Folketingsvalget 2015 – neo-nationalismens sejr

Den store sejrherre ved folketingsvalget forleden var Dansk Folkeparti. Men hvad er Dansk Folkeparti egentlig for et parti? Partiets leder, Thuesen Dahl, sagde efter sejren, at nu var DF virkelig blevet et folkeparti. Og det har han ret i, for mere end hver femte vælger i Danmark stemte denne gang på dette parti, og i Sønderjylland, hvor jeg bor, var det endog hver tredje vælger, som stemte DF.

Et folkeparti, ja, men hvilket folkeparti? DF er blevet kaldt et populistisk parti, og der er nok noget om snakken, men termen ”populisme” siger ikke noget præcist om indholdet af et partis ideologi, og populisme er for øvrigt ikke forbeholdt DF.

Udenlandske medier har beskrevet partiet som højreekstremistisk, og det er da også sandt, at DF i nogle henseender har højreekstreme holdninger, men på andre områder– som fx velfærdsområdet – er partiet faktisk venstreorienteret eller rødt. Derfor giver det heller ikke mening blot at karakterisere DF som et konservativt parti.

DF er blevet kaldt et fremmedfjendsk parti, og det er da også rigtigt, at partiet har fremmedfjendske holdninger, men partiet kan ikke reduceres til sin fremmedfjendskhed. DF er ligeledes blevet beskrevet som et parti for islamofober, og det er da også rigtigt, at der er islamofober i partiet, men partiet er meget andet og mere end det.

Efter min mening kan DF ikke placeres ind på en højre-venstre-skala i dansk politik. Dansk Folkeparti repræsenterer imidlertid en politisk strømning, som også gør sig gældende i en række andre europæiske lande, nemlig det, som man kunne kalde neo-nationalismen.

Den oprindelige nationalisme, der opstod for over 200 år siden, havde som formål at etablere nationalstater, og nationalfølelsen holdt sammen på nationen over for andre nationer, således at nationalfølelsen næredes af og nærede et fjendskab mod andre nationer, fx i modsætningsforholdet mellem dansk og tysk, som et modsætningsforhold mellem den danske nationalstat og den tyske nationalstat.

Neo-nationalismen, derimod, er opstået som en reaktion mod globaliseringen og de udfordringer, som globaliseringen stiller nationalstaterne overfor. Globaliseringen har på godt og ondt bundet hele verden sammen, så den enkelte nationalstat påvirkes af, hvad der sker i hele den øvrige verden. Dertil kommer at globale (eller i det mindste regionale) udfordringer kræver globale (eller regionale) løsninger. Listen af konsekvenser af globaliseringen er bl.a.

• Global integration i FN med fælles menneskerettigheder, som alle nationalstater er forpligtet på at indrette sig efter.
• Europæisk integration i EU, hvor beslutninger flyttes fra den enkelte nationalstat til overnationale organer i EU, inkl. åbne grænser.
• Konflikter og naturkatastrofer i en del af verden sender flygtningestrømme til andre dele af verden.
• Arbejdsmigranter krydser nationalstaternes grænser i søgen efter arbejde og arbejdsgivere tiltrækker billigere arbejdskraft for at kunne konkurrere med virksomheder i andre lande.
• Den internationale integration og migranters og flygtninges bevægelser over grænser bevirker at nationalstater bliver multietniske, multikulturelle og multireligiøse.

Denne liste over globaliseringens konsekvenser for nationalstaterne reflekterer netop de problemstillinger, som danner basis for Dansk Folkepartis mærkesager. Som fx modstanden mod menneskerettigheder, skepsis over for EU-integrationen, ønsket om grænsebomme, afvisningen af både arbejdsmigranter fra Østeuropa og flygtninge, for at beskytte danskernes velfærdssat, angsten for muslimer osv.

Det, som mange danskere åbenbart oplever, truer Danmark, er altså ikke et andet land som fx Tyskland, men globaliseringen – eller rettere konsekvenserne af globaliseringen. Dansk Folkeparti kan derfor bedst karakteriseres som et neo-nationalistisk parti, og i den henseende er Dansk Folkeparti et reaktionært parti, der gerne ville rulle udviklingen, nemlig globaliseringen, tilbage. Måske helt tilbage til Morten Korchs Danmark ….

Christiansfeld, søndag, den 21. juni 2015
Mogens S. Mogensen