Da jeg i begyndelsen af 70’erne læste historie på Aarhus Universitet, var den dominerende ideologiske strømning marxismen, som jeg imidlertid forholdt mig meget kritisk til. En af dens stærke fortalere, som jeg mødte på historie-faget, var Uffe Østergaard. Det tjener til Uffe Østergaards ære, at han siden åbent er stået frem og har erklæret at han tog fejl, og siden har han da også efterhånden bevæget sig politisk set længere og længere mod højre.
I disse år, hvor det er nationalismen, der er på fremmarch, har Uffe Østergaard, igen indrømmet at han tog fejl. I mange år var Uffe Østergaard overbevist multikulturalist med stærkt fokus på integrationen i Europa og med troen på at den nationale identitet ville forvinde til fordel for en europæisk. Denne overbevisning har han nu lagt bag sig.
I en artikel i Jyllands-Posten i går med den sigende titel “”Muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den”” slår han til lyd for, at hvis det danske samfund skal overleve, så er det ikke længere tilstrækkeligt at integrere indvandrere: de skal assimileres. Men hvad er assimilation egentlig: I Gyldendals store danske encyklopædi defineres assimilation sådan:
”I antropologien den proces, hvorved en kultur gradvis inkorporeres i en anden, således at kulturforskellen ophæves. Ordet assimilation bruges også om en bevidst integrationspolitik, som en stat kan føre over for sine kulturelle minoriteter. Processen forudsætter kulturkontakt mellem grupper eller individer. I modsætning til akkulturation opererer assimilation kun i én retning og resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder.”
I sin yderste konsekvens indebærer assimilering en fuldstændig tilpasning af indvandrere til dansk kultur på alle områder. Østergaards mål er assimilering, ingen tvivl om, det, men hvor langt er han villig til at gå i assimileringens navn. Det bliver man ikke meget klogere på ved at læse det lange interview, men hans siger dog, at indvandrere skal kunne tale dansk for at få offentlige ydelser. Børn skal også kræve, at børn bader nøgne sammen efter sport, men han er i tvivl om, hvorvidt man skal kræve assimilation mht. ydre symboler og klædedragt, som fx tørklæde. Derimod er han meget klar på, at indvandrere må blive ”lutheranere”, forstået sådan, at de bidrager til fællesskabet og samfundet, ser arbejdet som livets mening og tror på staten og folket.
En række politikere har straks bakket op om Østergaards tanker, og flere af dem giver assimilationskravet mere indhold. Det konservative folketingsmedlem Naser Khader mener, at man bør kræve, at en indvandrer skal være ”loyal over for det danske samfund, den danske historie, og de danske demokratiske værdier”. Hvordan det skal kunne omsættes til lovforslag, må tiden så vise. Han vil have burka og niqab forbudt i det offentlige rum. Det skal ikke være lovligt for køreskoler at lave kønsopdelte hold, og ”forældre med indvandrerbaggrund bliver nødt til at acceptere, at deres døtre har kærester, at de er med på rusture på deres uddannelser…”. Både Matthias Tesfaye fra Socialdemokratiet og integrationsministeren, Inger Støjberg fra Venstre, bakker op om Østergaards anbefaling af assimilation frem for integration. Meget tyder derfor på, at diskursen om indvandreres forhold til det danske samfund vil skiftet fra integration til assimilation
Hvis en indvandrer, fx en Muhammed Abdullahi fra Afghanistan, af egen fri vilje vælger at assimilere sig 100% ind i det danske samfund – og fx dropper sine medbragte kulturelle vaner til fordel for danske, konverterer fra islam til kristendom, begynder at spise svinekød og drikke øl, tager navneforandring til Jens Hansen osv – så er assimilation naturligvis en helt legitim proces. Men hvis statsmagten begynder sætte lovgivnings- og administrationsmagt bag et bastant assimilationskrav, så det let få en totalitær karakter. Spørgsmålet er nemlig, hvor går grænsen for hvor langt man fra statsmagtens side skal forsøge at drive assimileringen. For som Gyldendals definition udtrykte det. ”I modsætning til akkulturation opererer assimilation kun i én retning og resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder.”
Desuden vil det være klogt at være opmærksom på, at selvom assimileringskravet i udgangspunktet vil blive rettet mod ikke-vestlige indvandrere, og helt specifikt mod muslimer, så vil assimileringstænkningen også sætte andre minoriteter under pres, når statsmagten i højere og højere grad begynder at definere, hvad der er dansk kultur, og hvad der kan støttes og ikke støttes, og hvad der kan tillades og ikke tillades, og når staten mere og mere begynder at blande sig borgernes privatliv.
Den marxisme, som Uffe Østergaard efterhånden tog afstand fra, indebar en totalitær tænkning, som alle skulle rette ind efter – for at nå frem til det ideelle klasseløse samfund. Den assimilations-tænkning, som i disse nationalistiske tider stikker hovedet frem, og som Uffe Østergaard plæderer for, indebærer imidlertid også faren for en totalitær tænkning, som alle skal rette ind efter – for at nå tilbage til det ideelle kulturelt homogene samfund.
Christiansfeld, torsdag, den 14. september 2017
Mogens S. Mogensen
Mogens S. Mogensen 