Det splittede Danmark

I disse uger DR sætter fokus på integrationen i flere programserier på DR1 – men også på radio, tv og web – og i aftes kunne vi så se den anden udsendelse med titlen “Det splittede Danmark”. Baggrunden er de seneste års indvandring, som har ført til, at 8,2% af befolkningen i dag er indvandrere eller førstegenerationsefterkommere efter indvandrere med ikke vestlig baggrund, dvs. knap 473.000 mennesker, og en opfattelse af, at integrationen har slået fejl og at befolkningen derfor er bekymret.

Integration handler derfor om, at indvandrere lærer dansk, så vi kan tale sammen. Integration handler bl.a. om sprog, arbejde, foreningsliv, demokrati, kultur, venskaber og relationer. Når vi diskuterer disse aspekter af indvandreres integration i det danske samfund, er der oftest kun fokus på, hvad indvandrerne skal gøre for at blive integreret, og det er bestemt også vigtigt.

Men måske skulle vi besinde os på, hvad integration egentlig betyder. If. Gyldendals store danske encyklopædi er ”integration, den proces, der forener adskilte enheder og skaber en større helhed”. For det første minder denne definition om, at integration fører til ”en større helhed”, og det i denne sammenhæng sige, at det danske samfund naturligvis hverken kan eller skal være det samme efter integrationen af indvandrere, som det var før. For det andet minder definitionen os om, at det er en ”proces, der forener adskilte enheder”, og det vil i denne sammenhæng sige, at begge parter skal bidrage til dannelsen af den ”større helhed”.

Derfor giver det ikke mening at sige, at det alene er indvandrernes opgave at lære vort sprog. Det er naturligvis ikke nok at tilbyde indvandrere undervisning på sprogskoler, for man lærer kun for alvor et nyt sprog ved at bruge det i hverdagen. Derfor har vi gammeldanskere også et ansvar for at tale med indvandrere, selvom deres sprog endnu ikke er perfekt.

Derfor giver det ikke mening at sige, at det alene er indvandrernes ansvar at skaffe sig et arbejde. Det er naturligvis ikke godt nok, at sige, at indvandrerne bare skan søge de jobs der er, hvis der er en tilbøjelighed til at sortere dem fra. Derfor har vi gammeldanske arbejdsgivere og medarbejdere et ansvar for at give plads til indvandrere.

Derfor giver det ikke mening blot at appellere til indvandrere om at tilegne sig dansk kultur. Kultur tilegner man sig ikke ved at læse en kultur-kanon, men ved at interagere med gammeldanskere, fx ved at blive inddraget i gammeldanskernes foreningsliv, nabofællesskab og ved at få gammeldanske venner. Derfor må vi gammeldanskere naturligvis invitere nydanskerne ind i vore foreninger i vort nabofællesskab og tilbyde dem venskab. Mange indvandrere lever i mange år i Danmark uden nogensinde at blive inviteret ind i et dansk hjem. Og så hjælper det heller ikke på tilegnelsen af en dansk identitet, hvis indvandrere gang på gang bliver mindet om, at de med den kulturelle og religiøse baggrund, de har, ikke er, og måske heller aldrig kan blive danskere!

Vi må naturligvis stille krav til indvandrerne mht. integration, men hvis integrations skal lykkes må vi naturligvis samtidig stille krav til os gammeldanskere om spille vor rolle i integrationen, for her gælder det, at der altid skal to til en tango. Det vil derfor sige, at når vi taler om integrationsproblemer i Danmark, så burde vi ikke kun tale om, at indvandreren har et problem, men også tale om, at vi gammeldanskere måske har et problem, der skal løses.

Et andet ord for integration er ”inklusion”. Og mens ordet integration måske får os til kun at tale om, at indvandrerne skal integrere sig, så minder ordet inklusion os om, at vi skal inkludere – og ikke ekskludere – indvandrerne, hvis vi vil gøre noget ved ”det splittede Danmark”.

København, tirsdag, den 29. november 2016
Mogens S. Mogensen