Sindelags-interview-guide ☺

Naser Khader og Det konservative Folkeparti foreslår (if. Kristeligt Dagblad i dag), at udlændinge, der ansøger om dansk statsborgerskab, ude i kommunerne skal interviewes og bl.a. på basis af svarene vurderes som egnede eller ikke-egnede til at blive danske statsborgere. Da det ser ud til, at de vil være flertal for dette nye initiativ, tillader jeg mig at bidrage med en standardiseret interviewguide vedr. dansk sindelag, så man undgår en ulige behandling i de forskellige kommuner, som skal administrere ordningen.

Forsager du kalifatet og alle dets shari’a-ugerninger og al dets udanske væsen?

Tror du på demokratiet, det danske folkestyre, som det klart og tydeligt er beskrevet i grundloven, folketinget, kommunalrådene og regionsrådene (hvis ikke de bliver nedlagt)? Og tror du på kongehuset og på Huset på Christianshavn og Matador?

Tror du på kvindernes lige rettigheder (men ikke nødvendigvis ligeløn med mænd), og på at alle kvinder og mænd skal ud på arbejdsmarkedet, så de ikke ligger velfærdssamfundet til byrde? Og tror du, vil sende dine små børn i vuggestue, så de der kan lære om danske værdier og kultur, og at du vil lade dine skolepiger deltage i skolefester og på lejrskoler, så de kan tilegne sig den danske ungdomskultur? Og tror du – hvis du er en kvinde – at du vil lade være med at gå i burka og niqab – og helst også slør (men det kommer senere) og ikke lade dig undertrykke af mænd?

Tror du på Danmark, så du vil tage det til hjerte og elske Danmark af hele dit hjerte og hele dit sind? Tror du, at du vil heppe må det danske fodboldlandshold, både det professionelle og vikarlandsholdet? Tror du, at du vil du respektere alle danske værdier og bestræbe dig på at efterleve dem, også selvom ingen kan definere præcist, hvad de er? Og tror du, at du vil respektere grundloven, folketingets love, de internationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har tilsluttet sig? (Nå, forresten, det dér med konventionerne og menneskerettighederne kan vi måske godt springe over ….).

Vil du optages om dansk statsborger på denne tro?

Så giv da mig da – uanset om du er mand eller kvinde – hånd derpå … og gerne også en krammer.

Christiansfeld, mandag, den 10. september 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Indvandrerne ”er ikke svenske. De passer ikke ind i Sverige”

I en partilederdebat på SVT forleden udtalte Sverigedemokraternes formand Jimmi Åkesson om indvandrerne, at ”de ikke er svenske. De passer ikke ind i Sverige”. Konteksten for udtalelsen var en ophedet integrationsdebat, hvor Åkesson begyndte med at foreslå, at der skulle stilles større krav til indvandrere, før de fik tildelt velfærdsydelser. Åkesson udtalte bl.a.: ”’Bare indvandrerne får et job, så løser det hele sig’. Det har de sagt hele tiden. Men det sker bare ikke. Derfor bliver man ved med at stille spørgsmålet: Hvorfor er det så svært for de her mennesker at få et job? Jo, det er det, fordi de ikke er svenske. De passer ikke ind i Sverige”.

Efter afslutningen på debatten fremsatte tv-værten Martina Nord flg. udtalelse: ”Vi skal begynde med at sige, at Jimmy Åkesson udtalelse var groft generaliserende, og SVT tager afstand fra den.” Denne kommentar fra SVT’s vært har naturligvis skabt stor debat både i Sverige og i Danmark. Men debatten af dette vigtige spørgsmål kommer imidlertid til at skygge for den holdning, som Sverigedemokraterness leder Jimmi Åkesson gav udtryk for, nemlig, at indvandrerne ikke er svenske, og indvandrerne ikke passer ind i Sverige.

Men hvem er det, der if. Åkesson ikke er svenske og ikke passer ind i Sverige? If. Statistiska Centralbyrån (SCB), der vel er den svenske pendant til Danmarks Statistik, var der den 31. december 2017 ca. 1,877 mio. indvandrere (mennesker, som var født uden for Sverige), dvs. 18,5% af Sveriges befolkning på godt 10 mio. Hvis man også medregner deres børn, vil antallet naturligvis blive noget større. Dvs., at der if. Åkesson i princippet er de næsten 1,9 mio. mennesker i Sverige, altså ca. en femtedel af befolkningen, der ikke er svenske og ikke passer ind i Sverige. Men sandsynligvis tænker Åkesson, selvom han ikke siger det her, ikke på indvandrere fra Danmark og andre nordiske lande, og nok heller ikke EU borgere eller borgere fra USA. Måske tænker han især på indvandrere fra Asien og Afrika, som udgør 953.000 borgere (dvs. ca. 9% af befolkningen).

Skal man tage Åkessons ord for pålydende, så er der altså en femtedel eller en tiendedel af Sveriges befolkning (eller endnu flere, hvis vi medregner andengenerations- indvandrerne), som han ikke betragter som svenske, og som ikke passer ind i Sverige. Hvordan mon det lyder i ørerne på denne femte- eller tiendedel af befolkningen at få at vide, at de af lederen af et af de største politiske partier ikke regnes som svenske og slet ikke passer ind i Sverige? De kan jo ikke undgå at få det indtryk, at han egentlig ønsker, at de snarest muligt pakker deres sydfrugter og for altid forlader Sverige.

Ét er, at Åkesson og Sverigedemokraterne vil standse indvandringen til Sverige – det kan man mene om, hvad man vi – men noget helt andet er det ubehagelige budskab, som de sender til en stor del af Sveriges befolkning: I hører ikke til her, i passer ikke ind her. Ud med jer!

Åkessons udtalelser giver mindelser om hvad Martin Henriksen har sagt om, hvem i den danske befolkning der er danske og hvem der ikke er det. Og det leder også tanken hen på en af Dansk Folkepartis nye valgplakater, hvor der er en tegning af samme Henriksen, der i en taleboble siger: ”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark”, som om kvinder med tørklæder ikke allerede var en del af Danmark.

Åkesson og Sverigedemokraterne har ligesom deres ligesindede i Danmark naturligvis ret til at udtrykke deres holdninger, som de vil, uanset hvor usympatiske de måtte være, og den ret er der al mulig grund til at værne om i et moderne demokrati. Men samtidig fortjener sådanne ekstremistiske holdninger efter min mening – uanset om vi møder dem i Sverige eller andet steds – at blive modsagt så stærkt som muligt. At udtale sig, som fx Åkesson har gjort, er nemlig skadeligt for et samfunds sammenhængskraft, fordi det skaber splid i samfundet. Det er uretfærdigt over for det store flertal af indvandrerne, som er fredelige borgere, der bidrager til samfundet. Det er hensynsløst og inhumant over for de mange hundrede tusinde indvandrere på denne måde at lægge dem for had ved at sige, at de ikke passer ind i samfundet.

Jeg fristes næsten til at sige om Åkessons udtalelser, at ”de er ikke svenske. De passer ikke ind i Sverige”. Men sådan er det ikke. Disse udtalelser er svenske, og de er en del af dagens Sverige, om vi kan lide det eller ej.

Christiansfeld, søndag, den 9. september 2018
Mogens S. Mogensen

 

NB: Efter kritik fra en læser, der savner hele konteksten, lægger jeg det meste af artiklen, som jeg refererer til, frem her, så læserne kan vurdere udtalelsen i konteksten, og vil man læse hele artiklen, kan man bare klikke på linket.

Jimmie Åkesson startede den ophedede integrationsdebat med at foreslå, at der skal større krav til, før indvandrere får tildelt velfærdsydelser.

»Vi bliver nødt til at knytte velfærd tættere med statsborgerskab. Det er ikke i orden at komme til Sverige og få fuld velfærd. Du må selvfølgelig få akuthjælp i sundhedsvæsenet, men derudover bliver du nødt til at kvalificere dig,« sagde Åkesson.

Flere reagerede stærkt på SD-lederens kommentar. Især Annie Lööf fra det liberale Centerpartiet og Jonas Sjöstedt fra Vänsterpartiet gik til modangreb på Åkesson og krævede en seriøs debat. Åkesson svarede hurtigt igen med et grin og en vittighed.

»Og jeg vil indføre den sorte død. Det er så forfærdeligt lavt et debatniveau. Kan du ikke tage det her seriøst?«

Kort tid efter fortsatte Åkesson sin kritik af indvandringspolitikken ved at komme ind på beskæftigelsen.

»’Bare indvandrerne får et job, så løser det hele sig’. Det har de sagt hele tiden. Men det sker bare ikke. Derfor bliver man ved med at stille spørgsmålet: Hvorfor er det så svært for de her mennesker at få et job? Jo, det er det, fordi de ikke er svenske. De passer ikke ind i Sverige,« lød det fra Åkesson, som med sin kommentar fik Annie Lööf til at læne sig frem og banke i pulten foran sig.

»Hvordan er det, du udtrykker dig?« råbte hun.

Det fik dog ikke lederen af Sverigedemokraterna til at holde igen.

»Du er altid så vred, Annie Lööf. Stop med at skrige og måbe i hver debat,« sagde Jimmie Åkesson.

8 kommentarer

Tak til Sørine Gottfredsen for appellen om høflighed og gode manerer

Præsten og debattøren Sørine Gottfredsen har i en klumme i Kristeligt Dagblad i dag skrevet en spændende artikel om høflighed og gode manerer. Det er helt åbenbart blevet et vigtigt emne for både politikere og meningsdanner, og altså også for Gottfredsen. Det handler om at udvise almindelig høflighed ved at give hånd. Det handler om at praktisere gode manerer ved at klæde sig på i overensstemmelse med de gældende normer, og det vil fx sige, at studieværter ikke bør optræde i korte bukser.

Gottfredsen henviser til historikeren Henrik Jensens bog om ”Det ordentlige menneske”, der åbenbart bl.a. er karakteriseret ved gode manerer, velopdragenhed og høflighed. Det handler if. Gottfredsen om at ”Normerne mellem os i sidste ende er med til at værne om den gensidige omsorg, og når man for tiden leder efter årsagen til, at tonen bliver grovere og aggressionerne vokser, kan man henvise til Henrik Jensens definition af høflighed som et middel til at ’neutralisere mulige overskridelser og overgreb’”.

Når jeg læser disse fornuftige ord om høflighed og gode manerer, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ikke netop er disse normer, der er blevet svigtet i mange politikeres og meningsdanneres omtale af vore nye indvandrede medborgere, hvoraf mange er muslimer. Jensen og Gottfredsen peger jo netop på, at tonen er blevet grovere, og at aggressionerne er vokset. Det gælder da i allerhøjeste grad i forholdet til fx muslimer og andre indvandrere. Her er der bestemt brug for den høflighed, som er et middel til at neutralisere mulige overskridelser og overgreb, som indvandrere desværre undertiden oplever.

Videre skriver Gottfredsen, at ”Vi er nået så langt i helliggørelsen af personens ret til altid at være sit eget autentiske jeg, at det kan være svært at føre en principiel samtale om høflighed og manerer. Og hvis man for eksempel efterlyser en højere standard angående påklædning blandt visse af dem, der udfylder et offentligt embede, opfattes man som en groft moraliserende person, der generelt vil fratage andre retten til at bestemme selv.” Tillad mig at omskrive dette citat med reference til debatten om Muhammed-tegningerne i 2006 og fremefter. ”Vi er nået så langt i helliggørelsen af personers ret til at ytre ligesom de selv føler, at det kan være svært at føre en principiel samtale om høflighed og manerer. Og hvis man for eksempel efterlyser en højere standard ang. den måde man taler om en gruppe af vore medborgere på blandt politikere og andre der deltager i den offentlige debat, opfattes man som en frihedsfornægtende person, der generelt vil fratage andre retten til selv at bestemme, hvad de vil ytre.”

Jeg synes bestemt, det er en god tradition at give hinanden hånden, når man mødes og hilser på hinanden, og det er da bestemt heller ikke alle studieværters bare ben, der pynter på TV-   udsendelser, men at lovgive omkring normerne for høflighed og gode manerer giver ingen mening. Alligevel er debatten om høflighed og gode manerer bestemt vigtig, som enhver kan forvisse sig om, især ved at lytte til hvordan muslimer og indvandrere omtales i disse år. Derfor vil jeg gerne sige en stor tak til Sørine Gottfredsen for generelt at sætte fokus på høflighed og gode manerer i vores omgang med hinanden i det danske samfund i dag.

Christiansfeld, fredag, den 31. august 2018
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Håndtrykket og den kulturelle fundamentalisme

Op igennem 60’erne udkæmpedes der en kamp for frigørelse fra fastlåste normer og for retten til at leve, som man ville. Jeg kan se på gamle billeder, at jeg også – til manges forargelse – lod håret gro lige som de andre langhårede, så håret dækkede ørerne; noget som kun kvinder ellers gjorde. Kvinder klædte sig som de ville, fx i lårkorte kjoler, og viste sig topløse på stranden. Omgangsformerne ændrede sig også, og der var ikke længere ret mange der sagde ”De” eller bukkede og nejede. Og sådan kunne man bliv ved. Slagordet var frihed for den enkelte.

Det er virkeligt bemærkelsesværdigt, at pendulet i disse år svinger tilbage til den modsatte side. Og denne gang er det ikke bare de uskrevne normer, der strammes op, men i dag lovgives der ligefrem på en måde, der begrænser den individuelle frihed på en række områder. Nu har folketinget vedtaget en lov, der sætter grænser for, hvordan man må gå klædt i det offentlige rum. Det ville ingen i deres vildes fantasi have forestillet sig i 60’erne og 70’erne: at man nogen sinde ville lovgive om folks klædedragt – og så med henvisning til sammenhængskraften i det danske samfund.

I 60’erne blev der på flere områder gjort oprør mod kønsadskillelsen, og oprøret sejrede også på dette område. Men hvem ville den gang have forestillet sig, at politikere ville foreslå at gøre det forbudt for kommuner at tillade at imødekomme en gruppe kvinders ønske om en særlig badetid for dem. Den gang i 60’erne og 70’erne arrangeredes der jo særlige kvindelejre, hvor mænd var forment adgang.

Det seneste tiltag er forslaget om at lovfæste håndtrykket som en særlig hilsen/takke-form ved bestemte lejligheder. Planen er, at det skal gøres til en betingelse for at modtage dansk statsborgerskab, at ansøgeren vil give hånd til embedsmanden, der skal give hende beviset for hendes statsborgerskab. Der er ingen tvivl om, at håndtrykket stadig er meget udbredt i Danmark i dag, selvom krammet vinder mere og mere frem. Men hvem ville i 60’erne eller 70’erne havde drømt om, at politikerne kunne finde på at lovgive om, hvordan man skal hilse på hinanden.

Der er bestemt ingen grund til at regne med, at det stopper her. Ligesom respekten for de grundlæggende danske værdier (hvad de så er), trækkes frem af lovgiverne tidligt og sent, på samme måde må man forvente, at lovgiverne vil fortsætte med at lovgive om bestemte kulturelle former og adfærdsmønstre, som skal følges i bestemte sammenhænge. For som sognepræst Sørine Gottfredsen siger i Kristeligt Dagblad i dag: “Disse omgangsformer og normer er med til at holde et samfund og et fællesskab sammen.” For hende er der her tale om “et vigtigt redskab til at statuere, hvad samfundets normer er.”

Så vidt jeg kan se, er det, vi oplever i disse år, en ny kulturel eller politisk bevægelse, som man kunne kalde for ”kulturel fundamentalisme”. Normalt forbinder man fundamentalisme med religion, som det også er tilfældet i Gyldendals Store Danske Encyklopædi, hvor der står, at ”Fundamentalisme er en generel betegnelse for en form for religiøsitet, hvis udøvere læser deres hellige skrift(er) meget bogstaveligt”. Her er der ikke tale om ”hellige skrifter”, men om ”kulturelle normer”, som tages meget bogstaveligt og anses for uforanderlige og hellige. Religiøse fundamentalister har vanskeligt ved at acceptere, at nogen anlægger andre tolkninger af Bibel-teksten end deres. Og lige som religiøse fundamentalister ofte bliver intolerante og fanatiske, så sker det samme i dag for kulturelle fundamentalister

I denne sammenhæng er det interessant at læse, hvad der i øvrigt står om fundamentalisme i Gyldendeals Store Danske. ”Sociologisk og psykologisk er fundamentalisme søgt forklaret som udtryk for en gruppes forsøg på at skabe sig et fast orienteringspunkt i et samfund præget af sociale forandringer og politiske spændinger.” På samme måde kan vi forstå den moderne kulturelle fundamentalisme som en reaktion på globaliseringen og det multikulturelle og multireligiøse samfund. Den kulturelle fundamentalisme er sandsynligvis et udtryk for en gruppes forsøg på at skabe sig et fast orienteringspunkt i et samfund præget af demografiske og kulturelle forandringer.

Den kristne fundamentalisme opstod i begyndelsen af det 20. århundrede som et forsvar af kristendommen over for moderniteten, men erfaringen har vist, at kristendommen godt kunne overleve uden at gemme kristendommen bag den religiøse fundamantalismes vognbog. Den kulturelle fundamentalisme, som vi oplever her i begyndelsen af det 21. århundrede er vel på samme måde at forstå som et angiveligt forsvar af den danske kultur mod fremmede kulture, især muslimske kulturer. Forhåbentlig vil forskræmte politikere, præster og andet godtfolk, der har ladet sig rive med af denne reaktionære bevægelse, inden alt for længe indse, at den danske kultur også godt kan overleve, uden at den på kulturelt fundamentalistisk vis med lov og magt skal beskyttes mod andre kulturelle former.

Christiansfeld, tirsdag, den 21. august 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Det gyldne håndtryk

Vi har heldigvis på Christiansborg politikere, som tager hånd om de store udfordringer, som det danske samfund står over for i disse år. På det seneste har det Danske og det Konservative Folkeparti ikke bare givet en hjælpende hånd til løsningen af de politiske problemer, men de giver den hele armen for at værne om de helt grundlæggende danske værdier. De har nu givet hinanden håndslag på, at de hånd i hånd vil møde op og kræve, at indvandrere for at få dansk statsborgerskab skal give hånd ved den kommunale ceremoni, hvor de underskriver, at de vil respektere de grundlæggende danske værdier.

Det ville dog have været en god håndsrækning til ansøgerne, hvis de havde fået en liste over de grundlæggende værdier, som de skal love at respektere. Men nu er den første danske grundlæggende værdi på vej til at blive slået fast, nemlig at give hånd. Måske kunne en anden dansk værdi være, at vi som danskere giver en hånd til Afrika, som Nana synger i sin danske popsang fra 1985. Apropos Afrika, så har flere regeringer på det kontinent – i forbindelse med ebola-udbrud – sagt, at borgerne ikke skulle give hånd til hinanden. Måtte Danmark aldrig blive ramt af sygdomme, der skulle true den grundlæggende danske værdi som håndtrykket er et udtryk for.

Når vi nu er ved Afrika, så husker jeg fra vore 10 år i Nigeria, at et håndtryk ikke bare er et håndtryk. Det ved vi jo også godt her i Danmark. Et håndtryk kan opleves som at få en våd karklud i hånden, eller som at blive klemt i en skruetvinge. Men i Afrika blev vi indført i håndtrykkets mange mysterier. Et rigtig godt håndtryk afsluttes naturligvis med, at man fører sin hånd op til hjertet som et tegn på, at man tager den anden til hjerte. Hvis det derimod skete, at håndtrykkeren efterfølgende førte sin hånd over skulderen i en hurtig bevægelse, så var det et udtryk for, at vedkommende forkastede og foragtede modparten. Lige så galt var det, hvis man oplevede, at en person kun med det yderste af fingrene greb fat i det yderste af modpartens fingre. Så kunne man bogstaveligt talt mærke, at vedkommende ikke brød sig om én. Omvendt så var et såkaldt dobbelt håndtryk, hvor man brugte begge hænder til at gribe den andens hånd i et omfavnende håndtryk et udtryk for dobbelt respekt. Den form for håndtryk satte jeg stor pris på, for eller kunne det ske, at den ene hånd ikke vidste, hvad den anden gjorde.

Hvis vi virkelig skal have hånd i hanke med indvandrernes assimilation, så må der nok udarbejdes en håndbog om, hvordan vi giver hinanden hånden på den helt rigtige danske måde, og der må nok stables et obligatorisk grundkursus på benene, ellers får det gode danske håndtryk nok ikke sin gang på jorden. Der skulle jo nødigt snige sig udanske kulturelle betydninger ind i den måde, der gives hånd på her hos os. Dertil kommer, at det jo hører med til god dansk dannelse at vide over for hvem, hvornår og hvordan man skal bukke eller neje, samtidig med at man giver hånd.

At det er af stor politisk betydning, hvordan man giver hånd, har vi kunnet forvisse os om, ved at følge, hvordan USA’s præsident Donald Trump med sine små, men magtfulde, hænder gav hånd til andre statsledere. Her var håndtrykket virkelig udtryk for en magtkamp. Hvor hårdt blev der trykket hånd? Hvem skulle bestemme, hvor langt håndtrykket skulle vare?

At et håndtryk også kan have stor økonomisk betydning skal vi heller ikke glemme. Tænk blot på alle de gyldne håndtryk, som mellem år og dag er blevet givet til betydningsfulde danskere, og som er et udtryk for, hvor værdifuldt et håndtryk kan være.

Så derfor: lad os give en hånd til disse politikere, hvis vi da ikke lige frem skulle give dem et gyldent håndtryk.

Christiansfeld, søndag, den 19. august 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

”Hej, du der bondemand, kan du ikke lige vise mig vej til Tranum Strand” – Erindringsglimt 5

Nørre Skovsgård var forbundet med omverdenen med en fin asfaltvej, der fra hovedej A11 midtvejs mellem Brovst og Øster Svenstrup gik stik nord. Vejen blev asfalteret i slutningen af 50’erne, men asfaltvejen endte brat efter 2 kilometer. Fortsatte man alligevel lige ud ad markvejen, blev den efterhånden mere hullet og mudret jo længere man kom ud i de lave enge, hvor vi og andrelandmænd på Nørre Skovsgård have vore kvier på græs om sommeren. Man kunne dog også i stedet dreje til højre og følge en udmærket grusvej, der dels førte tilbage til hovedvejen, dels gav mulighed for at krydse kanalen og køre enten til Brovst eller Tranum.

En dag havde en københavnsk turist i bil forvildet sig ind på vor fine asfaltvej, og midtvejs standsede han op og prajede en af vore naboer Peter Mathies, der gik og arbejdede på sin mark. ”Hej, du der bondemand, kan du ikke lige vise mig vej til Tranum Strand?”. Peter Mathies satte ikke pris på at blive tiltalt på denne måde, så han forklarede københavneren, at han bare skulle fortsætte lige ud, også efter at asfaltvejen holdt op. Hvis han blev ved længe nok skulle han bestemt komme til Tranum og videre til Tranum Strand. Bagefter kunne Peter Mathies med slet skjult skadefryd i stemmen fortælle sin naboer, at der en times tid senere var kommet en Falck-bil forbi for at trække københavnerens bil fri af mudderet ude i engene.

Selvom Peter Mathies ikke ønskede at blive tiltalt af en københavner som ’bondemand’, så var alle vore naboer bønder, eller som de nok hellere ville omtales, landmænd. Lige over for Peter Mathies og hans kone Grethe boede Mine og Marius Christiansen. Før vi fik vor egen lille Renault 4CV, så havde vi bil sammen med denne nabo. Mine og Marius havde to voksne sønner, der lige som forældrene var meget flittige og energiske, ja, de to brødre var, hvad vi ville kalde nogle gedigne pølere. Jeg husker, at når de havde kørt roetoppene ind og skulle have dem igennem topknuseren før de kom ned i ensilage-kælderen, hvorfor de om vinteren blev hentet op som foder til dyrene, så fyldte de så meget og så hurtigt roetoppe i topknuseren, at vi 300 meter væk kunne høre, at den var lige ved at gå i stå.

Det fortælles i øvrigt, at de to brødre havde så travlt med arbejdet i stalden, at de ikke havde tid til at stå stille, mens de ladede vandet i kostalden bag køerne, men besørgede dette nødvendige ærinde, samtidig med at de fortsatte deres gang ned gennem kostalden på vej mod nye opgaver.

Marius Christiansens og Peter Mathies’s familier boede lige syd for os, men vor nærmeste naboer var Marie og Jens Nielsen, der boede lige over for os i en gård, der er kendt som ”Blæsbjerg”, nok fordi det blæse meget på den morænebakke, som vi boede på. A propos bakker, så havde vor nabo egnens absolut bedste kælkebakke, som – hvis der var tilstrækkeligt med sne – kunne give os en kælketur på 3-400 meter. Her samledes på de gode dage over 100 børn fra hele egnen og nød vinterens gratis glæder.

Nord og nordøst for vor gård lå der godt et dusin husmandsbrug, der i 1926 var udstykket fra avlsgården Nørre Skovsgaard. Da mine forældre købte gården i 1944, var der omkring 30 tønder land, men efterhånden tilkøbte det yderligere 10 tønder land, bl.a. fra et ældre ægtepar, Laurits og …, hvis jord grænsede op til vores jord. Min far var altid meget ivrig efter at købe mere jord, mens min mor hele tiden holdt igen. Det førte ikke til højlydte skænderier, men tværtimod en gang i mellem til tavshed mellem dem. Her lærte jeg forskellen at kende mellem en livgivende stilhed og en dræbende tavshed, for som digteren Niels Hav et sted skriver “Tale er sølv, men tavsheden er grusom”. Men tavsheden blev altid brudt og de fandt en fælles løsning på problemerne og den gode samtale blev genoptaget.

Lige over for Laurits og Tinne boede Otto og Ragnhild. Otto var en skikkelig mand, men Ragnhild var bogstaveligt talt et galt spektakel, som vi børn frygtede. Ikke desto mindre vovede vi tit at gå gennem deres kornmark hen til gravhøjen Troldhøj. Helt galt gik det en nytårsmorgen, hvor vi børn aftenen forinden havde været ude med vore kammerater for at lave nytårsløjer. Det handlede ikke kun om at stjæle naboens kaffekande, men kunne føre til, at vi kørte naboers og genboers trillebører og gummivogne mv. langt væk fra ejernes gård. Tidligt nytårsmorgen bankede Ragnhild på vor dør. Hun var rasende. Hun ville ikke finde sig i at mine forældres uvorne unger havde stjålet hendes das (toilet) og havde hejst det op i vores flagstang. Vi børn bedyrede over for vores forældre og den ophidsede nabo, at det bestemt ikke var os der havde gjort det – og tænkte ved os selv, at så dumme var vi dog ikke, at vi ville hejse naboens das op i vor egen flagstang. Vi kunne godt have fundet på at hænge et das os, men naturligvis ikke i vor egen flagstang.

På en lille sidevej til den asfalterede vej lå der to husmandssteder. I det første boede Anne og Aage Madsen, der havde to døtre og en søn, der alle var døvstumme. Lige som alle de andre husmænd supplerede han sin indtægt med forskellige former for bijobs, og Aage var i mange år vor mælkemand. Hver dag kørte han med sin to heste forspændt en gummivogn rundt og samlede vores mælkejunger sammen om morgenen og kørte dem til mejeriet i Torslev, og om eftermiddagen afleverede han mælkejungerne igen, ofte fyldt med valle til dyrene.

Mejeriet havde dog også andre funktioner end at modtage og behandle vor mælk. Efter kartoffelhøsten plejede vi at køre de kartofler, som vi ikke selv skulle spise i løbet af det næste år, til mejeriet, hvor de blev kogt. Vi børn kørte undertiden med og sad så på hjemvejen og spiste nogle af de kogte kartofler, der ellers blev gemt i ensilage-siloen til vinterfoder til dyrene.

Efter vore dages begreber er en gård på 30-40 tønder land ingen stor gård, ja, knapt et lystlandbrug, men i min barndom holdt denne gård mange beskæftiget. Udover min forældre, der begge sled både i stalde og på marken, og vi børn, der naturligvis også arbejdede med, havde vi en pige i huset og en karl, og dertil daglejere, der i høsten og i andre spidsbelastningesperioder blev indkaldt. Daglejerne var oftest husmænd fra Nørre Skovsgård.

Et paradoks for mig som barn var, at mens husmændene allerede i slutningen af halvtredserne begyndte at få traktorer, de små grå Ferguson’er, så fortsatte vi i flere år med at traske af sted bag vore heste. Vi pløjede og harvede, såede og radrensede, høstede og kørte i lade med heste – og jeg fik lov til selv at arbejde med hestene. Det viste sig, at min far syntes der var for lidt trækkraft i den grå Ferguson til vort bakkede terræn, så han ville vente indtil han havde råd til at købe en noget større traktor. Det blev en rød International Harvester.

I 1956 etablerede familien Løth et fjerkræslagteri, som efterhånden voksede sig stort og tiltrak især mange kvinder som medarbejdere. Mange af husmandskonerne på Nørre Skovsgaard begyndte at arbejde på fjerkræslagteriet. Jeg husker endnu, hvordan jeg så de trætte koner komme cyklende hjem, mens de hang hen over styret, på vej hjem til arbejdet i stalden og i huset. Også flere af husmændene begyndte efterhånden at arbejde på fabrikker i omegnen eller i Aalborg.

Uanset hvordan de enkelte familiers økonomi og arbejdssituation var, så var landbruget det alle var fælles, det var den fælles referenceramme. Om aftenen kunne mine forældre finde på at sige, Skulle vi ikke lige gå over til en af naboerne og høre om ikke de ville give en kop kaffe. Og det ville de altid, også uden forudgående aftale. Andre gange indbød mine forældre flere af naboerne til en kop kaffe, og efter kaffen satte kvinderne sig så i den ene stue og strikkede og talte sammen, og mændene satte sig i den anden stue, og på et eller andet tidspunkt ville de uvægerligt bevæge sig ud i stalde og måske ud på marken, for at se på bedriften.

Det kan godt ske, at Peter Mathies ikke brød sig om at blive kaldt ”bondemand” af en københavner, men udover hvad vi i øvrigt var, så var alle på Nørre Skovsgård om ikke bønder, så dog landmænd, og stolte landmænd, som ikke lod sig noget sige af københavnere.

Christiansfeld, tirsdag, den 14. august 2018
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Kristendom – det fælles underforståede – Erindringsglimt 4

Forfatteren Knud Sørensen, der selv er nordjyde, giver i en af sine bøger den korteste og bedste definition af kultur, som jeg er stødt på. Kultur er, siger han, det fælles underforståede. I min barndom på Nørre Skovsgård og omegn var kristendom det fælles underforståede. Det var noget fælles, fordi vi alle havde del i det og tog del i det, men det var i overvejende grad noget underforstået. Præsten og religionslæreren, indremissionæren og søndagsskolelæreren og enkelte andre satte ord på det, men de fleste af os var for blufærdige til at tale om det. Det betyder ikke, at kristendommen bare var noget kulturelt, der ikke havde eksistentiel betydning for os. Nej, kristendommen var sådan set til stede overalt, men oftest uudtalt, og den var en slags betydnings-horisont. Vi satte ikke pris på store ord, men tillagde undertiden det, der ikke blev sagt, større betydning.

Mine forældre talte næsten aldrig om deres følelser, men det betød naturligvis ikke, at de ikke havde følelser, og heller ikke, at jeg ikke kunne aflæse deres følelser. Mine forældre talte næsten heller ikke om deres åndelige liv, men jeg var aldrig i tvivl om, hvad kristendommen betød for dem.

Min mor bad fadervor med os om aftenen, og dermed begyndte også jeg i mit lønkammer at betræde bønnens vej. At min mor bad for mig og mine søskende var jeg aldrig i tvivl om, selvom hun aldrig direkte sagde det. Den dag da jeg som ung sagde farvel til min mor og far for at tage på stop alene rundt i Europa i en sommerferie, kiggede min mor på mig og sagde, ”Mogens, vi vil tænke på dig!”. En københavner vil sikkert tænke, at det var dog noget af det dummeste at sige, for selvfølgelig tænker en mor på sin søn. Men det var noget helt andet, som hun for mig klart og tydeligt kommunikerede til mig i den situation. Det betød, at de ville bede for mig, men sådan noget kunne man ikke sige direkte.

Vi læste ikke i bibelen sammen til daglig, men juleaften fandt min far bibelen frem og læste med alvor i stemmen juleevangeliet for os. Til daglig sang vi heller ikke salmer, men juleaften sang vi altid en to tre af de elskede julesalmer. Det var ikke fordi salmer ikke betød noget for mine forældre, og uden at min far udbasunerede det blev jeg alligevel klar over, at salmen ”Jeg så ham som barn med det solrige øje” betød noget særligt for ham. Min far har ikke fortalt mig meget om sit liv som “barn” og som “yngling”, som salmen også beskriver, men jeg tror, at nogle af salmens vers udtrykker noget af det, han tænkte – men ikke satte ord på.

Jeg så ham som mand i den modnede sommer,
da synderen skjalv for den hellige dommer,
da hjertet slog tungt, og min isse var sænket,
og dødstanken strengt havde livsmodet lænket.

Først da fik jeg kende hans salige nåde,
først da løstes korsets, forargelsens gåde,
først da lærte hjertet at favne den byrde,
som han har mig rakt, den forbarmende hyrde.

Og en gang jeg ser ham, når lyset nedbrænder,
da strækker jeg mod ham de segnende hænder;
når hjertet står stille, og øjet vil briste,
da hilser jeg ham med et smil, med det sidste.

Kristendom var der overalt. I mange hjem hang der på væggen i stuen indrammede broderede skriftsteder på væggen som ”Herren er min hyrde” og reproduktioner af religiøse malerier som fx Carl Blochs fremstilling af Jesus, der trøstes af en engel i Getsemane have. Hver morgen begyndte vi skoledagen med en morgensamling, hvor vi sang en salme og bad fadervor, og i religionstimerne hørte vi bibelhistorier og lærte salmevers udenad.

Da vi var små, stod det ikke til diskussion, at vi hver søndag skulle i søndagsskole i missionshuset Bethania i Skovsgård. Det var nu heller ikke nogen straf, for vi havde de sødeste og dygtigste søndagsskolelærere man kan forestille sig. De udstrålede en glæde over evangeliet og en lyst til at fortælle bibelhistorier og synge sange med os. Jeg husker især, at vi sang

Her kommer Jesus dine små
til dig i Betlhem at gå;
oplys enhver i sjæl og sind
at finde vejen til dig ind.

Og ved sidste vers rejste vi os alle op og sang:

Her står vi nu i flok og rad
om dig, vort skønne hjerteblad.
Ak, hjælp, at vi og alle må
i Himlen for din trone stå!

Vi samlede naturligvis også ind til hedningemissionen; det var DMS’s arbejde bl.a. i Indien, som vi hørte om og samlede ind til. De mønter, vi havde fået med hjemmefra, lagde vi i den indsamlingsbøsse, der var udformet som en negerdreng, der lå på knæ med foldede hænder og nikkede, hver gang der kom en mønt i bøssen. Den gang havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg 25 år senere skulle rejse ud som missionær – til Afrika.

Missionshuset hed Bethania, men burde egentlig have heddet Betlehem, for missionshuset blev bestyret af et ægtepar, som vi kaldte synagogeforstanderne, men som hed hed Josef og Maria. Et af årets højdepunkter var, når der i missionshuset blev arrangeret julefest for alle børn med et – synes jeg – kæmpestort juletræ, julesalmer og sange og lege og med uddeling af en pose med slik til hvert barn.

At gå i kirke om søndagen var noget helt selvfølgeligt i min familie. Vi var vel en slags vane-kirkegængere, og vi børn var med, når det ikke kolliderede med søndagsskolen. Vor præst var pastor Nielsen, der var et meget elskeligt menneske, som holdt nogle meget enkle og jordnære prædikener. En af skolelærerne fungerede som kirkesanger, og organisten var en musikalsk landmand. Han sad lige inden for døren til højre og trakterede sit beskedne orgel, men gjorde det med en passion et – også tydeligt kropsligt – engagement, som jeg som barn aldrig blev træt af at betragte. Prædikestolen var ikke særlig spændende for et barn at betragte, da den kun var udsmykket med en tekst på gammelt dansk , der fortalte, hvem der havde doneret den til kirken. Så var det straks langt mere spændende at udforske altertavlen, der foruden en fremstilling af den sidste nadver, var udsmykket med eksotiske figurer og ansigter, der appellerede til min barnlige fantasi.

For mine forældre handlede deres kristendom ikke så meget om, hvad de sagde – en høj bekendelse eller inderlige åndelige samtaler – men var i stedet knyttet til handlinger og etik, det var en stor omsorg for de svage og fattige, som ellers blev overset i samfundet. Mine forældre tog sig af de mennesker, der havde brug for omsorg og hjælp. Jeg så derfor i praksis, hvad kristendommen lærer, at alle mennesker er lige meget værd, uanset om man er en fattig husmand, en fordrukken daglejer eller en kendt dyrlæge.

Både min mor og far havde været på højskole i deres unge dage, og de holdt livet igennem kontakt med nogle af deres højskolekammerater. Søndag eftermiddag kørte vi ofte en tur rundt på egnen og havde kaffe med, men en gang imellem var vi på en længere ferietur, og så var det ofte gamle højskolekammerater, vi besøgte rundt omkring i landet. Jeg havde det klare indtryk, at det halve år på højskole havde været med til at forme dem for livstid.

Mine forældre havde både forbindelse til det missionske og det grundtvigske, og vi kom både i missionshuset og til højskoleaftener. Mine forældre var ikke med i inderkredsen nogen af stederne, for det var nok folkekirken, hvor både indremissionske, grundtvigske og alle dem, der hverken var det ene eller det andet, der var vigtigst for dem. Det er mit indtryk, at min mors hjem hældede lidt mere mod det missionske – fx holdt de Indre Missions Tidende – mens min fars hjem hældede mere mod det grundtvigske, men det var aldrig noget, vi talte om. Kristendom var i min barndom på og omkring Nørre Skovsgård det fælles underforståede.

Christiansfeld, mandag, den 13. august 2018
Mogens S. Mogensen

 

 

3 kommentarer