Fra retfærdig krig til retfærdig fred

Var Irak-krigen en retfærdig krig? Og hvad med den krig, som vi stadig er med i i Afghanistan, er det en retfærdig krig? Og finder der overhovedet krige, som er retfærdige. Under alle omstændigheder er krige forbundet med usigelige lidelser og ødelæggelser, så det er svært at tale om, at krige kan retfærdiggøres. Som lutheranere har vi den særlige situation, at toregimentelæren bevirker, at vi er tilbøjelige til kun at anlægge en etisk betragtning med inspiration fra Jesus på vort personlige åndelige liv og på kirkens indre liv, mens vi overlader det offentlige område, og herunder også internationale relationer, til en verdslig etik.

På Danske Kirkedage i Aalborg i dag argumenterede prof. Glen Stassen fra Fuller Theological Seminary i Pasadena, USA, for at flytte fokus væk fra de teoretiske diskussioner om retfærdig krig til de konkrete overvejelser om, hvordan mani effektivt kan virke for en retfærdig fred og dermed forebygge krig.

I bogen, ”The New Paradigm for the Ethics of Peace and War”, hvis første udgave udkom i 1998 med Glen Stassen som redaktør, anviser forfatterne ti praktiske tiltag til retfærdig fredsskabelse. Det specielle ved disse ti praksisser, som Glen Stassen præsenterede os for på fællesmødet i aften, er, at de passer sammen med Jesu lære i bjergprædikenen, samtidig med, at undersøgelser viser, at de i praksis er effektive midler til at skabe fred og undgå ødelæggende konflikter.

1.    Støt ikke-voldelig direkte aktion
2.    Tag selvstændige initiativer for at reducere trussel
3.    Indgå i samarbejde om konfliktløsninger
4.    Anerkend medansvar for konflikt og uretfærdighed. Søg anger og tilgivelse
5.    Arbejd for menneskerettigheder, trosfrihed og demokrati
6.    Støt økonomisk udvikling, som er bæredygtig og retfærdig
7.    Arbejd sammen med de kræfter ,som udvikler sig i det internationale system
8.    Styrk FN og de internationale bestræbelser for samarbejde og menneskerettigheder
9.    Begræns de offensive våben og våbenhandel
10.    Opmuntr til dannelsen af fredsskabende grupper på græsrodsplan

Om den første praksis sagde Stassen bl.a., at ”Ikke-voldelig direkte handling er det først tiltag i retfærdig fredsskabelse. Det spreder sig ud i verden, vælter diktatorer, omdanner nationer fra diktaturer til demokratier og opnår mere retfærdighed, samtidig med at det forhindrer revolutioner og krig. I det arabiske forår har ikke-voldelig direkte handling væltet diktatorer i Tunis og Egypten.”

Den fjerde praksis understreger vigtigheden af at anerkende eget ansvar for konflikt og uretfærdighed og bekende egne synder. Det var Dietrich Bonhoeffer, som begyndte denne praksis. I sin ”Etik” bekender Bonhoeffer sin egne synder, kirkens synder og Tysklands synder. Efter krigen var der andre, der hentede inspiration i Bonhoeffers bekendelser og tog initiativ til lignende handlinger. Disse kirkelige initiativer beredte vejen for kansler Villy Brandt og forbundspræsident Richard von Weizäckers dramatiske offentlige bekendelser på Tysklands vegne. Siden har mange andre statsledere bidraget til dæmpe ofrenes vrede og dermed været med til at forebygge konflikt og krig ved offentligt at anerkende deres lands skyld og sige undskyld.

I mange år har man været tilbøjelig til at bortforklare betydningen af Jesu bjergprædiken for kristen etik, og specielt da for en kristen etik på det offentlige område. Glen Stassens foredrag var en stærk udfordring til os til at overveje, om vi ikke har overset, hvor relevant Jesu ord i bjergprædikenen i virkeligheden er, både på det personlige og det offentlige område. ”Salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”.

Danske Kirkedage, Aalborg, fredag, den 10. maj 2013
Mogens S. Mogensen

Læs mere om retfærdig fredsskabelse her.

  1. #1 by Hans Midtgaard on 12. maj 2013 - 13:02

    Var krigen i Irak en retfærdig krig? Jeg vil hellere stille spørgsmål ved om den vestlige verden overhovedet skal sende soldater til muslimske lande. USA opnåede ikke noget i Somalia. Irak er en værre kampplads nu, efter at vestlige tropper er trukket ud, og det samme kan let blive tilfældet i Afghanistan. For en muslimsk befolkning vil vesten altid stå for de “vantro”, og det stiller vore soldater overfor en næsten umulig situation. Vore politikere vil forsøge at retfærdiggøre deres krige, eller deltagelse heri, men hvad opnås derved. De traumer nogle af vore soldater kommer hjem med, er frygtindgydende. De tog ud for at gøre en forskel, men jeg er meget tvivlende over den skæbne, der venter f.eks. Afghanistan, når de vestlige styrker har forladt landet. I de muslimske lande hersker et mørke af had og hævn, som våbenmagt ikke kan bekæmpe.

    Vi har set fredelige omvæltninger efter murens fald i Europa og apartheids fald i Sydafrika, hvor en håbets forsoning har fundet sted. I de omtalte lande fandt der en håbets revolution sted uden at det endte i væbnede konflikter. Min bøn er, at det også må kunne ske i muslimske lande, men det kræver nok en vækkelse af bibelske dimensioner og ikke efter Koranen.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 12. maj 2013 - 22:11

    Kære Hans Midtgaard
    Jeg giver dig helt ret i, at invasionerne i Irak og Afghanistan var meget uheldige, og jeg er alvorligt bange for, at disse militære invasioner ikke har løst nogle problemer, hverken for landene eller for omverdenen, men blot skabt nye problemer. Helt bortset fra, om der kan argumenteres for at disse krige var retfærdige (hvad jeg har svært ved at se) eller uretfærdige, så mener jeg, at Glen Stassens tanker om retfæridig fredsskabelse er langt mere konstruktive og har langt større mulighed for at fremme en positiv udvikling.
    Venlig hilsen
    Mogens

  1. Kan man kæmpe sig til fred? | baptist.dk

Skriv en kommentar