FNs migrationspagt og kirkernes migrationserklæring

I dag drøfter folketinget FNs migrationspagt ”Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration”, der skal underskrives i Marrakesh den 10. – 11. december. Formålet med pagten, der er den første aftale på globalt plan, der adresser migration som en fælle udfordring for alle verdens lande, er bl.a. at få kontrol med den irregulære migration og sikre beskyttelsen af migranters menneskerettigheder. På en FN-website sammenfattes målene på denne måde. Migrationspagten

  • aims to mitigate the adverse drivers and structural factors that hinder people from building and maintaining sustainable livelihoods in their countries of origin;
  • intends to reduce the risks and vulnerabilities migrants face at different stages of migration by respecting, protecting and fulfilling their human rights and providing them with care and assistance;
  • seeks to address the legitimate concerns of states and communities, while recognizing that societies are undergoing demographic, economic, social and environmental changes at different scales that may have implications for and result from migration;
  • strives to create conducive conditions that enable all migrants to enrich our societies through their human, economic and social capacities, and thus facilitate their contributions to sustainable development at the local, national, regional and global levels.

Det er interessant at sammenligne denne FN migrationspagt med den udtalelse, som fremkom på en konference afholdt af Kirkernes Verdensråd, der repræsenterer protestantiske og ortodokse kirker, og Den katolske Kirke , i Rom den 17. – 20. September i år. I sluterklæringen fra konferencen med titlen ”World Conference on Xenophobia, Racism, and Populist Nationalism in the Context of Global Migration” siges det, at ”den fælles basis for vore refleksioner er overbevisningen om at alle mennesker er lige i værdighed og rettigheder og i samme grad skal respekteres og beskyttes, og at vi derfor er kaldet af Gud til at modstå ondskab, at handle retfærdigt og at søge fred for at transformere verden”. Alle mennesker, altså også migranter, har en gudgivet værdighed, som det er vores ansvar at værne om.

Videre minder erklæringen om, at ”Migration – bevægelser af folk – er et iboende element i den menneskelige situation. Det hører til hele menneskehedens historie – i fortid, nutid og fremtid – og det hører også til hele den bibelske historie. Vi er alle migranter, på midlertidigt ophold, og vi er alle medlemmer af den ene menneskelige familie.” De faktorer, der i disse år driver mennesker på flugt er bl.a. uløste brutale konflikter, resultaterne a den globale økonomiske krise og ekstrem fattigdom. Og sandsynligvis vil virkningerne af klimaforandringerne drive endnu flere på flugt.

”Samtidig med at vi anerkender flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjemland og leve der i værdighed og tryghed, som bekræfter og understreger vi asylinstitutionen for dem der flygter fra væbnede konflikter, forfølgelse og naturkatastrofer. Og vil indtrængende anmode om at der bliver vist respekt for de rettigheder, som mennesker på vandring har, uanset deres status”.

Dokumentet peger på, at migranter desværre undertiden mødes med xenofobi, racisme og populistisk nationalisme. ”Troens folk må fordømme racisme fordi det benægter den menneskelige værdighed på grund af det gensidige tilhørsforhold til den en menneskelige familie og skamferer gudbilledlighedeni ethvert menneske”. Om den populistiske nationalisme siges der, at det er i modstrid med Jesu eksempel at nægte at hjælpe dem, der er i nød. ”At hævde at beskytte kristne værdier og samfund ved at udelukke dem, som søger et trygt tilflugtssted væk fra vold og lidelse er uacceptabelt, det underminere det kristne vidnesbyrd in verden og det gør nationale grænser til afguder.”

I denne kritiske situation har kirkerne et ansvar for at minde befolkningen om vore religiøse fortællinger. Migrationserfaringen var et konstant tema i de abrahamitiske traditioner. Den bibelske fortælling handler om mennesker på vandring, hvor de opdager at Gud ledsager dem. Betydningen af at vise gæstfrihed møder vi i historien om Abraham og Sara, der fik besøg af Gud i skikkelse af tre fremmede, i profeternes undervisning og i Jesu ord i domslignelsen, hvor han selv identificerer sig med den fremmede. Erklæringen anerkender samfunds og enkeltpersoners bekymringer, når de føler sig truet af migranter – uanset om det så handler om tryghed, økonom eller kulturel identitet. ”Vi ønsker at være i i dialog med alle dem, der har sådanne bekymringer. Men baseret på principperne i vor kristne tro og Jesu eksempe, ønsker vi at holde beretningerne om kærlighed og håb op imod den populistiske narrativ om had og frygt.

”Kirkerne og alle kristne har den mission at proklamere at ethvert menneske har krav på respekt og beskyttelse”. Kirkerne og alle kristne må først og fremmest selv praktisere gæstfrihed over for den fremmede, yde den fremmede beskyttelse og opmuntring og bidrage med de talenter de hver for sig har til at bygge et fredeligt samfund med lige ret for alle, og hvor der er respekt for mangfoldigheden. Dernæst er de ”kaldet til at assistere og holde ansvarlige dem der udøver magt og deltager direkte i beslutningsprocesser, som påvirker det menneskelige samfunds fremtid, både på nationalt og internationalt plan. Den røde tråd i argumentationen er henvisningen til hvert enkelt menneskes værdighed og solidariteten mellem mennesker.

Langt hen ad vejen flugter det principielle indhold i FNs migrationspagt med indholdet Kirkernes Verdens Råds og Den katolske Kirkes sluterklæring fra konferencen i Rom – og det er meget opmuntrende. Det er glædeligt, at den danske regering – med opbakning fra alle partier undt. Dansk Folkeparti – har valgt at underskrive erklæringen, selvom den ansvarlige minister åbenbart ikke har lyst til at skrive dokumentet under. Og så må vi håbe, at politikerne fremover besinder sig på at lade sig inspirere og udfordre af indholdet af det dokument, som de underskriver.

Derimod var det stærkt bekymrende, at lytte til de konkrete initiativer i, intentionerne i og ikke mindst retorikken omkring den nyligt vedtagne udlændingeaftale, da de ikke harmonerer godt med FNs migrationspagt, og endnu mindre med kirkernes erklæring om migranter.

Men nu er vore politikere selvfølgelig ikke forpligtet på at lytte til kirkens røst, når det gælder migrationspolitik. Og dog. Når den nuværende og den foregående regering i regeringsgrundlaget slår fast, at Danmark er et kristent land, så må det være rimeligt at holde regeringen ansvarlig for at føre en politik, der ikke bryder afgørende med kristne principper og værdier.

Christiansfeld, onsdag, den 5. december 2018
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

Reklamer

6 kommentarer

Fra integration over assimilation til segregation

Det er måske en overdrivelse, når politikerne taler om, at der er sket et paradigmeskift i dansk udlændingepolitik, for et, for et paradigme har med videnskab at gøre, og det, der sker i denne tid har intet med videnskab eller evidensbaserede tiltage at gøre, men med politiske holdninger.

I mange år var målet med udlændingepolitikken, at de flygtninge, der fik asyl, skulle integreres i det danske samfund, dvs. at de skulle blive en del af det danske samfund. Integration betegner en gensidig tilpasning mellem majoriteten og minoriteter i et samfund med henblik på at skabe en velfungerende helhed. Målet for integrationen var, at de skulle i arbejde og forsørge sig selv. De skulle lære dansk og have en uddannelse. De skulle engageres som medborgere i civilsamfundet og ikke udføre kriminalitet osv. Og disse parametre har man løbende målt på, i det såkaldte integrationsbarometer. Integration betød, at de skulle overholde landets love og bidrage til det danske samfund, og så måtte de gerne bevare deres egen religion og kultur, for så vidt som det ikke kolliderede med ovenstående mål.

Under afgørende politisk indflydelse fra Dansk Folkeparti er udlændingepolitikken i de senere år blevet ændret mere og mere i retning af assimilation. Det mål, der mere og mere lovgives ud fra, er ikke længere kun, at de flygtninge, der fik asyl, skulle integreres i det danske samfund, men at de i kulturel betydning skulle blive danske. Assimilation er ”i antropologien den proces, hvorved en kultur gradvis inkorporeres i en anden, således at kulturforskellen ophæves. Og i modsætning til integration, hvor der kan ske en gensidig påvirkning ”opererer assimilation kun i én retning og resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder”  (Gyldendals Store Danske) Der er naturligvis stor forskel på, om assimilation sker som et resultat af de assimileredes eget valg, eller om det bliver påtvunget fra statsmagten.

Men allerede inden Dansk Folkeparti er nået i mål med assimilationspolitikken, så har Dansk Folkeparti og dermed også regeringen gennem finanslovaftalen nu slået ind på en ny kurs, nemlig segregation. If. en lærebogen ”Billeder på integration” betyder segregation “opdeling eller adskillelse af forskellige befolkningsgrupper. Her beholder mindretallet deres oprindelige kultur, og samtidig er der meget lille kontakt mellem minoriteten og majoriteten.” Segregation kan være en strategi for indvandrere, når de søger sammen i ghettoer, men det kan altså også, som vi oplever det nu, være en politisk strategi i udlændingepolitikken.

At udlændingepolitikken nu tænkes ud fra en segregationsmodel fremgår en en række elementer i aftalen. For det første ændres integrationsydelsen til en ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”. Dvs. der er altså ikke tale om en ydelse, der skal bidrage til at vedkommende bliver integreret i samfundet, men en ydelse der skal holde vedkommende i live indtil han eller hun kan sendes ud af landet igen. For det andet sænkes denne ydelse med 2.000 kroner om måneden for enlige mødre eller fædre og 1.000 kroner for hver af forsørgerne i familier, hvor mor og far bor sammen. Med en så lav ydelse vil det være meget vanskeligt for flygtninge og deres børn at deltage i samfundet, det vil sige, at de kommer til at leve et segregeret liv sammen med andre i samme nødlidende situation. Alt i alt vil det sandsynligvis fremme ghettodannelsen, som jo i sig selv er et udtryk for segregation. For det tredje er det blevet besluttet at anbringe en række udlændinge, der ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark, på en øde ø, nemlig øen Lindholm. Det gælder bl.a. udlændinge på talt ophold eller som er udvist efter dom for kriminalitet, men som ikke tvangsmæssigt kan udsendes til deres hjemland, fordi de dér risikerer dødsstraf, tortur e.l. Der er eksempler Ud fra erfaringerne på dette område betyder det, at de måske skal leve adskilt (segregeret) fra det øvrige samfund i årevis, måske resten af deres liv. At man har opgivet tanken om integration fremgår også af aftalens overskrift, som netop er “Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse“.

Det er tankevækkende, at det på forholdsvis kort tid er lykkedes Dansk Folkeparti at ændre dansk udlændingepolitik radikalt, så den nu ikke længere har integration – og heller ikke engang assimilation – som orienteringspunkter, men segregation. Så længe flygtninge er i Danmark – uanset om det er 3 år eller 20 år indtil de eventuelt kan vende hjem til deres hjemland – så er målet for Dansk Folkeparti og dermed i praksis også for regeringen (og sikkert også langt hen ad vejen for Socialdemokratiet), at flygtningene ikke skal være en del af det danske samfund og bidrage til det danske samfund, men holdes mest muligt adskilte fra det danske samfund, så det bliver lettest muligt at sende dem hjem.

Hvad bliver det næste skridt? Vil vi ad åre opleve, at alle flygtninge bliver interneret i lejre isoleret fra det øvrige samfund, hvor de kan overleve 5, 10 eller 20 år inden de eventuelt kan sendes hjem? At det ikke er et usandsynligt scenarie fremgår af, at vi allerede nu oplever, at børn – trods de påviselige skader for deres udvikling – holdes isoleret eller segregeret fra det danske samfund i årevis, fordi de sammen med deres forældre må leve i udrejsecentre næsten uden kontakt med omverdenen, og hvor forældrene ikke engang må lave deres egen mad til hele familien.

Om den segregationspolitik, som der nu med stor fanfare introduceres med udlændingeforliget, er i overensstemmelse med grundloven og de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, ved jeg ikke – og jeg ved heller ikke om det overhovedet bekymrer de implicerede politikere – men jeg ved, at denne politik ikke harmonerer med den forståelse af det enkelte menneskes værdighed, som har rødder i den kristne tradition, og som jeg troede, det danske samfund byggede på.

Christiansfeld, mandag, den 1. december 2018
Mogens S. Mogensen

4 kommentarer

Finanslov, udlændingelov og prokurator-kneb.

Da finansminister Kristian Jensen præsenterede en række stramninger af udlændinge loven – der indgik som en del af regeringens forlig med Dansk Folkeparti om finansloven – sagde han if. Finans bl.a. om disse stramninger, at »Vi går til kanten og udfordrer kanten af, hvad konventionerne er for Danmark.” og at »Vi mener, at vi holder os inden for konventionerne, men vi kan ikke afvise, at der er en procesrisiko,« Ordet procesrisiko betyder, at aftalepartnerne er klare over, at de måske kan anklages – og blive dømt – for at have brudt konventionerne.

Men hvad er konventioner for noget? De konventioner, som der her er tale om er sikkert FNs flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som det Danmark faktisk har ratificeret, så disse konventioners bestemmelse faktisk har status som love, der er gældende i Danmark.

Det er tankevækkende, at ansvarlige politikere beslutninger og vedtager love, som de er fuldt bevidste om, muligvis vil vise sig at være ulovlige. Det er en ærlig sag for politikere at være uenige i disse konventioners bestemmelser, lige som det er en ærlig sag for mig, at være uenig i nogle af de love, der gælder i Danmark. Og derfor ville det være demokratisk set helt efter bogen, at disse politikere arbejdede på at ændre konventionerne eller på, at folketinget skulle trække Danmark ud af konventionerne.

Politikernes argumentation minder i betænkelig grad om prokurator-kneb af samme type, som bankrådgivere og advokater i de senere år har anvendt i deres bestræbelser på at snyde en række stater for skatteindtægter. De er gået til kanten og de har udfordret kanten af, hvad forskellige landes love siger, og der har været villige til at løbe en procesrisiko, dvs., de har været klar over, at det de gjorde måske var ulovligt, men alligevel valgte de at gøre det, for at nå deres mål, nemlig en stor økonomisk gevinst. Der er i sig selv ikke noget galt i at søge at få en stor økonomisk gevinst, hvis de midler man bruger er i overensstemmelse med loven og er etisk forsvarlige.

På tilsvarende vis går vore politikere i disse dage til lovens kant og måske over lovens kant. ”Det gør vi fordi, vi har set alt for mange flygtninge, der er endt med at blive indvandrere i Danmark”, siger Kristian Jensen, og så vil jeg tillade mig at tilføje, at regeringen naturligvis også gør det for overhovedet at få Dansk Folkepartis støtte til finansloven. Begge dele vil være en stor politisk gevinst for de implicerede politikere. Det er naturligvis helt legitimt at gå efter en stor politisk gevinst, vel at mærk, hvis man holder sig på lovens og etikkens smalle sti.

I dag er stort set alle enige om at fordømme disse bankrådgiveres og advokaters handlinger, der gik til lovens kant og udfordrede lovens kant, ja, måske var decideret ulovlig – og under alle omstændigheder uetisk. Fordi disse prokurator-kneb var med til at underminere økonomien for vort samfund. På samme måde er der efter min mening også al mulig grund til at tage afstand fra disse politikeres grænsesøgende og måske grænseoverskridende handlinger. Fordi disse politiske prokurator-kneb er med til at underminere det danske retssamfund.

Christiansfeld, lørdag, den 1. december 2018
Mogens S. Mogensen

 

4 kommentarer

Hvorfor benægter eller nedprioriterer politikere klimakrisen?

I sidste uge udkom der endnu en klimarapport, denne gang udarbejdet af 300 amerikanske klima forskere, nemlig “National Climate Assessment“, bestilt af Kongressen. Forskerne peger på, at klimaforandringerne vil ” forringe den menneskelige sundhed og ødelægge infrastruktur, som man har set det under de voldsomme skovbrande i Californien. Forandringerne menes også at begrænse adgangen til rent vand, ændre kystlinjerne og øge omkostningerne i en række industrier”. Alt i alt forventes klimaforandringerne frem mod år 2050 for USA’s vedkommende at ville koste flere hundrede milliarder dollars årligt (if. TV2 Nyheder).

Nu har præsident Trump læst noget af den 500 sider lange rapport, men han tror ikke på konklusionen. Lige som han heller ikke troede på konklusionerne i sidste års rapport, og lige som han også valgte at trække USA ud af den globale Parisaftale, der skulle bekæmpe klimaforandringer.

I sidste uge var jeg sammen med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og biskopper i Bruxelles, hvor vi mødtes med repræsentanter for EU’s institutioner, Ministerrådet, Kommissionen og Parlamentet, der alle naturligvis var optaget af klimakrisen, men tilsyneladende ikke prioriterede den særligt højt. Den måske mest magtfulde institution, nemlig ministerrådet, hvor statsministrene mødes, var af den opfattelse, at klimakrisen ikke hørte til blandt EU’s tre vigtigste prioriteter, men dog regnedes blandt de ti vigtigste udfordringer. Hvorfor prioriterer EU og dermed europæiske regeringer og parlamenter ikke klimakrisen højere – på trods af det videnskabelige belæg for den?

Er det, fordi dem, der kommer til at lide under klimaforandringerne først og mest, er de fattigste? Det har jeg vanskeligt ved at tro, især også fordi klimaforandringerne i det lange løb vil ramme alle. Og det vil især komme til at ramme vore børn og børnebørn!

Eller er det, fordi en forebyggelse af de katastrofale klimaforandringer vil forudsætte helt grundlæggende forandringer i vores politiske økonomi, som vi ikke har modet til at se i øjnene.

Måske kan man begynde at forstå fornægtelsen og nedprioritering af klimakrisen, når vi hører, hvad ExxonMobils daværende direktør (der senere blev USA’s udenrigsminister), Rex Tillerson, svarede de aktionærer, der opfordrede til at ExxxonMobil holdt op med at bruge atmosfæren som en kloak: ”What good is it to save the planet if humanity suffers?”. Eller tænk på, hvad US-kongresmedlemmet Steve Stockman skrev på twitter: ”The best thing about the Earth is if you poke holes in it oil and gas come out”.

Naomi Klein gør det dilemma som politikerne – og alle vi andre står over for i dag – tindrende klart:

”Our economic system and our planetary system are now at war. Or more accurately, our economy is a war with many forms of life on earth, including human life. What the climate needs to avoid collapse is a contraction in humanity’s use of ressources; what our economic model demands to avoid collapse is unfettered expansion. Only one of thes sets of rules can be changed, and it’s not the laws of nature”.

Det er svært som kristen ikke at komme til at tænke på, hvad Paulus skriver i Rom 8,22-24:”Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?”

Vor skæbne som mennesker er knyttet sammen med hele skaberværkets – inkl. klimaets – skæbne. Tidligere har vi – når man har talt om ”det fælles gode” og kæmpet for ”social retfærdighed” -udelukkende fokuseret på mellemmenneskelige relationer. Men i dag må vi indse, at det menneskelige ”fælles gode” forudsætter det fælles gode skaberværk, incl. klimaet. Som Thomas Berry har udtrykt det: ”Planetary health is primary; human well-being is derivative”. Hvis vi tager konsekvensen af denne indsigt, så må økonomi og økologi tænkes ammen som ”øko-nomi”, hvor produktionen bliver økologisk ansvarlig, og hvor der sker en retfærdig fordeling af goderne.

Det betyder et stop for den grænseløse og hensynsløse vækst, men det udelukker ikke økonomisk vækst, så længe den er økologisk bæredygtig, og derfor respekterer grænserne for naturens evne til at regeneration, og så længe den formindsker i stedet for at forøge den ustabilitet, som økonomisk ulighed indebærer.

Når Trump, EU, politikere og befolkninger, enten fornægter eller undlader at prioritere klimakrisen, er det måske, fordi de (og vi) i deres (vores) grådighed ikke er parate til at sætte klodens ve og vel (der er en forudsætning for vort og vore efterkommeres ve og vel) over ønsket om øget vækst ved at gå fra en økonomi styret af uhæmmet vækst på bekostning af skaberværket inkl. klimaet til en økologisk ansvarlig bæredygtig økonomi. Det vil kræve en radikal ændring af vores tænkning og af vor økonomiske modeller, men vi kan i princippet gøre det, uden at nogen af den grund skal gå sultne i seng, for som Gandhi har udtrykt det: “The world has enough for everyone’s need, but not enough for everyone’s greed.”

Åbenrå, tirsdag, den 27. november 2018
Mogens S. Mogensen

 

Inspirationen til dette blog-indlæg er bl.a. hentet i artiklen: Larry Rasmussen, ”Whence Climate Injustice”, i A Companion to Public Theology, redigeret af Sebastian Kim og Katie Day. (Leiden/Boston: Brill 2017).

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Hvad har kirken med EU at gøre?

MW
I disse dage har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og biskopper været gæst hos EU’s institutioner, rådet, kommissionen og parlamentet. Men, vil nogen sikkert spørge, hvad har kirken med EU at gøre? Faktisk er det sådan, den Lissabon-traktat, som blev vedtaget i 2007, slår fast i art. 17, at der er en retlig forpligtelse for EU’s institutioner til at føre ”en åben gennemsigtig og regelmæssig dialog” med ”kirker og religiøse samfund” og ”filosofiske og konfessionsløse organisationer”.

De første initiativer mht. til at etablere formelle forbindelser mellem de europæiske institutioner og religiøse og ikke-konfessionelle organisationer går helt tilbage til 1994 til det initiativ, som den daværende kommissionsformand Jacques Delors tog under overskriften ”Une âme pur l’Europe” (en sjæl for Europa). Hans mål var at bevæge fællesskabet videre fra en ren økonomisk og juridisk forståelse af europæisk integration til også at reflektere åndelige og etiske perspektiver og til at fremme civilsamfundets deltagelse i integrationsprocessen.

Hos embedsmænd, diplomater og politikere i rådet, kommissionen og parlamentet har vi de seneste dage overalt mødt en positiv holdning og en anerkendelse af, at også kirken har noget at bidrage med til EU. Det forudsætter naturligvis, at repræsentanter for kirken ved, hvad de taler om, altså, at de har en faglig kompetence på de områder, som er i spil, og at der på den baggrund opbygges tillidsfulde relationer. Vi kan som kirke – på lige fod med alle andre interessenter – være med til at gøre opmærksom på de udfordringer vi ser, vi kan være med til at minde om de grundlæggende principper og værdier, vi kan være med til at pege på den retning, vi synes EU skal gå på forskellige områder, og vi kan være med til at beskrive målet. Men vi må naturligvis overlade det konkrete lovgivningsarbejde og de administrative arbejde til politikere og embedsmænd.

Vi talte med fire danske politikere, og der var naturligvis forskelle i holdningen til kirkens deltagelse i den politiske diskurs. En politiker udtrykte sin holdning på denne måde: Stol på Gud, men frygt kirken. Det var helt naturligt for vedkommende at man udtalte sig på basis af en holdning, der var forankret i kristendommen – og kristendommen havde if. vedkommende haft en afgørende betydning på Europas udvikling – men vedkommende satte ikke pris på den institutionelle kirkes deltagelse i den politiske proces. En anden politiker beklagede tværtimod, at kirken var alt for lidt på banen i politiske spørgsmål, også her i EU.

Mange af de store spørgsmål, som EU arbejder med i disse år, har en helt tydelig etisk dimension, hvor det efter min mening ville være oplagt, at der fra kirkeligt hold – og et dansk kirkeligt hold – kom et større input. Det gælder fx problemstillinger omkring klima, migration, ulighed og nationalisme. Kirken kan være med til at minde om de grundlæggende principper som fx det enkelte menneskes værdighed, og at intet menneske må reduceres til et middel for noget som helst mål. Kirken kan bidrage til visionen for det gode samfund og til den magtkritik, der er nødvendigt i ethvert samfund. Hvordan vi som folkekirken kan agere på dette område inden for rammerne af Lissabon-traktatens art. 17 er et spørgsmål, som vi naturligvis fremover må drøfte – og også drøfte i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og drøfte med Konferencen af Europæiske Kirker (KEK), der netop har kontor i Bruxelles for på vegne af protestantiske og ortodokse kirker i Europa at være i dialog med repræsentanter for EU.

På et møde med KEK og den tilsvarende katolske organisation COMECE fik vi af katolikkerne udleveret en bøn for Europa, som kan minde os om, at vi også kan bidrage til det europæiske samfund ved at bede for Europa – fx også i kirkebønnen

Bøn for Europa
Menneskehedens Fader. Historiens Herre.
Se til dette kontinent, som du sendte filosoffer, lovgivere og mennesker begavet med visdom, forløber for troen på din Søn, død og opstået.
Se til disse folk, som blev evangeliseret af Peter og Paulus, af profeter munke og helgener. Se på disse regioner gennemblødt af blodet fra martyrer, bevæget af reformatorers stemme. Se på disse folk knyttet sammen med så mange bånd og forbindelser, og dog adskilt af had og krig.
Hjælp os til at engagere os til fordel for et Åndens Europa, grundlagt ikke kun på økonomiske traktater, men også på værdier som er menneskelige og evige, et Europa, som kan skabe etnisk og økumenisk forsoning, som straks byder den fremmede velkommen, og som respekterer menneskets værdighed.
Giv os frimodighed til at se vores pligt til at opmuntre og fremme forståelse mellem folk, så der bliver retfærdighed og brød, frihed og fred for alle kontinenter.
Amen

I luften mellem Bruxelles og København, onsdag, den 21. november 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Europas fremtid

EU fremtid

I disse dage besøger Folkekirkens Mellemkirkelige råd og biskopperne i Bruxelles. Det overordnede tema for studieturen er ‘offentlighedsteologi’. Det handler om spørgsmål som: Hvordan relaterer kirken til samfundet? Hvordan får kirkerne en røst ind i en udvikling, som i høj grad tegnes af EU? Hvilken røst skal kirken have? Bliver kirkerne hørt?

Vi har mødt en lang række centralt placerede aktører i og omkring EU. Vi har besøgt den danske regerings EU repræsentation, og to kirkelige paraplyorganisationer, som søger at gøre kirkelige synspunkter gældenede i EU. Vi har besøgt ministerrådet, parlamentet og kommissionen og der fået mulighed for at drøfte EUs situation og fremtid med dem.

Det indtryk, som vi fik fra de ansatte i EU var, at EU havde været i en eksistentiel krise i forbindelse med den økonomiske krise i årene efter 2008 og migrationskrisen i 2015, men at disse kriser var overvundet. Brexit og Trump udgør store udfordringer, men repræsenterer ikke nogen EU-krise. Både Brexit og Trump har imidlertid fået de 27 (tilbageværende) EU lande til at rykke nærmere sammen, og opbakningen til EU i medlemslandene er voksende. Det lykkedes at skabe og bevare enighed mellem de 27medlemslande om holdningen til Brexit og holdningen til USA under Trump, lige som det også er lykkedes at skabe enighed om håndteringen af forholdet til Rusland. Og alt i alt så fortsætter lovgivningsarbejdet i EU. De største udfordringer, som befolkningerne i medlemslandene oplever, at EU skal tage sig af, er i prioriteret rækkefølge: migration, sikkerhed og økonomi. Klimakrisen er altså ikke i top tre, men dog i top ti og vil sandsynligvis i de kommende år få større betydning.

Det var tankevækkende at høre en af embedsmændene, der arbejdede med klimaproblemstillingen, give udtryk for, at det faktisk går godt i EU med klimatiltag. Især overraskede det mig at høre, at det er lykkedes i EU at knække CO2 udledningskurven, således at mens kurven for økonomisk vækst (produktion) gik opad, så gik kurven for udledning af CO2 i forbindelse med produktionen nedad. Men vi er dog stadig meget langt fra at nå de mål, som blev sat op i Parisaftalen. Hvis ikke der sker noget meget drastisk vil det ikke lykkes at holde temperaturstigningen på 1,5 eller 2 grander, men den vil blive 3,5 grander med de katastrofale følger, som det vil få.

Men krise er der alligevel, men en krise for hele vesten: det vestlige demokrati er i krise. De traditionelle partier, der har spillet en central rolle også i EU i årtier svækkes alvorligt eller udraderes og erstattes nye og helt anderledes partier og bevægelser. Der er igen et ønske om ”en stærk” mand, som vi har set det fx i USA og Brasilien. Der er en protest mod eliten og radikale krav om forandring. Det er et spørgsmål om identitet.

Årsagerne er for det første globaliseringen, som samlet set har øget rigdommen, men som har ført til en stærkt voksende ulighed, hvor nogle få er blevet hovedrige, mens arbejderklassen fx i USA ikke har oplevet nogen økonomisk fremgang de sidste 40 år. Folk oplever, for det andet, magtesløshed. Det er som om politik ikke længere betyder noget. Uanset hvilke politikere, der regerer, så er det ”nødvendighedens politik” de fører. Politik bliver bare til et spil, og ender i underholdning. For det tredje har de sociale medier ført med sig, at folk ikke længere melder sig ind i partier, der ikke længere er noget nødvendigt mellemled i den politiske proces. Tænk fx på Macron, der på protestpolitisk platform uden noget egentligt parti. De sociale medier betyder desuden, at der ikke længere er noget filter, som sorterer de mest ekstreme udtalelser fra.

Vi blev i dag mindet om, at EU blev påbegyndt efter anden verdenskrig som et fredsprojekt, og midlet til at sikre freden var økonomien, altså at binde de europæiske landes økonomier sammen og sammen skabe økonomisk fremgang. Vi blev mindet om, at det faktisk i Europa er lykkedes at skabe samfund af en kvalitet, som ikke før er set i verdenshistorien. Endvidere blev vi mindet om, at kun ved at stå sammen i Europa har vi en mulighed for i en verden, der vil blive mere og mere domineret af Kina, at fremme de værdier, som Europa bygger på.

Spørgsmålet er – i lyset af talen om offentlig teologi – hvilken rolle kirker, kirkelige organisationer og enkeltpersoner kan og skal spille, når det gælder EU’s og Europas fremtid.

Bruxelles, tirsdag, den 20. november 2018
Mogens S. Mogensen

 

Skriv en kommentar

Menighedsråd eller sogneråd?

Mindesten

I søndags, den 11. november, mindedes vi i Tyrstrup Kirke første verdenskrigs afslutning. Vi ringede med kirkeklokkerne, og efter gudstjenesten skulle jeg som menighedsrådsformand nedlægge en krans ved mindestenen for de 56 soldater fra sognet, der mistede livet i krigen, og også holde en lille tale. Efterfølgende stod der at læse i vor lokale avis, at sognerådsformand Mogens Mogensen havde nedlagt en krans.

Denne præsentation har jeg siden haft stor fornøjelse af, idet jeg har modtaget flere lykønskninger med min udnævnelse til sognerådsformand fra venner og bekendte. Men jeg er altså ikke sognerådsformand, men menighedsrådsformand, for vi har ikke et sogneråd men et menighedsråd. Men det er tankevækkende at læse paragraf 1 i loven om menighedsråd (2013), hvor der ikke står, at menighedens, men netop ”sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet”.

Jeg ved godt, at der er – eller måske rettere har været – meget gode grunde til, at den ’bestyrelse’, der styrer sognets anliggender, ikke kaldes et sogneråd. Ved” lov om landkommunernes styrelse m.v.” af 6. Juli 1867 blev der indført sogneråd si stedet for sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Men ved kommunalreformen i 1970 afskaffedes sognerådene endeligt og erstattedes af kommunalbestyrelser.

Når vi ikke længere har sognekommuner under ledelse af sogneråd, og i to generationer altså ikke længere har haft sogneråd, så er spørgsmålet, om det ikke ville give mening for kirken at ’generobre’ ordet ’sogneråd’. Men kan det ikke være lige meget, hvad vi kalder den ’bestyrelse’ der styrer sognets anliggender? Måske ikke helt. For der er faktisk en forskel mellem sogn og menighed.

For det første er navnet på den administrative kirkelige enhed sogn og ikke menighed. Derfor står der da også i lov om menighedsråd, at det handler om ”sognets kirkelige og administrative anliggender”. Derfor kom betænkning 1477 fra 2006 da heller ikke til at hedde ”Opgaver i menighed, provsti og stift”, men netop ”Opgaver i sogn, provsti og stift”. Og endelig har vi da heller ikke en lov om menighedsbånds- men om sognebåndsløsning.

For det andet er den almindeligt udbredte betydning af ordet ”menighed”, som det fremgår af Ordbog over det danske sprog, ”et samfund af troende mennesker” eller ”en forsamling af mennesker, der deltager i en gudstjeneste”. Den kirkeforståelse, vi har i folkekirken, er imidlertid bredere, og omfatter lokalt alle døbte (der ikke har meldt sig ud) i lokalområdet. Hvis man spørger ganske almindelige folkekirkemedlemmer, om de er den del af den lokale menighed, så vil mange nok sige nej. Men hvis man spørger dem, om de hører til i xx sogn, så vil de sikkert sige ja, hvis de da er klar over hvor sognegrænserne går.

For det tredje, så gør betegnelsen ”sogneråd” det mere nærliggende for ”rådet” at tænke på dets ansvar for alle, der bor inden for sognets grænser, uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej. Og når vi søndag otte dage indvier Tyrstrup kirkes nye hus, så kalder vi det netop sognehuset, fordi vi gerne vil, at alle her i Tyrstrup/Christiansfeld skal føle, at det er et hus, hvor alle er velkommen, fordi det er hele sognets hus.

Jeg har ikke nogen ambition om at blive sognerådsformand, men jeg synes, at det – i lyset af ovenstående grunde – ville være værd at overveje, om vi ikke i folkekirken skulle generobre ordet ”sogneråd”.

Christiansfeld, lørdag, den 17. november 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar