Økumeni i Basel

IMG_0621’Οικουμένη’ er et græsk ord, der oprindelig betød den beboede jord, og dermed alle de mennesker, som bebor jorden. Senere er ordet blevet brugt i en mere begrænset betydning, nemlig som hele kristenheden, dvs. alle kirker og alle kristne i hele verden, og ’økumeni’ er arbejdet for forståelse og enhed mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

I dag har vi på generalforsamlingen for ”Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel beskæftiget os indgående med en række aspekter af ’οικουμένη’ og ’økumeni’. Dagen begyndte med en andagt under ledelse af generalsekretæren for Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, syreren Rosangela Jarjour, og sang i den forbindelse én arabisk salme ”Ya qudsa ruhillah” (Erschein, du Heiliger Geist), og den syriske Kyrie ”Moran ethra hama’ lain” (Herr, erbarme dich). Senere på dagen bragte hun hilsner fra kirkerne i Mellemøsten og fortalte om kirkernes katastrofale situation i Syrien og appellerede om støtte, både til kirkerne og til deres arbejde både for kristne og muslimer.

Det var en påmindelse om, at økumeni handler om at vi som kirker udviser solidaritet med andre kristne, men også om som kirke at være solidarisk med mennesker, der lider nøde, overalt på hele den beboede jord.

Siden den sidste generalforsamling i Firenze i 2012 har studiegrupper arbejdet med en lang række teologiske, ekklesiologiske, etiske og andre problemstillinger. I går drøftede vi i grupper de rapporter, som blev resultatet af dette arbejde, og i dag har vi såsom generalforsamling forholdt os til rapporternes anbefalinger og forslag. Mest spænding var der – måske især fra dansk og norsk side – omkring rapporten ”Church Communion”. I økumeniske organisationer er der en tendens til at ville gøre fællesskaberne mere og mere forpligtende – og det gælder måske også CPCE.

Da Folkekirken i 2001 tilsluttede sig Leuenberg-konkordien og dermed blev medlem af fællesskabet, skete det med en signaturforklaring, hvor det bl.a. blev understreget, at ”Gennem en underskrivelse af Konkordien anerkender vi vores nære tilknytning til Leuenberg Konkordiens signaturkirker. Vores underskrift indebærer ikke, at vi ser ukritisk på udviklingen i Leuenberg Kirkefællesskabet. En underskrift af Leuenberg Konkordien betyder ikke, at vi ønsker en udvikling af en protestantisk, synodal struktur i Europa.” Sammen med repræsentanter for den norske kirke følte vi os derfor forpligtet til at klargøre dette standpunkt gennem en tilføjelse til den resolution, der blev vedtaget. Heldigvis var der i generalforsamlingen forståelse for det.

En anden spændende rapport, som vi forholdt os til i dag, handlede om ”Migration and Church Communion”. På generalforsamlingen i 2012 besluttede man at sætte fokus på dette område, og i flere år har en såkaldt ’expert group’ arbejdet på spørgsmålet, og jeg har haft fornøjelsen af at være med det sidste halvandet år, hvor vi blandt andet har besøgt den nigerianske Cherubim & Seraphim-kirken, der kom med migranter til England for over 50 år siden. Generalforsamlingen besluttede at fortsætte dette arbejde ved at nedsætte en ”Advisory Group”, der i de kommende år skal lede arbejdet. To af de Cherubim & Seraphim-kirkeledere, som vi sidste år mødte i London, kom i dag til Basel for at deltage i vores generalforsamling. Tiden vil vise, om denne kirke – og andre lignende migrantkirker – en gang bliver medlem af CPCE, eller (måske til at begynde med) får en løsere tilknytning til CPCE. Som en af deltagerne på generalforsamlingen sagde, så handler det ikke kun om, hvorvidt disse migrantkristne kan leve op til vore medlemskriterier, men i lige så høj grad, om i hvor høj grad vil er parate til at lade os forandre i mødet med dem?

En af de hilsner, vi i dag fik, kom fra den engelske biskop Jonathan Gibbs, der repræsenterede de anglikanske kirker. De anglikanske kirker er med i kirkefællesskab med lutherske kirker i Norden (Porvoo-aftalen) og i Tyskland (Meissen-aftalen), men spørgsmålet er, om der en gang kan udvikles et kirkefællesskab mellem de anglikanske kirker og alle kirkerne i CPCE-fællesskabet?

Meget længere udsigter til kirkefællesskab er der, når det gælder den katolske kirke. Ikke desto mindre var katolikkerne repræsenteret her, af Mathias Türk, som jeg også har mødt i andre økumeniske sammenhænge. Han citerede bl.a. pave Frans for at sige, at ”Man kan ikke føre en dialog, hvis man bare bliver stående”. Det lutherske Verdensforbund har ført dialoger med den katolske kirke, som bl.a. har ført til vedtagelsen af Joint Declaration (1999) om en fælles forståelse retfærdiggørelsen af tro, en aftale, som Metodisternes Verdensråd siden har tilsluttet sig. Også De reformerte kirkers verdensorganisation har i mange år ført dialoger med den katolske kirke. I dag sagde CPCEs generalforsamling så ja til, at CPCE påbegynder en dialog med den katolske kirke. Her til aften ankom så kardinal Kurt Koch, lederen af det pavelige råd for fremme af kristen enhed, til konferencen, for i morgen – ved festgudstjenesten – sammen med CPCEs formand at underskrive aftalen om dialog.

Dagens sidste programpunkt blev også et –økumeniske – højdepunkt. Münster-katedralen, hvor vi ellers holder vore møder, skulle gøres klar til søndagens festgudstjeneste, så aftenens møde var henlagt til den middelalderlige Leonhardtskirche, der lige som Münster-katedralen i dag er en reformert kirke. Her holdt katolikkenAndrea Riccardi, der især er berømt for for 50 år siden at have grundlagt Sankt Egidio Fællesskabet, en lang og gribende tale til alle de forsamlede protestanter. Sankt Egidio fællesskabet er kendt for sit fokus på bøn og bibellæsning, evangelisering, omsorgen for de fattige, engagementet i økumeni og dialog med tilhængere af andre religioner og ikke-troende.

Riccardis emne i aften var ”Vort ansvar for Europas fremtid”. Europa er i dag præget af frygt, slog han fast, frygt for indvandrere, muslimer osv. og vi er tilbøjelige til at gemme os bag skudsikre dør mod globaliseringens vinde. I denne situation er der behov for omvendelse til evangeliet, for evangeliet sætter os fri fra frygt og sætter os i gang med at tjene de fattige. Frygt er sygdommen, og evangeliet er medicinen. Helt konkret foreslog han ”an ecumenical year of the gospel”, hvor vi for det første bestræber os på at sætte evangeliet i centrum af vort eget liv og vore fællesskaber, og for det andet i fællesskab mellem kirkerne gør en indsats for at kommunikere evangeliet til vore medmennesker.

Basel, lørdag, den 15. september 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. CPCE blog: Økumeni handler om solidaritet | Mellemkirkelig blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: