”Moral Discernment” – i folkekirken

“Moral Discernment int the Churches” er titlen på et dokument fra Kirkernes Verdensråds afdeling “Faith and Order”, som vi I dag skal drøfte på en nordisk conference I København. Umiddelbart kunne det lyde som et verdensfjernt emne, der ikke havde den store relevans i den danske folkekirken. Men da jeg læste teksten, blev jeg klar over, at den sætter fingeren på et meget ømt punkt i folkekirken – og i samfundet I øvrigt – i dag.

Men både ordet “Moral” og “Discernment” stiller sig måske I vejen for tilegnelsen tekstens indhold. På dansk har vi faktisk ikke noget gangbart ord for “discernment”. Vi har hver for sig en række meninger, som vi er kommet frem til på hver vores individuele måde, og så har vi sammen mere eller mindre demokratiske procedurer for i forskellige sammenhænge at nå frem til fælles beslutninger i forskellige sammenhænge. Men ”discernment” er noget andet. Dokumentet definerer ”moral discernment” som”the process by which a person or community of faith attempts to discover God’s will for understanding and responding to the dilemmas and questions that human beings face when seeking the ”right” and the ”good”.

I folkekirken er vi også meget tilbageholdende med at tale om ”Guds vilje” på nogen definitiv måde og måske endnu om muligheden for at definitivt at fastslå, hvad der er Guds vilje. Men i dokumentet bruges ordet ”moral” til at referer til ”aspects and expressions of human life that pertain to ’right’ and ’wrong’ or ’good’ or ’bad’, og det giver vel mening for alle at tale om, hvad der er ’rigtigt’ og ’godt’.

Når ”Faith and Order” tager emnet ”Moral Discernment” op, så er årsagen bl.a. konstateringen af, at i dag er det oftere spørgsmål om ”moral”, der skaber konflikt og splittelser inden for kirker, mellem kirkesamfund, og mellem kirker i nord og syd, end det er dogmatiske spørgsmål. Vi har da også en lang række moralske spørgsmål i Folkekirken – og i samfundet som helthed – som vi har alvorlige problemer med at enes om, og som skaber alvorlige konflikter.

Når jeg ser henover debatten i kirke og samfund i de senere år, kan jeg ikke undgå at notere mig, at debatten om en række moralske emner er blevet mere og mere polariseret. Det gælder spørgsmål som forholdet til muslimer og islam, forholdet til indvandrere og indvandring, holdningen til Israel, synet på homoseksualitet, mission og dialog, abort osv.

Problemet er ikke, at disse emner ikke bliver debatteret,, for det gør de, endda på en meget passioneret måde. Problemet er, at disse emner i højere og højere grad blot bliver debatteret så at sige ’blandt vore egne’, altså med dem som vi er mere eller mindre enige med om, at ”de andre” er helt galt afmarcheret og måske slet ikke har kristne holdninger. At en stor del af debatten er flyttet over på de sociale medier, betyder at debatten i praksis ofte foregår i en slags ”ekko-kamre”, hvor vi kun hører ekkoet af vore egne holdninger, og hvor ekkoet ofte bliver forstærket. Faren er, at vi holder op med i kirken at drøfte de mest sensitive moralske spørgsmål, fordi vi er bange for, at drøftelsen vil føre til skænderi og splittelse.

Dokumentet ”Moral Discernment” indeholder faktisk mange nyttige indsigter, principper og tilgange, som nok ikke – i en overskuelig fremtid – fører kirkerne til ”synlig enhed”, som er det ultimative mål for den økumeniske bevægelse, og som måske heller ikke bidrager afgørende til, at vi i folkekirken opnår konsensus om de konfliktfyldte moralske spørgsmål., men som måske kunne bidrage til at ”afspænde” nogle af konflikterne ved at hjælpe os til at forstå, hvorfor vi ser meget forskelligt på disse spørgsmål. Og først og fremmest udfordrer teksten også til at indse, at vi – på trods af alle vore uenigheder om vigtige moralske spørgsmål – stadig har mere der forener os end adskiller os.

Dokumentet minder os om, at vi faktisk alle sammen – trods vore uenigheder – stort set trække på de samme kilder vores ”moral discernment”. Det gælder de trosmæssige kilder som fx Helligånden, skriften, traditionen, læremæssige myndigheder og spiritualitet. Og det gælder de andre kilder som fx fornuften, videnskaben og erfaringen. Dermed skulle det være muligt at etablere en fælles referenceramme, der kunne gøre meningsfuld diskussion mulig.

Baseret på en analyse af en række case studies om ”moral discernment” har dokumentet identificeret en række faktorer, der typisk bidrager til uenigheder, uden at vi altid er helt bevidste om det. Vores afgørelse af moralske spørgsmål vil let blive påvirket af indflydelsen fra den historiske og kulturelle kontekst, som vi lever i. På samme måde bliver vores afgørelse af moralske spørgsmål naturligvis påvirket af, hvilke kilder vi bruger og hvordan vi prioriterer dem, og af hvordan vi tolker de samme kilder, fx skriften, forskelligt.

Læsningen af dokumentet ”Moral Discernment” har for mig gjort det klart, at vi i kirken har brug for

• at vi udvikler den vane at lytte så dybt og opmærksomt til hinanden, så vi er i stand til at gengive modpartens moralske standpunkt så godt, at vedkommende kan genkende sig selv i det.
• At vi i fællesskab drøfter, hvilke kilder vi trækker på, når vi forsøger at praktisere ”moral discernment”, og at vi i fællesskab, drøfter, hvilke faktorer der påvirkker vores afgørelser af moralske spørgsmål, uden at vi nødvendigvis altid er bevidste om det.
• At vi at fastholder en sund spænding mellem vor overbevisning om, at der er forskel på godt og ondt, sandt og falsk, og vor ydmyghed baseret på at vor menneskelige erkendelse er begrænset og foreløbig.
• At vi hele tiden fokuserer på at der under og uden for vore forskellige moralske holdninger er så meget mere, vi som kristne er fælles om, end det der adskiller os.

Hvis dette dokuments indsigter, principper og tilgange ang. ”moral discernment” kunne bidrage til, at vi i kirken fik en mindre polariseret og en mere meningsfuld og frugtbar debat om moralske spørgsmål, så ville meget være nået.
Frederiksberg, onsdag, den 8. februar 2017
Mogens S. Mogensen