”I smittens tid”

Allerede i månedsskiftet mellem februar og marts sidste år skrev den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano fra sin karantæne i Rom et essay, som siden er blevet en af de mest læste bøger om coronaepidemien, ”I smittens tid. Vidnesbyrd fra pandemiens frontlinje” (Klim 2020). Det er en bog, som læseren risikerer at blive klogere af, og en bog, som ikke kan undgå at sætte mange alvorlige tanker i gang.

Giordano indleder sin bog med ordene, ”Coronaepidemien kandiderer til at blive vor tids væsentligste sundhedskrise”, fordi det er ”den første nye virus, der har så hurtigt manifesteret sig i global målestok”. Det hænger sammen med, at ”Smitten er et udtryk for, hvor global vores verdener blevet, hvor indbyrdes forbunden alle dele af den er, og hvor uløselige disse forbindelser er”. I dag 10 måneder senere må vi konstatere, at han desværre fik ret.

For virussen falder hele menneskeheden i tre grupper: de Modtagelige, de Smittede og de Fjernede (altså dem, som ikke længere kan smitte). Den vigtigste gruppe er de modtagelige, som udgøres af lige under 7,5 mia. mennesker. At Giordano er matematiker, fornægter sig ikke i bogen. Som mennesker er vi vant til at tænke i lineære forløb, men i virkeligheden er naturen ikke lineært struktureret, men eksponentiel, og corona-epidemien spreders sig ikke lineært , men eksponentielt. Hvor hurtigt smitten spredes, afgøres af reproduktionstallet (som vi i Danmark er begyndt at kalde kontakt-tallet).

Den eneste måde at standse epidemien på er at mindske antallet af ”Modtagelige”, og her er der kun to metoder, nemlig vaccine og forsigtighed, ja, en radikal forsigtighed, altså at vi isolerer os fra hinanden. Som vi har oplevet det med de seneste dages voldsomme demonstrationer under ledelse af ”Men in black”, så vågner der, som Giordano allerede udtrykte det i marts, en oprørstrang i os, fordi vi har et fortvivlet behov for at være sammen med andre: ”Jeg lader mig ikke styre, jeg lader ikke nogen virus afbryde mit sociale liv. Ikke i en måned, ikke i en uge, ikke så meget som i et minut”. Men vi bliver tvunget til at erkende, at vi er uløseligt forbundet med alle andre mennesker, og at vores valg ikke bare gælder os selv. I smittens tid er vi én organisme. I smittes tid bliver vi igen et fællesskab”.

Her i smittens og karantænens tid er der al mulig grund til at reflektere over vort samspil med naturen, eller som Giordano skriver det: ”Vores aggressivitet over for omgivelserne”, der ”gør det mere og mere sandsynligt, at vi kommer i kontakt med disse nye patogener.” Afskovningen, den accellerende udryddelse af mange dyrearter, det intensive dyrehold. Giordan konkluderer, ”at det, der sker nu med COVID-10, vil ske hyppigere. Smitten er nemlig et symptom. Infektionen bor i vores økosystem”.

Klimaforandringer er en del af en kompleks proces, men ”I takt med at virkeligheden bliver mere og mere kompleks, bliver vi stadig mere afvisende over for kompleksitet”. Giordano peger på, at en række sygdomme vil komme til at nyde godt af klimaforandringerne: ebola, malaria, denguefeber, kolera, borreliose, vestnilfeber og diarrhe. Giordano opfordrer læseren til at lade smitten blive en en anledning til at tænke over, ”At vi ikke bare er en el af det menneskelige fælleskab. Vi er den mest påtrængende art i et skrøbeligt og enestående økosystem”.

Giordano minder også om en anden fare i denne tid, nemlig at falske oplysninger breder sig lige som epidemier, og at vi mennesker også her falder i tre gruppe: De Modtagelige, de Smittede og de Fjernede. Det, der i smittens tid er brug for som et forebyggende middel, er ”gennemsigtig information”. Jo bedre ”modtagelige” mennesker er oplyst om facts omkring Covid-19, jo mere fornuftigt vil de opføre sig under krisen. Det lægger naturligvis et meget stort ansvar på eksperter og myndigheder for at formidle troværdige oplysninger til borgerne.

Giordana afslutter sin bog med at reflektere over et vers fra Salme 90: ”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet”. Der er i denne krise så mange tal i omløb, men salmisten opfordrer os til at lære ”at holde tal på vore dage for at give vore dage en værdi. Dem alle, også disse, der forekommer os som blot et smerteligt mellemspil”. Vi kan gøre brug af denne tid til at overveje et par spørgsmål, som bliver afgørende for vor fremtid, nemlig ”Hvordan er vi nået hertil, og hvordan ønsker vi at fortsætte?” At holde tal på vore dage betyder, at ”Få visdom i hjertet. Ikke tillade al denne lidelse at være forgæves”.

”I smittens tid” er en lille uanselig bog på kun 86 sider, men den indeholder det bedste, som jeg indtil nu har læst om Corona-krisen. Derfor kan jeg kun give den min bedste anbefaling med på vejen. Bogen kan virkelig hjælpe os til – i denne tid præget af isolation, karantæne, sorg og krise –  at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.

Christiansfeld, mandag, den 25. januar 2021
Mogens S. Mogensen

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: