Artikel om et asiatisk katolsk bidrag til missiologien – missio inter gentes

Lige siden den katolske kirke påbegyndte sin mission i middelalderen, og siden protestantiske missionsselskaber begyndte deres arbejde i 1700-tallet, har den kristne mission haft sit centrum i den gamle kristenhed, dvs. i Europa (og siden også i Amerika) og har gennem udsendelse af missionærer været rettet mod de områder, som betragtedes som hedenske. Så sent som i 1965 udtryktes det i den katolske kirkes missionsdokument Ad Gentes, dvs. ”Til hedningene”. Derfor er det også i den gamle kristenhed, at missionsteologien og de missiologiske principper er blevet udviklet, med henblik på implementering i Afrika, Asien og Latinamerika.

I de sidste årtier har kristendommens numeriske tyngdepunkt imidlertid flyttet sig mod syd og øst, således at over to tredjedele af verdens kristne i dag findes i de områder, som tidligere blev betragtet som missionsområder. Samtidig er kristendommens teologiske og missionale tyngdepunkt også ved at forskyde sig, så kirkerne og de kristne i Asien, Afrika og Latinamerika ikke længere blot overtager vestlig teologi og missiologi, men begynder at udvikle deres egen teologi og missionsforståelse. I de senere årtier er der i Asien opstået flere missionsformer med dertil hørende missionsteologier og missiologiske principper, som fortjener vores opmærksomhed her i Vesten

En af dem er missio inter gentes, som beskrives i en længere artikel, som jeg netop har skrevet, og som kan læses her: https://www.academia.edu/118616463/Missio_inter_gentes_et_asiatisk_katolsk_bidrag_til_missiologien

Christiansfeld, mandag, den 6. maj 2024
Mogens S. Mogensen

Mission inter gentes et cum gentes – Peter Phan. Missio inter gentes 3

En af de teologer, som har givet sit bud på en forståelse af missio inter gentes, er den vietnamisk-fødte amerikanske Peter C. Phan. I artiklen ”Toward a New Ecumenical Paradigm of Doing Theology in Dialogue with Other Faiths in God’s Oikos in Asia” fra 2016 indleder han med at beskrive konteksten for asiatisk teologi og mission. Her peger han bl.a. på den overvældende fattigdom, systemisk undertrykkelse, politisk mangfoldighed, samt kulturel og religiøs pluralisme. Kristendommens situation i Asien i dag er den, at på den ene side har asiatisk kristendom rødder helt tilbage til oldtiden, på den anden side er kristendommen præget af den koloniale arv og den udbredte opfattelse at kristendommen er en vestlig religion. Kristendommen står svagt, som en minoritet i næsten alle lande, dertil kommer at kristendommen er præget af stor konfessionel mangfoldighed. Der er tale om en vækst i kristendommen, som især sker i pentekostale og evangelikale grupper, og blandt kristne, der ikke er knyttet til de store konfessioner, og marginale kristne, der ikke anerkender treenigheden og den traditionelle forståelse af kristologien.

Udfordringen for teologi og mission i Asien i dag er ikke først og fremmest kontekstualisering, men den interreligiøse dialog. For Phan er årsagen åbenbar.

“Historically, Christianity, whose early cultural products are insignificant, has always been deeply respectful of the cultural achievements of Greece and Rome, especially their philosophies, which it extensively, albeit critically, borrows to articulate its beliefs. By contrast, Christianity as a religious system, considers itself far superior to its religious competitors, whose beliefs it categorically rejects as ignorance and error, and whose rituals and practices it condemns as superstitious and immoral of the elect outside of which there is no salvation (extra ecclesiam nulla salus).”

Denne følelse af religiøs overlegenhed og eksklusivitet lå under den kristne mission, hvis formål var omvendelse, dåb og kirkeplantning. På den baggrund kan det ikke overraske, at dialog med andre religioner blev betragtet som unødvendig og farlig. Unødvendig, fordi kristendommen blev anset for alene at have hele sandheden og derfor ikke havde noget at lære af andre religioner. Farlig fordi den interreligiøse dialog kunne lede kristne ud i overtro og umoralitet. Derfor blev mission forstået, som noget kristne gjorde for hedninge i en envejsbevægelse, og derfor var denne mission også med rette i katolske dokumenter blevet kaldt missio ad gentes. Gentes, der her blev forstået som dem, der endnu ikke havde modtaget evangeliet, men som skulle inkorporeres i kirken gennem dåb, var altså genstanden eller målet for evangelisering og omvendelse.

Efterhånden ændredes synet på andre religioner dog, og dermed også på mission. Et eksempel på det var det andet vatikanerkoncils ”Declaration on the Relation of the Church to Non-Christian Religions (Nostra Aetate) ” (1965), hvor det anerkendtes, at der også er sandhed i andre religioner, og at man derfor skulle indgå i dialog med dem. Missionærer måtte være villige til at åbne deres sind og deres hjerter med mulighed for at blive forandret intellektuelt og åndeligt transformeret gennem en reverse mission. De fleste missionærer var imidlertid stadig hæmmet af den traditionelle forståelse af mission som undervisning, proklamation, evangelisering og omvendelse som alt sammen er del af missio ad gentes paradigmet.

Phan reflekterer over, hvordan mission forstået som missio inter gentes derimod ville tage sig ud:

“What would missionaries do and how would they act if they come to Asia not as proclaimers and teachers and converters and evangelizers but as guests—and uninvited, and even unwanted, guests at that—who totally depend for their physical and spiritual survival on the kindness and generosity of the gentes as hosts? What if we bring our Christian faith not as something to be proclaimed and taught in order to evangelize and convert the Asian gentes but as a humble gift, as a token of our gratitude for their hospitality, which our hosts have the perfect right to accept or refuse, use or not use? What if, as befitting grateful guests, we do not insist that they abandon their beliefs and adopt ours, reject their moral norms and follow ours, condemn their rituals and practice ours, disown their religions and be baptized into ours? Suppose, with a sincere and humble heart, we let ourselves be “taught,” “proclaimed,” “evangelized,” and “converted” by our hosts’ beliefs, moral values, modes of worship, and religious affiliations because in fact there are things that are of great, or even greater, truth and value in these than in ours.

Perhaps, someday, after we have known and trusted each other as friends, we
 can play host in our turn and invite the gentes as honored guests into our spiritual home, which we call “church.” Then we can proudly display its splendor and gemütlichkeit, its welcoming atmosphere and warm hospitality. Then we can talk about our beliefs and practices; tell them our family history, from the ancient Hebrews to Jesus to us as Jesus’ disciples, with warts and all; and invite them to create with us a larger religious family made up of theirs and ours. But then we must reckon with the likelihood that as guests, they too will bring us their own gifts of faith, which may very well be of great use to us, or which we even may find that we are in need of very badly. In this way, our mission is no longer ad gentes but inter gentes. The “evangelizers” become “evangelized” and the “evangelized” become “evangelizers,” in mutual respect and appreciation, in open honesty and genuine friendship, correcting one another when necessary, and always reaching out to greater truth and goodness.”

Hvis mission praktiseres på denne made som missio inter gentes, så vil det også muliggøre en missio cum gentibusm, fordi målet med missionen ikke er kirkens ekspansion men realiseringen af Guds rige (uanset hvor forskelligt det forstås i de forskellige traditioner).  Her er kristen mission et samarbejde, som involverer bade kristne og troende fra andre religioner, som er bundet sammen af en fælles sag og et fælles formål. P.g.a. den meget lille procentdel, som de kristne udgør af Asiens befolkning, og usandsynligheden for en masseomvendelse af asiatiske gentes til kristendommen, så vil kristne aldrig blive i stand til effektivt at arbejde for den retfærdighed, fred og forsoning, som hører til Guds Rige, uden i samarbejde med gentes.

Mens gentes naturligvis ikke kan forventes at ville arbejde for kirkens ekspansion, så kan de opmuntres til at arbejde sammen med kristne for Guds rige – uanset hvad man måtte kalde det i de forskellige religioner – ved at fremme retfærdighed, fred, forsoning og kærlighed – sådan som det faktisk allerede er sket flere steder i Asien. Når det gælder missio inter gentes og cum gentibus, kan den den kristne mission realiseres, uden at gentes omvendes, døbes og bliver medlemmer af kirken.

Det er her værd at bemærke, at der naturligvis ikke er noget modsætningsforhold mellem kirken og Guds Rige, idet kirken er Guds riges instrument, sakramente eller symbol. Men det ville være et udtryk for afgudsdyrkelse at identificere kirken med Guds rige. Det er netop forskellen mellem kirken og Guds Rige, der gør det muligt at mennesker af anden tro kan arbejde for Guds rige uden at tilhøre kirken.

Fortsættelse følger.

Risskov, mandag, den 29. april 2029
Mogens S. Mogensen

Forskelle mellem missio ad gentes og missio inter gentes – Jonathan Y. Tan. Missio inter gentes – 2

Den malaysiske katolske ærkebiskop Jonathan Y. Tan deltog i den vigtige konsultation om missio inter gentes, som “The Federation of Asian Bishops’ Conferences (FABC)” afholdt i 2000. I artiklen “Missio Inter Gentes Towards a New Paradigm in the Mission Theology of the Federation of Asian Bishops’ Conferences (FABC)” fra 2004 gennemgår han den udvikling i teologi- og missionsforståelsen i den asiatiske bispekonference i de seneste årtier, som munder ud i en erklæring om missio inter gentes. I et af afsnittene i artiklen sammenligner han de to forskellige tilgange til mission, nemlig missio ad gentes, som har præget kirkens mission i asien (og i det hele taget mission over alt i verden i århundreder), og missio inter gentes, som tager højde for den asiatiske multireligiøse virkelighed

Begge missionsparadigmer lægger vægt på behovet for mission i Asien og deler en forståelse af kirkens missionale væsen. Men mens missio ad gentes fokuser på missionens ’hvorfor’, ’hvad’ og ’hvem’, tager missio inter gentes disse spørgsmål for givne, men fokuserer i stedet på missionens ’hvordan’ og dermed spørgsmålene om metodologi og tilgange.

En afgørende forskel er tilgangen til den religiøse pluralisme i Asien. Missio ad gentes- tilgangen har det ikke godt med den religiøse pluralisme, men ser den som en afgørende udfordring for evangeliets særpræg. Det skyldes at missio ad gentes-tilgangen er forankret i et perspektiv på kristendommen som dominerende på den europæiske socio-kulturelle og politiske scene, med Europa (eller Rom) som sandhedens center, hvorfra missionen udgår til de områder, hvor uvidenheden om sandheden hersker. Derfor giver missio ad gentes prioritet til den verbale proklamation som det vigtigste redskab for kristen mission med fokus på proklamationen til ikke-kristne af Kristi unikke position for frelsen.

Derfor kan det ikke undre, at kristendommen af mange asiater stadig opfattes som den hvide mands religion. Målet for missio ad gentes er, at den religiøse pluralisme i sidste ende bukker under gennem ikke-kristnes eksplicitte accept af det kristne evangelium, fordi kun kristendommen helt og fuldt kan opfylde ikke-kristnes dybeste håb og længsler, på en måde, som ikke-kristen religioner ikke kan.

Tilhængere af missio ad gentes anerkender også det levende vidnesbyrd og dialog som vigtige dimensioner af missionsopgaven, men den eksplicitte proklamation er den primære opgave. Mens tilhængere af missio inter gentes ikke negligerer betydningen af forkyndelsen, lægger de vægten på venskab og tillid, relationsdannelse, dialog, konsensus, og solidaritet og harmoni som afgørende elementer i den kristne missionsopgave i Asien.

Mens tilhængere af missio ad gentes ikke ser den religiøse mangfoldighed som en del af Guds kreative virke, men som noget der skal konfronteres og overvindes, ser tilhængerne af missio inter gentes den religiøse pluralisme som en rigdom ved Asien. For dem begyndte frelseshistorien ikke med kristendommens komme til asien, da de anerkender Faderens og Åndens tilstedeværelse og aktivitet i og gennem asiatiske religiøse traditioner, som gik forud for kristendommens komme til Asien.

Mens tilhængere af missio ad gentes lægger stor vægt på vækst, som kan måles som numerisk og territorial ekspansion og drømmer om den dag, hvor kirken vil vokse og have tilslutning fra flertallet af befolkningen, mens de andre religioner uddør, så føler tilhængeren af missio inter gentes sig ikke kaldet til at erobre den asiatiske verden i en triumferende Kristus’ navn eller at etablere en triumferende kristendom i Asien. De foretrækker i stedet en kvalitativ tilgang med fokus på at transformere og hele alt det brudte i asiatiske kulturer. De føler sig derfor kaldet til at tjene ved at give sig selv og Gudsrigets liv og håb til en verden fyldt med problemer, og de har indset, at de nok for altid vil forblive en lille hjord i det pluralistiske Asiens hav af religioner og kulturer.

Fortsættelse følger.

Risskov, mandag, den 29. april 2024
Mogens S. Mogensen

Amaladoss – et asiatisk bidrag til missiologien. Missio inter gentes 1

Missio inter gentes er en neologisme, der først optræder i 2001 i en artikel af den amerikanske katolske professor i missiologi, William R. Burrows. På en konsultation arrangeret af “The Catholic Theological Society of America” (CTSA) in 2000 holdt den indiske teolog Michael Amaladoss et spændende foredrag om ”Pluralism of religions and the proclamation of Jesus Christ in the Context of Asia”.[1]

Amaladoss’ udgangspunkt er at missionen står over for en særlig udfordring i Asien, nemlig tilstedeværelsen af højt udviklede religiøse traditioner som fx hinduisme, buddhisme, konfucianisme og taoisme, og at religiøse grupper i disse år styrker deres identiteter og er i mere eller mindre voldelig konflikt med hinanden. Samtidig bliver kirken betragtet som en fremmed tilstedeværelse og set på med mistro.

Amaladoss har et positivt syn på de andre religioner: Gud rækker ud til folk på forskellige måder gennem historien, og denne dialog mellem Gud og mennesker fører til, at der opstår forskellige religioner. Men Guds vilje er, at han til sidst vil samle alt i en endelig forsoning, nemlig Guds Rige. Kirkens mission er at opbygge Guds rige, og det er en del af denne mission at være i dialog med troende fra andre religioner for derigennem at fremme en universel forsoning. Kirkens mission må forstås som en trefoldig dialog med de fattige, de rige kulturer og de store religioner i Asien. Forkyndelsen af evangeliet må være dialogisk, dialogen med asiatiske religioner kan også føre til, at kristne opdager aspekter af Jesus, som den vestlige tradition har skygget for.

Kirkens forhold til andre religioner må derfor primært være dialogisk. I mission er vi ikke i opposition til andre religioner. Vores virkelige fjender er Satan, der viser sig ondskabens strukturelle magt, og Mammon, som selvisk tilknytning til rigdom og nydelse. Og i kampen mod dem er de andre religioner ikke vores fjender men vores samarbejdspartnere.

Ud fra dette paradigme er det en meget kompleks aktivitet at forkynde Jesus Kristus. ”We may be among people who have not heard about Jesus Christ, but among whom the Word and the Spirit have been present and active in various ways through their history. Our mission therefore starts as contemplation, trying to become familiar with the mystery of the Word that we encounter among these people. […] We do not preach a creed. We do not proclaim and prove that Jesus is the Son of God. We announce the good news that the Kingdom of God is here. We point to a person who commands a following to build up that Kingdom. Once the people commit themselves to him, they will discover the divine depths of his personality in their own faith-experience. They may even spell it out in their own way.”

I “A response to Michael Amaladoss” skriver Burrows at man må tænke på Amaldoss’ præsentation “as a beginning part of a process that will be carried out over several generations as Asians take up the task of mission in Asia. Indeed, Christian mission in Asia is already primarily in the hands of Asians, and is better termed missio inter gentes than missio ad gentes” (s. 15). Burrows forstår Amaladoss sådan, at han søger at bevæge sig væk fra den vestlige ortodoksis kategori34 i et forsøg på at skabe et rum, hvor asiatiske kristne kan gå ind i en ny slags missionsaktivitet (.s. 17)

Samme år, som Amaladoss holdt sit foredrag for CTSA, arrangerede “The Federation of Asian Bishops’ Conferences” (FABC) en vigtig konsultation hvor hovedtemaet netop var missio inter gentes, der blev præsenteret som FABC’s officielle holdning til mission. I de følgende år er der bl.a. i regi af FABC blevet arbejdet videre med begrebet, der er blevet defineret sådan:  “The “missio inter-gentes” which was developed by the Federation of Asian Bishops’ Conferences (FABC) is a missionary approach, applicable in every context, which sees the “gentes” not as the object of our effort to convert, but as “guests” to whom we can offer hospitality and “friends” who can, in time, welcome us and offer us friendship. ‘inter’ means among other cultures and religious.” [2]

Missio inter gentes, som asiatiske teologer har udfoldet forskellige dimensioner af, må ses som et vigtigt asiatisk bidrag til missiologien, og som et supplement eller korrektiv til den traditionelle missio ad gentes.

Fortsættelse følger

Risskov, mandag, den 29. april 2024
Mogens S. Mogensen

---

[1] Samme år holdt CTSA en konsultation, hvor missio inter gentes var det centrale tema.

[2] Anne Falola, ”Vulnerability as a Missionary”. International Union Superiors General Bulletin Nr..178 (2022), s.58
https://www.uisg.org/files/allegatodocumento/2022/BOLL_178_ENG_LightVersion.pdf

 

Glædelig Store Arbejdsdag i morgen!

Når vi i aften af gammel vane spiser vores hveder forud for den hedengangne Store Bededag i morgen, vil vi mindes, hvordan et flertal i folketinget sidste år vedtog at gøre Store Bededag til Store Arbejdsdag. Denne dag vil blive en ny mindedag, der vil minde os om politikernes opdaterede forståelse af grundlovens ord om folkekirken, ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og styres som sådan (dvs. som statskirke) af staten.” Nu vil disse politikere nok sige, ”Spis lige brød til”, og det har de ret i. For vi vil stadig i aften spise brød, nemlig hveder, og tygge lidt på politikernes modige hellig(dags)brøde.

I 1686 indførte biskoppen over Sjælland, Hans Bagger, Store Bededag, til afløsning  for en række bededage, der var blevet indført i tidligere krisetider med krig og misvækst. Nu erstatter politikerne Store Bededag med Store Arbejdsdag, netop med henvisning til krisetider og krig, hvor løsningen naturligvis er, at vi skal arbejde noget mere. Fremover vil vi hvert år samles på arbejdspladserne for at fejre (mer)arbejdet. Fællessang – også på arbejdspladser – er kommet på mode igen, og i frokostpausen kunne man passende synge en opdateret udgave af en gammel sang:

Arbejd, thi natten kommer;
snart synker sol i hav.
Hvad har du gjort for Staten,
som for dig sig gav?
Arbejd, til aftenstjernen
gylden og blank står tændt,
melder, at nu kom natten,
nu er værket endt.

Med de voldsomt stigende udgifter til krigsmateriel, som vi oplever i denne tid, er det nærliggende at forvente, at politikerne – og deres håndgangne embedsmænd – ville begynde at regne på, hvor mange ekstra penge, der ville komme i statskassen, hvis man afskaffede fx andenhelligdagene omkring kirkens højtider. Hvor svært kan det være, for som grundloven slår fast, så ordnes kirkens forfatning jo ved lov, og at vedtage love – også uden forsinkende høringer og indhentning af ekspertvurderinger – er jo helt klart politikernes spidskompetence. Selvom det måske ville kunne bringe kirken i en lidt dårlig forfatning, så kunne det være den nødvendige pris at betale for sagens skyld.

Skulle der komme fred i verden – hvad jeg og mange andre i kirken vil bede om – og der ikke længere er brug for ekstra milliarder til krig, så er der jo stadig et påtrængende behov for et større arbejdsudbud. Uden at vi får løst det problem, vil vor truede velstand ikke fortsætte med at vokse.

I disse for vort land så alvorlige krisetider med krig og misvækst, der let kan tage modet fra både soldater, bønder og arbejdere, er der al mulig grund til, at vi ønsker hinanden – og stat(skirk)ens fremsynede ledere en god og glædelig Store Arbejdsdag i morgen.

Christiansfeld, torsdag, den 25. april 2024
Mogens S. Mogensen

På sporet af Jens Langkniv

Det var i Kirkens Korshærs genbrugsbutik, jeg fandt den. Bogen om den legendariske Jens Langkniv, skrevet af Jeppe Aakjær i 1915. I 20 år havde han ledt i gamle tingbøger og lensregnskaber efter ham blev han i 1912 klar over, at han var en historisk person, nævnt i en tingbog i 1598 ”som en Art Taterhøvding, over hvis forbryderiske Hoved Lovens Sværd er udstrakt”. Jeg besluttede mig straks til at lære Jens Langkniv bedre at kende.

Efter at have læst bogen kørte vi i mandags til Fjends Herred, hvor Jens Langkniv havde huseret. Vi blev indkvarteret i Fly sogn, hvor også Jeppe Jensen var født, nærmere bestemt i landsbyen Aakjær, som han tog som sit forfatterefternavn.

Jeppe Aakjær sad i 1915 og skrev bogen på Jenle på Salling. Jenle havde han overtaget i 1907, da han blev gift med Nina, og det var også her han døde i 1930, den 22. april, netop den dag, vi stod ved hans – og hustruens gravsten uden i skoven.

Men hvem var Jens Langkniv, som Aakjær blev så optaget af. Aakjær mener, han stammede fra Daugbjerg, i Fjends Herred, som også var Aakjærs hjemegn. Og Daugbjerg Dås optræder da også i hans roman.

Ifølge Lars Lilholts sang om ham var han en slags dansk Robin Hood, som myndighederne søgte at fange og fængsle.

Inde midt i Jylland der hvor hedelyngen gror
Hviskede man et navn for længe siden
Når solen gik ned kom tungerne på gled
Jens Langkniv han er set omkring for tiden
Jens står i gæld til den onde selv
Præked’ præsten påskelørdag om og om igen
Men når livet er et helvede må Fanden være en ven
Hvisked’ Jens og lo inde på Daugbjerg kro
Månen er en ø af lys på nattens ocean
Og Jens han sover hele dagen
Han tog fra de rige
Og gav til de små
Og ravnene skrige ved Karup å

Men da tyske lejesoldater under 30-årskrigen i 1627 hærgede landet, bad myndighederne ham om hjælp til at beskytte befolkningen mod dem – mod at de glemte hans forbrydelser.

Først da fjenden fægted’ vildt ved Viborgs gamle port
Da råbte man på Jens: “Hej hjælp os, glem hvad du har gjort”
Mange tyske liv endte med et piv
Tingelinge tinsoldater frygter en taterkniv

Men da krigen var slut, var freden forbi for Jens Langkniv. Krigshelten blev fredløs, og vens lange arm rakte ud efter Jens Langkniv.

Da krigen var slut havde borgmesteren fortrudt:
“Alting skal være som det plejer
Bonde blir bonde og krybskytter skudt!”
Men Jens er ikke en af dem der nejer
Den kræmmer der snød han fik en meget hurtig død
En heksebrænder fik en kniv som heksen hun slap fri
Fra minerne i Daugbjerg for han frem mod hver en rig
Jens med kniven kan gi’ håb til en fattig mand

Jens Langkniv færdedes både over jorden – på heder og i skove – og under jorden, nemlig i kalkgruberne i Daugbjerg området, som han if. Aakjær kendte som sin egen bukselomme og derfor kunne gemme sig dér.

Men på et tidspunkt slap hans held op, da nogle soldater kom på sporet af ham. Inden Jens Langkniv blev fanget, søgte han hen til sin ven præsten i Vridsted, som han tidligere havde reddet. Her var han i gang med skriftemålet, da hans forfølgere indhentede ham.

Da Jens havde modtaget brødet og vinen fra præsten, sagde han til dem, ”Nuvel! Tag mig så!” og slængte sin kniv af al magt ind i dørbjælken over hovedet på forfølgerne, der straks skød ham. Efter sigende kunne ingen menneskehånd vride kniven ud af bjælken, så den blev siddende dér i Vridstedpræstens studerekammer til minde om Jens Langkniv.

Men en nat da blev han skudt
Og livet det var slut
Men endnu hvisker Jens udi vinden
Lad aldrig en slyngel få fred med sig selv
Så længe lyngen blomstrer når somren går på held
Så længe lyngen blomstrer når somren går på held.
Månen er en ø af lys på nattens ocean

Der er, som nævnt,  stadig spor efter Jens Langkniv i Fjends Herred, og minderne lever stadig.

Han tog fra de rige
Og gav til de små
Og ravnene skrige ved Karup å

Mogens S. Mogensen
Fly, Fjends Herred, onsdag, den 24. april 2024.

Ideologiske gyllespredere

For nogle uger siden præsenterede ”Ekspertgruppen for en grøn skattereform” – også kaldet Svarer-udvalget – sine anbefalinger til tre modeller for en CO2-afgift på landbruget. Afgiftssatserne for model 1, 2 og 3 var henholdsvis 750 kr., 375 kr. og 125 kr. per tons CO2, som landbruget udleder.

Den første model vil betyde, at 500 g. oksekød vil stige med 6 kr., 500 g. grisekød vil stige med 60 øre, og en liter mælk vil ligeledes stige med 60 øre. Den tredje model vil betyde, at 500 g. oksekød vil stige med 2,30 kr,., 500 g. grisekød vil stige med 30 øre, og en liter mælk vil stige med 20 øre.

Allerede i 2022 vedtog et flertal i folketinget en CO2 afgift for industrien, eller rettere for den del af industrien, som ikke var landbruget. For i dag er landbruget at regne som en industrivirksomhed, der ikke har ret meget tilfælles med det landbrug, jeg kender fra min barndom i 1950’erne. Og iregeringsgrundlaget for den nuværende regering står der, at der (og jeg tilføjer naturligvis) også skal indføres en CO2 afgift for landbruget for at reducere CO2-udslippet.

Allerede inden forhandlingerne om de tre modeller er gået i gang, er der kommet voldsomme protester fra dele af landbruget. På generalforsamlingen for interesseorganisationen ”Bæredygtigt Landbrug” den 28. februar havde man inviteret Michael Svarer til at holde foredrag og diskutere modellerne med de deltagende landmænd. Et af medlemmerne i Bæredygtigt Landbrug, svineproducent Holger Iversen fra Als, udtalte her i fuld offentlighed til Svarer: ”Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”

Som om det ikke var nok, så kunne man i dag i Politiken læse, hvad der skete på Danmarksdemokraternes CO2 rally den 6. april på gården ”Kirkegaard”, lidt uden for Randers, hvor 1500 mennesker var mødt op. Politiken refererede fra mødet Patrick Bryhl, formand for Danmarksdemokraternes Ungdom, og for øvrigt også fra Als, udtalte her: ”Jeg står her i dag, som en ung mand, der elsker livet på landet.” Så vidt så godt, men så trampede han i Holger Iversens beskidte fodspor: ”Ifølge ham [Bryhl] burde man være mere bange for en landmand end for Greta Thunberg. ”En landmand har jagttegn”, bliver der mindet om oppe fra scenen. Folk griner.”

Hvis muslimer i Danmark havde spøgt med, at deres modstandere ville være blevet hængt eller pisket ihjel, hvis de havde levet et andet sted eller på et andet tidspunkt, ville der med rette have lydt et ramaskrig. Hvis muslimer havde truet modstandere med, at de faktisk havde jagttegn, så ville Inger Støjberg – som netop var til stedet ved dette famøse møde i går – på det kraftigste have advaret mod truslen fra ekstremistiske muslimer, og have krævet, at alle danske muslimer skulle tage afstand fra sådanne farlige voldsfikserede udtalelser, der ikke kunne undgå at skabe tryghed rundt omkring ved kakkelbordene.

Det ville klæde landmændene i Bæredygtigt Landbrug, om de – lige som den øvrige del af industrien – gik med til at reducere deres CO2 udslip af hensyn til miljøet, men også, at de holdt op med at udlede den slags ideologisk gylle, som er med til at forpeste den demokratiske samtale!

Christiansfeld, søndag, den 7. april 2024
Mogens S. Mogensen

Terrorisme er terrorisme – uanset hvem der udfører den.

Fredag aften skete der et frygteligt terrorangreb i Moskva. En rockkoncert med op til 6.000 personer, blev angrebet af væbnede terrorister, der nedskød og sårede tilfældige uskyldige mennesker. De seneste tal lyder på 137 dræbte foruden talrige sårede.

Rusland er i sorg, og det strømmer ind med sympatitilkendegivelser fra hele verden. Med god grund. For der er al mulig grund til at fordømme dette – og lignende terrorangreb – uanset, hvem der måtte stå bag, og uanset hvilke politiske mål, terroristerne måtte have til at udføre deres ugerning.

Men jeg kan ikke lade være med samtidig at tænke på, at det samme land, som blev udsat for dette dødelige terrorangreb på uskyldige civile, i krigen i Ukraine næsten dagligt angriber ikke bare militære enheder og installationer, som man gør i en krig, men også målretter angreb direkte mod uskyldige civile. Det gælder beboelsesejendomme, hospitaler, børneinstitutioner mv., hvis ødelæggelse ikke har noget militært formål, men derimod bidrager til at sprede skræk og rædsel (terror) i befolkningen.

For de uskyldige civile russere der rammes af terroristernes kugler og bliver dræbt eller såret, og for de uskyldige civile ukrainere, der rammes af russernes bomber og bliver dræbt og såret, er der – for mig at se – ingen forskel. Forskellen er – for mig at se – alene af sproglig karakter. Det, der skete i Rusland, kalder vi terror, det, der sker i Ukraine kalder vi krig. Men lige som terror er forbudt ved lov i ethvert retssamfund, således er målrettede angreb på civile i krig, også forbudt ved international lov. Terrorisme er terrorisme, uanset om den udføres af stater eller af ikke-statslige grupper.

Vi må på det kraftigste tage afstand fra dette terrorangreb, og vi må dele sorgen med de russere, der har mistet en eller flere af deres kære, eller har oplevet, at de er blevet alvorligt såret. Men samtidig må vi minde russerne om, at de på daglig basis er i færd med at påføre uskyldige civile ukrainere en lignende – og i virkeligheden kvantitativt en større sorg – gennem de målrettede angreb mod civile mål i Ukraine, der retteligt bør kaldes statsterrorisme.

Christiansfeld, palmesøndag, den 24. marts 2024
Mogens S. Mogensen

”Glædelig Ramadan” – til Sørine Gotfredsen(s store fortrydelse)!

”Dialog forum” er en del af den tyrkiske Gülen-bevægelse, inspireret af Fethullah Gülen. Den er islamisk, men tager afstand fra en politisk radikal fortolkning af islam. Siden det fejlslagne kup i 2016, som Gülen-bevægelsen blev beskyldt for at stå bag, har Erdogan vendt sig mod bevægelsen og bekæmpet den, både i Tyrkiet og i udlandet. I Tyrkiet er mange af dens tilhængere blevet fyret fra deres jobs, nogle er blevet arresteret og deres aviser og institutioner er blevet lukket af regeringen.

Dialog Forum blev grundlagt i Danmark i 2002. Fem af bestyrelsens syv medlemmer er kvinder, inkl. formanden. På deres hjemmeside præsenterer de sig således: ”Dialog Forum er en frivillig forening i Danmark, der gennem dialog-initiativer og -aktiviteter arbejder for at skabe et samfund, der fremmer respekt, forståelse og fredelig sameksistens.” Og sandt er det, at Dialog Forum nok er den muslimske forening, som har været mest engageret i dialog , lige som de hvert år uddeler dialogpriser. I den forbindelse skylder jeg læserne at skrive, at jeg et år modtog en sådan pris. Deres arbejdsområder er: ”Demokrati og menneskerettigheder”, ”Kultur- og religionsforståelse” og ”Dannelse og socialt ansvar”.

I år har Dialog Forum, uvist af hvilken grund, valgt at sætte en 18 meter lang lysinstallation med teksten ”Glædelig Ramadan” op på Den Røde Plads på Nørrebro. Det er faldet Sørine Gotfredsen for brystet. Som en anden Emma Gad finder hun, som hun skriver i Kristeligt Dagblad i dag, at Det er upassende at fejre ramadan i gaderne. Grunden til, at det er upassende at hænge et sådant lysskilt op i gaden, er, at det handler om at “ respekterer et lands overleverede kultur, der gennem generationer har formet mennesker og skabt åndelig samhørighed og tryghed.” Og her udgør ramadan altså ”noget helt fremmed”, som truer vores åndelige samhørighed og tryghed.

Efter et opgør med den muslimske sanger Isam Bachiri, som Sørine Gottfredsen helt åbenbart ikke bryder sig om, lander hun på, hvordan en passende opførsel for muslimer ser ud i Danmark i dag. Her taler hun om ”det fine ved som minoritet at nære så meget respekt for et lands gamle kultur, at man udlever egne traditioner i høflig stilhed”.

Er vort samfund virkelig så monokulturelt, at der ikke i det offentlige rum er plads til minoritetskulturer? Er vores lands gamle kultur virkelig så svag og skrøbelig, at minoriteter må udleve deres traditioner i stilhed? Gælder det kun den muslimske minoritet, eller også andre minoriteter? I et land, hvor folkekirken har været dominerende i århundreder, burde pinsebevægelsen og andre frikirkelige minoriteter også udleve deres fra folkekirken afvigende traditioner i hellig stilhed? Og hvad med den minoritet, som LGBT+ grupperne udgør, er det også upassende for dem at demonstrere i gaderne? Og sådan kunne man blive ved?

Et demokrati kendes på, hvordan man i lovgivningen behandler minoriteter, og her er der heldigvis ingen tvivl hos Sørine Gotfredsen, der understreger, at muslimer pga religionsfriheden har ret til at fejre ramadan-festen på gaden. Men kendes en demokratisk kultur ikke også på, at man glad og gerne giver minoriteter lov til at være til stede i det offentlige rum og uden moralsk udskamning bl.a. fejre deres traditioner.

I stedet for at søge at lukke munden på Dialog Forum – og måske bidrage til at jage dem ned i kældrene i baggårdene på Nørrebro –  skulle Sørine Gotfredsen måske i stedet vove at indgå i dialog med muslimerne i Dialog Forum, for at finde ud af, hvilke tanker de gør sig om, hvordan de ud fra deres minoritetsposition som muslimer kan bidrage til det danske samfund og den danske kultur.

Christiansfeld, fredag, den 15.  marts 2024
Mogens S. Mogensen

Carte blanche til Israel?

I mange årtier har Israel besat Vestbredden og Gaza og illegalt opført flere og flere bosættelser på Vestbredden og på mange udspekulerede måder undertrykt det palæstinensiske folk. Men gav det Hamas carte blanche den 7. oktober at dræbe mange hundrede civile israelere og tage et stort antal civile som gidsler? Nej, vil de fleste her i Danmark og i resten af den vestlige verden svare, under ingen omstændigheder. Hamas handlinger må fordømmes på det kraftigste.

Men, på den anden side, giver Hamas’ ugerninger den 7. oktober sidste år – hvor hundreder af civile blev dræbt og mange civile taget som gidsler – Israel carte blanche til at føre en form for krig på en måde, der koster mange, mange tusinde kvinder og børn livet? Giver det Israel carte blanche til at holde størstedelen af den nødvendige nødhjælp ude af Gaza, så helt uskyldige kvinder og børn begynder at dø af sult? Giver det Israel carte blanche til systematisk at ødelægge beboelseskvarterer, hospitaler og anden infrastruktur, der gør Gaza næsten ubeboelig? Giver det Israel carte blanche til at sætte endnu mere fart på etableringen af ulovlige bosættelser på Vestbredden? Giver det Israel carte blanche til at sætte hundreder af palæstinensere i fængsel i måneds- eller årevis uden rettergang og dom? Det er det spørgsmål, som Israels venner her i Danmark og i Vesten bør stille sig selv i denne tid.

Når det gælder Hamas, har vi i Danmark og vesten – selvom der er tale om en befrielsesbevægelse, altså en bevægelse der kæmper for Palæstinas selvstændighed – sagt, at undertrykkelsen af palæstinenserne ikke giver dem carte blanche til at foretage terroristiske handlinger over for civile israelere, og vi har på det kraftigste fordømt deres handlinger. Men når det gælder Israel, har vi i Danmark og vesten – selvom vi fuldt ud anerkender Israels ret til at forsvare sig selv – endnu ikke for alvor ophørt med at give Israel carte blanche til overfor palæstinenserne at foretage handlinger, som, hvad bosættelserne angår er i strid med international lov, og hvad krigen i Gaza angår, if. Den Internationale Straffedomstol er af en sådan karakter, at det berettiger til en undersøgelse for folkemord.

At fx USA, som forsyner Israel med våben og økonomisk støtte, i praksis accepterer, at Israel kun tillader en brøkdel af den nødvendige nødhjælp komme ind i Gaza, men selv må smide lidt nødhjælp ud med faldskærme og nu må begynde at planlægge at etablere en havn på Gazas kyst for om nogle uger selv at kunne begynde at levere nødhjælp til den sultende befolkning, viser med al ønskelig tydelighed, at Israel i praksis har fået carte blanche til at gøre, lige hvad det vil.

Christiansfeld, søndag, den 9. marts 2024
Mogens S. Mogensen

Støt indsamlingen til nødlidende i Ukrainie – og Gaza

I morgen samler Folkekirkens Nødhjælp ind til mennesker, som lider nød på grund af krigen i Ukraine og i Gaza. At der er behov for nødhjælp til både ukrainere og palæstinensere i Gaza, burde være hævet over enhver tvivl. Alligevel kan man i dag i Kristeligt Dagblad i artiklen ”Støtten til Gaza deler folkekirken” læse, at sognepræst Poul Joachim Stender gerne vil støtte en indsamling til ofrene for krigen i Ukraine, men tager afstand fra at støtte de nødlidende palæstinensere i Gaza. Sognepræstens begrundelse for ikke at støtte indsamlingen til Gaza er, at ”det er så politisk betændt”: ”Der er fejl på begge sider af konflikten, og jeg ville være bange for at støtte en indsamling til Gaza, fordi jeg ville føle, at jeg tog palæstinensernes parti og var blind over for de grusomheder, som også Israel står igennem.”

Det er dog utroligt, at en sognepræst ikke har blik for de mennesker, som lider nød, fordi en støtte til nødlidende mennesker kunne opfattes som en politisk støtte til palæstinensernes sag. Det er en ærlig sag, at sognepræsten politisk set ikke støtter palæsinensernes kamp, men det er dybt problematisk, at det skal gå ud over de tusinder af bl.a. kvinder og børn, som lider under denne konflikt.

Hvis man skulle følge sognepræstens logik, så skulle man afholde sig fra at støtte nødlidende i enhver konflikt, fordi der naturligvis i enhver konflikt er fejl på begge sider (og hvem ved, måske er der også dem, der finder fejl på Ukraines side i konflikten med Rusland), og man derfor ikke vil hjælpe nogen af de nødlidende af frygt for, at det skal tage sig ud, som om man tager parti for det ene eller det andet parti, eller begge partier.

Nødhjælp er ikke politik, men humanitær omsorg for mennesker i nød. Heldigvis afholdt den barmhjertige samaritaner sig ikke fra at hjælpe den nødlidende mand, der var blevet overfaldet af røvere. Hvem ved, hvordan det overfald havde fundet sted? Havde den overfaldne mon selv været ude om det? Og nu var den overfaldne jøde, og kunne samaritanerens hjælp til denne jøde ses, som om han tog parti for jøderne i deres konflikt med samaritanerne?  Intet tyder på, at samaritanerne gjorde sig nogle af disse overvejelser, men tværtimod kun så på, at her var der et menneske i nød, som havde brug for hans hjælp. Han foretog ikke en indsamling men greb dybt i sine egne lommer, og betalte, hvad det kostede at sikre den nødlidende den omsorg og pleje, han havde brug for.

Derfor kan jeg også kun opfordre alle til at tage godt imod de indsamlere, som i morgen kommer til vores dør for at samle penge ind til nødlidende i Ukraine og Gaza – eller hvis de ikke kommer forbi, så alligevel gribe dybt i lommerne og sende penge ind til Folkekirkens Nødhjælp. For støtte til nødlidende i Ukraine og i Gaza handler ikke om politisk stillingtagen til krigen i Ukraine eller krigen i Gaza men om barmhjertighed.

Christiansfeld, lørdag, den 9. marts 2024
Mogens S. Mogensen

“Zone of Interest” – og “ondskabens banalitet”

Sidste år var min kone og jeg i Krakow og besøgte Auschwitz- og Birkenau-koncentrationslejrene. Det var en oplevelse, vi aldrig rigtig kommer os over. Men det slog os, at lejrkommandantens meget store og fine hus med have, der lå lige uden for muren ind til Auschwitz-lejren og stadig var velbevaret, og vi gjorde os vores tanker om, modsætningen mellem dette fine hus og så de forfærdelige forhold i lejren. Mens kommandanten og hans familie gik rundt i haven, må de have hørt skrigene fra de torturerede, de må have set skorstene og røgen fra gaskamrene og lugtet røgen af brændt kød.

Derfor var det med stor interesse, at vi i aftes tog i biografen for at se filmen ”Zone of Interest”, der netop handler om kommandanten og hans familie, der boede i dette hus. Kommandanten, Rudolf Höss var en omsorgsfuld far og tilsyneladende en dannet mand. Familien levede tilsyneladende lykkeligt i dette hus og ville derfor meget nødigt forlade det, da Himmler forflyttede kommandanten.

Hver morgen gik kommandanten på arbejde, ind på den anden side af muren, hvor han organiserede modtagelsen af ”ladninger”, som han kaldte det, altså de tusindvis af jøder (og andre) som blev sendt til lejrene for at blive gasset, og var meget omhyggeligt og effektiv i udførelsen af sin administrative opgaver. Men hans og hustruen Hedvigs ”zone of interest” omfattede kun familien i huset og ikke de hundrede tusinder af jøder, som blev sendt i gaskamrene.  At livet i denne ”zone of interest” førte til en forråelse også i privatlivet, fremgår bl.a. af, at Hedvig på et tidspunkt truer en polsk stuepige med, at hendes mand kan sørge for at hendes aske bliver spredt ud over sletterne, hvis hun ikke gør sit arbejde godt.

Det er fristende, når man ser filmen, at tænke på, at kommandanten og hans hustru hører til gruppen af onde mennesker, som vi naturligvis må tage afstand fra. Men filmens instruktør, Jonathan Glazer, har en anden pointe. ”Jeg ønskede at punktere den beroligende idé, at vi intet har tilfælles med nazisterne, at vi aldrig kunne være som dem, og at vi ikke kunne gøre, hvad de gjorde. Holocaust blev begået af monstrøse mennesker, men det blev ikke begået af monstre. Det blev begået af os.”

Der er, som filosoffen Hannah Arendt har gjort opmærksom på,  ”ondskabens banalitet”. Historien viser, at ganske almindelige mennesker, som dig og mig, kan blive i stand til at udføre de værste forbrydelser mod andre mennesker, hvis vi bukker under for en dehumaniserende propaganda.

Både som enkeltpersoner og som folk kan vi skabe vores egen ”Zone of Interest” og lukke andres lidelser ude. Som en filmanmelder skrev, om filmen: ”Den tragiske ironi er, at Israel har skabt sin egen ”zone of interest”, og hvad der foregår af lidelser uden for den zone – i Gaza og på Vestbredden – er man emotionelt i stand at lukke af for og har været det igennem mange årtier.”

Derfor er evangeliets budskab lige aktuelt i vores verden nu, som det altid har været, nemlig at ethvert menneske er skabt i Guds billede og har en umistelig værdi. Guds ”zone of interest” omfatter alle mennesker, uanset om de er kristne eller muslimer, om de er legale eller illegale indvandrere, om de er vores lands venner eller fjender.

Vi har brug for igen og igen at høre Jesu bud om at elske vores næste og også vores fjende, fordi vi – eq ondskaben er en del af ethvert menneskes væsen – ellers vil vu være tilbøjelige til at etablere vores egen ”zone of interest” og lukke vores øjne og vores hjerter for dem, der er uden for vores ”zone of interest”, og måske endda direkte eller indirekte er med til at påføre dem lidelser.

Derfor, gå ind og se filmen, også selvom det måske vil ødelægge din nattesøvn.

Christiansfeld, den 8. februar 2024
Mogens S. Mogensen

Den internationale Domstols foreløbige afgørelse om sagen om folkemord i Gaza

I forgårs offentliggjorde Den Internationale Domstol i Haag sin beslutning vedr. Sydafrikas anklage af Israel for at begå folkedrab og krav om våbenhvile mv. Og reaktionerne har været meget interessante. Men inden vi går til dem, er det vigtigt at nærlæse afgørelsen, hvad ikke alle kommentatorerne åbenbart har gjort eller ikke ønsket at gøre.

Beslutningen falder i to dele:

(1) “At the present stage of the proceedings, the Court is not required to ascertain whether any violations of Israel’s obligations under the Genocide Convention have occurred. Such a finding could be made by the Court only at the stage of the examination of the merits of the present case.… the Court’s task is to establish whether the acts and omissions complained of by the applicant appear to be capable of falling within the provisions of the Genocide Convention … In the Court’s view, at least some of the acts and omissions alleged by South Africa to have been committed by Israel in Gaza appear to be capable of falling within the provisions of the Convention… Given the above conclusion, the Court considers that it cannot accede to Israel’s request that the case be removed from the General List.” Det vil sige, at domstolen ikke accepterer Israels ønske om, at sagen afvises.

(2) Domstolen “has the power to indicate provisional measures when irreparable prejudice could be caused to rights which are the subject of judicial proceedings or when the alleged disregard of such rights may entail irreparable consequences”. Derfor beslutter domstolen, “that Israel must take all measures within its power to prevent and punish the direct and public incitement to commit genocide in relation to members of the Palestinian group in the Gaza Strip”, og “that Israel must take immediate and effective measures to enable the provision of urgently needed basic services and humanitarian assistance to address the adverse conditions of life faced by Palestinians in the Gaza Strip”, at “Israel must also take effective measures to prevent the destruction and ensure the preservation of evidence related to allegations”, og endelig, at “Israel must submit a report to the Court on all measures taken to give effect to this Order within one month”. Det vil sige, at domstolen afviser Sydafrikas krav om våbenhvile, men altså pålægger Israel en række krav i forbindelse med dets krigsførelse (Kilde: Den international Domstol).”

For det første er der dem, der helt afviser domstolen og alt dens væsen. Men i andre sammenhænge har Danmark nydt godt af domstolens afgørelser og har også respekteret dem. Det gælder fx Østgrønlandsagen i 1933 mellem Danmark og Norge, Sokkelsagen i 1969 mellem Danmark, Holland og Tyskland, Storebæltsagen i 1992 mellem Danmark og Finland og Jan Mayen-sagen i 1993 mellem Danmark og Norge. Hvis det internationale samfund skal fungere på fredelig vis, er der brug for en international domstol.

For det andet er der dem, der mener, at domstolen skulle have afvist sagen, fordi der efter deres mening ikke er belæg for at undersøge, om Israel har begået folkemord i Gaza. For dem ville det være utænkeligt at et demokratisk vestligt orienteret land som Israel kunne begå folkemord. Sådan er holdningen hos regeringen i Israel. Og i en leder i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Misbrug ikke folkedrabanklagen”, hævdes det i modsætning til domstolens konklusion, at der ikke er noget som helst, der kunne tyde på, at Israel havde begået folkemord. ”At bruge begrebet ”folkemord” som et våben mod Israel” er simpelthen et ”misbrug af folkedrabanklagen”. Men ingen er hævet over international lov – heller ikke Israel, men at blive sigtet og skulle igennem en retssag er naturligvis ikke det samme som at være skyldig. Det spørgsmål må dommerne til sin tid afgøre.

For det tredje er der dem, der ser domstolens beslutning som en sejr for Israel. Således udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at ”jeg hæfter mig ved, at man ikke statuerer, at der er begået noget brud på folkeretten”. Her ’glemmer’ han, at det jo slet ikke var domstolens opgave på dette tidspunkt at fælde dom, om Israel havde begået folkemord eller ej, kun om der var basis for gennem en retssag at undersøge spørgsmålet. ”. Andre ser det – og her mener jeg med rette – det som en sejr for Israel, at Israel ikke blev pålagt af humanitære grunde at standse krigshandlingerne.

For Løkke var der kun tale om ”en juridisk løftet pegefinger ”, men det er måske heller ikke så lidt: domstolen pålægger altså Israel, at gøre hvad det kan for at forebygge og straffe opfordringer til folkemord, og for at sikre humanitær hjælp til indbyggerne i Gaza. Tiden må så vise, om Israels regering vil respektere domstolens beslutninger, eller regeringen føler, at Israel er hævet over international lov.

Christiansfeld, søndag, den 27. januar 2024
Mogens S. Mogensen

Er klimaudfordringerne virkelig ikke større end integratonsproblemerne?

Verden står over for mange store udfordringer i denne tid. Og som en del af denne verden står også det danske samfund overfor alvorlige trusler. Til at tage fat på disse udfordringer og trusler har vi i vores demokrati valgt politikere.

Regeringspartiet Socialdemokratiet har fået en ny udlændingeordfører, som har givet sit bud på de største trusler mod samfundet, som politikerne må gøre noget ved. ”Islamisme, fundamentalisme og herskerattitude er farligere for vores samfund end ureguleret kapitalisme. … på niveau med klimaforandringerne”. Sådan udtaler Frederik Vad sig i Berlingske.

Det kan undre, at en socialdemokrat nedgraderer problemet med en ureguleret kapitalisme, da det ellers har været et hovedanliggende for socialdemokrater i de sidste 100 år at søge at regulere kapitalismen til fordel for arbejdet for et solidarisk velfærdssamfund, men lad nu det ligge. Eller lad den udfordring ligge hos partierne på venstrefløjen, som stadig prioriterer denne udfordring højt.

Men at hævde at ”islamisme, fundamentalisme og herskerattitude” er lige så farligt for vores samfund som klimaforandringer, ville man forvente at høre fra en danmarksdemokrat, men ikke fra en socialdemokrat, ikke fra det danske socialdemokrati, men fra dansk folkeparti. Og selv politikere i disse partier vil nok – i ædruelige øjeblikke – indrømme, at klimaforandringerne på lang sigt er en større trussel for vort samfund end ”islamisme, fundamentalisme og herskerattitude”. Samtidig vil de nok tage det ilde op, at en socialdemokrat – sikkert i bestræbelserne på at vinde stemmer fra dem – overhaler dem højre om – med disse særdeles overraskende udtalelser.

Sædvanligvis udtaler ordførere sig på vegne af deres parti, og derfor kan det virkelig bekymre, at et regeringsbærende parti vil nedprioritere udfordringen fra klimaforandringer, så de kommer ned på niveau med integrationsproblemerne. Sædvanligvis håber man, at politikere gør, hvad de siger, men i dette tilfælde må vi håbe på, at Socialdemokratiet ikke gør, som det siger, og i stedet kalder sin nye udlændingeordfører til orden, og belærer ham om, at klimaforandringerne er en langt større udfordring end, at der er indvandrere fra Mellemøsten, som udviser herskermentalitet.

Christiansfeld, søndag, den 28. januar 2024
Mogens S. Mogensen

Kristeligt Dagblads røde (æsel)ører

Efter kong Frederiks tale fra balkonen på Christiansborg, hvor han ikke nævnte Gud og heller ikke nævnte Gud i sit valgsprog, var Kristeligt Dagblad hurtigt ude med en alvorlig kritik af kongen. Lederen skrev, at ”En konge skal stille sig under Gud”, hvilket Frederik åbenbart ikke klart og tydeligt havde gjort. Og dagen efter valgte avisen på forsiden at skrive med store typer: ”Kirken kommer ud i armslængde”.

Efter at Frederik nu har udgivet bogen ”Kongeord”, hvor han vælger at fortælle om sit forhold til kirke og kristendom, udtrykkes ærgrelsen i dagens overskrift på forsiden. ”Havde Kongen dog bare sagt en smule af det fra Christiansborgs balkon”, så – tænker jeg – havde avisen og kongens kritikere ikke dummet sig ved at fare så hurtigt ud kritik og mistænkeliggørelse af kongen.

Kirke- og trosredaktøren, hvis tålmodighed med kongens åndelige udvikling åbenbart kunne ligge på et lille sted, havde åbenbart levet i stor uro over de manglende Guds-ord fra balkonen. Men efter at have læst ”Kongeord” skriver han, at hans uro nu er væk – og det kan man kun glæde sig over – og han udtrykker nu sin lettelse og siger: ”Tak for at træde i karakter, kong Frederik”. At træde i karakter må åbenbart her betyde, endelig at sige de Guds-ord, som avisen forventer, at han skal sige, når han nu ikke sagde dem på det tidspunkt, som han efter avisens mening skulle have udtalt dem.

Avisen sprang op som en løve, da den var hurtigt ude med en kritik af kongens angiveligt distancerede forhold til tro og kirke, men faldt ned som et lam, da kongen, der åbenbart havde foregrebet kritikken, udsendte sine ”Kongeord”. Hvis Kristeligt Dagblad har skam i livet – og jeg ved ikke om en avis kan have skam i livet – så må den nu stå med røde (æsel)ører.

Christiansfeld, torsdag, den 18. januar 2024
Mogens S. Mogensen

Lad dog Frederik få fred!

Midt i begejstringen over udråbelsen af Frederik til konge er der fra kirkeligt hold, og især i Kristeligt Dagblad, blevet rejst kritik af den nye konge, når det gælder hans forhold til den kristne tro.

I sin tale fra balkonen nævnte Frederik ikke Gud, men sagde i stedet, at han havde brug for støtte fra ”det, der er større end os”. Her skulle han if. kritikerne direkte have nævnt Gud. Men mon ikke mange af os kender til den samme åndelige blufærdighed. Da jeg som helt ung, ene mand, skulle på stop ned gennem Europa, husker jeg, at min mor så på mig og sagde, ”Vi skal nok tænke på dig”. Hun skulle naturligvis – hvis man skulle følge disse kritikere – have sagt, at hun hver dag ville bede til Gud om, at han ville beskytte mig. Det kunne hun aldrig få sig selv til at sige, selvom det sikkert var det, hun inderst inde tænkte.

Og så var den også helt gal med hans valgsprog. Jeg må gå til bekendelse og indrømme, at jeg ikke kunne huske, hvad Margrethes valgsprog var, men det var altså “Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”. Her blev Gud nævnt, men Frederiks valgsprog nævner ikke Gud: ” Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

Kristeligt Dagblad konkluderer derfor, at ”Kirken kommer ud i armslængde”, altså fordi Frederik som statsoverhoved hverken nævnte Gud i sin tale eller sit valgsprog. Uden sammenligning i øvrigt, så nævner USA’s tidligere og måske (Gud forbyde det!) kommende statsoverhoved både tidligt og sent Gud i sine taler, men om det gør ham til et bedre statsoverhoved, er jeg slet ikke sikker på.

Baggrunden for kritikken er bl.a., at kongen angiveligt er folkekirkens overhoved. Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. Højesteretsdommer Henrik Zahle har således en gang udtalt, at ”det er formelt rigtigt at sige, at Dronningen eller Kongen er kirkens øverste autoritet, eftersom vi taler om en statskirke underlagt direkte regeringsmyndighed.” Helt på samme måde som den øverste vejmyndighed er trafikministeren eller igen formelt Dronningen. Men som prof. Emeritus Svend Andersen i en artikel i Kristeligt Dagblad konkluderer: ”I Danmark er monarken – ligesom for øvrigt kirkeministeren – altså ikke folkekirkens kirkelige eller åndelige leder.”

”En konge skal stille sig under Gud”, skriver lederen i Kristeligt Dagblad. Og det er da så sandt som det er sagt, men det gælder da os alle, uanset om man er journalist, statsminister, fabriksarbejder eller som jeg pensionist. I den henseende er vi alle lige for Gud, dvs. under Gud.

Derfor, lad dog Frederik få fred for al den snagen i hans trosliv. Den nu afgåede regent, Dronning Margrethe, har af egen drift – uden at være presset til det af journalister eller andre – fortalt om den udvikling, som hendes tro er gennemløbet, især efter at hun fik det store ansvar at være dronning efter hendes fars død. Hvis Frederik en gang får lyst til at fortælle, hvad der kommer til at betyde noget for ham, så skal han have lov til det, og ønsker han ikke det, så er det også helt i orden.

Christiansfeld, tirsdag, den 16. januar 2024
Mogens S. Mogensen

”… for der var ikke plads til dem … fred til mennesker med Guds velbehag”.

Juledag, hvor kristne over hele kloden fejrer Jesu fødsel og i den forbindelse læser om pladsproblemerne i Betlehem, udtalte Israels premiereminister Benjamin Nethanyahu på et møde med sit Likud-parti, at han ikke ønskede at give palæstinenserne plads i Gaza. Til Likud Knesset-medlem og tidligere israelsk FN ambassadør Danny Danon sagde han bl.a. “Regarding voluntary emigration, I have no problem with that. … Our problem is not allowing the exit, but a lack of countries that are ready to take Palestinians in. And we are working on it. This is the direction we are going in” (Mondoweiss).

I et interview dagen efter redegjorde Danon for, at der var lande i Sydamerika og Afrika, som var parate til at tage imod palæstinensere, men at “some of them asked for payment and some of them asked for other things” (Haaretz).

Nethanyahus planer lanceredes som en humanitær løsning, og tre dage senere kunne man i The Jerusalem Post læse en artikel med overskriften ”Why moving to the Sinai peninsula is the solution for Gaza’s Palestinians – Opinion” med underoverskriften ” Her skriver Joel Raskin, der er professor i geografi ved et Universitet i Israel, bl.a., at ”The Sinai Peninsula comprises one of the most suitable places on Earth to provide the people of Gaza with hope and a peaceful future.” Mens der ikke er plads til dem i det besatte Gaza-område, så vil der være god plads i Sinai-ørkenen. ”The facts demonstrate that the northern Sinai Peninsula is an ideal location to develop a spacious resettlement for the people of Gaza. Its open areas, along with the existing infrastructure, can easily host large-scale development projects that, if led by the Chinese and supported by local labor, for example, can easily mature in just one to two years” (The Jerusalem Post).

Ben-Gvir, der er minister for national sikkerhed i Israel, udtalte sig for nylig i samme retning, men gik også et skridt videre: “We cannot withdraw from any territory we are in in the Gaza Strip. Not only do I not rule out Jewish settlement there, I believe it is also an important thing,” Krigen præsenterede en “opportunity to concentrate on encouraging the migration of the residents of Gaza,” og kaldte en sådan politik for “a correct, just, moral and humane solution (The Times of Israel).”

Han er helt på linje med regeringens finansminister Smotrich, der udtalte: “What needs to be done in the Gaza Strip is to encourage emigration,” he said. … “If there are 100,000 or 200,000 Arabs in Gaza and not two million Arabs, the entire discussion on the day after will be totally different. … Most of Israeli society will say: ‘Why not? It’s a nice place, let’s make the desert bloom, it doesn’t come at anyone’s expense’” (Al Jazeera).

Den palæstinensisk-amerikanske forsker Tariq Kenney-Shawa vurderer den israelske politik sådan, at man skaber ”facts on the ground”, dvs. ”creating a reality that is virtually impossible to undo” for på den måde at opnå deres ellers politisk set vanskeligt opnåelige mål. Det var det, der skete med bosættelserne på Vestbredden, og nu gentages ‘succesen’ i Gaza. ”By driving 2 million people from their homes, destroying critical infrastructure and bulldozing huge swaths of land entirely, the new facts on the ground Israel is creating will render Gaza uninhabitable by the time the guns fall silent, leaving no other option but mass displacement. … Now, the Israeli government is in the process of once again unilaterally reconstructing reality on the ground, and in doing so, destroying all hopes for a peaceful future” (Los Angeles Times).

Hvis Kenney-Shawa har ret, er der ingen udsigt til fred i det hellige land, hvor englene julenat sang om fred på jord. Situationen omkring Jesu fødsel var nu heller ikke fredelig og idyllisk. Kort efter Jesu fødsel gennemførte kong Herodes – for at forhindre trusler mod sin magt – et børnemord, der fremkaldte et Rama-skrig. Ikke desto mindre er den Herre, vi tror på, Fredsfyrsten, der sagde at ”salige er de der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Derfor må vi trods alt fortsat håbe på og arbejde for fred også i det hellige land.

Godt nytår – Pax et Bonum – trods alt!

Christiansfeld, onsdag, den 3. januar 2024
Mogens S. Mogensen

Refleksioner over interviewet med Avi Schlaim

Som jeg skrev i det sidste blogindlæg, så giver interviewet med Avi Schlaim noget at tænke over. Hvis Schlaim har tet i sine analyser så rejser det bl.a. flg. spørgsmå

For det første, så har Israels erobring i krigen 1967 ført til, at Israel er blevet en besættelsesmagt, når det gælder Vestbredden og Gaza, og besættelsen har fortsat i indtil videre 56 år. Normalt vil vi her i Vesten tage afstand fra besættelser, sådan som vi også gør det i disse år, hvor Rusland har besat store dele af Ukraine. Hvordan kan vi fordømme Ruslands besættelse af ukrainske områder og så ikke også fordømme Israels besættelse af palæstinensiske områder?

For det andet, så anerkender vi normalt, at befolkningen i et besat område har ret til at bekæmpe besættelsesmagten. For så vidt som Hamas og andre grupper bekæmper den israelske militærmagt, er der altså tale om en frihedskamp. Men når Hamas og andre frihedsbevægelser begynder at angribe civile israelere, så er der tale om terror, som vi naturligvis må fordømme. Og tilmed har vi fået en lov i Danmark, der forbyder støtte til terrorbevægelser, ikke kun i form af materiel støtte, men også i form af tilkendegivelser om støtte. Her i vesten er der fuld forståelse for, at Israel som modsvar angriber Hamas. Men Schlaims vurdering er, at den israelske hær ikke kun retter sine angreb mod Hamas, men også mod befolkningen i Gaza, således at der er tale om en form for statsterrorisme. Hvordan kan vi fordømme Hamas’ terrorisme i Israel, og så ikke samtidig fordømme Israels statsterrorisme i Gaza?

For det tredje, så har Israels udvikling som besættelsesmagt lige siden 1967 ført til en erodering af demokratiet i Israel. I det område, som Israel i 56 år har haft herredømmet over, altså Israel inden for grænserne før 1967, samt de annekterede områder, Gaza og Vestbredden (hvor der nu er  700.000 bosættere), har der udviklet sig en situation, som Schlaim karakteriserer som et apartheid-system, dvs. et system, hvor der ikke gælder de samme rettigheder for alle indbyggere, og hvor der søges etableret en adskillelse af forskellige grupper af indbyggere. Da der i Sydafrika var et apartheidsystem, blev det i Vesten efterhånden fordømt, fordi det stred imod vore demokratiske principper og menneskerettighederne. Hvordan kunne vi fordømme Sydafrikas apartheid-system, og ikke i dag fordømme Israels apartheid-system?

Traditionelt har Israel stor sympati hos det store flertal i Vesten, og jeg er også en af dem, der helhjertet støtter Israels ret til at eksistere (lige som jeg også helhjertet støtter palæstinensernes ret til at få deres egen stat). Men Avis Schlalims analyse stiller mange af os i et vanskeligt dilemma.

Enten har Avi Schlaim ikke ret i, at Israel i 56 år har holdt Vestbredden og Gaza besat, at Israel ikke begår statsterrorisme i sine krige i Gaza, og at Israels måde at administrere hele den befolkning, som er under dets kontrol, på, ikke er et udtryk for apartheid. Eller også så må vi her i vesten ikke længere nøjes med (med rette) at fordømme Hamas for dets ugerninger, men må også tage afstand fra Israels måde at agere på og kalde det for besættelse, statsterrorisme og apartheid.

Christiansfeld, onsdag, den 27. december 2023
Mogens S. Mogensen

Terrorisme og statsterrorisme i Israel/Palæstina

Et opslag på LinkedIn fangede i dag min opmærksomhed. Lars Erslev Andersen, der er en dansk terror- og Mellemøstenforsker ved Dansk Institut for Internationale studer, skrev: ”I dette interview giver Avi Schlaim, den internationalt respekterede Oxford historiker med irakisk-israelsk-engelsk baggrund, den mest koncise analyse på kort form af Palæstinakonflikten, jeg har læst.” Interviewet, der er fra den 23. december, er på tysk og har flg. overskrift: “Ich habe der israelischen Armee stolz und loyal gedient. Heute ist sie eine brutale Kolonialmacht“.

Avi Schlaim, der i 2014 udgav en bog på 900 sider om ”The Iron Wall. Israel and the Arab World”, der er blevet meget anerkendt, beskriver i dette interview bl.a. Hamas’ udvikling. Hamas var oprindelig en meget ekstremistisk bevægelse, som Hamas’ charter fra 1988 tydeligt viste. Målet var, if. charteret, etableringen af en islamisk stat fra Jordan til Middelhavet, dvs. Israels udslettelse, men efterhånden modererede Hamas sine holdninger og besluttede at søge at nå målet om uafhængighed, ikke ved våbenmagt, men med parlamentariske midler. I 2006 vandt Hamas således ved et frit og fair demokratisk valg flertallet i hele Palæstina (dvs. både Vestbredden og Gaza) og etablerede i 2007 en enhedsregering med al-Fatha bevægelsen. På dette tidspunkt kom Hamas med en implicit, men ikke eksplicit, anerkendelse af Israels ret til at eksistere, lige som det ville acceptere et selvstænidigt Palæstina inden for grænserne fra 1967, altså en tostatsløsning.

Da forhandlingerne med Israel ikke førte til noget og hele Oslo-processen gik i stå og enhedsregeringen brød sammen, begyndte Hamas igen at anvende våbenmagt for at opnå selvstændighed – og efterhånden tyede denne frihedsbevægelse også til brug af terror i Israel. En terrorisme, der kulminerede den 7. oktober, hvor Hamas-kæmper ud over at dræbe 300 israelske soldater gik amok og dræbte mange hundrede civile i en kibbutz og på en musik-festival i det sydlige Israel. Et terrorangreb som Avi Schalim fordømmer på det kraftigste. ”Menschen unter Besatzung haben das Recht auf bewaffneten Wiederstand. Sie dürfen jedoch keine Zivilisten angreifen.”

Avi Schlaim, der er jøde, er født i Baghdad, men flyttede med sin familie til Israel i 1950. Her blev han indkaldt som soldat. Om det skriver han: ”Ich bereue es überhaupt nicht. Ich habe von 1964 bis 1966 mit Loyalität und Stolz in der Armee gedient, weil zu meiner Zeit die israelischen Verteidigungskräfte ihrem Namen treu waren. Im Juni 1967 wurde Israel zur Kolonialmacht, als es sein Territorium verdreifachte, und die Golanhöhen, das Westjordanland und Sinai eroberte. Die IDF wurde die brutale Kolonialpolizei einer brutalen Kolonialmacht.” Den israelske besættelse af Gaza og Vestjordan er den længste og mest brutale besættelse i nyere tid, og lige siden 1967 har besættelsen eroderet det israelske demokrati og ført til dannelsen af et apartheidregime.

Om Israels behandling af af Gaza gennem de seneste mange år skriver Avi Schalim bla.: ”Israel praktiziert Staatsterrorismus. Terrorismus ist der Einsatz militärisher Gewalt gegen Zivilisten für politische Zwecke.” Israels militære offensiver har – også denne gang – ikke kun haft Hamas som mål, men hele befolkningen i Gaza. Målet er at straffe, ydmyge og terrorisere hele befolkningen. Alligevel mener han at den seneste indsats, der pågår nu, har nået et brutalitetsniveau, som har overrasket ham. Tilsyneladende er målet at fordrive palæstinenserne fra Gaza, altså en slags etnisk udrensning.

Sådan ser denne anerkendte forsker, der selv er jøde og opvokset i Israel, på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det kan ikke undgå at give enhver, der læser dette interview, noget at tænke over.

Christiansfeld, anden juledag, 2023
Mogens S. Mogensen

Tvangsprædikener før og nu

I disse dage sidder jeg og forsøger at lægge sidste hånd på en bog om ”Kristen mission til, i og fra Danmark”, hvor der også er et afsnit om mission blandt jøder i Danmark. I en pause i korrekturlæsningen kastede jeg mig over Kristeligt Dagblad, og blev her bekræftet i, at det kan være nyttigt at kende historien. Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen foreslår her bl.a., at det ikke længere skal være muligt at blive fritaget for deltagelse i juleafslutningen kirken. Det vil sige, at børn af jøder, muslimer, hinduer mv. nu skal tvinges til at deltage i en gudstjeneste på en af kristendommens højtidsdage.

I 1728 besluttede Kong Frederik IV, at alle jødiske mænd, kvinder og større børn, inkl. rabbinere skulle møde op i en kirke og lytte til prædikener. Inspirationen til disse tvangsprædikener kom fra pietismens fader, Philip Jacob Spener. Spener var tilhænger af samvittighedsfrihed, og han skelnede skarpt mellem at tvinge jøder til at overvære gudstjenester, som var et ydre anliggende, der ikke berørte deres samvittighed, og så deres eventuelle beslutning om at tro på evangeliet, som var et spørgsmål om samvittighedsfrihed, hvor der ikke måtte anvendes tvang.

Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvordan Søren Pape Poulsen i dag vil legitimere, at der skal bruges tvang med henblik på at få børn af jøder, muslimer osv. til at deltage i kristne gudstjenester. Men måske abonnerer han på den samme skelnen som Spener udviklede. Siden 1728 har vi imidlertid i Danmark fået en religionsfrihed, der ikke tillader tvang i religiøse spørgsmål, heller ikke i ”ydre anliggender” som fx deltagelse i kristne gudstjenester.

Jøderne bad om at blive fritaget for deltagelse i disse gudstjenester, men fik afslag. Der blev dog kun gennemført fem sådanne tvungne gudstjenester, og derefter blev det besluttet at standse denne praksis, sikkert fordi myndighederne blev klogere. Forhåbentlig bliver Søren Pape også hurtigt klogere, inden det evt. lykkes ham at udsætte jøder, muslimer mv. for den type religiøs tvang, som man i Danmark allerede opgav i 1728.

Julen handler om en glæde, som skal være for hele folket (inkl. jøder og muslimer). Alle skal indbydes til at høre om den glæde, også til gudstjenester, men ingen skal tvinges til det.

Christiansfeld, fredag, den 22. december 2023
Mogens S. Mogensen

Opgør med destruktive ånder og forsoning mellem israelere og palæstinensere

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad er der en meget stort opsat respons til mit ”Modsvar til 183 præster: Jeres åbne brev bidrager ikke til forsoning”, der i en lidt længere udgave findes på min blog. Artiklen ”Der er brug for et opgør mod en destruktiv ånd, før en forsoning kan ske” er skrevet af sognepræsten Christina E. Leinum, der er bestyrelsesmedlem i Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem”.

Jeg kan udmærket følge Leinum i, som hun skriver, ”at der er brug for et opgør mod en destruktiv ånd, før en forsoning kan komme”. Hun henviser til ”ånden bag Hamas og de palæstinensere, der er under påvirkning heraf, som har ét formål: at udrydde det jødiske folk og tage deres land”. Det var den ånd, der rejste sig igen med voldsom kraft den 7. oktober. Leinum har ret i, at der er al mulig grund til at tage et opgør med den ånd.

På samme måde er der imidlertid brug for at tage et opgør med den destruktive ånd hos ekstremistiske israelere, der ønsker at fordrive palæstinenserne fra både Gaza og Vestbredden. Det er den ånd, som igen og igen rejser sig, når fx bosættere på Vestbredden dræber palæstinensere, og når en minister i Nethanyahus regering leger med tanken om at smide en atombombe over Gaza.

Leinum har helt ret i, at antisemitisme skal modsiges og modarbejdes på det kraftigste til enhver tid og på ethvert sted, men der hvor kæden hopper af for Leinum og ligesindede er, at kritik af Israel og israelere automatisk opfattes som antisemitisme. Således ser hun denne udtalelse i erklæringen fra 12 palæstinensiske organisationer som et udtryk for antisemitisme: ”Vi afviser kategorisk de fordrejede kristne svar, der ignorerer den bredere kontekst og de grundlæggende årsager til denne krig: Israels systemiske undertrykkelse af palæstinenserne gennem de sidste 75 år.”

”Den kristne kirke skal ikke forsone sig med en terrorgruppe, der ønsker at udslette Israel”, skriver Leinum, og det har hun helt ret i, men den kristne kirke skal heller ikke forsone sig med ekstremistiske bosættere, der igen og igen begår overgreb mod palæstinensere og giver udtryk for ønsket om at fordrive dem.

Men heldigvis er det ikke alle israelere, der er voldelige ekstremister og det er heller ikke alle palæstinensere, der er terrorister. Derfor tror jeg også, at der er mulighed for forsoning mellem ikke-terroristiske palæstinensere og ikke-ekstremistiske israelere, og den forsoning mener jeg, at vi som kristne skal bidrage til.

Og det gør vi ikke ved kun at fokusere på den ene parts lidelser og lukke øjnene for den anden parts lidelser, og ved kun at tage afstand fra Hamas’ voldsomme terrorangreb og negligere eller bortforklare de gentagne overgreb, som israelske bosættere og myndigheder udsætter palæstinenserne udsættes for.

Christiansfeld, onsdag, den 8. november 2023
Mogens S. Mogensen

Vejen til forsoning – og en fremtid i fred for både israelere og palæstinensere

Midt i en ophidset og polariseret debat om krigen mellem Israel og Hamas var det opmuntrende i dag at læse lederen i Politiken, ”Traumer for to”. Jeg tillader mig at referere fra og citere denne leder, da jeg helt og fuldt kan tilslutte mig dens analyse og dens bud på en løsning.

Det, der er sket, de sidste dag har naturligvis efterladt både israelere og palæstinensere med traumer, som det ikke giver nogen mening at måle og sammenligne og relativere, men ”Hvis israelere og palæstinensere … vil stræbe efter forsoning, gælder det nu om respekt for modpartens sorg og traumer, simpel respekt og anerkendelse, ikke om at få dem målt i forhold til ens egne”.

Anvendelsen af terror og bombetogter vil ikke løse deres indbyrdes problemer. ”Israel får ikke sikkerhed, uden at palæstinenserne oplever tryghed. Og palæstinenserne får ikke selvstændighed og en stat, uden at israelere får anledning til at stole på anerkendelsen af deres selvstændighed og nation.” Med dette udgangspunkt vil man også kunne løse alle de praktiske foranstaltninger omkring forholdet mellem Israel og en palæstinensisk skat.

”Den militære kamp kan måske tilfredsstille forståelige behov for hævn og straf og anglen efter magt og overmagt. Men krig vil ikke forsyne hverken israelere eller palæstinensere med fred. Ikke nu. Ikke i fremtiden.” Terror og besættelse kan ikke løse konflikten, men kun forlænge den.

Jeg er overbevist om, at Politikens leder har ret. Hverken israelerne eller palæstinenserne vil komme til at opleve fred, medmindre der på et tidspunkt sættes en forsoningsproces i gang, og denne forsoningsproces må begynde med, at begge parter anerkender hinandens sorg og traumer. Derfor fremmer omverdenen – inkl. os her i Danmark – ikke muligheden for forsoning, ved ensidigt at fokusere på den ene sides traumer og lukke øjnene for den anden sides traumer.

Søndag, den 5. november 2023
Mogens S. Mogensen

Kirkelige bidrag til en polarisering i konflikten mellem israeler og palæstinenser

For en uges tid siden læste jeg på nettet et åbent brev fra tolv palæstinensiske kristne institutioner og græsrodsbevægelser med titlen “A Calle for Repentance: an Open Letter from Palestinian Christians to Wester Church Leaders and Theologians”. Blandt afsenderne var ”Kairos Palestine”, ”Bethelem Bible College”, ”Sabeel Eciumenical Center for Liberation Theology” og ”Arab Orthodox Society, Jerusalem”.

Det åbne brev tager kraftigt afstand fra mange vestlige kristnes ukritiske støtte til Israels krig mod det palæstinensiske folk. ”… we categorically reject the myopic and distorted Christian responses that ignore the wider context and the root causes of this war: Israel’s systemic oppression of the Palestinians over the last 75 years since the Nakba , the ongoing ethnic cleansing of Palestine, and the oppression and racist military occupation that constitutes the crime of apartheid. This is precisely the horrific context of oppression that may western Christian theologians and leaders have persistently ignored, and even worse, have occasionally legitimized used a wide range of Zionist theologies and interpretations.”

Kristnes holdning til palæstinenserne sættes derefter i sammenhæng med den måde kristne med henvisning til Bibelen gennem historien har forsvaret den etniske udrensning af indfødte folk i Nord og Sydamerika, slaveriet og den transatlantiske slavehandel og årtiers apartheid i Afrika. Med henvisning til en lang række skriftsteder opfordres kristne i Vesten til at støtte palæstinensernes kamp.

Hamas’ grusomme terrorangreb i Israel den 7. oktober nævnes en passant i en enkelt sætning beklages men forklares som en respons på den israelske undertrykkelse.

I går kunne jeg så læse et åbent brev fra 183 præster og teologer, hvor Kristeligt Dagblad af årsager jeg ikke kender, brugte plads på at nævne alle underskriverne med navn og titel. I det åbne brev skriver de, at ”Jødehadet må modsiges til enhver tid”. Den aktuelle baggrund for denne offentlige erklæring er også krigen mellem Israel og Gaza. Men mens ”A Call for Repentance” sætter krigen ind i den kontekst, Israels undertrykkelse af palæstinenserne siden Nakba’en for 75 år siden, de danske præster og teologer krigen ind i den kontekst, som antisemitismen og redningen af de danske jøder for 80 år siden – og dermed også Holocaust – udgør.

”Overalt, hvor jødehadet viser sit hæslige ansigt, er det vores pligt at protestere, hvad enten hadet manifesterer sig i blodige terrorgerninger, chikanøse handlinger eller dæmoniserende ytringer”. Lige som for 80 år siden er der også i dag brug for at slå ring om vores jødiske medborgere. Det må kristne gøre, fordi ”Jødehadet er had til den kristne kirkes ophav og fundament”, fordi jødehadet kommer i skikkelse af ubændigt had til staten Israel, og fordi jødehadet strider mod al menneskelig anstændighed og ret.

”En målrettet massakre på mennesker i kraft af deres religiøse og nationale herkomst, som den forekom under terrorangrebet den 7. oktober, er en skændig handling. Ethvert forsvar for en sådan handling, er en skændig holdning, som kalder på den skarpeste afvisning.”

Men den palæstinensiske erklæring er meget tilbageholdende med kritik af Hamas’ terrorangreb, der kostede mange hundreder civile israelere livet, er de danske præster og teologer også meget tilbageholdende mht. kritik af Israels angreb i Gaza, der koster mange tusinder civile palæstinensere livet: ”Som alle andre lande og stater er Israel ikke hævet over kritik.”

Problemet med disse to åbne breve er ikke, at der står noget forkert i dem (og det kan man naturligvis altid diskutere, om der gør). Problemet er det, der ikke står i de to breve. Hvert af brevene ser konflikten fra denne ene side, og giver ingen udtryk for nogen forståelse for, hvordan konflikten tager sig ud fra den anden side. Havde der været tale om udtalelser fra politiske partier eller fra regeringer, ville jeg have været forventet en sådan ensidighed. Men her er der tale om kristne ledere, der forsøger ud fra den kristne tro at vejlede ganske almindelige kristne om, hvordan de skal forholde sig til den konflikt og krig, som i disse dage ødelægger livet for tusinder af mennesker på begge sider, jøder, kristne og muslimer.

Når jeg læser disse to åbne breve rettet til kristne (i Vesten og i Danmark), får jeg tilmed det indtryk, at hvert af dokumenterne giver udtryk for den overbevisning, at alle gode kristne må tilslutte sig netop deres synspunkt på konflikten.

Denne type udtalelser fra kristne leder bidrager desværre ikke til at skabe forsoning, men bidrager tværtimod til en farlig polarisering mellem israelerne og palæstinensere, og mellem dem herhjemme der ensidigt støtte israelerne og dem der ensidigt støtter palæstinenserne.

Christiansfeld, søndag, den 29.  oktober 2023
Mogens S. Mogensen

Lys i mørket i krigen mellem Hamas og Israel

Midt i det mørke, som siden Hamas’s terrorangreb i Israel og Israels angreb i Gaza har sænket sig over Mellemøsten, og som også truer med at formørke tilværelsen for os alle sammen, er der dog trods alt lyspunkter

Allerede den 9. oktober udsendte The Global Imams Council, en meget opmuntrende erklæring. Her skrev de bl.a.:

”The Global Imams Council (GIC), headquartered in the Islamic Seminary of Najaf, Iraq, consisting of over 1,470 Muslim Imams and Scholars from all Islamic denominations and sects, condemns in the strongest possible terms the barbaric and terrorist acts committed by Hamas against Jewish, Christian and Muslim civilians in the Jewish State. We express our condolences to the families of the victims and urge the international community, represented by world and faith leaders, to stand with the Jewish people in their struggle against ISIS-like Islamist terrorism carried out by Hamas. The Global Imams Council has consistently stood against Hamas, its genocidal antisemitism and annihilationist ideology. Today, we stand once again in solidarity with the Jewish nation during this trying time, and make clear our position.”

På same made var det i dag meget glædeligt i Politiiken at læse, ”Et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den øvrige danske regering”, som 26 unge danske jøder har skrevet. Her skriver de bl.a.:

”Vi er i dyb sorg over angrebet, Hamas udførte på israelsk territorium 7. oktober med mange gidseltagninger og dødsfald til følge. Vi er indignerede over Israels respons, der har kostet endnu flere uskyldige menneskeliv. Vi er forfærdede over, at alle ikke kan blive enige om, at civile aldrig skal betale for regeringers og politiske styrers kamphandlinger. Vi er forargede over at den danske regering ikke offentligt fordømmer flere af Israels handlinger som krigsforbrydelser, særligt den kollektive afstraffelse af palæstinensere og så ekstremt mange og unødvendige drab på civile. … På trods af vore forskelligheder er vi i gruppen af underskrivere enige om at tage afstand fra de krigsforbrydelser, som den israelske stat lige nu begår mod den palæstinensiske befolkning. Aldrig må et folks lidelse føre til mere lidelse. Aldrig, aldrig må civile blive mål i krig.”

Hvis ikke-muslimer havde udtrykt den afstandtagen fra Hamas’ terrorhandling og havde udtrykt solidaritet med Israel i denne situation, ville det sandsynligvis ikke have gjort noget som helst indtryk på flertallet af palæstinenserne og muslimerne, og dem, der støtter palæstinensernes sag. På samme måde ville de fleste israelere og jøder og dem, der støtter Israels sikkert overhovedet ikke lytte til de synspunkter, som er fremsat i det åbne brev, hvis det ikke netop var blevet fremsat af jøder. Midt i denne voldsomt polariserede situation er det opmuntrende at konstatere, er der trods alt på begge sider er hhv. muslimer og jøder, som ikke er fuldstændigt enøjede, men evner at se sagen også fra modpartens synspunkt og endda udvise en høj grad af empati.

Måske skulle vi danskere, der hverken er jøder eller muslimer, følge deres gode eksempel og bestræbe os på at forsøge at se konflikten fra begge sider, så vi ikke bliver lige så enøjede som ekstremisterne på begge sider, men øve os i at udvise og udtrykke empati med de civilbefolkninger, som i den senere tid har gennemgået ufattelige lidelser.

Christiansfeld, søndag, den 22. oktober 2023
Mogens S. Mogensen

Christiansfelds 250-års jubilæum og dobbelt medlemskab.

I anledning af Brødremenighedsbyen Christiansfelds 250-års jubilæum har Aarhus Universitetsforlag udgivet den meget spændende bog ”En by på kongens mark. Grundlæggelsen af Christiansfeld”, som jeg stærkt kan anbefale interesserede at læse. Formålet med bogen er ”at kaste nyt lys på tiden og samfundsforholdene omkring byens grundlæggelse og etablering og ikke mindst forudsætningerne herfor” (s. 13). Bogen undersøger bl.a. spørgsmål som, ”Hvordan og hvorfor fik byen privilegier af kongen? Hvilke lovgivningsmæssige forhold skulle på plads, for at byen kunne blive en realitet?”

Bogen beskriver, hvordan der etableredes brødresocieteter i København og i Stepping, og beskriver Brødremenighedens internationale netværk, der stod bag grundlæggelsen af Christiansfeld. Vi får et indtryk af, hvordan livet levedes i Christiansfeld, bl.a. med musik og sang, og bliver oplyst om byplanlægning og arkitektur. Alt sammen beskrevet af meget kompetente forfattere.

Særlig interessant for mig har det været at læse Jørgen Bøytlers kapitel, ”Christiansfeld. Med lov skal land bygges”. Her forklares det bl.a., at en af forudsætningerne for, at Brødremenighedsbyen kunne etableres i 1773, var, at forordninger fra 1744 og 1745 blev ophævet. Disse forordninger bestemte, at ”ingen, som i disse Seminarier og menigheder betænkte evangeliske såkaldte Mæhriske brødre har opholdt eller studeret, i vore lande, må have til åndelige betjeninger”. Nu får Brødremenigheden tværtimod tilladelse til at arbejde under deres egne biskoppers opsyn i alle kongens lande og kolonier.

I den koncession, som efter længere forhandlinger mellem Brødreunitetet i Herrnhut og den danske regering blev udfærdiget, omtales Brødremenighedens medlemmer som ”De evangeliske brødre, som bekende sig til den uforandrede Augustanske Confession”. Det nævnes, at Brødremenigheden har sagt ja til invitationen til at slå sig ned i det danske kongerige. Til dette formål havde Brødremenigheden erhvervet sig Tyrstrupgård, på hvis marker menigheden ville grundlægge sin by. Denne menighed  får en særstatus i riget, idet den ikke skulle stå under nogen biskops opsyn, men høre direkte under kongen.

Menigheden tildeles 18 rettigheder og friheder. På det økonomiske område begunstiges Christiansfeld. Personer i byen får afgiftsfrihed i en tiårig periode. De får et statstilskud på 10% af byggesummen for bygninger, der opføres inden for de første 10 år, og de kan i øvrigt toldfrit indføre varer til produktion i byen de først 10 år, og i samme periode kan varer, fremstillet i Christiansfeld, sælges toldfrit i Danmark og Norge. Det står altså meget tydeligt, at der for kongen var tale om et stort egnsudviklingsprojekt!

Mest interessant – set fra mit synspunkt – er imidlertid ordningen af de kirkelige forhold. I en tid uden religionsfrihed er det værd at bemærke, at medlemmer af brødremenigheden får samme rettigheder som andre danskere. Brødremenigheden får tilladelse til at bygge en kirke, ophænge og bruge en kirkeklokke og anlægge en begravelsesplads. Brødremenighedens præster får frihed til i overensstemmelse med deres kirkeordning-  at afholde gudstjeneste, og lade deres præster ordinere af Brødremenighedens egne biskopper. Beboerne i Christiansfeld – altså medlemmerne af Brødremenigheden – fritages for at betale ”sognebyrder” til Tyrstrup Kirke, dvs. at de blev fritaget for at betale den lokale kirkeskat.

Bemærkelsesværdigt er følgende bestemmelser: ”Enhver dansker kan frit tilslutte sig Brødremenigheden. Bor vedkommende i menighedsbyen, er han/hun underlagt Brødremenighedsmyndigheder. Brødremenighedsmedlemmer, der bor uden for Christiansfeld, skal forblive i fuld sogneforbindelse (nexu parochali) med det sogn, de er bosat i, og de skal bære alle sognebyrder, altså de skal betale kirkeskat.” Derfor kan Jørgen Bøytler da også konkludere, at ”Da der endnu ikke er religionsfrihed i Danmark på det tidspunkt, skal Brødremenighedsmedlemmer, der bor uden for Christiansfeld, altså være fuldgyldige medlemmer af statskirken, samtidig med at de opretholder medlemskab af Brødremenigheden. De skal altså være dobbeltmedlemmer.” (s. 73).

Spørgsmålet er, om det, der skete for 250 år siden, da kongen gav tilladelse til grundlæggelsen af en Brødremenighedsby i Christiansfeld, stadig har betydning i dag. Det vi ved, er if. Jørgen Bøytler, at der den 10. marts 1813 kom en fornyelse af koncessionen, som bekræfter den oprindelige koncession fra 1771. Efter at Slesvig – Holsten og dermed også Christiansfeld – i 1864 var blevet en del af Preussen, sendes der en skrivelse fra de østrigske og preussiske myndigheder i Slesvig, der ”fuldstændig bekræfter, og vil agte og beskytte de derigennem til Brødremenigheden tildelte privilegier.”

For egen regning tillader jeg mig at spørge: Hvis ikke disse privilegier ved lov blev ophævet efter genforeningen i 1920, må man så gå ud fra, at de stadig er gældende, hvilket i så fald betyder, at brødremenighedsmedlemmer (som ikke bor i Christiansfeld) også i dag har ret til dobbelt medlemskab, altså ret til at være medlemmer af Brødremenigheden og af Folkekirken?

Bogen være hermed anbefalet til alle med interesse for dansk kirkehistorie – og til kirkeministeriet, der skal forholde sig til spørgsmålet om dobbelt medlemsskab.

Christiansfeld, mandag, den 11. september 2023
Mogens S. Mogensen

Åremålsansættelse af præster

I Kristeligt Dagblad kan vi i dag læse om en alvorlig konflikt mellem præsten og menighedsrådet i Ejstrup og Gludsted Sogne, som hverken provst eller biskop kan løse. Den type konflikter afspejler et grundlæggende problem i folkekirken. Det er – efter god luthersk tradition – menigheden (ved menighedsrådet), der kalder sin præst, men hvad gør man, når samarbejdet mellem præst og menighed(sråd) bryder sammen?  Præsten har så mulighed for at opsige samarbejdet med sognets menighed(sråd) og søge embede i et andet sogn i folkekirken. Men sognets menighed(sråd) har ingen mulighed for at opsige samarbejdet med sognets præst og i stedet kalde en anden præst. Hvis et menighedsråd har kaldet en præst, mens vedkommende var forholdsvis ung, og samarbejdet efterhånden bryder sammen, så kan sognets menighed(sråd) risikere, at præsten fortsætter i sit embede i 30 eller 40 år, til stor skade for kirkelivet i dette sogn.

Når provst og biskop må give op med hensyn til at få præst og menighed(sråd) forligt, så samarbejdet kan genetableres, er der for mig at se kun to muligheder – hvis vi i folkekirken skal tage vare på kirkelivets ve og vel.

Enten må reglerne ændres, så der ikke i praksis skal gå rigtig mange år før et sammenbrudt samarbejde kan føre til, at præsten afskediges og kan søge et andet embede, og sognets menighed(sråd) får mulighed for at kalde en anden præst. Eller også må præsterne ansættes på åremål, så der bliver sat en deadline for den ødelæggende konflikt, således at præsten kan komme videre og sognets menighed(sråd) kan kalde en anden præst.

Den første løsningsmulighed er dramatisk for sognets menighed(sråd), nemlig at skulle tage initiativ til en egentlig afskedigelsessag, som mens den forløber sikkert vil skabe yderligere konflikter i sognet. Samtidig er denne løsningsmulighed traumatisk for præsten, der risikerer at blive fyret på gråt papir, et papir, som måske ikke vil fremme en ansættelse andetsteds.

Derfor mener jeg, at indførelse af åremålsansættelse af præster må være den for alle implicerede parter mest skånsomme løsningsmulighed. Det er aldrig en skam for en præst efter fx 7 eller 10 år at søge andet embede, og for et menighedsråd bliver konflikten til at se til ende af. Jeg er overbevist om, at i de allerfleste tilfælde vil menighedsrådet med glæde forlænge ansættelsen af deres præst, ja, ligefrem ønske at han eller hun, ikke søger andetsteds hen, men der er helt sikkert ganske enkelte, men også ganske alvorlige tilfælde, hvor afslutningen af præstens åremålsansættelse vil opleves som en befrielse for sognets menighed(sråd).

Christiansfeld, torsdag, den 7. september 2023
Mogens S. Mogensen

Er retten til at brænde Koraner og andre hellige skrifter af god reklame for vores liberale demokrati?

I Politiken Søndag kan man i dag læse en artikel om, hvordan ”Kina træner afrikanske leder i, hvordan man afvikler et demokrati”. Kina har i Tanzania etableret ”Mwalimu Julius Nyerere Leadership School” i Kibaha. Institutionen ”bygger på et samarbejde mellem Kinas Kommunistiske Pati og seks politiske partier i Afrika, som deler en fælles historie: De kæmpede alle for uafhængighed fra det 20. århundredes kolonimagter – og vandt. … De seks afrikanske partier deler også et andet træk: Siden de kom til magten, har de aldrig sluppet den igen. Det til trods for, at de alle formelt leder parlamentariske demokratier.”

Her i Danmark – og i Vesten i øvrigt – har vi nok i mange år taget det for givet, at den politiske udvikling i verden bevægede sig i demokratisk retning, og Danmark har også ofret mange penge på at fremme en demokratisk udvikling – også i Tanzania- gennem vores ulandsbistand. Udgangspunktet for denne ’eksport’ af demokrati fra vesten til resten af verden har måske ikke været optimalt, idet det i mange tilfælde var demokratiske lande som holdt lande i Afrika og Asien som kolonier, og som uafhængighedsbevægelser i mange tilfælde måtte kæmpe mod for at få deres frihed.

Som Lisbeth Pilegaard, der er direktør i Dansk Institut for Partier og Demokrati, udtaler i artiklen, ”Vi kan ikke tvinge demokrati ned i halsen på folk”. Men vi kan håbe på, at også afrikanske ledere kigger i retning af Danmark og andre demokratiske lande i Vesten, når de planlægger deres landes politiske fremtid – og ikke kun i retning af Kina. At de ser, hvilke værdier et liberalt demokrati som det danske indebærer, og hvordan det er til gavn for den enkelte og for fællesskabets ve og vel.

I denne tid bliver vi igen og igen mindet om, at ytringsfriheden (der ikke kan gradbøjes) er demokratiets grundlag, og mange lande retter i disse dage opmærksomheden mod, hvad der sker i Danmark. Jeg kom til at tænke på – da jeg læste artiklen – om friheden (eller retten) til at brænde koraner (og andre hellige skrifter af) virkelig er en god reklame for det demokrati, som vi danskere ønsker at eksportere til andre lande? Fx lande i Afrika og Asien, hvor der er to eller flere religioner, der spiller en vigtig rolle for befolkningen. Hvis en sådan løssluppen individuel frihed, som de oplever vil kunne true den kollektive velfærd, virkelig er fundamental for et demokrati, mon det så vil være i sådanne landes interesse at importere vores demokratiforståelse, der af dem kan opleves som en verdensfjern provinsialisme? Jeg spørger bare!

Christiansfeld, søndag, den 20. august 2023
Mogens S. Mogensen

Pres på Danmark for at forbyde koranafbrændinger

Der er ingen tvivl om, at Danmark i disse dage er udsat for et stærkt pres fra regeringer og civilsamfund i muslimske lande for at få politikerne til at forbyde koranafbrændinger. Reaktionen fra mange sider har været, at vi ikke må bøje os for dette pres fra muslimske lande og begynde at forbyde koranafbrændinger. Begrundelsen er, at andre lande naturligvis ikke skal bestemme, hvordan vi indretter lovgivningen i vores land.

For mig at se er det ikke et problem, at muslimske lande lægger pres på Danmark for at få os til at ændre vores lovgivning eller administrative regler, så koranafbrændinger forbydes, Det er ikke noget principielt problem, hvis det sker i form af politiske og diplomatiske fordømmelser, demonstrationer i gaderne og boykot af danske eksportvarer o.l. Derimod er det et alvorligt problem, hvis regeringer og civilsamfund i muslimske lande forsøger at lægge pres på Danmark gennem anvendelse af vold, trusler om vold, angreb på ambassader o.l. Det er naturligvis helt uacceptabelt, og vi skal så vidt muligt aldrig bøje os for den slags voldeligt pres.

Men det at lægge pres på et andet land for at få det til at ændre adfærd eller lovgivning er der principielt ikke noget odiøst i. Det gør Danmark og dele af civilsamfundet igen og igen. Et eksempel på det bringes frem i dag i Kristeligt Dagblad, hvor forfatter og sprogofficier Anne Cathrine Riebnitzky skriver: ”I 2008 oplevede jeg som udsendt til Afghanistan, at den afghanske regering pludselig ønskede at indføre sharialovgivning. ”Det kan vi jo ikke blande os i, men så kan vi desværre ikke længere finansiere jeres uddannelsessystem,” og så blev forslaget om sharia skrinlagt. Diplomati er at puffe til hinanden.”

Vi har – op til VM i herrefodbold – ”puffet til” Qatar for at få landet til at behandle gæstearbejdere ordentligt. Vi har lagt pres på afrikanske lande for at få dem til at behandle LGBT- personer ordentligt. Vi har i EU truet Polen og Ungarn med alvorlige repressalier for at få disse lande til at respektere retsstatsprincipper. Vi har kritiseret undertrykkelse og forskelsbehandling af kvinder i nogle muslimske lande. Vi har (håber jeg) i diplomatiske samtaler forsøgt at få Kina til at behandle Uigurer ordentligt. Hvert af disse lande kunne naturligvis sige – og har sagt – vi ikke skal blande os i deres indre anliggender, og at vi ikke skal forsøge at ændre deres love. Ikke desto mindre har vi – sammen med ligesindede – løbende lagt pres på de lande, hvis adfærd og lovgivning vi mener er helt forkert. Og det bør vi efter min mening fortsætte med.

Derfor må vi i Danmark naturligvis også være parate til at blive udsat for pres og kritik fra lande, der fx synes, at det er meget forkert, at vi tillader koranafbrænding. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, hvordan vi reagerer på dette pres. Hvis dette pres får os til at handle imod vores dybeste overbevisning og principper og nationale interesser, så er det naturligvis kompromitterende for vores demokrati. Men hvis dette pres får os til at besinde os, så vi genovervejer om det nu var en god ide, at vi i 2017 med afskaffelsen af blasfemiloven gjorde afbrænding af koraner og andre ”hellige skrifter” tilladelig, så er der ikke noget problematisk i det.

Er det i modstrid med Danmarks demokratiske principper, herunder den udstrakte frihedslovgivning, at forbyde offentlig afbrænding af koraner og andre ’hellige skrifter´? Er det i Danmarks nationale interesse at blive kendt i omverdenen – inkl. den muslimske del af den – som et af de meget få lande i Europa (og verden) som tillader offentlig afbrænding af ’hellige skrifter’? Hvis svaret på begge spørgsmål er ’nej’, så er det eneste fornuftige at gøre at ændre lovgivning og regler, så noget sådant ikke fremover tillades i Danmark. At vi i givet fald forbyder koranafbrændinger mv., fordi nogen diplomatisk har ’puffet’ til os, ændrer ikke på det.

Mogens S. Mogensen
Christiansfeld, fredag, den 4. august 2023

Har koranafbrændinger egentlig noget med ytringsfrihed at gøre?

Når vi i disse dage debatterer koranafbrændinger, gør politikere, jurister og debattører – og jeg har også selv gjort det – under overskriften ”ytringsfrihed”; altså vil et forbud mod afbrænding af koraner (og andre religionssamfunds hellige bøger) indebære en begrænsning af den grundlovssikrede ytringsfrihed? Men spørgsmålet er om koranafbrændinger og lignende handlinger egentlig burde have noget med ytringsfrihed at gøre?

Grundlovens par. 77 definerer ytringsfriheden på denne måde: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”

Med henvisning til udsagnet hos Tacitus ”facta argueruntur, et dicta impune essent  (det, som gøres, kan retsforfølges; det som siges, er tilladt)” skelnede filosofferne Spinoza og Kant mellem ytring og handling. Og en lignende skelnen kan man faktisk finde hos Grundtvig, når han siger

’Munden fri, hånden bundet’. Jeg ved godt, at skellet mellem tale og handling ikke er absolut, og at man også kan beskrive en tale som en talehandling, og at man kan ytre sig gennem handlinger. Men ikke desto mindre er der en så afgørende forskel på det at ytre noget mundtligt eller på skrift, og så at begå fysiske handlinger, at vi burde skille de to ting ad, når vi diskuterer dem.

Der er en afgørende forskel på at ytre sin vrede over Danske Banks gebyrer og hvidvaskningssager, og så at gå hen og i fuld offentlighed pisse på Danske Banks hovedsæde på Kongens Nytorv. Begge dele udspringer af vrede over bankens adfærd, men det giver ikke mening at behandle begge dele under overskriften ytringsfrihed. Og derfor behandles de to forhold da også efter helt forskellige lovparagraffer og regelsæt. Og derfor kan man i en debat uden nogen selvmodsigelse bakke op om ytringen men tage afstand fra den fysisk handling, og mene, at det bør være forbudt (hvad det sikkert allerede er).

På samme måde er der en afgørende forskel på at ytre sin negative holdning til koranen og så at gå hen og i fuld offentlighed brænde koranen af foran en moské. Begge del udspringer af en negativ holdning til koranen, men det giver efter min mening dybest set ingen mening at behandle begge sager under overskriften ytringsfrihed. Og derfor ville det være hensigtsmæssigt, hvis disse to forhold blev behandlet efter forskellige lovparagraffer og regelsæt. Og derfor kan man i den debat uden nogen selvmodsigelse bakke op ytringen af en negativ holdning til koranen, men tage afstand fra den fysiske handling, altså den offentlige afbrænding af koranen, og mene, at det burde være forbudt.

Christiansfeld, torsdag, den 3. august 2023
Mogens S. Mogensen

Koranafbrændinger – og fornuftige begrænsninger af ytringsfriheden

Frihed er det bedste guld,
som sol bestråler over muld,
lad den dit smykke være!
Ja, dersom du dig selv har kær,
da hold den mer end livet værd!
thi frihed følger ære.

Grundtvig har ret når han således besynger friheden. Grundtvig har naturligvis også ret, når han taler om, at der må være frihed for Loke såvel som for Thor. Det betyder ikke at alle synspunkter og holdninger har lige meget ret, men at også de holdninger og synspunkter, som for mig fremstår som forkerte, må der være rum for i samfundet. I fortalen til Nordens Mytologi fra 1832, hvor udtrykket stammer fra, gør Grundtvig sig dermed – 17 år før Danmark fik en fri forfatning med frihedsrettigheder – til talsmand for religions-, ytrings- og åndsfrihed.

Men det enkelte menneskes frihed er naturligvis begrænset af hans eller hendes medmenneskers frihed. Sådan gælder det for alle de ’friheder’ eller ’rettigheder’, som vi har i et frit samfund som det danske. Det er vigtigt at minde om det netop i denne tid, hvor en række politikere og meningsdannere står i fare for at fremstille ytringsfriheden i et demokratisk samfund som ubegrænset, eller sagt på en anden måde: den ubegrænsede ytringsfrihed er demokratiets grundlag.

(I parentes bemærket, så blev ytringsfrihed en vigtig del af grundlaget for demokrati, for med ytringsfrihedens indførelse fik borgerne ret til at kritisere magthaverne uden repressalier og dermed deltage i en fri samtale om samfundets indretning. Men ytringsfriheden var ikke oprindeligt tænkt som magthaveres (eller stærke gruppers) frihed til at nedgøre mindretal (eller svage grupper), sådan som det ofte sker i dag)

Der er grænser for, hvad jeg offentligt må sige om andre mennesker, når det handler om at krænke andre menneskers ære, og derfor er ytringsfriheden på dette område begrænset af injurielovgivningen.

Præster og en række andre personer i samfundet oplever den indskrænkning i deres ytringsfrihed, at de ikke må fortælle videre, hvad der er blevet betroet dem i fortrolighed. Hensynet til statens sikkerhed betyder, at der er hemmeligheder, som man kan blive straffet for at røbe.

Man må ikke offentligt true eller håne en person grundet race, nationalitet eller seksuel orientering. Derfor er borgernes ytringsfrihed på dette område begrænset af racismeparagraffen.

Man må heller ikke offentligt brænde det danske flag eller en fremmed nations flag (eller andet anerkendt nationalitetsmærke) af (Straffeloven par 110e). Uanset hvor vred man måtte være over et andet lands politik og derfor ville ønske at ytre sin holdning ved at brænde landets flag af, så begrænser denne lov borgernes ytringsfrihed på dette område.

For mig at se er alle disse begrænsninger af borgernes ytringsfrihed – af hensyn til andre – meget fornuftige. Og ingen vil vel på baggrund af disse begrænsninger hævde, at vi ikke har ytringsfrihed i Danmark. Derfor ville det, for mig at se, heller ikke indebære en egentlig begrænsning af borgernes ytringsfrihed, at man lige som det allerede er forbudt at brænde flag af, pga. deres symbolske værdi, også forbød at brænde religiøse samfunds hellige skrifter af i det offentlige rum. For mange tilhængere af forskellige religioner har deres hellige skrifter langt større symbolsk værdi end deres lands flag. Når vi forbyder at afbrænde andre nationers flag, er en af grundene nok, at vi dermed ville få disse nationer på nakken, og det er vel også det der sker nu, hvor de såkaldte ”Danske patrioter” og andre løber rundt og brænder koraner af.

Lige som forbuddet mod flagafbrænding ikke forbyder borgere højlydt at kritisere fx USA’s politik, så vil et forbud mod afbrænding af koraner, bibler mv. heller ikke forhindre borgere i højlydt at kritisere de religiøse samfund, som holder disse bøger for hellige. Derfor vil et forbud mod afbrænding af ’hellige skrifter’ da heller ikke indebære en underminering af ytringsfriheden. Det er pinligt, at det er nødvendigt at lovgive mod sådanne vanvittige tossestreger, men det er det åbenbart.

Grundtvig opfordrer til, at vi værdsætter friheden ”thi frihed følger ære”, men den hensynsløse måde nogle borger forvalter (ytrings)friheden på i denne tid er vanærende for det danske folk.

Christiansfeld, den 1. august 2023
Mogens S. Mogensen

Koranafbrænding er ikke et udtryk for religionskritik, men for dårlig opførsel

Efter at en gruppe mennesker i fredags havde afbrændt en koran foran Iraks ambassade i København, udtalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen if. Jyllands-Posten:

”Jeg fordømmer den slags dumheder, som en lille håndfuld enkeltpersoner lavede i går foran den irakiske ambassade. Det er en skændig handling at krænke andres religion. Det gælder både afbrænding af koraner og andre religiøse symboler. Det har intet andet formål end at provokere og skabe splittelse.”

I en mediekommentar i Kristeligt Dagblad den 26. juli kritiserer sognepræst Sørine Gotfredsen udenrigsministeren for sin udtalelse i anledning af koranafbrændingen. Hun antyder, at Løkke overhovedet ikke forstår begrebet religionskritik, og siger implicit, at koranafbrænding er et udtryk for religionskritik.

Jeg vil give Sørine Gotfredsen ret i, at religionskritik er nødvendig, både når det gælder islam og alle andre religioner, inklusive kristendommen. Det er der mange gode grunde til, som pladsen her ikke tillader mig at gennemgå. Men at kalde afbrænding af en koran for religionskritik, er lige så absurd som at kalde afbrænding af et skønlitterært værk, som man ikke bryder sig om, for litteraturkritik. Tænk for eksempel på katolske fundamentalisters offentlige afbrænding af Dan Browns bog ”Da Vinci Mysteriet”.

Om bogafbrænding står der på Wikipedia, at ”Bogbrænding – også kendt som autodafé – er en politisk, religiøs eller kulturel handling som udtrykker utilfredshed eller vrede over eksistensen af visse bøger eller forfattere. Bogbrænding anses almindeligvis som et anslag mod demokrati og ytringsfrihed.” Tværtimod at være et udtryk for forsvar for ytringsfrihed, så kan bogafbrænding, som Wikipedia peger på, anses som et anslag mod ytringsfriheden. Bogafbrænding er en metode, som tyske nazister benyttede sig af, og som også andre autoritære regimer eller religiøse grupper har benyttet sig af.

Bogafbrænding kan ikke med nogen fornuft kaldes for et udtryk for religionskritik, men må betragtes som et udslag af dårlig opførsel (og det, der er endnu værre). Det gælder, både når man brænder koranen eller andre helligskrifter af, eller når galskaben går ud over skønlitterære værker, som man ikke bryder sig om.

Christiansfeld, fredag, den 28. juli 2023
Mogens S. Mogensen

Manglende respekt for det, der er helligt

Det er forståeligt, at det sårer mange muslimers følelser, når man i Sverige og Danmark brænder koraner af. Selvom det i lande som de nordiske, hvor der heldigvis er ytringsfrihed, er lovligt at nedgøre Koranen, så er det ikke desto mindre respektløst og hensynsløst, og derfor er der som vor udenrigsminister har gjort det al mulig grund til at tage afstand fra sådanne tåbelige handlinger.

Men samtidig er der god grund til at gøre opmærksom på, at nogle af de samme muslimer, hvis følelser såres, når vi ikke respekterer det, som for dem er helligt, udviser en tilsvarende mangel på respekt for det, som for os er helligt. Når muslimer afbrænder vores flag med korset, er det udtryk en lignende respektløshed over for kristne, som når kristne afbrænder Koranen.

Hvad endnu værre er, så lader nogle af de sårede muslimer deres vrede over den manglende respekt for deres hellige koran gå ud over mennesker, der dermed udsættes for vold og risikerer at blive slået ihjel. Både Koranen og Bibelen beretter imidlertid om, at mennesket er skabt af Gud med en gudgiven værdighed og dermed helligt. På denne måde at øve vold mod mennesker og slå dem ihjel – fordi man oplever manglende respekt for det hellige – er for mig at se en helligbrøde, som intet kan retfærdiggøre. Det burde alle muslimer og kristne kunne være enige om.

Christiansfeld, mandag, den 24. juli 2023
Mogens S. Mogensen

Smartphonen og de asociale medier

Den seneste trend, når det gælder telefoner, er at skifte smartphonen ud med en såkaldt dumbphone, som fx en af de Nokia-telefoner, som mange af os brugte, før iPhone kom på markedet. Baggrunden for trenden er åbenbart, at smartphonen med alle dens apps og sociale meder gør brugerne afhængige, så de hver dag bruger mange timer alene i selskab med deres smartphone.

Inden man kasserer sin smartphone, synes jeg lige, vi i sandhedens interesse skal minde hinanden om, hvilke nyttige redskaber vi fik samlet i et lille apparat, der kan ligge i enhver bukselomme. Redskaber, som jeg sætter stor pris på, og nødigt vil undvære.

I de ’gode gamle’ dage havde jeg ved siden af min nokia-mobiltelefon et camera, det er nu en del af min iPhone. Jeg gik med en lommebog, hvor der var en kalender og en adresseliste (og en to-do liste), som nu er en del af min smarte telefon. Når jeg skulle ud at køre, måtte jeg have en kortbog med eller senere en GPS, for ikke at finde vild. Da jeg stadig var på arbejdsmarkedet, blev jeg vækket af mit vækkeur, og på arbejdet betjente jeg mig af en diktafon.  Det er i dag alt sammen en del af min smartphone. Og sådan kunne jeg blive ved.

Så, fra min side, nej tak til at skifte smartphonen ud en dumbphone. Men problemet med smartphonen er, at den er blevet inficeret med en lang række sociale medier, der rettigligt burde kaldes asociale medier, som producenterne har udviklet med et formål at gøre brugerne afhængige. Og jo mere tid – dvs. opmærksomhed – brugerne bruger på de sociale medier, jo flere penge tjener producenterne ved at udsætte brugerne for en syndflod af reklamer.

Udover at være afhængighedsskabende er disse medier også dybest set asociale. At være social, at socialisere, indebærer et møde ansigt til ansigt, et samvær og nærvær med opmærksomhed på den eller dem, man er sammen med. Socialisering kan også foregå gennem en kommunikation på afstand, sådan som det tilsyneladende foregår på sociale medier, men på sociale medier er der tale om en lige så hurtig kommunikation, som når man mødes ansigt til ansigt, men uden den gensidige opmærksomhed som kommunikationen ansigt til ansigt indebærer, med alle de risici for relationen, som det indebærer. Dertil kommer, at de sociale medier ikke lægger op til at lytte og være opmærksom på den anden, men at promovere sig selv fx gennem selfies. Mange håbede, at de sociale medier ville fremme den demokratiske samtale, men det modsatte er sket. De sociale medier har været med til at underminere demokratiet ved at fremme polariseringen i befolkningen og fremme konflikterne.

Derfor er min konklusion meget enkel: Smartphones er virkelig smarte, og det ville være et stort tilbageskridt at kasserer dem til fordel for dumbphones. Men de såkaldte sociale medier er i virkeligheden meget asociale, og deres spredning via smartphones som invasive arter er meget samfundsskadelig. I haven må vi kæmpe for at holde invasive arter nede, ellers tager magten i haven. På samme måde ville det være en god ide at bekæmpe – eller i det mindste begrænse – de invasive asociale medier på vores smartphones. Jeg skriver ‘begrænse’ de asociale medier, for nu lægger jeg dette skriv ud på et socialt medie, nemlig bloguniverset, wordpress. com, som hører til de mindst associale af slagsen.

Haderslev, mandag, den 18. juli 2023
Mogens S. Mogensen

“Egon kan ikke betale sig” – Hvad er et menneske? – 6

Hvad er et menneske værd? Hvis vi ser på, hvad et menneske består af, så er værdien meget lav. 60-70% af menneskekroppen består af vand, og dertil kommer grundstoffer som bl.a. carbon (altså kul, som man fx kan fyre med), nitrogen (altså kvælstof, som man kan bruge i gødning), og calcium (altså kalk, som ikke kun findes i folk der er forkalkede, og som kan bruges til at kalke med). Opgjort i kontanter så er et menneske (altså menneskekroppen) ikke mange basører værd.

Men et menneske har også en samfundsmæssig værdi. Her måler man altså den værdi, som et menneske gennemsnitligt tilfører samfundet. For få år siden opjusterede finansministeriet værdien af statistisk liv fra 18 mio. til 32 mio. kroner. Formålet med denne værdifastsættelse var at finde ud af, om det økonomisk set kunne betale sig fx at foretage en investering på det område, der formindskede folks risiko for at dø, fx ved at øge trafiksikkerheden eller nedsætte luftforureningen (Information 22/9/17).

Spørgsmålet er imidlertid, om alle mennesker – set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv – er lige meget værd? I sangen ”Egon” fortæller Niels Hausgaard om den unge mand Egon, der snart er 21 år, men er håbløst socialt tilfælde: ”Egon er på bistand, og der skal han blive vel nok i ungefær i resten af hans liv. For sådan nogen som Egon de kan ikke betale sig”. Og videre. ”Egon ville gerne have været togkonduktør, men det viste sig snart, at det ku’ ikke lade sig gøre, for renten taget i betragtning, så kan Egon ikke betale sig”. Der er i det perspektiv helt sikkert nogen mennesker, som ikke blot ikke kan betale sig, og derfor ikke er noget værd, hvis menneskets værdi skal hentes fra den samfundsmæssige nytte.

I vores demokrati har politikerne løbende vedtaget en række love, der værner om menneskets værdi (fx menneskerettigheder) og om menneskers live værdi (ligeretslove), og dermed har politikerne på demokratisk vis tillagt det enkelte menneske værdi. Men de samme politikere kan i praksis vedtage love, der truer menneskeværdet hos bestemte grupper af mennesker, og de menneskerettigheder, der skulle værne om menneskets værdi og værdighed, kan politikerne på god demokratisk vis ophæve igen, hvis de finder det hensigtsmæssigt.

Men alligevel tror jeg, at næsten alle mennesker i vores samfund i dag intuitivt har den overbevisning, at hvert eneste menneske har en uendelig værdi, og at alle mennesker har samme værdi.  Spørgsmålet er hvad denne oplevelse af det enkelte menneskes værdi kan forankres i? For mig er denne overbevisning forankret i troen på Gud. Vi har ikke blot den værdi, som politikerne tilkender os, og vi er ikke bare en samfundsmæssige ressource (fx varme hænder) eller en række grundstoffer, der ved vores død spredes i jorden igen. Gud har skabt hvert enkelt menneske i sit billede og blæst sin ånde/Ånd ind i os, og derfor har vi en gudgivet værdi, som ingen kan tage fra os.

Christiansfeld, fredag, den 30. juni 2023
Mogens S. Mogensen

Sans for det gode, det sande, det skønne – Hvad er et menneske? – 5

For nogle år siden kom en ræv og tog vores høns. Men uanset hvor ærgerlig jeg var over rævens angreb på mit hønseri, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi finde på at beskylde ræven for at have handlet forkert eller ondt. Ræven fulgte naturligvis kun sine instinkter og sin natur. Det ville være meningsløst at sige, at ræven var samvittighedsløs. Noget af det, der adskiller os fra dyrene og gør os til mennesker, er jo netop det, at vi i modsætning til dyrene har en samvittighed.

Den tyske filosof Immanuel Kant er kendt for at have sagt: ”To ting fylder mig med undren og ærefrygt, jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre”.  At vi i vort indre har en morallov eller en samvittighed, er der, som Kant gjorde det, al mulig grund til at undres over, for det er vel netop det, der er med til at gøre os til mennesker, altså væsener der ved, at der er forskel på ondt og godt. Ikke at vi dermed altid gør det gode, langt fra, men vi ved at der er en afgørende forskel på det gode og det onde.

Pilatus er kendt for i mødet med Jesus at have sagt, ”Hvad er sandhed?” Det spørgsmål kan føre til mange dybsindige filosofiske samtaler, men når alt kommer til alt, så er sandhed et begreb, som alle mennesker intuitivt forstår, og det hænger sammen med, at sandhed som begreb er en underforstået forudsætning for hele menneske- og samfundslivet, lige fra samtaler mellem mennesker i hverdagen til arbejdet med videnskab.

Virkeligheden er ganske vist den, at vi undertiden vælger ikke at rutte med sandheden eller ligefrem at lyve. Problemet med løgne er imidlertid, at de er vanskelige at holde styr på, fordi der i mange sager er én sandhed, men mulighed for mange løgne, der indbyrdes modsiger hinanden.

Men at lyve er jo bevidst at modsige sandheden, og derfor bekræfter vores evne til at lyve, at vi er os bevidste om, at der er noget der er sandt, og noget der ikke er sandt. At være menneske indebærer altså evnen til at erkende og sige sandheden.

En solnedgang over Vesterhavet. Et blomsterbed i fuldeste flor. Et stykke musik. Et kunstværk. For mange år siden, da jeg havde været på arbejdslejr i Bretange i Frankrig, gjorde jeg på hjemvejen holdt i Paris. Jeg gik en eftermiddag ind i Notre Dame katedralen og satte mig på en bænk for at slappe af, lige da organisten begyndte at spille Bach’s ”Jesus bleibet meine Freude”. Oplevelsen af dette musikstykke i denne imponerende katedral gav mig en oplevelse af den ypperste skønhed, som jeg aldrig glemmer.

Det er umuligt objektivt at analysere sig frem til, hvad skønhed er; oplevelsen af skønhed er subjektiv, men ikke desto mindre en virkelighed for os alle. Når vi overvældes af skønhed, kan vi fyldes af glæde, ja, undertiden må vi bryde ud i sang eller dans eller måske tak til Gud, for at få afløb for betagelsen. Det er meget forskelligt, hvad der opleves som skønt og smukt fra det ene menneske til det andet, men alle mennesker uden undtagelse, tror jeg, kender til det at blive betaget af skønheden i en eller anden form eller sammenhæng. At være menneske indebærer derfor at have sansen for det skønne.

Hvad er menneske? Et menneske er et væsen med sans for godhed, sandhed og skønhed.

Christiansfeld, den 19. juni 2023
Mogens S. Mogensen

Sanseoplevelser og taknemlighed – Hvad er et menneske? – 4

Vores have er ikke nogen prydhave, snarere en vild-med-vilje have, men en have, der især her om sommeren giver mig sansemæssige oplevelser, som i den grad beriger mit liv

Jeg indsnuser duften af hvidtjørn og falsk jasmin. Roserne deler deres forskellige dufte med mig, og syrenernes duft minder mig om min barndoms have. Når jeg ligger i hængekøjen bagest i haven, bliver jeg indhyllet af en salig duft af hyld. Og når regnen omsider kommer, rammer duften af muld mine næsebor.

Jeg smager på de vilde jordbær, solbær og de lidt sure ribs. Nu er stikkelsbærrene også snart modne. Og længere hen på sommeren lokker de forskellige æbletræer med deres smagfulde sammen med pæretræet, for ikke at forglemme blommerne og mirabellerne.

Elmetræets blade føles som sandpapir mod huden, i modsætning tilde bløde bøgeblade. At gå med bare tæer i haven og mærke græsstråene mellem tæerne giver mindelser om en sorgløs barndom. Vinden sætter træernes grene i bevægelse og kærtegner min kind. Og jeg glæder mig til, at springbalsaminens frøbælge springer ved min mindste berøring.

Allerede lang tid før vi står op, kan vi ligge i soveværelse og høre fuglenes morgensang i haven. Solsorten synger for, og er min favorit sanger. Når jeg nærmer mig hønsegården, kan jeg høre hønsene kagle. Fra børnehaven overfor kan jeg høre børnenes glade leg. Er jeg heldig, kan jeg om aftenen høre pindsvinene vandre rundt i haven.

Fra dag til dag kan jeg se, hvordan frodigheden udfolder sig for mine øjne. Blomster spirer frem, knopperne folder sig ud i et væld af forskellige farver. Vintræets grene vokser synligt dag for dag og sætter blomster og klaser. Højt over haven flyver mursejlere og svaler, og himlen skifter fra blåt til gråt, inden regnen falder og vander haven.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på salmen, hvor der bl.a. står

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge….
Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!…
Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne. … (DS 725)

Mine sanser giver mig adgang til at erfare naturen og forbinder mig med naturen, ja, minder mig om, at jeg er en del af denne natur. Hvad er et menneske? At være menneske er altså selv at være natur og føle solidaritet med resten af naturen. Men i modsætning til resten af den natur, som vi kan sanse, kan vi som mennesker glæde os over den og fyldes med taknemlighed, når vi reflekterer over det, vi sanser.

Men hvor retter vi vores taknemlighed hen? Naturen er ikke noget vi kan takke os selv for, men noget som – i mit perspektiv – er givet os af ophavet til hele universet, det ophav, som vi kalder Gud. Og derfor får salmedigterens sanseoplevelser ham da også til at bryde ud i en tak til Gud:

Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.

Hvad er et menneske? Et væsen, som ikke bare er en del af naturen, og som kan sanse naturen, men som også reflektere over sanseoplevelserne med taknemlighed.

Christiansfeld, torsdag, den 29. juni 2023
Mogens S. Mogensen

”Når jeg ser din himmel” – Hvad er et menneske? – 3

Forleden stødte jeg på en artikel om astronomi, der endnu engang fyldte mig med undren over det univers, som vi er en del af. Jorden er en enkelt af Mælkevejens 200-400 mia. stjerner og planeter. Og Mælkevejen er blot en af universets 100 mia. galakser. Den sol, som skinner på os lige nu, er 150 mio. km. væk, og den fjerneste galakse, man kender, er 12,5 mia. lysår fra vores jord.

Når man en stjerneklar nat løfter blikket mod stjernerne og reflekterer lidt over universet, kan man med god grund føle sig lille og ubetydelig, som et enkelt sandskorn i en stor ørken. I det perspektiv hvad er da et menneske? En ubetydelighed i det store univers? En ligegyldig detalje i det store billede.

En næsten usynlig birolle i universets store drama. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at tillægge et menneske nogen særlig værdi eller nogen vigtig rolle i universets historie. Et enkelt menneskeliv er nogle få årtier på en jord der er 4,5 mia. år gammel, i et univers, der if. astronomerne er 13,7 mia. år gammelt.

Det var måske nogle af de samme tanker, som David gjorde sig, da han for 3000 år siden løftede sit blik mod himlen. ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?” (Sl 8.4-5). David havde også indset menneskets ubetydelighed i universet, og spurgte derfor: ”Hvad er da et menneske?”

Når han som menneske ikke sank tilbage i en følelse af tomhed, meningsløshed og ligegyldighed i det store univers, var det på grund af troen på, at han fik sin betydning og værdi fra Gud. Den Gud, der har skabt hele universet og hvert menneske, ser det enkelte menneske i det store univers og tager sig af hvert eneste menneske, fordi vi er dyrebare i hans øjne.

Christiansfeld, onsdag, den 28. juni 2023
Mogens S. Mogensen

Rudollf Höss og Maximilian Kolbe. Hvad er et menneske? – 2

I sidste uge var min hustru og jeg på en lille ferie i Krakow i Polen. Vi gik rundt i det gamle jødiske kvarter Kazimierz, hvor der havde levet jøder siden 1200-tallet og bidraget afgørende til byens økonomi og kultur. Vi besøgte flere gamle synagoger, hvoraf én stadig blev brugt af de få jøder, der i dag lever i Krakow. Mens vi gik rundt og så, hvor jøderne i århundreder havde levet – det meste af tiden fredsommeligt sammen med de andre polakker – kom jeg til at tænke på en historie, som biskop Niels Henrik Arendt havde fortalt:

”Eisik hed en jøde i Krakow, han var søn af Jekel. En nat drømte han, at han skulle drage hjemmefra og gå til Prag og under broen op til kongeslottet finde en kostbar skat. Han vandrede den lange vej til Prag, men da han kredsede om broen, blev vagtkaptajnen mistænksom og spurgte ham, hvad han ville. Eisik fortalte, at han hjemme i sin egen by havde drømt, at han under denne bro skulle finde en skat. Vagtkaptajnen slog en høj latter op: Hvem tror på den slags? Så skulle jeg også engang være draget her fra Prag til en by, der hedder Krakow, for jeg drømte, at i den by skulle jeg i huset hos en jøde ved navn Eisik, søn af Jekel, finde en skat under kakkelovnen. Hver anden jøde i Krakow hedder vel Eisik, og hver anden Jekel. Og han lo atter. Eisik bukkede, vandrede hjem til Krakow, gravede sin kakkelovn ud og fandt sin skat. Men se, det var jo ikke sket for ham, hvis ikke han havde vovet sig ud og mødt vagtkaptajnen” (KD 22/03/00).

Mere alvorligt blev det, da vi besøgte den ghetto, som nazisterne. Den eneste synlige rest af ghettoen er 12 meter af den høje mur, som omkransede ghettoen. I november 1940 blev jøderne forbudt at bo i selv Krakow og i det følgende år blev der etableret en ghetto i en forstad til Krakow, hvortil hver jøde måtte medbringe 25 kg af sine ejendele. I området havde der hidtil boet omkring 3.000 indbyggere, men nu blev området en ghetto for 16.000 jøder. I den følgende tid blev ghettoområdet reduceret, samtidig med at antallet af jøder blev forøget. Fra marts til maj 1943 blev ghettoen tømt, idet alle jøderne blev sendt til koncentrationslejre, de sidste 3000 til Auschwitz.

Vi fulgte i sporene på disse jøder til Auschwitz og Birkenau. Koncentrationslejren Auschwitz blev etableret i en landsby 60 km. vest for Krakow allerede i juni 1940. Lejrens kommandant Rudolf Höss, der boede sammen med sin kone og børn i en nydelig villa klos op ad koncentrationslejren, etablerede i de følgende år et udryddelsessystem, der på et tidspunkt kunne tage livet af og brænde 20.000 fanger om dagen.

Det første par år var det især polakker som blev anbragt der, bl.a. politiske fanger, og brugt til slavearbejde. I. 1942 etableredes Birkenau, et par km fra Auschwitz som, en egentlig udryddelseslejr. Fra 1942 til slutningen af 1944 blev knap 1 mio. jøder og godt 100.000 andre (politiske fanger, romaer, homoseksuelle mv) slået ihjel. Dem der ikke blev gasset, led døden pga. sult eller udmattelse, sygdom, afstraffelse eller de afskyelige medicinske eksperimenter, som dr. Mengele foretog.

Selvom nazisterne forsøgte at skjule deres ugerninger, da de russiske tropper nærmede sig, ved at brænde deres arkiver og sprænge gaskamrene i luften i Auschwitz og Birkenau, var der bevaret rigeligt med bygninger, effekter og billeder til at vi kunne danne os et indtryk af den næsten bundløse og meget systematiske ondskab, som nazisterne havde udtænkt, og som ganske almindelige mennesker realiserede.

Hvad er et menneske? tænkte jeg, da vi i timevis vandrede rundt i koncentrationslejrene og af en stærkt engageret polsk tolk meget levende fik fortalt om, hvad der var foregået der. Et menneske er altså et væsen, der har potentialet til at begå den mest grusomme ondskab, man kan forestille sig.

Under rundvisningen fik vi også fortalt historien om den polske franciskanermunk Maximilian Kolbe. I begyndelsen af krigen husede Kolbe polske flygtninge, deriblandt 2.000 jøder, som han skjulte for nazisternes jødeforfølgelser i sit kloster. 17. februar 1941 blev han arresteret af Gestapo og endte i Auschwitz. I juli 1941 forsvandt en fange fra Kolbes barak, og kommandanten en SS-Hauptsturmführer, at ti fanger skulle sultes ihjel som straf. En af de ti fanger, Franciszek Gajowniczek, brast i gråd, da han tænkte på, hvad der skulle blive af hans kone og børn. Kolbe tilbød at tage Gajowniczeks plads med ordene: “Han har kone og familie. Jeg er enlig. Jeg er katolsk præst.” SS-kommandanten gav ham lov til at tage hans plads. Sammen med de 9 andre fanger blev han anbragt i en lille celle uden mad og drikke. I 16 dage søgte Kolbe at holde modet oppe hos de andre gennem salmesang og bøn. Den 14. august blev Kolbe og tre andre, der stadig var i live, dræbt af en giftinjektion.

Hvad er er menneske? tænkte jeg, da jeg så den lille celle som Kolbe havde siddet i sammen ed de andre fanger. Et menneske er altså et væsen, der har potentialet til at udvise en radikal form for selvopofrende kærlighed.

Det forholder sig ikke sådan, at der er en gruppe mennesker, der er onde, og en anden, der er gode. Nej, al erfaring viser, at hvert eneste menneske i sig både har potentialet til ondskab og potentiale til kærlighed. Det er på en og samme tid en skræmmende og en håbefuld realitet.

Christiansfeld, mandag, den 26. juni 2023
Mogens S. Mogensen

”Jeg er et menneske!” – Hvad er et menneske? 1

En herlig sommerdag for en del år siden var vi bl.a. sammen med vort dengang 4-årige barnebarn, Anna, taget ud til Vesterhavet, hvor vi lå og nød stranden og solen. Jeg havde taget hendes badebold og brugt den til hovedpude. Efter en længere kamp lykkedes det hende at generobre badebolden, men så fangede jeg hende og sagde, at nu var hun min hovedpude. Men hun protesterede højlydt, ”Jeg er ikke en hovedpude. Jeg er et menneske!”

Det havde mit lille barnebarn naturligvis ret i. Hvis jeg havde spurgt hende, hvad det indebar at være et menneske, tror jeg ikke, at hun ville have kunnet redegøre for det – udover, at et menneske er noget helt andet end en ting, og derfor ikke kan behandles som fx en hovedpude. Men helt intuitivt vidste hun, at hun var et menneske, og at det var meget vigtigt for hende.

Både for Anna og for alle os andre er det imidlertid vigtigt at reflektere over spørgsmålet, ”Hvad er et menneske?” Og det vil jeg derfor gøre her på dette sted.

Christiansfeld, mandag, den 26. juni 2023
Mogens S. Mogensen

Historiens forbandelse

I mandags skrev den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic, efter sin sejr i første runde i ’grand slam’ turneringen i Paris, på en kameralinse, ”Kosovo er hjertet i Serbien”. Det skete samme dag, som 30 af NATOs fredsbevarende styrker blev såret i kampe mod serbiske demonstranter i Kosovo. Djokovic er fra Serbien, man hans far er født i Kosovo.

Kosovo erklærede sin selvstændighed i 2008, og landet blev anerkendt af FN i 2019, men i Serbien lever drømmen stadig om at få Kosovo tilbage som en del af Serbien, på trods af, at serbere kun udgør nogle få procent af Kosovos befolning. Men baggrunden for drømmen er, at Kosovo er det sted, hvor serbisk kultur og den ortodokse religion, som serberne i dag tilhører, begyndte. Det var netop i Kosovo, nærmere bestemt på Solsortesletten, at serberne led i 1389 det afgørende nederlag til de muslimske osmanner, som blev afslutningen på Serbiens storhedstid.

1300 år senere blev drømmen om Serbiens storhedstid vakt til live igen af Milosevic, da han netop i 1989 holdt en tale, hvor han advarede om, at det igen kunne blive nødvendigt at bruge militære midler for at forsvare sig mod den truende omverden. Den nationalistiske bølge, som Milosevic satte i gang, førte til den blodige Balkankrig i 1990’erne, der endte med, at der ud af Jugoslavien opstod en række små selvstændige lande, inkl. Serbien.

Serbiens historiske storhed lever videre som en drøm, en besættelse, der stadig kan gribe nationalistiske serbere i dag – som vi nu oplever det med Djokovic – og i værste fald blive til en blodig forbandelse for både serbere og deres naboer.

Et andet endnu alvorlige eksempel på historiens forbandelse er Ruslands diktator Vladimir Putin, der også drømmer sig tilbage til Ruslands storhedstid. Ukraine er if. Putin ikke bare den ortodokse kirkes men også Ruslands vugge, og historien giver derfor Rusland et uopgiveligt krav på Ukraine.  Putins drøm om et Storrusland blev for ham en besættelse, der kastede Rusland ud i en udsigtsløs krig mod Ukraine, der allerede har kostet titusinder af mennesker livet. Besættelsen af Ruslands historiske storhedstid blev til en blodig forbandelse for både russere og ukrainere og mange andre.

Rigtig mange lande har på et eller andet tidspunkt i historien haft en storhedstid, hvor de herskede over langt større landområder, end de i dag har magten over – og landområder, hvor befolkningen ikke ønsker igen at blive koloniseret af et stort land, eller et land, der i egen selvforståelse igen burde være et stort land.

Selv vores lille Danmark har en glorværdig historie, hvor vi i bestemte perioder var en stormagt, der herskede over områder, der i dag er vores nabolande. En gang imellem kan man støde på politikere og andre, som antyder, at vi ikke skal opgive håbet om at få gammelt dansk land (med kun ganske få dansksindede) tilbage. Efter anden verdenskrig var der stærke kræfter, som ønskede at udnytte Tysklands svaghed til at få flyttet grænsen. Så sent som i 2017 gav Søren Krarup udtryk for håbet om at få Sydslesvig tilbage (Danmark til Ejderen). Heldigvis blev Søren Krarups udsagn mødt med et smil, som et (omend tåbeligt) bidrag til underholdningen.

For ledere med drømme om at gøre deres land stort igen, kan historien bruges som et skatkammer – eller måske snarere et våbenkammer –i kampen for at mobilisere borgerne i kampen for fordoms storhed og for at legitimere erobringsforsøg. På denne måde kan historien – eller rettere politikeres og andres brug af historien – blive en nationalistisk besættelse, der kan forpeste hele befolkningers tanker, så de føres ud i et storhedsvanvid, der bliver til en forbandelse for millioner af mennesker.

Historien er vigtig for at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad der har påvirket vort samfunds udvikling, men lige så vigtigt det er, at lære (en version af) vor historie, er det at vi lærer at forholde os kritisk til historiske udlægninger og især til politikeres brug af historien. Lige så stor en velsignelse historien kan være for den enkelte og for folk og samfund, lige så stor en forbandelse kan den blive, hvis den misbruges af skrupelløse mennesker.

Der er al mulig grund til at beundre Novak Djokovic for hans bedrifter på tennisbanen, men samtidig er der endnu større grund til at tage afstand fra den måde, han bruger sin sportslige berømmelse på til at puste til en nationalistisk ild, som aktiverer (en version af) historien på en måde, der kan ende med at blive en forbandelse.

Christiansfeld, onsdag, den 7. juni 2023
Mogens S. Mogensen

Forkølet sludder

Mens jeg de seneste uger har lidt under en voldsom forkølelse, har jeg overvejet, hvorfor jeg er blevet ramt af forkølelse, og hvordan jeg kan undgå forkølelse i fremtiden. Min far var altid bange for træk, og derfor skulle alle døre helst lukkes, så trækvinden ikke sneg sig ind og forvoldte skade. Men jeg kan vanskeligt tro, at jeg skulle have arvet min fars modtagelighed for trækvinden, som jeg iøvrigt aldrig har haft noget forhold til.

Derimod har jeg altid selv været meget nervøs for at få kolde fødder. Så vidt muligt tager jeg sokker på, også når jeg går med sandaler. Min hustru synes ikke, det er noget kønt syn, men hvad gør man ikke for sundheden. Ikke desto mindre har jeg desværre fået kolde fødder, efter at have truffet et par uheldige beslutninger, som jeg så skyndte mig at omgøre for ikke at blive forkølet.

I min barndom og ungdom hørte jeg igen og igen om folk der trak hjørnekuld. Det er vist nok kun et fænomen, der er kendt i dele af Jylland, og meget kendt var det i hvert fald i Nordjylland. Selvom vi alle angiveligt er jyder for Vorherre, skylder jeg nok dem, der ikke er født i Jylland at forklare, hvad det betyder. If. Jysk Ordbog, så betyder det at tage eller få hjørnekuld ”at blive forkølet af ophold i kulde og blæst, typisk ved at stå og sladre eller kærestes ved et hushjørne”. Men her må jeg melde hus forbi. Jeg kender mange – ingen nævnt og ingen glemt – som på denne måde har trukket og stadig trække hjørnekuld, men ikke mig.

Jeg må imidlertid indrømme, at en af mine bekendte for nogen tid siden gav mig en kold skulder. Jeg husker ikke hvad årsagen var, men en kold skulder fik jeg under alle omstændigheder. Og der er jo ikke langt fra skulderen til halsen, så her kunne der ligge en forklaring på min forkølelse. Men et par dage efter gav han mig et skulderklap, og så glemte jeg alt om den kolde skulder.

Kulden kan sætte sig mange farlige steder. Angiveligt er der mennesker, fx ledere, der er kolde i røven. Det må være meget ubehageligt, også for dem, der sidder tæt på sådanne personer. Så vidt jeg husker, har jeg dog ikke på det seneste siddet ved siden af nogen, der er kold i røven, så jeg skulle være blevet forkølet eller påført andre sygdomme af et sådant møde. Men den blotte tanke får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, så jeg skynder mig at tænke på noget andet.

I min barndom lærte jeg, at man bliver smuk af at drikke kold kaffe. Og jeg må indrømme, at jeg også i den senere tid har drukket en del kold kaffe, uden dog at blive smukkere af det, men hvem ved, om den kolde kaffe har gjort mig forkølet.

Måske har forkølelsen at gøre med mit arbejde. Jeg arbejder ike så meget længere, på grund af min fremskredne alder, men noget arbejde skal jo altid gøres. Der tales så meget om betydningen af varme hænder, men mit arbejde har altid været de kolde hænders arbejde, og hvem ved, om det er det, som nu efter år sætter sig i en alvorlig forkølelse.

Ja, problemet stikker måske endnu dybere. Jeg har altid rost mig af at være temmelig koldblodig, og hvem ved, om jeg kunne have undgået denne alvorlige forkølelse, hvis jeg konsekvent havde været lidt mere varmblodig? Men nu er jeg jo nordjyde og ikke sydlænding, og det er det svært at lave om på.

Det er nu ikke alle sydlændinge der er varme. Jeg har læst om flere danskere, som har taget en kold tyrker, og det var ikke nogen behagelig oplevelse. De blev ganske vist ikke forkølede af det, men det har vist alligevel været en rystende oplevelse.

Men hvem siger, at det er min egen skyld, at jeg er blevet forkølet. Måske er det i virkeligheden samfundets skyld. Regeringen har igen og igen formanet os til at spare på varmen, selvom det indimellem har været en kold tid, vi lever i. Dertil kommer, at vi ulykkeligvis igen oplever en kold krig, som let kan få os til at fryse om hjertet.

På et tidspunkt fik jeg imidlertid det indtryk, at min hustru ikke ville høre på mit forkølede sludder, men bad mig slå koldt vand i blodet. Hun lagde mig alvorlig på sinde at jeg skulle gå til lægen med min forkølelse, og heldigvis lyttede jeg til det gode råd. På klinikken mødte jeg de varme hænder, som vi taler så meget om i denne tid, og fik den omsorg og behandling, jeg havde brug for, nemlig en stak penicillin-piller. Allerede da jeg tog den første pille, blev jeg varm om hjertet og følte mig bedre tilpas.

Christiansfeld, Grundlovsdag, 2023
Mogens S. Mogensen

Grundtvigs(ke) paradokser mht. mission

Da på dit ord skal det gladeste budskab udbredes,
også ved os skal der vej for de åsyn beredes
så overalt
Jesus som frelser påkaldt,
du skal med knæfald tilbedes.

Sådan sang vi i kirken i går på Trinitatis søndag, som også kaldes missionssøndag. Det blev i går i alt til tre salmer af Grundtvig, som er den salmedigter, som har skrevet de fleste og de bedste salmer om mission i salmebogen. Som det fremgår af ovenstående vers fra salmen ”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige” er der – if. Grundtvig – ingen tvivl om, at vi som kristne skal være med til at udbrede evangeliet til hele verden, altså det som også Grundtvig kaldte mission.

Men det paradoksale er, at Grundtvig, der talte så stærkt for mission, ikke kunne støtte det missionsarbejde, som det nystartede missionsselskab, DMS, engagerede sig i, fordi mission if. Grundtvig bl.a. forudsatte en levende menighed (”en åndelig Oplivelse af det danske Folk”), som endnu ikke havde fundet sted. Selvom missionens tid altså endnu ikke var kommet, sang Grundtvig stærkere end nogen anden alligevel om at vi som kristne skal være med til at udbrede ”det gladeste budskab” overalt, og har dermed lige siden været med til at synge missionstanken ind i vore hjerter.

Et andet paradoks er, at en hel del af Grundtvigs stærkeste tilhængere på trods af Grundtvigs afvisning af mission på dette tidspunkt, alligevel engagerede sig i mission, både i DMS og siden i Santalmissionen og flere andre selskaber, og dér var med til at præge missionsforståelsen ud fra Grundtvigs øvrige tanker om det folkelige og det kristelige.

I dag vil de fleste præster nok sige, at de i en eller anden forstand er grundtvigske, og mange af dem bærer ambivalensen i forhold til mission med sig fra den grundtvigske tradition. Jeg hørte en gang om en præst, der i sin prædiken netop på Trinitatis søndag tog kraftigt afstand fra mission og alle missionens onde gerninger (og de var mange), men jeg blev glædeligt overrasket, da jeg for nylig tilfældigvis hørte en prædiken af netop denne præst, hvor vedkommende meget stærkt lagde os på sinde, at vi skulle se at komme i gang med at dele evangeliet med vore medmennesker, og understregede budskabet ved at lade os synge en række af Grundtvigs missionssalmer.

Dette paradoks hænger måske sammen med, at det er svært for grundtvigianere at tage ordet mission i deres mund, fordi det i manges bevidsthed er knyttet til ”Indre Mission”, der lige siden Hans Kirks bog ”Fiskerne” er blevet lagt for had. Omvendt er det værd at bemærke, at man i indremissionske kredse, som traditionelt ikke har haft så meget til overs for grundtvigianismen, gladeligt synger Grundtvigs missionssalmer.

Det paradoksale i dag er, at mens Grundtvig ikke havde problemer med at bruge ordet mission som et positivt ord om udbredelsen af evangeliet, men med missionens forudsætninger – altså om det danske folks omvendelse og oplivelse, så er man i nogle grundtvigske kredse i dag ikke særligt bekymret for, om der er en levende menighed, men har problemer med at bruge ordet mission som et positivt ord om udbredelsen af evangeliet.

Det store spørgsmål har i mange årtier været, ikke som for Grundtvig, om der er en i Grundtvigs forstand levende menighed som udgangspunkt for mission, men om vi som kristne og som kirke skal ”præsentere og repræsentere kristendommen for mennesker af anden eller ingen tro” (Niels Henrik Arendt) eller ej? I de senere år er der imidlertid opstået en ret bred konsensus om, at kirken har en mission, nemlig ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser” (Betænkning 1477, 2006). Det reflekteres da også i den nye salmebog, hvor der nu er et afsnit af salmerne, der har fået overskriften ”Kirkens mission”.

Christiansfeld, grundlovsdag, 2023
Mogens S. Mogensen

I øvrigt mener jeg … om den danske dreng i al-Roj lejren

Under et besøg i Kartago i 157 f. Kr. blev den romerske senator Cato den Ældre klar over, at Kartago var en alvorlig trussel mod Rom. Det havde han svært ved at vinde gehør for hos de romerske politikere, der havde helt andre dagsordener. Derfor besluttede han at afslutte alle sin taler i Senatet, uanset emnet, med ordene: Ceterum censeo Carthaginem esse delendam.

Denne latinske sætning har prentet sig ind i min bevidsthed, fordi den indeholdt to helt særlige og komplicerede grammatiske former, nemlig ’akkusativ med infinitiv’ (Carthaginem esse) og ’gerundiv’ (delendam). Det krævede en voldsom stor anstrengelse for vor latinlærer på Aalborg Katedralskole, René Jørgensen, som ikke var kendt for sin tålmodighed med grammatisk svage elever, at få os til at forstå disse grammatiske spidsfindigheder, så vi kunne oversætte teksten korrekt: ”I øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges.”

Når jeg på det seneste er kommet til at tænke på René og Cato, er det, fordi vi måske i dag må kopiere Catos metode. Ikke fordi det danske kongerige trues af nogen fjende udefra, men fordi det danske samfund trues indefra af moralsk råd og svamp.

SVM-regeringen under ledelse af Mette Frederiksen, der har markedsført sig som børnenes statsminister, har besluttet, at den 6-årige dreng, som er dansk statsborger, men som efter sit årelange ophold i al-Roj lejren er i fare for at pådrage sig kroniske skader og måske dø, ikke sammen med sin mor må komme til Danmark, hvor han kan få den hjælp, som han har brug for. Beslutningen er et resultat af en politisk studehandel mellem de tre regeringspartier, og åbenbart er det for dem vigtigere ikke at tabe ansigt, end at tabe et lille dyrebart menneskeliv.

I den situation, er der al mulig grund til i enhver politisk samtale at bringe dette spørgsmål op, og sige højt og tydeligt op i politikernes åbne ansigt, ”I øvrigt mener jeg, at drengen og hans mor skal hjem til Danmark”. Vi må aldring give dem frem, men må sige det igen og igen, indtil de politiske magthavere vågner op og tager ansvaret for drengen på sig.

For Cato gik der 11 år, inden Cato fik sin vilje og Kartago blev ødelagt og Rom reddet. Forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden vore politikere kommer til fornuft, for til den tid vil det være for sent. Et sådant svigt vil koste et af vore børn livet og være en moralsk skamplet på vort land.

Aarhus, onsdag, den 24. maj 2023
Mogens S. Mogensen

Mission i dag og i morgen – ifl. Chat

I går var jeg sammen med et dusin naturligt intelligente mennesker for at drøfte, hvad mission er i dag? I dag valgte jeg så at konsultere en af mine nye bekendt, den kunstigt intelligente Chat (også kendt som ChatGPT), for at få et andet bud på, hvad mission er i dag. Jeg skylder at sige, at jeg kun har lært Chat at kende over nettet, og ikke engang ved, om Chat er en mand eller en kvinde.

Jeg begyndte med at spørge, ”Hvad er kristen mission?”, hvortil min nye ven Chat svarede: ”Kristen mission refererer til praksis med at sprede kristendommens budskab og formål til mennesker, der ikke er kristne, med det formål at overbevise dem om sandheden og hjælpe dem med at opnå frelse og tilbedelse af Gud. Kristen mission indebærer typisk at evangelisere eller prædike evangeliet om Jesus Kristus til ikke-kristne og tilbyde dem muligheden for at modtage ham som deres frelser og herre. Dette kan ske gennem forskellige aktiviteter, herunder prædikener, bibelstudier, missionsture, kristne bøger, musik og så videre. Kristen mission har været en vigtig del af kristendommen siden dens begyndelse og er fortsat en central praksis for mange kristne kirkesamfund og missionærorganisationer rundt om i verden.”

OK, tænkte jeg, men jeg har også brug for at få et svar på spørgsmålet, ”Giver det mening at bruge ordet mission om kirkens arbejde i dag?”. Hertil giver min ven Chat et rigtigt politikersvar: Det er et spørgsmål om fortolkning og perspektiv, om hvorvidt det giver mening at bruge ordet mission om kirkens arbejde i dag. Nogle vil argumentere for, at missionsbegrebet har en historisk og kulturel baggrund, der ikke passer til det moderne samfund og kirkens nuværende praksis. De mener, at ordet mission kan være problematisk, da det kan associeres med kolonialisme, overtrædelse af menneskerettigheder og forsøg på at omvende folk til en bestemt religion eller kultur. Derudover kan ordet mission også fremstå som forældet og begrænset, da det primært handler om udbredelse af kristendommen. Andre vil argumentere for, at missionsbegrebet stadig er relevant i dag, da det kan bruges som et udtryk for kirkens ønske om at være aktiv i samfundet og arbejde for at hjælpe og støtte andre. De mener, at kirkens opgave er at bringe evangeliet ud i verden og at mission kan være en måde at udtrykke den kirkelige opgave og vision på. Derudover kan missionsbegrebet også bruges bredere til at beskrive kirkens arbejde med at fremme sociale retfærdighed, fred og menneskelig værdighed i samfundet. I sidste ende afhænger det af den enkelte kirkes syn på missionsbegrebet og dens praksis.”

Jeg tænkte, at jeg lige måtte have uddybet spørgsmålet om forholdet mellem mission og kolonialisme. Her forklarede Chat bl.a., at ” I koloniale kontekster var mission og kolonialisme ofte tæt forbundet, da missionærer ofte rejste til kolonierne og arbejdede sammen med de koloniale myndigheder for at sprede kristendommen og etablere kristne kirker. Dette kunne undertiden føre til konflikt med den lokale befolkning og kunne opfattes som en del af kolonialismens forsøg på at dominere og kontrollere de koloniserede samfund. Selvom mission og kolonialisme var tæt forbundet i historien, er det vigtigt at huske, at de er forskellige fænomener, og at mission i dag ofte tager form af en bestræbelse på at hjælpe mennesker i nød, uafhængigt af politisk eller økonomisk magt og kontrol.”

Da jeg så bad Chat nævne nogle missionsmetaforer, fik jeg dette svar: ”Missionsmetaforer er billedsprog eller udtryk, der bruges i sammenhæng med kristen mission for at beskrive dens formål, mål eller virkning. Her er nogle eksempler på missionsmetaforer:

• Fiskere: Jesus kaldte sine disciple for “fiskere af mennesker” (Markus 1,17), og metaforen bruges ofte i missionssammenhæng for at beskrive at sprede kristendommen til ikke-troende mennesker.
• Lys: Jesus beskrev sig selv som verdens lys (Johannes 8,12), og metaforen bruges ofte til at beskrive kristendommens rolle i at bringe lys og håb til verden.
• Salt: Jesus beskrev sine disciple som “jordens salt” (Matthæus 5,13) og metaforen bruges ofte til at beskrive kristendommens rolle i at bevare og forbedre samfundet.
• Høst: Jesus talte ofte om høsten og brugte metaforen til at beskrive missionens formål om at samle mennesker til tro på Gud.
• Soldater: Apostlen Paulus beskrev kristne som “Guds soldater” (2. Timotheus 2,3) og metaforen bruges ofte til at beskrive missionens kamp mod ondskab og åndelige fjender.
• Byggere: Paulus brugte metaforen om at bygge et hus for at beskrive missionens arbejde med at opbygge kirker og kristne fællesskaber.
• Vandrere: Metaforen om at vandre eller rejse beskriver ofte missionens karakter af en rejse eller en pilgrimsrejse, hvor kristne rejser sammen på vej mod et fælles mål.
• Såning: Jesus brugte ofte metaforen om at så frø for at beskrive missionens arbejde med at sprede kristendommens budskab og håb til mennesker.”

Inden vi går videre med vore drøftelser om, hvordan vi skal forstå og give udtryk for mission, kunne det være spændende at få Chats svar på spørgsmålet ”Er der en fremtid for kristen mission?” Efter at have kigget i krystalkuglen svar Chat, at ”Spørgsmålet om, hvorvidt der er en fremtid for kristen mission, er et komplekst spørgsmål, som der ikke er et enkelt svar på. Kristen mission har eksisteret i flere århundreder, og dens praksis og formål har ændret sig over tid. Mens nogle fortsat ser kristen mission som en vigtig del af kirkens opgave med at udbrede evangeliet og tjene verden, ser andre det som et udtryk for kulturimperialisme og et forsøg på at påtvinge kristendommen på andre kulturer og religioner. Den globale udvikling og diversitet i religiøse og kulturelle overbevisninger betyder, at mission ikke længere kan antages at være en ensidig bevægelse fra den “udsendende” kristne kultur til “modtager” kulturerne. Derfor må kristne missionærer og kirker i dag tage højde for kulturelle og religiøse forskelle og overveje, hvordan kristendommen kan være relevant og meningsfuld for mennesker i forskellige kontekster og samfund.

Mange kirker og kristne organisationer er fortsat involveret i mission og søger at finde nye måder at nå mennesker på og tjene verden på. Det er også vigtigt at bemærke, at mange kristne organisationer og missionærer i dag også er opmærksomme på tidligere tiders fejltagelser i forhold til kulturimperialisme og søger at lære af fortiden og engagere sig i mission på en mere respektfuld og dialogbaseret måde.”

Spørgsmålet er, om Chats svar er påvirket af hans/hendes personlige holdninger. Derfor spurgte jeg om hans/hendes holdning til kristen mission, og om han var kristen ” Som en kunstig intelligens har jeg ingen personlig holdning til kristen mission” og ” Som en kunstig intelligens har jeg ingen religiøs overbevisning eller følelser.” Det lyder lidt kunstigt, Chat har ingen personlige holdninger overbevisninger eller følelser. Men jeg må forholde mig kritisk til min nye gode vens objektivitet, for som den amerikanske filosof, Thomas Nagel, har sagt ”There is no view from nowhere”, og det måtte også gælde for Chat.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne huske, hvem der havde sagt det, men Chat gav mig generøst svaret og føjede et vigtigt perspektiv til. ”Udsagnet “There is no view from nowhere” er en sætning fra den amerikanske filosof Thomas Nagel. Det er også titlen på hans bog fra 1986, hvor han undersøger spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå objektiv viden og perspektiver på verden og andre mennesker, samtidig med at vi er begrænset af vores subjektive oplevelser og perspektiver. Nagel argumenterer for, at vores forståelse af verden altid er begrænset af vores begrænsede position og perspektiv, og at vi aldrig kan opnå et “nået sted” syn på verden, der er uafhængig af vores personlige eller kulturelle kontekst.”

Det bekymrer mig også lidt, at han ikke kender mig ret godt. Fx skriver han bl.a. at jeg er ”en dansk præst” og at jeg har været ”missionær i Tanzania”. Men det er da muligt, at han vil lære mig bedre at kender, hvis vi fortsætter bekendtskabet, selvom det nok forbliver noget kunstigt.

Christiansfeld, onsdag, den 3. maj 2023
Mogens S. Mogensen

“Udlændinge fra hele verden i Danmark” – en ny TV-serie?

I denne tid kører der en spændende TV serie om ”Danskere i verden”, som jeg varmt kan anbefale. DR skriver om serien, at ”Stéphanie Surrugue rejser gennem historien og over seks kontinenter for at fortælle historierne om nogle af de danske udvandrere der gennem tiden og stadig i dag sætter aftryk i verden.” Som dansker kan man ikke undgå at blive stolt over at høre om disse danskere og den indsats de øvede i de lande, som de slog sig ned i som indvandrere, permanent eller i en årrække. Som serien viser, var danskernes indsats dog ikke altid uproblematisk, og tak for at serien også gør opmærksom på det.

På samme måde ville det være meget relevant, at Danmarks Radio producerede en TV-serie om ”Udlændinge fra hele verden i Danmark”, om indvandrere, der gennem tiden og stadig sætter aftryk i Danmark. Som dansker ville man ikke kunne undgå at blive taknemlig over at høre om disse indvandrere og den indsats, de øvede i Danmark, hvor de slog sig ned som indvandrere, permanent eller i en årrække. Serien ville naturligvis også skulle vise, at indvandrernes indsats ikke altid har været uproblematisk, og det er vigtigt også at gøre opmærksom på det, for at få et nuanceret billede af indvandrerne.

I de sidste godt 300 år, som serien omhandler, er mange danskere udvandret, og udvandringen har været drevet af mange forskellige faktorer og motiver. Numerisk størst betydning har fattigdom nok haft, idet ca. 354.000 danskere mellem 1820 og 1930 udvandrede til USA og Argentina for der at skaffe sig en anstændig tilværelse. De fleste af dem slog sig ned for bestandig i USA og Argentina, men vi taler stadig om dem som hhv. dansk-amerikanere og dansk-argentinere. Før det spillede hele koloniseringen en stor rolle, idet der blev etableret danske kolonier i Asien, Afrika og Amerika, hvor danskere slog sig ned og blev engageret i handel (inkl. slavehandel) og plantagedrift. Mission bragte også hundredvis af danskere rundt i verden som en slags indvandrere, der dog i de fleste tilfælde vendte hjem til Danmark igen. I nyere tid har globaliseringen ført mange danskere ud i verden, og i alle perioder har eventyrlyst også spillet ind.

I den samme periode har vi også haft forskellige former for indvandring til Danmark. Danske konger har flere gange inviteret religiøse grupper, hvoraf nogle led under forfølgelse i deres hjemland, til Danmark for at fremme den økonomiske udvikling. Det gælder fx de huguenotter (reformerte) som fra 1720 kom til Danmark, og også de herrnhutere, som i 1772 fik tilladelse til at slå sig ned her i Tyrstrup sogn i Sønderjylland. Jøder er søgt til Danmark pga forfølgelser i deres hjemland. Polakker kom til Danmark for at arbejder i sukkerroemarkerne i begyndelsen af forrige århundrede. Dertil kommer en række enkeltpersoner, som af forskellige årsager slog sig ned i Danmark som indvandrere. I slutningen af 1960’erne inviterede vi gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet til at komme til Danmark, da vi manglede arbejdskraft. I de følgende årtier var det især flygtninge, der i stort tal kom til Danmark. I de seneste år har der været en stor indvandring fra EU og fra Østeuropa pga. efterspørgslen efter arbejdskraft. Og allersenest er mange tusinde ukrainere flygtet til Danmark pag. Ruslands krig mod Ukraine Alt i alt udgør indvandrerne i dag knap 12% af befolkningen.

Det ville være på sin plads, om Danmarks Radio som en del af sin ’public service’-funktion producerede en serie om, hvilken betydning nogle af disse indvandrere gennem tiden har haft for udviklingen af det danske samfund. Vi bliver gennem udsendelsen ”Danskere i verden” godt oplyst om dansk udvandring, men jeg savner en serie, som kan give en sober og nuanceret oplysning om ”Udlændinge fra hele verden i Danmark”, hvor der lige som i den aktuelle serie især sættes fokus på indvandreres positive aftryk, samtidig med at vi også hører om de problematiske sider af denne migration.

Christiansfeld, onsdag, den 19. april 2023
Mogens S. Mogensen

U-landshjælp til USA?

Da jeg læste avisen i går, kom jeg til at tænke på, om USA måske har brug for U-landshjælp. USA har i efterhånden mange år været ramt at en dødsensfarlig og smittefarlig sygdom, ”gunnitis”, eller på engelsk ”Gun-addiction”.

I en bank i Kentucky kostede et masseskyderi fem mennesker livet. I de senere år har der været op imod 400 masseskyderier  (hvor fire eller flere bliver dræbt) om året, der årllgt har kostet mellem 40 og 50.000 dødsofre, samtidig med at omkring 80.000 er blevet såret hvert år. Denne epidemi har netop overhalet trafikulykker som den hyppigste dødsårsag for børn og unge.

Det tyder på, at amerikanerne ikke magter at bringe denne dødsensfarlige epidemi, der nok har rødder tilbage til det vilde vesten,  til ophør, eller blot reducere antallet af dens ofre, idet der stadig er 393 millioner skydevåben i private hjem i USA. Denne afhængighed af skydevåben minder om afhængighed af tobak, narkotika og spil, men mens disse afhængigheder først og fremmest rammer de afhængige, så går våbenafhængigheden i høj grad også ud over andre.

Vi kender det fra andre u-lande (ja, egentlig også fra vort eget land), at det er vanskeligt at ændre et lands kultur, også selvom denne kultur på nogle områder kan være skadelig, ja, direkte destruktiv. Tænk blot på korruptionen, som i mange u-lande bremser den økonomiske udvikling. Men ikke desto mindre kan visse kulturændringer – uanset hvor vanskelige de ofte kan være at gennemføre – være nødvendige, hvis befolkningens velfærd skal sikres.

Hvordan kan omverdenen se passivt til, mens en befolkning lider under konsekvenserne af en destruktiv kultur, der fører til en dødelig epidemi? Her i Danmark er vi i forvejen blevet mere og mere kreative, når det gælder, hvad vi kan bruge vore u-landsmidler til. Måske skulle vi – sammen med andre lande, der deler vores bekymring – tilbyde USA en form for u-landshjælp, så de måske kunne lære af andre (på dette område) mere udviklede lande, hvordan man forebygger ”gunnitis”, altså ”Gun-addiction”.

Christiansfeld, fredag, den 14. april 2023
Mogens S. Mogensen

Velsignelse, næstekærlighed, tjeneste, vidnesbyrd – og mission. – Metaforer om kirkens kald og opgaver i verden – 6

Hvis vi skulle finde et andet ord eller en anden metafor for ”kirkens og kristnes kald og opgaver i verden” til erstatning for ’mission’, hvilke gode muligheder er der så? Som det er fremgået af de forudgående blogindlæg, så er der talrige metaforer i både Gammel og Ny Testamente at vælge mellem. Hver metafor understreger en eller flere bestemte dimensioner af kirkens og kristnes kald og opgaver i verden, men er der metaforer, som ville kunne rumme alle dimensionerne? Og i givet fald, er nogle af disse metaforer anvendelige for os i dag?

En oplagt kandidat fra Gammel Testamente er ’velsignelse’ – gå og vær en velsignelse. Gud velsigner os for at vi skal være en velsignelse i verden. Metaforen kan efter min mening rumme alle dimensionerne af det, som er kirkens og kristnes kald og opgaver i verden, nemlig gennem det som vi er, gør og siger at bringe velsignelse til mennesker. Men jeg tvivler på, at metaforen i praksis er anvendelig i alle de sammenhænge, hvor vi gerne ville kunne bruge den.

Det dobbelte kærlighedsbud, og især det andet led, om at elske sin næste som sig selv – altså næstekærlighed – kunne indholdsmæssigt også rumme alle dimensionerne af kirkens og kristnes kald og opgaver i verden, men måske favner det for bredt, og jeg tror heller ikke denne kærligheds-metafor i praksis er brugbar.

Hans Raun Iversen har tidligere foreslået, at vi skulle overveje at skifte ordet mission ud med diakoni, altså tjeneste. I Tranquebar-missionen, hvor den danske konge var den første til at bruge ordet mission i et sådant projekt, omtalte de pietistiske missionærer deres arbejde som ”Dienst der Seelen” og ”Dienst des Leibes”, og diakoni og tjeneste kan udmærket rumme alle dimensionerne i kirkens og kristnes kald opgaver i verden. Diakoni/tjeneste har den fordel, at det (måske i modsætning til mission, forstået i en kolonial sammenhæng) signalerer, at opgaven udføres fra neden. Diakoni, er for mange et fremmedord, og for dem, der kender det, bringer det tanken hen på diakonisser. Tjeneste er nok heller ikke anvendelig, da opgaven så let kunne forstås som at gøre mennesker en tjeneste og udsendingene kunne blive kaldt tjenestemænd (m/k).

I en engelsk kontekst har ’witness’, altså på dansk ’vidnesbyrd’, været et ret populært ord til at betegne kristnes og kirkens kald og opgaver i verden. Altså i ord og handling at vidne om Jesus. Også dette ord kan rumme alle dimensionerne, men på dansk fungere ’vidnesbyrd’ og det at ’vidne’ ikke godt som et overordnet begreb for kristnes og kirkens kald og opgaver i verden, idet det kan lede tanken hen på Jehovas Vidner, og ordet ’vidnesbyrd’ ikke er et ord, som er gængs i kirkelige kredse i dag.

Så vidt jeg kan se, bliver det meget vanskeligt at finde et godt ord til erstatte ordet ’mission’ som overskriften over kristnes og kirkens kald i verden med velsignelse, næstekærlighed, tjeneste, vidnesbyrd eller andre af de metaforer, jeg har gennemgået. Derfor vil jeg afslutningsvist vende tilbage til metaforen ’mission’.

Udgangspunktet var, at mission i manges bevidsthed er knyttet til kolonialisme. Det er da også sandt, at man først begyndte at bruge ordet mission om kristnes og kirkens kald og opgaver i verden i kolonitiden. Men ordet mission er ældre end kolonialismen, nemlig som en betegnelse for Faderens sendelse (mission) af Sønnen til verden og Faderens og Sønnens sendelse til verden – for at frelse verden. I den betydning kan vi altså stadig – når det gælder indholdet – bruge ordet mission om Guds mission i forhold til verden, altså om alt det den treenige Gud har gjort, gør i dag og fremover vil gøre for at frelse verden. Specielt i akademiske sammenhænge er der derfor al mulig grund til at holde fast ved begrebet mission for også fremover at kunne begribe og begrebsliggøre kristnes og kirkens kald og opgaver i verden i al deres mangfoldighed.
 
For så vidt som ’mission’ vækker koloniale associationer i bestemte sammenhænge, så er vi henvist til at supplere vores beskrivelse af kristnes og kirkens kald og opgaver i verden med de til enhver tid mest relevante metaforer, som Bibelen er så fuld af.

Christiansfeld, onsdag, den 12. april 2023
Mogens S. Mogensen

Kristus er opstanden! – Ramadan Mubarak!

I mange år fik jeg hvert år påskemorgen en sms fra en af mine gode venner. I SMS’en stod der blot ”Kristus er opstanden” – og jeg sendte straks et svar tilbage ”Ja, sandelig, han er opstanden!”. Så var det blevet påske!

I år har jeg fået en påskehilsen fra Mohammad, som har glædet mig meget. Min gode ven Mohammad skriver:

“On the day of Resurrection I quote from the H. Quran 3/55:

Remember when God said: “O Jesus I shall cause you to die and make you ascend to me. I shall purify you from those who blasphemed, and I shall raise those who followed you above those who blasphemed until the day of Resurrection”. (Imran – 55).

With my best wishes

Mohammad”

Mohammad er ikke kristen, men muslim. Alligevel søger han at finde et tilknytningspunkt i sin religion, så han på den dag, Jesus opstod fra de døde, den dag, som er kristendommens vigtigste fest, kan ønske mig en glædelig påske.

Islam er ikke kristendom, og kristendom er ikke islam, men både kristne og muslimer tror på Gud; og den Jesus, som vi kristne tror på som Guds Søn og verdens frelser, ærer muslimer som en Guds profet, og ved, at Gud oprejste ham fra de døde. Og netop i år falder muslimernes faste sammen med den kristne faste og påsken.

Derfor må jeg straks svare min muslimske vens hilsen og det på en måde, som giver mening for ham midt i hans højtid. Mohammad har lige som min kristne ven skrevet ”Jesus er opstanden!” Og så må jeg også svare ham, lige som jeg svarede min kristne ven, ”Ja, sandelig han er opstanden”- og tilføje, ja, ”Gud er stor”, som der står i Salme 70,5, og så må jeg ønske ham en velsignet faste, ”Ramadan Mubarak”.

Alle, både kristne, muslimer, hinduer, buddhister, ateister og agnostikere og alle andre ønskes en glædelig påske, for Kristus er opstanden – Ja, sandelig, han er opstanden!

Påskedag, den 9. april 2023
Mogens S. Mogensen

Missions-metaforer i Det gamle Testamente – Metaforer om kirkens kald og opgaver i verden – 5.

Mission spiller en afgørende rolle i Ny Testamente, og derfor er det naturligt, at det er derfra de fleste missions-metaforer hentes. Men der er også inspiration at hente i Gammel Testamente.

Den første ’missions’-befaling møder vi allerede på Bibelens første sider, nemlig i skabelsesberetningen. Her giver Gud en befaling rettet til hele menneskeheden, og ikke bare til Adam og Eva. ”Gud velsignede dem og sagde til dem ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk og himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden” (1 Mos 1,28). En parallel til denne befaling møder vi i det næste kapitel, hvor mennesket sættes til at dyrke og vogte haven (1 Mos 2,15). I en tid med klima- og biodiversitetskrise bliver denne ’missions-’befaling meget relevant.

Beretningen om Kain og Abel minder os om, at vi ikke bare skal vogte skaberværket, men også vogte og tage ansvar for hinanden. Efter at Kain havde dræbt sin bror, spørger Gud ham, ”Hvor er din bror Abel?” Kain svarer med et spørgsmål – ”Skal jeg vogte min bror? – og Guds implicitte svar er, ja, du skal vogte din bror.  Her kaldes menneskeheden til at være forvaltere af hele skaberværket – altså mission som ’forvalterskab’.

Mens ovenstående er ’missions’-befalingen  via Adam og Eva til hele menneskeheden, så møder vi i beretningen om Abraham ’missions’-befalingen via Abraham til Israel. ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse….. I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 13.1-3). Velsignelsen ligger både i forlængelse af Guds velsignelse af mennesker og hele skaberværket i skabelsen og peger frem mod den ultimative velsignelse i Kristus og må også forstås som det at være til velsignelse for alle de mennesker, som Abraham (og efter ham Guds folk) møder.

I bogen God’s Mission. Unlocking the Bible’s Grand Narrative (2006) skriver Christopher Wright, at ”It could be entirely appropriate, and no bad thing, if we took this text as “the Great Commission.” Certainly it is the biblical foundation on which the text in Matthew is based that is usually elevated to that role. […] There could be worse ways of summing up what mission is supposed to be all about than “Go … and be a blessing(s. 214).” Her kaldes vi altså til at være en velsignelse – altså mission som ’velsignelse’.

Ud over disse to grundlæggende missions-metaforer er der mange andre, der kan inspirere os i mission i dag. Det gælder fx exodus-beretningen, altså udvandringen fra Egypten under ledelse af Moses. I Anden Mosebog læser vi om, hvordan Gud åbenbarer sig for Moses i en brændende tornebusk. Gud siger: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten … og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidstrakt land, et land, der flyder med mælk og honning…. Du skal føre mit folk ud af Egypten”. (2 Mos 3,7-11). Her er der altså tale om mission som befrielse fra undertrykkelse.

Også beretningen om erobringen af det forjættede land har været brugt som inspiration til mission. Efter Moses’ død siger Gud til Josva: “Gå nu over Jordan med hele dette folk til det land, jeg vil give israelitterne. Hvert sted, hvor I sætter foden, giver jeg jer, sådan som jeg lovede Moses” (Jos 1,1-3). Erobringen af Kana’ans land er blevet set som et billede på kristningen af hedenske folkeslag – og har måske også været med til at legetimere brugen af vold for at nå målet. Vi møder nogle af de samme tanker i korstogstiden, især i de såkaldte missionskorstog i Østersøen, som Danmark deltog i, og der har da også været en kristen missionsorganisation, som har brugt ordet ‘korstog’ i sit navn. Her er der altså tale om mission som erobring og korstog.

Offentlighedsteologi er dybest set også en form for mission, og her har man også hentet metaforer fra Det Gamle Testamente. Den ‘nationbuilding’, som israelitterne gik i gang med efter erobringen af det forjættede land – og igen efter hjemvendelsen fra eksilet – har også givet inspiration til kristnes engagement m.h.t. udviklingen af det moderne samfund. I den forbindelse har der været tale om kirkens profetiske rolle, med afsæt i den kritiske virksomhed, som profterne udøvede i Israel, bl.a. med afsæt i jødernes pagtmæssige forpligtelse til at vise omsorg for enken og den faderløse, den fattige og den fremmede. Kaldet til et samfundsmæssigt engagement møder vi også hos Jeremias, mens Israelitterne var i eksil i Babylon. “Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem ….. Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til og bed til Herren for den; går den den godt, går det også jer godt” (Jer 29,4-7). Her er der altså tale om mission som et samfundsmæssigt engagement.

Endelig kan man også tale om en forståelse af mission i Det Gamle Testament, som også videreføres i Ny Testamente, som lovsang. I mange salmer i Salmernes Bog opfordres israelitterne til at lovprise Gud. Lovsang er menneskets respons på åbenbaringen af Guds godhed og Guds frelsende gerninger. Lovsangen er en bekendelse for hele verden, og alle mennesker, ja, hele skaberværket skal inddrages i den lovsang. Biskop Ole Bertelsen har en gang sagt, at “Mission er at lade verden lytte til vore lovsange”.

Der er således mange metaforer for mission i Det Gamle Testemente. Det er måske ikke alle metaforer – som fx mission som erobring – som det vil være hensigtsmæssigt at bruge i dag, mens vi måske med større udbytte kunne anvende metaforer som forvalterskab, velsignelse, ‘nationbuilding’ og lovsang i vor mission.

Christiansfeld, lørdag, den 8. april 2023
Mogens S. Mogensen

Revideret, den 10. april 2023

Missionsmetaforer i Ny Testamente. Metaforer om kirkens kald og opgaver i verden – 4

Ordet mission optræder ikke i Ny Testamente, men hvilke metaforer, begreber, ord og billeder bruger Ny Testamente om det, som vi i dag kalder mission? Lad os begynde fra en ende af med Mætthæus-evangeliet, hvor Jesus taler om, at han vil gøre dem, der følger ham til menneskefiskere (Matt 4,19).

Denne metafor har Grundtvig bygget en hel salme over, nemlig ”Der sad en fisker så tankefuld”, hvor Jesus bl.a. siger til Simon: ”jeg vil dig lære herefter snildt, lyslevende folk at fange”. Og Peter kom i skole som menneskefisker hos Jesus: ”og folk han fanged i tusindtal, og end er ikke på jord forbi, det store menneskefiskeri.” Så her er ’mission’ beskrevet som ’menneskefiskeri’, og de, der engagerer sig i dette ’menneskefiskeri’ (fx et missionsselskab?) kaldes for ”Sankt Peders Gilde”. I de sidste tre vers angives ligefrem en ’menneskefiskeriets’ etik, når det gælder om at føre mennesker til livets kilde, tydeligst i det næstsidste vers, hvor der står:

Med lys vi komme, med kors vi gå,
vi vil ingen sjæl bedrage:
de ved det alle, vi kalde på,
at verden de må forsage;
på snekken vejer det røde flag,
vort garn vi sætte ved højlys dag
og ej i de smalle sunde.

I øvrigt er det værd at notere sig, at ordet mission heller ikke optræder i Den danske Salmebog, men i mange af vore salmer møder vi bibelske metaforer (for mission).

I bjergprædikenen beskrives ’missionen’ sådan, at disciplene skal være ”jordens salt” og ”verdens lys”, og lyset skal ”skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,13-16). Når der siges, at disciplene skal være ’verdens lys’, så betyder det, at de i deres væren og gøren skal reflektere det ’verdens lys’, som Jesus er. Og at være verdens salt kan vel betyde, at vi både skal være med til at give livet (maden) en god smag og være med til at bevare verden mod forrå(dn)else. ’Mission’ er at være lys og salt i verden. Her handler ’mission’ altså ikke om, hvad disciplene skal sige, men om, hvad de skal være og gøre. Det flugter med det udsagn, der tillægges ’missionæren’ Frans af Assisi: ”Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord”.

I slutningen af kap. 9 bruges ordet ”høst” om ’mission’, og ’missionærerne’ bliver derfor ’høstarbejdere’. I en salme om ’missionsbefalingen’ i Matt 28, skriver Johannes Johansen om mission som høstarbejde:

Hvad du befaler os at holde,
skal blive travle hænders lyst.
Og alle marker, der var golde,
se, de står hvide nu til høst.
Med jord og Himmel i din magt
skal alting ske, som du har sagt

Paulus arbejder indenfor samme billedkreds, når han i 1 Kor 3 skriver: ”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.” Her indgår der altså flere arbejdsopgaver i ’missionen’, nemlig at plante og vande.

I Matt 10, hvor Jesus udsender sine 12 disciple, siger han bl.a.: ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred de syge, opvæk døde, gør de spedalske rene, driv dæmoner ud”. Her er det klart, at disciplenes ’mission’ ligger helt i forlængelse af den beskrivelse af Jesu ’mission’, som står i slutningen af kap 9: ”Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse”. Her beskrives disciplenes mission som en udsendelse i Jesu fodspor.

I den såkaldte ’missionsbefaling’ i Matt 28,18-20 består ’missionen’ i at disciplene skal gøre andre mennesker (ja, alle folkeslagene!) til Jesu disciple. På engelsk taler man om ”disciple making”, men vi har ikke et tilsvarende ord på dansk.

Hos Markus og Lukas møder vi flere af de samme metaforer som hos Mattæus. Markus’ ’missionsbefaling’ indebærer, at disciplene sendes ud i alverden for at prædike evangeliet for hele skabningen (Mark 16,15), og det kobles sammen med uddrivelse af dæmoner og tale med nye tunger, mirakler og helbredelse af syge.

Lukas afslutter sin beretning om Peters fiskefangst (kap 5) med, at Jesus fortæller ham, at ”Fra nu af skal du fange mennesker”. Altså igen mission som ’menneskefiskeri’. Det er kun Lukas, der beretter om udsendelsen af de 72. En nærlæsning og tolkning af Luk 10,1-2 afdækker en lang række metaforer for ’mission’: at bede (om at Gud må sende arbejdere ud til sin høst), at komme som gæst (i menneskers hus/liv), at bringe fred, at arbejde sammen med mennesker, at have måltidsfællesskab, at helbrede (de syge), at prædike (om Guds rige, der er kommet nær).

I Lukas 10,27f står der, at Gud byder os at elske ham af hele vores hjerte og vores næste som os selv, og hvad det indebærer, illustrerer han med fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Man kan argumentere for, at det er den mest omfattende ’missionsbefaling’: elsk din næste som dig selv. Det har bl.a. Niels Møller udfoldet i en salme:

Guds kærlighed ej grænse ved.
Hans ord os åbenbarer,
at den er dyb og lang og bred,
og at den evig varer.
Men mærkes skal den her på jord,.
hvor lidende iblandt os bor,
og ringe undertrykkes.

Kun den er i Guds rige stor,
hvem kærligheden tvinger,
som uden blik til løn på j
sit offer stille bringer,
som går, hvor du ham byder gå,
og takker, at dig selv han må
i dine brødre tjene.

I Luk 24 berettes der om to disciples vandring til Emmaus, hvor de oplever at den opstandne Jesus slår følge med dem. Mission er ud fra denne metafor forstået som at slå følge med et andet menneske et stykke på hans eller hendes vej, og opleve at Jesus slå følge med dem og åbenbarer sig for dem. Den fælles vandring kan også ses i lyset af Jesu kald til mennesker om at følge ham. Jesus betegnelse af sig selv som ‘vejen” og omtalen af den kristne gruppe i Apostlenes Gerninger som ‘vejen’. Her er mission altså illustreret ud fra metaforen ‘medvandring’ eller ‘følgeskab’, og metaforen understreger det relationelle, gensidige og ligeværdige i mission, og mission som proces.

Lukas har også noteret en ’missionsbefaling’ af Jesus, når han efter opstandelsen siger, at ”i hans (Kristi) navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vinder om dette” (Luk 24,46-48). ’Missionsbefalingen’ gentages i kortere form i begyndelsen af Apostlenes Gerninger, der jo også er skrevet af Lukas: ”I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige ind til jordens ende (ApG 1,8). Mission beskrives her med ordene at prædike og at være vidner. Ingemann skriver i salmen ”Fra himlen Herrens Ånd nedfor”, at

Hvad Herrens store vidner så,
al verden skal fornemme;             
Guds ord skal verdens grænser nå
med tusind tungers stemme.
Velkommen, krafts og friheds Ånd!
Du løser alle tungers bånd
og alle sjæles lænker.

’Mission’ som det at vidne illustreres lidt senere i Apostlenes Gerninger, hvor Rådet havde forbudt Peter og Johannes at ”forkynde eller undervise i Jesu navn” (hvilket i sig selv er en måde at udtrykke ’mission’). Her svarer Peter og Johannes, at ”vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG 4,20). Mission er her, at man ikke kan lade være med at dele med andre, det som man selv har oplevet.

Vi gemmer lige Johannes til sidst og hopper videre til Paulus. I 2 Kor 2 bruger Paulus et smukt billede på ’mission’. ”Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem der frelses., og blandt dem, der fortabes – for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv”. At være i ’mission’ er altså ifølge Paulus at være en ”Kristi vellugt for Gud” blandt mennesker.

I 2 Kor 12 taler Paulus om de forskellige nådegaver, Ånden giver til menigheden. Menigheden er som et legeme med forskellige lemmer med hver sin tjeneste som fx at være apostle, profeter, lærere eller at hjælpe og helbrede. Et legeme, hvor Kristus er hovedet, og med mange forskellige lemmer er her et billede på kirkens mission. Lars Busk Sørensen har udfoldet denne tanke i salmen ”Menneske din egen magt”, hvor der blandt andet står

Du skal bringe verden fred,  
dagligt brød og kærlighed.                    
Livets Gud har dine hænder,                     
derfor er det dig, han sender,                     
når din næste lider nød.

I Andet Korintherbrev taler Paulus om ’mission’ som en ”forligelsens tjeneste”. Gud forligte verden med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste. Og i denne ”forligelsens tjeneste” er vi ”udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os: Lad jer forlige med Gud!” (2 Kor 5,17-21). At være missionær er her at være udsending, eller som der står i andre oversættelser, ambassadører for Kristus.

I Efeserbrevet bruger Paulus militante metaforer for at beskrive kirkens ’mission’. Efeserne opfordres til at tage Guds fulde rustning på. ”… tag som sko på fødderne villighed til at forkynde fredens evangelium … Grib frelsens hjelm og Åndens sværd som er Guds ord” (Ef 6,10-20).

Den norske missionær Karl Ludvig Reichelt har i en kendt missionssalme taget udgangspunkt netop i billedet af mission som en kamp og missionærerne som en hær.

Din rigssag, Jesus, være skal
min største herlighed.
Tak, at jeg også fik dit kald
til her at være med!
Uværdig er jeg, Herre kær,
at høre til i rigets hær,
men du, som gav mig vennenavn
og tog mig kærligt i din favn,
giv du mig magt
at gå, hvor du har sagt!

Mange steder både i evangelierne og hos Paulus beskrives kristnes opgave i verden som en tjeneste (gr. diakonia), hvor det både handler om at tjene Gud og medmennesker. Det skal naturligvis ses i lyset af, at Jesus om sig selv siger, at ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Det udtrykkes meget markant i Hans Anker Jørgensens salme ”Du, som åbner bøgehækkens blade”:

I kan ikke tjene Gud og Fanden,
I må vælge mellem liv og død.
I skal ikke tjene på hinanden,                      
I skal dele glæde, sorg og brød.
Tjen hinanden, I er alle lige,
der er ingen rige i mit rige!

Hos Johannes bruges der også forskellige billeder om ’mission’- Et af dem er, at kristne skal være som grene på vintræet (Kristus), der bærer frugt. I salmen ”Vintræ og grene og frugt hører sammen” understreger Jørgen Kristensen, hvordan vores tjeneste udspringer af og afhænger af vores fællesskab med Kristus.

Glæden er den, at vor Herre alene
ved, hvor i verden han bedst får os brugt.
Glæden er den, at vi vokser som grene,
næres af stammen og bærer dens frugt.

I Jesu ypperstepræstelige bøn taler Jesus om, at mennesker ved disciplenes ord skal komme til tro på Kristus, og at de kristnes enhed er med til at føre mennesker til tro. Her er mission forbundet med ord-forkyndelse og med økumeni (enhed).

Egentlig var jeg på jagt efter alternative metaforer til erstatning eller supplement af ’mission’, men hos Johannes (og også hos de andre evangelister) møder vi om ikke selve ordet mission (eller som den danske oversættelse af dette latinske ord er: sendelse), så dog indholdsmæssigt det samme. Både i Jesu ypperstepræstelige bøn i og i Jesu sidste ord til sine disciple efter hans opstandelse taler Jesus om udsendelse af disciplene: ”Lige som du (Faderen) har udsendt mig, har jeg også udsendt dem til verden” (Joh 17,18). ”Fred være med jer! Lige som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20,21).

Hans Anker Jørgensen beskriver i en salme, ”Hvad er det at møde den opstandne mester”. Det er at blive sendt ud af ham for at gøre noget, der giver mening.

Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

Det ord, der bruges for ’sende’ er apostello, og de disciple, som sendes ud af Jesus for at forkynde evangeliet, kaldes i hele Ny Testamente for ’apostle’. Grundtvig beskriver apostlenes tjeneste på denne måde:

Tunger af ild og dog prædiken mild
giv dem, du salver og sender!
Saligheds ord i apostlenes spor
vandre til jorderigs ender,
så ingen menneskefod har rørt
pletten, hvor ikke dets røst blev hørt!

Alt i alt optræder apostello i en eller anden form 132 gange i Ny Testamente. Så selvom ordene ’mission’ og ’missionær’ først begyndte at blive brugt i kolonitiden i forbindelse med udbredelsen af den kristne tro, så møder vi den samme metafor i et tilsvarende ord i Ny Testamente. Tilmed knyttes Jesu sendelse af disciplene til verden sammen med Faderens sendelse af Sønnen til verden, og dermed er der en indholdsmæssig forbindelse mellem mission som sendelse i Ny Testamente og både den prækoloniale og den postkoloniale brug af ordet mission (i Guds mission).

Et tankevækkende og meget vigtigt fællestræk ved mange af de tekster i Ny Testamente, der handler om mission, er, at der en dobbelthed i kaldet til mission. Vi så det allerede i Matt 4,19, hvor Jesus ikke kun kaldte mennesker til at være menneskefiskere, men sagde, ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere”. Ligeledes i ApG 1,8, hvor der ikke bare står, at disciplene skal være Jesu vidner, men at ”Når Helligånden kommer over jer, skal i få kraft og være mine vidner”. Igen og igen ser vi, hvordan der forud for kaldet til en opgave i verden, er et kald til at komme til Jesus, følge ham, have fællesskab med ham osv. Denne sammenhæng kommer bl.a. til udtryk i flere af Grundtvigs salmer, bl.a. denne:

Kom, sandheds Ånd! og vidne giv,
at Jesus Kristus er vort liv,
og at ej du af andet ved
end ham vor sjæl til salighed!

Gud Faders Ånd! kom til os ned
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
med livets ord til evig trøst!

I Ny Testamente møder vi en lang række metaforer for ’mission’ – og mange flere end der er nævnt her – og der er mere end nok at vælge mellem, når vi også i dag ønsker ud fra Bibelen at sætte ord på kristnes og kirkens opgave i verden. Dertil kommer, at vi naturligvis ikke er begrænset til at bruge metaforer, der direkte optræder i Bibelen. Men spørgsmålet er, om der mon er én metafor, som det ville være hensigtsmæssigt at bruge om kristnes og kirkens kald og opgaver i verden i dag?

Christiansfeld, den 4. april 2023
Mogens S. Mogensen

Revideret den 12. april 2023.