Politik og videnskab: Den truende klimakatastrofe

Lige siden oplysningstiden har ”tro og videnskab” været et påtrængende tema. Det giver ikke mening, at lade som om troen eller religionen kan skolemesterere videnskaben, og lige så galt går det, når troen eller religionen lukker øjnene for videnskaben og lader som om den ikke eksisterer. Lige så meningsløst det er for troen eller religionen at ville overtage videnskabens område, er det naturligvis for videnskaben at hævde, at den gør religionen eller troen overflødig.

Teologer og præster har været nødt til at forholde sig til de udfordringer, som er kommet fra videnskabens indsigter, også selv om de mange videnskabelige teorier kun kan sandsynliggøres, men ikke bevises med 100 procents sikkerhed, og løbende bliver justeret. Det har helt sikkert været en smertefuld proces at skulle se videnskabelige indsigter i øjnene, som kan opleves meget forstyrrende for en bestemt religiøs tradition, og som må føre til ændringer i den religiøse lære og praksis. Men ikke desto mindre har det – fx når det gælder kristendommen – været gavnligt og nødvendigt, både for kirken og for det samfund, kirken skulle tjene med evangeliet.

I disse år er ”politik og videnskab” blevet et påtrængende tema. Det giver ikke mening at lade politikken skolemesterere videnskaben, så videnskaben tilpasser sin forskning og sine resultater til politikernes behov, eller for politikerne at lukke øjnene for videnskabens indsigter. Det mest slående eksempel på det sidste er naturligvis USA’s præsident Trump, der trækker verdens rigeste og mægtigste land, hvis videnskabsmænd og kvinder hører til de bedste i verden, ud af Paris-klima-aftalen. Lige så meningsløst er det at lade videnskaben overtage det politiske område, som om politik kunne reduceres til videnskab og ikke handlede om valg af forskellige muligheder, prioriteringer og interesser.

På en række områder tager politikerne heldigvis videnskabens resultater alvorligt, sådan at de fx søger at finde løsninger på de problemer, som videnskaben peger på. Et par klassiske eksempler er økonomi og sundhed. På et område ser det imidlertid ud til at en række politikere både i Danmark og i resten af verden lukker øjnene for videnskabens resultater, eller i hvert fald ikke har modet til at respondere på de udfordringer, der ligger der. Det gælder den videnskabelige forskning om klimaets udvikling på denne jord. Videnskabsfolkene har dokumenteret, hvordan klimaudviklingen har været i de seneste årtier, og hvilke alvorlige konsekvenser det allerede har haft for mange mennesker, men videnskaben kan naturligvis ikke med 100 procents sikkerhed forklare alle årsagerne til udviklingen, og videnskabsfolkene kan også kun sandsynliggøre, hvordan udviklingen vil blive i de kommende år, og hvilke fatale konsekvenser det sandsynligvis vil få for verdens befolkning.

Når man betænker, at vi (indtil videre) kun har denne ene blå planet at leve på, og at hele menneskehedens livsgrundlag ifølge videnskaben er truet, så er der for mig at se tale om det uden sammenligning største problem, som Danmarks og verdens politikere står overfor i disse år. Det er imidlertid en meget smertefuld proces for politikerne at skulle de disse videnskabelige indsigter og teorier i øjnene, fordi de kan opleves meget forstyrrende for politikernes traditionelle projekter, fx spørgsmålet om øget vækst og velstand, og vil kræve radikale løsninger. Men ikke desto mindre er det livsnødvendigt, at vore politikere har modet til at se virkeligheden i øjnene og til at forklare deres vælgere, at situationen faktisk er endnu alvorligere, end hvis det var en krig, der truede os, og at vi derfor må være parat til ofre og afsavn for at redde kloden

Lige som temaet ”religion og videnskab” ikke kun var en udfordring for præster og teologer, men er en problemstilling som alle troende måtte og må forholde sig til, så er temaet ”politik og videnskab” naturligvis ikke kun politikernes problem, men en virkelighed, som alle politisk ansvarlige borgere må se i øjnene og handle ud fra, også på det personlige plan

De to problemstillinger hænger naturligvis også sammen: religion – videnskab – politik, og derfor burde klima-problemstillingen – eller sagt teologisk: spørgsmålet om forvaltningen af Guds skaberværk – ikke kun stå meget højt på den politiske dagsorden, men også på kirkens dagsorden.

Christiansfeld, tirsdag, den 11. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Mission er …. at gæste – at møde mennesker som deres gæster. Mission i Folkekirken 3.

Gæstfrihed er et centralt tema i Bibelen – Gud er værten og vi er hans gæster – og gæstfrihed er også en vigtig dimension af kirkens mission. Men vært-gæst billedet vendes også på hovedet i Bibelen.

I 1. Mosebog 18 står der, at ”Engang viste Herrens sig ved Mamres Ege for Abraham …”. Her møder Gud Abraham i skikkelse af tre mænd, der kommer som gæster til Abraham. Abraham tog imod dem som en god vært, og oplevede at få løftet om en søn i sin alderdom. Da Gud inkarnerede sig selv i Jesus fra Nazaret, var en af de mest passende beskrivelser af Jesu rolle blandt mennesker, at han var en gæst, der modtog gæstfrihed, samtidig med at han gav udtryk for Guds gæstfrihed. If. evangelierne var udgangspunktet for hele Jesu virksomhed i mødet med forskellige mennesker hans position som gæst. Jesus var fx gæst hos Maria og Martha, hos en tolder og en farisæer, og han modtog gæstfrihed fra den samaritanske kvinde. I Johannes Åbenbaring fremstilles Jesus som den, der kommer til os som gæst. ”Se, jeg står for døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham” (Åb 3,20). Da Jesus udsendte de 72 for at forkynde evangeliet om Guds Rige og helbrede de syge, sender han dem ud tomhændede, så de som gæster ville være afhængige af dem, de prædikede for.

I en situation, hvor kirken har en central og dominerende position i samfundet, er det måske nærliggende at tænke mission udelukkende ud fra metaforen ”gæstfrihed”, hvor kirken er værten og dem, evangeliet forkyndes for, er gæster. Vært–gæst relationen har imidlertid helt klare magtimplikationer: det er bogstaveligt talt og i overført betydning værten, der sidder for bordenden, og gæsten er på fremmed territorium, helt afhængig af værten. Når kirken i et post-kristenhedssamfund efterhånden må virke fra periferien, fra en position uden magt, begynder gæste-metaforen for kirkens mission at blive påtrængende, dvs. at kirken må virke i mission ud fra en position af sårbarhed og magtesløshed. Og det er – i lyset af Jesu eksempel – ikke så ringe endda. Måske er det netop, når evangeliet i ord og handling kommunikeres nedefra, fra en position af magtesløshed, at det kan kommunikeres med størst integritet og tydelighed.

Hvordan vil i en folkekirkelig sammenhæng mission se ud, hvis vi tager udgangspunkt i gæste-metaforen? Hvilke gæste-praksisser kunne det indebære?

For det første udfordrer gæste-metaforen os til at forlade vor ”comfort-zone” og bevæge os uden for kirkens rammer. Vi må øve os i at være gode gæster i andre menneskers liv og sammenhænge, og fra den gæsteposition kommunikere evangeliet i ord og handling. Det er en stor udfordring, for når man forlader sin ”comfort zone”, blive man sårbar ikke bare i forhold til dem, som man er gæst hos, men også i forhold til ens kirkelige fællesskab, der måske bliver mistænkelig over for dem, der hele tiden krydser grænser.

For det andet udfordrer gæste-metaforen os til at vise respekt over for de mennesker, som vi er gæster hos. Det missionæren og missionslederen Max Warren har udtalt om mødet med mennesker af anden tro, gælder for mig at se mødet med alle mennesker i Danmark i dag. ”Vor første opgave, når vi nærmer os et andet folk, en anden kultur eller en anden religion, er at tage vore sko af, for det sted, vi nærmer os, er hellig grund. Ellers risikerer vi at ende med at træde på menneskers drømme. Eller endnu værre, så risikerer vi at glemme, at Gud var her, før vi kom”.

Gæste-metaforen udfordrer os altså til – når vi i dagens Danmark ønsker at dele evangeliet – at have modet til at bevæge os uden for de kirkelige rammer og ind i andre menneskers liv og sammenhænge, men at tage skoene af, når vi nærmer os dem.

Christiansfeld, mandag, den 10. juli 2017
Mogens S. Mogensen

 

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

 

 

 

 

 

5 kommentarer

”Stemmer fra Tanzania” – Er mission et udtryk for kulturimperialisme?

Stemmer
Kristne missionærer har naturligvis haft en stor indvirkning på den sociale og kulturelle udvikling i de lande, hvor de har arbejdet. Spørgsmålet er, om missionsarbejdet har haft en positiv eller negativ effektiv på missionsområderne og deres befolkninger? Kritikere af mission har ofte beskrevet mission som kulturimperialisme, og i en ny bog ”Regnskovens religion” (2016) taler religionshistorikeren om ”kristne missionærers destruktive effekt på kulturfronten” og hævder, at de ”bidrager til det kulturelle sammenbrud”.

I bogen ”Stemmer fra Tanzania” tager freelancejournalist Svend Løbner Madsen, der voksede op som barn af missionærer i Tanzania, fat på problemstillingen fra en spændende vinkel. Han vendte i 2014 tilbage til Tanzania og interviewede 50 afrikanere om deres oplevelse af missionsarbejdet. Både kristne og muslimer blev interviewet, præster, imamer, borgmestre og socialarbejdere. Her får de, som det hele handler om, i dette tilfælde tanzanierne selv lov at komme til orde med deres syn på, om de danske missionærers arbejde havde nedbrudt eller udviklet deres lokale kulturer.

Det er tankevækkende, at flere af de interviewede kristne tanzaniere beretter om, at de oplevede evangeliet om Jesus Kristus som opfyldelsen af de forventninger, der lå i deres gamle religiøse myter. Der var altså i overgangen til kristendom ikke kun tale om diskontinuitet i forhold til deres traditionelle religion, men også om kontinuitet. At missionærerne oversatte Bibelen til forskellige etniske gruppers sprog og dermed bidrog afgørende til at bevare disse lokale sprog, blev påskønnet af tanzanierne.

I dag er kristendommen og islam de to største religioner i Tanzania, og da begge er missionerende religioner, kunne man frygte at landet ville være præget af konflikt. Men, som en muslimsk leder på Zanzibar udtrykte det: ”Det er ekstreme kræfter udefra, som prøver at splitte befolkningen. Kristne og muslimer har levet sammen i 200 år. Vi har endda lejet moskéer ud til kirker på Zanzibar”. På Zanzibar har danske missionærer (fra Danmission) taget initiativ til en trosbaseret dialog, der har ført til et udviklet forsoning, hvor man forsøger at forebygge konflikter.

De interviewede tanzaniere, både muslimer og kristne, gav udtryk for stor påskønnelse af, at missionærerne bragte skoler og klinikker med sig, og dermed gav dem adgang til den moderne verdens uddannelse og sundhedstilbud. En imam, der havde fulgt sin landsbys udvikling i de 40 år efter missionærernes ankomst sagde således: ”Missionærerne har virkelig bragt udvikling til hele området. Efter kirkerne kom skolerne, og det betyder, at mange nu har fået arbejde og gode stillinger hos myndighederne”. Missionærernes arbejde betød også ifølge de interviewede, at kvindernes status forbedredes markant.

”Stemmer fra Tanzania” er ikke nogen videnskabelig afhandling om effekten af missionsarbejde, men det er netop ”stemmer fra Tanzania”: her kommer tanzaniere selv til orde i debatten om, hvorvidt det kristne missionsarbejde har været med til at nedbryde eller udvikle deres lokale kulturer. Der har naturligvis også været problematiske eller ligefrem negative effekter af det kristne missionsarbejde i Tanzania, lige som det er tilfældet med alt menneskeligt arbejde, og det kommer måske ikke så tydeligt frem i denne bog, men bogen er et vidnesbyrd om, at det kristne missionsarbejde i meget høj grad er blevet påskønnet af tanzanierne.

Når jeg læser bogen i lyset af Rothsteins og andres kritik af det kristne missionsarbejde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket i Tanzania, hvis missionærerne havde fulgt Rothsteins råd og var blevet hjemme.

Kunne man rent kontrafaktisk forestille sig, at de 120 lokale etniske grupper ville have levet videre med deres lokale kultur og religion, mens udviklingen i verden omkring dem buldrede derudaf? Det er imidlertid ikke realistisk at forestille sig bevarelsen af en lang række reservater afskåret fra omverdenen. Dertil kommer, at hvis de kristne missionærer havde fulgt Rothsteins råd og ikke havde bragt tanzanierne kristendommen, så ville det jo ikke nødvendigvis betyde, at muslimerne ikke ville have udbredt deres religion og måske – i Rothsteins tankegang – have ødelagt kulturerne.

Kunne man forestille sig, at der fra vestens side  var blevet gennemført et sekulært udviklingsarbejde, der havde givet tanzanierne del i modernitetens velsignelser, uden missionærernes ”kulturimperialistiske” missionsarbejde? For det første var der stort set ingen sekulære udviklingsaktører, der tilbød sig på det tidlige tidspunkt, hvor missionærerne begyndte deres arbejde med bl.a. skoler og hospitaler. Dertil kommer, at ethvert udviklingsarbejde altid vil have en kulturel påvirkning, også såkaldt sekulært udviklingsarbejde. Og derfor ville også dette udviklingsarbejde have påvirket de lokale kulturer på afgørende vis.

Det er sundt for kristent missionsarbejde at blive udsat for kritik, også fra religionshistorikere som fx Rothstein, og alle, der engagerer sig i missionsarbejde, må gøre det med ydmyghed i erkendelse af den menneskelige fejlbarlighed. Men det er lige så vigtigt at lytte til dem, som missionsarbejdet er foregået iblandt, fordi det trods alt er dem, som skal leve med effekten af missionsarbejdet. Og her er Svend Løbner Madsens bog ”Stemmer fra Tanzania” en god kilde til refleksion over missionsarbejdet.

Christiansfeld, fredag, den 7. juli 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Global religionsdemografi: Europæisk kristendom fra centrum til periferi

IBMR
Lige siden 1985 har ”International Bulletin of Mission Research” hvert år offentliggjort en statistisk oversigt over den globale kristendom. Netop i dag modtog jeg med posten det seneste nummer af dette tidsskrift, som måske er det vigtigste tidsskrift for missionsforskning, og det var med stor spænding, jeg kastede mig over statistikken. En sådan statistik er naturligvis behæftet med stor usikkerhed, men den giver dog sandsynligvis et fingerpeg om, hvordan status er, og hvordan udviklingen har været.

Den religionsdemografiske oversigt viser, at de kristnes andel af verdens befolkning har ligget ret fast lige siden 1900, hvor 34,5% og i dag 35,4. Derimod er muslimernes andel vokset markant i samme periode, nemlig fra 12,2% til 23,7%. Til sammenligning udgør hinduerne i dag 15,% og buddhisterne 7,5% af verdens 7,515 mia. indbyggere.

I år , hvor vi fejrer 500-året for reformationen, er der naturligvis fokus på de protestantiske kristne. I år 1600 var næsten alle (99,2%) protestanter ikke overraskende europæere, i år1900 var næsten alle protestanter (92,7%) enten europæere (ca. 2/3 af dem) eller nordamerikanere. Det har ændret sig radikalt siden da. I dag er kun godt ¼ (27,2%) af protestanterne europæere eller nordamerikanere, mens hele 40,8% er afrikanere. Protestantismen er godt på vej til at blive i overvejende grad afrikansk!

Også kristendommen i sin helhed skifter karakter i disse år. I år 1900 var kristendommen stadig i høj grad ”den hvide mands religion”, idet ca. 82% af verdens kristne europæere eller nordamerikanere, mens det over 2/3 ( 38,4%) af verdens kristne i dag bor i Afrika, Latin Amerika, Asien og Oceanien. Kristendommen er allerede i dag langt overvejende blevet en 3.-verdens religion.

Det er svært at overse tallenes tydelige tale om kristendommens udvikling i verden. Ligesom kristendommen flytter fra det magtfulde centrum til den mere sårbare periferi i de europæiske samfund, sådan er kristendommens centrum flyttet fra Europa til den sydlige halvkugle og vi må her i Europa begynde at vænne os til, at vi hører til i den kristen verdens periferi.

Christiansfeld, torsdag, den 6. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Socialdemokratisk angreb på den danske friskoletradition

Socialdemokratiets integrationsordfører har i dag fremsat forslag om fjerne tilskuddet til de skoler, hvor mere end 50% af eleverne har udenlandsk baggrund. Der skal dog gøres enkelte undtagelser for ikke at ramme internationale skoler generelt. Som det også fremgår af overskrifterne over artiklerne i Berlingske, så retter forslaget sig i praksis specifikt mod muslimske friskoler, som Socialdemokratiet altså ønsker at lukke (”Socialdemokratiet vil sløjfe støtten til muslimske friskoler” og ”S-forslag: Klar til at lukke muslimske friskoler”)

Forslaget indebærer et brud på den frihedstradition, som har været helt central i dansk skolepolitik i mange århundreder, hvor forældre havde ret til at danne frie skoler, der kunne bygge på særlige pædagogiske eller religiøse traditioner. Samtidig indebærer forslaget en markant diskrimination af en særlig befolkningsgruppe, nemlig borgere med indvandrerbaggrund. Endelig indebærer forslaget også en religiøs diskrimination, fordi det fremgår af begrundelsen for forslaget, at det handler om at ramme muslimske friskoler.

Når der er tale om et så drastisk skridt, der bryder med hævdvundne danske frihedstraditioner (og måske kommer på kant med grundloven og andre love og konventioner), må man forvente, at der er tale om en alvorlig trussel mod det danske, samfund, altså at de muslimske friskoler udgør en sådan alvorlig trussel mod det danske samfund.

Antallet af registrerede muslimske friskoler er ganske vist steget fra 22 til 26 siden 2007, og antallet af elever på muslimske friskoler er i samme periode steget fra 3300 til 4800. Men det er jo alt sammen sket inden for lovens rammer, og i samme periode er der også sket en vækst i antallet af ikke-muslimske friskoler. (At undersøgelser viser, at eleverne i muslimske friskoler klarer sig bedre end eleverne i folkeskolen, burde vel heller ikke være noget problem!).

Dan Jørgensens egentlige begrundelse er ”sager om friskoler, der har brugt statslige midler til at sende drengeelever på pilgrimsture til Mekka samt personale, der frarådede piger at få en kæreste.” En tredje sag handler om viceskoleleder som ”rådgav om, at muslimer ikke må have ikke muslimske venner eller deltage i fejring af jul, fødselsdage eller fastelavn”. Alt i alt handler det om, at skolerne angiveligt ikke fremmede integrationen eller tilegnelsen af danske værdier. Den første sag er sandsynligvis allerede forbudt efter gældende regler, mens den anden sag og den tredje sag ikke burde være noget, som politikere skulle blande sig i. Endelig mener Dan Jørgensen, at ”skoler misligholder deres pligt til at oplyse deres elever om folkestyret og frihedsrettigheder”. Hvis friskoler misligholder denne pligt, risikerer de imidlertid allerede i dag at miste deres tilskud. Dertil kommer, at der for nylig blev indført strammere regler for tilsyn, der skulle sikre, at friskolerne overholder lovene. Alt i alt er der altså tale om en meget tyndbenet argumentation for et meget drastisk forslag.

Tiden må vise, om et sådant forslag overhovedet er i overensstemmelse med grundloven og andre danske love, samt internationale konventioner. Men under alle omstændigheder er det endnu et beklageligt eksempel på, at en række politikere i denne tid er parat til at gå endog meget langt i begrænsningen af borgernes frihed. Det angivelige mål er bl.a. at værne om danske værdier, men spørgsmålet er, om ikke midlerne til at nå dette mål netop underminerer de samme værdier.

Christiansfeld, onsdag, den 5. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Ny bog om Luthers toregimentelære

KIrkeogøvrighed
Forleden udkom der en bog om Luthers ”toregimentelære”, altså en bog om forholdet mellem religion og politik, mellem kirke og stat, nemlig ”Kirke og øvrighed i et pluralistsk samfund”, redigeret af Jeppe Bach Nikolajsen. Lige bortset fra, at det i år er reformationsjubilæumsår, giver det så mening i 2017 at udgive endnu en bog om dette 500 år gamle emne?

I sidste uge døde en af verdens mest berømte religionssociologer, nemlig Peter Berger, der 60’erne og 70’erne bl.a. blev kendt for sin sekulariseringsteori, der i korte træk gik ud på, at samfundenes modernisering ville føre til, at religion ville blive marginaliseret. Religion ville forsvinde ud af det offentlige rum og kun overleve som et privat fænomen.

Hvis Berger havde fået ret, ville Nikolajsens bog kun have historisk interesse, men Berger tog fejl. Som titlen på den bog, han redigerede i 1999, antyder, er religion tværtimod kommet til at fylde mere: ”The Desecularization of the World: Resurgent Religion and World Politics”. Derfor giver det i høj grad mening at overveje forholdet mellem religion og politik, mellem kirke og stat. Og det giver i høj grad mening at sætte fokus på Luthers toregimentelære, ikke kun på grund af dens virkningshistorie gennemårhundrederne, men også fordi politikere og teologer i dag argumenterer ud fra denne lære.

Bogen, der er blevet til i forlængelse af en konference om emnet på Menighedsfakultetet i Århus i 2016, falder i tre hovedafsnit. I det første afsnit, ”Toregimentelæren i kritisk perspektiv”, er et hovedspørgsmål, om Luthers toregimentelære kan vejlede kirken i mødet med de udfordringer, den møder i verden. Med udgangspunkt i den aktuelle flygtningesituation konkluderer Anders Østerlund Nielsen, der inddrager kritikken fra amerikanske teologer, at teoregimentelæren ”giver ikke adækvate teologiske begreber og perspektiver til at være kirke og missionsorganisationer”, bl.a. på grund af dens fejlagtige dualisme mellem åndeligt og verdesligt. I artiklen ”Paul Althaus’ forståelse af Luthers toregimentelære” tager Kurt Christensen fat på toregimentelærens evt. betydning for Paul Althaus’ og andre tyske lutherske teologers problematiske politiske stillingtagen i 30’ernes Tyskland. Var det Luthers toregimentelære, der ledte dem på afveje, eller havde de misforstået Luthers toregimentelære. Christensen undviger dette dilemma ved at konkludere, at problemet i stedet var, at Althaus og Co havde fejlbedømt situation i Tyskland i 30’erne.

I afsnittet om ”Toregimentelæren i systematisk perspektiv” giver Harald Hegstad en kritisk analyse af Luthers tale om kirkens usynlighed. Asger Højlund peger på, at det er opgøret med den magtfuldkomne kirke, der er Luthers anliggende i toregimentelæren. Knut Alfsvåg analyserer Luthers forståelse af Bjergprædikenen, og Agnete Råhauge fremfører i artiklen ”Den verdslige øvrighed” det synspunkt, at toregimentelæren ikke kun sætter grænsen for statens eller samfundets myndighed, men også giver et billede af det verdslige livs gode orden.

Det tredje og sidste afsnit belyser ”Toregimentelæren i nutidigt perspektiv”. Jeppe Bach Nikolajsen argumenterer i artiklen ”Kirke, øvrighed og pluralistisk samfund” for, at toregimentelæren i lyset af den tidlige Luther kan tolkes på en sådan måde, at den på en relevant mådekan bidrage til en forståelse af kirkens og øvrighedens rolle i et snemoderne pluralistisk samfund. I sin gennemgang af ”Kirkens engasjement i et pluralistisk samfunn” konkluderer Gunnar Heiene ligeledes, at kirken i Luthers toregimentelære har ”et godt udgangspunkt for å opptre som en ansvarlig samfunnsaktør som kan bidra med vigtige etiske perspektiver i de store og vigtige etiske debattene i vår globaliserte verden”. I bogens sidste artikel af Torbjörn Johanson præsenteres Dietrich Bonhoeffers kritik og fornyelse af toregimentelæren, der er en mellemvej mellem kirkens isolering fra den politiske sfære og kirkens politisering, og påviser, hvordan den radikale efterfølgelse i Dietrich Bonhoeffers teologi kanaliseres ind i et ansvar for verden.

Bogen er et vigtigt bidrag til refleksionen over det vigtige og meget komplekse emne, som forholdet mellem religion og politik og mellem kirke og stat. Bogen er en guldgrube af analyser og perspektiver – og overraskelser. For denne læser var det meget tankevækkende at læse en af Jeppe Bach Nikolajsens fodnoter, nemlig nr. 70. Ofte hører vi, at i Danmark har vi reguleret forholdet mellem religion og politik, mellem kirke og stat, ud fra Luthers toregimentelære med dens skelnen mellem den verdslige og den åndelige magt. Men en højesteretsdom afsagt den 23. marts i år slog med syvtommersøm fast, at når det gælder det juridiske forhold mellem staten og folkekirken, så er der ingen grænser for rækkevidden af den verdslige magt. Lovgivningsmagten har ikke ”pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans”, ligesom der ikke er ”nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence”, og der er der ikke er noget ”grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold”. Så er det sat på plads!

Ved læsningen af denne antologi bliver man mindet om, at al teologi dybest set er kontekstuel, og det gælder i allerhøjeste grad også de teologien om forholdet mellem kirke og stat. Luthers toregimente-teologi blev til i en helt konkret kampsituation i opgøret med den katolske kirke, hvor både Luthers og kirkens liv var på spil, og hvor kirken havde brug for en vejledning i, hvordan kirken kunne være tro mod evangeliet i sin omgang med stat og politik. Dietrich Bonhoeffers teologiske overvejelser om forholdet mellem kirke og stat fandt sted i en lige så dramatisk kontekst, i opgøret med Nazistaten, hvor både Bonhoeffers og kirkens liv var på spil, og hvor kirken havde brug for vejledning. Andreas Østerlund Nielsen mindede i bogens første artikel om, at kirken i dag står i en kontekst bl.a. præget af flygtninge, og dér har brug for vejledning, i hvordan kirken i sin holistiske mission kan være tro mod evangeliet i den måde den forholder sig til politiske spørgsmål. I alle tre tilfælde er der tale om teologer, der står i en luthersk tradition, men konteksterne er forskellige, og derfor er det ikke overraskende, at der både vil være elementer af kontinuitet og diskontinuitet i de svar, som teologerne giver, når de skal vejlede kirken. Og derfor kan vi i dag ikke bare læne os op ad Luther og gentage hans svar, men må selv søge svarene på de spørgsmål, som udspringer af vor aktuelle kontekst. For så vidt som teologiens kilder er skriften, traditionen og konteksten, er denne bog en meget vigtig ressource til dagens teologiske overvejelser også i Danmark, da den udover at vise hen til skriftens og kontekstens betydning giver en spændende drøftelse af den lutherske teologiske tradition om de to regimenter.

Christiansfeld, onsdag, den 5. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Statskirken rører på sig!

“Sådan Stefan! Sådan skal det også være i Danmark!!”, skrev Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen på sin Facebook-profil i forgårs, med henvisning til en DR-artikel med overskriften ”Sveriges statsminister: Ingen præster må sige nej til at vie homoseksuelle”. Og i går udtalte Mogens Jensen så i en artikel i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Præster skal tvinges til at vie homoseksuelle”, at alle præster i folkekirken skal have pligt til at vie homoseksuelle. Mogens Jensens begrundelse, som han uddybede i TV-avisen i aften, er den, at nægtelse af vielse af homoseksuelle er udtryk for diskrimination, og at han ikke kan forstå, at præster ikke skal følge de samme regler som andre tjenestemænd. I dag kan vi så læse i Kristeligt Dagblad, at ” Flere partier vil se på tvungen vielse af homoseksuelle”.

Kirkeministeren er ikke tilhænger af forslaget, og sandsynligvis vil der i folketinget ikke være flertal for et sådant forslag …. i dag. Men det faktum at næstformanden i landets største parti stiller forslaget, og at en række partier ikke på forhånd vil afvise forslaget, er et symptom på, at statskirken rører på sig.

Reformationen i 1536 indebar, at Danmark fik en fyrstestyret kirke, altså en statskirke. Med grundloven af 1849 var målet at erstatte statskirken af en folkekirke. I § 4 siges det, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. fik en folkekirke”. Der står altså ikke at folkekirken skal styres af staten. Tværtimod siges der i § 66, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Dvs. at grundlovsfædrenes mål var, at folkekirken skulle have sin egen styringsstruktur, således at politikerne ikke skulle blandes ind i kirkens anliggender. Men det er, som bekendt, aldrig sket.

I stedet skete der det, at der i praksis udviklede sig en skelnen mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, således at politikerne med stor skønsomhed traf beslutninger om kirkens ydre anliggender, og søgte at holde sig ude af folkekirkens indre anliggender, som man lod kirkelige myndigheder og instanser om at drøfte og nå frem til løsninger på, som folketinget så bakkede op om gennem lovgivning.

Denne skelnen mellem indre og ydre anliggender er imidlertid ikke lovfæstet, men afhænger ene og alene af, om politikerne har forståelse for denne skelnen og i praksis vælger at respektere den. Derfor er Mogens Jensen formelt set i sin gode ret til at arbejde for at få vedtaget en lov, der handler om folkekirkens indre anliggender. Grundloven sætter ingen grænser for, hvilke beslutninger folketinget kan træffe for folkekirken (eneste begrænsning er vel folkekirkens status som evangelisk-luthersk kirke, og indholdet i denne status er naturligvis stadig til debat).

Når Mogens Jensen foreslår, at folketinget skal vedtage en lov, der pålægger alle folkekirkepræster at være parate til at vie homoseksuelle par, og når en række partier er parate til at overveje forslaget, er det et tegn på, at vores folkekirkeordning er under pres. Meget tyder på, at politikernes forståelse for folkekirkens særlige forhold og deres evne til at navigere med skønsomhed i det mudrede forhold mellem stat og kirke, er stærkt aftagende i disse år. For flere og flere politikere bliver det tilsyneladende mere og mere nærliggende at behandle folkekirken på samme måde som alle andre statslige væsener, der er helt og fuldt underlagt folketingets og regeringens magt.

Ebeltoft, onsdag, den 28. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar