Hvordan går det egentlig med integrationen af ikke-vestlige indvandrere?

Er der alvorlige problemer med integrationen af ikke-vestlige indvandrere?
Ja, se blot på kriminalitetsstatistikkerne

Mandlige ikkevestlige indvandreres kriminalitetsfrekvens var i 2014 meget lidt højere end mænds med dansk baggrund, men mandlige ikkevestlige efterkommere havde en kriminalitetsfrekvens der var 150% højere end mænd med dansk baggrund. Og det er da virkelig et alvorligt problem. Det hører imidlertid også med til billedet, at indekset for efterkommere fra vestlige lande er faldet med 33 procentpoint. Men særligt galt er det mht. overtrædelse af færdselslovene, hvor ikke-vestlige efterkommeres kriminalitet næsten er tre gange så høj som det er tilfælde for mænd med dansk baggrund. Der er også alvorlige problemer med overholdelse af særlove (Særlove dækker bl.a. over våbenloven og lov om euforiserende stoffer), hvor deres kriminlaitetsfrekvens er dobbelt så høj, som den er for mænd med dansk baggrund. De største syndere kommer fra Libanon (Kilde: Danmarks statistik)

Og så må man naturligvis også pege på ghettoerne, som statsministeren gjorde i sin nytårstale. Tja,…. Integrationsministeriet kunne i sit nyhedsbrev i september 2016 rapportere om ”Positiv udvikling i ghettoområderne – men der er lang vej endnu”. Antallet af ghettoer var faldet – især pga faldende kriminalitet i disse boligområder. Det gjaldt især i København: ”I 2010 indeholdt den første ghettoliste 10 københavnske ghettoområder (ud af i alt 29 ghettoområder i 2010). I december 2015 var der 3 områder tilbage.”

Går det i det hele taget meget dårligt med integrationen af ikke-vestlige indvandrere?
Nej, se blot på nedenstående statistikker mh.t uddannelse, arbejde og værdier.

Kommer de ikkevestlige indvandrerbørn overhovedet i vuggestue, børnehave, SFO/fritidshjem eller andre dagtilbud. eller bliver de holdt derhjemme?
I 2014 gik 76% af de 1-2 årige i dagtilbud og 91% af de 3-4 årige. De tilsvarende tal for børn med dansk baggrund var 86 og 90% (Kilde: Integrationsministeriets nyhedsbrev).
Ikkevestlige indvandrerbørn er altså allerede nu på nivieau af børn med dansk baggrund!

Er de unge indvandrere med ikke-vestlig baggrund overhovedet i gang med en ungdomsuddannelse?
Når de gælder unge med dansk baggrund mellem 16 og 19 år så er hhv. 65 og 63 pct af kvinderne og mændene i gang. Når det gælder indvandrerne er tallene 53 og 47%, dvs. at førsteganerationsindvandrerunge halter hhv. 12 og 16% bagefter. Men når vi ser på unge efterkommere, så er de for mændenes vedkommende (60%) næsten på niveau med unge med dansk baggrund, der er på 63%, mens indvandrerkvinderne har en højere uddannelsesfrekvens end unge kvinder med dansk baggrund, idet hel 68% af dem er i gang med en ungdomsuddannelse, mens det kun er 65 af kvinderne med dansk baggrund! (Kilde: If. Danmarks Statistik citeret i Integrationsministeriets nyhedsbrev).
De unge efterkommer altså næsten ved at være på niveau med unge med dansk baggrund, når det drejer sig om ungdomsuddannelser.

Får de ikke-vestlige indvandrere overhedet en videregående uddannelse, så de på  kan bidrage til samfundet?
Blandt 25-39-årige ikke-vestlige indvandrere, der er kommet til Danmark før de blev 13, er der siden 2006 sket en kraftig stigning i andelen med en videregående uddannelse. For personer med dansk oprindelse er der sket en stigning fra 33 til 43 %, men for hhv. ikkevestlige indvandrere og efterkommere har stigningen været fra 15 til 20% og fra 20 til 33%. Det vil sige, at der på dette område nu kun er en forskel på 10 procentpoint mellem etnisk danske unge og så efterkommere efter ikke vestlige indvandrere. Derimod er der ikke sket en stigning i den procentdel af ikke-vestlige indvandrere, som har taget en erhvervsfaglig uddannelse, og for etniske danskere er der faktisk sket et fald (Kilde: Integrationsministeriets nyhedsbrev).
Når det drejer sig om videregående uddannelser, er der altså sket væsentlige fremskridt og gabet mellem  ikke-vestlige efterkommere, og borgere med dansk baggrund ikke længere ret stort.

Er de ikkevestlige indvandrere overhovedet i arbejde?
72,1% af alle borgere med dansk oprindelse den mellem 16 og 64 år var i 2015 i beskæftigelse, og det procenttal var betydeligt lavere for ikkevestlige indvandrere og efterkommer, nemlig hhv. 48,9%. Og 54,7%, men det er også tankevækkende, at antallet af registrerede arbejdsløse procentuelt er en lille smule højere for borgere med dansk oprindelse (4,9%) end indvandrere (4,0) og efterkommere (3,95). Det er også værd at bemærke, at gabet mellem etniske danskere og nydanskerne er mindst i de unge årgange, og størst når det gælder kvinder (Kilde: Integration: Status og udvikling 2017).
Der der stadig et stort gab mht. arbejdsfrekvens mellem indvandrere og folk med dansk baggrund, men noget tyder på, at det er på vej til at blive mindre.

Men er de fleste indvandrere med ikke-vestlig baggrund ikke på offentlig forsørgelse?
I 2000 var 38% af de ikkevestlige indvandrere på langvarig offentlig forsørgelse (dvs. at de havde modtaget offentlig forsørgelse i 4 ud af de seneste 5 år. Men i 2016 var det tal faldet til 29%. For befolkningen som helhed faldt tallet langt mindre, fra 14,6 til 13,4%, og det vil sige, at der var mere end dobbelt så stor sandsynlighed for, at en indvandrer med ikke vestlig baggrund var på langvarig offentlig forsørgelse end for borgere med dansk baggrund. Når man tænker på ikke-vestlige indvandreres faglige baggrund ville det vel ikke være helt skævt at sammenligne dem med ufaglært med dansk baggrund. Og her er det værd at bemærke, at der procentuelt var flere ufaglærte med dansk baggrund, der var på langvarig offentlig forsørgelse, nemlig 34%, end ikkevestlige indvandrere, 39%, og at det tal altså var steget markant siden 2000, hvor det var 28% (Kilde: ”Reformer. Indvandrere og ældre kommer i job”. Artikel i Politiken 27. Januar 2017 af formandskabet for de økonomiske råd).
Altså, hvis man sammenligner indvandrere med ikke-vestlig baggrund med ufaglærte med dansk baggrund – og som sagt kunne det give god mening – så har indvandrerne altså overhalet de etniske danskere mht. at være uafhængig af langvarig offentlig forsørgelse.

Har de ikke-vestlige indvandrere overhovedet taget vore danske værdier til sig, fx ytringsfriheden?
Integrationsministeriets egen medborgerskabsundersøgelse dokumenterer, at ”Jo kortere tid man har opholdt sig i Danmark, jo mindre er tilslutningen til ytringsfrihed”, at mens 86% af etniske danskere går ind for ytringsfrihed, så er tallet for efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere 83%, indvandrere 73% og nyankomne 66%. Det kan naturligvis godt bekymre, at der er 17% af efterkommerne, der stadig ikke har taget ytringsfrieden til sig, men det er vel endnu mere bekymrende, at der er hele 15% af de etniske danskere, som stadig ikke går ind for ytringsfrihed!
Her må vi altså konkludere, at det faktisk går ganske godt for indvandrerne at tilegne sig den “danske værdi” som ytringsfriheden er.

Når vi skal forholde os til den oftest meget ophedede politiske integrationsdebat, så er det for mig at se vigtig, at forholde sig ikke blot til følelser og holdninger, men også til facts om status og faktuelle udviklingstendenser. Så derfor er min konklusion: Ja, der er problemer med integrationen af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, især når det gælder kriminalitet (og også når det gælder de ghettoer, som mange års boligpolitik har skabt), men alt i alt går det bestemt ikke så dårligt med integrationen, og på mange parametre går det fremad.

Christiansfeld, den 8. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Er ’sufi-filosofisk religion’ og ’kærlighedens vej’ islamisk eller uislamisk? Hvad er islam? – 4

’Sufi-filosofisk religion’ er opstået som en krydsning af filosofi a la Avicenna og sufisme. Det gælder den illuminations-filosofi, som Shihab al-Din al-Suhrawardi (d. 1191) udviklede, og den lære om eksistensens enhed (monisme), som ibn Arabi (d. 1240) er kendt for. Den sufi-filosofiske bevægelse bygger på en hierarkisk vision af kosmos, og også en hierarkisk vision af menneskeheden. Alt er emanationer af lys fra det guddommelige lys, således at Gud er i alt i større eller mindre grad. Dermed udviskes grænsen mellem den guddommelige transcendens og den guddommelige immanens, og der åbnes op for panteisme og relativisme.

Et udtryk for denne tænkning, hvor alt er en manifestationer af Gud, er dette udsagn af ibn-Arabi: ”Da jeg sagde ”Skaberværk”, sagde dets skaber, ”Der er intet der undtagen mig … Skaberværket er den Virkelige Sandhed og den arketypiske essens af skaberværket er dets skaber.”

Tilhængerne af denne sufi-filosofiske strømning videreføre indsigterne fra både falsafa og sufisme mht., at den sandhed, som de når frem til – den virkelige sandhed, haqiqah – havde højere status end den åbenbarede lovs (shari’ah) sandhed.

Fazlur Rahman (1999-88), der var en af sin tids mest anerkendte muslimske tænkere, vurderede, at denne sufi-filosofiske bevægelse ”på grundlæggende vis har påvirket hele den følgende udvikling af metafysisk tænkning i islam …. og at dens betydning og dybde ikke kan overvurderes”. Den sufi-filosofiske bevægelse blev meget populær og har lige siden vundet stor udbredelse i befolkningen.

Hafez fra Shiraz (1320-1390), der især er kendt for sit poetiske værk Divan, er sandsynligvis den mest læste og indflydelsesrige digter i hele Balkan-til-Bengalen komplekset. Mange ’ortodokse’ lærde vil nok mene, at han havde et i bedste fald tvetydigt forhold til islam og islamiske autoriteter, men han var selv af den overbevisning, at det, han skrev, var med guddommelig autoritet, og sådan blev det også modtaget af dem, der læste, reciterede og levede på budskabet i hans digte. I mange århundreder havde Hafez’s Divan i praksis samme status som Koranen, og derfor fik han også tilnavnet ”Den usetes [dvs. Guds] tunge”.

Hovedtemaet i Hafez’s digtning er kærlighed: kærlighed mellem mennesker, kærlighed til Gud og Guds kærlighed, uden nogen klar skillelinje mellem disse. Hafez priser også vindrikning og har et meget distanceret forhold til islamisk lov. Og derfor har man også sat som overskrift over den diskurs som Hafez og ligesindede repræsenterede, madhab –i ishq, dvs. kærlighedens madhab, eller kærlighedens vej. Ahmed forklarer her, at kærlighed er en måde at være muslim på, en måde at være sammen med Gud, en måde at identificere, erfare og leve med den Guddommelige Sandheds værdier og mening. Jordisk kærlighed – kærlighed til menneskelig skønhed – er metaforisk kærlighed (’ishq-i majazi) og er det erfaringsmæssige middel til at komme til at kende den Virkelig-Sande Kærlighed eller kærligheden til eller i den Virkelige Sandhed.” Egentlig er det ikke nogen helt ny tanke. Allerede Avicenna havde skrevet, at kærlighed er manifestationen af Gud, og at det er kærlighed, der binder ethvert samfund sammen.

For tilhængerne af ’kærlighedens vej’ er det ikke loven, der er det centrale i islam, men kærligheden. De hørte, som alle andre muslimer med også til en de almindeligt anerkendte lovskoler (madhab), enten hanafi, shafi’i, maliki, hanbali eller Ja’afari, men desuden tilhørte de altså kærlighedens madhab, der hævdede at kærligheden var det primære princip og den primære værdi, hvorved den traditionelle islamiske lov relevans og betydning blev relativeret.

Spørgsmålet er om den ’sufi-filosofiske bevægelse’ og ’kærlighedens vej’, der ikke blot komplementerer, men ligefrem på en række punkter er i direkte modstrid med den islam, der fokuserer på teologi og lov, kan betragtes som fuldgyldig islamisk, eller om de hører til i periferien eller helt uden for skiven? For Shahab Ahmed er der ingen tvivl: disse bevægelsers ophavsmænd betragtede deres tænkning og deres værker som islamiske, og deres talrige tilhængere oplevede at de ved at interagere med disse tanker fandt mening i deres liv som muslimer.

Christiansfeld, lørdag, den 6. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er falsafa og sufisme islamisk eller uislamisk? Hvad er islam? – 3

Der findes en lang og udbredt tradition for filosofi (falsafa) blandt muslimer, men er denne filosofi, når det kommer til stykket, islamisk? Shahab Ahmed diskuterer i sin bog “What Is Islam? The Importance of Being Islamic” (2016) dette spørgsmål med udgangspunkt i den mest berømte og indflydelsesrige muslimske filosof, nemlig Ibn Sina, som vi kender under navnet Avicenna (980-1037).

Avicenna, der var inspireret af aristotelisk og neoplatonisk rationalisme, nåede frem til den fundamentale ide, at der var en højere eller overordnet Guddommelig Sandhed, som kun var tilgængelig for en særlig ophøjet fornuft. Desuden var der en lavere version af den Sandhed, som giver sig til kende gennem profeter som fx Muhammed, og som foreskrives af disse for den jævne befolkning med mindre indsigt. Den logiske følge heraf er, at koranens tekst med det specifikke forskrifter og forbud ikke er et bogstaveligt eller direkte udtryk for den Guddommelige Sandhed, men kun hvad man kunne kalde den laveste fællesnævner-oversættelse af den Sandhed til laverestående talemåder beregnet til den (begrænsede) opbyggelse for menneskehedens ignorante flertal (s. 11).

Med brug af fornuften nåede Avicenna (på sammen måde som mange andre filosoffer) frem til, at verden er evig, at der ikke vil være nogen legemlig opstandelse eller dommedag, ikke noget paradis eller helvede, og at shari’ah kun i instrumental forstand var sand. Det betyder, at specifikke forskrifter og forbud i den åbenbarede lov (shari’ah) dybest set ikke er sande i absolut forstand, men at de kun er sande i instrumentel forstand. Det vil sige, at ”hensigten med shari’a er at adressere masserne på en måde, der er forståelig for dem, ved at søge at kommunikere til dem det, som overgår deres forstand, ved hjælp af lignelser og symboler” (Avicenna, citeret s. 12).

Derfor kan det ikke undre, at Avicennas filosofi blev fordømt som vantro (kafir) af den berømte teolog al-Ghazzali (d. 1111) i hans værk Tahafut al-falasifa (Gendrivelse af filosofferne). Men for Avicenna var der ingen tvivl om, at hans forståelse af den sandhed, som han nåede frem til med filosofisk-rationelle midler, var i overensstemmelse med islam. Derfor kunne han også sige, at

Det er ikke nogen let og ubetydelig sag at kalde mig en vantro;
Ingen tro er bedre funderet end min tro.
Jeg er enestående i min tid; og hvis jeg er en vantro –
I det tilfælde, så er der ikke en eneste muslim nogen steder.

Det er også værd at bemærke, at det var Avicennas gudsbegreb (Gud som den eneste nødvendigt eksisterende – wajib al-wujud), som alt andet eksisterende nødvendigvis er betinget af), som blev det grundlæggende begreb i madrasah’er og i teologisk undervisning i det hele taget. Derfor har man også kaldt Avicenna for ”den mand, der i praksis definerede Gud for muslimer”. Og i det hele taget blev der op igennem århundrederne undervist i Avicennas og mange andre (islamiske?) filosoffers værker.

Der findes også en lang og meget udbredt tradition for sufisme, dvs. mystik, blandt muslimer i hele verden. Spørgsmålet er så, ”når sufier fremsætter deres kulminerende påstand, at virtuose ”venner af Gud” … som er i en erfaringsmæssig enhed med den Virkelige Sandhed, al-haqiqqah, ikke længere er bundet af de specifikke former og indskrænkninger i islamisk lov og rituel praksis, al-shari’ah, som begrænser sjæle der er åndeligt og erfaringsmæssigt mindre udviklede, er det så en islamisk eller en uislamisk sandhedspåstand?” (s. 19). Den mest indflydelsesrige sufi-mester var Ibn-Arabi (1165-1240), men Mawlani Jalal-ud-Din Rumi (død 1273), er den sufi-mester, hvis værker flest har læst. Sufiernes søgen efter sandhed opsummeres af Rumi på denne måde:

”Loven (shari’at) er som et lys, der viser vejen. Uden lyset i hånden, kan man ikke begive sig af sted: så er denne rejse Vejen (tariqat), og når man har nået destinationen, så er det den Virkelige Sandhed (haqiqat). Det er i den henseende, at de siger: Hvis de Virkelige Sandheder manifesterer sig, så er lovene annulleret”.

Efter sufiernes opfattelse er Guds Sandhed en differentieret sandhed med mange lag, og forskellige mennesker er på forskelligt niveau i forhold til at kunne tilegne sig sandhederne. De højeste og dybeste sandheder er dem, som sufier har adgang til i den usynlige verden i form af erfaringen af en direkte guddommelig kommunikation, mens de lavere sandheder er lovens sandheder, som jurister og teologer arbejder med. Det vil altså sige, at sufierne hævder at have en epistemologiske og hermeneutisk autoritet, som over gården, som juristerne har.

Islamiske jurister og teologer har altid haft et ambivalent forhold til sufismen, og der er eksempler på sufier, der er blevet dødsdømt, som fx Mansur al-Hallaj, der i 922 blev henrettet for at have sagt ”Jeg er Sandheden”. Ikke desto mindre var sufismen så udbredt i Balkan-til-Bengalen komplekset, dvs. i perioden 1350-1850, at flertallet af muslimerne på en eller anden måde var knyttet til sufi-tariqa’er med deres forskellige instituioner (khanaq, zaqiya, tekke), kollektive ritualer (dhikr), besøg ved helgengrave (ziyarah), åndelig kraft (barakah) og meditative retræter (i’tikaf).

Shahab Ahmeds dokumenterer på empirisk vis tilstedeværelsen og udbredelsen af falsafa og sufisme, at disse fænomener af aktørerne selv og af brugerne blev betragtet som islamiske, på trods af at disse fænomener ikke blot bidrog til mangfoldigheden men også kunne indebærer en direkte modsigelse det man ofte kalder klassisk islamisk teologi og lov. Efter Ahmeds opfattelse må opgave være at udvikle et koncept, et begreb, om islam, som ikke marginaliserer eller udelukker disse fænomener, men inkluderer dem på lige fod med de mere gængse.

Fredag, den 5. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Holder det da aldrig op?

Alle børn og unge under 18 år i ghettoer holdes inde efter kl. 20.

Alle flygtninge med midlertidigt ophold holdes samlet i lejre.

Alle kommende flygtninge holdes ude af Danmark.

Danmark holder op med at respektere internationale konventioner.

Flere og flere partier opgiver at holde fast i liberale danske værdier

Flere og flere danskere holder mund.

Det er ikke til at holde ud!

 

Christiansfeld, fredag, den 5. januar 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kan de mangfoldige historiske og aktuelle fænomener i den muslimske verden rummes i et begreb om islam? Hvad er islam? – 2

Shahab Ahmeds skriver i første kapitel af bogen ”What Is Islam? The Importance of Being Islamic”, at han ”søger at sige ordet ’islam’ på en måde, der udtrykker det historiske og menneskelige fænomen, som islam er i sin fylde og kompleksitet af mening.” Hans mål er ikke at foreskrive, hvordan islam skulle følges som et middel til eksistentiel frelse. Derimod søger han, ”at fortælle læseren, hvad islam faktisk har været som et menneskeligt faktum i historien.” Og derudfra giver han et bud på, ”hvordan islam skulle konceptualiseres som et middel til en mere meningsfuld forståelse af både islam i den menneskelige erfaring og derfor af den menneskelige erfaring i det hele taget” (s. 5-6).

I det første hovedafsnit med titlen ”Questions” stiller Ahmed seks spørgsmål til, om en række vigtige historiske fænomener kan siges at være ”islamiske”, altså om de også er ”islam”, eller de er noget andet. Alle de seks fænomener er hentet det, han kalder Balkan-til-Bengalen-komplekset, dvs. regionen der spænder fra Balkan gennem Anatolien, Iran, Centralasien, Afghanistan, Nordindien og til den bengalske bugt i perioden 1350 – 1850, der på mange måder udgjorde en kulturel zone eller en civilisation. Balkan-til-Bengalen-komplekset udgør if. Ahmed et ”post-formativ fase eller tilstand i muslimernes samfunds historie – en fase, hvor grundlæggende elementer tidligere er bragt sammen i en rummelig og produktiv historisk syntese” som udgjorde en base for en dynamisk mangfoldighed af udviklingsbaner for muslimer. Efter denne periode kommer så mødet med vestens modernitet, hvis påvirkning af islam vi i dag kan spore på mangfoldige måder. Balkan-til-Bengalen-komplekset er if. Ahmed ”demografisk, rumligt og tidsmæssigt et historisk set vigtigt – om ikke det vigtigste – paradigme for islam” (s. 82).

De seks spørgsmål, som Ahmed stiller, og som jeg vil sige lidt mere om i næste blogindlæg, handler om

  • Falsafa – rationel islamisk filosofi
  • Sufisme – islamisk mystik
  • Sufi-filosofisk religion – Suhrawardig og Akbar
  • Kærlighedens vej – madhab-i-’ishq og Hafiz fra Shiraz
  • Islamisk kunst – inkl. figurativ kunst
  • Vindrikning

Disse seks strømninger, ideer og adfærdsmønstre, som var meget udbredt og anerkendt i Balkan-til-Bengalen-komplekset, sammenholdt med vor tids mere gængse forestillinger om islam, stiller enhver, der forsøger at danne sig et begreb om islam over for en række udfordringer, for hvor kan man kan finde en sammenhæng i islam, hvis det er et så internt modsætningsfyldt fænomen?

I andet hovedafsnit, ”Conceptualizations”, fremfører Ahmed ”en kritik af de eksisterende analytiske konceptualiseringer af islam. Efter min opfattelse mislykkes disse eksisterende konceptualiseringer på den ene eller anden måde med at identificere den dynamiske sammenhæng i den interne modsigelse, som er det afgørende omdrejningspunkt for en vellykket konceptualisering af islam som et menneskeligt og historisk fænomen.” Fælles for dem alle er, at de fokuserer på et fænomen som centralt og dermed marginaliserer eller ligefrem dømmer ude) andre vigtige fænomener. Ahmed gennemgår bl.a. en række forskeres forsøg på konceptualiseringer af islam som lov, som religion og som kultur.

I det tredje og sidste afsnit, ”Re-Conceptualizations”, giver Ahmed sit eget bud på, hvordan man meningsfuldt kan konceptualisere et så mangfoldigt og modsætningsfyldt historisk og menneskeligt fænomen som islam. Det greb Ahmed foretager for at rekonceptualisere islam – med dette fænomenets mangfoldighed og modsigelser – er at indføre begreberne præ-tekst, tekst og kon-tekst. Teksten er naturligvis først og fremmest koranen, som åbenbaring af Sandheden. Men Ahmed taler her om en præ-tekst, der også er en åbenbaring af Sandheden, og som også er tilgængelig uden om koranen, og som har en højere rang end koranens åbenbaring. Kon-teksten, som også indebærer åbenbaring af Sandheden, er et produkt af tidligere tiders interaktion med åbenbaringen, og uden kon-teksten er hverken præ-teksten eller teksten tilgængelig for hermeneutisk engagement.

I sidste kapitel opsummerer Ahmed sit arbejde: ”Islam er her konceptualiseret som et hermeneutisk engagement med åbenbaringens præ-tekst, tekst og kon-tekst: som den handling, hvorigennem det individuelle og/eller det kollektive selv forsøger at skabe mening på basis af de forskellige kilder til åbenbaring” (s. 543). Det er altså, if. Ahmed, en sådan diskursiv proces, som forbinder de forskellige fænomener, bevægelser og personer i islam og skaber sammenhæng, en proces, som også giver rum til forskellighed og modsigelser, og en proces, som gør det meningsfuldt stadig at tale om islam i ental.

Det sidste afsnit, som også er bogens længste og tungeste, kan i mit ultrakorte referat måske virke som sort tale, men forhåbentlig vil kommende blog-indlæg kaste lidt mere lys over Ahmeds enestående forsøg på at re-konceptualisere islam.

Christiansfeld, onsdag, den 3. januar 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad er islam? – 1

For en halv snes år siden medvirkede jeg ved et stort møde med flere hundrede deltagere i en kirke om ”Mødet med islam”. Mit emne var ”Kristne og muslimer i globalt møde – Fredelig sameksistens eller konflikt?”, og blandt de andre talere var også en muslim. Det var en ung sufi-inspireret imam, der var opvokset og uddannet i det sunni-muslimske Pakisstan, og som nu i mange år havde boet i Danmark. Hans emne var, så vidt jeg husker, ”Hvad er islam?” Da han var færdig med sit oplæg, bad en af de andre talere om ordet. Det var en konvertit fra islam til kristendommen, der som barn havde levet – som muslim – i det shi’a-muslimske Iran, før han var flygtet til Danmark for at undgå militærtjeneste, og hvis far havde været en af ayatollah Khomeinis støtter. Han protesterede mod imamens – efter hans mening alt for positive – fremstilling af islam og sagde, at tilhørerne ikke skulle tro på, at det var sådan islam var.

Er der én ting, som Muhammed-krisen i 2006 ’lærte’ os om islam, så er det, at det i islam er forbudt at tegne Muhammed – og for øvrigt også andre levende væsener. I efteråret læste jeg så den tyrkiske nobelprismodtager Orhan Pamuks bog fra 1998, ”Mit navn er rød”, som er er en slags kriminalroman, der foregår i Istanbul i det osmannisk rige i 1590’erne. Hovedpersonerne er miniaturemalere, der malede billeder bl.a. af personer og andre levende væsener til sultanen, og var højt respekterede i det islamiske rige for deres kunst. Og for nylig var jeg så inde at se den meget spændende særudstilling om ”Menneskefiguren i islamisk kunst – folk fyrster og hellige mænd” i Davids Samling. Her kunne man se illustrationer af begivenheder omtalt i koranen, fx slaget ved Uhud – og billeder af profeten – og læse om, hvordan muslimske kunstnere op igennem historien har tegnet billeder af levende væsener.

Da jeg i 80’erne kom til det overvejende muslimske Nordnigeria som missionær, blev jeg straks klar over – hvis jeg ikke vidste det i forvejen – at i islam er alkohol forbudt. At der altid har været muslimer, der har drukket i smug, er en anden sag, men if. islamisk lov så havde alkohol absolut ingen plads i islam. Men da jeg vandrede rundt i Davids Samlinger forleden, stødte jeg igen og igen på eksempler på, at vindrikning op igennem historien langt fra altid har været forbudt i islam, men lige frem har spillet en vigtig og anerkendt rolle.

I november deltog jeg i et seminar med en engelsk islam-forsker, hvor vi kom til at drøfte islams fremtid. Med henvisning til den rationalistiske mutazilla-bevægelse i islam i det 8. – 10. Århundrede, spurgte jeg, om han troede, at lignende bevægelser kunne opstå i islam i dag. Hans svar var, at mutazilla var i modstrid med kernen i islam, og at det også var derfor, at bevægelsen uddøde. For ham var islams kerne ikke rationel filosofi, men islamisk lov.

Ja, hvad er islam? Hvad er den ortodokse, den sande, islam, og hvad er kun en uortodoks og måske ligefrem kættersk islam? Hvad skal man tro, hvem skal man tro på? Hvem har ret, ja, hvem har ret til at definere, hvad islam er?

Det hænder for mig – med års mellemrum – at jeg støder på en bog, der behandler et emnefelt på en så mesterlig måde, at den for mig – og måske også for mange andre – bliver et hovedværk, som jeg – og måske også andre – må vende tilbage til igen og igen, fordi jeg på dette område begynder at orientere mig ud fra det. Det skete fx ,da jeg for godt 25 år siden læste David Bosch’s bog fra 1991 ”Transforming Mission. Paradigm Shifts in Theology of Mission”, der for mig i mange år blev bogen om missionsteologi. Det samme skete for nylig, da jeg – på anbefaling af en god ven – begyndte at læse Shahab Ahmeds 600 sider lange bog ”What Is Islam? The Importance of Being Islamic”, der udkom i 2016. For begge forfattere gælder det i øvrigt, at de døde meget kort tid efter, at de havde afsluttet deres hovedværk, for Ahmeds vedkommende endda før bogen var gjort helt færdig til trykning.

Shahab Ahmed er muslim, han er født af pakistanske forældre, der arbejdede i Singapore, og uddannet i Singapore, Cairo og USA, og har undervist både i USA og i Pakistan. Shahab Ahmed søger som titlen på hans boge lyder at besvare det helt grundlæggende spørgsmål, som til stadighed forvirrer både muslimer og ikke-muslimer, når de og vi iagttager den store mangfoldighed som historisk og aktuelt har præget den muslimske verden: ”What is Islam?”

Er islams kerne, når alt kommer til alt, shari’a – forstået som et lovsystem, eller er sufismens spiritualitet den sande islam? Hører kunstneriske fremstillinger af mennesker og vindrikning med til islam, eller er det tværtimod uislamisk? Er den islamiske filosofis rationelle tilgang til sandhedserkendelse dybest set uislamisk, og er det kun den teologoiske og juridiske tolkning af koranen en kilde til erkendelse af den ultimative sandhed? Er der kun én islam, eller opløser islam sig i mange islam’er, når man kigger nøjere efter? Det er den slags helt grundlæggende spørgsmål, som Ahmed tager fat på i sin bestræbelse på at finde et koncept for islam, der kan rumme den mangfoldighed – ja, de modsigelser – som er en del af den virkelighed, som islam som fænomen i verden er.

Christiansfeld, tirsdag, den 2. Januar 2017
Mogens S. Mogensen

I den kommende tid vil jeg i en række blog-indlæg søge at dele nogle af mine læsefrugter ved at give nogle eksempler på Ahmeds analyser og konklusioner.

Skriv en kommentar

En gallup-undersøgelse og politikeres galopperende ophidselse

En gallup-undersøgelse for Berlingske blandt et repræsentativt udsnit på 350 indvandrere og efterkommere i boligområder, som i 2016 var på regeringens officielle ghettoliste, blev offentliggjort den 22. december og fremkaldte en voldsom ophidselse blandt politikere. Et af resultaterne var, at ‘kun’ 74% af indvandrerne gik ind for ytringsfrihed. En journalist spurgte (i Berlingske) integrationsminister Inger Støjberg, som var meget ophidset over resultatet, om hun nu kunne være sikker på, at ghetto-indvandrernes holdninger på dette punkt virkelig skilte sig ud i forhold til etniske danskere eller personer uden for ghettoområderne. Til det svarede ministeren »Jeg kan ikke forestille mig, at der kun er 74 procent af etniske danskere, der går ind for ytringsfrihed. Og jeg spørger mig selv, hvordan i himlens navn man forestiller sig at kunne leve i Danmark uden at gå ind for ytringsfrihed.”

Hvis den ophidsede integrationsminister (og journalisten – og alle de andre ophidsede politikere) havde ulejliget sig med at slå op i Integrationsministeriets egen rapport ”Medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse i Danmark 2016”, kunne hun der have læst, at tilslutningen til ytrings- og forsamlingsfrihed blandt etniske danskere var 86%. (Og tilslutningen hos indvandrere og efterkommere var hhv. 86 og 73, og tilslutningen hos disse nydanskere fordelte sig således på religionerne: kristendom 76%, islam 73%, buddhisme 71% og hinduisme 83%. Rapporten indeholder er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt nydanskere og personer med dansk oprindelse i alderen 18 år og derover. De medvirkende nydanskere i undersøgelsen er indvandrere, der har været bosiddende i Danmark i minimum tre år, samt efterkommere med ikke-vestlig oprindelse).

På spørgsmålet, ”Hvad rangerer øverst: Religiøse love eller demokratiske love?” svarer 61%, at det gør demokratiske love. 20% svarer religiøse love, og 19% har enten svaret ”ved ikke” eller har ikke ønsket at svare. Integrationsministeren er ophidset over dette resultat: ”Det giver ingen mening at leve i Danmark, hvis man har den holdning”. ”Det viser, at antallet af muslimer, der mener, at Koranen står over Grundloven, ikke kan reduceres til et lille ekstremistisk mindretal”, siger Mathias Tesfaye (S), der er integrationsordfører. Og Gruppeformand for De Radikale Sofie Carsten Nielsen kalder det et “kæmpe problem”.

For at et undersøgelsesresultat skal være validt, så må spørgsmålet være entydigt og klart for dem, der skal besvare det. Hvad vil det fx sige, at demokratiske love rangerer over religiøse love og vice versa? Betyder det, at jeg som kristen skal tillægge alle de love, som politikerne vedtager i folketinget over det, som Jesus kalder det største bud i loven, nemlig at elske Gud af hele sit hjerte, og det andet bud, som er dette ligt, nemlig at elske sin næste som sig selv? Eller betyder det blot, at jeg som demokratisk borger naturligvis respekterer de demokratiske love og straffen for at bryde dem – uanset min og andres religion?

Sandsynligvis er spørgsmålet et – ganske vist kluntet – forsøg på, at finde ud af, om disse ikke-vestlige indvandrere i ghettoerne går ind for demokrati. Hvad ved vi om indvandrernes – og etniske danskeres – holdning til demokrati? Her kunne den ophidsede miniister og hendes ophidsede politiker-kolleger havde ulejlighed sig med at slå op i Integrationsministeriets ovennævnte rapport. Denne rapport viser, at ikke alle etniske danskere går ind for demokrati, men kun 93%,. Når det gælder indvandrere og efterkommere med ikke vestlig baggrund, så er tallet hhv. 85 og 83% og der er ikke de store forskelle mellem de forskellige religioner: 84% af de kristne indvandrere og 80% af de muslimske går ind for demokratiet.

Og sådan kunne man blive ved. De ophidsede politikerne kunne imidlertid med stort udbytte have sat deres galopperende tempo lidt ned og i et mere sindigt trav have kigget lidt mere kritisk på undersøgelsen og sammenholdt den med andre undersøgelser.

Det ville også være klogt, om den ophidsede minister og hendes ophidsede politikerkolleger – inden de drager deres vidtgående konklusioner af en gallup-undersøgelse og – hvem ved – måske begynder at foreslå nye lovmæssige stramninger på basis deraf, forhørte sig hos de videnskabsmænd og kvinder, som faktisk ved noget om, hvordan virkeligheden ser ud på dette område. En dem er Morten Frederiksen, lektor på Aalborg Universitet og leder af Den Danske Værdiundersøgelse der siger, ”at der åbenlyst er værdier i boligområderne, som adskiller sig fra de overordnede værdier i befolkningen. Dog mener han generelt, at indvandrere og efterkommere hurtigt bevæger sig mod gennemsnitlige danske værdier, når de kommer til Danmark.”

Christiansfeld, torsdag, den 28. december 2017
Mogens S Mogensen

Skriv en kommentar