Troen og imperiet. Bibelen set med palæstinensiske øjne

”Jesus var en mellemøstlig, palæstinensisk jøde. Hvis han skulle rejse i den vestlige verden i dag, ville han gang på gang ”tilfældigt” blive trukket til side for at få sin person og sine papirer tjekket. Biblen er en mellemøstlig bog. Den er et produkt af den mellemøstlige verden med al dens kompleksitet”.

Sådan indleder Mitri Raheb, der er præst i den lutherske Julekirke i hans fødeby Betlehem, sin bog ”Troen og imperiet. Biblen set med palæstinensiske øjne” (Unitas Forlag 2014). Og hvad er det så palæstinenseren Mitri Raheb får øje på, når han læser Biblen? Han får øje på, hvordan imperiets realitet har formet konteksten for den bibelske historie – og hvordan imperiets realitet stadig former konteksten for de palæstinensiske kristne den dag i dag. Og derfor titlen, Troen og imperiet, som dog står endnu stærkere i titlen på den oprindelige engelske udgave af bogen ”Faith in the face of empire”. Formålet med bogen er at udvikle en teologi fra og for den palæstinensiske kontekst: ”at lægge grunden for et genuint, palæstinensisk, kristent narrativ, som er politisk relevant og teologisk kreativt”.

Mitri Raheb ser Palæstinas historie som en sammenhængende historie, der begynder med Abraham og fortsætter frem til i dag. Interessant er her hans gennemgang af den geopolitiske historie i Mellemøsten, hvor Palæstinas skæbne gennem de sidste 2500 år er formeret af konkurrerende imperier: assyrerne, babylonierne, perserne, grækerne, romerne, byzantinerne, araberne, tatarerne, korsfarerne, ajubiderne, mamlukkerne, mongolerne, osmannere, briterne – og israelerne – som han siger ”for blot at nævne de største besættere”. Imperier har det med at retfærdiggøre deres besættelse ud fra deres teologier og er altid optaget af at kontrollere de undertrykte befolkninger. Sådan var det tidligere, og sådan er det i dag.

For ”landets befolkning”, palæstinenserne, rejser de samme spørgsmål sig igen og igen: ”Hvor er Gud?” midt i al denne undertrykkelse? ”Hvorfor griber Gud ikke ind?” ”Hvordan kan vi opnå frihed?” ”Hvordan kan vi få vor egen stat?” Troen på Gud handler om troen på, at der trods alt er noget, der er større end imperiet. Gud er den magt, der udfordrer imperiet og ændrer status quo. Kristne kaldes til at være ambassadører for det Guds rige, som Jesus bragte til verden. Kirken er kaldet til at være et modstykke for imperiet, og imperiet må mødes med kreativ og ikke-voldelig modstand. Fortællingen om Babelstårnet er imperiets narrativ, fordi det vil påtvinge ensretning, mens pinseberetningen udtrykker en alternativ version, der er meget relevant i Mellemøsten, fordi den omfavner forskellighed og pluralisme som en styrke.

Mitri Rahebs bog ”Troen og imperiet” er en udfordrende og tankevækkende bog, som i høj grad er læseværdig. Fordi den med fokuseringen på imperiet kaster nyt lys over bibelen og over palæstinensernes situation i historien og i dag. Og fordi den giver et indblik i, hvordan kristne palæstinensere – i deres meget trængte situation i dag – udvikler en kontekstuel teologi.

Foreningen “Betlehems Venner“, hvis formand, Niels-Peter Lund Jacobsen har oversat bogen, har i forbindelse med bogens udgivelse inviteret Mitri Raheb til Danmark. Den 23. og 24. oktober er der mulighed for at møde forfatteren i hhv. København og Århus og også drøfte hans teologi med ham.

 

Christiansfeld, tirsdag, 23. september 2014
Mogens S. Mogensen

  1. Skriv en kommentar

Skriv en kommentar