Arkitekturen i ’multi-faith spaces’ – Gud forlader bygningen: Flerreligiøse og spirituelle rum i sekulære institutioner – 3

Arkitektur spiller traditionelt en meget stor rolle i de forskellige religioners helligdomme. Oplevelsen af en bygnings eller et rums hellighed hænger nært sammen med bygningens eller rummets religionsspecifikke arkitektur, rummenes indretning, møblement og især symboler. Religionsneutrale rum er, som ordet præcist antyder religionsneutrale. Alligevel er disse religionsneutrale rum – eller ’multi-faith spaces,’ som de kaldes på engelsk – tænkt som hellige rum, hvor enhver kan bede uanset religion. Derfor bliver designet af disse rum en meget stor udfordring for planlæggere og arkitekter.

Dette spørgsmål har man også taget op i det forskningsprojektet “Multi-faith Spaces: Symptoms and Agents of Religious and Social Change“ på universitetet i Manchester. I artiklen med den sigende titel ”The architecture of multifaith spaces: God leaves the building” redegør Andrew Crompton fra Liverpool School of Architecture, at den mest almindelige for to forskellige måder at etablere ”multi-faith spaces’ på, den positive og den negative.

I den positive type er rummet fyldt med genstande og symboler fra mange forskellige trostraditioner. Her er problemet bl.a., at det er meget svært at fastholde en balance mellem de forskellige religioner, og erfaringen viser, at det ofte bliver islamiske eller new age symboler, som bliver dominerende, så rummet opleves som en moské eller et new age lokale. Denne type vil forudsætte tilstedeværelsen af en diplomatisk person med interreligiøs komptence, som håndhæver balancen. Langt de fleste ’multi-faith spaces’ hører da også til den såkaldt negative type, hvor religiøse billeder, symboler eksluderes, så rummet opleves religiøst neutralt.

Det er også det, der er opgaven i selve arkitekturen. Men at designe et rum som undgår religiøs partiskhed er vanskeligt, fordi der ikke er en kærne af fælles sandhed, som det universelle rum kan bygges på. Det har ført til at ’multi-faith spaces’ næsten altid er modernistiske i stil, idet de bryder med traditionelle udtryk for hellighed. Derfor et det karakteristiske ’multi-faith space’ også et hvidt rum uden vinduer (og i den negative types tradition: med nogle få religiøse tekster på en hylde sammen med religionens parafenalier, som – når de ikke bruges – er ude af syne, gemt i bokse).

Tomme hvide rum er blevet standard løsningen på indretningen af ’multi-faith spaces’, ud fra den tanke ,at brugerne ikke skal udsættes for andre menneskers trossymboler. Det betyder i praksis, at man har bestræbt sig på forhindre at designet af disse multi-faith spaces opleves meningsfuld på en upassende måde. Arkitekterne har tilsyneladende ikke noget svar på, hvordan man kan transcendere de forskellige religioner og skabe, rum, som – uden historiske udtryk for hellighed hentet fra specifikke religiøse traditioner – opleves som hellige for alle. Spørgsmålet er, om disse tomme hvide rum overhovedet kan kaldes arkitektur?

I forsøget på ikke at skabe mening på en upassende eller stødende måde bruger arkitekter banale materialer, undgår orden og regularitet. De mest ekstreme arkitektoniske eksempler minder om konceptuel kunst og er en parallel til det absurde teater a la Becket. Crompton konkluderer, at det er en typisk modernistisk ide, at vi tror, at vi kan transcendere kultur og begynde på en frisk med et brud med fortiden.

Udformningen af ‘multi-faith spaces’ er også af politisk betydning, fordi ‘multi-faith spaces’ er ved at afløse den kristne kirke som den offentlige religions ansigt i Europa og Amerika.

Christiansfeld, søndag, den 4. maj 2014
Mogens S. Mogensen