En drøm af en sommer!

Det er næsten for godt til at være sandt, ja, det er en drøm af en sommer, vi oplever lige nu. Som min barndoms somre, hvor solen hver dag skinnede fra morgen til aften, sådan som jeg husker det. Jeg plejede at løbe igennem naboens kornmark op på gravhøjen, hvor jeg i lang tid kunne ligge og drømme i græsset eller kigge op på den blå himmel og lytte til insekternes summen.

Vinteren har været lang at komme igennem, og marts var regnfuld og trist. Men i slutningen af april vendte det heldigvis. Der kom perioder med solskin og varme, og bøgen sprang ud langt tidligere end sædvanligt. Og i maj nærmede vi os den sommer, som vi alle drømte om, hvor man bare kunne ligge i græsset og kigge op på den blå himmel: solskin fra morgen til aften, stigende temperaturer, ingen nedbør og vindstille…..

Solen skinnede mere og mere. Bygerne blev færre og færre, og til sidst holdt de helt op. Det blev varmere og varmere, og temperaturen nåede helt op på 30 grader. Et usædvanligt kraftigt højtryk havde lagt sig fast over Danmark. Det var den varmest maj-måned, der nogen sinde var registret i Danmark. Alle glædede sig over, at vi endelig fik en god sommer! Meteorologernes femdøgnsprognoser gentog sig dag for dag: solskin fra morgen til aften, stigende temperaturer, ingen nedbør og vindstille.

I juni fortsatte sommeren med forøget styrke. Hver eneste dag var en ideel sommerdag med sol fra morgen til aften. Og dagene blev længere og længere, og nætterne lysere og lysere. Termometeret sneg sig langsom højere og højere op, og regnmåleren forblev tør. Alle var begejstrede, måske lige med undtagelse af landmændene, der begyndte at blive bekymrede for deres afgrøder. I begyndelsen af måneden nåede man op på 35 grader i skyggen, og skyggerne blev mindre og mindre, for solen stod nu højt på himlen det meste af dagen. Meteorologerne var begyndt at udsendte fire-ugers-prognoser, og de lød igen og igen på solskin fra morgen til aften, stigende temperaturer, ingen nedbør og vindstille.

Midsommer nærmede sig med Sankt Hans, men regeringen så sig nødsaget til at udstede et forbud mod at tænde bål pga. brandfaren i den langvarige tørke. Den 23. juni, dagen for sommersolhverv, nåede temperaturen over de 40 grader om dagen – og også om natten. For solen gik ikke længere ned om natten men skinnede lige ned over landet både dag og nat. Det var stegende hedt, og alle, der havde råd til det, tog sydpå til områder, hvor det var knapt så varmt. Men meteorologernes langtidsprognoserne lød stadig på solskin dag og nat, stigende temperaturer, ingen nedbør og vindstille.

I juli nåede temperaturen flere steder over de 50 grader, og der blev vandet så kraftigt på marker og i haver, at der begyndte at blive vandmangel. Der kom nedbrud i elektricitetsforsyningen pga overbelastning af nettet i forbindelse med brug af køle- og klimaanlæg. Togdriften blev uregelmæssig pga. store sporproblemer i den ekstreme varme. Regeringen overvejede at indføre undtagelsestilstand. Jeg havde svært ved at sove om natten pga lyset og varmen, og flere og flere blev ramt af hedeslag. Men meteorologernes langtidsprognoserne lød stadig på solskin dag og nat, stigende temperaturer, ingen nedbør og vindstille.

Uden udsigt til bedring i vejret valgte jeg i begyndelsen af august lige som titusinder af andre danskere at pakke bilen med vores vigtigste ejendele – inkl. kontanter og smykker – og køre sydpå til områder, hvor vi forhåbentlig kunne overleve. Vi udgjorde en kilometerlang karavane af biler, der fyldte motorvejene ned gennem Danmark og videre ned i Europa. Bilerne måtte vi lade stå i en havneby i Syditalien, men min familie og jeg var heldige at få plads i en båd, der sejlede over Middelhavet til Nordafrika, hvor solen ikke skinnede hele tiden og temperaturen var tålelig, og hvor der blæste en frisk vind, og der stadig kom livgivende regnbyger.

Men midt ude på havet brød en storm løs. Båden tog vand ind, og pludselig blev jeg kastet overbord.

… Jeg vågnede med et sæt. Jeg var faldet ud af sengen og lå på gulvet badet i sved. Vækkeuret viste, at klokken var 6 …. den 30. maj! Jeg åndede lettet op. Det havde kun været en drøm, eller rettere et mareridt. Sommervarmen må have gået mig til hovedet!

Fortumlet stod jeg op og tændte for radioavisen – for at forvisse mig om, at min trygge verden stod endnu. Det gjorde den: Det politiske kaos i Italien fortsatte. Trump havde igen tweetet om sit kommende møde med Nordkoreas leder. Inger Støjberg ville i dag fremlægge endnu et forslag for at begrænse flygtninges adgang til Danmark. Og vejrudsigten var også god: Femdøgnsprognosen lød på solskin fra morgen til aften, stigende temperaturer, ingen nedbør og vindstille. Der var udsigt til endnu en fantastisk sommerdag –  som jeg husker det fra min trygge barndom – og i det hele taget en drøm af en sommer!

Christiansfeld, onsdag, den 30. maj 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

2 kommentarer

På toppen af Færøerne

Toppen

Skriv en kommentar

Degnegudstjeneste i Hvalvik

Hvalvik-kirke.jpgKlokken var ti minutter i 12, da vi nærmede os Hvalvik. På vejen mødte vi flere personer med en salmebog eller måske en bibel under armen, på vej til kirken. Og vi valgte at parkere bilen og slå følge med dem.

Hvalvik er en lille landsby med godt 200 indbyggere på østkysten af Streymø på Færøerne. Hvalvik fik sit navn fordi det var et godt sted for hvalfangst. Kirken er en traditionel trækirke fra 1829, bygget af tømmer fra et skib, som løb på grund i Saksun i 1828 – til afløsning af den gamle kirke, som var blevet ødelagt af en storm.

Vi var vel 25-30 personer samlet til søndagens højmesse. Klokkeren var der og begyndte at hive i tovet, så klokkernes kalden lød ud over landsbyen. Organisten var også på plads, kunne vi høre. Men hvor var præsten? Præsten kom slet ikke, men alligevel gik gudstjenesten i gang. Det viste sig, at det var en såkaldt degnegudstjeneste, som vi var kommet til. Inden prædikenen sang vi i færøsk oversættelse Grundtvigs ”Den signede dag”, , og den gamle salme ”Almagts Gud velsignet vær”, som vi uden problemer kunne synge med på og efter prædiken to salmer digtet af færøske salmedigtere, som vi også forsøgte at synge med på uden helt at forstå indholdet af salmerne.

Degnen, en yngre kvinde, ledede hele gudstjeneste. Hun bad alle bønnerne, læste alle teksterne og læste en prædiken over dagens tekst fra Matt 28 op fra en prædikensamling. Men under hele gudstjenesten holdt hun sig uden for alterskranken og hun besteg heller ikke prædikestolen. I forhold til en dansk højmesse, så savnede jeg især nadveren, som hun som lægperson ikke kunne forestå, og den aronitiske velsignelse med korstegningen.

Efter gudstjenesten talte vi med degnen, der fortalte, at præsten havde seks kirker at tage sig af, hvorfor han kun med ugers mellemrum kunne forestå gudstjenester i Hvalvik. I Hvalvik var der foruden denne unge kvinde også en ældre kvinde, der begge fungerede som degne – uden betaling. Den eneste, der fik løn for sin medvirken ved gudstjenesten, var organisten, som efter en kort samtale med mig ønskede mig Guds velsignelse over søndagen.

Måske kunne vi i Folkekirken i Danmark lære lidt af vore færøske venner. Vi har jo efterhånden en del pastorater, hvor en præst har ansvaret for tre, fire eller flere kirker, og hvor der ikke kan holdes gudstjeneste hver søndag – altså hvis en gudstjenestes afholdelse forudsætter tilstedeværelsen af en præst.

Der var absolut ikke noget at pege fingre ad mht. afviklingen af degnegudstjenesten i Hvalvik. Lige bortset fra, at det efter min ydmyge opfattelse helt meningsløse i, at degnen ikke trådte ind foran alteret og heller ikke trådte op på prædikestolen. Dertil kommer, at jeg egentlig heller ikke kan se den dybere mening med, at degnen ikke måtte lyse velsignelsen over os.

Og skal jeg være helt ærlig, så burde der ikke ud fra en luthersk forståelse af evangeliet og af kirken være noget til hinder for, at en lægperson (degn) under sognepræstens tilsyn kunne forrette nadveren, da det her handler om at følge ritualets ord til punkt og prikke. Og da læsefærdigheden i dag er meget udbredt blandt kirkens medlemmer, burde det ikke være noget problem.

Og så er der prædikenen tilbage. Der er bestemt ikke noget forkert i at oplæse en prædiken, såfremt det er en god en af slagsen. Men det kunne da være spændende, hvis præsten kunne være med til at uddanne en lille kreds af egnede lægfolk til at holde en lille prædiken, sådan at der også kunne holdes en til lejligheden forberedt prædiken ved gudstjenester, når sognepræsten ikke kan være til stede.

”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, hævdes det. Jeg tror, at det er af nød – fordi antallet af præster er langt mindre end kirker, hvor der er brug for at holde gudstjeneste hver søndag – at man på Færøerne har indført degnegudstjenester som en fast del af den færøske kirkes måde at være kirke på. Måske kunne nøden i Folkekirken lære os det samme her i Danmark, og måske kunne vi udvikle på det færøske degnegudstjenestekoncept, så det i endnu højere grad kunne imødekomme de behov og forventninger, som menigheden har til en gudstjeneste, også når en præst ikke kan være til stede.

Ljósá, Færøerne, trinitatis søndag, den 27. maj 2018
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Solnedgang på Færøerne

Solnedgang-Færøerne

Skriv en kommentar

Ahmed Akkaris omvendelser

”Mod til at tvivle” er, som undertitlen angiver, ”En fortælling om eksil, humanisme, og hvilken forskel et bibliotek kan gøre”, fortalt af Ahmed Akkari, den imam som blev landskendt i forbindelse med Muhamed-krisen. Bogens indhold falder tidsmæssigt i to dele, som i bogen er vævet ind i hinanden. Dels historien om hvordan han som 17-årig gymnasieelev blev islamist i Aalborg og efterhånden blev anerkendt som imam og i 2006 blev talsmand for en initiativgruppe af imamer i forbindelse med Muhammedkristen. Dels historien om, hvordan han i årene efter 2006 efterhånden tog afstand fra islamismen, fortrød sine handlinger under Muhammedkrisen og tog de danske værdier til sig.

Ahmed Akkaris livshistorie er i sig selv meget spændende, som den udspiller sig i Libanon, Danmark og Grønland, selvom nogle passager virker noget langtrukne. Bogen indeholder faktisk to konversions- eller omvendelseshistorier, altså historier om religiøse forandringsprocesser. Den første handler om omvendelse som vækkelse, også kaldet intensifikation. Her får vi Akkaris personlige beretning om, hvordan han udvikledes sig fra at være en kulturmuslim i en kulturmuslimsk familie til at blive en troende og praktiserende muslim, for at ende med at blive en radikal islamist. I den forbindelse får vi et meget interessant indblik i en islamists måde at forstå og praktisere islam på og en islamist måde at forholde sig til omverden på.

Den anden historie handler om omvendelse som frafald, eller set i islamisk perspektiv, apostasi. Men da frafald næsten aldrig kun handler om at forlade en religion eller en religiøs tilværelsesforstålse, men også om at tilslutte sig en anden religion eller i det mindste at nærme sig en anden forståelse af tilværelsen, så er der måske her tale om omvendelse som tradtionsskifte. Men Akkaris fortælling giver læseren indtryk af, at det er en udviklingsproces, som stadig er i gang, og at det derfor ikke kan forudsiges, hvor den vil ende.

Akkari vender i første omgang ryggen til islamismen, men i anden omgang distancerer han sig også mere og mere fra islam, eller i det mindste fra en klassisk forståelse af islam. Det Akkari omvender sig til eller vender sig hen imod er det man med et ord kunne kalde den vestlige kultur, som den kommer til udtryk i vestlig litteratur, videnskab, filosofi og teologi. Akkaris frafald/traditionsskifte indebærer imidlertid ikke, at han opgiver troen på Gud/Allah, men at han efterhånden får en ny forståelse af Gud og af forholdet til Gud.

I enhver omvendelsesproces kan man typisk identificere en række ’push’- og ’pull’-faktorer, altså faktorer der hhv. skubber konvertitten væk fra sin oprindelige religion eller tilværelsesforståelse, og trækker konvertitten hen imod en ny religion eller tilværelsesforståelse. I Akkaris tilfælde er det, som sætter processen i gang – sådan som det ofte er i omvendelsesprocesser – en alvorlig krise. Akkaris krise rammer ham, da han – efter i Muhammed-krisen at være blevet gjort til imamernes talsmand – oplever, at de samme imamer svigter ham, så han kommer til at stå alene med den kritik, der hagler ned over ham pga. imamernes opførsels under Muhammed-krisen.

Det satte en lavine af push-faktorer i gang. Akkari kom til at tvivle på det islamistiske fællesskab og på det kalifat, som de stillede i udsigt, og han kom til at tvivle på islamisternes tolkning af koranen og på hele den tilværelsesforståelse, som han havde mødt.

De to vigtigste pull-faktorer var forbundet med Akkaris ophold i en lille bygd i Grønland et par år efter Muhammed-krisen. Her blev han mødt af en menneskelighed, venlighed og accept fra mennesker, som han tidligere ikke ville have forventet noget godt fra, fordi de var vantro. Samtidig begyndte han at frekventere det lokale folkebibliotek, hvor han oplevede at den vestlige litteratur inkl. bøger om videnskab, filosofi og teologi åbnede hans øjne for nye perspektiver på tilværelsen.

Det er tankevækkende, at Akkari faktisk havde læst nogle af bøgerne i sin studietid, mens han stadig var islamist, men uden eksistentielt at tage deres udfordringer til sig. Men den krise, som de islamistiske imam-kollegers svigt fremkaldte, slog revner i det islamistisk tårn, som havde levet i isoleret ham fra omverden, så den vestlige litteratur trængte ind i hans hjerte og sind.

Der var sandsynlig ikke nogen, der for 12 år siden havde haft fantasi til at forestille sig, at Muhammedkrisens mest prominente islamistiske imam en dag ville end der, hvor han er i dag, hvor han har gennemløbet en lang proces, der har vendt ham 180 grader rundt, og gjort ham til fortaler for ytringsfrihed og vestlige værdier. Eller man skulle nok ikke skrive ”endt”, for Ahmed Akkaris fortælling ”Mod til at tvivle” giver indtryk af, at han er i en udviklingsproces, som ingen kan vide hvor ender.

Ljósá, Færøerne, søndag, den 27. maj 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad gør smartphones og sociale medier ved os?

Sluk. Kunsten at overleve i en digital verden” er titlen på tankevækkende og provokerende bog, som Imran Rashid, der er speciallæge og IT-iværksætter, har skrevet. Siden bogen for et årstid siden udkom, har den med god grund skabt stor debat om vores brug af smartphones og digitale medier. Første del af bogen giver en indføring i den voldsomme teknologiske udvikling, som vi oplever i disse år, og i, hvordan vor hjerne fungerer og påvirkes af sociale medier. Anden del af bogen giver læseren en række værktøjer til at skabe rammer om vort liv, så vi ikke bliver løbet helt over ende af den teknologiske udvikling. En af bogens styrker er, at forfatteren bygger på en lang række videnskabelige undersøgelser af dette felt, så læseren ikke bare er henvist til at forholde sig til holdninger og meninger.

Som bruger af en smartphone og sociale medier, er jeg meget interesseret i, hvad de gør ved os, og hvilke konsekvenser det kan få for os.

Rashid gør først og fremmest opmærksom på, ”at digitale informationer ændrer karakter fra at have været passive til nu at blive aktive. …. Nu er det i stedet informationen, der rækker ud efter mennesket gennem lyde, lys, notifikationer, sms’er, e-mails, opkald, billeder, vibrationer og meget andet . Eller sagt på en anden måde: Før var det mennesket, der brugte teknologien. Nu er det teknologien der bruger mennesket” (s. 15).

Rashid peger dernæst på, at forskning tyder på, at der er ”skadelige effekter ved et stadig mere digitaliseret liv med mere internet og skærmtid”, og at det kan føre til internetafhængighed (Internet Addiction Disorder). Det er en tilstand med ”en online-relateret, tvangsbetonet adfærd, der konflikter med almindeligt hverdagsliv og skaber svære belastninger for familie, venner og arbejdsomgivelser. I sin mest udtalte form dominerer adfærden nemlig fuldstændig den afhængiges liv og gør internettet til en højere prioritet end både familie, venner og arbejde” (s. 66f). Undersøgelser viser, at internetafhængighed er forbundet med mindre empati, måske fordi ”den internetafhængige ikke får trænet hjernes sociale færdigheder eller ikke øver sig nok på at interagere med andre” (s. 68), og med nedsat koncentrationsevne.

Endelig konstaterer Rashid, at de moderne firmaer, der står bag de sociale medier, har evnet at udvikle en teknologi, der så at sige hacker hjernen. Der er tale om Skinners behaviorisme i en ny udgave, som man har kaldt ’behavior design’. Man havde fundet ud af, at man kunne bruge computere – og de dertilhørende interaktive teknologier – til at påvirke brugernes adfærd. For at få nogen til at gøre noget skal tre ting ske samtidig: (1) personen skal være motiveret, (2) personen skal være i stand til at gøre det, og (3)personen skal trigges til at udføre handlingen. ”Når motivationen er høj nok, eller opgaven nem nok, bliver mennesker følsomme over for triggere såsom en telefon, der vibrerer, en af Facebooks røde prikker i hjørnet af en app … Hvis triggeren er godt designet eller tilstrækkelig varm, vil den finde dig i præcist det sekund, hvor du er mest motiveret for handlingen, og derved kunne påvirke dig mest” (s. 83). ”Teorierne er sidenhen blevet forfinet og forædlet af de store tech-firmaer i en så ekstrem grad, at de af mange beskrives som det mest effektive redskab til at hacke og udnytte sårbarheden i den menneskelige hjerne.” Et eksempel er de sociale medier, hvor tech-firmaerne vil have os til at checke vores smartphone for at få vores opmærksomhed. Det er ekstremt nemt at gøre, og belønningen – som motiverer os – er kontakten til de andre mennesker i form af likes, hjerter, kommentarer eller sjove videoer.

Vores opmærksomhed, som er vores vigtigste og mest værdifulde ressource, søger firmaerne her i informationsalderen at fange, udnytte, misbruge og fastholde – primært af hensyn til de annoncer mv., som de lever af. ”Virksomheders missionserklæringer om at ville forbinde verden, skabe orden i verdens information og lignende klinger hult”, mener Rashic, ”når de samtidig er baseret på et opmærksomhedstyveri af globale dimensioner” (s. 97).

Rashid er hård i sin dom og sammenligner sammenligner den internetafhængighed, som den moderne teknologi og de sociale medier skaber, med stofmisbrug. ”Når teknologi og sociale medier betragtes i det lys, er det helt på sin plads at anklage Facebook, Twitter og Snapchat med flere for at være denne verdens mest effektive narkosyndikater, der bevidst har sat et big-data drevet stofmisbrug i system. Et misbrug, der er i gang med at forvandle en hel generation til digitale junkier, der liker, snapper og trøsteurfer i ét væk, mens dopaminpåvirkningen fra de sociale medier gradvist omdanner hjernecentre, der skulle sørgefor udviklingen af helt basale menneskelige egenskaber såsom empati, koncentration og eftertænksomhed, der gradvis visner til fordel for et liv, hvor alt partout skal swipes, likes, tages og retweetes”.

Rashid er af den opfattelse, at ”den enkeltstående største skadevoldende påvirkning i dag [er] er det mentale informationsoverload.” Og han spørger, om vore hjerner overhovedet kan holde til den konstante (forstyrrende) påvirkning fra den informationsoverload, som hjernen presses til at bearbejde?

Nogle vil sikkert nu tænke, at Rashid er en slags moderne maskinstormer, der er modstander af de moderne teknologier og medier, men det er langt fra tilfældet. For når han har kaldt sin bog for ”Sluk”, så er det ikke, fordi han vil opfordre læseren til at slukke for sin smartphone, men en opfordring til, at man sørger for dagligt i perioder at slukke for hjernen, eller mere præcist for hjernens analystiske databearbejdning, der følger af de hele tiden indkomne signaler. En af de mest effektive måder, man kan gøre det på, er gennem motion, fordi ”vi under motionen befinder os i en af de eneste situationer, hvor vi afskærer informationsstrømmen, tvinger computerhjernen til kun at varetage kroppen og samtidig fylder en spand med adrenalin og endorfiner og dypper hjernen deri, hvorved den på en måde defragmenteres” (s. 164).

Jeg kan kun anbefaler alle læsere af dette blogindlæg, at lægge smartphonen med dens fristelser fra Facebook, Twitter og Instagram til side nogle timer for i stedet at læse denne bog, for måske at lære den svære kunst at overleve i en digital verden.

Christiansfeld, tirsdag, den 22. maj 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Solgul

7A5ED2E7-FFBF-4BB6-BD13-D19F71C0D8E4

2 kommentarer