og ser, hvordan søstrene levede sammen for over 200 år siden, og hvis de deltager i brødremenighedens gudstjeneste og synger nogle af Zinzendorfs pietistiske salmer fra 1700-tallet og måske endda er så heldige at deltage i kærlighedsmåltidet, så må nogle af dem også få den oplevelse, at de er dumpet lige lukt ned i en tidslomme.

Kære læser, hvis din vej ved skæbnes tilskikkelse en dag falder forbi Friedrichstadt eller Christiansfeld, så kan jeg kun anbefale dig at lade dig drage ned i en af disse tidslommer. Du vil aldrig glemme det, når eller hvis du kommer ud af tidslommen igen.

Skt. Peter-Ording, mandag, den 28. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

1 kommentar

Folkekirken og Fælleserklæringen: Retfærdiggørelse og helliggørelse

Det helt centrale tema i den reformation, som Martin Luther i 1517 satte i gang, var spørgsmålet om retfærdiggørelseslæren. Men efter mange års dialog enedes den katolske kirke repræsenteret ved Det Pavelige Råd for Fremme af Kristen Enhed og de lutherske kirker repræsenteret ved Det Lutherske Verdensforbund i 1997 om en ”Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren”, der i princippet afsluttede en femhundrede år gammel strid.

Hensigten med fælleserklæringen er at ”påvise, at de underskrivende lutherske kirker og den romerske katolske kirke nu på basis af dialogen er i stand til at formulere en fælles forståelse af vor retfærdiggørelse ved Guds nåde gennem troen på troen på Kristus. Fælleserklæringen indeholder ikke alt, hvad den enkelte kirke lærer om retfærdiggørelse; men den rummer en fælles forståelse af retfærdiggørelseslærens grundlæggende sandheder og viser, at de resterende afvigelser i fortolkningen ikke længere giver anledning til læremæssige fordømmelser”.

Men da Fælleserklæringen blev sendt til godkendelse i de lutherske kirker, kunne folkekirkens biskopper i deres svar i 1998 ikke gå ind for en sådan godkendelse. Biskopperne svarede, at ”Vi er ikke i stand til at give vor fulde støtte til FE’s tekst”.[i]

I Kristeligt Dagblad i dag  (i artiklen ”Skelsættende luthersk-katolsk dokument fejrer 20-årsdag – uden folkekirken”) vurderer professor i dogmatik, Niels Henrik Gregersen, imidlertid ”at brevet fra de danske biskopper var ”hastigt og ikke så velfunderet”. Når 20-årsdagen for Fælleserklæringen skal fejres den 31. oktober – uden dansk deltagelse – er det måske en anledning til at overveje, om der (stadig) er basis for afvise den fælles forståelse af retfærdiggørelseslæren?

Men hvad var biskoppernes begrundelse for at sige nej til at lade folkekirken tilslutte sig Fælleserklæringen? Biskopperne skrev, at det var deres ”opfattelse, at FE på følgende punkter viser, at der ikke eksisterer en sådan fælles forståelse” og så henviser de først og fremmest til synet på retfærdiggørelseslæren som kriterium og synet på helliggørelse.

Biskopperne var for det første af den opfattelse, at ”Ifølge den lutherske lære er artiklen om retfærdiggørelse det ene uopgivelige kriterium for læren, forkyndelsen og for hele kirkeforståelsen, medens den katolske kirke forstår artiklen om retfærdiggørelse som én vigtig trossandhed blandt flere, og hævder, at der findes flere kriterier”.

Uden at stille spørgsmålstegn ved retfærdiggørelseslærens betydning kunne man dog spørge, om ikke fx inkarnationslæren eller treeninghedslæren if. den lutherske tradition er lige så vigtige kriterier for sand kristendom?

Biskopperne var for det andet ”ikke tilfredse med beskrivelsen af den lutherske lære om ”simul justus et peccator”. Sætningen ”Derfor kan den kristne i sit liv her på jorden i hvert fald delvis føre et retfærdigt liv” kan ikke blot let misforstås; den er også uforenelig med den lutherske forståelse af forholdet mellem synd og retfærdighed”. Biskopperne anerkender at man i fælleserklæringen finder ”en klar beskrivelse af den katolske lære om nåden: at nåden modtages af den troende på en dobbelt måde: først igennem retfærdiggørelse, og dernæst igennem fornyelse, og at det er nødvendigt for modtageren at samarbejde for så vidt angår fornyelsen”. Men det er ikke er fælles forståelse.

I ovennævnte artikel i Kristeligt Dagblad giver Niels Henrik Gregersen udtryk for, at brevet ”var præget af, at der i dansk lutherdom traditionelt har været en stærk skepsis over for tanken om helliggørelse. I andre lutherske kirker er der slet ikke samme modstand mod at tale om helliggørelse, så længe man holder fast i, at retfærdiggørelsen alene sker ved nåden. Derfor har det været lettere for andre lutherske kirkesamfund at tilslutte sig”.

Det er i denne sammenhæng interessant at bemærke, at Metodistkirken i 2006 (lige som den reformerte kirke i 2017) tilsluttede sig Fælleserklæringen. I 2018 indgik folkekirken en aftale  ”Én tro, én dåb, én nåde” (i forlængelse af begge kirkers medlemskab af Leuenberg-fællesskabet) med den danske metodistkirke, for hvem helliggørelse spiller en helt central rolle.

I afsnittet om ”Retfærdiggørelse” står der bl.a., at ” Det er et fælles synspunkt, at det troende menneske er et menneske forenet med Kristus, og Kristus er subjektet i den kristnes liv. Med udgangspunkt i denne forståelse afviser den metodistiske tradition det fuldstændige tab af gudbilledlighed – ikke ulig opfattelsen hos Grundtvig – og kan ud fra forståelsen af nådens forvandlende kraft i større udstrækning end den lutherske tradition betone menneskets samarbejde med Gud. … Såvel metodistisk som luthersk forståelse enes altså om at afvise enhver forståelse, der måtte gøre frelsen til resultat af menneskets anstrengelse. På samme måde afvises en forståelse af retfærdiggørelsen, der efterlader mennesket uberørt. Den metodistiske tradition betoner i højere grad end den lutherske menneskets helliggørelsesproces …, men samtalen afslørede, at såvel den metodistiske som den lutherske teologi har en betydelig variationsbredde, således at det som opfattes som traditionelle forskelle mellem metodisme og lutherdom også lader sig genfinde som teologiske forskelle internt i de enkelte kirker.” Folkekirken og Metodistkirken ser ikke ens på helliggørelsen, men her åbnes der alligevel op for en folkekirkelig anerkendelse af helliggørelsens betydning!

Der er ingen tvivl om, at der i den danske lutherske tradition har været en stærk skepsis over for enhver tale om helliggørelse, men måske ville det være umagen værd at genbesøge Luthers skrifter for at se, om den forståelse af helliggørelse, der kommer til udtryk i Fælleserklæringen, virkelig er i modstrid med vor kirkefader Luthers teologi. Det kunne jo tænkes, at de lutherske kirker, som har underskrevet Fælleserklæringen, har gjort det, fordi de havde nogle indsigter i luthersk teologi, som også kunne være med til at befrugte forkyndelse, undervisning og åndelig vejledning i folkekirken. For mig at se er det vigtigste spørgsmål her ikke, om Folkekirken formelt tilslutter sig Fælleserklæringen – og det løb er nok kørt – men at vi benytter denne anledning til at overveje, hvordan vi i folkekirken skal forstå retfærdiggørelse og helliggørelse i dag.

Christiansfeld, lørdag, den 26. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

 

[i] Biskoppernes svar kan læses her: https://www.vivit.dk/jd/ Det er den nederste tekst på denne hjemmeside.

 

Skriv en kommentar

Behov for demokratisk dannelse hos både gammel- og nydanskere

Da integrationsministeriets medborgerundersøgelse for nogle dage siden blev offentliggjort, vakte det stor opsigt, at undersøgelsen viste, at 42 % af indvandrerne og 48 % af førstegenerationsefterkommerne var enten enig eller helt enig i, at ”Det bør være forbudt at kritisere religion” (i parentes bemærket mente hele 20 % af de adspurgte personer med dansk oprindelse, at religionskritik skulle forbydes!).

Marie Krarup, der er medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, siger, at ”Det er fuldstændig uacceptabelt, at man vil forbyde kritik”, og det har hun så aldeles ret i. For religionskritik er en del af den ytringsfrihed, som er en grundlæggende byggesten i  enhver demokratisk retsstat. Så vidt så godt, men så siger hun i øvrigt, at ”Tallene viser jo – efter min mening – at det er religion, der er hele krumtappen i integrationsproblemet.” Og at  ”Man kan ikke blive integreret i Danmark, hvis man ikke kan tåle, at ens religion bliver sønderlemmet og analyseret. Det viser, at Islam er helt fejlplaceret” (BT 15. oktober: ”DF om forbud mod religionskritik: ’Det er en vanvittig tankegang’)

Præmissen for denne vurdering at mennesker med sådanne holdninger (som hun så identificerer som muslimer, hvilket undersøgelsen jo ikke forholder sig til), er at mennesker med dansk oprindelse i modsætning til muslimer har demokratiske værdier (at hele 20 % af de etniske danskere også ønsker et forbud med religionskritik burde dog nuancere Marie Krarups sort-hvide fremstilling en del).

Men så offentliggjorde ”Mandag morgen” i mandags en undersøgelse, der – for at blive i Marie Krarups terminologi – peger på “en vanvittig tankegang. Der er tale om en omfattende måling blandt 5.900 vælgere, en undersøgelse, der er lavet i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen. Undersøgelsen viste bl.a., at 28% af de adspurgte var enige (helt eller delvist) i udsagnet: ”Muslimske indvandrere børe sendes ud af landet”, mens 40% af var uenige (helt eller delvist) i udsagnet (Mandag Morgen, den 21. oktober 2019: ”Hver fjerde dansker: Muslimer skal ud af Danmark”).

Mens der var mange politikere, der lige som Marie Krarup – med god grund – gav udtryk for bekymring over undersøgelsen om indvandreres holdning til religionskritik, kniber det mig at finde politikere, som giver udtryk for bekymring over danskernes holdning til udvisning af muslimske indvandrere. Men jeg kan selvfølgelig have overset noget.

Prof. Jørgen Goul Andersen, der har været med til at lave undersøgelsen, er derimod dybt bekymret, og jeg må give ham ret. I artiklen i Mandag Morgen udtaler han: ”Det er mildest talt temmelig skræmmende, uanset hvordan man tolker det. Udsmidning af muslimer strider jo mod religionsfriheden i Grundloven. At så mange alligevel erklærer sig enige i holdninger, som vi normalt har betragtet som utilstedelige, tyder på et forfald i demokratiske værdier, som man næsten kun kan bebrejde den politiske elite. Den har måske sat en lavine i gang, som kan være svær at stoppe”.

At sende indvandrere ud af landet alene på basis af deres religion er naturligvis i strid med den religionsfrihed, som er et grundlæggende element i enhver demokratisk retsstat. Og når der er så mange, der går ind for at sende indvandrere ud af landet alene på basis af deres religion, og der ikke engang er et flertal, der erklærer sig uenige heri, så har vi da i det danske samfund et alvorligt demokratisk problem.

Nu skal alle undersøgelser, som dem Mandag Morgen og Integrationsministeriet har foretaget, naturligvis tages med et gran salt. Det kan godt være, at Integrationsministeriets undersøgelse af holdningen tilreligionskritik er blevet påvirket af, at Rasmus Paludan i denne periode for rundt i landet og brændte koraner af i kvarterer med mange indvandrere. Og det kan også godt være, at Mandag Morgens undersøgelse af holdningen til udvisning af muslimer er blevet påvirket af den hårde politiske retorik omkring det såkaldte paradigmeskifte, hvor politikerne ændrede fokus fra integration til hjemsendelser. Men mon ikke begge undersøgelser – selv hvis man anlægger en kritisk vinkel på dem – indikerer, at der er mange i dette samfund, som har et anstrengt forhold til demokrati og frihedsrettigheder.

Dertil kommer, at vi  i denne tid –  når det gælder de politikere, vi har valgt til at vogte demokratiet –  undertiden oplever, at vi måske har sat ræven til at vogte gæs. Der har desværre været flere tilfælde, hvor politikerne har vedtaget love, der er i strid med grundlæggende retsstatsprincipper, og efter min mening er det netop det, som politikerne i denne uge er i fuld gang med, når de haster lovforslaget om fratagelse af statsborgerskab igennem – uden for alvor at lytte til juridiske eksperters advarsler.

Det er altså ikke kun indvandrere, der på nogle punkter sætter den demokratiske retsstat under pres, men også gammeldanskere. Så vi har måske en fælles samfundsudfordring, nemlig at fremme den demokratisk dannelse hos alle borgere her i landet, gammeldanskere, såvel som nydanskere.

 

København, onsdag, den 23. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Forslag til lov om fratagelse af statsborgerskab er en trussel mod retsstaten

I Danmark fik vi folkestyre, dvs. demokrati, med indførelsen af junigrundloven i 1849, dermed fik borgerne (men i 1849 dog ikke ”fruentimmer, folkehold, fattige, fjolser, fallenter, forbrydere, fremmede, farende”) stemmeret, så de kunne vælge dem, der skulle styre landet (men i 1849 dog ikke parlamentarisme, hvor en regering ikke må sidde med et flertal imod sig.

Men vi fik først en retsstat med vedtagelsen af retsreformen i 1919, der opfyldte grundlovens løfteparagraffer om grundlæggende retsstatsprincipper. Preben Wilhjelms skriver i bogen  ”Kampen for retsstaten” (2018), at ”det karakteristiske for retsstaten er, at den beskytter den enkelte borger od overgreb fra statsmagtens side. De grundlæggende principper i en retsstat er er lighed for loven, magtens tredeling, uafhængige domstole, privatlivets fred,  respekt for elementære frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed, trykkefrihed og forsamlingsfrihed og beskyttelse af den enkelte mod overgreb fra myndigheder osv. Det handler principper som: ”Enhver mistænkt skal betragtes som uskyldig indtil det modsatte er bevist”, WIngen må straffes uden dom”. ”Hellere lade ti skyldige slippe fri end dømme én uskyldig”.

I dag tager vi det let for givet, at demokrati og retsstat er uadskillelige (og sådan burde det da også være), men det er værd at bemærke, at vi i Danmark faktisk havde en form for demokrati i 70 år, før vi fik en egentlig retsstat! Det vil sige, at demokratiet udvikledes til den form for retsstatligt demokrati, som vi i dag tager for givet. Men den omvendte udvikling er bestemt også mulig, hvor retsstaten undergraves og vi står tilbage med en for illiberalt demokrati, som det er ved at ske i flere østeuropæiske lande. Hvis demokrati kun handler om, at vælgerne må stemme og vælge parlamentarikerne, som så må bruge det flertal, de kan etablere, til hvad som helst – ud fra devisen at ingen og intet er over parlamentet(s flertal) – vil retsstaten hurtigt komme til kort.

Der er i dag ingen – bortset fra nogle af de mest formørkede islamister – der vil bekæmpe demokratiet, snævert forstået som alle voksnes ret til at stemme og dermed tage ansvar for Danmarks politiske udvikling. Men spørgemålet er, hvordan vi i Danmark i disse år tager vare på selve retsstaten, altså den grundlæggende retssikkerhed for borgerne.

Desværre har der i de senere år været flere eksempler på, at det ikke altid helt og fuldt har været tilfældet. Og nu skal der så hastes et lovforslag igennem folketinget, som også er meget problematisk, nemlig ”Forslag til Lov om ændring af lov om dansk indfødsret og udlændingeloven”:

”Den, som har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser, kan af udlændinge- og integrationsministeren frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.” Og så føjes der til, at ”Hvis det trods rimelige bestræbelser herpå ikke er muligt på andre måder at meddele frakendelsen efter stk. 3 til den pågældende, optages frakendelse af statsborgerskab som meddelelse i Statstidende. … Sager omfattet af denne bestemmelse indbringes for Københavns Byret af pågældende, som … har fået frakendt sin danske indfødsret, inden 4 uger”.

I bemærkningerne forklares hensigten med lovforslaget: ” Regeringen mener, at de såkaldte fremmedkrigere har vendt Danmark ryggen og har kæmpet imod de danske værdier om demokrati og frihed. Regeringen nærer absolut ingen sympati for dem, og de er uønskede i Danmark. Det er således efter regeringens opfattelse vigtigt at gøre alt, hvad der er muligt for at få taget det danske statsborgerskab fra fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab, og derved i højere grad end i dag sikre, at disse mennesker ikke vender tilbage til Danmark.”

Hvad er de retsstatslige problemer ved dette lovforslag?

For det første har dette lovforslag i praksis tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at på det tidspunkt, hvor den landsskadelige virksomhed angiveligt blev udført, var den ikke underlagt en lov, der indebar fortabelse af indfødsret og dermed statsborgerskab. Love med tilbagevirkende kraft hører normalt ikke hjemme i en retsstat.

For det andet sammenblandes her den dømmende og udøvende magt. Her tillægges den udøvende magt, udlændinge- og integrationsministeren, ret til at fælde dom om, hvorvidt en person har handlet til skade for landets vitale interesser – og bemærkningerne gøres det klart, at der her er tale om bl.a. landsforræderi. Hermed overlades det altså til en minister at foretage en strafferetlig vurdering, noget som man i et retssamfund overlader til uafhængige domstole.

For det tredje er det et grundprincip i et retssamfund, at en anklaget har ret til at forsvare sig selv, når der skal træffes afgørelse om hans eller hendes borgerlige rettigheder. Men når man kan nøjes med at offentliggøre ministerens afgørelse om, at vedkommende har fortabt sit statsborgerskab og dermed sit danske pas, og at vedkommende skal indbringe sin sag for en domstol i Danmark (hvortil han eller hun nu er forment adgang) inden for en måned, har staten i praksis frataget mange retten til at forsvare sig selv.

I øvrigt er denne lov sandsynligvis i modstrid med artikel  6 (om ret til en retfærdig rettergang) og artikel 7 (ingen straf uden retsregel) i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Når det gælder den tilbagevirkende kraft, så siger artikel 7 ligefrem, at ”Ingen kan kendes skyldig i strafbar lovovertrædelse på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en strafbar overtrædelse af national eller international ret på den tid, da den blev begået. Ej heller må der pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev begået.”

Jeg har overhovedet ingen sympati med de Syriens-krigere, som regeringen ønsker at ramme med dette lovforslag, men for mig at se, så må danske statsborgere, der har brudt dansk lov, bringes for en domstol i Danmark, og hvis de kendes skyldige i alvorlige lovovertrædelser straffes i et dansk fængsel. Sådan gør man i et retssamfund!

Men det lov, som regeringen her fremlægger, er så vidt jeg kan skønne, uanset om man måtte være enig eller uenig i lovforslagets hensigt, og uanset hvor stort et demokratisk flertal der måtte blive for lovforslaget, med til at underminere retsstaten. Måske skulle alle ministre og folketingspolitikere tilbydes et grundkursus i, hvad det betyder, at Danmark er en retsstat.

Jeg tilslutter mig Preben Wilhjelms vurdering, når han i sin bog ”Kampen for retsstaten” skriver:

”Retssikkerheden står for mig som den helt afgørende indikator for, om et samfund er acceptabelt eller ej. Det økonomiske system kan være forskelligt – og jeg har mine præferencer. Graden af demokrati og reel lighed kan være forskellig -og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Men over disse forskelle står retssikkerheden, dvs. hvordan det enkelte menneske er beskyttet mod overgreb eller vilkårlighed fra statens side, hvordan mindretal er beskyttet mod overgreb eller vilkårlighed fra majoriteten. Selv de fineste demokratiske principper viser sig også i vores egen historie værdiløse, hvis de ikke er baseret  på en retsstat, som yder den enkelte borger retsbeskyttelse”.

Christiansfeld, torsdag, den 17. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Kristnes holdninger til islam og muslimer

Igen og igen hører jeg kristne sige, at vi skal elske muslimerne, men hade islam (Det minder mig om udsagnet om, at Gud elsker synderen, men hader synden, men der er blot den forskel, at vi alle er syndere og alle har del i synden, mens vi ikke alle er muslimer og ikke alle har del i islam). Det er åbenbart ikke kun i Danmark, dette udsagn spreder sig disse år. Forleden faldt jeg over en artikel[1] af en libanesisk professor i islamiske studier, som også har undervist på Fuller Theological Seminary i Los Angeles, hvor jeg en gang har studeret. I artiklen skriver han, at dette udsagn er problematisk, fordi det meget let fører til en dæmonisering af muslimer, og det vil i den grad vanskeliggøre et meningsfuldt missionsengagement blandt muslimer. For som Accad skriver: “Your view of Islam will affect you attitutde to Muslims. Your attitude will, in turn influence your approach to Christian-Muslim interaction, And that approach will affect the ultimate outcome of your presence as a witness among Muslims”.

Accad skelner mellem fem holdninger til islam og muslimer. Den synkretistiske holdning indebærer en relativering af de religiøse forskelle mellem islam og kristendom, mens den eksistentielle tilgang fokuserer på kristnes og muslimers sameksistens ud fra en forståelse af at essensen i både islam og kristendom er godhed og moral. Den apologetiske holdning fokuserer på at forsvare kristendommen over for misforståelser og angreb fra muslimers side, mens den polemiske tilgang repræsenterer en aggressiv tilgang til mødet med islam, hvor det handler om at nedgøre og bekæmpe islam. Accad er i forskellig grad skeptisk over for disse holdninger, men vil ikke fuldstændigafvise dem, da der i bestemte kontekster kan være brug for elementer af dem. Men han argumenter for en femte holdning, som han kalder den kerygmatiske, ud fra den overbevisning, at denne holdning bedst harmonerer med Jesu virke, som evangelierne fremstiller det.

Her er der fokus ikke fokus på kristendommens institutionelle sider, men på kerygma, budskabet om Guds Rige, Guds nåde og Guds positive invitation til hele menneskeheden om at indgå i fællesskab med ham ved Jesus Kristus. Den kerygmatiske tilgang adskiller sig fra de andre ved, at der ikke er nogen polemisk aggressivitet, ikke nogen apologetisk forsvarsholdning, ikke nogen eksistentiel tilpasning eller nogen synkretistisk flygtighed.

Den kerygmatiske tilgang indebærer et syn på islam som et institutionaliseret religiøst system, der har bevaret mange vigtige elementer fra den jødisk-kristne tradition og indeholder derfor sandheder om Gud og hans åbenbaring, men mangler helt afgørende sandheder, som åbenbaredes i Jesus og proklameredes af ham, som det fremgår af evangelierne. Det anerkendes, at Muhammed oprigtigt troede at han havde modtaget et guddommeligt kald til at være Guds profet for Araberne. Muhammeds virke ( især i Mekka minder) på mange måder om om gammeltestamentlige profeter, idet han ledte sit folk væk fra polyteisme til tilbedelsen af den ene Gud. Koranen ses som Muhammeds oprigtige forsøg på at give araberne på deres sprog centrale elementer fra de jødisk-kristne skrifter. Især i Medina-perioden opfattede Muhammed det budskab han bragte som værende en fortsættelse af den jødisk-kristne tradition. Muslimer forstås som mennesker, som er stærkt optaget af at leve på en måde, der behager Gud, men de har ikke i islam muligheden for at opleve det dybe personlige forhold til Gud som deres far, som Jesus tilbyder.

I synet på islam og muslimer adskiller den kerygmatiske holdning sig markant fra de øvrige. Fx indebærer den polemiske holdning ofte en forståelse af, at Muhammed var besat af dæmoner, en antikrist, hvis opgave det er at lede folk på vildspor, mens Muhammed ud fra den eksistentielle holdning måske vil bliver anerkendt som en profet sendt af Gud til araberne. Ud fra en synkretisktisk holdning vil man betragte Koranen som Muhammeds litterære værk, som han brugte til at gøre indtryk på sit samfund, mens man ud fra apologetisk holdning vil man betragte Koranen som et plagiat af bibelen, sammenligne Koranen med bibelen for at påvise fejl og misforståelser i Koranen. Polemikere vil være tilbøjelige til at betragte muslimer som mennesker, der er blevet forført og bedraget, mens synkretister vil sige, at muslimer følger en ideologi, som tilbyder dem en etisk vejledning, der kan gøre dem til gode samfundsborgere.

Den kerygmatiske holdning til engagementet med muslimer er baseret på respekt og tillid, et engagement, der både handler om at aflægge et vidnesbyrd om Kristus og om at skabe gode relationer. Det sker ud fra et oprigtigt ønske om at lære noget gennem gensidig udveksling af opfattelser om Gud og tro, og ud fra den overbevisning, at en meningsfuld potentielt livsforvandlende samtale vanskeligt kan finde sted uden en sådan respekt og tillid. I drøftelsen af teologiske og samfundsmæssige og kulturelle spørgsmål inddrages både koranen og bibelen og andre dele af de to traditioner. Målet er at påvirke det muslimske samfund uden straks at skabe et fjendskab mellem de to samfund og for at undgå, at de, som måtte vælge at følge Kristus ikke bliver udelukket af deres samfund. Denne holdning indebærer ikke, at konvertitten skal forkaste hele sin religiøse arv, fordi der ikke er tale om at udskifte en religiøs institution med en anden, men om en ny relation til Kristus.

De andre holdninger lægger op til andre former for interaktioner med muslimer. Den synkretistiske holdning flugter bedst med en sekulær dialog mellem kristne og muslimer, der ikke nødvendigvis vil være attraktiv for religiøse ledere. For dem, der følger den eksistentialistiske holdning, er målet med dialogen at opmuntre til gensidig social og religiøs forståelse og tolerance mellem kristne og muslimske samfund. Her vil man fokusere på det, de to religioner har til fælles og undgå konfliktfyldte emner. Apologeter engagerer sig typisk i mødet med muslimer alene for at evangelisere ved at søge at demonstrere sandheden i kristendommen og tilbagevise islams validitet. Formålet med at indgå i dialog med muslimer vil for polemikere ofte være at understrege forskellene mellem islam og kristendommen og demonstrere over for muslimer, at islam er en falsk religion. Den polemiske holdning fører let til konflikt mellem det muslimske og det kristne samfund, og hvis muslimer i processen bliver kristne, må de typisk enten leve som skjulte kristne eller forlade deres muslimske samfund.

I stedet for at arbejde ud fra devisen om at ”elske muslimer og hade islam”, vil det give meget mere mening at arbejde på at søge at etablere positive relationer til muslimer baseret på respekt og tillid.

Christiansfeld, torsdag, den 17. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

[1] Martin Accad, “Christian Attitudes towards Islam and Muslims: A Kerygmatic Approach”.  I Evelyn Reisacher (red.), Toward Respectful Understanding and Witness among Muslims. Essays in Honor of J. Dudley Woodberry. School of World Mission. 2012.

1 kommentar

Afrikansk input til debatten om den gudstjenestelige liturgi i folkekirken

Dama-danceForleden fik jeg tilsendt en lille bog med titlen ”Dance, Worship and Cross-Cultural Mission in the West African Context: Factors for Church Growth”. Bogen er skrevet af min gamle ven, Daniel Dama, en kristen fulan fra Benin, som for øjeblikket er i gang med sin PhD på et universitet i Californien.

Det slog mig, da jeg læste bogen, at folkekirken faktisk repræsenterer en ”danseløs” kristendom. Dans defineres i Gyldendals Store Nordiske som ”bevægelse af kroppen, uden andet fysisk formål end selve bevægelsen. Dans opstår af menneskets iboende bevægetrang, ofte i forbindelse med socialt samvær og ritualer. … Dans følger oftest en rytme fra ledsagende musik eller sang”. Vi har bevægelse af kroppen i gudstjenesten: Vi bliver bedt om at rejse os op, når vi bliver tiltalt og skal lytte til bibeltekster, men når vi synger sidder vi lige så stille på kirkebænkene.

Denne ”danseløse” kristendom har danske og mange andre europæiske missionærer bestræbt sig på at videregive til afrikanerne, men her var ”menneskets iboende bevægetrang, ofte i forbindelse med socialt samvær og ritualer”, så stærk at det på den lange bane mislykkedes. Jeg husker, da jeg selv var missionær i 1980’erne i Nigeria, at en agtværdig kirkeældste, der var godt oplært af danske missionærer, sagde til de unge, at det blev over hans lig, at der blev indført trommer [der spiller en afgørende rolle i forbindelse med dans i Afrika] i kirken. Nogle år senere var den gode kirkeældste stadig i live, da man begyndte at bruge trommer i hans menighed, og han også selv begyndte at bevæge kroppen til rytmerne.

I bogen giver Daniel Dama i det første kapitel et ”Overview of African Cultural Music and Dances”, og da jeg læste det, kom jeg til at tænke på, at dans også altid har spillet en rolle i dansk (og europæisk kultur), og her tænker jeg ikke på den romantiske pardans.

I det næste kapitel gennemgår han ”Biblical Concept of Dance”, og det er jo den samme bibel, som vi læser i folkekirken, og som indeholder talrige eksempler på dans i en religiøs sammenhæng. Skulle vi have overset det – fordi vi måske ikke er så grundige bibellæsere i folkekirken, så minder vores salmebog os faktisk talrige gange om dans i en kristelig sammenhæng. Fx opfordrer Grundtvig  i en julesalme til, at vi som respons på de gode nyheder om Guds søns fødsel ”Synger og danser og klapper i eders småhænder”.

I det tredje kapitel tager Daniel Dama fat på spørgsmålet om kontekstualisering, hvor han skriver om, hvordan evangeliet må udtrykkes i en kultur (fx gennem dans) uden at det mister sin grundlæggende betydning. Her citerer han ghanesiske kristne for at sige: ”We cannot worship properly without dancing. How can a Christian fully express his or her joy of being saved without putting it into dancing?”. Men det kan vi godt i folkekirken – eller kan vi nu også det?

I bogens sidste kapitel, ”Conclusion” skriver Daniel Dama, at ”in Africa, dance is far from being a mere entertainment…. Just as with music, our dances are such precious gifts from God to humanity. In West Africa, dance and music are intertwined just as it was during Jesus’ time (Luke 15,25). Dancing and gestures permeate worship in the African context. All noble dance moves and gestures are encouraged in the West African church context”.

Så vidt så godt. Men min gode ven Daniel Dama, som selv er en fantastisk musiker og danser og missionær, har en udfordring til os her i Danmark og Vesten i det hele taget. Lige siden de første vestlige missionærer begyndte deres missionsarbejde i Afrika for over 100 år siden, har afrikanerne lagt øre til, hvad vi havde på hjerte og gerne ville dele med dem. Måske er tiden nu kommet til, at vi også her i Danmark skulle lytte til afrikanske kristnes indsigter og hvad de gerne vil dele med os.

”I believe dances are also part and parcel of the Western society; it is, however, not understandable why they are yet to be practiced in Churches. I suggest that Christians in Europe and America be willing to learn how these African cultural practices are successfully promoted in churches so they might experience numerical and qualitative growth, especially now, when membership seems to be dwindling. To achieve this, on the one hand, African Christians should be invited to Wester churches in order to participate in corporate worship services; on the other hand, Western Christian worship leaders should launch studies’ trips to Africa where they may tap some experiences. The African dance practices can be successfully transplanted to Western churches through the establishment of West African dance training centers in the West whereby through teaching and preaching rooted in the Scriptures are done”.

Er der mon noget, vi i folkekirken har overset, i forbindelse med arbejdet med gudstjenesteliturgien og den debat, vi skal have i menighederne om, hvordan vi fremover skal holde gudstjeneste sammen? Har vi mon noget at lære af kirkerne i Afrika?

Christiansfeld, onsdag, den 16. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

 

2 kommentarer

Kære skat!

Du ved, hvor meget du betyder for mig, ja, så meget, at jeg er parat til hvert år at dele alt, hvad jeg tjener med dig. Jeg ved også godt, at du nu i længere tid har været ude i økonomiske problemer, fordi du har haft nogle meget dårlige venner, som har lænset dig for mange penge. Jeg kan godt forstå, skat, at det må være meget svært for dig.

For en måned skrev du til mig: ”Du mangler at betale, skat”. Ja, du havde regnet ud, at jeg manglede at betale 3.404 kr., som du åbenbart havde forventet at få af mig, af det der blev til rest, skat, af min løn. Fordi du er min skat, skyndte jeg mig straks at betale.

Men jeg blev virkelig overrasket i dag over at modtage et brev fra dig igen, skat, hvor du skriver nøjagtig det samme som for en måned siden: ”Du mangler at betale, skat”, og det var endda nøjagtig det samme beløb, nemlig 3.404 kr. Det skal du have, at du var så hjælpsom at forklare ”Sådan betaler du” (sådan har du altid været), og du var også så forstående, at du spurgte ”Kan du ikke betale hele beløbet på én gang?”, for du var parat til at give mig ”en aftale om, at du kan betale beløbet over flere gange”.

Da jeg så ringede til dig, skat, for at tale med dig om det, sagde du, at du ikke havde tid til at tale med mig lige nu, fordi der var mange andre, som du først skulle tale med. Og jeg som troede, at jeg var din nr. 1, skat …  Men fordi du er min skat, så ventede jeg tålmodigt ved telefonen – og heldigvis havde jeg lige fået en ny telefon med et fuldt opladt batteri, for jeg måtte vente længe, ja, tyve minutter inden du kom til telefonen og forklarede mig, at jeg faktisk skulle  betale endnu flere rater på 3404 kr. til dig, inden du ville være tilfreds med mig. Jeg må indrømme, at du er meget krævende, skat.

Og nu kommer jeg så i det hele taget i tvivl, om du virkelig er min skat, når du skriver B-skat og Rest-skat til mig! Det kan ikke blive ved på den måde!

Din skatteven.

1 kommentar

Indre Mission og kvindelige præster

Set ud fra et kirkehistorisk synsvinkel er det, der i denne tid sker på kirkens højrefløj, meget interessant. Var der noget, der i mange år bandt højrefløjen sammen, så var det modstanden mod kvindelige præster, idet anerkendelsen af kvindelige præster blev betragtet som et tegn på manglende bibeltroskab. At Indre Mission og Menighedsfakultetet var modstandere af kvindelige præster var almindeligt kendt. Men så kom til manges overraskelse for nylig meddelelsen om, at Menighedsfakultetets officielle holdning til spørgsmålet om kvindelig præster nu var ændret, så bestyrelsen ikke længere var modstander af kvindelige præster, men afstod fra at hævde en bestemt officiel holdning til spørgsmålet.

Men hvis man studerer Menighedsfakultetets historie lidt nøjere, så viser det sig, at det ikke var en beslutning, som kom ud af det blå. Flere af fakultetets lærere havde nemlig i mange år været tilhængere af kvindelig præster, og der har da også været mange kvindelige studerende, der på Menighedsfakultetet har forberedt sig på at blive præster i Folkekirken. På mange måder reflekterer bestyrelsens beslutning blot det virkelighed, som der efterhånden havde udviklet sig på Menighedsfakultetet.

Men hvad så med Indre Mission, der udgør en meget stor del af Menighedsfakultetets bagland? Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard ”retter en tydelig og smertelig kritik mod Menighedsfakultetets beslutning” (Kristeligt Dagblad, den 8. oktober), for Indre Missions officielle holdning er, at bevægelsen holder fast i sin traditionelle modstand mod kvindelige præster. Men hvis man studerer Indre Missions nyere historie lidt nøjere, så viser det sig, at Indre Missions holdning til kvindelige præster også er i bevægelse (nogle ville sige ’skred’). I 1949, året efter, at folkekirken fik de første kvindelige præster, udtalte Indre Missions formand Christian Bartholdy på Hovedbestyrelsens vegne, ”At der er givet kvinden en plads i evangeliets gerning, men ikke som ordineret, ikke som menighedens leder, ikke ’det hellige prædike- og læreembede, som vort ordinationsritual taler om.” Og derfor havde kvindelige præster ikke tilladelse til at tale i Indre Missions huse.

Men den linje rettede lokale Indre Missions samfund sig ikke efter, og derfor følte Indre Missions hovedbestyrelse sig i 1973 nødsaget til at træffe den beslutning, at det var op til det enkelte Indre Missions samfund at afgøre, om man ville samarbejde med kvindelige præster eller ej. Og det var der efterhånden et voksende antal missionshuse, der ville.

Hovedbestyrelsen fastholdt Indre Missions officielle linje mht. kvindelige præster, og derfor har Indre Mission aldrig brugt kvindelige præster som talere på landsstævner o.l. Men i 1981 gik Hovedbestyrelsen et skridt videre og fritstillede indremissionærer og andre medarbejdere og sågar hovedbestyrelsesmedlemmer. De måtte naturligvis loyalt anerkende Indre Missions officielle holdning og ikke offentligt polemisere mod den, men de havde nu frihed til at gå ind for og også samarbejde med kvindelige præster. Det gik endda så vidt, at Indre Missions hovedbestyrelse i 2009 ansatte Thomas Bjerg Mikkelsen som generalsekretær, velvidende, at han var tilhænger af kvindelige præster.

Det er nu 70 år siden, de første tre kvinder blev ordineret til præster i folkekirken og Indre Mission sagde nej til kvindelige præster, og i dag er 60 % af folkekirkens præster kvinder, som mange indremissionsvenner tilsyneladende sætter stor pris på og gerne samarbejder med.

På mange måder er Indre Mission i dag dér, hvor Menighedsfakultetet var for nogle uger siden – inden den seneste udmelding, hvor man opgav den officielle modstand mod kvindelige præster. Og derfor er det også forventeligt, at Indre Missions hovedbestyrelse i løbet af de kommende år må træffe en lignende beslutning, der blot reflekterer den virkelighed, som der efterhånden har udviklet sig i Indre Mission, og opgive sin officielle modstand mod kvindelige præster – med risiko for, at grupper og enkeltpersoner ”retter en tydelig og smertelig kritik mod [Indre Missions] beslutning”.

Christiansfeld, mandag, den 14. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad er Folkekirkens Nødhjælp?

DCAI dag er der årsmøde i Folkekirkens Nødhjælp. Men hvad gemmer der sig bag de to ord ”Folkekirkens” og ”Nødhjælp”.

Hvad ligger der bag ordet ”Nødhjælp”?
Folkekirkens Nødhjælp arbejder med nødhjælp i katastrofesituationer, men også med egentlig udviklingsarbejde. Folkekirkens Nødhjælps tre vigtigste arbejdsområder, aer at man arbejder for at redde liv, opbygge bæredygtige civilsamfund og bekæmpe ekstrem fattigdom. Både når det gælder det humanitære arbejde og det mere langsigtede udviklingsarbejde, spiller klimaforandringerne en stadig større rolle. I 2018 blev der brugt 558 mio. kr., som kom 3,2 mennesker til gavn i 19 af verdens fattigste lande i Afrika (11), Mellemøsten (4) og Asien (4).

Folkekirkens Nødhjælp havde  til dette arbejde skaffet 574 mio. kr. som kom fra Dania (200 mio. kr.), internationale donorer (302 mio. kr.) og ca. 51.000 private bidragydere, genbrugsbutikker, Wefood butikker, osv. (166 mio. kr.), og øvrige (6 mio. kr.). Administrationsprocenten var ca. 5,6%. Folkekirkens Nødhjælp er blevet evalueret af Danida af EU mv. og Folkekirkens Nødhjælp fik meget fine evalueringer af sit arbejde.

Folkekirkens Nødhjælp blev etableret i 1922 for at støtte evangeliske kirker i de mest krigshærgede lande i Europa, hvor flygtningestrømmene var store. Og lige siden har Folkekirkens Nødhjælp været kanal for danskernes globale engagement til fordel for verdens fattigste.

Hvad ligger der bag ordet ”Folkekirkens”?
På rådsmødet i dag har vi netop vedtaget et dokument om ”Folkekirkens Nødhjælps vision, værdier og mål”, hvor organisationens kirkelige identitet tydeliggøres.  Her slås det fast, at ”Folekirkens Nødhjælp er en dansk trosbaseret civilsamfundsorganisation”, som ”blev grundlagt i 1922 af repræsentanter fra den danske folkekirke, som i dag fortsat udgør en central del af organisationens bagland”.

For mig at se har Folkekirkens Nødhjælps vision også et tydeligt kristeligt præg:  ”en verden fri for sult, fattigdom og undertrykkelse” og en ”bæredygtig fordeling og brug af klodens ressourcer.” ”Folkekirkens Nødhjælp støtter verdens fattigste i deres kamp for et værdigt liv og hjælper mennesker i nød”.

Tydeligst kommer den kirkelige forankring måske frem i afsnittet om værdier. ”Vores arbejde udspringer af kristne værdier. Derfor udviser vi næstekærlighed, deler med verdens fattigste og hjælper mennesker i nød. Det indebærer  en forpligtelse til at arbejde for en verden med fred, retfærdighed og medmenneskelig omsorg. Den praktiske omsorg for mennesker i nød kaldes i kristen terminologi ’diakoni’ (tjeneste. Folkekirkens Nødhjælps arbejde er en del af kirkens internationale diakoni for med nødstedte og undertrykte mennesker i verdens fattigste lande”

Den folkekirkelige forankring ses også i, at Folkekirkens Nødhjælp siden 1999 har gennemført sogneindsamlinger i en meget stor del af alle folkekirkens sogne, hvor 15.000 indsamlere går fra dør til dør for at samle ind til mennesker i nød. I det hele taget har Folkekirkens Nødhjælp i snart 100 år været et vigtigt redskab for folkekirken til at være engageret i international diakoni.

København, lørdag, den 5. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Hvad har bibel og mission med hinanden at gøre?

Lige siden William Carey i 1792 skrev bogen ”An Enquriry into the Obligations of Christians to Use Means for the Conversion of the Heathens”, der blev startskuddet til den moderne missionsbevægelse, har missionærer og missionsinteresserede henvist til forskellige skriftsteder (“proof texts”)  for at argumentere for, at der var bibelsk belæg for mission. Og når det gælder den universitære bibelforskning, så blev mission som tema oftest ignoreret i de følgende knap 200 år.

Det var først efter midten af det 19. århundrede, at teologer for alvor begyndte at fokusere på mission i Bibelen og på basis heraf at udvikle en egentlig bibelsk missionsteologi. Blandt de teologer, som promoverede denne forståelse af Bibelen, kan nævnes Karl Barth, Oscar Culmann og David Bosch. Christopher J. H. Wrights bog fra 2006 giver udtryk for samme tilgang: ”The Mission of God. Unlocking the Bible’s Grand Narrative”, hvor han identificerer en rød tråd gennem hele bibelen fra Første Mosebog til Johannes Åbenbaring, som er mission, Guds mission i verden. I dag er der en ret udbredt anerkendelse af, mission er et vigtigt gennemgående tema i både Gammel og Ny Testamente. Mens man tidligere forankrede en missionsforståelse i enkelt skriftsteder, som fx den såkaldte missionsbefaling i Matt 28,18-20, så forankres missionsforståelsen nu i hele den bibelske historie med afsæt i 1 Mos 12, 2-3: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes”.

I de seneste årtier er der sket en yderligere udvikling i spørgsmålet om bibel og mission. Ikke kun handler bibelen om mission, men nu blev der sat fokus på, at bibelens tekster (og det er især tydeligt mht. Ny Testamente) blev til i en missionskontekst, hvor de skulle udruste Guds folk til deltagelse i Guds mission. For at forstå de bibelske tekster er der altså også brug for en missional hermeneutik. En af foregangsmændene er her den amerikanske teolog Darrell Guder, der i mange år i forbindelse med sit teologiske arbejde med ”missional church” har peget på behovet for at udvikle en missional hermeneutik. I bogen ”Called to Witness: Doing Missional Theology” (2015) sammenfatter han sine tanker om en missional hermeneutik på denne måde:

“The New Testament documents are addressed to communities of believers. They are living in the light of the resurrection and confessing that Jesus Christ is Lord. The diverse testimonies written to and for them serve their continuing formation for their distinctive vocation, which is to be witnesses to Jesus Christ. The Gospels, in particular, are not merely passion stories with long introductions. The narratives of the earthly ministry of Jesus focus primarily upon the calling and formation of the disciples. The communities for which they were written have responded to the gospel of God’s love made concrete in the suffering, death, and raising of Christ. Now, as they carry out their own missional formation, they join the original disciples in the process of formation for that vocation. They “go to school with Jesus,” in order to be sent out by him. Discipleship leads to apostolate, just as the gathered church must become the scattered, sent-out church. And apostolate is nourished and enabled by the continuing discipling of the Christian community that is primarily the work of the scriptural witness in its midst” (s. 58).

For Guder er det grundlæggende spørgsmål i tolkningen af en tekst: “How did this text equip and shape God’s people for their missional witness then, and how does it shape us today?” (”Unlikely Ambassadors” 2002, s. 5). I Paulus’ breve ses det tydeligt, at hans formål er at udruste menighederne til deres missionale vidnesbyrd, og Guder er af den opfattelse, at brevene blev inkluderet i kanon med det formål at danne og forme eftertidens menigheder til deres mission.

I bogen “Missiological Hermeneutics. Biblical Interpretation for the Global Church” går den amerikanske teolog Shawn B. Redford et radialt skridt videre i forståelsen af en missional hermeneutik, idet han peger på, at en person, der selv står midt i et missionssituation, undertiden kan have en særlig adgang til at forstå en bestemt bibelsk tekst, der netop har sin oprindelse i en missionskontekst. Redford skriver bl.a.: ”For those involved in missionary action, there are unique and distinctive times in which a transformation takes shape in our missionary experience that uniquely reforms out understanding regarding God’s intent in mission. …. One of the telltale signs of these experiences is a renewed understanding of Scripture that aligns more closely with God’s missional intentions.” Redford sammenfatter sin forståelse af forholdet mellem bibel og mission på denne måde: ”Scripture is needed to know God’s mission; mission is needed to know God’s Scripture”. Et eksempel på betydningen af missionserfaring for tolkningen af Skriften for bibelske personer, er beretningen om, hvordan Peters forståelse af skriften ændres gennem mødet med den romerske høvedsmand Kornelius.

Det er værd at bemærke, at Redford ser sin udgave af en missional hermeneutik som værende i slægt med den, som han møder hos danske teolog Johannes Nissens, der i 1999 skrev bogen ”New Testament and Mission: Historical and Hermeneutical Perspectives”. Nissen taler også om en dialog mellem Bibelen og mission, der lader en ny hermeneutisk forståelse opstå.

”A new model of interpretation has emerged. It is based on the belief that the deepest insight and relevance lie neither in the original meaning of the Bible alone nor in the contemporary context but in the to-and-fro of question and answer between them. This model of interpretation is that of a conversation. […] What we need is an interaction between text and contemporary experience […] From the works I have consulted it can be seen that I have learned much from third world theologians as well as missiologists” (s. 13-14).

Nissens sidste sætning minder mig om mine erfaringer fra 10 år I Nigeria, hvor jeg igen og igen blev slået af nigerianernes kærlighed til gammeltestamentlige tekster og deres evne til at tolke dem på en måde, da gav dyb mening for dem. Sikkert fordi handlingen i disse tekster åbnede sig for dem ud fra deres erfaringer i en afrikansk kontekst, der på mange måder minder om nogle af de kontekster, der optræder i det gamle testamente.

Hvad har bibel og mission med hinanden at gøre? Med alvorlig fare for en grov generalisering kunne man – ud fra ovenstående teologer – opsummere relationen mellem bibel og mission således:

  • Bibelen handler fra først til sidst om mission, om Guds mission i verden. Så bibelen er en missionshistorie.
  • Bibelen blev til for at forme og danne Guds folk til deltagelse i Guds mission og samlet for at fortsætte denne missionale dannelse af Guds folk. Så for at tolke bibelen er der brug for en missional hermeneutik.
  • Bibelen kan ikke forstås til bunds ud fra en rent akademisk tilgang med anvendelse af de klassiske hermeneutiske redskaber. Så der er brug for i tolkningen af bibelen at etablere en løbende dialog mellem tekst og (missions)erfaringen.

 

Christiansfeld, tirsdag, den 1. oktober 2019
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Hvad skal det hele så ende med? – Stegt flæsk og kartofler med persillesovs!

REF.jpg”Hvis dette bliver ved, hvad skal det hele så ende med?”. Spurgte Sjællands Biskop Hans Bagger som reaktion på, at den enevældige konge i anden halvdel af 1600-tallet begyndte at lempe forbuddet mod, at folk med en anden tro end den lutherske kunne opholde sig i Danmark. For den gode biskop var det roden til nationens undergang.

Nogle af dem, der efterhånden fik lov til at slå sig ned i Danmark var franske reformerte, huguenotterne, som oplevede stærke forfølgelser i Frankrig. I 1719 gik Frederik den 4 så vidt som til at invitere en større gruppe flygtede franske huguenotter, der havde mellemlandet i Brandenburg, til at slå sig ned i Fredericia. I dag kunne vi så fejre 300 året for, at denne tilladelse blev givet, og at der derfor opstod en reformert menighed i Fredericia. Det blev altså ved, som biskop Hans Bagger frygtede: flere og flere ikke-lutherske fik lov at bo i Danmark, og i 1849 blev der ligefrem indført religionsfrihed. Men hvad endte det med. Den danske befolkning blev ikke på grund af denne indvandring reformert, og sammenhængskraften i Danmark er endnu ikke gået fløjten.

I 1500-tallet var forholdet mellem lutheranere og reformerte imidlertid helt anderledes. I 1553 kom en reformert menighed på 150 medlemmer, der var blevet forfulgt af den katolske dronning Marie blodige i England til Danmark i håb om, at de måtte få love til at bo der. Kongens krav var, at de skulle følge den lutherske nadverlære, og da de afviste det, blev de udvist af Danmark. Chr. Den 3. udsendte en forordning om, at alle udlændinge, der ikke kunne tilslutte sig landets lutherske bekendelse skulle landsforvises. Men hvor er det – efter flere århundreder – endt? Jo,  den reformerte kirke tilsluttede sig Leuenbergerklæringen i 1993, og i 2001 underskrev også folkekirken – netop i Fredericia – den erklæring, der bla. indebærer at de to kirker anerkender hinandens nadver.

Men hvordan gik det til, at det endte der? Jo, Christian den 5. giftedes sig som kronprins med den reformerte Charlotte Amailie fra Hessen, og hun fik lov at beholde sin reformerte tro. Endnu vigtigere var det, at kongerne indså, at Danmark havde brug for udenlandsk arbejdskraft for at fremme velstanden i Danmark, og her var de reformertee et godt bud på dygtige arbejdere. Christians den fjerdes valgsprog var Regna Firmat Pietas (RFP), som man den dag i dag kan læse på Rundetårn, og som betyder, fromhed styrker rigerne. Det blev i folkemunde oversat til ”Riget Fattes Penge”, og da riget vitterligt fattedes penge, så måtte ortodoksien vige for økonomien.

I festskriftet i anledning af 300-års jubilæet skriver kirkeminister Joy Mogensen: ”Læren af den Reformerte Kirkes historie i Fredericia er uhyre vigtig: Tro kommer altid sammen med kultur. Og dens tilpasning til det omgivende samfund af anden tro er en meget, meget langsom proces, som har et stort potentiale for både at komme de oprindelige indbyggere og de tilrejsende til gode.” Og hvordan endte det så? Ja, indvandrerne – de franske huguenotter – bragte med sig til Danmark dyrkningen af tobak, kolonihaver, kartofler og persille. Og i dag er Danmarks nationalret stegt flæsk og kartofler med persillesovs!

Til lykke til Den reformerte Kirke med 300 års jubilæet og tak for det, I bragte med til Danmark!

Christiansfeld, søndag, den 29. september 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Holdningen til kvindelige præster og gengifte skifter.

Det er meget tankevækkende, at Menighedsfakultetets bestyrelse i lørdags kunne orientere repræsentantskabet om, at man i spørgsmålet om holdning til kvindelige præster nu ændrer kurs. Mens Menighedsfakultetet siden sin start i 1970’erne har været kendt for sin modstand mod kvindelige præster, så slås det nu fast i bestyrelsens beretning, at ”Vi anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Biblens autoritet i dette spørgsmål.” Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at denne ændring tilsyneladende er sket uden stor debat. Jeg kender ikke Menighedsfakultetets aktuelle holdning til gengifte, men jeg gætter på, at den tidligere klare afvisning af gengifte også er under forandring i disse år.

I 1970’erne og i de følgende år var modstanden mod kvindelige præster og modstanden mod gengifte i konservative kirkelige kredse to af de tydeligste indikatorer for det, som man kaldte bibeltroskab. Og på den anden side blev de også brugt som testspørgsmål af mange menighedsråd, når de ville sikre sig, at deres kommende præst ville samarbejde med kvindelige præster og også vie fraskilte. Men meget tyder på, at modstanden mod kvindelige præster og mod vielse af fraskilte ikke længere spiller så central en rolle for konservative kristnes identitet. Men hvordan er det mon kommet dertil?

Ganske vist er over halvdelen af folkekirkens præster i dag kvinder, men undertiden glemmer vi måske, at  det var så sent som i 1948, at vi fik de første kvinder ordineret som præster i folkekirken. I dag ender omkring 40% af alle ægteskaber med skilsmisse, og derfor virker retten til gengifte i Folkekirken helt naturlig, men vi glemmer måske, at det først var i nyere tid, at alle skilte fik ret til at blive viet igen – og viet igen i Folkekirken. Danske Lov fra 1683 accepterede kun gengifte for ”den uskyldige part”, og kun hvis vedkommende i tre år havde opført sig skikkeligt. I 1800-tallet udvidedes adgangen til skilsmisse og gengifte betydeligt, og præster i folkekirken havde pligt til at vie fraskilte. Det er værd at bemærke, at Grundtvig i 1826 sagde sit job op i statskirken bl.a. fordi han ikke vil tvinges til at vie fraskilte (- først i 1903 fik præster frihed til at nægte at vie fraskilte, der ikke var ”den skyldige part”, og først i 1922 fik præster frihed til at nægte at vie alle fraskilte).

På en måde er der ikke noget at sige til, at det tager tid at ændre århundreder gamle kirkelige (og verdslige) traditioner vedr. præsteembedet og ægteskabet, og at det er helt forståeligt, at der vil være, som holder fast i de traditionelle forståelser af embedet og ægteskabet. Et er traditionens kraft, men noget andet er teologien. Hvordan kan lutherske teologer i dag nå frem til andre teologiske konklusioner vedrørende embede og ægteskab, end deres lutherske forgængere gjorde?

Man kunne naturligvis anlægge en slags evolutionistisk syn på sagen, og sige, at vi også, når det gælder teologi, bliver klogere og klogere. Man kunne således hævde, at teologer i dag er nået frem til en mere præcis forståelse af, hvad Jesus og apostlene mente, end tidligere tiders teologer.

Man kunne for det andet anlægge en slags forfaldssyn på sagen og sige, at nutidens teologer, der argumenterer for kvindelige præster og gengifte har svigtet tidligere tiders bibeltroskab. Man kunne således hævde, at nutidens teologer lader sig lede af tidsånden i stedet for af Helligånden.

Men man kunne endelig for det tredje også anlægge et kontekstuelt syn på sagen – som jeg tilslutter mig – og sige, at al teologi er og bør være kontekstuel, og derfor må teologien i en dansk kontekst anno 2019 naturligvis se anderledes ud en middelalderlig teologi. Ud fra den forståelse findes der ikke en theolgia perennis, en eviggyldig universel teologi, men evangeliet må inkarneres i enhver kultur og kontekst og tage form og farve herfra. Især når det gælder ordningsmæssige spørgsmål som synet på embedet og ægteskabet, må vi forvente, at teologer når frem til andre svar i dag i forhold til tidligere, da det samfund og den kultur embedet og ægteskabet indgår i, er helt anderledes end for 100, 200 eller 500 år siden.

Det er naturligvis ikke kun, når det gælder holdningen til embedet og ægteskabet, at kristne til forskellige tider og i forskellige kontekster i deres tolkning af Bibelen er nået frem til forskellige konklusioner. Og jeg tror også, at mange af os igennem et langt liv har ændret forståelse af teologiske og etiske spørgsmål, fordi mødet med virkeligheden i al dens gru og herlighed har sat en proces i gang, der har ført til en ny forståelse af kristendommen. Derfor er der ingen grund til at hovere over, at Menighedsfakultetet nu markerer den ændrede holdning til kvindelige præster, som i lang tid har været på vej, men tværtimod grund til at ønske Menighedsfakultetet til lykke med, at det havde modet til offentligt at vedkende sig det.

København, tirsdag, den 24. september 2019
Mogens S. Mogensen

5 kommentarer

”Her mødes vi om det, der binder os sammen”

Festskrift_forside
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) kan i år fejre 20 års jubilæum. FTS blev etableret i 1999 som et samarbejde mellem 27 sogne i Odense kommune og Det Danske Missionsselskab som et tilbud til nydanskere. Formålet var if. vedtægterne ”at arbejde blandt asylansøgere, flygtninge og indvandrere med henblik på at fremme en folkelig og kirkelig integration på tværs af etniske og religiøse forskelle”. Det første lederpar var Lis og Leif Munksgaard, der havde en fortid som missionærer i Mellemøsten, og siden 2007 har projektet været ledet af Marianne og Jesper Hougaard.

I anledning af jubilæet er der blevet udgivet et Festskrift, med en række artikler, der tilsammen tegner et spændende billede af FTS. Biskop Tine Lindhardt skriver om betydningen af det folkelige, menneskelige og kirkelige møde. I et interview med de daglige ledere ved Marianne Fenger Grøndahl udtaler Marianne Hougaard, at ”vi er sammen om det, der binder os sammen som mennesker, og vi tænker ikke på, om den, der kommer ind ad døren er kristen eller muslim”. Biskop Kresten Drejergaard skriver, at ”når jeg tænker tilbage på mine godt sytten år som Fyens Stifts biskop, er Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense vist nok det initiativ, jeg er mest stolt af”. Og han fortsætter: ”Der var en del diskussion om projektet og en del modstand. Det var jo netop i de år, at Dansk Folkeparti gjorde sin entre på den politiske scene med en massiv modstand mod tilstedeværelsen af flygtninge og indvandrere i Danmark.”

Når Marianne og Jesper Hougaard skal sætte ord på den tilgang, de har haft til arbejdet i FTS, citerer de den norske teolog Anne Hege Grung, der har sagt, at ”Dialog er et møde ansigt til ansigt mellem ligeværdige parter uden skjulte hensigter. Jeg går ind i en dialog, ikke for at forandre den anden, men for at tage del i den gensidige forandring, som skan ske gennem et møde”. Anette Erfurt, der er medlem af FTS’s bestyrelse, konkluderer, at alle i bestyrelsen er ”enige om, at det vi har at gøre med er så drønende vigtigt, nemlig noget så helt fundamentalt som at mødes med og tage vare om vores næste på en åben og respektfuld måde uanset religiøs og kulturel baggrund.” En stor del af FTS’s arbejde drives af frivillige, og Anne Erfurt, der også er frivillig, fortæller, at sprogcafeen ”er et rummeligt fællesskab, hvor der er masser af imødekommenhed og smil. Det, der binder os sammen er, at vi vil hinanden for ellers var vi her ikke”.

Men hvad betyder FTS for brugerne? Khanbibi Safi, som er 19 år og kom fra Afghanistan med sin mor og sine søskende i 2012. Det var svært for hende at gå i en modtageklase, for hun havde aldrig gået i skole før, og det danske sprog var svært. ”Her i sprogcaféen lærer man at blive tryg ved andre mennesker, for alle er så søde og hjælpsomme.” Marlain Abdullah, der er 33 år og i 2016 kom til Danmark fra Syrien, fortæller: ”Efter alt det man har oplevet i krigen, mister man næsten forstanden. Men så kommer man her, og så er det næsten, som om Marianne og Jesper og de andre er som en familie for én”. Ammar Alhamwi, der er 33 og kom til Danmark fra Syrien i 2015. fortæller, at an ”lærte FTS at kende, fordi jeg ville finde en præst, som kunne velsigne min kone og mig, da hun kom til Danmark og blev familiesammenført med mig. Vi havde ikke set hinanden i halvandet år, og vi skulle have en ny begyndelse.”

Der er al mulig grund til at ønske Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense et stort til lykke med de 2å år. FTS er et flot eksempel på, hvordan folkekirkelige menigheder i fællesskab kan engagere sig i mødet med nydanskere.

Christiansfeld, tirsdag, den 10. september 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Der er behov for evidensbaseret information om forfølgelse af kristne

Det er vigtig at turde tale om kristenforfølgelser” er overskriften over en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, og det er så sandt, som det er sagt – og skrevet. Derfor er der også grund til at glæde sig over det initiativ, som en gruppe kristne med sognepræst Jørgen Jørgensen i spidsen har taget for at etabler en tænketank for forfulgte kristne, og derfor er det også en oplagt kandidat til Kristeligt Dagblads initiativpris.

Jørgen Jørgensen skriver, at ”Vores udgangspunkt har været, at vi vil være en røst, som sal formidle evidensbaseret information til kirker, politikere, systemer, medier og den brede offentlighed”. Ingen kan være i tvivl om, at forfølgelse af kristne rundt om i verden er et meget stort problem. Det er tilfældet i en række muslimske lande, i hinduistiske og buddhistiske lande og  kommunistiske lande – ja, sågar også i enkelte kristne lande, hvor kristne minoriteter forfølgelse. Her er der virkelig brug for – ikke kun ‘von Hören sagen’ og anekdoter, men evidensbaseret information, så problemets alvor bliver almindelig kendt – og der bliver gjort noget ved problemet.

Men når det gælder forfølgelse (af kristne), så er det desværre ofte meget vanskeligt at skaffe sig præcise tal. Dels fordi der ikke findes nogen almindelig anerkendt definition af, hvad der er forfølgelse, og hvad der ikke er forfølgelse, men ’blot’ fx diskrimination og hån, spot og latterliggørelse. Dels fordi det er meget vanskeligt at tælle, hvor mange der forfølges.

Problemet med at skaffe evidensbaseret information om forfølgelser fremgår også af selve artiklen, hvor Jørgensen udtaler, at ”sagen er den, at 80% af alle verdens forfulgte er kristne”. Jørgensen skriver ikke, hvor han har dette tal fra, men sandsynligvis er det fra den rapport, som den engelske udenrigsminister, Jeremy Hunt, fremlagde for nylig, ”Bishop of Truro’s Independent Review for the Foreign Secretary of FCO Support for Persecuted Christians. Interim Report.” I rapporten står der, at “Though it is impossible to know the exact numbers of people persecuted for their faith, based on reports from different NGOs, it is estimated …” (s. 3), og så følger rapportens skøn, som jeg gengiver nedenfor.

I rapportens konklusion slås det fast, at “the overwhelming majority (estimated at 80%344) of persecuted religious believers are Christians” s.31). Argumentet for 80% udfoldes I fodnote 344, hvor der står, at “This figure, cited by the Foreign Secretary in his Boxing Day piece in the Daily Telegraph was drawn from esearch carried out by the International Society for Human Rights (ISHR) in 2009. Although this figure no longer appears on the ISHR website this is simply because it is now ten years old. However in private conversation with leading figures in ISHR they stand by the figure and suggest that it is now a conservative estimate.”

Det er imidlertid ikke lykkedes mig at finde ud af, hvilken forskning, der evt. ligger til grund for dette meget høje tal, som efterfølgende er blevet meget flittigt citeret i pressen. Jeg har ikke belæg for at hævde, at det ikke er korrekt, at 80% af alle religiøst forfulgte er kristne, men jeg mangler på den andens side et pålideligt belæg for, at det forholder sig sådan. Derfor er der i høj grad brug for en tænketank, som den Jørgensen er formand for, netop for at fremskaffe evidensbaseret information, herunder – hvis det er muligt – information om, hvor mange procent af verdens forfulgte, der er kristne.

Oplysningen om, at 80% af alle religiøst forfulgt er kristne, står i den ovennævnte engelske rapport, hvor der i indledningen står, at det skønnes, at en tredjedelaf verdens befolkning bliver religiøst forfulgt (s. 3). Det er heldigvis ikke en oplysning, som Jørgensen kolporterer videre. For hvis en tredjedel af verdens 7,7 mia mennesker bliver religiøst forfulgt – dvs. mindst 2,5 mia mennesker – og 80% af disse 2,5 mia religiøst forfulgte mennesker er kristne, så ville det betyde, at 2 mia. kristne blev forfulgt, og det er naturligvis langt fra tilfældet.(1) Det understreger endnu en gang behovet for en tænketank, der vil arbejde på at fremskaffe og videreformidle evidensbaseret information om det alvorlige emne som forfølgelse af kristne er. Derfor er der al mulig grund til at ønske tænketanken held og lykke fremover med dens meget vigtige arbejde.

Christiansfeld, mandag, den 2. september 2019
Mogens S. Mogensen

  1. Open Doors” skønner,  at der er ”Over 245 million Christians living in places where they experience high levels of persecution”. Katolske organisationer skønner, at tallet er omkring 300 mio.

2 kommentarer

Hvad er religiøs forfølgelse? – 2

Når eksperter har forsøgt sig med at etablere en definition af (religiøs) forfølgelse, har de bl.a. fulgt forskellige spor.

Ordbogsdefinitionen tager udgangspunkt i grundbetydningen af det latinske ord for at forfølge, persequi, der betyder ”at følge med en fjendtlig hensigt”. Med det udgangspunkt søgte en engelsk dommer i en sag i 1985 at definere forfølgelse som  “to pursue with malignancy or injurious intent especially to oppress for holding a heretical opinion or belief”. Og en australsk dommer citerede i en sag i 1987 “Oxford English Dictionarys definition: “The action of persecuting or pursuing with enmity and malignity; especially the infliction of death, torture or penalties for adherence to a religious belief or an opinion, with a view to the repression or extirpation of it….”. Problemet med denne tilgang er naturligvis, at definitionen af forfølgelse kommer til at afhænge af det (tilfældige) valg af ordbog, som man tager udgangspunkt i.

Oplistningsdefinitionen definerer forfølgelse ved at indsamle og opliste eksempler på forføgelse i de forberedende arbejde til Flygtningekonventionen og i UNHCRs materialer mv. Når disse eksempler holdes sammen udgør de et sæt af indikatorer for, hvad forfølgelse er. Et eksempel på det finder vi i det lovforslag, som i 1998 blev præsenteret i Repræsentanternes Hus – The Freedom from Religious Persecution Acts – hvis formål var at gribe ind over for lande som udfører eller tolererer religiøs forfølgelse. De handlinger som konstituerede ’forfølgelse’ var: “abduction, enslavement, kill-ing, imprisonment, forced mass relocation, rape, crucifixion or otherforms of torture, or the systematic imposition of fines or penalties which have the purpose and effect of destroying the economic existence of per-sons on whom they are imposed.”

Et andet eksempel er prof. Lisbet Christoffersens bidrag tile n åben høring i Folketingets Udenrigsudvalg den 12 november 2014 om ”Religionsfrihed og forfulgte kristne”. Her skriver hun ”Forfølgelse er (risiko for) fysiske overgreb, der truer den enkeltes liv og frihed. Tortur, slaveri, vilkårlig berøvelse af livet, arbitrær arrest, frihedsberøvelse, bortførelse, vold, ildspåsættelse, grove seksuelle krænkelser.  Begrundelsen for overgrebene er knægtelse af friheden til at have, antage eller skifte til og udøve en bestemt religion eller religiøst gruppetilhør.” Problemet med denne tilgang er, at der ikke redegøres for, hvilke kriterier der anvendes for at inkludering i listen.

Den hermeneutiske definition tager udgangspunkt i en tolkning af Flygtningekonventionen. Ud over ordet ”forfølgelse”, som står i Art 1A2 finder de i artikel 33 hvor der sættes flere ord på forfølgelse, nemlig, at  ”life or freedom would be threatened on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion”. Denne tilgang møder vi også i indledningen til Lisbet Christoffersens definition.” Forfølgelse er (risiko for) fysiske overgreb, der truer den enkeltes liv og frihed.” Problemet med denne definition er, at den blot tilføje et par ord, nemlig trusler med mennesker liv og frihed, som dybest set ikke er meget konkret.

Den menneskerettighedsbaserede definition tager, som termen antyder, udgangspunkt i menneskerettighederne, altså i brud på menneskerettighederne.Hugo Storey, der er en højtstående dommer i asylsager i England, argumenterer for flg. definition af forfølgelse. ”Persecution is to be understood as severe violations of international law norms, in particular international human rights norms. Persecution consists in acts that are sufficiently serious by their nature or repetition as to constitute a severe violation of basic human rights; or that are an accumulation of various measures, including violations of human rights which is sufficiently severe as to affect an individual in a similar manner.” Styrken ved denne definition er, at den bygger på helt konkrete menneskerettigheder, og derfor kan blive mere objektiv end de andre definitioner.

Kritikere af denne definition har imidlertid helt fra starten peget på, at menneskerettighederne ikke nødvendigvis opfanger al den forfølgelse som mennesker risikerer at blive udsat for. UNHCRs daværende direktør, Erika Feller, udtalte i 2002, at  “Persecution cannot and should not be defined solely on the basis of serious human rights violations. Severe discrimination or the cumulative effect of various measures not in themselves alone amounting to persecution, as well as their combination with other adverse factors, can give rise to a well-founded fear of persecution or, otherwise said: make life in the country of origin so insecure from many perspectives for the individual concerned, that the only way out of this predicament is to leave the country of origin”.

Den kontekstuelle definition begrænser sig ikke til brud på menneskerettighederne. Denne defintion bygger på UNHCR Handbook fra 1979: “51…From Article 33 of the 1951 Convention, it may be inferred that a threat to life or freedom on account of (Convention grounds) is always persecution. Other serious violations of Human rights – for the same reasons – would also constitute persecution. 52. Whether other prejudicial actions or threats would amount to persecution will depend on the circumstances of each case, including the subjective element to which reference has been made in the preceding paragraph …“.

Den amerikanske professor I jura Scott Rempel argumenterer I artiklen Defining Perseution fra 2013 for den forståelse, at forfølgelse kan defineres i sin kerne som ” the illegitimate infliction of sufficiently severe harm, Context distinguishes persecution from otherwise harmful conduct.” Det udfoldes I det flg. sådan. Harmful conduct includes physical harms, restraints and deprivations of privacy, resource and opportunity limitation, psychological harms, and infringements on human rights standing alone or attendant the previously mentioned categories.The severity of the harmful acts in question and the harmful effects such actions have on the applicant should be assessed within the context of the applicant’s continuous experience in the home country (or the anticipated experience if deported).Guiding the severity inquiry is the recognition that persecution does not entail all treatment that can be viewed as offensive, unfair, unjust, or even unlawful or unconstitutional .Harassment, by its ordinary meaning, is but one example of conduct that fails to cross the severity threshold. […]  Persecution decisions will always involve some level of subjective judgment. But whatever intuitions and beliefs are brought to the evaluative table, they should be grounded in a concordant understanding of what it means to be persecuted.” Så vidt jeg kan se, følger Flygtningenævnet i Danmark langt hen ad vejen denne forståelse af forfølgelse.

Det spørgsmål, som jeg sidder tilbage med, er, hvorfor forfatterne til Flygtningekonventionen i 1951, ikke definerede det helt centrale begreb ‘forfølgelse’ og dermed sparede jurister og flygtninge, politiker og debattører for de endeløse diskussioner om, hvem der kan anerkendes som flygtning fordi de har været udsat for forfølgelse (inkl. religiøs forfølgelse), og hvem der ikke kan. Svaret er imidlertid, at Flygtningekonventionens fædre (og mødre) – sikkert med tanke på den forfølgelsen af jøder og andre minoriteter, der kostede mange millioner livet – ikke ville risikere at komme til at definere forfølgelse på en sådan måde, at mennesker, der vitterligt havde brug for beskyttelse, ikke fik det.

Christiansfeld, søndag, den 25. august 2019
Mogens S. Mogensen

Kilder:
Lisbet Christoffersen, Religiøsforfølgelse.  Bidrag til åbenhøring i Folketingets Udenrigsudvalg 12.11.14 ‘Religionsfrihed og forfulgte kristne’

Scott Rempell, ”Defining Persecution” Utah Law Review, No. 1, 2013

Storey, “Persecution, “Towards a Working Definition” I V. Chetail & C. Bauloz (eds.), Research Handbook on Migration and International Law, Cheltenham: Edward Elgar Publishing, 2013

2 kommentarer

Hvad er religiøs forfølgelse? – 1

Berhane
I maj vedtog FNs generalforsamling, at der skulle indføres en mindedag for ofrene for vold baseret på tro og religion den 22.august. Og i forgårs blev mindedagen afholdt på Institut for Menneskerettigheder i samarbejde med Humanistisk Samfund, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Fokus var på mennesker, der blev forfulgt pga. deres tro eller religion. Men hvad er egentlig religiøse forfølgelse?

På seminaret fortalte Helen Berhane om sin skæbne i Eritrea, som hun kaldte Afrikas Nordkorea. Hun var et meget aktivt medlem af en af de evangeliske kirker, som ikke er officielt anerkendt af den etiopiske stat. Hun blev arresteret i 2004 efter at have udgivet et album med kristen musik,og efter at hun havde nægtet at underskrive en erklæring om, at hun ville ophøre med alle sine evangeliske aktiviteter. I to år blev hun tilbageholdt i forskellige fængsler og udsat for den grovest tænkelige tortur. Da myndighederne troede hun var ved at dø, blev hun omsider løsladt fra fængslet og det lykkedes hende at flygte til Sudan, hvorfra hun kom til Danmark og fik asyl.

I Berhanes tilfælde er ingen i tvivl om, at der er tale om religiøs forfølgelse. Men hvor meget skal der til for at de er tale om religiøs forfølgelse. I en rapport, som det engelske udenrigsministerium for nyligt præsenterede, hvor man åbenbart tager udgangspunkt i en meget bred definition af forfølgelse, konkluderes det på basis af rapporter fra forskellige NGO’er at en tredjedel af verdens befolkning lider under religiøs forfølgelse.

Problemet er, at der ikke findes nogen almindeligt anerkendt definition på religiøs forfølgelse. Det er så meget mere påfaldende og problematisk, da begrebet ’forfølgelse’ spiller en helt afgørende rolle i definitionen af, hvem der internationalt set kan anerkendes som flygtninge, og som derfor har krav på asyl. Flygtningekonventionen af 1951, som ¾ af verdens lande har underskrevet, slås det fast, at en person er flygtning, hvis den pågældende ”…som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil”. (Artikel 1, litra A, nr. 29

Når det gælder spørgsmålet om flygtninge og asyl, er det derfor i praksis op til hvert enkelt land, hvordan man vælger at definere begrebet ”forfølgelse” også når religion er i spil. Det åbner naturligvis op for en tilfældighed i behandlingen mellem de forskellige lande, og også i det enkelte land, da tolkningen kan variere over tid – måske efter hvilke politiske vinde, der blæser.

Og når der udgives rapporter om brud på religionsfriheden og i den forbindelse forsøger at sætte tal på, hvor mange der ligefrem er udsat for religiøs forfølgelse, så tager man i praksis udgangspunkt i forskellige definitioner – også når der er tale om egentlige akademiske rapporter. Når det gælder forfulgte kristne, så vil den engelske rapports beregningsmetode føre til, at over 800 millioner kristne bliver forfulgt. En rapport fra Open Doors fra 2017 derimod anslog antallet af forfulgte kristne til at være 215 millioner.

Endelig indgår spørgsmålet om religiøs forfølgelse i den almindelige politiske og folkelige debat, og her er det derfor langtfra altid det samme man taler om. Indimellem kan man således høre, at både muslimer og kristne føler sig forfulgt i Danmark. Men afstanden fra disse danskeres negative oplevelser p.g.a. deres tro og til Helen Berhanes i Eritrea er så stor, at det kan synes at være en hån mod Berhane og hendes lidelsesfæller.

Aarhus, lørdag, den 24. august 2019
Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger.

Skriv en kommentar

Hvor mangfoldig og rummelig er Højskolesangbogen?

Hører ”Ramadan i København” hjemme i højskolesangbogen? Det er spørgsmålet, som bliver heftigt debatteret i disse dage. Sangen er skrevet af Isam Bachiri, også kendt som Isam B, medlem af popgruppen Outlandisch. Isam er født i Danmark af forældre indvandret fra Marokko – og muslim.

At højskolesangbogen indeholder en lang række årstidssange, kærlighedssange, folkeviser, historiske sange og sange om det danske sprog, som alle borgere i Danmark sikkert kan synge med på. Derudover indeholder højskolesangbogen også en lang række kristne salmer, som de fleste sikkert kan synge med på, men som der nok også er ikke-kristne (sekulariserede borgere eller borgere med en ikke-kristen religion), der ikke har lyst til at synge med på. Alt det er de fleste sikkert klar over. Derimod er det ikke sikkert, at alle husker, at højskolesangbogen er langt mere mangfoldig.

Fx er der en sang (nr. 201) fra 2004 af Ebbe Kløvedal Reich, der lovpriser den mangfoldighed, som findes i det danske folk. Danskerne findes i mange modeller og stadig kommer der nye til. Er vi et folk, når det virkelig gælder? … Danskerne findes i mange modeller, for livet kræver mangfoldighed”. Nogle vil nok forstå sangen som en lovprisning af den mangfoldighed, som indvandringen har medført, og derfor have betænkeligheder ved denne sang.

Og hvad med Christianiasange med omkvædet ”I kan ikke slå os ihjel” af Tom Lunden fra 1976. Her er der jo tale om en sang, der giver udtryk for christianitternes holdning til en fjendtlig omverden. Der kunne godt være en eller anden, hvis politiske overbevisninger gjorde, at han eller hun aldrig kunne finde på at synge med på den.

I har slået med knipler, I har truet os med våben.
I har prøvet på at stoppe jeres egne børns råben.
I ka komme med hjelme og hule paragraffer,
men I burde snart ku indse det’e jer selv I straffer.
I ka ikke slå os ihjel, I ka ikke slå os ihjel,
I ka ikke slå os ihjel; vi’e en del af jer selv.

I 1871 skrev socialisten Eugene Pottier sangen ”Internationale”, som på dansk hedder ”Rejs jer, fordømte her på jorden” (nr. 500). Og som fra 1917 til 1944 var det kommunistiske Sovjetunionens nationalsang. Sangen kalder til international opstand.

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej selv til kampen vi os rejser…

Og i sidste vers bliver tonen strammet, når der opfordres til at bære strejkeånden ind i hæren, så man på næste krigs signal ”skyder hærens general.” Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at synge med på denne sang. Men jeg må indrømme, at jeg en enkelt gang har været med til at synge i hvert fald nogle af versene i U. P Overbys socialistiske sang fra 1871 (nr. 502), men ved nærmere eftersyn bryder jeg mig nu ikke om vers fem hvor der bl.a. står

Rigmændene fodres ved arbejderes slid,
og præsterne fører os frem
til pøle af svovl på den yderste dag,
om ikke vi ofrer til dem.

Som det fremgår af ovenstående er højskolesangbogen præget af stor mangfoldighed, men er højskolesangbogen så rummelig, at den også kan rumme en sang med et muslimsk indhold – om end i meget afdæmpet og poetisk form? Tydeligst kommer den muslimske karakter af sangen frem i det sidste vers:

Stjernerne kigger ned
Kroppen vender syd øst panden mod tæppet
ordene der søger trøst
lys på lys
taknem’lighed i hans navn
hånd ved hånd
nu rammer dagen København
Ramadan i Danmark
Ramadan i Danmark.

Jeg vil trygt overlade det til udvalget bag den næste udgave af Højskolesangbogen at afgøre, om ”Ramadan i København” skal med i den sangbog, som er fælles for hele det danske folk (som nu også tæller flere hundrede tusinde med muslimsk baggrund). Det er måske for kontroversielt, men egentlig synes jeg, at flere af de sange, som allerede er optaget i Højskolesangbogen, indeholder endnu mere kontroversielle budskaber end ”Ramadan i København”.

Christiansfeld, søndag, den 18. august 2019
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

En ejendomsspekulant kommer til byen

Om et par uger kommer en højprofileret og garvet ejendomsspekulant til byen, altså vor hovedstad, København. Allerede nu går der imidlertid rygter om, hvad han har planer om at købe. Det er ikke nogle faldefærdige ejendomme på Lolland-Falster, der sikkert kan købes for en slik, og ejheller eksklusive penthouselejligheder ved havnefronten i København, der nok koster kassen. Nej, der bliver helt bestemt sat trump, undskyld, trumf, på, det, ejendomsspekulanten har ønsket at erhverve sig er meget mere ’hot’ eller måske skulle man i stedet sige ’cool’. Ejendomsspekulanten ønsker at købe Grønland!

Men har jeg sovet i timen eller har jeg ikke fået læst aviser den senere tid, for jeg har ikke set, at Grønland har været sat til salg. Nu er ejendomsspekulanten ikke en Herr Hvemsomhelst, for han er samtidig præsident for et af verdens mægtigste stater, nemlig USA, og sådanne magtmennesker plejer at få, hvad de peger på. Tænk bare på Ruslands præsident Putin, der erhvervede sig Krim-halvøen, og måske glemte at spørge om den egentlig var til salg, og vist heller aldrig fik betalt for den.

Ejendomsspekulanten  har sikkert set det store udviklingspotentiale, der er i Grønland, når isen på Nordpolen og i Grønland smelter, og  har nok set, at der er penge i skidtet. For en sikkerheds skyld ville ejendomsspekulanten nok gerne sætte sig på Grønland, inden andre gjorde det, for når det gælder om ejendomme er der, som bekendt tre ting, der er vigtige, nemlig beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Når og hvis forhandlingerne går i gang, er det imidlertid vigtig for statsministeren at have is i maven. For hvad skal ejendommen i givet fald koste? Uanset hvor mange millioner eller milliarder dollars ejendomsspekulanten måtte tilbyde, vil jeg råde statsministeren til at glemme alt om dollars, for valutakurser har det med at gå op og desværre også ned i tide og utide. Derimod ville det være klogt at bytte den grønlandske ejendom med en amerikansk ejendom. Hvad med at forlange at få en ø for en ø, nemlig Manhatten for Grønland (”First we take Manhatten”,som Cohen sang) men da det trods alt er en lille ø, burde vi oven i købet også få et større indianerreservat med indfødte indianere med, for ejendomsspekulanten får jo adskillige tusinde indfødte grønlændere med i handlen.

Og dog, så er jeg kommet lidt i tvivl om vi vil ha’ den, altså Manhatten, for er det ikke der, ejendomsspekulanten bor i sit eget tårn, og så slipper vi måske aldrig af med ham igen. Og så er der lige en anden ting, som jeg kommer til at tænke på. Har ikke både USA og Danmark for resten afskaffet slaveriet, så vi ikke længere kan sælge og købe mennesker, hverken grønlændere eller indianere eller indbyggerne på Manhatten?

Men hvad kan vi så tilbyde ejendomsspekulanten, når han nu i al sin magt og vælde kommer på indkøbstur i København? Hvad med øen Lindholm, som vel nu er ubeboet, og som den nuværende regering ikke har noget at bruge til? Det ville være en fin gestus at tilbyde at sælge den for 1 dollar, og måske kunne der anlægges en golfbane med 19 huller eller flere på øen. Der kunne sagtens etableres en færgeforbindelse til Polen, så ejendomsspekulanten og hans venner fik let adgang til øen – og ikke blev forstyrret af kritiske danskere, der kunne finde på at genere ejendomsspekulanten.

Og jeg synes, vi skulle strække os så langt som til at lade ejendomsspekulanten kalde øen for ‘Grønland’. Hvis ejendomsspekulanten kalder øen for Grønland, så er det Grønland, han har købt uanset, hvad den amerikanske løgnepresse med alle dens fake news måtte sige.

Så når ejendomsspekulanten kommer til byen, så lad os behandle ham godt og tilbyde at sælge ’Grønland’ til ham for 1 dollar. Det kan sagtens vise sig, at venskabet med ejendomsspekulanten bliver mere værd end 1 dollar.

Christiansfeld, fredag, den 16. august 2019.
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Den ubekvemme sandhed om terrorhandlingen i El Paso

Lørdag den 3. august skød Patrick Crusius og dræbte 22 mennesker og sårede 26 ved et butikscenter i El Paso, Texas. I alt har der været over 250 masseskyderier i USA siden nytår i år – dvs. episoder hvor fire eller flere er blevet dræbt eller såret af skud – og i alt er mellem omkring 14.500 mennesker blevet dræbt af skud i disse syv måneder. Det er i sig selv skræmmende, at der hersker sådanne wild west-tilstande i USA i dag, og det hænger naturligvis sammen med, at der er flere skydevåben – inkl. automatvåben beregnet på krig – i omløb end der er mennesker i USA. Det specielle ved masseskyderiet i El Paso i lørdags var imidlertid massemorderens begrundelse for sin ugerning. Gerningsmanden var angiveligt den 21 årige Patrick Crusius har åbenbart efterladt sig et ’manifest’, hvor han forklarer og forsvarer det planlagte massemord.

Manifestetet, der er  på 2356 ord, har overskriften ”The Inconvenient Truty”, altså ”Den ubekvemme sandhed” og indledes med et afsnit under overskriften ”About me”, som jeg citerer i sin helhed, da det indeholder manifestets hovedbudskab.

In general, I support the Christchurch shooter and his manifesto. This attack is a response to the Hispanic invasion of Texas. They are the instigators, not me. I am simply defending my country from cultural and ethnic replacement brought on by an invasion. Some people will think this statement is hypocritical because of the nearly complete ethnic and cultural destruction brought to the Native Americans by our European ancestors, but this just reinforces my point. The natives didn’t take the invasion of Europeans seriously, and now what’s left is just a shadow of what was. My motives for this attack are not at all personal. Actually the Hispanic community was not my target before I read The Great Replacement. This manifesto will cover the political and economic reasons behind the attack, my gear, my expectations of what response this will generate and my personal motivations and thoughts.

Det er tankevækkende, at Patrick Crusius udtrykker støtte til Christchurch-terroristen Brenton Tarrant, som i marts angreb to moskeer i Australien og dræbte 49 mennesker, og som igen var inspireret bl.a. af den norske terrorist Anders Breivik. Crusius står helt åbenbart i en tradition, hvis hovedtanke er, at den hvide befolkning er under angreb, og at den derfor har ret og pligt til at forsvare sig mod ”cultural and ethnic replacement brought about by an invasion”.  For Breivik og Tarrant var det især muslimerne der udgjorde invasionsfaren, for Crusius er det åbenbart ”hispanics ”, altså folk fra Latinamerika.

I afsnittet ”Political Reasons” argumenterer Crusius for, at denne invasion vil føre til, at USA snart vil blive en étpartistat.  ”The Democrat party will own America and they know it. They have already begun the transition by pandering heavily to the Hispanic voting bloc in the 1st Democratic Debate. They intend to use open borders, free healthcare for illegals, citizenship and more to enact a political coup by importing and then legalizing millions of new voters. With policies like these, the Hispanic support for Democrats will likely become nearly unanimous in the future.”

I afsnittet “Economic Reasons” argumenterer Crusius for, at den ukontrollable indvandring fra Latinmamerika, som de store virksomheder støtter for at holde lønnen nede,  vil udgøre en alvorlig en alvorlig trusel for almindelige amerikanske arbejdere, der vil miste deres jobs. Der er brug for mere arbejdskraft men løsningen er ikke masseindvandring men automatisering. ”So Automation is a good thing as it will eliminate the need for new migrants to fill unskilled jobs. Jobs that Americans can’t survive on anyway. Automation can and would replace millions of low-skilled jobs if immigrants were deported.” Problemet med overforbrug af ressourcer kan også løses ved at standse immigrationen. ”So the next logical step is to decrease the number of people in America using resources. If we can get rid of enough people, then our way of life can become more sustainable.”

I afsnittet ”Gear” redegør han for, hvilke mordvåben, han vil anvende til sin terrorhandling. Målet var at finde det våben der ville være medst dødbringenden. ”I didn’t spend much time at all preparing for this attack. Maybe a month, probably less. I have do this before I lose my nerve. I figured that an under-prepared attack and a meh manifesto is better than no attack and no manifesto”

I afsnittet “Reaction” glæder Crucius sig over, at det har vist sig, at millioner af migranter fra Latinamerika var villige til at rejese hjem”if given the right incentitive. An incentive that myself and many other patriotic Americans will provide.”

I manifestets sidste afsnint “Personal Reasons and Thoughts” siger Crusius, at “If you take nothing else from this document, remember this: INACTION IS A CHOICE. I can no longer bear the shame of inaction knowing that our founding fathers have endowed me with the rights needed to save our country from the brink destruction. Our European comrades don’t have the gun rights needed to repel the millions of invaders that plaque their country. They have no choice but to sit by and watch their countries burn. America can only be destroyed from the inside-out. If our country falls, it will be the fault of traitors. This is why I see my actions as faultless. Because this isn’t an act of imperialism but an act of preservation.”

Crusisus er han er imod raceblanding, da det ødelægger den genetiske diversitet og skaber identitetsproblemer. Hvad er så løsningen?  ”… the idea of deporting or murdering all non-white Americans is horrific … The best solution to this for now would be to divide America into a confederacy of territories with at least 1 territory for each race. This physical separation would nearly eliminate race mixing and improve social unity by granting each race self-determination within their respective territory(s).”

Crusius forudser, at han hans handling vil koste ham livet – også selvom han helt bevidst har valgt et mål med lav sikkerhed. Hans råd er nemlig: “Attack low security targets. Even though you might out gun a security guard or police man, they likely beat you in armor, training and numbers. Do not throw away your life on an unnecessarily dangerous target. If a target seems too hot, live to fight another day.”

Crusius afrunder sit manifest med denne konklusion, hvor han også taler om præsident Trump: ”My opinions on automation, immigration, and the rest predate Trump and his campaign for president. I putting this here because some people will blame the President or certain presidential candidates for the attack. This is not the case. I know that the media will probably call me a white supremacist anyway and blame Trump’s rhetoric. The media is infamous for fake news. Their reaction to this attack will likely just confirm that. Many people think that the fight for America is already lost. They couldn’t be more wrong. This is just the beginning of the fight for America and Europe. I am honored to head the fight to reclaim my country from destruction.”

I de senere år har der været meget fokus på den terror, som er blevet begået af islamister og som er blevet søgt legitimeret med henvisning til islam, og med god grund. Men samtidig er der al mulig grund til at være lige så opmærksom på den trussel, som kommer fra helt andre kredse. Crusius, Tarrant, Breivik er nationalistiske terrorister, der søger at legitimere deres terrorhandlinger med henvisning til forsvaret for nationale interesser. Når det gælder islamistisk terror er vi med god grund opmærksomme problemerne med den ekstremistiske retorik, som anvendes af islamister, der ikke selv udøver terror. På samme måde må vi være opmærksomme på det problematiske i den ekstremistiske retorik, som nationalister, der ikke selv udøver terror.

Århus, mandag, den 5. august 2019
Mogens S. Mogensen

 

6 kommentarer

Hvordan kan vi bedst støtte forfulgte kristne? – ”In Response to Persecution” 4

Efter en beskrivelse og analyse af kristnes respons på forfølgelse I 25 lande afrundes rapporten
”In Response to Persecution” med anbefalinger til, hvad en række forskellige aktører kan gøre. Det gælder de kristne trossamfund i de lande, hvor de forfølges, og NGO’er, regeringer, , kirker, kirker, akademikere, journalister og medier og virksomheder i andre lande. Her vil jeg blot opliste enkelte af de 83 anbefalinger til de forskellige grupper.

Anbefalinger til forfulgte kristne trossamfund:

  • Forfulgte kristne i forskellige kontekster opfordres til at mødes for at udveksle erfaringer
  • ’Advocacy’- arbejde er mest effektivt, når det udføres i stilhed og respekt af kristne ledere, der har udviklet relationer til lokale og nationale repræsentanter for myndighederne.
  • Forfulgte kirker skal så vidt muligt bestræbe sig på at være en aktiv del af deres samfund, i stedet for at isolere sig og afvise kontakt med andre trossamfund og engagement i lokale samfundsanliggender og socialt engagement. Derved kan de vise, at de tager medansvar for det fælles gode og modvirke myten om, at de udgør en ”femte kolonne” eller er vestens agenter.

Anbefalinger til NGO’er:

  • En vigtig opgave er hele tiden at udøve fortalervirksomhed for enkeltpersoner og kirker, der forfølges, ved at dokumentere overgreb mod dem.
  • Fortalervirksomhed må altid styres af behovene hos de forfulgte kristne, som man ønsker at tjene.
  • Etabler relationer til NGO’er og forfulgte kirker for at få information, vise solidaritet og sikre, at man har mandatet til at handle på deres vegne.
  • Mobiliser diasporaer fra lande, hvor der foregår forfølgelse, så de taler for kristne i deres hjemland
  • Vær ikke kun fortaler for forfulgte kristne, men også for andre religiøse minoriteter, der forfølges.

Anbefalinger til regeringer:

  • Fald ikke for fristelsen til at betragte fortalervirksomhed for menneskerettigheder og religionsfrihed som noget, der ødelægger ”de gode relationer”.
  • Rejs igen og igen spørgsmålet om religionsfrihed i samtaler med lande, der ikke respekterer religionsfriheden, for at få dem til at forstå, at menneskerettigheder og religionsfrihed har afgørende betydning både for en harmonisk international orden og for stabilitet og velstand i deres lande.
  • Regeringer kan forbedre deres troværdighed på dette område, hvis de sørger for at værnerom religionsfriheden for religiøse mindretal i deres egne lande.
  • Regeringer må arbejde på at skabe muligheder for kristne til at blive i deres hjemland og bidrage til at kristne flygtninge, der ønsker det, kan vende tilbage til deres hjemland, men også give forfulgte kristne et passende antal asylpladser i deres lande.
  • Regeringer må anerkende, at brud på religionsfriheden er en af hovedårsagerne til migrantkriser.

Anbefalinger til kirker:

  • Kirker må forstå, at de har et globalt ansvar for forfulgte kristne og søge at skabe enhed især mellem mainline protestanter, katolikker og ortodokse og evangelikale og pentekostale kristne om at støtte forfulgte kristne.
  • Kirker må støtte NGO’er, der tilbyder bibelstudier, bøn, evangelisering og discipelskab, inkl. kristne radio- og TV udsendelser for at opmuntre kristne i lukkede lande.
  • Kirker må højne bevidstheden blandt deres medlemmer om forfulgte kristne, og opmuntre kristne til hvor det er muligt at besøge forfulgte kirker og etablere relationer med dem, og også tilbyde konkret praktisk hjælp til forfulgte kristne.
  • Kirker må hjælpe forfulgte kirker og organisationer til at etablere et socialt arbejde i deres lokale samfund.
  • Kirker, der engagerer sig til fordel for forfulgte kristne, må samtidig vedkende fortidens synder i form af overgreb på religiøse minoriteter i deres egne lande, for derved at højne deres troværdighed.
  • Kirker må opmuntre til interreligiøse initiativer for at fremme økonomisk udvikling og gensidigt respektfulde relationer i lande, der hærges af ekstremistiske grupper, og i det hele taget opmuntre til at arbejde for fredsstiftelse og forsoning.
  • Kirker bør kun deltage i interreligiøse dialoger og lignende initiativer, som dem Golfstaterne har taget initiativ til, hvis der er en vilje til helt og fuldt at adresserer de forfulgte kirkers behov.
  • Kirker bør prioritere interreligiøse initiativer, ikke kun når der opstår kriser, og understrege princippet om religionsfrihed for alle og til fordel for det fælles gode.

Anbefalinger til journalister og medier:

  • Medier må bestræbe sig på en afbalanceret rapportering om omtridte spørgsmål.
  • Journalister i vesten må forstå, at religion er en vital del af folks liv i store dele af verden, og at religion kan bidrage til løsning af konflikter, økonomisk vækst, fremme af demokrati og fredsstiftelse.
  • Vestlige journalister bør bestræbe sig på at uddanne sig lige så meget mht. religiøse spørgsmål som politiske og økonomiske spørgsmål.

Anbefalinger til akademikere:

  • Akademikere må levere upartisk og objektiv forskning, som præcist dokumenterer status for religionsfrihed i forskellige områder og lande.
  • Der er brug for at akademikere skriver nye og nøjagtige historier om forfølgelse rundt om i verden, og også om, hvordan den kristne kirke har deltage i forfølgelser.

Anbefalinger til virksomheder:

  • Virksomheder bør sætte sig ind i, hvordan korrelationen er mellem religionsfrihed og økonomisk og forretningsmæssig velstand.
  • Virksomheder bør kræve af de entreprenører og partnere, som de samarbejder med, at de overholder internationale menneskerettigheder og standarderne for religionsfrihed.

Forfølgelse af kristne (og andre religiøse grupper) er et meget udbredt og meget alvorligt problem i verden i dag, men denne rapport viser, hvordan kristne kirker udviser stor kreativitet og anvender mange forskellige strategier som respons på forfølgelsen. Samtidig viser rapporten, at der for kirker, NGO’er, regeringer osv. er mange muligheder for at udvise solidaritet med de forfulgte, en solidaritet, der kan gøre en væsentlig forskel, hvis den tager de forfulgtes kontekst, strategier og behov alvorligt.

Christiansfeld, onsdag, den 3. juli 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Konklusioner på undersøgelse om kristnes respons på forfølgelse – ”In Response to Persecution” 3

Rapporten om kristnes respons på forfølgelse, ”In Response to Persecution” indeholder en række konklusioner, som det er værd at lytte til.

For det første konkluderer rapporten, at den mest udbredte strategi som respons på forfølgelse er ”overlevelsesstrategien”, som følges i 43% af tilfældene. Associeringsstrategien følges i 38% af tilfældene, men konfrontationsstrategien kun tæller 19%. Når det gælder konfrontationsstrategien, så er den med meget få undtagelser ikke voldelig og involverer ikke terrorhandlinger.

For det andet peges der på at et kristent trossamfunds respons på forfølgelse er påvirket af dette trossamfunds teologi. Det gælder de teologiske overbevisninger om emner som evangelisering, dialog, statens opgave og brug af magt/vold, kultur, lidelse (martyrium). Nogle kristne ser forfølgelse som Guds vilje, en prøvelse som kristne må udholde, mens andre overvejer teologisk, hvilke midler man må anvende for at imødegå forfølgelsen.

For det tredje noteres det er mere, sandsynligt, at evangelikale og pentekostale kristne end ”mainline” protestanter, katolikker, ortodokse kristne eller andre kristne knyttet til de kirker, hvis historie går langt tilbage. Når evangelikale og pentekostale kristne forfølges er de mere tilbøjelige til at anvende overlevelsesstrategier eller i sjældne tilfælde konfrontationsstrategier, mens ”mainline” protestanter, katolikker og ortodokse kristne er mere tilbøjelige til at anvende associeringsstrategier.

For det fjerde konkluderes det, at kristnes respons kun til en vis grad kan forklares ud fra forfølgelsens intensitet. I meget undertrykkende samfund som fx Iran og Saudi Arabien er overlevelesstrategier ofte de eneste realistiske. I samfund præget af krig, som Irak og Syren  er overlevelsesstrategier også dominerende, selvom der i sådanne kontekster også er tilfælde, hvor kristne har grebet til våben. I mere åbne samfund har kristne samfund større mulighed for at anvende associeringsstrategier og visse former for konfrontationsstrategier.

For det femte peger rapporten på, at der er nogle strategier, som har givet synlige resultater. Som eksempler på, at en strategi har ført til en ændret politisk holdning eller til en reduktion af volden henviser rapporten bl.a. til præsidentvalget i Indonesien i 2014, hvor kristne samarbejdede med de største islamiske bevægelser om at fremme Indonesiens tolerante vision for Indonesien (Pancasila) og hvor der blev valgt en muslimsk præsident, der gik ind for Indonesiens multireligiøse og pluralistiske tradition – sammen med en kristen vicepræsident. En strategis succes kan naturligvis også måles ud fra andre parametre en reduktion af forfølgelse o. l., nemlig ud fra det vidnesbyrd, som de kristne gennem deres respons på forfølgelse – også gennem martyrium – aflægger om deres tro.

Når vi, som ikke lever under forfølgelse, men som ønsker at hjælpe forfulgte brødre og søstre, skal overveje, hvordan vi bedst kan være solidariske med dem og støtte dem i deres konkrete situation –  bl.a. ud fra princippet ”do no harm” – så er denne rapports informationer af uvurderlig betydning.

Christiansfeld, onsdag, den 3. juli 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Strategier som respons på forfølgelse af kristne: Overlevelse – Associering – Konfrontation. – ”In Response to Persecution” 2

Undersøgelsen In Response to Persecution, der bygger på kvalitative interviews i 25 lande, hvor kristne forfølges, viser, at kristne typisk anvender tre forskellige strategier som respons på den forfølgelse, de udsættes for. Den mest reaktive strategi er overlevelsesstrategien, hvor kristne fokuserer på at søge at bevare deres liv og sikre trossamfundets vigtigste aktiviteter. Det kan ske på mange forskellige måder.

  • Kristne kan så at sige gå under jorden og gennemføre deres kirkelige aktiviteter i hemmelighed. Denne strategi anvendes ofte, når forfølgelsen bliver meget alvorlig, og som et forsøg på at sikre kirkens overlevelse indtil forfølgelsen tager af.
  • Kristne kan foretage en slags kulturel tilpasning, så den kun udtaler sig på en måde som regimet kan acceptere og udvise patriotisme i det offentlig rum.
  • Kristne kan indgå i en taktisk alliance med regimet – og dermed blive en støtte for regimet – for derved at opnå en vis beskyttelse. For mange af de gamle traditionelle kirker i Mellemøsten har den kulturelle tilpasning og den politiske støtte til regimet været oplevet som den eneste realistiske mulighed for at sikre fortsat kristen tilstedeværelse.
  • Kristne kan søge at narre omverdenen ved at lade som om de ikke er kristne: Det er der eksempler på i muslimske lande.
  • Endelig kan kristne flygte fra deres forfølgere, enten til et andet sted i det samme land, eller også til et sted uden for landets grænser. Det er det, som vi oplever i disse år i Syrien og Irak, og som måske fører til, at områder eller lande tømmes mere eller mindre for kristen tilstedeværelse.

En mere proaktiv tilgang er der i associeringsstrategien. Her fokuseres der ikke kun på overlevelse, men på at bygge relationer, broer og partnerskaber. Denne strategi søger at overvinde det problem, som forfulgte kirker ofte oplever, og som de forfølgende regeringer og grupper søger at udnytte, nemlig isolationen.

Denne strategi kan udfolde sig på forskellige måder:

  • Kristne kan deltage i interreligiøse dialoger for at fremme fredelig sameksistens.
  • Kristne kan samarbejde med andre kristne trossamfund, andre religioner, politiske partier og NGO’er og etablering af koalitioner og partnerskaber inden for landets grænser. Der er således eksempler på, at kristne, der bliver forfulgt i muslimske lande, har fundet allierede blandt moderate muslimske grupper.
  • Kristne kan samarbejde med kirker og advocacy-grupper og regeringer i andre lande.
  • Kristne kan engagere sig i socialt arbejde for alle uanset tro, som en måde at udleve deres tro på og som en måde at vinde troværdighed og bygge broer til fjendtlige aktører.
  • Kristne kan praktisere tilgivelse af dem, der forfølger dem

Den tredje strategi, som anvendes af forfulgte kristne, er konfrontationsstrategien. Her udfordrer kristne offentligt de regeringer og ikke-statslige aktører, der forfølger dem. Formålet med denne strategi er at eksponere uretfærdigheden , at mobiliser andre for at modarbejde uretfærdigheden og for alt i alt at erstatte uretfærdigeden med religiøs frihed. Problemet med denne strategi er, at den let kan føre til en forværring af forfølgelsen af de kristne

Denne strategi kan praktiseres på forskellige måder:

  • Kristne kan vælge at trodse regeringers og religiøse gruppers forbud vedrørende praktiseringen af deres tro, selvom de ved, at det sandsynligvis vil medføre fængsling og evt. martyrium.
  • Kristne kan dokumentere brud på menneskerettighederne og søge hjælp fra retsvæsenet eller menneskerettighedsorganisationer i landet eller i udlandet.
  • Kristne kan engagere sig i ikke-voldelige protester mod deres forfølgere og demonstrationer til fordel for religionsfrihed.
  • Kristne kan også vælge at gribe til våben mod en regering eller ikke-statslige grupper, der forfølger dem.

Christiansfeld, lørdag, den 29. juni 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Rapport om forfølgelse af kristne er en guldgrube for alle interesserede – “In Response to persecution” 1

Det er i dag – om end ikke i alle kredse – en kendt sag, at der i mange lande foregår religiøs forfølgelse udført af stater og af ikke-statslige aktører. Det er nok mindre kendt, at kristne er den religiøse gruppe, der rundt om i verden oftest udsættes for forfølgelse. Ikke desto mindre er der i de senere år produceret en lang række rapporter, der dokumenterer denne kristenforfølgelse, der især findes sted i et geografisk områder, der strækker sig fra Libyen i vest over Mellemøsten til Sri Lanka, Kina, Indonesien i øst, og fra Nordkorea og Rusland i Nord til Nigeria i Syd.

I de fleste af disse lande udgør de kristen små minoriteter, som fx i Nordkorea og Mellemøsten. Men der er også eksempler på forfølgelse af kristne gruppe i lande med kristent flertal, som fx i Rusland, hvor det er staten, der støttet af den ortodokse kirke, forfølger andre kristne grupper, eller i Kenya, hvor der er kristent flertal, men hvor forfølgelsen udføres af en islamistisk gruppe.

De regimer, som forfølger kristne, er meget forskellige. Islamistiske regimer som fx i Saudi Arabien og Iran, kommunistiske regimer som fx i Kina og Nordkorea. I Indien, Sri Lanka og Rusland, derimod, er der tale om en religiøs nationalisme, hvor der er sket en fusion af staten, en bestemt religion og den nationale identitet. Endelig er der sekulære regimer som fx  post-sovjetiske regimer i Centralasien. Når det gælder de ikke-statslige forfølger er kristne, er der næsten altid tale om ekstremistiske religiøse grupper.

Mens der, som nævnt er mange rapporter, der har dokumenteret og analyseret den globale forfølgelse af kristne, så er det svært at finde solide rapporter, der dokumenterer og analyserer, hvordan kristne grupper responderer på forfølgelse. I går blev jeg imidlertid gjort opmærksom på rapporten In Response to Persecution, der udkom i 2017. Det er den første systematiske globale undersøgelse af, hvordan kristne samfund reagerer på forfølgelse. Forskningsprojektet, der er støttet af The Templeton Religion Trust, er en del af  The Religious Freedom Research Project, som University of Notre Dame’s Center for Ethics and Culture står for.

Formålet med rapporten er at bidrage til en større forståelse af disse reaktioner for bedre at kunne støtte forfulgte kristne og dem, der ønsker at handle i solidaritet med dem. Rapporten er et resultat af et projekt, der bygge på kvalitative feltstudier med interviews a forfulgte kristne i 25 lande, udført af 17 internationalt anekendte forskere mellem oktober 2014 og november 2015.

Forskerne er naturligvis klar over, at kristne ikke er den eneste religiøse gruppe, der forfølges, og at kristne også selv – især tidligere – har udført religiøs forfølgelse. Men det giver mening at fokusere på forfølgelse af kristne, da kristne i dag udgør den største religiøse gruppe, der forfølges. Undersøgelsen af mønstrene for kristnes respons på religiøs forfølges vil imidlertid være nyttig for alle andre religiøse grupper, der forfølges, og for alle, der er optaget af forfølgelse af religiøse grupper.

Denne rapport er – for mig at se – en guldgrube for alle, der er optaget af forfølgelse af kristne (og af andre religiøse grupper). Det være sig forfulgte kristne (og ikke-kristne) samfund, regeringer, der ønsker at gøre noget for forfulgte kristne og trosfrihed, NGO’, som er optaget af den vigtige menneskeret, som religionsfrihed er, kirker og kristne organisationer, der ønsker at vise solidaritet med forfulgte brødre og søstre, pressen, der hidtil i alt for ringe grad har fokuseret på forfølgelse af kristne (og andre grupper), og universiteter og andre akademiske institutioner, der ønsker at bidrage med forskning på dette vigtige område. Især burde den være pligtlæsning for det stigende antal kristne grupper, som glædeligvis engagerer sig til fordel for forfulgte kristne.

Som en appetitvækker vil jeg blot her nævne, at forskerne når frem til, at kristnes respons på forfølgelse kan grupperes i tre kategorier, som ikke udelukker hinanden: Overlevelsesstrategi, associeringsstrategi og konfrontationsstrategi. Mere om det i næste blogindlæg.

Christiansfeld, fredag, den 28. juni 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Landbrugsproduktionen vokser, mens fuglesangen daler

Jeg er opvokset på landet, på en lille gård i Nordjylland. I denne uge har min kone og jeg været på tur rundt i Jylland og har blandt andet også besøgt en fædrene gård. I min barndom lærte jeg at synge om stæren, en fugl som ethvert barn kendte. ”Hør den lille stær, den er åh, så fornøjet.”. Men på hele turen hverken så eller hørte jeg en eneste stær. Når jeg gik tur ned over markerne til engen, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til vibernes karakteristiske slag og skrig. Derfor gav det god mening at synge: ”Nu er dagen fuld af sang, og nu er viben kommen”, og ”Viben slår et enligt slag over mosedammen, før den under frytlens tag folder vingen sammen. Stille, stille, hjerte, sol går ned. ” Problemet er bare, at jeg på hele turen slet ikke har set vibens slag eller hørt dens skrig.

Som barn gjorde jeg notater om det, jeg oplevede i naturen, og i en af de gamle notesbøger står der, at jeg havde set den første lærke den 20. januar. Hel foråret har jeg i år spejdet efter lærken, og har da også set den. Men på tturen rundt i Jylland så og hørte den kun en enkelt gang. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at der i dag er børn og unge i Danmark som aldrig har hørt lærkens sang og da slet ikke oplevet det, vi synger om, når vi fejrer Danmarks befrielse: ”En lærke letted, og tursind fulgte, og straks var luften et væld af sang”.

I min barndom var der en markvej, der snoede sig ned mellem markerne. Om morgenen gennede vi køerne ad markvejen ned i engen, og om aftenen hentede vi dem hjem igen ad samme markvej. Her har jeg mange gange plukket en buket af mange forskellige markblomster til min mor. Der var markskel med græs og buske, hvor dyr og fugle trivedes. Men i dag er alle markskel og markvejen blevet sløjfet det sløjfet, så der i stedet er én kæmpestor mark. Tidligere var der forskellige afgrøder på de forskellige marker, men i dag er der én afgrøde på hele den fusionerede mark. Sådan er det overalt, og jeg forstår godt, hvorfor. For det er med til at øge produktionen og dermed rentabiliteten i landbruget. Der er ingen tvivl om, at det industrialiserede landbrug er den vigtigste årsag til at en stor del af den rigdom – som biodiversiteten udgør – er gået tabt i Danmarks natur, og det gælder også den dramatiske tilbagegang i antallet af lærker, viber og stære.

Jeg kunne ikke finde på at bebrejde den enkelte land mand noget, for han stod måske i valget mellem vækst og konkurs. Det er derimod et fælles samfundsproblem. Næsten alle politikere taler hele tiden om at øge væksten, så vi kan forøge samfundets rigdom, og vi vælgere er vel tilbøjelige til at tage fortsat vækst for givet, så vi – i et af verdens rigeste samfund – kan få mere velfærd og endnu flere penge til forbrug. Men måske skulle vi lytte til, hvad indianerne i den forbindelse har at sige til os. ”Først efter at det sidste træ er fældet, den sidste flod er forurenet og den sidste fisk fanget, vil I erkende at man ikke kan spise penge”.

Vi er desværre blevet vant til at knytte vor forståelse af rigdom til ensidigt økonomisk vækst. Men måske skulle vi fx synge Grundtvigs sang, ”Langt højere bjerge” endnu en gang og tænke lidt over de sidste to linjers bud på, hvad rigdom (også) er: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Måske skulle vi også synge og reflektere lidt over Paul Gerhards gamle salme, der netop peger på den rigdom, som skaberværket indeholder: ”Gak ud, min sjæl, betragt med flid i denne skønne sommertid Guds underfulde gaver!” Og videre ”Højt svinger sig de lærker små, og duerne fra dunkle vrå i skov og mark sig fryder.”

Hvis konsekvensen af, at landbrugsproduktionen vokser så voldsomt, som det har været tilfældet de seneste årtier, bl.a. er, at fuglesangen daler, så er spørgsmålet, om vi overhovedet er blevet et rigere samfund?

Christiansfeld, onsdag, den 26. juni 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Dannebrog: danskernes flag – kongens flag – korsfarernes flag

I dag fejrer vi det danske flag. Det er det danske folks flag. Ikke et særligt partis flag, men hele folkets flag. Og sammenlignet med mange andre folk, så bruger vi vort flag rigtig meget, i alle mulige sammenhænge. På vort køleskab hænger der en liste over alle vore naboers fødselsdage – som en påmindelse om, at vi skal huske at hejse flaget for dem. Vi lufter flaget til landskampe og hænger det på vore juletræer. Men dannebrog har ikke altid været folkets flag. Ind til for godt 150 år siden var Dannebrog kongens flag, som almindelige mennesker ikke måtte flage med.

If legenden er det i dag 800 år siden, at Dannebrog i slaget ved Lyndanise faldt ned fra himlen og gav danskerne sejr. At Dannebrog er knyttet sammen med danske kongers deltagelse i korstogene, tænker vi måske ikke så tit på.

Danske konger og adelsmænd spillede ikke nogen stor rolle i korstogene i Det hellige Land, og en række fyrster i det tyske kejserrige gav i 1147 udtryk for, at de hellere ville føre korstog i deres nærområder end Det hellige Land, en holdning som den danske konge delte.. Efter råd fra Bernhard af Clairvaux, der var tidens fremmeste ideolog og fortaler for korstog, udsendte pave Eugen en bulle, Divini Dispensatione, der officielt proklamerede Venderkorstogene. Mens korstogene til Det hellige Land (og til Spanien) ikke havde haft til formål at omvende saracenerne (muslimerne), så havde dette korstog til formål – udover at fjerne hindringer for korsfarere på vejen til Jerusalem – at omvende disse hedenske folkeslag. Som en deltager i disse paveligt sanktionerede korstog var det, at Valdemar den Store i den 15. juni 1168 erobrede Arkona på Rügen og tilintetgjorde Svantevit.

Næste fase i den daske deltagelse i denne korstogsbevægelse i Østersøen var en række korstog rettet mod Finland i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. årh. Når de ikke har fæstnet sig i den danske historiske bevidsthed, skyldes det sikkert, at det var svenskerne, der i sidste ende erobrede og kristnede Finland.

Den tredje fase i den danske korstogsbevægelse var korstogene i de baltiske lande. I alle disse korstogskrige var der naturligvis også mange andre motiver end de religiøse, men vi fristes let til i en tid, hvor religion ikke tilkendes nogen afgørende samfundsmæssig betydning at overse betydningen af, at vitterligt var tale om korstog – med alt hvad det indebærer. I 1219 sejlede en stor flåde – årbøgerne taler om 1500 langskibe – under ledelse af Valdemar Sejr og med deltagelse af biskop Anders Sunesen og andre prælater – af sted mod Estland. Kampene ved Lyndanise gik godt, indtil esterne indledte et voldsomt overraskelsesangreb den 15. juni. På mirakuløs vis lykkedes det imidlertid at slå angrebet tilbage – og korsfarerne takkede Gud for sejren.

Historien om flaget, der faldt ned fra himlen og gav den danske konge sejr, er en legende, der sikkert har hentet sin inspiration fra historienom kejser Konstantin, der vandt sejr over sin modstander i slaget ved den milviske bro i 312 efter at have set et kors på himlen og hørt ordene om, at ”Ved dette tegn skal du sejre”. I bogen ”Danske korstog. Krig og mission i Østersøen”(2004) konkluderer en række historikere, at ”begivenheden [har] – om end i legendernes slør – været med til at skabe vores nationale identitet. Utvivlsomt er flaget, det hvide kors på den røde bund, Danneborg, med sine middelalderlige rødder kommet il os som et resultat af deltagelsen i korstogene i det baltiske område” (s. 211).

Dannebrog er et flag med en broget historie. Det er et symbol, der gennem historien har været tillagt forskellig betydning og værdi. I dag giver det ingen mening at knytte dannebrog til korstog og kamp mod hedninge. Det giver heller ingen mening at forbinde Dannebrog eksklusivt med kongehuset, uanset, hvor meget pris vi sætter på de kongelige. Det ville også være ødelæggende for den nationale sammenhængskraft at afholde os fra at bruge Dannebrog, blot fordi et enkelt parti igen og igen anvender det i deres annoncering. Dannebrog er heldigvis i dag hele det danske folks flag, uanset partifarve, etniske rødder, religion og social klasse. Det er et flag for alle, der regner sig som danske. Det er der virkelig grund til at fejre i dag.

Christiansfeld, Valdemarsdag, lørdag, den 15. juni 2019
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Har vi nu også i Danmark tradition for at holde religion og politik adskilt?

I forbindelse med debatten om imamers anbefaling til muslimer i ghettoer om at stemme på Det Radikale Venstre eller Enhedslisten ved det netop afholdte folketingsvalg, har kritikken mod imamerne været, at de med deres adfærd bryder med det danske princip om at holde religion og politik adskilt.

At imamerne i denne situation ikke holder religion (her islam) og politik adskilt, er helt åbenlyst, men spørgsmålet er, om vi i det danske samfund traditionelt holder religion (her: kristendom) og politik adskilt Lad os se på, hvordan forholdet mellem kristendomog politik traditionel har været i Danmark.

– Alle er enige om, at kristendommen historisk set har sat sit præg på det danske samfund – og dermed også på politik, som jo bl.a. handler om, hvilket samfund vi ønsker os. Mange vil sige, at det danske samfund – som det kommer til udtryk i vore love – langt hen ad vejen bygger på kristne værdier.

– Grundloven slår i par. 4 fast, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, der understøttes som sådan af staten. Vi har altså om ikke en statskirke (selvom det for mange udlændinge på afstand ser sådan ud), så dog en statsunderstøttet og statsstyret kirke.

– Folkekirken styres på nationalt plan af politikere, nemlig kirkeministeren og folketinget, der fungerer som folkekirkens synode. Det gælder ikke kun folkekirkens ydre anliggender, men også folkekirkens indre anliggender.

– Folkekirkens præster er ansat af staten og dermed statstjenestemænd/kvinder, og dermed i deres virke undergivet politikerens lovgivning.

– Folketinget afholder hvert år ved begyndelsen af det nye folketingsår en gudstjeneste i slotskirken. Her får en præst mulighed for at forkynde evangeliet for det store flertal af politikerne, som møder op, inden de går i gang med det nye folketingsårs lovgivning.

– De to seneste regeringer har sat ind i deres regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land. Når kristendommen indsættes i et regeringsgrundlag, markerer det naturligvis, at kristendommen skal spille en rolle i denne regerings lovgivning.

– Vi har i folketinget haft et politisk parti, der definerer sig i forhold til kristendommen, et parti der også ved seneste valg opstillede til folketinget. Desuden slår også andre partier sig op på deres forbindelse til kristendommen.

– Vi har folkekirkepræster, som er politikere, og som naturligvis anbefaler vælgerne også i deres sogn at stemme på dem og deres politiske parti. Det ville i visse andre kirker i andre lande være utænkeligt.

– Der afholdes undertiden politiske valgmøder i kirker – både folke- og frikirker. Det ville også i visse andre krker i andre lande være utænkeligt.

– Nogle politikere gør kristendom (evt. som kulturkristendom) til en del af den danske identitet, dvs. at være rigtig dansker. Det er naturligvis i strid med en ren sekulær betragtning, hvor religion gøres til en privatsag.

– Der er historisk set en række eksempler på, at biskopper, præster og andre kirkelige personer og grupper i Danmark har udtalt sig offentligt om politiske spørgsmål. Mest kendt er biskopperne hyrdebrev i1943 om arrestation af jøder. Brevet blev både sendt til fremlæggelse på departementschefmødet den 29. september med ønsket om, at det blev givet videre til de tyske myndigheder og også sendt til alle præster mhp. oplæsning for menighederne den førstkommende søndag. 69 år senere sendte alle folkekirkens biskopper igen en slags hyrdebrev, denne gang i form af en henvendelse til justitsministeren og formanden for flygtningenævnet, for beskytte konvertitter fra islam til kristendommen mod hjemsendelse til lande, hvor deres liv ville være i fare.

– I folkekirken inddrager mange præster politiske spørgsmål i deres prædikener, ikke for at støtte eller tage afstand fra særlige partipolitiske forslag, men for at bringe et kristent menneskesyn og kristen etik i spil.

Når men kigger ned over denne liste, der let kunne gøres meget længere, er det svært at fastholde troen på dogmet om, at vi her i Danmark traditionelt holder kristendom og politik adskilt. Spørgsmålet er – for mig at se – ikke, om religion og politik holdes adskilt, for det sker næsten aldrig i noget land, men om, hvordan forholdet mellem religion og politik ordnes i det enkelte land og i de forskellige trossamfund. Her er der helt åbenlys store forskelle mht. lovgivning og traditioner mellem forskellige lande, lige som der er store forskelle på, hvordan forskellige trossamfund (og forskelle inden for det enkelte trossamfund), hvordan man ser på forholdet mellem religion og politik.

København, torsdag, den 12. juni 2019
Mogens S. Mogensen

7 kommentarer

Sørine Gotfredsens og Søren Hviid Pedersens bekymringer om indvandreres deltagelse i folketingsvalget

I mange år har indvandrerkritiske debattører og mange andre klaget over, at indvandrere – især muslimer, og især muslimer i udsatte boligområder –ikke i så høj grad som andre borgere stemmer til folketingsvalg og andre demokratiske valg i det danske samfund. Deltagelse i den politiske proces er en del af integrationen, og den mangelfulde deltagelse blev betragtet som en indikator på et problem med integrationen.

Ved det netop afholdte folketingsvalg har en række foreninger og også imamer i sådanne udsatte boligområder åbenbart gjort, hvad de kunne for at mobilisere disse nydanske borgere op til valget. Fx nedsatte flere foreninger i Gellerup i fællesskab et særligt valgudvalg, som opfordrede bydelens beboere til at stemme, og man har opfordret til at satse på Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Mobiliseringen lykkedes åbenbart. I Gellerup gik de radikale frem fra 5,1% i 2015 til 34,2% af stemmerne ved dette valg. Og samme tendens kunne man spore i andre udsatte boligområder såsom Vollsmose og Tingbjerg samt på Nørrebro, hvor også Enhedslisten stod stærk (De radikale gik markant frem i udsatte boligområder. Jyske Vestkysten 7. Juni 2019)

Nu skulle man tro, at de samme indvandrerkritiske debattører ville klappe i deres små hænder og se det som et tegn på, at det – på dette område – går fremad med integrationen. Men nej, tværtimod, for – som overskriften i Jyllands-Posten i dag lyder – så giver de udtryk for ”Muslimsk mobilisering af vælgere vækker bekymring for øget polarisering”. Sørine Gotfredsen udtaler fx, at ”Når man begynder på den her mobilisering og ligefrem står med de autoriteter i spidsen og anbefaler et bestemt parti, så er paralleltilstanden gået fra at være indadvendt og lukket i fuldstændig døvhed over for samfundet til at ville gå ind og præge samfundet. Paralleltilstanden træder et skridt længere ind i kampen om, hvad Danmark er.”

Sørine Gottfredsen anker over, at imamer opfordrer til at stemme på et bestemt parti, men hvis det var et demokratisk problem, så måtte det da også være et problem, at præster i folkekirken opstiller til folketinget og opfordrer folk til at stemme på deres parti. Helt rundt på gulvet bliver Gottfredsen, der selv er sognepræst og en aktiv politisk debattør, når hun både ser det som et problem, at parallelsamfund (som hun kalder disse udsatte boligområder) er indadvendte og lukkede over for det omgivende samfund, og også at de åbner sig op for at gå ud og præge det omgivende samfund gennem deres deltagelse i den demokratiske proces. At foreninger og imamer i disse udsatte boligområder opfordrer til, at beboerne stemmer på de to partier, som har været mest kritiske over for den gennemførte indvandrer- og ghettolovgivning,  burde ikke undre nogen, der har blot den mindste indsigt i, hvad politik handler om. De stemmer altså på dem, som de skønner bedst varetager deres interesser.

Bedre bliver det ikke, når man i samme artikel læser Søren Hviid Pedersens reaktion på valgresultatet, der for mig at se er sort snak: ”Det bekymrer mig, for det vidner om, at der ikke er en adskillelse af de forskellige magter, men en sammenknytning, der ikke sker på politiske præmisser, men islams præmisser. Det kan gå ud over den helt grundlæggende ensartethed, vi har i det danske samfund.”

Er det, der bekymrer ham, at der evt. argumenteres religiøst (muslimsk) for at stemme på et bestemt parti? Så måtte det vel også bekymre ham, at der er kristne og kristne ledere, der med henvisning til kristendommen anbefaler vælgere at stemme på et kristendemokratisk parti. Jeg har svært ved at se, at der skulle være et demokratisk problem i, at folks medlemskab af en religion spiller ind på, hvor de sætter deres kryds. Så skulle det vel også være et problem, hvis en fagforening eller en arbejdsgiverforening opfordrer deres medlemmer til at stemme på et bestemt parti – eller yder økonomisk støtte til et bestemt parti?

Jeg kan udmærket forstå, at det må være en torn i øjet for Sørine Gotfredsen og Søren Hviid Petersen, at så mange beboere i udsatte boligområder – og mange af dem er jo muslimer – stemmer på Det radikale Venstre og Enhedslisten. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor Sørine Gotfredsen og Søren Hviid Petersen anser det for at være et demokratisk problem, at disse vælgere bruger deres stemme til at varetage deres interesser og fremme den politiske udvikling, som de ønsker for det danske samfund. Det er vel bl.a. det, som demokratiet handler om.

Christiansfeld, søndag, den 9. juni 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer